biografmuseet.dk
Forord | Søg | Kontakt
Skriv din historie

Danmarks Biografer
Oversigt
Stoleplaner
Litteratur
Biografkalender
Lærredstørrelser

Roadshow
3 Falke Bio
Europa Bio
Kinopalæet
Grand Teatret
Imperial Bio
Lido
Folketeatret


Store Filmformater

70mm Film
Todd-AO / Cinespace 70
Ultra Panavision 70
Super Panavision 70
CineMiracle
Sovscope 70
Super Technirama
Cinerama
Dimension 150
Cinema 180
SHOWSCAN
IMAX Dome
Motion Master

Nyt på biografmuseet

2016 | 2015 | 2014
2013 | 2012 | 2011
2010 | 2009 | 2008
Nyhedsarkiv

Bibliotek
Interview mm.
Film- og Kinoteknik
Filmfestival
Det Store Udland
Sensurround
 

Biografmuseet's Mission
Fra Bornholm til Skagen, Todd-AO er sagen: Læs om 70mm og Cinerama med de store knivskarpe billeder og fantastiske magnetlyd
• Artikler, nyheder og billeder fra den danske biografhistorie
• Alle læsere er inviteret til at skrive deres historie om oplevelser i de danske biografer

Indhold | Opdateret
Ris & Ros | Ansvar
 

Åbnet 1. januar 2005

Copyright © 1985 - 2070 "biografmuseet.dk". Alle rettigheder forbeholdes.
 

eXTReMe Tracker

Besøg in70mm.com om 70mm film, Cinerama og alle de store filmformater

in70mm.com

 

Biografmuseet's Historie om 70mm film og De Store Formater
"The illusion of reality" og "First Person Experience"

Tilbage til forsiden
Skrevet af: Thomas HauerslevDato: 13.12.2016
Fra Danmarkspremieren på Todd-AO filmformatet i oktober 1958, og frem til premieren på Kenneth Branagh's "Mordet i Orientekspressen" i november 2017, har det store filmformat "7OMM" været synonymt med den ypperste form for filmfremvisning i danske biografer. Færre end 120 film har været præsenteret i 70mm med "6-sporet stereofonisk magnetlyd".

"
Biografmuseet's Historie om 70mm film og De Store Formater" beskriver de forskellige 70mm film formater og systemer i en historisk sammenhæng og
nogle af omstændighederne omkring de første forsøg på at bruge store filmformater og den afledte accept af, at store formater er det ypperste kvalitet biograferne kunne tilbyde publikum. Læseren kan fornøje sig med en gennemgang af hovedtrækkene af de forskellige formater og systemer og se hvilke film, der har været i Danmark. Hvad er forskellen, og hvad er lighedspunkterne?

I pionertiden, da de store filmformater opstod for mere end 120 år siden, var behovet for 70mm oprindeligt dikteret af et ønske om at fotografere noget der var bredt. I 1930erne var det et ønske om bedre billedkvalitet der drev filmselskaberne i retning af 65mm/70mm. 35mm var ikke længere tilstrækkeligt på de større og større biograflærreder i Amerikanske biografer. For 60 år siden handlede det om at involvere publikum på en ny måde i et vigende biografmarked. "Et vindue ud til verden", og "som at være der selv" var datidens fængende overskrifter for at lokke folk i biografen. Virtual Reality midt i 1950erne. Episke storfilm og musicals optaget i Eastmancolor med objektiver med en kort brændevidde og præsenteret i 6-kanals HiFi stereolyd. En fuldkommen overvældende sanseoplevelse af skarpe billeder optaget på 65mm film, og vist i det storslåede Todd-AO system, på kæmpestore buede lærreder.

"Biografmuseet's Historie om 70mm film og De Store Formater" er en personlig historie om bredfilm og teknik set igennem 40 års begejstring for de store filmformater. En historie der tager sit afsæt i en teenagers oplevelser i '70ernes Københavnske biografmiljø. Teenageren er efterhånden blev 40 år ældre, men er stadig lige entusiastisk  - og besidder en vis virketrang - når det gælder at beskrive de store filmformater, med de store 70mm billeder, lyden og oplevelsen ved at se film på et stort buet biograflærred.
 
Læs mere her:

Danske 70mm biografer i kronologisk rækkefølge

Biografmuseet 70mm.dk Biograf- og filmkronologi


Biografmuseet 70mm.dk Filmregister

Premiereliste 70mm film i Denmark

Biografmuseets forord

70mm Film i Danmark

Den biografhistoriske kalender
De store lærreder i Danmark
 
Skematisk fremstilling af et billede på en 70mm film. Billedet er 22mm højt og 48,6mm bredt og 5 perforationer højt. Magnettonespor på hver side af billedet. I hver side er der en tynd stribe inden for perforationen med 1 tonespor, og en bredere med 2 tonespor i kanten af filmstrimmelen.

Fra Danmarkspremieren på Todd-AO filmformatet i oktober 1958, og 60 år frem til premieren på Kenneth Branagh's "Mordet i Orientekspressen" i november 2017, har det store filmformat "7OMM" været synonymt med den ypperste form for filmfremvisning i danske biografer. Færre end 120 film har været præsenteret i 70mm med "6-sporet stereofonisk magnetlyd". Siden 1958 - for 60 år siden - har mindst 21.000 film haft premiere i danske biografer, hvis man antager, at ca 350 film har premiere hvert år. 120 70mm film i forhold til 21.000 er ikke mange. Især ikke, når 87 af dem havde premiere i løbet af de første 15 år indtil 1972.

Dansk premiere i 70mm: 1958 - 2017
I hvilken rækkefølge åbnede 70mm Biograferne i Danmark?

Det var de helt store præstigeproduktioner, som blev præsenteret i det eksklusive format. Roadshow forestillinger i hovedstaden med en enkelt forestilling hver dag, og to i weekenden og på helligdage. Kun en biograf i landet viste filmen med forsalg af billetter flere uger frem. Der kunne gå flere år før filmen kom til andre dele af landet. 70mm film og biografer blev spredt ud over hele landet fra Skagen i nord til Rødby i syd, og fra Rønne i øst til Skjern i vest. Efter 15 fede år, gik det tilbag i '70erne med en ny type af spillefilm, og ændrede biografvaner. Dolby Stereo kom til i slutningen af '70erne og ændrede på ny krav til teknikken i biograferne. Senest i 2012, er alle biografer gået over til at vise film fra digitale kilder, så der idag (2018) kun er én biograf tilbage, der kan vise 70mm film.
 
 

Hvorfor egentlig 70mm film?


 
70mm billede fra en Cinespace 70 demonstrationsfilm. 70mm bred filmstrimmel, med et billedareal på ca 22 x 48,6mm. Klik og se en stor version.

Hvad er det der gør, at 70mm film er noget helt særligt i forhold til almindelig 35mm film, og hvorfor er det en bedre oplevelse at se en film i 70mm?

Instruktøren Kenneth Branagh "Mordet i Orientexpressen" udtrykker det sådan:

"65mm film dobbelt så stort som 35mm negativer. I praksis betyder det, at 65mm/70mm ser skarpere ud, mere dynamisk, og har meget bedre farver. Det føles som om du er med i toget."

Et enkelt 70mm billede er ca 3-4 gange større end et Panavision/CinemaScope billede på en 35mm film. Der er simpelt hen meget mere negativ at optage filmen på. 70mm billedet skal derfor ikke forstørres så meget som en 35mm film. Det betyder, at billedet på lærredet bliver skarpere, kontrast og farvemætningen er bedre. En 70mm film er UTROLIG skarp takket være det større billede! "Bigger is better" - det er størrelsen, det kommer an på.

Fordi 70mm film er ca 4x større en 35mm film, kommer der meget mere lys ud af kinomaskinen og dermed på lærredet. Tilskueren oplever derfor en 70mm film som om den næsten er 3-dimensional, fordi det store billede indeholder MEGET billedinformation. Det er som at være der selv. Takket være det store billede på filmstrimmelen, og den derfor mindre forstørrelse, er støv og ridser også mindre synlige på lærredet. Og når disse to handlingsforstyrrende elementer minimeres, opleves filmen meget mere intenst.

70mm materialet er endvidere meget robust, og kopierne holder længere. Fordi 70mm materialet er meget stærkt, står billedet også "bumstille" på lærredet. Selv de bedste 35mm kopier står ofte en anelse uroligt. Før 2012, da hele biografindustrien i Danmark gik fra 35mm til digital fremvisning, kunne man tydeligt se hvor uroligt underteksterne på 35mm film kunne stå. Denne urolighed registrerer hjernen lynhurtigt, og tolker 35mm film som "film" og ikke som "virkelighed". Da 70mm står helt stille, virker handlingen meget mere intensivt og realistisk (hvad det så end er i filmens univers). Alt i alt er teknikken mere fjern, og man oplever enhver historie meget mere voldsomt i 70mm. Publikum får med andre ord et meget større udbytte af en 70mm film, og meget mere for pengene.

Publikum har haft uforglemmelige øjeblikke i biografen siden 1958, da "South Pacific" havde premiere i Todd-AO. Hvis der var en god grund til at de kunne huske filmen mange år senere var det naturligvis fordi den var god. Men det var også en stor oplevelse takket være Todd-AO, farverne, og lyden. "South Pacific" blev vist i 4 år. Publikum kunne ikke få nok af de storslåede billeder, og billederne efterlod muligvis et stærkere indtryk end tilsvarende billeder i mindre filmformater gjorde. Mange af "70mm filmene" har være store episke dramer eller musicals, som har henrykket publikum i mange år. Den dag i dag vises de stadig i biografen engang imellem, så nye generationer kan opleve dem. Fra '60ernes store filmopelevelse som "Spartacus, "Ben Hur", "West Side Story", "Lawrence of Arabia", "Hopla!, Vi Lever", "The Sound of Music", "Panserslaget ved Ardennerne", "Rumrejsen år 2OO1" til nutidens 70mm produktioner som "The Hateful Eight" og "Dunkirk".
 
 
35mm billede i Technicolor fra "Ben Hur". Nedkopieret fra MGM Camera 65. Bemærk det er en magnetlydskopi med et enkelt optisk mono lydspor. Billedareal på ca 18,2 x 23,2mm.

Er er der nogle ulemper?

70mm kopier er dyrere i forhold til 35mm. Råfilmen koster koster mere hos Eastman Kodak, og laboratoriepriserne er højere når det gælder at fremkalde og kopiere 65mm/70mm film. Ekstraomkostninger ved fotografering i 65mm var i midten af 1980erne ca 200.000 dollars hvilket er ikke var meget i forhold til en amerikansk film's store budgetter.

Før introduktionen af DATASAT/DTS tidskode på 70mm kopier medio '90erne, skulle 70mm kopierne forsynes med magnetlyd. Det var en dyr affære, da et tyndt lag jernoxid skulle smøres på filmen i fire striber på hver sin side af billedet. Magnetlydstriberne skulle derefter tørre før de kunne indspilles. Kopiering af lyden fra 35mm magnetbånd til 70mm kopierne var en bekostelig affære. Processen foregik i real-time, dvs i samme hastighed som filmen vises. Det tog med andre ord lang tid at producere en 70mm filmkopi til biograferne. Til sammenligning blev optisk lyd til 35mm film kopieret sammen med billedet på hurtigtkørende Bell & Howell maskiner.

Close-up af cliché

Endeligt skulle 70mm kopierne også have danske undertekster. I Danmark vises film under normale omstændigheder på det originale sprog med danske undertekster. Klassiske filmtekster blev ætset ind i filmen i et syrebad. Filmen fik først et tyndt lag voks, og dernæst blev de meget små metalklicheer (teskterne) stemplet i voksen på hindesiden af filmen, så de passede med dialogen i filmen. Derefter kørte filmen videre i et syrebad i nogle få sekunder. Akkurat så længe, at syren kunne ætse sig igennem filmens emulsion, men ikke ind i filmens bærende lag. Efter få sekunder blev syren stoppet i et nyt bad, og derefter skulle voksen fjernes igen. I '80erne var det IFT (International Filmteknik i Titangade på Nørrebro), der tekstede 35mm kopier. Denne process eksisterede indtil slutningen af 1980erne, hvor laserundertekster blev indført. En laser brændte med stor præcision teksterne direkte på filmstrimmelen. Senere i '90erne fik det Belgiske firma Laboratorie Titra også en dansk tekstafdeling på H. C. Ørstedsvej på Frederiksberg.

