En lille historie om de store filmformater

Søg & Indhold

Nyheder | Nyhedsarkiv

Danmark's Biografer
Forord | Bibliotek
Biografer
Ressourcer | Litteratur
Kalender

Roadshow
3 Falke Bio | Kinopalæet
Imperial Bio | Lido
Windjammer | Omnimax
Folketeatret | Europa Bio
Grand Teatret

Store Billeder
Forord | Widescreen
70mm | Premiere
Kinomaskiner

Personale | Ris & Ros | Opdateringer |

Send Kommentarer til redaktøren

Åbnet 1. januar 2005

Copyright © 1985 - 2012 "biografmuseet.dk". Alle rettigheder forbeholdes.

En Lille Widescreen Forhistorie Publikum VIL Bare Have Film	Tilbage til forsiden
Skrevet af: Thomas Hauerslev	Dato: 30.03.2008
Model af Showscan's High-Impact biograf fra starten af 1980erne. Publikum udsættes hver dag for en massiv billedmæssig påvirkning. Af en vifte af muligheder, er Biografen i dag kun én mulighed blandt mange for at se film. Til gengæld har biografen den fordel, at den har længst erfaring i formidling af levende billeder. Folk vil gerne se film. Publikum vil have show. De vil imponeres. De vil have fortæpper og tykke gulvtæpper. De vil have et lærred med "imponatoreffekt", lyden skal være høj og uforvrænget og det skal klinge godt. Billederne skal være skarpe, formatet skal være rigtigt. Og lærredet skal naturligvis være stort og buet. Sæderne skal være tilpas bløde. Publikum er blevet krævende. Mere krævende end biografejerne overhovedet kan forestille sig. Det bedste biograferne kan servere er: 70mm film med knivskarpe billeder og en veldefineret flerspors digitallyd. Med andre ord, det skal være mange gange bedre en det der kan præsenteres derhjemme på TV før folk kommer i biografen. En film i 70mm version kan være en særdeles intens oplevelse.	Læs mere her: Biografmuseets forord 70mm Film i Danmark Danske 70mm biografer i kronologisk rækkefølge 70mm film vist i Danmark Internet link:
Almen historie om 70mm og brede lærreder	1800 – 1899
En almen populær-historisk ikke-videnskabelig fremstilling af mere end 100 års udvikling inden for brede billeder. Læseren opfordres varmt til at læse mere i kildematerialerne, som i stort omfang er tilgængeligt på bibliotekerne rundt om i verden.
Lige siden hulemaleriernes tid, har mennesket forsøgt at beskrive deres hverdag i form af billeder. Det store genembrud kom i det nittende århundrede med opfindelsen af den fotografiske film. Man have opdaget, at en plade med at lag af sølv, kunne påvirkes af lys. En anden vigtig faktor var opdagelse af det menneskelige øje's træghed. Dvs, at øjet opfatter flere på hinanden følgende billeder som en glidende bevægelse, og ikke som individuelle billeder. Med andre ord, er øjet lang tid om at opfatte skiftende billeder. Det er lige det der udnyttes i filmens verden. I slutningen af det nittende århundrede, kom der gang i udviklingen af film. George Eastman (Kodak) var begyndt at levere film i forskellige størrelser, der kunne anvendes i nyopfundene kameraer. Brødrene Loumiere i Europa og Thomas Edison i USA var blandt de førende inden for området. De første maskiner som publikum kunne se film på var en slags kukkase, hvor de kunne se ned i apparatet og se en serie papbilleder der bevægede sig. Der var mange flotte navne til de nye systemet. Bla. Praxioscope, Zoetrope, osv I maj måned 1895, blev den første film vist for et publikum på Broadway i New York. Filmformatet var en 70mm bred film. Filmen var optaget fra taget af Madison Square garden tidligere på måneden. Imidlertid var det ikke 70mm film der blev anvendt, da film og biograf havde premiere i Europa samme vinter. Det var en 35mm bred filmstrimmel.
Normalformat	1900 – 1939
Siden stumfilmen kom frem havde biografbilledet på filmstrimmelsen et sideforhold på omtrent 1,33:1 - eller næsten kvadratisk. Det vil sige, at bredde på billedet er 1,33 gange bredere end højden. Det svarer lidt til de gamle TV skærme. Da et lydspor blev tilføjet filmstrimelsen i slutningen af 1920erne, blev noget af billedarealet inddraget, og formatet hed da 1,37:1. I 1929 forsøgte Fox, MGM og United Artists sig med 70mm for at opnå skarpere og større billeder. Desværre fik det ikke nogen større betydning, idet biografejerne ikke ville investerer i 70mm udstyret. De fleste havde lige installeret forskelllige lydsystemer og mente, at lyd måtte være nok. Af tidlige pionersystemer kan nævnes Grandeur, Realife og Thomas Colour. Nogle af de første kinomaskiner var af fabrikatet Ernemann. Kameraer og projektorer blev lagt på lager i New York og kom først ud igen næsten 20 år senere.
Fantasound	1940 – 1950
"Fantasia" have premiere i 30. november 1040 og demonstrerede en lydside i flere kanaler. Hidtil have filmens lydside været et monosignal. Dvs, at al' lyd kom ud fra en enkelt højttaler placeret bag lærredet. Fordi der var mange højttalere der skulle installeres for at spille Fantasound, var det meget dyrt at vise "Fantasia" som Walt Disney havde tænkjt sig, og kun meget få biografer i USA lod det installere.
Vitarama
