biografmuseet.dk
Hjem
Kommer her i Teatret
Søg
Indhold
Opdateret


Biografmuseum nyt
• 2014 | 2013 | 2012
2011 | 2010 | 2009
2008 | Nyhedsarkiv

Danmark's Biografer
Forord
Bibliotek
Biografer
Ressourcer

Litteratur
Kalender
Lærredstørrrelser

Storformat
Todd-AO / 70MM
Cinemiracle
Cinerama
SHOWSCAN
Cinema 180
IMAX Dome
Motion Master

Store 70mm Biografer
3 Falke Bio
Europa Bio
Kinopalæet
Grand Teatret
Imperial Bio
Lido
Folketeatret

Om biografmuseet.dk
Kontakt
Personale
Ris & Ros
Ansvarsfraskrivelse

 

 

Åbnet 1. januar 2005

Copyright © 1985 - 2012 "biografmuseet.dk". Alle rettigheder forbeholdes.
 

eXTReMe Tracker

 

Besøg in70mm.com om 70mm og alle de store filmformater

De 3 forretninger – måske 4

Tilbage til forsiden
Skrevet af: Henrik Westergaard ChristensenForår 2007
3 Piccoloer; Henrik Westergaard Christensen, Jørgen Nielsen og Bent Bech. Foto fra Henrik Westergaard Christensen

I foyeren i 3 Falke Bio var der 3 ”næringsdrivende”, forstået på den måde, at der i umiddelbar nærhed af indgangsdørene var en kaffebar. Den åbnede kun i filmpauserne. Lederen af denne bar, Lene og min kommende hustru skiftedes til at stå i denne kaffebar. Så de mødte på deres jobs noget senere end vi andre. Kaffebaren var lejet af Frellesen kaffe i Roskilde og det hos dem, at kaffepersonalet arbejdede. Til daglig kørte Lene rundt til forskellige forretninger for at sælge Frelsen kaffe.

I forretningen i midten lå der en Toms forretning. Det var Toms fabrikker som havde lejet sig ind. Det handlede om salg af is og chokolade. Denne forretning havde åbent før og under filmforevisningerne samt naturligvis i pauserne. Den faste dame i denne kiosk var Elly Thorsen. En kvinde med et stort opsat hår, men ellers en dejlig og festlig kvinde i midtfyrrerne.

Elly Thorsen blev nu og da afløst af forskellige unge piger, hvorfra de kom, aner jeg ikke, men én af de faste afløsere hed Lone. En ung blond pige med et smukt ansigt. Hun var én af disse dengang værende unge piger, som havde omgangskreds med datidens popstjerner i forskellige danske bands. På et tidspunkt var hun blandt andet forlovet med Søren Strømberg (én af datidens charmetrolde og ”store” navne inden for den danske popverden).

Det er ikke mange år siden, at jeg sammen med min hustru i et tog fra København i retning af Rødbyfærge, kom til at sidde over for Søren Strømberg. Han skulle til Glumsø, sagde han. Han lignede en bums og én livet havde taget hårdt på. Det er vist ikke længe siden, at han afgik ved døden. Men uden at han i øvrigt kunne vide det, kom jeg til at tænke på hans Sengekantsfilm og hans forlovelse med Lone fra 3 Falke Bio. Skæbnen vil det ofte anderledes.

Han var blot ét af mange tilfælde, hvor en hurtig berømmelse og gode, hurtige penge ikke har kunnet administreres. De ender ofte i noget rod i deres liv. Skattegæld, venner som forsvinder, ditto mht. koner og kærester mv. Ingen scene længere og ingen berømmelse. Det er ren nedtur for de mentalt svageste af dem. Lone og Søren kunne ellers være blevet et godt par. Hun var flot. Det var han også i sine unge dage.

Lone havde et smukt hoved og en flot overkrop, men det kneb mere med hendes ben. Til stor irritation for hende selv. Når nogen kom til at omtale det, blev hun sur – nogle gange så sur, at hun lukkede Toms kiosken og gik hjem – ofte grædende. En gang kom overkontrollør Knud Nielsen til at sige til hende: ”Når du engang dør Lone, vil storken atter have de tyndeste ben”. Lone blev voldsom rasende, græd, gik hjem og vi så hende ikke i flere uger. Knud Nielsen syntes ikke om en ung smuk pige som lå under for datidens popmusikere. Så han var hel kold.
 