Når danske (og Europæiske) 70mm kopier skulle tekstes foregik det i Bruxelles, hvor Laboratorie Titra havde deres hovedafdeling med udstyr til at håndtere 70mm kopier. Her er Laboratorie Titra's Belgiske priser for at tekste en 70mm kopi på syv spoler film ("Mit Afrika") i 1986.

Behandling 1450 BF/spole = BF 10.150,-
700 undertekster af 62 BF/stk = BF 43.400,-
Korrekturlæsning af 700 undertekster af 12 BF/stk = BF 8.400.-

Ialt = BF 61.950,-, som svarede til ca DKK 11.522,70/spole

70mm kopierne vejer meget mere end 35mm film, så de er også dyrere at transportere. Alt i alt, mange faktorer, der gør en 70mm kopi dyrere end end tilsvarende 35mm kopi. Den høje pris, tekstning osv, har ofte været det afgørende argument for at ikke at importere 70mm kopier til Danmark. I 1981 var den gennemsnitlige pris for en 70mm kopi på ca 2 timer 11.000 Pund hos Technicolor i London. Det svarede dengang til ca DKK 124.993,- (kurs 11.3630). Prisen på 70mm kopier svingede meget. Med de meget store premierer på f.eks "Indiana Jones" og "Aliens", med flere hundrede 70mm kopiere kom prisen for den enekelte kopi meget langt ned. På trods af disse udgifter, er resultatet i 70mm meget bedre. Det er en helt anden film, når den ses i 70mm. De skarpe billeder. Farverne. Dybten. Filmkorn, der bevæger sig lidt rundt i billedet og gør det levende. Der er en helt anden stoflighed i 70mm, som gør det til en stor oplevelse. Film er bare bedre i 70mm.
 
 

Det Startede med en Boksekamp i 1897

 
17. marts 1897, Carson City, Nevada, USA på 63mm Eastman film. Veriscope kamera fremstillet af Enoch J Rector. Veriscope 63mm klip fra "Corbett-Fitzsimmons Sparring Contest". Fra collectauctions.com

Siden 1958, har danske biografer vist 70mm baseret på Todd-AO standarden, men 70mm film har været med siden filmens barndom. Allerede fra filmens fødsel bliver 70mm film brugt til at vise levende billeder.

Brødrene Lumiere åbnede deres første biograf i Europa den 18. december 1896 i Paris. Biografen var indrettet i et lille lokale og folk var vilde med det nye underholdningsmedie. Det var begejstrede over at se levende billeder på en hvid væg eller et stykke hvidt stof. Filmformatet var 35mm og nærmest 4-kantet og var ikke bredt på nogen måde.

Da filmen fik format. En opgave om den tidlige udvikling af filmformater

Et halvt års tid tidligere på den anden side af Atlanterhavet i maj måned 1895, bliver den første film vist for et publikum på Broadway i New York. Filmformatet var en 70mm bred film der var optaget på taget af Madison Square garden tidligere samme måned.

First Publicly Projected Movie Ever Made was Shot and Shown in 70mm!!!

Den 17. marts 1897 optager boksepromotor Enoch J. Rector, boksekampen imellem 'Gentleman' Jim Corbett og den Britiske bokser Bob Fitzsimmons i Carson City, Nevada, USA. Han lader bygge tre nye "Veriscope" filmkameraer udelukkende for at kunne filme denne boksekamp. Han opstiller de tre kameraer ved siden af hinanden på den ene side af bokseringen, så han er istand til at fotografere hele kampen på skift imellem de tre kameraer. Formatet er omtrent 1,66:1, og det brede format dikteres af bokseringens dimensioner. Filmmaterialet er fremstillet af Eastman Kodak, og er en 63mm bred film. Denne film om boksekampen, betragtes som den allerførste film der vises for et betalende publikum i maj 1897. Brugen af store filmformater i starten af det tyvende århundrede ophører omkring 1912, da Edison's 35mm filmformat indføres som standard hos studierne og i biograferne. 35mm var slet ikke godt nok, særligt ikke til store lærrreder. Dengang var et almindeligt 35mm lærred kun ca fire meter bredt.

The World Heavyweight Championship, the Birth of Cinema and the First Feature Film
 

 
Tre årtier senere eksperimenterer flere af de amerikanske filmstudier med større billeder og formater. Det foregik i slutningen af 1920erne og lige i starten af 1930erne. I 1920erne voksede biograferne i størrelse til flere tusinde siddepladser, men lærrederne voksede ikke i samme takt. De største biografer havde kun lærreder der var omkring 7-8 meter brede. Der var behov for større lærreder, men 35mm kvaliteten var ikke tilstrækkelig. Lærrederne kunne ikke gøres højere, fordi publikum under balkonen kunne ikke se toppen af lærredet. Den eneste mulighed var at gøre billederne bredere.

Processer og systemer med flotte navne som Realife, Vitascope, Grandeur og Natural Vision leverede alle flotte billeder i sort hvid. De første 70mm kinomaskiner var af fabrikatet Ernemann. De nye formater blev ikke nogen success og kun meget få film blev optaget i de store formater. Biografejerne i USA have lige investeret i lydsystemer til 35mm film og var ikke interesseret i yderligere investeringer. En kombination af recession i samfundet og depressionen gjorde, at de store formater ikke blev nogen success. Kameraer og projektorer blev igen lagt på lager i New York og kom først ud igen næsten 20 år senere.

Magnified Grandeur The Big Screen 1926-31

 
 

The First Person Experience

 
Cinerama tager form i Oyster Bay på Long Island uden for New York, USA.

I 1939 skulle der være Verdensudstilling i New York. Et par år tidligere i 1937 blev special effects manden Fred Waller kontaktet af arkitekten Ralph Walker. Ralph Walker havde fået til opgave at designe en biograf til Verdensudstillingen i New York,  hvor der skulle vises billeder på en ny måde - som opgaven lød.

Walker havde designet biografens lærred, og Waller skulle stå for visningen af billederne. Walkers lærred var domeformet, og dét lærred med den form og geometri, løste et andet problem som Fred Waller arbejdet på i mange år. Waller have eksperimenteret med "the illusion of reality" - altså det, at oplevelsen i biografen er så livagtig, at tilskuerne ikke kan se forskel på virkelighed og film. Gennem mange års eksperimenter havde han konkluderet, at menneskets oplevelse af dybte var baseret på hvad han kaldte "periferi syn" - altså det vi ser ud til siderne. Vores syn er bueformet, og vi kan se ca 160 grader til siderne, og omtrent 60 grader vertikalt. Hvis Waller kunne vise en film på et lærred med det samme synsfelt som menneskets, var hans antagelse, at tilskuerne ville opleve det som at befinde sig lige midt i handlingen. Det kaldes en "First Person Experience".

Walker og Waller startede Vitarama, et firma sat i verden for at udvikle denne nye fremvisningsbiografteknik til verdensudstillingen. Deres arbejde tog en uventet drejning, da 2. Verdenskrig bryder ud og US Air Force skal træne deres maskingeværskytter. Fred Waller udvikler "Waller's Flexible Gunnery Trainer" baseret på hans eget Vitarama system. Gunnery Traineren var den første rigtige virtuel reality maskine. Fem mand af gangen sad og kikkede på et stort dome lærred, der var buet både horisontalt og vertikalt. På dette domelærred blev der vist film af fjentlige angribende flyvemaskiner. Fem synkront kørende 35mm kinomaskiner og et avanceret lydsystem skabte tilsammen en hidtil uhørt realisme og en fornemmelse af at være tilstede. Skytterne var hver især udstyret med et lysgevær, som de skulle bruge til at ramme flyverene på lærredet. De enkelte skud blev registreret, og afhængigt af hvordan de ramte målet, fik skytterne besked via høretelefoner. Da krigen var slut var mere end 250.000 maskinegeværskytter blevet uddannet i mere end 25 anlæg af denne type. Mange af skytterne var så begejstrede for systemet, og spurget hvorfor man ikke kunne se noget lignende i biograferne? I 1948 var film i biograferne stadig i 35mm og nærmest kvadratiske på små lærreder. Selv i de store filmpaladser over hele USA med tusindevis af pladser og balkoner i flere etager, var lærrederne ofte meget små.
 
 
Cinerama's princip illustreret med kameraet nederst. De tre strimler med film, og de tre filmmaskiner i biografen, og en fjerde, der afspiller lyden. De tre maskiner viser hver en trediedel af det store billede på det store lærred. Publikum kunne se hvor billederne mødtes på lærredet, og for mange var det for irriterende at se på.

Efter krigen arbejdede Fred Waller videre på sin ide om at konstruere et filmsystem, hvor oplevelsen var så realistisk, at tilskuerne ikke ville kunne skelne imellem film og virkelighed. Fred Waller genbrugte princippet fra hans Gunnery Trainer men forenklede systemet, og reducerede antallet af film fra fem til tre. Sammen med ingeniøren Richard Babish udviklede de et helt nyt kamera til at optage film i det nye system. Et system de kaldte "Cinerama" og som senere - trods masser af modgang - forandrede filmindustrien for altid. Nu skulle film ses på brede buede lærreder.

Tre 35mm kameraer optog et meget bredt synsfelt og tre 35mm maskiner i biografen viste filmen på et bredt 146 graders buet lærred. Hazard Reeves udviklede lydsystemet med syv separate stereokaneler. Fem kanaler bag lærredet og stereo effekthøjttalere i biografen. i 1948 var de klar til at demonstrere systemet, der var indrettet i en indendørs tennisbane i Oyster Bay på Long Island ved New York. De store filmselskaber kom alle på besøg og var dybt imponeret over hvad de så, men ingen ville binde an med at investere i den nye teknik. En eftermiddag demonstrerer Fred Waller systemet for Lowell Thomas og Michael Todd. Todd udbryder begejstret "Dette er den bedste opfindelse siden peniccelinen, vi må se at få fingrene i det system".

Antallet af besøg i biograferne i starten af '50erne var vigende, almindeligvis fordi publikum flyttede ud af byerne, fik egen bil og ikke mindst fordi, de fik deres eget TV. Mike Todd - med sin baggrund i store Broadway produktioner, kunne straks se potentialet i Cinerama, og med Lowell Thomas' baggrund i filmbranchen sikrede de, at Cinerama 4 år senere, den 30. september 1952 havde premiere i The Broadway Theatre i New York. Demonstrationsfilmen "Cinerama" blev en storslået success. Det var 1952's største biografsuccess i USA overhovedet, og filmen blev kun vist én enkelt biograf. Alle filmselskaberne, der hidtil havde sagt pænt "Nej Tak" til Cinerama, ville nu have noget der lignede. Biografbranchen så pluselig også Cinerama og store panoramabilleder som en mulighed for at få publikum væk fra deres tv-apparat og tilbage ind i biografen. CINERAMA var noget særligt og helt unikt og filmindustren så et potentiale i det store nye filmsystem. "Cinerama" blev en kolossal succes og blev vist i flere år på Broadway.