Det store vendepunkt for indførelse af widescreen, stereofonisk lyd og brede og buede lærreder kom i 1952 med premiere på "This is Cinerama". Imidlertid startede udviklingen af Cinerama 15-20 år tidligere i Huntington, Long Island hos firmaet Vitarama. Vitarama var ejet af Fred Waller. Fred Waller var ansat hos Paramount i 30'erne som special effekts mand. Waller eksperimenterede privat med med film og "Periphial Vision". For konstruere et filmsystem der kan gengive hvordan øjet opfatter det "at se", så må man først forstå hvordan et mennesket opfatter visuel information. Waller opdagede, at mennesket er meget afhængige af, at øjet kan se til siderne når man kikkeder lige frem. Det, at øjet opfatter hvad der sker til siderne, skærper orienteringsevnen og fornemmelse for dybde. Hvis man forestiller sig, at man ser lige ud imod en flok heste der løber lige imod en, så vil man i virkelighedens verden opfatte det 3-dimensionelt, fordi øjet ser siden af hestene ud af øjenkrogen i det øjeblik de løber forbi. Prøv også at sidde i en togvogn og kik ligeud i køreretningen. Man ser faktisk en masse igennem vinduerne selv om man ser fremad. Det er en simple effekt, men helt afgørende for opfattelsen af dybte. Kombineret med hørelsen, er det denne fornemmelse, der fortæller hjernen, at man kører i tog og at det kører fremad. "Periphial Vision" er utroligt vigtigt for vores opfattelse af verdenen. Prøv at gå rundt i din stue med "skyklapper" på og opdag hvor svært det faktisk er at navigere rundt uden den videuelle information fra siderne. Gå fra rum til rum, igennem døråbninger og op/ned af trapper. I filmens verden er det ikke muligt at genskabe "Periphial Vision" uden brug af objektiver med ekstreme billedvinkler. Ofte er der en indbygget naturlig forvrængning i disse objektiver, der ikke er ønskværdig på et biograflærred. Billedvinklen skal være 128 grader eller mere, og billedet skal projektieres på et buet lærred. Tilskueren skal også sidde relativt tæt på lærredet. Waller konstruerede et filmsystem, han kaldte for "Vitarama", der bestod af 11 styk 16mm kamerarer. De 11 film blev vist af 11 projektorer på et kubbellærred. Når billederne blev sat sammen på det store lærred dannede de tilsammen et samlet stort billede. Waller kørte rundt i Huntington og optog forskellige sekvenser som test af systemet og demonstrerede det for de store filmselskaber. Desværre var der ikke interesse for hans opfindelser, men det amerikanske militær kunne bruge systemet til en skydesimulator. Fred Waller simplificerede Vitarama til 5 kameraer og 5 projektorer og relancerede det som "Wallers Gunnery Trainer". Systemet var så effektivt, at de piloter der blev trænet, oplevede illusionen af en virkelig verden (virtuel reality). Det var meget bedre end at gå i biografen fordi det var så livagtigt sagde mange. Det siges, at Wallers Gunnery Trainer var med til at redde over 40.000 piloters liv. Der blev installeret mere end 50 Gunnery Trainere over hele USA og i England. Piloterne i haleroret på flyvemaskinerne øvede sig i at sigte ved hjælp af Wallers Gunnery Trainer under 2. verdenskrig, og efter sigende indirekte var det med til at sikre De Allieredes sejr i Europa.
Cinerama	1951 – 1960
Biografmuseet's Cinerama afsnit
CinemaScope
Professor Cretiens vej i Nice i Frankrig. Sommer 2007. Publikum strømmede ind for at se "This is Cinerama". Efter Anden Verdenskrig fik publikum mere fritid, flere penge og de flyttede ud af byerne til de nybyggede forstæder. Her gik de rundt og passede deres nyanlagte græsplæner. De kørte ture i deres nye biler til de store Amerikanske nationalparker og ikke mindst, så de TV. Det betød massive nedgangstider for biograferne. Filmselskaberne måtte erkende, at hvis de skulle lokke folk i biografen, skulle der noget særligt til. Det havde Cinerama bevist. 20th Century Fox var blandt de første til at finde på noget. Ingeniørene på 20th Century Fox blev bedt om at finde på et alternativ til Cinerama. De skulle finde løsningen på deres problemer hos en ældre herre i Nice i Frankrig. I slutningen af 1920erne havde franskmanden Henri Chretien uden held forsøgt at sælge sin opfindelse - "Hypergonaren" - til filmselskaberne. 20 år senere, var 20'th Century Fox så desperate til at gøre noget på grund af Cinerama's store success, at de tog til Nice i Frankrig. De opsøgte Henri Cretien og købte rettighederne til Hypergonaren, den anamorphotiske linse. Lanceringen af CinemaScope, som den nye linse kom til at hedde, skulle gå stærkt. Cinerama havde premiere den 30. September 1952 og den første CinemaScope film skulle have premiere i foråret 1953. CinemaScope blev lanceret som "The modern miracle you see without glasses" Den første film man optog i CinemaScope var "The Robe" i 1953. Den blev optaget i både CinemaScope og normalformat. Alle scener er således optaget over to omgange. Lyden var magnetlyd i 4 kanaler. CinemaScope systemet fik en Oscar fordi det bl.a. var et system, hvor de eksisterende kinomaskiner kunne udnyttes. CinemaScope linsen havde den egenskab, at den kan komprimere de vandrette linier med en faktor 2. Når man derefter monterer en CinemaScope projektionslinse på kinomaskinen, og viser filmen, bliver de vandrette linier igen forstørret med en faktor 2. På selve filmstrimmelsen, er biledet forvrænget. Bilederne ser sammenpresset ud. Det er en efektiv måde at få et bredt billede. De første film have et sideforhold på 2,55:1. Det betyder, at billedet er 2,55 gange bredere end det et højt. Hvis et lærred er 5 meter højt, skal det være 12,75 meter bredt, for at kunne bruges til CinemaScope. Pris for ombygning til CinemaScope i 1953 var ca 5.000 dollars. Imidlertid var CinemaScope dog ikke velegnet til at blive vist på de meget store lærreder fordi datidens film havde relativt grove korn. Denne erkendelse ledte til større negativformater. Man skal huske på, at det ikke var de etablerede selskaber i Hollywood på USA's vestkyst der udviklede Cinerama, CinemaScope og Todd-AO men istedet enkeltpersoner. Hollywood har dog hurtigt taget "tråden op" og efterlignet eller købt systemerne og derefter kommercialiceret dem.
