|
| |
|
De 3 forretninger – måske 4
Af Henrik Westergaard Christensen |
|
 3
Piccoloer; Henrik Westergaard Christensen, Jørgen Nielsen og Bent
Bech. Foto fra Henrik Westergaard Christensen
I foyeren i 3 Falke Bio var der 3 ”næringsdrivende”, forstået på den
måde, at der i umiddelbar nærhed af indgangsdørene var en kaffebar.
Den åbnede kun i filmpauserne. Lederen af denne bar, Lene og min
kommende hustru skiftedes til at stå i denne kaffebar. Så de mødte
på deres jobs noget senere end vi andre. Kaffebaren var lejet af
Frellesen kaffe i Roskilde og det hos dem, at kaffepersonalet
arbejdede. Til daglig kørte Lene rundt til forskellige forretninger
for at sælge Frelsen kaffe.
I forretningen i midten lå der en Toms forretning. Det var Toms
fabrikker som havde lejet sig ind. Det handlede om salg af is og
chokolade. Denne forretning havde åbent før og under
filmforevisningerne samt naturligvis i pauserne. Den faste dame i
denne kiosk var Elly Thorsen. En kvinde med et stort opsat hår, men
ellers en dejlig og festlig kvinde i midtfyrrerne.
Elly Thorsen blev nu og da afløst af forskellige unge piger, hvorfra
de kom, aner jeg ikke, men én af de faste afløsere hed Lone. En ung
blond pige med et smukt ansigt. Hun var én af disse dengang værende
unge piger, som havde omgangskreds med datidens popstjerner i
forskellige danske bands. På et tidspunkt var hun blandt andet
forlovet med Søren Strømberg (én af datidens charmetrolde og ”store”
navne inden for den danske popverden).
Det er ikke mange år siden, at jeg sammen med min hustru i et tog
fra København i retning af Rødbyfærge, kom til at sidde over for
Søren Strømberg. Han skulle til Glumsø, sagde han. Han lignede en
bums og én livet havde taget hårdt på. Det er vist ikke længe siden,
at han afgik ved døden. Men uden at han i øvrigt kunne vide det, kom
jeg til at tænke på hans Sengekantsfilm og hans forlovelse med Lone
fra 3 Falke Bio. Skæbnen vil det ofte anderledes.
Han var blot ét af mange tilfælde, hvor en hurtig berømmelse og gode,
hurtige penge ikke har kunnet administreres. De ender ofte i noget
rod i deres liv. Skattegæld, venner som forsvinder, ditto mht. koner
og kærester mv. Ingen scene længere og ingen berømmelse. Det er ren
nedtur for de mentalt svageste af dem. Lone og Søren kunne ellers
være blevet et godt par. Hun var flot. Det var han også i sine unge
dage.
Lone havde et smukt hoved og en flot overkrop, men det kneb mere med
hendes ben. Til stor irritation for hende selv. Når nogen kom til at
omtale det, blev hun sur – nogle gange så sur, at hun lukkede Toms
kiosken og gik hjem – ofte grædende. En gang kom overkontrollør Knud
Nielsen til at sige til hende: ”Når du engang dør Lone, vil storken
atter have de tyndeste ben”. Lone blev voldsom rasende, græd, gik
hjem og vi så hende ikke i flere uger. Knud Nielsen syntes ikke om
en ung smuk pige som lå under for datidens popmusikere. Så han var
hel kold.
 Kirsten
og Frey Jørgensen til aftenfest i 3 Falke Bio. Billede af Henrik
Westergaard Christensen
I den tredje forretning var den egentlige bar. Den åbnede også i
forbindelse med pauserne. Her kunne publikum købe diverse drinks, øl
og vand. Det var restauratør Rasmussen, som lejede denne bar for
derefter at ansætte unge par, til at stå i baren. Frey og Kirsten
var blot ét af parrene. Også unge som Iben og Bjarne og hr. og fru
Hansen, som vi kaldte sidstnævnte, havde dette job. Senere kom der
et homofilt skiftepar ind i baren. Det var også søde mennesker og i
modsætning til overkontrollør Knud Nielsens generelle opfattelse af
homofile, lærte jeg, at de er mennesker som alle vi andre.