Læs mere her:

Mit Liv i 3 Falke Bio af Henrik Westergaard Christensen


Foråret 2007

Direktøren – en hård banan

En almindelig arbejdsdag

En typisk arbejdsaften som piccolo

Folkene i operatørrummet

Personalegoder, fribilletter og løn

Det osede af seksualitet

Publikummet i 3 Falke Bio

Mobning på jobbet

Tid med mange minder


3 Falke Bio, Skandinaviens første Todd-AO Teater

Internet link:
Kirsten og Frey Jørgensen til aftenfest i 3 Falke Bio. Billede af Henrik Westergaard Christensen

I den tredje forretning var den egentlige bar. Den åbnede også i forbindelse med pauserne. Her kunne publikum købe diverse drinks, øl og vand. Det var restauratør Rasmussen, som lejede denne bar for derefter at ansætte unge par, til at stå i baren. Frey og Kirsten var blot ét af parrene. Også unge som Iben og Bjarne og hr. og fru Hansen, som vi kaldte sidstnævnte, havde dette job. Senere kom der et homofilt skiftepar ind i baren. Det var også søde mennesker og i modsætning til overkontrollør Knud Nielsens generelle opfattelse af homofile, lærte jeg, at de er mennesker som alle vi andre.

Restauratør Rasmussen (husker ikke fornavnet) havde tillige restaurant Bjørnekælderen på Frederiksberg Alle – lige over for Aveny Teatret. En rigtig pæn spiserestaurant med rigtige tjenere og hvide duge på bordene. Men det var ikke disse 2 steder, hvor han tjente sine penge. Det gjorde han derimod i rigelige mængder gennem sit ejerskab af Cafe Viktoria. Det var et rigtigt værtshus, der lå der, hvor Viktoriagade støder sammen med Abel Christines Gade på Vesterbro i København. Der var der drejede sig kun om at åbne ølflaskerne måske kombineret med en snaps og en gammel dansk. Ingen bespisning eller andet omkostningstung i denne beskidte biks. Til tider besøgte vi både Bjørnekælderen og værtshuset i Viktoriagade. Hr. Rasmussen var en gavmild herre, som syntes om, at glæde os unge mennesker. I øvrigt var han vist godt gift.

En pudsighed ved restauratør Rasmussen var, at han i sin ”fritid”, hvis man kan skrive sådan, var lidt kæreste med den kendte sangerinde Eartha Kitt. Han havde hende nu og da med i 3 Falke Bio, når hun var på besøg hos Rasmussen eller overnattede i København. Nogle gange skete det, at vi unge ansatte i biografen fik en krammer af hende.

Restauratør Rasmussens førstekvinde på arbejdspladsen i baren i 3 Falke Bio var fru Larsen. En særdeles flot og moden kvinde i begyndelsen af 40’erne. Hun lignede datidens hotteste kvindelige verdensstjerner a la Liz Taylor. Om fru Larsen også kissemissede med restauratør Rasmussen ved jeg ikke. Fru Larsen var fraskilt og havde en søn. Hun var til daglig direktionssekretær hos boligselskabet Lejerbo.

Det skete nu og da, at den administrerende direktør for Lejerbo og forretningsføreren sammen med fru Larsen, dukkede op i biografen på de aftener, hvor fru Larsen havde vagt. De herrer drak blot videre indtil fru Larsen atter var parat til, at fortsætte morskaben ude i byen. Fru Larsen var en dejlig og flot kvinde. Den ægte og hvide minkkåbe, gjorde i vinterdage også en hel kvinde ud af hende. Hun sagde engang til mig: ”Henrik, når du er færdig med din realeksamen, skal du have job hos Lejerbo. Den administrerende direktør, synes godt om dig”. Men sådan gik det ikke senere for mig og jeg søgte aldrig noget job hos Lejerbo.

Den ”fjerde forretning” må jeg sætte i gåseøjne, fordi det ikke var nogen forretning, men en form for ønskebrønd. Det var et springvand placeret i bygningens hjørne efter den rigtige bar. Når jeg anvender ordet ”forretning”, skal det ses i lyset af, at mange biografgæster lagde penge i ønskebrønden, men pengene forsvandt også.

Knud Nielsen og jeg samt andre, gjorde nu og da nogle forsøg om aftenen inden vi forlod biografen. Vi lagde nogle kronestykker i vandet for at se, om pengene fortsat var der dagen efter. Det var de i regelen ikke. Med andre ord, må der blandt personalet være folk, som stjal fra ønskebrønden. Pengene skulle ellers være gået til Red Barnet, men de fik vist aldrig en krone.

Det kan heller ikke afvises om en del af publikummet stjal pengene. Personligt havde jeg dog dengang min private mistanke rettet mod en bestemt piccolo. Jeg røbede aldrig for noget, hvem min mistanke var rettet i mod. Det var en piccolo, som altid spiste, og helst højtbelagt smørrebrød, fra ABC Smørrebrød skråt over for biografen på Falkoner Alle.
 
 
Retur til Seksualitet på jobbet - Frem til Publikum 
 
Gå: tilbage - op
Opdateret lørdag, 13 marts 2010 06:51:07