Widescreen
Publikum ville have mere, og lærrederne blev bredere og bredere. En metode til at opnå et widescreen billede er at skære en maskepladen (billedrammen), der er mindre end en normalformat maskeplade. Hertil skal der anvendes et objektiv med en kortede brændevidde. Så bliver billedet forstørret og dermed bredere. Resultatet var ofte, at film der var optaget i normalformat fik denne behandling således at hovederne og fødderne blev skåret af. Widescreen kom frem i 1953 og i starten re-lancerede mange filmselskaber deres gamle film "...now in Widescreen". Det var rent bedrag, da de gamle film simpelt hen fik skåret top og bund af billederne. Less is more! Hvis man forestiller sig at en film er optaget i normalformat, så har det et sideforhold på 1,33:1. Ved at skære toppen og bunden fra, kan man vise filmen, så den kommer til at ligne 1,85:1. Ulempen er imidlertid at det er et meget lille billede der skal forstørres rigtigt meget. Resultatet er kornede billeder og dårlig udnyttelse af filmmaterialet. Der kommer heller ikke meget lys ned på lærredet forfi hullet er så småt. Behovet for større filmtyper blev hurtigt nødvendigt. Filmselskaberne var uenige om hvilke format dette "widescreen" skulle have. De kunne ikke blive enige og derfor er der den dag idag forskellige standarder. De fleste amerikanske widescreen film er optaget i 1.85:1. MGM og Walt Disney, optog widescreen film 1.75:1. I Europa var standarden i mange år 1,66:1. Når en film blev fotograferet i widescreen kunne fotografen se i søgeren hvordan billedet skulle komponeres så ingenting gik tabt. Widescreen havde dansk premiere på Fanø i 1953
3D film
3D plakater. Foto: Richard Greenhalgh Cinerama's store success skyldtes to ting. Dels de store billeder og fine lyd, men også fornemmelsen af dybte. En anden måde at skabe en illusion 3-dimensional film er at anvende 2 film, optaget med 2 kameraer samtidigt. De 2 kameraer skal optage den samme scene og 2 kinomaskiner skal vise de 2 film samtidig - oven på hinanden. For at det skal se fornuftigt ud, skal tilskueren udstyres med særlige briller, der kan separere hver film. Det ene øje skal se den ene film og det andet øje skal se den anden film. Groft sagt er der 2 måder at gøre det på. Polariseret glas og den anaglyptiske metode. 3D film havde premiere i starten af 1950'erne men overlevede kun få år. Folk fik hovedpine af at se filmene. I 1983 kom 3D tilbage i større stil men forsvandt igen efter kort tid. I forlystelsesparker kan man idag ofte se 3D.
Panavision
Panavision's 65mm afdeling i 1994. Foto: Thomas Hauerslev Panavision er et firma i Californien, der siden 1955 har leveret projektionslinser til biograferne. Firmaet startede med at levere prismeanamrphoter, der kunne monteres på kinomaskinen, der så kunne vise CinemaScope film. På toppen af denne linse sad der en drejeknap, hvormed man kunne tilpase billedet på lærredet. Man kune variere graden af hvor meget et anamofotisk billede skulle de-komprimeres på lærredet. I slutningen af 1950erne tilbød Panavision en ny fremragende serie anamorfotiske linser, der i løbet af 10 år helt udkonkurrerede CinemaScope. De oprindelige CinemaScope linser havde nogle kedelige indbyggede fejl, der gjorde, at personer så fede ud, jo tættere de stod på kameraert. Panavision leverer kameraudstyr og linser til 16mm, 35mm og 65mm. "Filmed in Panavision" betyder, at filmen en indspillet med anamorfotiske linser. De store 65mm formater, Super Panavision 70 og Ultra Panavision 70 var karakteriseret ved linserne. Ultra Panavision var en serie anamorfotiske linser. Desuden har Panavision leveret "Ultra Panatar" printerlinser til de store laboratorier. Dvs, linser der bruges i kopieringsøjemed. F.eks at kunne lave en optisk forstørrelse af et 35mm negativ til 65mm eller 70mm. Siden starten af det 21. århundrede, har Panavision sammen med SONY også leveret digitale kamerarer, som de kalder for Genesis. "Superman Returns" er et eksempel på en film, der er optaget med Genesis kameraet.
MGM Camera 65/Ultra Panavision 70