Restauratør Rasmussen (husker ikke fornavnet) havde tillige
restaurant Bjørnekælderen på Frederiksberg Alle – lige over for
Aveny Teatret. En rigtig pæn spiserestaurant med rigtige tjenere og
hvide duge på bordene. Men det var ikke disse 2 steder, hvor han
tjente sine penge. Det gjorde han derimod i rigelige mængder gennem
sit ejerskab af Cafe Viktoria. Det var et rigtigt værtshus, der lå
der, hvor Viktoriagade støder sammen med Abel Christines Gade på
Vesterbro i København. Der var der drejede sig kun om at åbne
ølflaskerne måske kombineret med en snaps og en gammel dansk. Ingen
bespisning eller andet omkostningstung i denne beskidte biks. Til
tider besøgte vi både Bjørnekælderen og værtshuset i Viktoriagade.
Hr. Rasmussen var en gavmild herre, som syntes om, at glæde os unge
mennesker. I øvrigt var han vist godt gift.
En pudsighed ved restauratør Rasmussen var, at han i sin ”fritid”,
hvis man kan skrive sådan, var lidt kæreste med den kendte
sangerinde Eartha Kitt. Han havde hende nu og da med i 3 Falke Bio,
når hun var på besøg hos Rasmussen eller overnattede i København.
Nogle gange skete det, at vi unge ansatte i biografen fik en krammer
af hende.
Restauratør Rasmussens førstekvinde på arbejdspladsen i baren i 3
Falke Bio var fru Larsen. En særdeles flot og moden kvinde i
begyndelsen af 40’erne. Hun lignede datidens hotteste kvindelige
verdensstjerner a la Liz Taylor. Om fru Larsen også kissemissede med
restauratør Rasmussen ved jeg ikke. Fru Larsen var fraskilt og havde
en søn. Hun var til daglig direktionssekretær hos boligselskabet
Lejerbo.
Det skete nu og da, at den administrerende direktør for Lejerbo og
forretningsføreren sammen med fru Larsen, dukkede op i biografen på
de aftener, hvor fru Larsen havde vagt. De herrer drak blot videre
indtil fru Larsen atter var parat til, at fortsætte morskaben ude i
byen. Fru Larsen var en dejlig og flot kvinde. Den ægte og hvide
minkkåbe, gjorde i vinterdage også en hel kvinde ud af hende. Hun
sagde engang til mig: ”Henrik, når du er færdig med din realeksamen,
skal du have job hos Lejerbo. Den administrerende direktør, synes
godt om dig”. Men sådan gik det ikke senere for mig og jeg søgte
aldrig noget job hos Lejerbo.
Den ”fjerde forretning” må jeg sætte i gåseøjne, fordi det ikke var
nogen forretning, men en form for ønskebrønd. Det var et springvand
placeret i bygningens hjørne efter den rigtige bar. Når jeg anvender
ordet ”forretning”, skal det ses i lyset af, at mange biografgæster
lagde penge i ønskebrønden, men pengene forsvandt også.
Knud Nielsen og jeg samt andre, gjorde nu og da nogle forsøg om
aftenen inden vi forlod biografen. Vi lagde nogle kronestykker i
vandet for at se, om pengene fortsat var der dagen efter. Det var de
i regelen ikke. Med andre ord, må der blandt personalet være folk,
som stjal fra ønskebrønden. Pengene skulle ellers være gået til Red
Barnet, men de fik vist aldrig en krone.
Det kan heller ikke afvises om en del af publikummet stjal pengene.
Personligt havde jeg dog dengang min private mistanke rettet mod en
bestemt piccolo. Jeg røbede aldrig for noget, hvem min mistanke var
rettet i mod. Det var en piccolo, som altid spiste, og helst
højtbelagt smørrebrød, fra ABC Smørrebrød skråt over for biografen
på Falkoner Alle. |
|
|
|
|
|
|
|
Frem til
Publikum
|
|
|
|
|
|
Retur til
Seksualitet på jobbet |
|
|
|
|
|
|
|
| |
|
| |
|
| |
|
| |
|
|
|
|
|
|
| |
|
| |
|
|
Tillbage
- Toppen - Senest opdateret
fredag, 12. marts 2010 |
|
|