En af de mest populære scener i filmen var en tur i The Atom Smasher rutchebanen. Med kameraet placeret i den forreste vogn, gik turen så ellers rundt med gigantbillede og stereolyd i syv kanaler. Publikum skreg af fryd, og nogle blev endda søsyge takket være den realistiske gengivelse som kun Cinerama kunne levere. Med et vigende antal gæster i øvrigt, var alle ude på at finde på noget, der kunne lokke publikum i biografen igen - og dét kunne Cinerama. Imidlertid var Cinerama ikke et perfekt system - på trods af successen med den første film. Mike Todd havde klaget over de to lodrette forstyrrende samlinger i billedet, som han mente var alt for forstyrrende. Fred Waller havde lovet ham, at dette ville bliver ordnet inden premieren, men det skete ikke. Mike Todd var ikke tilfreds med hvad han så, og forlod efter sigende premiereforestillingen i pausen for at finde på noget nyt.

Men ikke nok med det, farverne imellem de tre paneler af film passede sjældendt 100%, men publikum var ligeglade, og mange mente ligefrem, at se hvordan fotografen prøvede at skjule samlingerne bag telefonpæle osv. var en af fornøjelserne ved at at se Cinerama.
 
 

Todd-AO
"New Sight. New Sound. New Screen"

 
1950erne var et sandt eldorado for filmformater. Nye Scope, Visions og Ramaer dukkede op nærmest måned efter måned. Det mest berømte 70mm system var Todd-AO, der havde premiere i 1955 med filmen "Oklahoma!".

Mike Todd ønskede sig et fejlfrit system, der kunne give publikum samme effekt på et stort buet lærred som Cinerama kunne, men kun med ét kamera og én projektor, men "hvor det hele kommer ud ét hul". Han ville have et system hvor helten kunne kysse heltinden, uden de forstyrrende samlinger i billedet. Todd indledte et samarbejde med American Optical Company i slutningen af november 1952, og 6-7 måneder senere var de første vigtige komponenter klar til test. Det første prototype 65mm kamera og ikke mindst hjørnesten i systemet; det store "Bug Eye" objektiv med en billedvinkel på 132 grader.

Den nye teknik blev opkaldt efter Mike Todd og American Optical Company: "Todd-AO". Ingeniørerne valgte et 65mm bred negativstrimmel, og en 70mm bred filmstrimmel til biograferne. Billedhastigheden var 30 billeder i sekundet, og lydsystemet var næsten det samme som Cinerama's. 5 kanaler bag lærredet, men kun 1 effektkanal i biografen. I sommeren 1953 startede de første testoptagelser med det nye kamera og Mike Todd havde en plan. Den første film skulle være en musical og det skulle være Rodgers & Hammerstein's største Broadway success den til dato. Det lykkedes ham at overtale dem til at sælge filmrettighederne og den 10. oktober 1955 havde "Oklahoma!" premiere i det nye 70mm superformat Todd-AO.

• Brian O'Brien Jr.: Todd-AO How it all Began

Udviklingen af systemet, der skulle blive til Todd-AO gik meget hurtigt. På mindre end seks måneder var det første prototypekamera og det store 128 graders objektiv (first person experience) klar til de første test i sommeren 1953. American Optical's ingeniører besluttede sig for en 65mm bred film, fordi de var tvunget til at genanvende de gamle Thomascolor kamerasystem fra '30erne til de første prototyper af det nye system. I biografen var det nødvendigt at anvende en 70mm bred film, for at gøre plads til de 6 magnetiske tonespor. Alle "70mm systemer" er fotograferet på 65mm film, og vist frem på 70mm film. Undtagelsen er det russiske Sovscope 70, og det Østtyske DEFA 70,hvor at negativet også var 70mm.

Todd-AO var en total konceptløsning med nyt stort buet lærred, nyt kamera, nyt lydstystem og ny 70mm projector. Selv om Todd-AO systemet aldrig rigtigt kunne matche Cinerama's "du er med i filmen" fornemmelse, så var systemet en lang mere praktisk måde at producere film på. Det var et meget smukt og enkelt system, som virkelig slog 70mm fast som det store populære filmformat de næste mange år. Tre år senere, havde Todd-AO Skandinavienspremiere i 3 Falke Bio i København. Danmark var kommet på verdenskortet. Kun ganske få andre Europæiske biografer havde endnu vist Todd-AO.

The Todd-AO Corporation leverer 65mm kameraer til mange store dramaer og musicals fra 1955 til 1970. I løbet af de 15 år leverer Todd-AO de flotteste billeder man kan se i biografen. Fra "Oklahoma!" til "Hello, Dolly!". Efterspørgslen falder, og kameraerne lægges på lager, og bruges kun til special effects og kortfilm. Midt i ´80erne beslutter Todd-AO Camera Department, at udvikle et nyt meget kompakt og let 65mm kamera, der er top moderne, og som kan bruges med Steadicam. Todd-AO's nye  Cinespace 70 kamera bruges til demonstrationsfilmen, "Cinespace 70" (fotograferet med 30 billeder i sekundet) i 1987, og senere bruges kameraet også til den smukke non-verbale "Baraka". Todd-AO Camera Department, ledet af Dr. Richard Vetter (Dim,ension 150) levede en stille tilværelse indtil slutningen af '90erne, hvorefter den lukkede. Todd-AO studierne i Hollywood på 1021 North Seward Street fortsatte med at have travlt med at mixe lyd til film langt op i 1990erne.

Todd-AO Biografer 1957 - 1959

• Adriano, Rom (14.02.1957, Europæisk premiere på Todd-AO)
Savoy, Hamburg (14.03.1957), Europæisk premiere på en biograf designet til Todd-AO
• Dominion, London (21.04.1958)
3 Falke Bio, København (23.10.1958, Skandinavienspremiere på Todd-AO Teater, og en biograf designet til Todd-AO)
• Ritz, Stockholm (07.04.1959)

Kun 3 år efter premieren i New York, var Danmark i efteråret 1958 på forkant med den teknologiske udvikling, da "South Pacific" havde Todd-AO og Skandinavienspremiere i 3 Falke Bio på Frederiksberg.
 
 

Widescreen

 
Cinerama blev en stor success i 1952, og de fleste Hollywoodstudier, ville have noget der lignede. Brede billeder på lærredet var det publikum ville have. God råd var dyre. Nogle studier tog den nemme løsning, og afmaskede et almindeligt 4:3 normalformat billede (Som f.eks "Borte med Blæsten") til f.eks 1,85:1, og satte et objektiv med en kortere brændevidde i filmprojektoreen. Voila, og billedet blev bredere på lærredet. Det virkede fint, bortset fra at kvaliteten var ringere end originalen, fordi en mindre del af det oprindelige billede skulle forstørres mere. Filmkorn, støv og ridser blev også forstørret mere. Et meget kornet billede med datidens filmtyper fra Kodak mfl.

Rigtigt mange ældre film fik re-premiere i widescreen. de fik simopelt hen skåret toppen og bunden af billederne væk, og modigt relanceret i "WIDESCREEN". 35mm formatet "Widescreen" blev introduceret i Danmark på Fanø Kurhotel i august 1953.

Demonstration af Widescreen paa Fanø

 
 

CinemaScope
"Modern Miracle you see Without Glasses"

 
20th Century Fox kom først på banen med at købe franskmanden Henri Cretien's anamorfotiske objektiv "Hypergonaren". De omdøbte og markedsførte den som CinemaScope, og omlagde herfter alle deres produktioner til det nye 35mm format med meget brede billeder. Den første CinemaScope film "Men Jeg Så Ham Dø" havde premiere 16. september 1953 i USA, og 14. juni 1954 i Danmark i Rønne.

CinemaScope havde taget københavnerne med storm i Kinopalæet den 18. juni 1954 med Danmarkspremieren på "The Command" i 4-spors magnetlyd og WarnerColor. Kinopalæets lærred målte 17 x 6,50 meter. Det var kun lidt over et år efter den amerikanske verdenspremiere på CinemaScope i april 1953.

Med en relativt lille ombygning af lærredet, kunne de fleste biografer vise CinemaScope. Nye objektiver og nyt lærred samt flere højttalere og forstærkere. Cinerama derimod krævede total ombygning af eksisterende biografer for at gøre plads til 3 operatørrum og det meget store lærred.

Den store forskel på CinemaScope og Cinerama var det store negativareal og den brede optage vinkel som Cinerama kunne præstere. CinemaScope anvendte almindelig 35mm film og almindelige objektiver med lange brændevidder med Cretiens Hyprgonar. Det gav slet ikke den samme fornemmelse af at "være med i filmen". CinemaScope var kornet og uskarpt, men filmselskaberne og publikum var ligeglade, og tog CinemaScope til sig som "den fattige mand's Cinerama".
 
 

CinemaScope-55
"More than your eyes have ever seen"

 
20th Century Fox måtte sande, at deres CinemaScope film ikke havde den visuelle gennemslagskraft som Cinerama og Todd-AO. Negativet var simpelt hen for småt, når filmene skulle vises på de store lærreder. Fox udviklede derfor CinemaScope 55. Et negativ med en bredde på 55,6mm, 8 perforationer i højden, og med et billedareal, der var 4 gange større end standard CinemaScope. "More than your eyes have ever seen". Sådan lød sloganet for det nye CinemaScope 55 filmsystem. Kamerarene var ombyggede Mitchell 70mm kameraer fra 30'erne.

Tanken var, at bruge et stort originalt negativ, og derefter nedkopiere det i laboratoriet til standard 35mm film til biograferne. Resultatet var et meget finere billede på de store CinemaScope lærreder. Century Projector Corporation (USA) fremstillede 12 par maskiner til dette format da "The King and I" havde premiere, så filmen kunne vises i et større format en 35mm film. Kun to film blev produceret i dette system "The King and I" (1956) og "Carousel" (1956). CS-55 anses dog for at være for upraktisk lægges derefter på hylden. 20th Century Fox købte i 1958 de fleste aktier i The Todd-AO Corporation af American Optical Company og producerede herefter deres storfilm i Todd-AO.

I 1961 genudgives "The King and I" i en regulær 70mm version og Fox pudser deres gamle 70mm format Grandeur af, og re-lancerer det som "Grandeur 70".

CinemaScope Efterårets revolutionerende Filmnyhed

 
 

VistaVision
"Motion Picture High Fidelity"

 
Paramount Pictures gik deres egne veje og udviklede et stor-formatsystem de kaldte for "VistaVision". Paramount mente at hvis man anvendte et større negativ ved optagelsen kunne man forstørre et billede mere, uden at tabe i finkornethed og definition. Paramount udviklede derfor VistaVision hvor en 35mm film kører på tværs gennem kameraet. Negativarealet var dobbelt så stort som almindelig 35mm film. I stedet for 4 perforationer pr. billede brugte VistaVision 8 perforationer pr. billede. Fordelen ved dette system var at systemet kunne fremkaldes og kopieres i almindelige Bell & Howell printere. Den første film var "White Christmas" i 1954. "Motion Picture High Fidelity" som en London anmelder kaldte systemet. Paramount tog senere dette til sig og anvendte det i lanceringen af VistaVision.

VistaVision var oprindeligt ment som et optageformat, men der opstod et behov for også at vise film i VistaVision, så man kunne få det fulde udbytte af det store negativ. Billedet på lærredet ville blive mere lysstærkt og meget skarpere. Den amerikanske filmprojektor virksomhed  Century Projector Corporation (USA)  udviklede hurtigt nogle maskiner til formålet, som bl.a. blev stillet op i Radio City Music Hall i New York til en premiere den 14. oktober 1954. I juni 1955 blev yderlige et sæt VistaVision maskiner sat op i Plaza biografen i London.

I 1959 lancerede Kodak deres Eastmancolor type 5250. Den nye filmtype var meget finkornet og Paramount mente derfor, at det ikke længere var nødvenditgt, at optage film i VistaVision, for at opnå en bedre kvalitet af negativer. Paramount optog herefter deres film i Panavison. Kameraudstyr blev lagt på lager. I 1970erne opnåede VistaVision et come-back, da de store special-effects firmaer opkøbte de gamle kamerarer, og brugte dem til at optage special-effects til bl.a. "Star Wars".

