 Henrik Westrgaard Christensen på charmeoffensiv overfor 2 piger fra Warner Brothers under en aftenfest i 3 Falke Bio. Foto fra Henrik Westergaard Christensen
Tanken om det, var i regelen større end de egentlige hændelser. Det dryppede fra toppen. Chefen direktør August Andersen var meget pigeglad, men jeg tror ikke, at han på noget tidspunkt har været sin hustru utro. Han kunne bare ikke lade være med at kigge på de unge damer blandt publikum.
En måde at fange hans opmærksomhed på bestod i: ”Hr. Andersen. Har De set hende ovre i sofaen eller på række nr. XX”. ”Ja, naturligvis” kunne han svare, ”men hende derovre er langt mere interessant”. August Andersen var en flot og præsentabel mand med et godt blik rettet mod de veldrejede publikummer.
Dengang havde buksestrømpefabrikanten endnu ikke opfundet løsningen, nemlig buksestrømperne, som bevares sikkert er en meget praktisk løsning for kvinderne. Men datidens kvindelingeri var nu langt mere interessant for alle os mænd. Hofteholderen, den brede strømpekant foroven samt overgangen til de hvide lår. Det var æggende. Ikke mindst, når vi stod og rev billetter af ved biografens indgangsdør og kunne iagttage de kvinder som tog plads i sofaerne i foyeren umiddelbart over for indgangsdørene.
Overkontrollør Knud Nielsens – en mand midt i 40’erne – hjerne var besat af diverse tanker om seksuel udfoldelse med kvindelige publikummer. Han talte ofte aldrig om andet end kvinder. Han var godt gift og havde 2 børn, men i hans ”fritid” på jobbet i 3 Falke Bio, kunne han med øjnene ”æde” næsten enhver kvinde, som blot så nogenlunde ud. Den første pornofilm jeg overhovedet så, var naturligvis fremskaffet af Knud Nielsen. En dansk amatørfilm optaget i Absalonsgade på Vesterbro i København. Vi så filmen hjemme hos Frey og Kirsten, som boede i nærheden af biografen. Filmen må have virket på Kirsten på én eller anden måde, fordi hun under filmen måtte skifte tøj. Filmen sagde ikke mig noget.
Knud Nielsen havde det dog kun i munden. Han var en flot fyr med lystkrøllet hår. Han var barnefødt i Nørresundby. Han var bomstærk og viste ofte sine store armmuskler frem. Én af hans sønner blev senere frømand. Også et muskelbundt, der ville noget. Med hensyn til muskelstyrke havde vi også i en periode kontrollør Frederiksen – ham, der arbejdede hos Bladkompagniet. Han var også bomstærk. Jeg husker en udsmidning, hvor den berørte biografgæst holdt sig fast i gelænderet op til biografsalen. Frederiksen tog så hårdt fat i vedkommende, at gelænderet rev sig løst. ”Manden må have fået kvast sine arme og håndled”, tænkte jeg om den pågældende biografgæst. Men da vedkommende var blevet smidt på porten, sagde Frederiksen stille og roligt: ”Nå, skal vi have en bajer” og så pjattede vi videre.
Flere af os unge piccoloer og kontrollører havde ikke nogen forlovede. Det fik jeg senere og opførte mig derefter på den rigtige side af ”loven”, men inden da, havde vi alle en bestemt opgave – fredage og lørdage. Vi skulle udvælge de flotteste piger blandt publikum, og finde frem til det antal piger, som svarede til antallet af os unge ansatte, fordi vi bagefter ville have dem med ud i byen. Det lykkedes stort set hver gang for os. Under ”Borte med Blæsten”, var det dog noget af en svær sag, fordi mange tudede, når de forlod biografen. Med nutidens briller var vi måske noget primitive dengang, men primitiviteten fungerede.
Vi havde allerede, da de ”interessante” pigers biografbilletter blev revet af ved indgangsdøren, fået det første indtryk af diverse emner. En kollega kiggede nærmere på dem i salen og vi fulgte dem i pausen. Allerede i pauserne kunne der være skabt aftaler til brug for det eller de efterfølgende restaurantbesøg.
