|
| |
|
Foråret
2007
Henrik Westergaard Christensen |
|
Et tilbageblik på en nu svunden tid som piccolo og kontrollør i 3
Falke Bio. Noget af det gamle 3 Falke Bio genopstår i form af
Falkoner Biografen, når denne nye biograf slår dørene op den
12.3.2007, men der er ingen forbindelse mellem datiden og nutiden
2 tilfældigheder fra primo år 2007 er baggrunden for denne artikel.
Den første tilfældighed var en dødsannonce
Min hustru og jeg sidder i den ny tilbygning til
vort parcelhus i Roskilde-området og nyder de velfortjente feriedage
mellem jul og nytår 2006. Vi har som sædvane, hver vor del af
morgenavisen og til trods, at vi bestemt ikke føler os gamle –
stærkt på vej mod hhv. 59 og 58 år – tilhører vi den gruppe af
læsere, som læser dødsannoncerne. For det meste kendte vi ikke de
afdøde i annoncerne, men nu og da læser vi om gamle kolleger, naboer,
bekendte til bekendte, kendte mennesker i samfundet og så
videre, som er gået bort.
En af disse feriedage erfarede vi, at en mand ved navn Frey
Jørgensen også var gået bort. Han blev 70 år og skulle begraves fra
Solrød Kirke en af de nærmeste dage. I dødsannoncen stod der blandt
andet ”Farvel – fra Kirsten” – Freys hustru.
Det må være ”Frey og Kirsten”, blev min hustru og jeg hurtigt enige
om, nemlig Frey og Kirsten, som vi i deres og vores ungdomsdage
arbejdede sammen med i 3 Falke Bio. De var lidt ældre end vi. Når vi
en sjælden gang tænker tilbage til tiden i 3 Falke Bio – det er en
tilbagespoling på over 40 år, ser vi naturligvis disse gamle
kolleger i vore hoveder, som vi husker dem fra dengang. For de
dengang unge, ser vi deres ungdommelige ansigter, med videre. Meget
har ganske givet ændret sig i årenes løb og det forekommer i år 2007
helt underligt at læse, at Frey døde 70 år gammel. Vi husker ham som
en ung og frisk person.
Frey og Kirsten var det forelskede, nygifte, venlige og stort set
altid glade par, som igennem flere år stod i baren i pauserne under
helaftensfilmene i 3 Falke Bio. Min dengang forlovede, men nu
igennem 34 års ægteskab kære hustru, stod også i baren i 3 Falke.
Det var imidlertid i kaffebaren, hvor hun også som sit formål havde,
at skulle servere frisklavet kaffe til gæsterne i filmpauserne. Min
hustru skiftede arbejdsdage med en anden dame i kaffebaren – Lene. I
3 Falke Bio var der dengang kun helaftensfilm på programmet. Det var
heldigt, fordi vi alle havde vore faste jobs at passe i dagtimerne.
Frey Jørgensen var en særdeles godt begavet person – uddannet
optiker og med optikerbutik i Istedgade 100 i København. Siden hen
blev han direktør hos Synoptik. Kirsten var en særdeles flot kvinde,
der til daglig arbejdede i en Schou-butik på Enghave Plads. Kirsten
vidste godt, at hun i hvert fald dengang var godt skruet sammen og
derfor havde hun heller ikke noget imod, at blive side 9-pige i
Ekstrabladet. Dette gav dog en del problemer af drillende art blandt
os personale i 3 Falke Bio. Jeg husker en episode, hvor Kirsten og
jeg skulle dele en taxa til hver vor bopæl i København. Frey lå
derhjemme og var syg. En flok amerikanske turister var ikke meget
for, at lade Kirsten gå ind i taxaen. De holdt på døren indtil
taxamanden og jeg, havde verfet dem væk. Og de råbte ad
Kirsten…..wow.
I baren skiftede Frey og Kirsten med en dame, som vi altid kaldte
”Fru Larsen”. Jeg ved faktisk heller ikke i dag, hvilket fornavn fru
Larsen har, men denne også flotte og lidt mere modne dame, vender
jeg lidt tilbage til.
Den anden tilfældighed
Er fra februar 2007. Vores voksne søn, som for længst er flyttet
hjemmefra og har fået sin uddannelse, leder efter noget bestemt på
Internettet i forbindelse med sit arbejde. Tilfældigvis kommer han
ind på en side hos Google, hvor der står 3 Falke Bio.
Nysgerrigt – da han jo ved, at mor og far har fundet hinanden i 3
Falke Bio, hvor de begge arbejdede i deres fritid – gennemgår vor
søn Morten de mange Internetsider og leder naturligvis efter fars og/eller
mors navne. Men vi var ikke nævnt. Derimod fremgår redaktøren af
Internetsidens navn – Thomas Hauerslev. Jeg måtte naturligvis straks
kontakte Thomas og rose ham for det meget store og flotte arbejde
han har udført for at beskrive 3 Falke Bios historie. Det er et
fantastisk stykke arbejde Thomas har udført.
Til gengæld måtte jeg love Thomas Hauerslev, at jeg vil skrive noget
om mine erindringer fra min arbejdstid i biografen og om selve
biografen.
Lidt begyndelse og tilbageblik
Det er ikke så ofte, at min hustru og jeg tænker tilbage på vor tid
i 3 Falke Bio og vi har faktisk ikke været gæster i den nu nedlagte
biograf siden vi sammen forlod den en majdag i 1969.
Vi forlod ikke denne fritidsarbejdsplads i protest. Nej, slet ikke.