Hvad er VistaVision?
Demonstration af Widescreen paa Fanø
 
 

Technirama
"Horizon Spanning Technirama"

 
Billede fra Technirama filmen "Custer of the West, der er forstørret til 70mm. Bemærk at man kan ikke optage i Super Technirama 70, som denne screen-credit antyder. Super Technirama 70, var udelukkende en varebetegnelse for præsentationen i biografen.

Technicolor i London, lancerede omkring 1956 et nyt alsidigt 35mm filmsystem der var designet til at reducere forvrængning, og gøre billederne skarpere, og reducere filmkorn. Desuden ville det nye system give filmproducerne mulighed for at præsentere deres nye film på ægte Roadshow manér med 35mm kopier i overstørrelse i udvalgte biografer. Technicolor kaldte deres system for Technirama og den første demonstrationsfilm
"The Curtain Rises On Technirama" så dagens lys i 1956.

Technicolor ombyggede nogle af deres ældre kameraer, og "lagde filmen ned". Istedet for den traditionelle vertikale filmvej i kameraet, kørte filmen nu sidelæns, eller horisontalt lige som VistaVision. Dermed kunne de fordoble negativarealet fra 4 perforationer pr. billede til 8 perforationer pr. billede. Grundtanken var at jo større negativareal, des bedre kopier kunne de fremstille til biograferne. En god ide, som også lå bag udviklingen af VistaVision og CinemaScope 55. Technirama kunne bruges til at fremstiller 35mm kopier i CinemaScopeformatet, eller i widescreen. Technirama negativer kunne også nedkopieres til 16mm, enten som anamorfotiske kopier eller widecreen kopier.
 
 
Det var grundlæggende samme system som Paramount's VistaVision system, der kørte horisontalt igenem kamera og kinomaskine. I grove træk var den eneste forskel en Delrama anamorfot, der pressede billedet sammen med en faktor på 50% (x1,5). I laboratoriet blev billedet yderligere presset sammen når filmen skulle nedkopieres til 35mm film til biograferne. Det var derfor muligt at vise en film optaget i Technirama, i enhver biograf, der kunne vise CinemaScope - oven i købet i Technicolor's farvekvalitet.

Technirama havde en fætter, der blev kaldt for "Super Technirama 70" - alting var "Super" i 1960erne. Ligesom Technirama's store negativ kunne nedkopieres til 16mm og 35mm, tilbød Technicolor også kunderne den mulighed at forstørre Technhiramanegativet til 70mm film, og lægge 6-kanal magnet lyd på. Det original 35mm Techniramanegativ havde allerede omtrent samme højde (25mm) som et 70mm billede (22mm), så 35mm Techniramanegativet skulle kun forstørres i bredden med en faktor på 50%. Den første Super Technirama 70 film i denne process var "Sleeping Beauty" i 1959. Technirama forsvandt i slutningen af 1960erne. Walt Disney Pictures anvendte Technirama en sidste gang i 1985, til "The Black Cauldron".

70mm processen "Super Technirama 70" var de-luxe biografversionen af Technicolor's 35mm Technirama optageprocess. Technirama's 70mm kopier var fantastisk skarpe at se på. Filmformatet var det samme som Todd-AO, og publikum har sikkert ikke opdaget nogen forskel. Lydsystemet var også det samme - 5 kanaler bag lærredet og en effektkanal i biografen.

• PDF: Technirama
 
 

CineMiracle

 
Cinerama havde fuld fart på og producerede fem meget populære film i løbet af 1950erne. Produceren Luis de Rochemont havde stor succes med den anden Cinerama film, "Hold Da Helt Ferie" og ville gerne lave en opfølger. Det kunne ikke lade sig gøre, da kamera og kamerahold var ude og optage den tredie Cinerama film. I stedet udviklede han sammen med National Theatres og Smith-Dietrich Corporation en lignende process de kaldte CineMiracle. Kun en enkelt film - "Windjammer" - havde premiere i denne process i 1958.

Cinemiracle systemet var som Cinerama en filmprocess med tre paneler af film og projiceret i biografen med med 3 Century Projector Corporation (USA) kinomaskiner, samt en fjerde maskine, der afspillede det flotte 7-kanal lydsystem.

Ca 6 uger efter successpremiere på Todd-AO havde endnu et nyt filmsystem Danmarkpremiere. Det var Cinemiracle med filmen "Windjammer" som mange endnu husker. Denne film havde premiere i Århushallen, der var blevet indrettet som biograf. Premieren foregik den 1. december 1958, og derefter turnerede "Windjammer" i Danmark, og endte turneen i det lokale, der idag er Nørrebros Teater i Ravnsborggade på Nørrebro i København. Cinerama havde Danskerne endnu til gode.

"Windjammer" - Cinemiracle i Danmark
 
 

MGM Camera 65
"Window of the World"

 
Robert Gottschalk stiftede det lille Californiske firma Panavision midt i 1950erne, hvor han solgte prismeanamorfoter til biograferne, så de kunne vise alle de nye Scope film, der kom i disse år. WarnerScope, AgaScope, FranceScope, SuperScope og mange andre.

I 1955, samme år som Todd-AO havde premiere, samarbejdede Douglas Shearer, der ledede MGM's kamerafdeling med Robert Gottschalk fra Panavision med at udvikle et nyt system, der skulle være velegnet til at lave perfekte CinemaScopelignende 35mm kopier. Hans ønske var at eliminere de store fejl der var ved CinemaScope på den tid: Fokusproblemer, skarphed, uens anamofotisk kompression på tværs af billedet, forvrængning af ansigter i close-ups, reducere filmkorn når 35mm kopier skulle vises på store lærreder og forvrængning. I starten kaldte de systemet for MGM PANAVISION's store film system. Mitchell Cameras stod for kameraet, og Panavision udviklede kameralinserne til det nye system, der ved lanceringen blev døbt MGM Camera 65 "Window of the World". Systemet var en slags forstørret CinemaScope system, med 65mm film i kameraet og Panavision's objektiver med en anamorfotosk faktor på 25% foran.

Grundlæggende et Todd-AO system med 5 perforationer pr. billede, men med et bredere formatforhold på 2,79:1 og en filmhastighed på 24 billeder i sekundet. Den første film blev "Det Gyldne Træ", en opfølger til "Borte Med Blæsten", og den blev som planlagt kun vist i 35mm ved premieren in 1957. Der var i øvrigt heller ikke plads i de relativt få amerikanske biografer til at vise den i 70mm, da de var optaget af Mike Todd's "Jorden Rundt i 80 Dage" i Todd-AO. Den følgende film "Ben Hur", blev udgivet i 70mm i 1959 og blev en verdenssuccess. MGM Camera 65 var designet til moderat buede CinemaScope lignende lærreder, i modsætning til Todd-AO's meget buede "Your are in the picture" lærreder. Efter "Ben Hur", likkede MGM's kameraafdeling, og 65mm udstyret blev solgt til Panavision. Panavision overtog kamera og objektiver, og omdøbte systemet til Ultra Panavision 70.

Ultra Panavision 70

 
 

70mm Film i Danmark

 
I 1950ernes Danmark var der efterhånden kommet gang i biografbyggerierne igen. Efter mange års materialemangel og materialerationering efter 2. verdensskrig skød nye biografer op mange steder i landets store byer. Odense, Vejle, Århus og Aalborg fik alle nye store flotte biografer der var indrettet til CinemaScope og Widescreen fra biografens fødsel.

I denne sammenhæng var 3 Falke Bio i Falkoner Centret på Frederiksberg den vigtigeste, idet den var særligt designet til 70mm formatet Todd-AO. For første gang var det ikke 35mm film, der blev vist i en biograf. 3 Falke Bio havde 1000 pladser, og et 17,6 meter bredt, og meget buet lærred. Den første film var "South Pacific" filmet i Todd-AO. I operatørrummet blev der installeret to af de store og flotte kinomaskiner fra Philips, model DP70. Disse maskiner var en integreret del af Todd-AO da de var designet til det nye filmsystem. Dem 24. oktober 1958 var der premiere på systemet, og Danskerne, og ikke mindst Københavnerne, tog filmen og Todd-AO til sig i sådan en grad, at den første film kørte i næsten 4 år, kun afbrudt af en enkelt kort pause. 3 Falke Bio var en meget flot og prisbelønnet biograf. Den var meget forud for sin tid, med et lærred der gik fra væg til væg og fra gulv til loft - det var som at verdenen igennem et stort panorama vindue.

Stumfilm, Tonefilm og nye Systemer
 
 

Super Panavision 70 og Panavision Super 70

 
Takket være Todd-AO success og ikke mindst "Jorden Rundt i 80 Dage"'s mega-success i 1956-58, var 70mm det mest populære system på den tid, og Panavision var ikke længe om at udvikle et lignende system. De erstattede deres anamorfotiske Ultra Panavision 70 objektiver med ganske almindelige objektiver, og kaldte det for Super Panavision 70. Den første film i det format var "Den Store Fisker" fra 1959.

I slutningen af 1980erne fremstiller Panavision, Todd-AO og ARRI i München helt nye 65mm kamerarer. Panavision's smukke System 65 kamera bruges første gang i "Far and Away" fotograferet af danskeren Mikael Salomon. System 65 er samme format som Super Panavision 70 som det huskes fra '60erne. Engang blev filmene fotograferet og præsenteret i "Super Panavision 70". System 65, blev lanceret som "Panavision Super 70". Det blev lige byttet om på et ord, men det magiske "70" var der stadig. Det samme kamera blev også brugt til at fotografere Kenneth Branagh's storslåede "Hamlet" i 1996 og "Mordet i Orientekspressen" i 2017. "Samsara" er fotograferet i System 65, ligesom Christopher Nolan har brugt det i sine film: "Dunkirk", "Inception" og "The Prestige". Efterfølgende er System 65 kameraet også blevet brugt til korte sekvenser til andre film og flere kortfilm. Eksempler på

Far and Away
Hamlet
The Master
Samsara (4K digital)
Dunkirk (korte scener, hovedsageligt ptaget i 65mm IMAX)
Mordet i Orientexpressen
 
 
• 3 Falke Bio
• Europa Bio

Imens "South Pacific" spillede for fulde huse i en enkelt biograf i København, skød andre biografer op med samme potentiale for 70mm. Den næste biograf indrettet til Todd-AO var Europa Bio i Aalborg. Europa Bio åbnede faktisk et par måneder før 3 Falke Bio i august 1958, men kun som 35mm CinemaScope og widescreen biograf. Jyderne må have kikket lidt imod Frederiksberg, for den 29. december 1959, var der Danmarkspremiere på Disney's "Tornerose" præsenteret i Super Technirama 70 i Aalborg.

Efter Europa Bio's 70mm premiere hoppede følgende biografer på 70mm vognen:

• 01.02.1960 "Solomon and Sheba", Kinopalæet, København
• 14.08.1960 "Can Can", Palladium, København *)
• 23.05.1960 "South Pacific", Kosmorama, Århus
• 06.02.1961 "Porgy And Bess", Grand Teatret, Odense
• 04.08.1961 "Can Can", Bellevue, Klampenborg *)
• 04.09.1961 "Can Can", Drive-In, Lynge *)
• 04.09.1961 "South Pacific", Bio, Rønne
• 16.10.1961 "Can Can", Slotsbio, Hillerød *)
• 01.11.1961 "Exodus", Imperial Bio
• 22.01.1962 "Exodus", Villabyernes Bio, Gentofte

*) Ombygget og tilpasset til Todd-AO / CinemaScope

Det var præstige at have 70mm, og nu kunne det vises yderligere 7 steder. Kinopalæet var lige åbnet og tegnet af Ole Hagen, der også tegnede 3 Falke Bio. Kinopalæet's lærred var endnu større end 3 Falke Bio's - et 23 meter bredt og moderat buede CinemaScope lignende lærred, i modsætning til 3 Falke Bio's imponerende Todd-AO bue. 70mm kom i sandhed til sin ret på sådan et stort lærred. Villabyernes Bio, Kosmorama (Århus) og Grand Teatret (Odense) var designet til CinemaScope, og biograferne skulle derfor ikke modificeres særligt meget for at vise 70mm. I Palladium blev kinoorglet ofret til fordel for at gøre plads til et meget større lærred. Interessandt i denne sammenhæng er, at Kosmorama, Bellevue, Bio og Slots Bio ikke havde DP70 maskiner, men i stedet valgte Cinemeccanica's Victoria X. Der var kommet andre leverandører på banen, og biografejerne kunne nu vælge imellem mindst 2 forskellige 70mm maskiner. DP70 var stadig Rolls-Royce maskinen, og mange af de første biografer valgte denne maskine. Ialt 20 DP70 maskiner blev der leveret til det danske marked.

