|
| |
|
Publikummet
i 3 Falke Bio
Af Henrik Westergaard Christensen |
|
 Publikummet i 3 Falke Bio – fra kongehus til skuespillere og
andet godtfolk. Stort set altid et publikum med et godt humør
Der var tale om Danmarks flotteste og bedste biograf og tale om
typer af film, som ikke hidkaldte ”skæve eksistenser”, bøller og
lignende. Gæsterne var modne, men også unge folk. Det var sjældent,
at vi blev nødt til at smide nogen ud. En brandert nu og da, men
ofte var vi selv lige så fulde – hvis det var fredage eller lørdage.
Vi fik dog altid de få ”skæve” ud, når vi ville det.
Det var det pæne borgerskab, vi tog imod og passede godt på. Ofte
kom der kendte personer i biografen. Ved flere lejligheder har jeg
været en slags oppasser for medlemmer af kongehuset. Det kunne være
Kong Frederik og Ingrid eller Ingrid alene (hvilket ofte skete
lørdage eftermiddage) eller det nuværende kongepar Dronning
Margrethe og prinsgemalen prins Henrik.
Jeg har oplevet det meste af kongehuset samlet til bare én
forestilling. Anne Marie, Benedikte, Kong Konstantin, osv., osv. Det
var altid flinke og venlige folk, som i pauserne havde deres eget
lokale. Et lokale man næsten ikke kunne se, hvis man ikke vidste, at
det var der. Det var kun en dørlås, som antydede, at det flotte ædle
træ på siderne i biografsalen et enkelt sted var ”skåret op”.
Lokalet var i salens venstre side. Her servicerede direktør August
Andersen dem, hvis han vidste, at de kom, de kongelige i pauserne og
nogle af os unge fik lov til at deltage – altid med hvide handsker
på.
August Andersens problem var ofte at skaffe de cigaretter som den
daværende kronprinsesse røg. Et specielt fransk mærke. Han havde
nogle gange styrket København rundt for at finde disse cigaretter,
men fandt til sidst ud af, at cigarforretningen over for biografen
på Falkoner Alle, havde disse cigaretter.
Når folk fra Kongehuset ønskede at se film i biografen, gik der et
rygte om, at de ringede til Inge Wallin på billetkontoret og udgav
sig for at være ”familien Jensen – Amaliegade”. Så vidste man, hvem
det drejede sig om.
Uden forlods at ane det, fik jeg/vi ved flere lejligheder pludselig
øje på medlemmer af kongehuset, som ikke havde meldt deres ankomst.
Således så jeg mange gange dronning Ingrid – ofte helt alene, men
også den daværende kronprinsesse Margrethe var flere gange alene i
biografen som publikum. Jeg nikkede og smilte venligt, hvilket de
også gjorde. Nogle gange rejste de sig op og kom hen til mig for at
tale om filmen eller om andre film, herunder om skuespilpræstationer.
Dengang var der ikke opfundet terrorister eller ønsker om
kidnapninger, ligesom pressefolk var af en anden støbning. De kendte
kunne gå og komme i fred og helt alene.
Stort set alle datidens kendte danske skuespillere og
filminstruktører kom i 3 Falke Bio – ofte mange gange. Det var
sjældent, at publikummet lagde mærke til det. Således husker jeg en
ung dreng på 10. række (rækken lige foran én af de fineste rækker –
nemlig række nr. 11), som sagde til sin mor: ”Mor kongen og
dronningen sidder lige bag os. Hold bøtte dreng, det passer ikke.
Jo, mor”. Hun vendte sig om og ganske rigtigt. Drengen havde ret.
Det skete i en pause og jeg stod og så og hørte det hele. Kong
Frederik grinte og vinkede til drengen.
Jeg husker også skuespiller Jørgen Reenbergs fascination af den
skuespilkunst, som Peter O’Tole og Richard Burton udviste i filmen
”Becket”. Filmen ”Becket” var i sig selv en lidt kedelig film, men
samtidig den film, som fremkaldte de absolut største
skuespilpræstationer af alle film, som blev fremvist i 3 Falke Bio.
Det var helt fantastik skuespilkunst de 2 engelske skuespillere
fremviste og Jørgen Reenberg, kom igen og igen mange lørdage
eftermiddage. Måske var han lidt flov over, at vi kunne genkende ham
fra hans mange besøg under denne film, så en dag kom han hen til mig
og fortalte om baggrunden for hans mange biografbesøg: ”Det er
skuespilkunsten. Bare jeg kunne komme på højde med de 2 herrer”,
sagde han. Jørgen Reenberg var en yderst venlig herre.
