| | Fotorama, Aalborg | Tilbage til forsiden
| | Skrevet af: Filmoperatør Keld P. Andersen, Slagelse | Dato: 21.07.2010 | Fotoramas historie starter d. 1 december 1906 på adressen Bispensgade 3. Hvad der var den første film vides ikke men en af de første var "Zoologisk Have i London". Billetpriserne i Kosmorama var dengang 25 øre for voksne og 15 øre for børn.
Efter nogle års forløb flyttede biografen til naboejendommen nr. 5, hvornår det er sket er lidt svært at holde styr på men det må være sket omkring d. 6 januar 1911.
I Bispensgade 5 fortsatte driften indtil 1932 hvor man flyttede over i Kompagnihuset hvor Kino Teatret havde ligget. Denne biograf lukkede i efteråret 1930. Hvem der drev Fotorama i de første mange år vides ikke, men fra 1923 var det Oscar Beck og da han døde i 1935 førtes biografen videre af hans kone Karen-Louise Beck.
I midten af 50erne fik Fotorama en ny inspektør der også solgte billetter og hende var folk simpelthen bange for. Når hun sad i billetlugen var det bare om at bestemme sig i en fart, ellers bad hun folk om at flytte sig og lade næste kunde komme til - det fortaltes i sjov at man skulle være mindst 20 år for at komme ind og se en film, der var forbudt for børn under 16 år.
Der blev ført en meget hård kurs i Fotorama - ikke engang et filmprogram kunne man købe hvis man ikke havde den rette alder. | Læs mere her:
Kino Teatret, Aalborg
Internet link:
| Fotorama havde 408 pladser fordelt på 18 rækker i salen og 10 rækker på balkonen, heraf nogle få logeafdelinger der var bagerst i siderne på balkonen. Fotorama havde ry for at være en meget dårlig biograf. Hvis man købte billet på 2. række på balkonen passede det at man i øjenhøjde med lærredet havde en jernstang så man fik billedet skåret over i to. Jernstangen var et gelænder der skulle forhindre folk i at falde ud over balkonen. Det hændte også at man kom ind salen, så var der ingen sæde på den plads man havde købt. Der var mange mennesker der simpelthen ikke ville sætte deres ben i Fotorama, men de spillede en masse gode film for ungdommen i 60erne og folk fandt trods kritikken alligevel vej til biografen.
I 1973 skiftede Fotorama ejer, det var i første omgang meningen at Gunnar Obel fra Obel Film i Thisted skulle overtage den gamle biograf - han havde store planer for ombygning men det blev ikke til noget. Istedet blev det filmchef fra Columbia Film, Kurt Olsen der overtog Fotorama, men det varede dog kun et årstid før biografen lukkede. Brandmyndighederne krævede en større ombygning og da det ville bliver alt for dyrt var der ikke andet at gøre end at lukke Fotorama. Kurt Olsen havde fjernet en del af stolerækkerne i salen, men det hjalp ikke på brandmyndighederne.
Sidste forestilling i Fotorama fandt sted mandag d. 30 september 1974 kl. 21.15 med "Mash" fra FOX-MGM og direktør Kurt Olsen blev derefter leder af Kinografen i Vejgaard. Fotorama blev ombygget til grillbar med navnet Fotorama-Grill og senere blev lokalerne overtaget af McDonald. | | | | Gå: tilbage - op Opdateret onsdag, 21 juli 2010 09:41:59 | | |