Indtil slutningen af 1950erne producerede Panavision specielle variable anamorphotiske projektionslinser til biografbrug og anamorphotiske optagelinser til kamerabrug samt printerlinser til laboratorierne, bl.a. DeLuxe og Technicolor. I slutningen af 50'erne udvikler Panavisions chef Robert Gottchalt i samarbejde med Metro Goldwyn Mayer et system med en 65mm bred film. Billederne komprimeres 1.25 gang i det horisontale plan. Filmbranchen kommer til den erkendelse, at for at opnå finere billeder med færre korn i biografen må der et større negativ til. I samarbejde med MGM udvikler Panavision Camera 65, med tilnavnet "The window of the world". Formatet er særdeles bredt nemlig 2,77:1. Det er en slags "CinemaScope 70mm" da 70mm kopien er komprimeret en anelse over hele billedfladen. I 1959 belønnes Camera 65 med en Oscar Class II. I starten er det kun meningen at fotografere film i dette format. I biograferne skal filmene vises i 35mm versioner. Den første film er "Raintree County" og den får kun premiere i 35mm, da alle 70mm biograferne kører "Around the World in 80 Days" på det tidspunkt. Den næste film er MGM's "Ben Hur", som får premiere i 70mm version med specielle projektionsobjektiver og bliver formidabel success.. MGM lukker sin kameraafdeling og sælger systemt til Panavision, der omdøber systemet til Ultra Panavision 70.
Super Panavision 70
Da man erkender at kun de allerfærreste biografer kan vise det brede 2,77:1 format udvikler et nyt 65mm system, som de kalder Panavision 70. Det bliver senere omdøbt til Super Panavision 70. Der blev anvendt Mitchell kameraer i starten, men Panavision nyudvikler deres egen serie af rack-over kamerarer. 65mm fotografering får et kæmpe opsving, da Panavision begyndte at lave kameraer og nye linser i slutningen af 50'erne. Takke være Todd-AO og Panavision, filmede alle store studier undtagen Paramount i 65mm. I 1958 installerede Dominion biografen i London DP70 og spillede "South Pacific" i 4 år. Gaumont i Manchester fik også DP70 i foråret 1958. I slutningen af 1964 var der 1100 biografer med 70mm udstyr. Flere slags projektorer dukkede op. Bauer lavede deres U2. Den blev kaldt national 70 i USA. Cinemeccanica kom med deres Victoria 10 og Century producerede deres model JJ. Snart var der mange maskiner til 35mm, der nemt kunne udbygges til 70mm.
Todd-AO
Biografmuseet's Todd-AO afsnit
Større negativer - CinemaScope 55
"More than your eyes have ever seen". Sådan lød sloganet for det nye filmsystem. CinemaScope 55 var en ide som 20'th Century Fox lancerede, fordi man hurtigt fandt ud af, at forhåndenværende negativer ikke var tilstrækkeligt til de større og større lærreder. Billederne var for kornede. Kamerarene var ombyggede Mitchell 70mm kameraer fra 30'erne. I kameraet sad der en 55,56 mm bred film med 8 perforationer per billeder. I en speciel printer blev billedet reduceret til ordinære 35mm kopier. Resultatet var et meget finere billede på de store CinemaScope lærreder. Century projectors fremstillede 12 par maskiner til dette format da "The King and I" havde premiere. Efter kun 2 film i CinemaScope 55 erkendte Fox, at det var et upraktisk filmformat og de køber derfor en betydelig aktiepost i Magna's Todd-AO system og nedlægger CinemaScope 55. I 1961 genudgives "The King and I" i 70mm version og Fox pudser deres gamle 70mm format Grandeur af, og re-lancerer det som "Grandeur 70"
VistaVision - Motion Picture High Fidelity
Paramount gik helt sine ejne veje og hoppede ikke på 70mm vognen. De mente at hvis man anvendte et større negativ ved optagelsen kunne man forstørre et billede mere, uden at tabe i finkornethed og definition. Paramount udviklede derfor VistaVision hvor en 35mm film kører på tværs gennem kameraet. Hvert billede var ca dobbelt så stort som normalt. Man opnåede da også meget bedre resultat med dette "Motion Picture High Fidelity" som en London anmelder kaldte systemet. Paramount tog senere dette til sig og anvendte det i lanceringen af VistaVision. I 1959 lancerede Kodak deres Eastmancolor type 5250. Den nye filmtype var meget finkornet og Paramount mente derfor, at det ikke længere var nødvenditgt, at optage film i VistaVision, for at opnå finere korn i negativet. VistaVision var oprindeligt ment som et optageformat, men der opstod et behov for også at vise film i VistaVision, så man kunne få det fulde udbytte af det store negativ. Billedet på lærredet ville blive mere lysstært og meget skarpere. Den amerikanske filmprojektor virksomhed Century udviklede hurtigt nogle maskiner til foremålet, som bl.a. blev stillet op i Radio City Music Hall i New York til en premiere den 14. oktober 1954. I juni 1955 blev yderlige et sæt VistaVision maskiner sat op i Plaza biografen i London. I 1970erne opnåede VistaVision en renesseainse, da de store special effects firmaer opkøbte de gamle kamerarer, og brugte dem til bl.a. "Star Wars".
Technirama
I England lancerede Technicolor omkring 1956 et nyt filmsystem, der i lighed med VistaVision kørte horisontalt igenem kamera og kinomaskine. Biografmuseet's Technirama afsnit
Cinemiracle
Efter Cinerama film nummer 2 "Cinerama Holiday" havde haft premiere og blev en stor success, ønskede Louis de Rochemont at lave en ny film i Cinerama. Imidlertid var dette ikke muligt, og Louis de Rochemont besluttede at udvikle et lignende system, der fik navnet CineMiracle. Den eneste film der blev optaget i CineMiracle var "Windjammer" om det norske skoleskib Christian Radich. CineMiracle var kompatibelt med Cinerama og filmen blev også vist i mange Cinerama biografer. Biografmuseet's CineMiracle afsnit