Bøsser, lesbiske og biseksuelle, var ikke noget jeg vidste særligt
meget om. Der var ingen undervisning i mit barndomshjem og ej heller
i skolen. Men overkontrollør Knud Nielsen forklarede mig lidt om det
engang skuespilleren og sangeren Freddy Albeck talte lidt for meget
med mig i én af pauserne. Så forstod jeg og næste gang Freddy Albeck
besøgte biografen var jeg advaret. Han lagde dog ikke på nogen måde
an på mig. Han var vist homoseksuel, sagde man dengang. Knud Nielsen
fortalte mig også om cafe Intime ved Frederiksberg rådhus: ”Der går
De aldrig ind”, sagde han. Det gjorde jeg heller aldrig og i øvrigt
var der aldrig nogen fare for, at jeg skulle blive homoseksuel.
Dertil så jeg alt for meget på damerne.
Den tidligere omtalte kontrollør ”Ballongyngen” tog os nu og da med
ind i en restaurant Vita i Dannebrogsgade på Vesterbro. ”Har I set
alle de smukke kvinder. Jeg har aldrig set så mange på bare ét sted”,
sagde han. Og han havde jo ret indtil én af os opdagede, at de alle
var mænd klædt ud i kvindetøj.
Den søde Ove Sprogøe husker jeg også tydeligt. Han kom ofte i
biografen og spurgte altid pænt om han måtte skifte sæde. Nu og da
var han alene og andre gange med hustru og barn/børn. Måske kom de
til at sidde bag urolige personer eller for høje ditto: ”Ja,
naturligvis må De det. Der er plads, der og der”, svarede jeg.
Mange dengang verdenskendte kunstnere/popstjerner boede i
forbindelse med deres optræden i Danmark eller ved gennemrejse som
turister på Hotel 3 Falke. Under deres aftenture kiggede nogle af
dem ind i biografens forhal eller vi kom i snak med dem umiddelbart
foran biografens indgangsparti.
I min 3 Falketid har jeg talt med flere af disse verdensstjerner i
den forbindelse. Således husker jeg samtaler med Malene Dietrich,
Mike Jagger fra Rolings Stones og Cliff Richard. Sidstnævnte og
sammen med folk fra hans band The Shadows har jeg drukket øl sammen
med på restauranten til Hotel 3 Falke. Alle var de ganske søde
mennesker uden nogen form for snob. Vi så naturligvis også nogle af
de dengang mange popkoncerter i Falkonercenteret. Til tider var vi
hjælpekontrollører, andre gange var vi blot gode kolleger til
kontrollørerne i Falkonercenteret, som lukkede os ind – uden
beregning og andre gange igen, kunne vi se og høre prøverne.
En sommeraften kom jeg i snak med et nydeligt amerikansk ægtepar
uden for biografen. De spurgte pænt om de måtte komme op i salen,
fordi de syntes at det kunne være spændende at se the subtiles (de
danske undertekster). Naturligvis måtte de det og jeg fulgte dem op
i biografsalen. Herefter tilbød jeg dem en kop kaffe eller en øl.
Jeg spurgte venligt om deres besøg i Danmark og det viste sig, at de
dagen efter skulle hilse på deres danske musikforelægger hos Mørchs
Musikforlag. ”Nå. Skriver De musik”, spurgte jeg. ”Ja, svarede den
nydelige herre. Jeg har skrevet det meste af den musik, som Elvis
Presley har indspillet”. Og den venlige amerikaner begyndte at synge
nogle af hans sange højt. En festlig herre og en herlig hustru. Vi
talte så om, hvordan Elvis Presley var privat. ”En dyb genert og
indadvendt ung mand”, husker jeg at der blev sagt. Jeg/vi fik en
lang og fornøjelig aften sammen med de amerikanske ægtepar og de
hyggede sig også. |
|
|
|
|
|
Frem til Mobning på jobbet |
|
|
|
|
|
Tilbage til Forretninger |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
| |
|
| |
|
| |
|
| |
|
|
|
|
|
|
| |
|
| |
|
|
Tillbage
- Toppen - Senest opdateret
fredag, 12. marts 2010 |
|
|
