|
| |
|
Mobning på jobbet
Af Henrik Westergaard Christensen |
|
 Overkontrollør
Knud Nielsen omgivet af 2 billetdamer; Maj-Britt W. Christensen og
Lene til højre.
Foto fra Henrik Westergaard Christensen
Som vi nu om dage hører og læser meget om, nemlig mobning, var det
sådan, at dette også fandtes i 3 Falke Bio-tiden, men der var slet,
slet ikke tale om noget, som stak særligt dybt. Alle blev gode
venner igen og ingen var direkte ondskabsfulde over for andre. Lidt
jalousi engang imellem, kunne forekomme.
Alligevel satte vi nu og da nyansatte på visse prøver for at se, om
de havde ”hjerne”. Chefoperatør Svend Åge nød disse hændelser. Han
glædede sig altid. Især en af piccoloerne (han blev senere
kontrollør, fordi direktør August Andersen havde en form for
medlidenhed med ham og talte ofte med vedkommendes mor i telefonen),
hoppede alt for ofte på disse ”hjerne-test-prøver”.
Svend Åge og nu og da vi andre, når vi ønskede at afprøve
”hjernerne” hos de udvalgte, sagde: ”Vi skal have renset vandet i
ønskebrønden (det lille springvand ovre i hjørnet ved baren). Tag en
gulvspand og gå ind i receptionen på Hotel 3 Falke og bed om noget
destilleret vand”. Naturligvis skulle der ikke destilleret vand i
springvandet.
Hotel 3 Falke var dengang – og måske stadig – et meget flot og dyrt
hotel. Piccoloerne gik, som de fik besked på, ind på hotellet og bad
om en spand destilleret vand. Receptionisterne på hotellet afviste
dem straks med – ”sikken en gang vrøvl. Tror du virkelig, at vi her
på hotellet har destilleret vand til jeres springvand – ud”.
En anden ”prøve” bestod i, at bede de nyansatte om, at vande
blomsterne i forhallen – der, hvor publikum ventede på at dørene til
biografen blev åbnet. Vi bad dem altid om at gå ud med en stige og
vande, når der stod allerflest publikummer i kø, for at komme ind.
Sagen var den, at de blomster, der hængte i loftet, var kunstige og
havde aldrig været andet.
Men de udvalgte piccoloer gik gladelig ud og vandede blomsterne til
stor forundring for det ventende publikum. Piccoloerne opdagede
simpelthen ikke, at blomsterne var kunstige, men ofte skete det, at
nogle publikummer sagde det til dem.
En tredje metode bestod i, at bede ”test-kollegerne” om at hente en
familie Petersen, der skulle sidde på 36. række (der var kun 32
rækker i biografsalen). Der var blevet ringet, sagde vi til de
”udvalgte”. Piccoloerne gik op i salen og kunne ikke finde række
nummer 36, hvorefter de kom tilbage til foyeren og meddelte, at de
ikke kunne finde rækken: ”Prøv igen, sagde vi. De må være der, fordi
der er blevet ringet efter dem”. Og de prøvede.
Én af piccoloerne var meget glad for mad. Han spiste næsten altid.
Han havde en form for motoriske vanskeligheder. Når han havde købt
det højtbelagte smørrebrød i forretningen ABC-smørrebrød begyndte
han at skille det ad. Italiensk salat havnede i regelen på hans
jakke eller bukser. Så gned han det ud i tøjet med sine hænder. Men
han kunne heller ikke lide fedtkanten på fx skinken. Den blev skåret
væk. På den måde endte det ofte med, at han stort set kun havde
noget rugbrød og lidt pålæg tilbage inden han spiste det. Han burde
naturligvis have kunnet nøjes med langt prisbilligere smørrebrød.
Han faldt ofte over diverse ting (gled på trappen, snublede i
gulvtæpper, kom til at gå ind i søjler og lignende). Han deltog
naturligvis også i pæreudskiftningen inden publikum blev lukket ind.
Én af de gange, hvor han skulle hente en træstige bag scenen, glemte
han at tænde for lyset i salen. Han gik om bag lærredet, tog stigen
og glemte alt om, at der i siderne af scenen var trapper. Nej, han
gik i mørket direkte ind på midten af scenen med stigen og begyndte
at gå nedad, ligesom hvis der havde været trapper på dette sted. Det
var der ikke og resultatet blev, at han brækkede sit håndled og slog
sig alvorligt.
Af én eller anden grund var barmanden Frey Jørgensen mødt tidligere
på sit job den dag. Han kørte den uheldige piccolo til Frederiksberg
Hospital, hvor piccoloen havde stukket hånden, der var brækket ned i
bukselommen. Sygeplejersken spurgte: ”Hvad kan jeg så hjælpe jer
med? ”Hjælpe og hjælpe”, svarede piccoloen. ”Det er da min hånd, som
er problemet. Det kunne jo også være hovedet”, svarede
sygeplejersken, fordi den skadede hånd jo ikke var taget op af
bukselommen.
|
|
|
|
|
|
Frem til
En god tid |
|
|
|
|
|
Tilbage til
Publikum |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
| |
|
| |
|
| |
|
| |
|
|
|
|
|
|
| |
|
| |
|
|
Tillbage
- Toppen - Senest opdateret
fredag, 12. marts 2010 |
|
|