Ellers vidste vi, at der var 2 fra række XX og 3 fra række YY. Hvis det måtte smutte, var der alternativer på række ZZ og række CC, osv. Frække som vi var, gik vi simpelthen hen til dem og spurgte: ”Har I/du lyst til at gå ud med nogle af os ansatte fra biografen bagefter?”. I langt de fleste tilfælde var der bid og pigerne sagde ja tak. Vi aftalte så med dem, at de efter forestillingen blot skulle gå ned i foyeren, hvor vi ville være/komme. De skulle altså ikke gå ud af biografens udgangsdøre, som det øvrige publikum.
Det skete naturligvis ofte, at pigerne slet ikke forlods kendte hinanden. De var jo ”hentet” fra forskellige stolerækker, men pyt. Det gik altid godt. Vi drak ofte en bajer sammen med dem og fortsatte ofte noget roligt på restaurant La Rose på Frederiksberg Runddel eller på restaurant Westfalia, som lå på Falkoner Alle lige ved Frederiksberg Rådhus. Herefter var målet nu og da natdiskoteket La Cubana på Allégade eller Jomfruburet på Strøget i København.
Man lærte på den måde mange unge piger at kende, men det var yderst sjældent, at det førte til noget – også rent seksuelt. Trætheden meldte sig ofte efter at vi havde skyllet adskillige bajere ned i aftenens løb. Kræfterne var sluppet op, men vi morede os sammen med de ”udvalgte”. Det var i sig selv en god oplevelse.
I dag kan jeg godt blive noget flov over, at man dengang som ung var så fræk at invitere fremmede piger i byen i forbindelse med sit job, men det endte jo næsten altid i en succes. Bevares. Vi var stort set nogle pæne og flotte unge mænd og havde ikke noget ondt blod i vore årer. Det kunne pigerne sikkert fornemme og de var ikke bange for os. Nu og da skete der det, at visse af pigerne gerne ville lære os nærmere at kende, men vi var i regelen alt for umodne til, at kunne binde os på dette tidspunkt af vor ungdom.
Dengang var der ikke noget som hed dating på Internettet, hvor mange unge nu om dage indlægger deres data, i håbet om, at finde frem til den eneste ene. Ofte er der vel tale om et tomt salg af sig selv og det ender formentlig med, at langt de fleste kommer til at leve deres liv alene. Når det kommer til stykket, er de sikkert slet ikke interesserede i, at finde en partner – blot i, at gøre opmærksom på sig selv. Dengang gik vi langt hurtigere til den. Hvis jeg ikke allerede var godt gift, og i mine ungdomsdage måtte ønske at finde en egnet pige, tror jeg såmænd, at jeg kunne have fundet på, at stoppe tilfældige ”udvalgte” på gaden og invitere dem i biografen – lige så fræk som dengang i 3 Falke Bio. Man kan jo aldrig få andet end et nej.
Jeg husker en pause under forestillingen ”My Fair Lady”, hvor jeg solgte programmer om filmen. Pludselig var jeg omringet af vel en 10-12 flotte, unge piger. De talte næsten perfekt dansk. Det var det islandske kvindelandshold, som var på besøg. Der kunne være indgået mange aftaler i den forbindelse, men en voksen leder fra deres landshold, nærmest befriede mig – ærgerligt. De unge piger var næppe lesbiske, som vist mange er det i dag i kvindehåndbolden.
Når vi gik ud til områdets restauranter skabte vi fest og glæde Vi fik restauranternes kunder til at synge med, når vi slog os løs. En af piccoloerne Povl var god på en guitar. Når han var med, leverede vi også musikken. Mange gange rejste andre gæster i restauranterne sig op og kom til vores bord: ”Glade og herlige unge mennesker, det kan vi lide”, sagde de ofte. Vi sang i regelen de gamle danske sange – altså revytekster og lignende.
| Læs mere her:
Mit Liv i 3 Falke Bio af Henrik Westergaard Christensen
Foråret 2007
Direktøren – en hård banan
En almindelig arbejdsdag
En typisk arbejdsaften som piccolo
Folkene i operatørrummet
Personalegoder, fribilletter og løn
De 3 forretninger – måske 4
Publikummet i 3 Falke Bio
Mobning på jobbet
Tid med mange minder
3 Falke Bio, Skandinaviens første Todd-AO Teater
Internet link: |