Film- og Kinoteknik

Næsten 2 år passerede før det næste nye 70mm format havde premiere. Det var "Exodus" i Super Panavision 70, og foregik i Imperial Bio den 1. november 1961 i København nær ved Vesterport S-togstation. Ligesom Super Technirama 70, var der ingen forskel på filmformatet i forhold til Todd-AO. Forskellen fra Todd-AO og Technirama, var kameraet og de objektiver, der blev brugt til at fotografere filmen. Lydsystemet var i Todd-AO konfiguration. Maskinerne i Imperial Bio var Philips' DP70, og de nåede at vise film i 50 år, før den ene blev skrottet og den anden erstatte af digital fremvisningsteknologi i 2004. Imperial Bio er den eneste tilbageværende danske road-show biograf fra 1960erne.

Efter premieren på Todd-AO i oktober 1958 havde følgende film premiere i 70mm i perioden frem til 1963:

South Pacific
The Miracle of Todd-AO (kortfilm)
Sleeping Beauty
Solomon and Sheba
Can Can
Porgy and Bess
Exodus
Spartacus
Ben Hur: A tale of the Christ
El Cid
West Side Story

 
 

Cinerama

 
7 W frames

Senere i 1962 kommer Cinerama endelig til Danmark - efter 10 års forsinkelse. Kun en enkelt biograf i Danmark kunne rumme dette store filmformat, og det var de kun 3 år gamle Kinopalæet på Gammel Kongevej i København. Biografen lukkede nogle måneder om sommeren i 1962, for at ombygge biografen til tre operatørrum, og installere en kæmpe lærred, der var 29 meter bredt, og havde en krumning på 146 grader. Ligesom søstersystemet Cinemiracle, består Cinerama af tre delbilleder, der hver vises af en Century Projector Corporation 35mm maskine. En fjerde maskine blev opstillet til at afspille de syv lydkanaler, der var indspillet på en 35mm film. Når filmen blev vist var alle fire maskiner var elektronisk låst sammen med Selsyn motorer (en forkortelse for “self synchronous”), så billede og lyd passede sammen. 10 år efter verdenspremieren på Fred Waller's Cinerama kom systemet til Danmark. I modsætning til andre lande og storbyer, blev "This is Cinerama" imidlertid ikke vist i Danmark i 1962. Der skulle gå 53 år før "This is Cinerama" endelig kom til Danmark, i form af de digitalt restaurerede version.

Cinerama i Kinopalæet
CINERAMA Vender Tilbage
 
 

MGM Camera 65

 
70mm billede fra "Ben Hur" i MGM Camera 65. Bemærk at skuespillerne ser lidt lange ud i ansigtet. Et særligt objektiv forstørrer billedet 25% i bredden i biografen så skuespillerne får deres normale proportioner tilbage.

Året efter i februar 1962 er der atter premiere på et nyt 70mm system, MGM's Camera 65 og storfilmen "Ben Hur" i Palladium på Vesterbrogade i København. Palladium var en stor biograf og helt uegnet til at vise brede 70mm billeder. Den var bygget til standard 35mm normalformat i 1938 og blev bygget om til 70mm i 1960 til de store billeder.

Can Can

MGM Camera 65, eller Ultra Panavision 70, var ikke et standard 70mm format som Todd-AO, Technirama og Super Panavision 70, idet det krævede særlig anamorfotiske Panavision projektionsobjektiver. Ultra Panavision 70 havde et meget bredt formatforhold på næsten 2,79:1 og det kunne Palladium ikke vise, for der var ikke plads til så bredt et lærred. Hvad gør man så? Biografen afmaskede simpelt hen blot filmen i maskinen, og snød dermed biografgængerne for billedets fulde bredde. MGM Camera 65 var 25% bredere end Todd-AO. Per Hauberg i Bio (Malling) købte Palladium's maskiner i 1974, og sammen med 70mm filmbanen lå de særlige maskeplader til "Ben Hur", der var væsentligt smallere end normalt.
 
 
70mm billede fra "Hopla, Vi Lever" i Ultra Panavision 70. Bemærk at skuespillerne ser lidt lange ud i ansigtet i hver side af billedet, men ikke midt på billedet. Disse optisk korrigerede kopier blev fremstillet til Cineramalærreder, hvor lærredets krumning rettede billedet ud til normale dimensioner.

18% i midten - progressivt mere og mere i hver side. Tilpassede filmkopier med 18%, og progressivt mere og mere anamorfotisk i siderne

Kinopalæet viste 3-panel Cinerama i mere end et år, og så var det slut. Den sidste film var "Cinerama Holiday" i efteråret 1963. Kinopalæet gik tilbage til almindelige forestillinger.

I december 1963 havde den første Ultra Panavision 70 film danmarkspremiere i Kinopalæet. Ligesom MGM Camera 65, var Ultra Panavision 70 et anamorfotisk format, der krævede særlige projektionsobjektiver. "Hopla vi Lever" var den første film, der blev lanceret som "Cinerama Enkeltlinsesystemet" i Kinopalæet. Det fortaber sig i historien om hvorvidt 70mm kopien i Kinopalæet var korrigeret for det store buede Cineramalærred. Nogle Ultra Panavision 70 kopier var korrigeret, så de ikke krævede særlige projektionsobjektiver, men istedet brugte det buede lærred som korrektion. På kopien var den midterste del "flad", dvs. kopieret normalt. Jo længere ud imod kanten af filmkopien man betragtede, jo mere sammenpresset var billedet. Når dette billede derefter blev vist på et Cineramalærred, ville billedet blive "trukket" ud, så det teoretisk ville se normalt ud. Det afhang dog også af hvorfra man i biografen betragtede lærredet. Op igennem 1960erne var der en håndfuld 70mm film, der blev præsenteret i Cinerama.

Udviklet til CinemaScope lærreder med en svag bue

35mm/70mm teknik

 
 
Det nye Ultra Panavision 70 logo fra 2015.

• It's a Mad, Mad, Mad, Mad World
• The Fall of the Roman Empire
• Circus World
• Cheyenne Autumn
• The Greatest Story Ever Told
• The Hallelujah Trail
• The Agony and the Ecstasy
• Michelangelo (kortfilm)
• The Great Race
• Shellarama (kortfilm)
• Battle of the Bulge
• Khartoum
• Grand Prix
• Custer of the West
• Krakatoa, East of Java
 
 

Sovscope 70

 
I løbet af 1963 havde den første Russiske Sovscope 70 film premiere i Atlantic biografen på Christianshavn i København. Sovscope 70 adskilte sig ikke meget fra Todd-AO, Super Technirama 70 eller Super Panavision 70. 5 perforationer pr. billede, 24 billeder i sekundet og 6 kanal magnetlyd. Der var således muligt uden videre at vise russiske 70mm film. Russerne producerede rigtigt mange 70mm film til hjemmemarkedet og de østeuropæiske lande. Heraf kom nogle af dem til Danmark.

I modsætning til amerikanske og europæiske film, der var kopieret på Eastman Kodak materialer, var de russiske film i "Sovcolor" eller "ORWO" color, og kopieret på østeuropæiske laboratorier. Farverne har vist sig at være mere holdbare end Eastman Kodak's materialer fra de vestlige laboratorier.

Mange af de vestlige 70mm film er idag falmet, og der er ofte kun den røde farve tilbage. Den blå og den grønne farve er fordampet. De russiske film har stadig fine farver, omend de så i stedet er lidt fesne at se på.

 
 

MCS 70 Superpanorama

 
Et af de 70mm filmformater, der ikke har været vist i Danmark, er det Vestyske MCS 70 Superpanorama, men et par af filmene har været vist i 35mm udgaver. MCS 70 var fuldstændigt kombatibelt med Todd-AO formatet, med 5 perforationer pr. billede, og 6-kanal magnetlyd.

MCS 70 blev udviklet og financieret af den tyske importør af Catepillar entreprenørmaskiner, Hr. Rudolf Travnicek, der var gift med skuespillerinden Hannelore Bollmann Cantor. Han var interesseret i film og biografer, og engagerede nordmanden Jan Jacobsen til at designe et nyt 65mm kamera. Jan Jacobsen var et geni med kamera teknik, og fik hurtigt bygget de 2 første megert kompakte kameraer.

Den første film i formatet var en tysk pendant til "Windjammer", der havde titlen "Flying Clipper". Det var beretningen om et svensk skoleskib, der sejlede en tur rundt i Middelhavet i 1962. Filmen har nogle flotte scener med kadetterne, der besøget datidens byer og pyramiderne langs Middelhavets kyster.

Følgende MCS 70 film har været vist i 35mm udgaver i Danmark:

"Scheherazade" / "Flugten fra Bagdad" 2. december 1963
"The Black Tulipe" / "Den Sorte Tulipan" 1. februar 1965

"Flugten fra Bagdad" er interessant i dansk sammenhæng, da skuespillerinden Anna Karina (1940) spiller hovedrollen som Sheherazade.
 
 

70mm Blow-up

 
Panavision's Micro Panatar, der kunne forstørre 35mm film til 65mm/70mm film. Billede: Tak Miyagishima, Panavision.

At optage film i de store 65mm formater var dyrere end at optage på 35mm film. Flere producenter og instruktører var interesseret i at udgive deres film i 70mm, fordi de havde opdaget, at det var prægtige, og det gav lidt extra i kassen i biograferne, hvis deres produktion blev "Præsenteret i 70mm".

Publikum efterspørger 70mm "oplevelsen"

Blow up = bedre kvalitet, mere lys, bedre farver osv

Fra originalnegativet eller fra IN

Der var groft sagt to versioner af blow-ups. Der var blow-ups lavet fra et anamorfotisk 35mm negativ, hvor forstørrelsen var ulineær. Billedet skulle forstørres dobbelt meget horisontalt som vertikalt med en faktor på 2:1.

Panavision i Californien designede "Micro Panataren", et særlig printeroptik, der gav filmlaboratorier som deLuxe og Technicolor mulighed for at forstørre anamorfotiske 35mm negativer til 70mm kopier - og dermed give filmproducenterne den savnede mulighed for at udgive filmene i 70mm, selv om de var optaget i 35mm.

Laboratorierne, der fremstillede 70mm kopier, fik dette nye værktøj til deres rådighed og snart kunne filmproducenterne med stolthed præsentere deres nye film i "70mm med seks-sporet stereofonisk magnetlyd". Vel at mærke uden af de havde optaget filmen i det noget dyrere 65mm. Mange producere fik hermed adgang til de største 70mm biograflærreder i prestigebiograferne i USA, Australien, Europa og mange andre steder. Det betød også, at man langt henne i produktionen, kunne beslutte om filmen skulle have premiere i 70mm, og ikke "kun" i 35mm.

Disse såkaldte blow-up blev meget populære, og var inddirekte medvirkende til at de "rigtige" 70mm film (der var optaget på 65mm film) efterhånden blev færre og færre. Blow-up blev også begyndelsen til enden på "rigtig" 70mm, idet flere film kunne vises i 70mm, og producenterne så deres snit til at spare på råfilm og kameraudstyr, når studierne nu alligevel kunne få filmene kopieret til 70mm.

