biografmuseet.dk
Forord | Kontakt
Din historie | Søg

BIOGRAFER
Oversigt | Pioner
København | Omegn
Nordsjælland
Vest, Midt & Syd
Bornholm
Møn & Bogø
Lolland & Falster
Fyn, Thurø, Tåsinge
Langeland & Ærø
Sydjylland | Øst
Midt-Vest | Nord

ROADSHOW
3 Falke Bio
Europa Bio
Kinopalæet
Grand Teatret
Imperial Bio
Lido | Folketeatret

7OMM FORMATET
Historie | Biografer
Film | Maskiner

FILM & SYSTEMER:
Todd-AO | Blow-Up
Ultra Panavision 70
Super Panavision 70
Super Technirama
Sovscope 70
Dimension 150
Cinerama
Omnimax
Showscan
Cinema 180
Sensurround
"Windjammer"
CinemaScope

NYHEDER

2024 | 2023 | 2022
2021 | 2020 | 2019
2018 | 2017 | 2016
2015 | 2014 | 2013
2012 | 2011 | 2010
2009 | 2008 | Arkiv

BIBLIOTEK
Premierer 1911-2020
Film- og Kinoteknik
Teknikkalender
Interview | Farvel
Filmfestival
Det Store Udland
Olsen Banden
Store Lærreder
 

Biografmuseet's Mission
Fra Bornholm til Skagen, Todd-AO er sagen: Læs om 70mm og Cinerama med de store knivskarpe billeder og fantastiske magnetlyd
• Artikler, nyheder og billeder fra den danske biografhistorie
• Alle læsere er inviteret til at skrive deres historie om oplevelser i de danske biografer

Indhold | Opdateret
Ris & Ros | Ansvar
 

Åbnet 1. januar 2005

Copyright © 1985 - 2070 "biografmuseet.dk". Alle rettigheder forbeholdes.
 

Besøg in70mm.com om 70mm film, Cinerama og alle de store filmformater

in70mm.com
 

Wide-Screen Biografmusik
2. del

Tilbage til forsiden
Skrevet af: Arne Dupont, AabenraaDato: 01.01.2011
I forbindelse med Wide-Screen film – eller film i hele taget – er en vigtig faktor også lyden, og her tænker jeg specielt på musikken. Ellers ville det store lærred ikke virke på samme måde, hvis vi kun ser billedet og hører dialogen mellem de optrædende. Teater forestillinger har ikke behov for underlægningsmusik på samme måde, som når vi ser filmen der er redigeret og klippet sammen med forskellige handlingsskift. Ved film i bredformat har lydeffekter og musik en endnu større betydning, da dette ofte er en del af oplevelsen. I tonefilmens barndom var det dog ikke alle producenter som var lige interesseret i at have for meget musik udover en kort ouverture og lidt afslutningsmusik. I forbindelse med en film, som for en stor dels vedkommende foregik på havet, sagde instruktøren til komponisten: ”Hvad vil publikum ikke tænke når de hører musik i en sådan scene på havet, - hvor sidder musikerne?”, hvortil komponisten svarede: ”Mon ikke publikum mere vil tænke over, hvor kan man have kameraerne stående i en sådan bølgegang?”. Her ramte komponisten det som det drejer sig om, - musik skal ikke høres i en film, - men føles! En god komponist kan komponere og indspille over 1 times musik til en film uden at publikum bagefter kan huske en tone. Hvis han har gjort det, er arbejdet udført korrekt. Selvfølgelig er der tju-bang film med pre-indspillet popmusik eller musicals, hvor musikken skal høres, - men det er en anden historie. Her skal det handle om rigtig filmmusik specielt komponeret og tilpasset filmen, men som også er lytteværdigt uden for biografen.

Hvordan optager man egentlig musikken og får den redigeret ind i filmen.
 