70mm Blow Up
Lanceringen af Kodaks Eastmancolor 5250 i 1959 førte til at Panavision i 1962 konstruerede en speciel printerlinse der kunne blæse et 35mm negativ op til 65mm. Mange filmproducenter mente at kvaliteten var rimelig hvis man blæste originalnegativet op til 65mm. Først med "Doctor Zhivago" (filmet i 35mm anamorfotisk Panavision) blev mange så imponeret over kvaliteten at de droppede 65mm fotografering og i stedet blæste De deres prestige produktioner op til 70mm.


Dimension 150	1961 – 1970
I starten af 1960erne udviklede Richard Vetter og Carl Williams en køre simulator (Driving simulator), hvor personer kunne lære at køre bil. En særlig film blev koblet sammen med en model af en bil hvor forsøgspersonen sad. Når sorsøgsåersonen drejere på rettet og brugte pedalerne var systemet indrettet på sådan en måde, at filmen kørte op og ned i hastighed afhængig af den virtuelle hastighed. Systemet blev kaldt for Dimension 150, fordi linsens billedvinkel var 150 grader i det horisontale plan. Forsøgspersonen sad i bilen og kikkede på et stort buet lærred, der gav en forbløffende illusion af at køre en bil. Todd-AO Corporation fattede interesse for systemet og købte det. Kun 2 film blev optaget i Dimension 150. Oscar: Se også 1968 Todd-AO kamera og 1973 R H Vetter + 1984 + 1985