Et af de første blow-up var "Taras Bulba" i 1963. At "blæse filmen op" til 70mm blev meget populært op igennem 1960erne og et stort antal film blev også vist i Danmark. Den første film var Peter Glenville's "Becket", fotograferet i 35mm Panavision. "Becket" havde premiere i 3 Falke Bio i 1964 og senere fulgte en lang række "blow-ups" b.la.:

Becket, 3 Falke Bio, 21.08.1964
Operation Crossbow, Imperial Bio, 23.08.1965
The Great Race, Kinopalæet, 09.06.1966
Doctor Zhivago, Rialto, 06.10.1966

Der blev gjort meget ud af lave de fineste 70mm kopier fra 35mm negativerne. Nogle fotografer som f.eks Freddie Young fotograferede "Doctor Zhivago" på sådan en måde, at den var forberedt til at blive forstørret til 70mm. Fælles for disse film var, at de alle var optaget i Panavision, med et formatforhold på 2,35:1. Det passede nogenlunde til 70mm billedet's 2,21:1. En anelse af siderne blev skået af. Blow up var meget populære, og masser af biografer i Danmark fik installeret 70mm, da udbuddet af film var passende stort.

• Se hele listen af blow up her: 70mm Film i Danmark
 
 
70mm billede fra "Det Beskidte Dusin", fotograferet i 35mm 1,75:1, men forberedt til 70mm 2,21:1.

I slutningen af 1960erne blev der lanceret en anden version af 35mm til 70mm blow-up. Nu kunne laboratorierne producere 70mm kopier fra "flade" 35mm film. Dvs, film, der var optaget i widescreenformaterne 1,66:1, 1,75:1 eller 1,85:1, og derefter blæst op til 70mm film. Det var en lineær 1:1 forstørrelse af det originale negativ. Hidtil havde det kun været anamorfotiske film (i Panavision), som laboratorierne havde blæst op, men filmselskaberne havde fået blod på tanden, og blæste næsten alting op til 70mm. Nogle eksempler på det var

• The Dirty Dozen, 3 Falke Bio, 20.11.1967
• Gone With The Wind
, 3 Falke Bio, _________
• The Great Caruso
, Atlantic, _________
• That's Entertainment
, 3 Falke Bio, _________

"Borte Med Blæsten" var en meget kontroversiel forstørrelse til 70mm, idet man forstørrede det oprindelige billede, der var optaget i 4:3, til 2,21:1. Alle scenerne i filmen skulle "reformateres" på ny af MGM laboratorierne. I stedet for pan & scan, som det kendes fra TV, når en widescreen tilpasses TV'ets skærm, så gennemgik "Borte Med Blæsten" i stedet en tilt & scan affotografering. Dvs, at hver enkelt scene, skulle affotograferes og komponeres til 70mm formatets 2,21:1 forhold. Det betød igen, at noget af toppen og bunden af det originale billede blev skåret af, og i modsætning til "Det Beskidte Dusin", var der jo ikke taget forbehold for denne beskræring, da filmen blev optaget næsten 30 år tidligere. Publikum var ligeglade med den manglende billedeinformation og strømmede til biograferne for at se filmene i 70mm. Den originale monolyd blev også taget under behandling, og re-mixet til 6 kanaler. Senere blev lignende film i normalformatet også reformateret til 70mm. Et andet eksempel var "Den Store Caruso". MGM kaldte denne process for Metroscope 70. Det var en dyr remastering af de gamle film, og MGM stoppede denne metode efter ganske få film.
 
 
To 70mm billeder fra "Brainstorm" hvor man tydeligt kan se forskellen imellem et widescreen billede, der beholder det oprindelige formatforhold, og full-frame 70mm. I "Brainstorm" veksler de to formater filmen igennem.

3 Falke bio var igen på forkant med udviklingen og kunne i 1967 præsentere "Det Beskidte Dusin" i 70mm og 6-sporet stereofonisk magnetlyd. "Det Beskidte Dusin" blev en kæmpe success, og blev vist talrige gange i mange år fremover. "Det Beskidte Dusin" var optaget i widescreen, i 1,75:1 formatet, men "blæst op" til hele 70mm billedets arel på 22 x 48,6 mm. Det betød, at noget af toppen og bunden af det originale billede blev skåret af. Fotografen Edward Scaife havde taget højde for det under arbejdet med filmen.

Det var ikke alle fotografer og instruktører, der tog højde for denne forstørrelse hvis filmen skulle havde premiere i 70mm. Midt i '70erne, begyndte laboratorierne derfor at lave 70mm kopier fra widescreen film, hvor de blev forstørret en anelse mindre, så hele det originale billede blev præsenteret indenfor 70mm billedets areal. Det efterlod i stedet sorte bjælker på hver sin side af billedet.

Lyd bag tæppet + v + h

I slutningen af '70erne skete det samme for anamorfotiske film, da "The Deer Hunter" blev forstørret til 70mm. Instruktøren ønskede, at det anamorfotiske Panavisionbillede 2,39:1, skulle beholdes på 70mm kopierne. Han ønske altså ikke at klippe i Vilmos Zsigmond's smukke billeder. Resultatet blev, at 70mm kopierne havde meget brede billedstreger, men at hele "The Deer Hunter"'s 2,39:1 format kunne ses i 70mm. Den slags filmkopier blev først set i Danmark i 2017, da "Mordet i Orientexpressen" havde 70mm premiere i Imperial Bio. Filmen blev optaget i 65mm 2,21:1, men kopieret til 2;39:1. På den måde, ville alle de digitale kopier passe til "CinemaScope" lærrederne i alverdens biografer - men 70mm versionen var beskåret lidt i toppen og bunden.
 
 

Dimension 150

 
Den 3. marts 1967, havde et helt nyt storformat filmsystem premierei Danmark. Det var Dimension 150 med filmen "Bibelen...i begyndelsen". 3 Falke Bio fik installeret et helt nyt lærred til at vise den nye film på. Dimension 150, som navnet antyder, har en billedvinkel på 150 gader, hvilket er helt extremt bredt. 3 Falke Bio's Todd-AO lærred blev rullet sammen, og det nye blev sat op foran det gamle lærred. Kun 1 film blev vist i Danmark i dette system, og det var "Bibelen...i begyndelsen". Efter at 3 Falke Bio havde vist filmen kom den rundt i de andre danske 70mm biografer, men det vides ikke om nye lærreder blev sat op andre steder. Jeg tror det ikke. Til at vise "D-150" skulle der også bruges særlige projektionsobjektiver. Det var nogle kæmpestore blå objektiver fra Bauch & Lomb i USA. Objektivet bestod af et grundobjektiv med den brændevidde, der passede til biografen, og dertil en blå forsatslinse, der sikrede at billedet stod helt skarpt på hele buen. D-150 var en videreudvikling af en "virtual reality" køresimulator på University og California i starten af 1960erne. Dimension-150 bliver købt af Todd-AO Corporation, der markedsførte systemet i biograferne.

Kun en enkelt film blev vist i Danmark i 70mm, og det var førnævnte "Bibelen". Den eneste anden film der blev optaget i Dimension 150 var "Patton", der havde premiere i Imperial Bio i 35mm med 4-spors magnetlyd. "Patton" havde først 70mm premiere i Dimension 150 i 2008 ved den første 70mm festival i Danmark.

+ 1 kortfilm
 
 

DEFA 70

 
70mm billede fra en ukendt DEFA 70 film. Klaptræ ses til højre fra midten. Billede fra Ingolf Vonau, Berlin

Agfa stock

Ægteparret Andrew og Annelie Thorndike udviklede i 1967 deres eget 70mm system i det forhenværende Østtyskland, da Walter Ulbricht var DDR's førstemand. De kaldte deres system for "DEFA 70" (Deutsche Film-Aktiengesellschaft). I bund og grund var det en videreudvikling af det russiske Sovscope 70, med en 70mm bred negativstrimmel i kameraet og en 70mm bred film i biograferne. Imellem 1967 og 197_ blev der produceret 10 DEFA film i 70mm. Filmene blev hovedsageligt vist i øst for Jerntæppet. Det er først efter Muren's fald, at nogle af disse film er blevet vist på flere 70mm film festivaler. Ingen DEFA 70 film har været vist i 70mm i Danmark, men mindst en af filmene, “Du bist min - Ein deutsches Tagebuch” har været vist i Kino Kosmos i København.
 
 

Sensurround

 
I 1974 præsenterede 3 Falke bio atter en 70mm Danmarkspremiere på det innovative lydsystem SENSURROUND. "Sensurround" blev designet og udviklet af Universal Studios i begyndelsen af 1970'erne af Richard J. Stumpf, Robert J. Leonard og Waldon O. Watson, for at forbedre oplevelsen af filmlyd i biografen. Ideen var meget enkel; få publikum væk fra deres tv-apparat og ind i biografen ved at tilbyde dem noget ganske særligt og helt unikt. Sensurround var et lydformat. En støjgenerator koblet til biografens lydsystem, der tilføjede et lavfrekvent, og meget intenst og kraftigt simuleret "bulder" til filmens lydspor. Det særlige ved dette var, at det ikke blot kunne høres, men at disse vibrationer i høj grad også kunne mærkes. Det var en meget overbevisende illusion, når hele biografen vibrererede og larmede. Det var ikke øredøvende, så man skulle holde sig for ørene som når en biograf spiller for højt. Sensurround var kraftig bas i den ultralave ende af frekvensområdet.

Sensurround var skræddersyet til filmen "Jordskælv", hvor Los Angeles bliver ødelagt af et stort jordskælv. Det sensationelle system skabte en masse polemik, fordi nogle biografer fik skader af vibrationerne, og nogle mennesker blev endda syge af disse vibrationer. Kun fem film blev præsenteret i Sensurround og selv om systemet blev tildelt en Oscar i 1975, blev det aldrig "adopteret" af filmindustrien som en standard. Kun få år efter premieren, stod Sensurround side om side med Cinemiracle, Smell-O-Vision og Fantasound, der alle endte på film-formaternes kirkegård. Gimmicks, der alle var designet til at få folk tilbage i biografen. Alle innovative på hver deres facon, men i sidste ende også alt for upraktiske. Man kan kalde Sensurround for et mislykket forsøg, men systemet har alligevel haft meget stor indflydelse på hvordan film bliver præsenteret i dag - både i biograferne, og i hjemmebiografen. "Subwooferen" - en stor højttaler, der kan gengive dyb og kraftig bas - var et ukendt begreb inden Sensurround, da ingen højttalersystemer på den tid var i stand til at præsentere noget under 40 Hz. Kæmpe højttalere med meget store 18" enheder og drevet af store forstærkere er siden blevet standard i alle biografer. Denne udvikling vi kan alle takke Sensurround for!

Filmen og lydsystemet var en stor success og 70mm kopien og de store højttalere turnerede rundt de danske biografer. De første engagementer med Sensurround var "Jordskælv" på 70mm, men de efterfølgende film blev alle vist i 35mm med Sensurround. Kun 3 af de ialt 5 Sensurround film fik dansk premiere i Sensurround:

"Jordskælv" 1974 - premiere 31.01.1975 i 3 Falke Bio
"Slaget om Midway" 1976 - premiere 04.10.1976 i 3 Falke Bio, Apollo Teatret (Odense) & Bio 1&2 (Viborg)
"Kampstjernen Galactica" 1978 - premiere 01.08.1979 i 3 Falke Bio

Vises "i Sensurround", Epokegørende ny teknik, En ny dimension til film

 
 

Pik-A-Movie

 
En anden af 1970ernes 70mm kuriositeter var Pik-A-Movie, en slags hjemmebiograf til hotelbrug. En kassette med en 70mm bred filmstrimmel indeholdt en helt film. På strimmelen var der kopieret baner af filmbilleder i noget der lignede 8mm filmformat. Kasetten skulle lægges i en speciel gengiver, som kunne projicere filmen på et lille lærred. Filmen kørte så frem og tilbage i denne kasette indtil filmen var færdig. Efter sigende blev systemet brugt på flere Københavnske hoteller i løbet af 1970erne. Mindst én film var tilgængelig i dette system, og det var "Joe" med Peter Boyle.