Læs mere her:

Wide-Screen Biografmusik

Operatør i Villabyerne

Kino Teatret, Aabenraa

Internet link:

 
I de første mange år blev musikken simpelthen indspillet på acetatplader, - det som vi også kender som 78 rpm lakplader. Når musikken var indspillet på en sådan plade kunne den senere redigeres ind i filmen sammen med lydeffekter og tale på ét optisk tonespor, som blev kopieret ind på den færdige film sammen med billederne. Senere fandt man ud af, at indspille musikken på en 35 mm råfilm med et eller flere optiske tonespor. Grunden til at der blev anvendt flere spor, var ikke for at lave en stereoindspilning. Men man havde nu mulighed for at dæmpe f.eks. rytmesektionen eller at hæve bassen. Den indspilning der blev lavet i flere spor kan ikke sammenlignes med en stereoindspilning, da den ikke indeholdt et egentlig stereobillede, men mere sektioner af orkesteret. I begyndelsen af halvtredserne fik man magnetbånd og der kunne nu laves indspilninger i betydelig bedre lydkvalitet, som var lettere at redigere. I USA gik man så vidt, at det blev almindeligt at benytte 35 mm magnetfilm til musikindspilning. På en sådan 35 mm magnetfilm kunne man have mange spor og havde derved bedre redigeringsmuligheder. I England var det mere almindeligt at benytte magnetbånd. Dette er måske en af årsagerne til, at mange indspilninger af filmmusik lavet i London for mange år siden er ødelagt eller gået tabt, hvorimod indspilninger fra Hollywood fra begyndelsen af halvtredserne er i rimelig tilstand. I USA fik man efterhånden nogle fine indspilningsstudier, hvoraf nogle stadig eksisterer i dag. Endvidere var mange af de bedste musikere dengang at finde i USA, ligesom lydteknikerne var blandt de bedste. Hollywood var en fabrik, hvor der skulle arbejdes hurtigt og effektivt med et højt kvalitetsniveau. Komponisterne blev også bedre og på University of California, Los Angeles (UCLA), blev mange af de bedste filmkomponister uddannet.
 
 

Restaurering af filmmusik.

 
I dag kan vi være glade for de tekniske fremskridt i USA i 40’erne og 50’erne. Det er i dag muligt at udgive musik fra dengang på CD. Musik som aldrig har været udgivet på noget medie siden det blev indspillet og redigeret ind i filmen, og som blot har ligget på et eller andet lager i mange år og samlet støv. Jeg har her 2 eksempler på filmmusik, som er udgivet på CD ud fra gamle optiske 35 mm musikindspilninger:
 
 

Prince of Foxes

 
"PRINCE OF FOXES" (Fox-1949) med musik af Alfred Newman, som foruden komponist også var en fremragende dirigent, og som interesserede sig meget for det rent tekniske. Han indspillede ofte musikken med 2 mikrofoner. En foran orkesteret og en bagved for at opnå en ”fed” (mono)lyd. I dette tilfælde var de 2 mikrofoner ikke i fase, hvorved man med dagens computerteknik er i stand til at adskille indspilningerne fra de 2 mikrofoner til 2 separate spor og derved frembringe en ægte stereogengivelse. Det er fantastisk at høre en sådan indspilning i dag, som dog ikke kan måle sig med nutidens digitale teknik, men det lyder alligevel forbavsende levende.
 
 
Den anden film er "THE GHOST AND MRS. MUIR" (Fox-1947) med musik af Bernard Herrmann, som blev indspillet på 35 mm optisk tonespor i 2 kanaler for bedre at kunne redigere musikken til dialogen i filmen. Denne musik lyder også i en forbavsende levende og klar gengivelse, selvom det optiske tonespor har et frekvensområde på omkring 50-8000 Hz. Der findes flere af disse gamle indspilninger helt tilbage fra 1936, som er udgivet på CD i stereo. Ingen af de ovenfor nævnte film er Wide-Screen film, men det siger lidt om forarbejdet og udviklingen i forbindelse med lydarbejdet inden for filmindustrien, som har haft stor betydning for nutidens teknikker.
 