Udfasning af optagelse af film i 65mm	1971 – 1980
Dolby – blow-up god lyd Små biografer Få små film/små biografer Cinema 180 Sensurround Dolby udnytter de to tomme kanaler. Dyrehavsbakken
70mm Film For Renaissance	1981 – 1990
THX Stadium seating - DK i 90erne Mange kopier Dolby SR 70mm restaurering ”Lawrence” Film hugges op Nye film i 70mm Priser Pris for 70mm kopi i 1981 var 14.000 Dollars (35mm kostede 1.000 dollars). Ekstraomkostninger ved fotografering i 65mm er ca 200.000 dollars. Gennemsnits 70mm kopi på 2 timer koster 11.000 Pund. = 124.993,- (kurs 11.3630). Technicolor: 70mm film pris 1 fod film koster 0.8148 pund = 9,2 dkr. 1 meter film koster 30,38 dkr Titra: Tekstning af 7 spoler film: Behandling 1450 bf/spole = bf 10.150,- 700 undertekster af 62 bf = bf 43.400,- Korrekturlæsning af 700 undertekster af 12 bf = bf 8.400.- Ialt = bf 61.950,- som svarer til dkr 11.522,70/spole Kliche - nu lasertekster USSR Ca 200 70mm biografer. 1-2 film per år. En del blow-up. Cinerama 70mm