Pik-A-Movie på hotellerne
• in70mm.com: British Kinematography Sound and Television, August 1973
 
 

Cinema 180

 
Dyrehavsbaken i Gentofte, Tivoli i København, Tivoli Friheden i Århus, og i Tivoliland i Aalborg åbnede der I slutningen af 1970erne og starten af 1980erne, 70mm biografer med store domelærreder. Biograferne var udstyret med Ballentyne, Prevost 70 og en Cinemeccanica 8 maskiner. Maskiner var udstyret med et ISCO objektiv med en meget kort brændevidde, der passede til det store domelærred. Det var filmsystemet Cinema 180 fra Omni Films International, et Amerikansk firma i Florida, som forlystelsesparkerne havde installeret. Forlystelsen bestod i, at publikum, der stod op, så nogle ca 10 minutter lange 70mm kortfilm, der var sat sammen af scener med flyvemaskiner, hurtige racerbiler, der kørte ned af smalle bjergveje og lignende. Alle filmene var optaget med super korte brændevidder og illusionen var perfekt. Når man stod inde i biografen havde man virkelig fornemmelesen af at være det selv. Det var ganske fornøjeligt at opleve.

Lignede Gunnery Trainer + OMNI Brochure

Cinema 180, Dyrehavsbaken
Cinema 2000, Tivoli. København
Cinema 2000, Århus
Cinema 180, Aalborg

Showscan, Cinema 180, Pik-A-Movie, Motion Master
 
 

70mm Dolby Stereo

 
7OMM SIX TRACK DOLBY STEREO - det bedst mulige præsentationsformat i biograferne i 1980erne.

I starten af '70erne kom der et nyt system til undertrykkelse af støj i indspilningsfasen af lyd. Det var Ray Dolby's "Dolby A", der var udviklet til musikindustrien i slutningen af 1960erne, men som hurtigt vandt indpas i filmindustrien. På den tid midt i '70erne var de fleste lydsystemer i biograferne overalt helt ude af trit med dagens Hi-Fi standard i pladestudier og koncertopsætninger, og den gængse opfattelse var, at filmens lydside var der ingen der lagde mærke til.

De allerførste film, hvor Dolby A processen blev brugt i indspilningsfasen var "Ryan's Datter" og "Clockwork Orange". Der gik ikke lang tid før Dolby Laboratories udviklede en processor til biograferne, der kunne afvikle film indspillet i "Dolby System". Dolby System gav alle biograferne mulighed for at vise 35mm film i 4-spors optisk stereo. Noget der hidtil kun havde været muligt med magnetlyd. Blandt de første Dolby biografer i Danmark var Palads Teatret og Tivoli bio i København.

De første 35mm Dolby System film
De første 70mm Dolby Stereo film


Nogenlunde samtidigt begyndte Dolby Laboratories at udvikle 70mm filmens 6-spors lydteknik. Den oprindelige Todd-AO konfiguration (6.0) med 5 kanaler bag lærredet (spor 1, 5, 2, 6 og 3), og en mono effektkanal (spor 4), blev lavet om, så der i stedet blev tre kanaler bag lærredet - venstre, center og højre (spor 1, 2 og 3), og en surroundkanal (spor 4), som det nu skulle hedde. Fire lydkanaler med fuld frekvensområde, fra den dybeste bas til de højeste toner. Høj dynamik og magnetlydkodet Dolby A støjreduktion. Spor 5 (Le = left extra) og 6 (Lr = right extra), der nogle gange er kaldt for "halv venstre og halv højre", skulle nu bruges til to subwooferkanaler med extra bas med og meget dybe frekvenser. Subwooferkanalen var en helt ny ide, der blev udviklet til lydsiden af "Star Wars" i 70mm. Dolby's subwoofersystem blev kaldt for "Dolby baby boom". Angiveligt fordi SENSURROUND var "Daddy Boom".

For at kunne håndtere og afspille det store nye 6-kanals lydformat, krævede det en særlig processor fra Dolby Laboratories, nemlig deres Cinema Processor model 100 - eller blot CP100. CP100 var en videreudvikling af CP50, til 35mm optisk Dolby System. Dolby Laboratories udviklede også en helt ny magnetlydsforforstærker, model MPU-1. Samtidigt blev der udviklede nye magnettonehoveder til de forskellige kinomaskiner fra firmaet Teccon i Californien, og selve den jernoxid, der blev brugt på filmstrimmelen blev også raffineret. Endeligt lagde Dolby Laboratories naturligvis deres støjreduktionssystem på lydsporet, så producenterne kunne præsentere deres film på den bedst tænkelige måde - med udvidet dynamikområdet og betydeligt forbedret signal/støjforhold.

Samtidigt kunne disse to subwooferspor også bruges til stereo surround ved at anvende de høje frekvenser i og blande dem med bassen fra venstre og højre kanal, og dermed få fuldt frekevnsområde og stereo surround. Med andre ord, den dybe lyd, blev sendt til biografens subwoofere, og de højere frekvenser, blev sendt til biografens surroundhøjttalere - i stereo. Da lydsporet til "Superman The Movie" blev mixet i Pinewood studierne, opstod ideen om stereo surround på 70mm versionen. John Iles fra Dolby Laboratories husker hvordan de besluttede, at anvende toppen af frekvensområdet på Le og Lr (Subwooferkanalerne), til at inspille stereo surround sporene. Med et snedigt delefilter i biografen's Dolby processor, kunne man mixe bassen fra L og R ind i signalet, så stereo surround også have fuld frekvensområde. 70mm kopierne med stereo surround skulle også være kombatible med biografer, der ikke kunne afvikle stereo surround kopier, og derfor havde spor 4 også et komplet mono surround signal.

The Wall + Apocalypse Now

• John Iles: Dolby Stereo Surround On 70mm

Særligt i USA og i England, men også i Frankrig, Benelux, Tyskland, Sverige og Norge fik flere og flere film premiere i 70mm Dolby Stereo for at udnytte den meget bedre Dolby magnetlyd på 70mm kopierne. Langt de fleste film med dette lydspor var de såkaldte blow-ups. Altså film, der var optaget i 35mm, og senere forstørret i laboratorierne.

I starten af 1977 var der kun ca 30 biografer over hele kloden med Dolby's system installeret. Udrulningen gik trægt lige indtil "Star Wars" havde verdenspremiere 25. maj 1977. "Star Wars"'s lydside var meget vigtig for instruktøren George Lucas og han ville have en lydside som ingen havde hørt før i biografen. Produceren Gary Kurtz husker hvordan de planlagde at vise filmen i nogle af de biografer, der havde haft Sensurroundsystemet, og dermed stadig havde de store højttalere stående og som ikke længere blev brugt. Lucas behøvede de store højttalere for at vise publikum hvordan Star Destroyerne kunne ryste biografen, når den fløj hen over lærredet i filmen spektakulære startscene. De havde simpelt hen brug for al' den BOOM og BAS der kunne opdrives. Et af 20th Century Fox's krav til biograferne var, at hvis biograferne skulle spille "Star Wars" i 70mm, skulle de have Dolby's system installeret. -, og alle biograferne ville have Dolby's system! Filmen havde premiere i kun 32 biografer i USA, heraf var de otte i 70mm med 6-sporet Dolbykodet magnetlyd, og det blev en uhørt kæmpe success. Publikum strømmede til at se film i "70mm Dolby Stereo", fordi de vidste, at det var en uovertruffen lydoplevelse at se en film med Dolby's "baby boom" bas soundtrack, der gav et ekstra "punch" i den lave ende, når det var nødvendigt.

Biografejere begyndte at skrive med store bogstaver i avisannoncer og på facaden, at "Star Wars" blev præsenteret i "70mm Dolby Stereo", for det var det publikum ville have. Biograferne efterspurgte logoer hos Dolby, fordi "70mm Dolby Stereo" blev det store trækplaster. Publikum stod i lange køer rundt om biografer og boligkomplekser for at komme ind og se, og ikke mindst høre, den nye film. Især lydsiden tillægges meget af "Star Wars"'s succes. Efterfølgende begyndte Dolby Laboratories selv at markedsføre deres produkter med "70mm Dolby Stereo".

I november måned samme år, havde Steven Spielberg's "Nærkontakt af Tredie Grad" premiere, den blev også præsenteret i 70mm Dolby Stereo. Med de to film, var Dolby Stereo noget alle biografer skulle have, for det var lige det publikum søgte efter, når de skulle vælge hvilken biograf de skulle se filmen i. "Nærkontakt af Tredie Grad" havde Danmarkspremiere den 3. marts 1978 i 3 Falke bio, og det blev samtidigt den sidste danske 70mm kopi fra Hollywood i det årti. I modsætning til andre lande, var 70mm kopien i Danmark "non-Dolby". 3 Falke Bio havde ikke installeret in Dolby CP100 til at afspille den nye filmlyd. Der gik mere end 10 år, før den første Dolby processor CP200 til 70mm blev installeret i Imperial Bio til premieren på den restaurede udgave af "Lawrence af Arabien" i Super Panavision 70 i juni 1990.

Rigtigt mange film blev i perioden fra 1977 til 1993 blæst op til 70mm, så de nye film kunne præsenteres med den bedst mulige lydside. Mere end 200 filmtitler fik premiere i USA i 70mm med Dolby Stereo's lydspor.

in70mm.com: 70mm Blow-Up
 
 

IMAX Dome

 
Norden's første IMAX biograf med Danmark's største biograflærred, der helt omslutter publikum. Tycho Brahe Planetarium i København.

Den største 70mm nyhed i 1980erne var åbningen af Tycho Brahe Planetarium i København. Danmark kom hermed på verdenskortet med den hidtil mest anvancerede 70mm teknologi med IMAX's Domesystem "Omnimax". IMAX film er noget helt særligt. Tre gange så stort som almindelig 70mm film. Hvert enkelt IMAX 70mm billede fylder 15 perforationer, og arealet er 70,41 x 52,63 mm. IMAX arealet er 15,7 gange større end 1.85:1 formatet på 35mm film og ca 3,5 gange større et konventionelt 70mm billede.

IMAX's egen 70mm Rolling Loop projektor viser filmene på Plantariesalens store kuppellærred på omtrent 23 meter i diameter. I stedet for en traditionel transportør skubbes filmen frem af en stor ring. Denne ring laver nogle sløjfer, som nærmest ruller som bølger igennem maskinen. Hver sløjfe er et billede, der fixeres af nogle register pins i billedvinduet. Det er en meget nænsom filmbehandling, og filmkopierne holder også meget lang tid. Lærredet er opbygget af perforerede aluminiumsplader og arealet er ca 823 kvadratmeter.

Omnimax lydsystemet har 6 separate lydkanaler, der ligger på en separat 35mm båndmaskine, der er elektrisk låst sammen med Omnimaxmaskinen, så film og lyd kører synkront. Den 10. januar 1992 var der Danmarkspremiere på Omnimax film med 6 kanals digitallyd, da "At the Max" havde premiere i IMAX's digitallydsystem. Systemet kaldes DDP (Digital Disc Playback).
 
 
"Dunkirk" IMAX 70mm demonstrationsklip fra Warner Brothers.

Planetariet åbnede for publikum den 1. november 1989 under stor festivitas med bl a dronning Margrethe som gæst. Første film på det 23 meter store domelærred var IMAX filmene "The Dream is Alive" og Ron Fricke's kortfilm om Halley's komet, "Sacred Site". Planetariet var i starten en stor succes, og kunne således byde gæst nummer 1.000.000 velkommen allerede i april 1991.