 

Ice Station Zebra

 
"ICE STATION ZEBRA" (MGM-1968) var en film som blev præsenteret som en Cinerama film, - hvad den absolut ikke var. Filmen blev optaget med 65mm kameranegativ og kopieret over på 70 mm og 35 mm prints. Super Panavision (70 mm) udgaven var med stereofonisk lyd og 35 mm udgaverne i CinemaScope var med optisk mono lyd. Filmen blev optaget i MGM’s egne studier i Hollywood og enkelte scener i San Diego. Det ser lidt komisk ud, når man ser billeder fra optagelserne, hvor instruktøren og andre bag kameraet står i bermudashorts og selve indspilningsstedet er indhyllet i (kunstig) sne med skuespillere i kraftig vintertøj. Komponisten blev Michel Legrand, hvilket var et lidt usædvanligt valg, da Legrand var en forholdsvis ukendt komponist og ikke fortrolig med arbejdet i Hollywood.
 
 
Han havde været filmkomponist i ca. 10 år, da han fik denne store opgave, og han var mest kendt i Europa som jazz-komponist og her skulle nu laves et symfonisk filmscore med et stort orkester. Musikken blev indspillet på MGM Studios Scoring Stage fra den 6. til den 9. maj 1968. Der blev udgivet forskellige LP-plader med en del af musikken og senere på CD. I 2003 udgav Film Score Monthly (USA) en CD med næsten hele det komplette indspillede musik med en total tid på i alt 79:20. Musikken er storslået og meget symfonisk og lydkvaliteten i denne restaurerede udgave er helt i top.
 
 

Ben Hur

 
"BEN HUR" (MGM-1959) er en af de helt store film, hvor alle sejl blev sat til. I Danmark fik filmen premiere den 19. februar 1962 og der blev lavet et større biografprogram på dansk med en nærmere forklaring om filmens tilblivelse og de medvirkende, samt tekniske detaljer. Filmen blev optaget med MGM’s Camera-65 (negativet) og blev udgivet i såvel 70 mm 6-sporet stereofonisk lyd og 35 mm CinemaScope format. Komponisten var Miklos Rozsa, som var en af MGM’s topkomponister. Han kom oprindelig fra Budapest i Ungarn, hvor han havde gennemgået en klassisk musik uddannelse. Han startede sin filmmusik karriere i London i 1937 af pengenød og springet til Hollywood kom i 1940 i forbindelse med musikken til The Thief of Bagdad, som på grund af 2. verdenskrig ikke kunne færdiggøres i England. Miklos Rozsa gjorde Hollywood til sit nye hjem og komponerede musik til mange af de store film som f.eks. "Quo Vadis", "Ivanhoe", "Julius Caesar", "King of Kings", "El Cid" m.m., men også inden for mange andre genrer. Hans musik er som regel meget symfonisk og let genkendelig i sin opbygning, når man hører det som ren musiknydelse.
 
 
Han har også komponeret forskellige klassiske værker og optrådt som dirigent ved mange koncerter. Der blev udgivet mange albums med musik fra "Ben-Hur" i årenes løb, - både LP og CD, men aldrig med den helt originale musik og aldrig komplet. I 1996 udgav Turner Entertainment et album med 2 CD’er og en omfangsrig bog. Dette album indeholder al musik som blev komponeret og indspillet til filmen. Herunder også musik, som ikke blev benyttet i filmen og også de få indspilninger som blev lavet i Rom, hvor filmen blev optaget. Det var planen at al musik til filmen skulle indspilles i Rom, men af økonomiske årsager blev det meste musik indspillet i MGM’s studier i Hollywood med The MGM Studio Orchestra, - og gudskelov for det, - ellers havde vi i dag ikke haft de fine bevarede optagelser til restaurering af musikken. De få optagelser som blev lavet i Rom er kun lavet i reduceret 3 spors teknik og lydkvaliteten er ikke på højde med det som blev optaget i Hollywood. Men det hele findes på dette fremragende dobbeltalbum med udførlige data og en nærmere beskrivelse af hvert tema. Et tema fra filmen – Parade of the Charioteers – er ofte blevet benyttet ved olympiader. Miklos Rozsa døde i en alder 88 år i 1995 i Hollywood.
 