Jeg skulle ind for Livgarden og min hustru (vi var forlovede dengang),
ville ikke fortsætte sit fritidsjob, når jeg forlod stedet. Min tid
i 3 Falke Bio gik tilbage til en sommerdag i 1964. Så jeg fik næsten
5 års gode og lærerige minder fra biografen – både i forhold til
skiftende kolleger og i forhold til publikum. Jeg blev helt sikkert
modnet særdeles meget. Vi holdt dog indirekte forbindelse med
biografen efter at vi havde forladt den, fordi min svoger, min
hustrus bror – kontrollør Lennart Liljegren – fortsat arbejdede i
biografen og først forlod den nogle år efter.
Det var denne svoger og min kontrollør-kollega, som på en vis måder
er årsag til, at min hustru og jeg mødte hinanden. Han skaffede
hende jobbet i kaffebaren og sagde inden hun blev ansat: ”Prøv at se
på den flotte fyr Henrik. Det må være noget for dig”. Og sådan blev
det så. Om jeg så var en flot fyr dengang, vil jeg ikke selv tage
stilling til.
Herudover har vi aldrig siden haft forbindelse med de gamle kolleger.
Vi har haft travlt med at bygge vort eget liv op og har i vore fast
jobs haft et gennemløb af mange tusinde personer. Min hustru i
Københavns Kommune og nu i statens tjeneste og jeg i over 40 år i
forsikringsbranchen. Der skal endnu gå nogle år førend vi slipper
arbejdsmarkedet og går på pension, men tiden nærmer sig jo.
En ”underlig” mand med en nøgle
Hvorfor ved jeg ikke præcist, men i foråret 1964 fik jeg en ide om,
at blive piccolo i en biograf. På det tidspunkt skulle jeg op i 2.
real efter sommerferien. Fra barns ben var jeg interesseret i
biograffilm. Når jeg havde penge i overskud skulle de altid anvendes
på biograffilm. Det var især Platan Bio og Sønder Boulevard Bio, som
fik gavn af mine sparepenge. I Platan Bio hver søndag eftermiddag,
hvor man for samme pris, fik lov til at se 2 film. Jeg har set så
mange film i mine ungdomsår, at jeg den dag i dag næsten ikke gider,
at se film mere. Jeg synes også at filmene fra dengang havde
kvalitet – nutidens film har svært ved at fange min interesse. Der
er dog nogle undtagelser – fx ”Der Untergang”. Skuespillerne fra
dengang var bare dygtigere, replikkerne langt bedre og temaerne
gennemtænkte. Nå pyt. Tiden udvikler nødvendigvis ikke forbedringer.
Jeg cyklede rundt til et par biografer og tilbød min assistance som
piccolo. Jeg nåede dog kun til 3 biografer. Hos Kinopalæet på Gammel
Kongevej, meddelte man prompte, at man ikke søgte piccoloer p.t. og
de ville heller ikke have mit navn, adresse mv. Hos Imperial [Bio]
også på Gammel Kongevej, var jeg lige ved at have held i sprøjten.
En tilsyneladende rar og voksen kontrollør sagde til mig: ”Jo, det
kan da godt være”. Så kaldte han på en - måske ledende piccolo – og
spurgte ham. Denne piccolo kiggede op og ned ad mig, hvorefter han
sagde: ”Nej, vi har ikke brug for vedkommende”. Forundret blev jeg,
men jobbet fik jeg ikke.
Nogle dage efter cyklede jeg ud på det ”fine” Frederiksberg. Mine
forældre, som var af socialistisk observans, havde nu og da fortalt
os børn, at de ”fine” og dem med de forkerte samfundsholdninger
blandt andet bor på Frederiksberg og i Gentofte. Men jeg tog chancen
med hensyn til 3 Falke Bio. Forlods vidste jeg ikke, at 3 Falke Bio
kun var en aftenbiograf (det var dog heldigt for mig). Biografen var
lukket om eftermiddagen, men jeg hev lidt i de lukkede døre og var
ved at stige op på cyklen igen for at køre hjem. Imidlertid dukkede
der en nydelig påklædt herre i mørkt jakkesæt og hvid skjorte med
slips, op. Han låste sig ind og låste sig ud igen og fik øjenkontakt
med mig. ”Hvad vil du”, sagde han. Jeg forklarede ham, at jeg søgte
et job som piccolo, men var vist kommet på et forkert tidspunkt af
dagen.
”Hvad hedder du og hvor bor du. Jeg er nemlig direktør for biografen”.
Han skrev mine data ned og sagde, at han nok skulle give det til den
rette person i biografen. Og det gjorde han sandelig. Godt en måned
efter ringede en såkaldt overkontrollør Knud Nielsen til mig
derhjemme. Jeg havde faktisk glemt mødet med direktøren og troede
ikke på, at jeg nogensinde ville få et sådant job. Det gjorde heller
ikke noget, fordi jeg burde koncentrere mig om min realeksamen, men
havde alligevel en lyst til, at ud blandt folk. Efter et kort møde
med Knud Nielsen i biografen, fik jeg jobbet som piccolo.
Jeg havde bare det problem, at jeg godt vidste, at man mindst skulle
være fyldt 16 år. Derfor løj jeg mig et år ældre og sagde, at jeg
var født i 1947 (1948 er det rigtige årstal). Denne løgn gav så lidt
problemer efterfølgende, fordi man sagde tillykke til mig på min 18.
årsdag og meddelte, at jeg nu var ansat til en bedre løn som
kontrollør. Jeg måtte krybe til korset og meddele, at det først er
til næste år, at jeg fylder 18 år. Så jeg fortsatte som piccolo og
blev kontrollør året efter. Så sure blev de trods alt ikke på mig.
|
|
|
Videre til
Direktør August Andersen |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
| |
|
| |
|
| |
|
| |
|
|
|
|
|
|
| |
|
| |
|
|
Tillbage
- Toppen - Senest opdateret
fredag, 12. marts 2010 |
|
|