Digitallyd på film - 70mm Dør	1991 – 2000
Farvel til 70mm ”Spartacus” Wide Screen Weekend Reneseance for gl. Film Ripley’s ”Titanic” 70mm DTS LaserDisc/DVD

Den digitale Nutid	2001 - 2010
Siden starten af det 21. århundrede har digital fremvisning af film stået på dagsordenen i flere år. Der har været eksperimenteret med flere formater, men det ser ud til at DLP (Digital Light Processing) fra Texas Instruments vil blive standarden. Fordelene ved digital distribution er indelysende. En film på 2 timers spilletid fylder ikke mere end en harddisk og kan flyttes rundt uden større omkostninger. Og kvaliteten er forbløffende god. Det ser faktisk fantastisk ud. Der er ingen tvivl om, at det er den rigtige vej frem. Digital fremvisning er ikke en processs der tilføjer noget nyt for tilskueren i modsætning til 3D eller Cinerama. Til gengæld er billedet fantastisk godt og indenfor ganske få år, når standarden når op på 8k og sågar 12k, kommer digital fremvisning til at overgår selv 70mm film. Set fra biografernes synspunkt er det en relativ dyr fornøjelse at købe en digital projektor. I de "gode gamle dage" kunne en investering i en ny eller brugt kinomaskine være en langsigtet og solid forretning. Kinomaskiner af jern kunne nemt holde i 30-40 år, og ofte meget længere med god vedligeholdelse. En digital maskine derimod, holder ikke længere end til næste firmware opdatering eller til at standarden ændres til det bedre. Det er det samme som med en PC. Hver 18 måned er standarden blevet forbedret med en faktor 2. I starten af 2008, er 2k fremvisning på vej til at blive erstattet af 4k fremvisning. 4k betyder en opløsning på 4.000 pixel i billedets bredde. Desværre er der ikke ret mange film der bliver vist digitalt i Danmark endnu og der er kun 3 biografer (Imperial Bio, Palads Teatret og Bio City, Århus), der har installeret digitalt fremvisningsudstyr. Når man sammenligner med hvad der bliver vist i digitalt format i England, Tyskland og USA, holder Danmark stand som et traditionelt bagudviklet land. Den danske biografgænger bliver ganske enkelt snydt for den bedste oplevelse i biografen. Hvad der er helt sikkert, er det faktum, at filmmaterialet er på vej til at blive et meget eksklusivt og dyrt medie. Eastman Kodak i Rochester New York, fremstiller stadig råfilm til filmindustrien, men forbruget af dette produkt er aftagende, og inden for 5 år, er det sansynligt, at film er så dyrt, at digitalt optagelse er væsentligt mere økonomisk. Den eneste fremtid for film er som lagringsmedie. Der er film et fortræffeligt medie, og med de rette lagringsbetingelser, kan film opbevares i 100 år.



Gå: tilbage - op Opdateret mandag, 16 november 2009 11:55:44