 

Lawrence of Arabia

 
"LAWRENCE OF ARABIA" (Columbia-1962) var ikke en Hollywood film, men helt igennem en engelsk produktion af den legendariske instruktør David Lean. Filmen er et sandt mesterværk og heldigvis er både filmen og musikken restaureret, ligesom musikken for nylig er genindspillet i en meget troværdig komplet udgave, så det næsten ikke er til at høre forskel fra det originale. Filmen blev optaget på 65 mm film og kopieret over på 70 mm med stereofonisk lyd og selvfølgelig i 35 mm CinemaScope. Det er en af de film som helst skal opleves i en biograf med et stort lærred, - også selv om vi i dag i mange hjem har store fladskærme med masser af højtalere. Filmen er simpelthen en totaloplevelse, både hvad angår skuespiller præstationer, kamera arbejdet af Fred A. Young – som er unikt, og sidst men ikke mindst musikken, som er i en klasse for sig. Og det er ganske interessant, idet komponisten blev den helt ukendte franskmand Maurice Jarre (1924-2009), - og det ved et tilfælde. Da filmen efter flere år var ved at være færdigklippet og der var meget kort tid til premieren i London skulle der først findes en komponist. David Lean havde tidligere benyttet Malcolm Arnold til filmen "The Bridge on the River Kwai", men Arnold kunne ikke arbejde under et så kort tidspres. Andre komponister som kom på tale var bl.a. Eric Rodgers, men hans forslag til musik fandt ikke gehør, og den amerikanske komponist Bernard Herrmann, som boede i London på det tidspunkt, krævede for høj en sum. Ved et tilfælde kom David Lean i kontakt med Maurice Jarre som var i London i forbindelse med en koncert. Jarre var klassisk uddannet og havde bl.a. studeret arabisk musik, som adskiller sig en del fra den vestlige musik. Da Lean hørte Jarre’s forslag til musik blev han straks valgt som komponist, og inden for 6 uger komponerede og indspillede Maurice Jarre noget af det flotteste originale musik der nogensinde er komponeret til en film. Det var en helt igennem fantastisk præsentation, som krævede at Jarre måtte arbejde dag og nat i ca. 6 uger.
 
 
I filmens fortekster står pudsigt nok anført, at musikken er dirigeret af Sir Adrian Boult. Dette skyldtes at filmen til dels fik økonomisk støtte af den engelske stat og derfor skulle der i filmens credits helst figurere en del engelske kunstnere. Men Sir Adrian Boult dirigerede ikke en takt af musikken. Maurice Jarre klarede selv denne opgave på Shepperton Soundstage i London med The London Philharmonic Orchestra. Musikken har været udgivet af flere gange på LP og EP, men aldrig i komplet udgave og som regel ikke i særlig god kvalitet. Varese Sarabande har i 1990 udgivet en CD med musikken i en restaureret udgave og med at par enkelte ”bonustrack”, som ikke var på LP-udgivelserne. Men dette album er heller ikke komplet, da en del af den indspillede musik er gået tabt. Man har således kun LP masterbåndet. Dette er der rådet bod på i 2010, hvor Tadlow Records udgav en dobbelt CD med al den musik som blev komponeret til filmen ud fra Maurice Jarre’s originale partitur. Musikken er i denne udgave indspillet med The City of Prague Philharmonic Orchestra dirigeret af engelske Nic Raine. Det er en usædvanlig flot indspilning, - både kunstnerisk og teknisk. Der findes også et andet album med The Philharmonia Orchestra dirigeret af Tony Bremner som blev udgivet i 2000 af Silva Screen Records (UK). Dette album er ikke komplet, men indeholder dog mere musik end det originale fra Varese Sarabande, - og lydkvaliteten er også på denne indspilning fremragende.
 