IMAX har produceret nogle af de mest spektakulære dokumentarfilm siden starten af '70erne. Det store 65mm kamera har været sendt ud i rummet med rumfærgen mange gange, og det har været nede på bundet af Atlanterhavet og fotografere vraget af Titanic. Kameraet har været på Sydpolen og på toppen af Mount Everest, i Sahara og i verdens store regnskove. Overalt har IMAX kameraet fotograferet vores verden på knivskarp 65mm film. Filmene er vist i verdens storbyer på verdens største biograflærreder. Publikum har beundret de store skarpe billeder, fordi det har givet dem en fantastisk illusion af at være der selv. Akkurat som Cinerama gjorde det i 1950erne, har IMAX givet publikum mulighed for at rejse ud til ellers utilgængelige steder. Det er den fantastiske billedkvalitet og de op til 8 etager høje lærreder som IMAX har været berømt for i mere end 40 år.

IMAX er verdens største filmsystem. Et 7OMM billede, der er 10 gange større end en almindelig 35mm biograffilm. Filmene vises på tårnhøje filmlærreder, der er 20 meter høje og 30 meter brede, eller i kuppelbiografer (IMAX Dome/Omnimax) som Planetariet i København. I Planetariet er domelærredet ca 800-1000 kvadratmeter - hvilket er 2-3 gange større end det største konventionelle biograflærred i Danmark. 7OMM filmens store billedareal gør, at billederne bliver ultraskarpe, intense og livagtige. I praksis er systemet i stand til at vise f.eks. en blåhval i naturlig størrelse. Publikum sidder meget tæt på det store buede IMAX lærred - meget tættere end i en almindelig biograf. Det forstærker oplevelsen, og publikum oplever "at være med i filmen", som det populært kaldes. Det er meget tæt på af være en 3D oplevelse uden irriterende og forstyrrende briller.

Historisk, har IMAX altid være forbundet med dokumentarfilmgenren, men siden "Apollo 13: The IMAX Experience", havde premiere i 2002, har flere og flere Hollywood film haft premiere i IMAX biografer.

Instruktøren Christopher Nolan seneste film "Dunkirk" indeholder mere end 100 minutter film, optaget i 65mm IMAX. "Dunkirk" blev vist i 7OMM i Imperial Bio i Københavns centrum i 2017, og var en flot oplevelse på det store 7,7 x 18 meter brede buede lærred. Endnu flottere var oplevelsen i fuld IMAX 7OMM format i London på BFI's IMAX 20 x 26 meter lærred. Med kun 485 siddepladser tårnede lærredet sig op foran tilskueren i sådan en grad, at man virkelig var med i filmen.

IMAX Dome i Planetariet
Hvordan kan det være IMAX, hvis det er digitalt?
 
 

Motion Master

 
Der var gang i 70mm i starten af '90erne. Den 29. juni 1992 åbnede "Ripley's Motion Master. The thrill movie you ride" på Rådhuspladsen 57 i København. Biografen var indrettet i Ripley's Museum. Det var en Motion Master biograf 70mm biograf med 30 siddepladser og et ca. 12 meter bredt buet lærred. Der blev vist nogle 3-5 minutter lange "ridefilm", med biler, rutchebaner, løbske tog og andre hurtige transportmidler. Biografstolene var hydrauliske og kunne bevæge sig i 4 retninger i forhold til, hvad der foregår på det store lærred (frem og tilbage, fra side til side, og op & ned). Hele systemet (stole, lyd og kinomaskine) var computerstyret fra operatørrummet. Motion Master biografen var en stor succes. Man havde dog ikke kalkuleret med Københavns gyngende undergrund. Efter ganske kort tids kørsel begyndte Palace Hotellets gæster at klage over rystelser, der kunne mærkes helt op på 4 sal. Bygningen slog revner og tallerknerne i hotellets køkken faldt ned. Det hele endte desværre med at installationen blev nedtaget og flyttet til USA. Lukningen blev foretaget sidst i 1993 efter mindre end 5 måneders drift.

Don Iwerks (Disney), Ride-Film som Cinema 180,

Motion Master på Københavns Rådhusplads
 
 

Showscan

 
Modeltegning af en Showscan biograf med ca 118 siddepladser. Svævende buet 10-12 meter bredt lærred, fra gulv til loft og væg til væg. God afstand fra 1. række til lærredet gør disse pladser meget attraktive. Tegning fra Showscan's brochure.

Klik på billedet for at se en forstørrelse


Ved udgangen af ​​1970'erne havde Trumbull udviklet og patenteret en ny 70mm process med 60 billeder i sekundet, som han kaldte SHOWSCAN. Trumbull havde planer om at producere og instruere "Brainstorm", der skulle være den første spillefilm i processen. SHOWSCAN systemet endte i en slags "Catch 22" situation. Biograferne elskede det, men ville ikke installere udstyret, da der ikke var nogen film at vise. Filmselskaberne var også begejstrede, men de ønskede ikke at producere nogle SHOWSCAN film, da der ikke var nogen biografer, der kunne vise det. SHOWSCAN fandt i stedet anvendelse i de forskellige EXPO verdensudstillinger og temaparker med række smukke kort- og dokumentarfilm, samt en lang stribe ridefilm hvor sæderne kunne bevæge sig. Sidstnævnte version af SHOWSCAN kunne i 1994 opleves i Græsted.

Den 22. august 1994 åbnede Sommerland Sjælland i Græsted deres "Spacebio" med Showscan. I biografsalen var der 36 siddepladser fordelt i båse af 4 styk. Der er tre rækker med 3 båse på hver. Der er i alt 9 hydrauliske båse, der bevæger sig synkront med filmen på lærredet. 70mm kinomaskinerne var Showscan's konsolmaskine model EP-70. Billedfrekvensen er 60 billeder per sekund. Spacebio havde også en kort levetid, og lukkede efter ganske få sæsoner.

Meget realistisk - Steven Spielberg demo, New Magic

Showscan i Græsted
 
 

ARRI 765

 
Fra venstre: Gerhard Fromm, Michael Koppets, bag ARRI 765, Orla Nielsen og Thomas Hauerslev. Billede: Thomas Hauerslev

1989 designer ARRI i München et helt nyt 65mm kamera.

Otto Blaschek: Our market research and intensive discussions started in 1983, and it was our US subsidiary, Arriflex Corporation that contributed to this to a great extent. With the help of this corporation we have the best possible access to the main production market per se.

We noticed that there was an ever increasing demand for films which stand out from the others also in a technical way. Just think of Stanley Kubricks' famous "2001", Leans' "Lawrence of Arabia", "The King and I" etc which were, apart from their cinematic quality, especially effective because of the large-screen presentation. The increasing number of 70 mm blow-up prints made from 35 mm anamorphic originals signaled a trend that could not be ignored. Of course, the quality of a 65 mm original with spherical lenses is by far superior to that of 35 mm blow-ups.


Tysk kvalitet med Carl Zeiss objektiver

ARRI's "ARRI 765" bruges hovedsageligt til kortere filmprojekter, korte segmenter og til reklamefilm. Kameraet har været brugt i "Far and Away", "Little Buddha", "Hamlet", "The International", "Nanga Parbat", "Shutter Island", "Gravity" og "Sunset Song".

Interview with Otto Blaschek
 
 

70mm: 1980 - 2017

 
'80erne

70mm blow-up film boomede i starten af '80erne i USA og i London, men også i Tyskland, Sverige, Norge og Frankrig.

I Danmark var biograferne tilbageholdende med investeringer i form af ny lyd, lærreder og objektiver til 70mm. I kombination med filmdistributørenes tilbageholdenhed med at importere 70mm kopier, lukkede de store biografer I stedet, eller de blev bygget om til mindre biografer af relativt ringe kvalitet, og med monolyd.

I Sverige havde de tre største byer, Stockholm, Göteborg og Malmø biografer med regelmæssige premierer i 70mm Dolby Stereo langt oppe i '80erne.

Det samme kunne være arrangeret i Danmark i Aalborg, Århus, Odense og København, hvis ikke en række uheldige omstændigheder havde betydet, at Aalborg og Århus ikke længere kunne vise 70mm. Kun København og Odense havde en biograf tilbage med det rette udstyr midt i '80erne.

Look for it only in books, for it is no more than a dream remembered, a Civilization gone with the wind...” ("Borte med Blæsten")


Brainstorm, 2010, Out of Africa

Imperial Bio, ABCinema, Malling Bio (jævnligt 5-6 gange om året med en reprise), Biografen (Nørresundby) (slut '80erne)



'90erne

Lawrence af Arabien, Hook, Far and Away, Spartacus, Baraka og Titanic mfl.

Imperial Bio, Biffen, Odense

70mm Dolby Stereo film dør en hurtig død i 1993, da digitallyd på 35mm film introduceres med Dolby Laboratories' SR.D (Dolby Spectral Recording Digital), DTS (Digital Theatre Systems) og SDDS (Sony Dynamic Digital Sound). Allerede 13. september 1991 havde Cinema Digital Sound premiere med "Terminator 2". Omnimax digitallyd fulgte 10. januar 1992 med "At the Max",  SR.D 12. marts 1993 med "Under Siege", 17. september 1993 "Jurassic Park". I 1994 fulgte SDDS, men det vides ikke hvilken dato og hvilken film det var. Film kunne nu præsenteres med en endnu bedre lydside, end det hidtil havde været muligt - selv med 6-kanals Dolby Stereo fra de 6-magnet spor på 70mm kopierne. Selv magnetlyd kunne ikke hamle op med digitallyd, der var meget billigere at fremstille. Fra det øjeblik ser det ud til at dagene er talte for 70mm Dolby Stereo formatet. 

"in 70mm and six-track Dolby Stereo"

Imidlertid gik der ikke lang tid før laboratorierne blev istand til at lægge en DTS tidskode på 70mm film. De første test foregik med den restaurerede udgave af "My Fair Lady" i 1994. I Danmark blev James Cameron's ”Titanic” den første film i 70mm med DTS digitallyd i januar 1998. Siden da, er alle nye 70mm film i Danmark præsenteret med et digitalt lydspor.


'00erne

70mm pause på 10 år, 2x festival, Open Air,

Festival i Bradford, Malmæ, Karlsruhe, Krnov, Oslo

'10erne

Imperial Bio, Biffen, Nordkraft, Ope-air (Hg, Ru)

The Master (2013)
Interstellar (2014)
The Hateful Eight (2016)
Dunkirk (2017)
Mordet i Orientexpressen (2017)

Publikum VIL Bare Have Film. Publikum udsættes hver dag for en massiv billedmæssig påvirkning; avancerede lysreklamer, TV, streaming, BluRay osv. Af en vifte af muligheder, er Biografen i dag kun én mulighed blandt mange for at se film. Til gengæld har biografen den fordel, at den har længst erfaring i formidling af levende billeder. Folk vil gerne se film. Publikum vil have show. De vil imponeres. De vil have fortæpper og behagelige gulvtæpper. De vil have et lærred med "imponatoreffekt", lyden skal være høj og uforvrænget og det skal klinge godt. Billederne skal være skarpe, formatet skal være rigtigt. Og lærredet skal naturligvis fylde hele endevæggen og være stort og buet. Sæderne skal være tilpas bløde. Publikum er blevet krævende. Mere krævende end biografejerne overhovedet kan forestille sig.

High-Impact biografdesign, eller hvordan man gør gode film bedre

Det bedste biograferne kan byde på er 70mm film med knivskarpe billeder og en veldefineret flerspors digitallyd. Med andre ord, det skal være mange gange bedre en det der kan præsenteres derhjemme på TV før folk kommer i biografen. En film i 70mm version kan være en særdeles intens oplevelse.

Lokke folk i biografen: med 70mm, store billeder, skarpe billeder,

Hvad er det der gør, at 70mm film er noget helt særligt i forhold til almindelig 35mm film, og hvorfor er det en bedre oplevelse at se en film i 70mm?
 
 
 
Gå: tilbage - op
Opdateret onsdag, 13 december 2017 06:56:50