| | "Gone With The Wind" Retsagen med MGM om "My Fair Lady" | | | | | Afsnit 1 | | August Andersens ellers særdeles gode forhold til MGM og John Årshøj kom på en hård prøve i slutningen af 1964. Den 14. maj 1964 underskriver August Andersen en kontrakt med MGM om at vise "Gone With the Wind" i mindst 4 uger. Hold-over tal var 18.000 kr.
Den 16. oktober 1964 skrev August Andersen kontrakt med Warner Brothers om at vise "My Fair Lady" i minimum 12 måneder fra 2. juledag 1964. Imidlertid gik "Vinden" så godt i december 1964, at man ikke kunne forvente, at den var udspillet 2. juledag. I den første uge af december 1964 var nettokassen 36.289,41.
3 Falke Bio indstillede derfor al reklamering af filmen samtidig med, at MGM forøgede annonceringen for deres film. Det gik ovenikøbet rygter om at MGM opkøbte billetter for at holde "Gone With the Wind" på plakaten.
For at slippe ud af kontrakten tilbød 3 Falke Bio MGM 25.000 kr/uge i perioden 23. november - 23. december, samt at sætte den op igen efter "My Fair Lady" var udspillet. MGM sagde nej, og truede med retslig forfølgelse af sagen.
| | | | Afsnit 2 | | Aviserne skrev meget om sagen, og bl a ROXY på Godthåbsvej tilbød at overtage "Gone With the Wind".
John Aarshøj, MGM, tilbød 10. december 1964, at 3 Falke Bio kunne spille "My Fair Lady" til og med nytårsdag. Derefter skulle "Gone With the Wind" tages op igen. I samme ombæring foreslår han, at 3 Falke Bio kan blive løst for kontrakten for 100.000 kr.
Sagen blev afgjort i Frederiksberg Fogedret tirsdag d. 21. december 1964 kl 14. Hvis "Gone With the Wind" indspiller mere end 18.000 kr i ugen 14/12 - 20/12 vil der blive krævet fogedforbud imod at "My Fair Lady" bliver vist.
Der blev indgået et kompromis således, at "Gone With the Wind" skulle genoptages på 3 Falke Bio efter "My Fair Lady". Der skulle gå mere end 18 måneder før "Vinden" kunne komme på plakaten igen. "Gone With the Wind" indspillede herefter på 10 uger 377.387 kr og 34.275 mennesker så filmen.
| | | | Afsnit 3 | | Efter "My Fair Lady" premieren var der fest på Ambassadeur (senere ABCinema). Der findes i øvrigt ingen billeder fra festen, idet fotografen blev udsat for tyveri og alle fotografierne forsvandt. De blev aldrig fundet.
"My Fair Lady" var 3 Falke Bios største succes og først den 30. august 1966 (1 år og 8 måneder senere) var "Ladyen" udspillet. Der var altid 28 dages forsalg og næsten altid udsolgt 14 dage i forvejen. Filmens titel blev endda trykt på billetterne. I alt så 418.217 mennesker filmen. Den 31. august 1966 flyttede 70mm kopien over i Husum bio. Samme dag fik den premiere i Bio Lyngby også i 70mm. 2. juledag 1966 havde Slots Bio i Hillerød og Folketeatret i Odense premiere på "My Fair Lady" i 70mm. I provinsen kørte "My Fair Lady" også godt. Kosmorama i Århus havde 60.922 gæster på ca 12 uger i efteråret 1965. 27.624 så den i Europa bio i Aalborg.
"My Fair Lady" blev restaureret i 1994. | | | | | | | | | | | | Tillbage - Toppen - Senest opdateret torsdag, 01. maj 2008 | |
| | | | | | | | | | |
|