 

The Robe

 
"THE ROBE" (Fox-1953) var den første film i CinemaScope og med 4 sporet stereofonisk lyd. Et bibelepos i bedste Hollywoodstil. ”Det moderne mirakel som kan ses uden briller!” Med den bemærkning var tænkt på ét blandt mange forsøg på at trække publikum væk fjernsynsskærmen, - nemlig 3-D film, - som krævede at publikum skulle bære nogle særlige briller under filmforevisningen. Det var lidt forskelligt, hvordan filmen var lavet. Ved nogle film skulle de særlige 3-D briller bæres under hele forevisningen og ved andre skulle de først benyttes når det blev bekendtgjort. Men nu kom CinemaScope der med ét gjorde biograflærredet ca. dobbelt så bredt, som man havde været vant til, og der gjorde 3-D film med irriterende briller unødvendigt. Og som noget nyt – stereofonisk lyd. OK - nogen havde allerede oplevet det store lærred med stereofonisk lyd med Cinerama i 1952, - men det var kun ganske få steder dette kunne ses.
 
 
Nu kom et system som ikke krævede de store ændringer i de almindelige biografer og som rent økonomisk kunne klares inden for rimelighedens grænser. Alfred Newman komponerede musikken i bedste symfoniske stil. Newman var på det tidspunkt leder af 20th Century Fox’s musikafdeling. I 1933 komponerede han den kendte melodi til Fox-logoet. I 1954 blev melodien udvidet nogle sekunder så den passede til CinemaScope formatet og den bruges stadig i dag. Musikken er udgivet af flere gange på LP i en såkaldt re-recorded version – d.v.s. en version som Alfred Newman indspillede specielt til pladeudgivelse. I 1993 udgav Fox Film Scores en CD med næsten det komplette originale musik fra filmen. Musikken på denne CD er således det originale som blev indspillet til filmen i juli/august 1953 ved Fox Scoring Stage i Hollywood. Der er senere udgivet en dobbelt CD med endnu mere original musik fra filmen af Varese Sarabande (USA). Dette album er kun udgivet i ganske få eksemplarer og er stort set umuligt at erhverve.
 
 

2001: A Space Odyssey

 
"2001: A SPACE ODYSSEY" (MGM-1968) blev også præsenteret som en Cinerama film, men i virkeligheden var filmen optaget med Panavision udstyr på 65 mm negativer i Technicolor og overført til 70 mm i 6 spors stereofonisk lyd og 35 mm cinemascope med 4 sporet stereofonisk lyd. I forbindelse med genudgivelsen i 2001 blev filmen lave i DTS 70 mm – et digialt system. Filmen er i dag lidt af en cult film. Der er egentlig ingen handling i filmen, men mange effekter som nok har den største virkning i en biografsal på et stort lærred. På en almindelig hjemme-fladskærm virker filmen lidt bedaget. Den kan slet ikke sammenlignes med "Star Trek" og Star Wars film. Musikken er en historie for sig og nogen vil nok mene - en tragedie. Til at komponere musikken blev ansat den legendariske amerikanske komponist Alex North (1910-1991) som var et godt valg. Alex North var en af første amerikanske komponister som benyttede jazz-musik i film og han kunne håndtere større filmproduktioner, som f.eks. "Spartacus" (1960) og "Cleopatra" (1963), og denne film krævede helt speciel musik, som Alex North kunne mestre.
 
 
Stanley Kubrick havde ved klipningen benyttet (temp-track) musik af bl.a. Richard Strauss – Also Sprach Zarathustra – og Kubrick ønskede at North komponerede noget musik, som kunne ligne dette tema. Det er almindeligt, at der i forbindelse klippearbejdet midlertidig benyttes færdigindspillet musik fra andre film og klassiske værker for at finde ud af, i hvilken retning instruktøren og producenten ønsker at gå rent musikalsk, - og det kaldes temp(orary)-track. Det er noget enhver filmkomponist frygter, da han således ikke vil have frie hænder. Men North komponerede et tema som lignede Also Sprach Zarathustra og komponerede derudover yderligere musik til og med filmens Intermission, hvorefter han fik besked på, at hans arbejde ikke længere var nødvendigt. Alex North fik sin betaling for arbejdet, men stor var skuffelsen, da han umiddelbart efter premieren så filmen, og kunne konstatere, at ikke en takt af hans musik var benyttet, men i stedet var indlagt færdigindspillet musik af forskellige klassiske komponister. Den musik Alex North nåede at komponere blev ny-indspillet og udgivet i 1993 af Varese Sarabande med The National Philharmonic Orchestra dirigeret af kollegaen Jerry Goldsmith (1929 - 2004). Senere blev fundet et bånd med det originale musik som var indspillet i studiet med Alex North som dirigent og Intrada Records (USA) udgav i 2007 en CD med denne musik. Musikken som Stanley Kubrick benyttede blev udgivet på flere forskellige LP og CD albums. I 1996 og senest i 2001 udgav Turner Records en CD med de komplette benyttede klassiske værker plus bonus-tracks, samt en lille bog, der fortæller om filmens tilblivelse med forskellige fotos. Men mange vil nok mene, at det havde været et plus for filmen, hvis den musik Alex North komponerede var blevet benyttet.
 
 

Vertigo

 
"VERTIGO" (1958) er optaget i VistaVision og teknikken bag dette specielle og unikke format er beskrevet udførligt på biografmuseet.dk. Men for at genopfriske det kort, - optages filmen på 35 mm negativ horisontalt, hvorved der benyttes et betydelig større areal på negativet med bedre klarhed til følge. Filmen kopieres derefter over på normal 35 mm film som wide screen format. Enkelte biografer viste dog filmen i 35 mm horisontale udgaver og det har helt sikkert været et utrolig flot billede. Filmen er i 1996 restaureret fra det originale 35 mm vistavision negativ og over på 70 mm kopier og 35 mm kopier og fremstår i dag med en utrolig flot skarphed og klarhed i farverne.
 
 
Musikken er komponeret af Alfred Hitchcock’s hofkomponist Bernard Herrmann (1911-1975) og musikken til denne film regnes for noget af det bedste musik Herrmann komponerede til en Hitchcock film. Normalt dirigerede Herrmann altid selv sin musik, men i dette tilfælde var det ikke muligt, da der i USA på det tidspunkt var strejke blandt studie musikerne. Musikken måtte derfor indspilles i London med Muir Mathieson som dirigent. I sympati valgte Bernard Herrmann ikke at dirigere musikken i London. Efter at Londonmusikerne strejkede i sympati, måtte de sidste optagelser indspilles i Wien, - stadig med Muir Mathieson som dirigent. Musikken fra filmen er udgivet flere gange på LP og i en restaureret udgave i 1990 på CD fra Mercury Records. Denne udgave indeholder kun det musik som blev indspillet i London, men er bestemt lytteværdig. I 1996 udgav Varese Sarabande pudsigt nok 2 CD’er med musik fra denne film. Først en gen-indspilning med det komplette musik med The Royal Scottish National Orchestra dirigeret af Joel McNeely. Kort tid efter samme år udkom en CD med det (næsten) komplette musik indspillet i London og Wien i en vellykket ny remastered udgave. Det er her tale om virkelig lytteværdig musik af høj kvalitet og om den originale version købes eller gen-indspilningen er en smagssag.
 
 
 
Gå: tilbage - op
Opdateret mandag, 01 januar 2024 18:16:58