biografmuseet.dk
Forord | Søg | Kontakt
Skriv din historie

Danmarks Biografer
Oversigt
Stoleplaner
Litteratur
Biografkalender
Lærredstørrelser

Roadshow
3 Falke Bio
Europa Bio
Kinopalæet
Grand Teatret
Imperial Bio
Lido
Folketeatret


Store Filmformater

70mm Film
Todd-AO / Cinespace 70
Ultra Panavision 70
Super Panavision 70
CineMiracle
Sovscope 70
Super Technirama
Cinerama
Dimension 150
Cinema 180
SHOWSCAN
IMAX Dome
Motion Master

Nyt på biografmuseet

2017 | 2016 | 2015
2014 | 2013 | 2012
2011 | 2010 | 2009
2008 | Nyhedsarkiv

Bibliotek
Interview mm.
Film- og Kinoteknik
Filmfestival
Det Store Udland
Sensurround
 

Biografmuseet's Mission
Fra Bornholm til Skagen, Todd-AO er sagen: Læs om 70mm og Cinerama med de store knivskarpe billeder og fantastiske magnetlyd
• Artikler, nyheder og billeder fra den danske biografhistorie
• Alle læsere er inviteret til at skrive deres historie om oplevelser i de danske biografer

Indhold | Opdateret
Ris & Ros | Ansvar
 

Åbnet 1. januar 2005

Copyright © 1985 - 2070 "biografmuseet.dk". Alle rettigheder forbeholdes.
 

eXTReMe Tracker

Besøg in70mm.com om 70mm film, Cinerama og alle de store filmformater

in70mm.com

 

En hel dag i selskab med 70mm film i Biffen i Aalborg

Tilbage til forsiden
Skrevet af: Tommy Hald Dato: 30.04.2014
Tommy Hald og Thomas Hauerslev. Foto Thomas Hauerslev

Først lidt om mig selv. Jeg begyndte at vise film i 1978 i Saga 1+2 i Holstebro. Siden har jeg været operatør i forskellige biografer i Nordjylland hvor jeg bor nu, og har siden 1995 været tilknyttet Pandrup Kino. I dag er arbejdet frivilligt, og noget jeg gør ved siden af mit arbejde som journalist på TV2/NORD.

3 ting slog mig i dagens løb under 70mm filmtræffet.

At 13 timer kunne gå så hurtigt. Første film gik i gang klokken 10 og sidste film sluttede kort før klokken 23. Det er dæleme mange timer, men det overraskede mig hvor hurtigt de gik. Selv om jeg havde set de to film før, endda mange gange, også i 70mm, så slog det mig, hvor godt jeg føler mig underholdt, når jeg ser 70mm film.

Det der også slog mig under arrangementet var, at vi pludselig igen begyndte at snakke om kopier. Var det en god eller en dårlig kopi vi havde set. Den snak er for længst forstummet i den biograf hvor jeg til daglig viser film. Eller viser film er vel for meget sagt. I virkeligheden tjekker jeg, når jeg møder, om projektoren er væltet eller stjålet i natten løb, og så holder jeg øje med om der er film på lærredet undervejs. Det sidste er i virkeligheden det, der i dag er lønnen ved mit arbejde, og faktisk er det det, der gør, at jeg har holdt fast i branchen i alle de år. Derfor har jeg kunnet tilgive digitaliseringen, for pludselig var billedet på det nye lærred skarpt og ordentligt belyst og lyden var fantastisk, selv om jeg arbejdsmæssigt var blevet funktionstømt som operatør. Jeg er bombet tilbage til min tid som piccolo for mange år siden og skal kun rive billetter af og rydde op i salen efter filmen. Men det gør ikke noget. For filmene – dem det hele drejer sig om – bliver pludseligt præsenteret på en helt anden og bedre måde.

Nå men tilbage til kopien. En kopi er i dag ikke en kopi, men en klon. Den har et liv, fra den dag den bliver klonet til den dag den bliver slettet på en server, men den forandrer sig ikke undervejs.
 
Læs mere her:

Biffen's 70MM Event, Galleri

70MM Film Event i Biffen, Aalborg 26. april 2014

Oliver Todd Interview

Det helt store format

2001 Jagten på den forsvundne filmkopi

70mm Entusiast Johan Wolthuis Kommer til Byen

Biffen på Biografmuseet

Internet link:


biffen.eu


 
Indgang til bio A. Bemærk Todd-AO skiltet. Foto Thomas Hauerslev

En filmkopi derimod har et liv, fra den forlader laboratoriet, til den til sidst bliver sendt til forbrænding. Undervejs får den ridser, skrammer og støv på sig og det ses på lærredet. For 70mm film kan der endvidere ske det, at lyde kan forsvinde eller nye lyde dukke op på magnetlydsporet. En magnetlygte, placeret alt for længe på et tallerkenbord, indspille for mange år siden en ny lyd på den danske kopi af ”Rumrejsen år 2001”. En underlig lyd, som en dør der blev lukket med en dump lyd, blev dengang gentagne gange afspillet i effektkanalen kort før pausen i filmen. Jeg tog mig i at lytte efter, men den dumpe lyd af døren var der ikke, for det her var en anden kopi, og derfor havde den en anden historie. Den slags historier samler nutidens digitale kopier ikke op. De forsætter deres perfekte - men kedelige liv - indtil de til sidst bliver slettet.

Til sidst slog det mig at billeduroen var der igen. Da "West Side Story" foldede sig ud på det store buede lærred fik jeg øje på den. Den der lille sitren i billedet. Ikke så meget at det forstyrrede, men lige akkurat så meget at det fortalte mig, at det her en film, vi kigger på, og ikke en digital kopi. Pludselig var jeg igen biografoperatør og sad og glædede mig over at ridserne var så tynde (de bliver jo ikke forstørret så meget i 70mm som de gør i 35mm), og så så jeg dem igen - overkørselsmærkerne. I dag bruges de ikke til noget, men engang var de vigtige. Engang sad jeg selv på en stol, i et operatørrum ved siden af en Philips DP70 maskine. En maskine som var skarpladt med den næste rulle 70mm film. Min finger hvilede på motorknappen og mit blik var fæstnet på øverste højre hjørne af filmen nede i salen. Som man kigger en slange i øjnene sad jeg og stirrede på hjørnet af lærredet. Bange for at blinke, bange for at kigge væk for lige en ekstra gang at tjekke om jeg havde husket at låse den øverste spole. I det hele taget bange for at overse det lille mærke, og dermed misse overkørslen. Et stjålent blik til den næsten tomme spole på den anden maskine – hvor hulan bliver det mærke af? DER var det. Tryk på knappen. Tjekke at alt starter som det skal. Flytte fingeren over til overkørselknappen. Kigge igen ned på øverste højre hjørne af lærredet efter det næste mærke. Helt anderledes rolig denne gang, for jeg ved lige præcis hvornår det kommer. I mit højre øre kan jeg høre at maskinen kører som den skal og DER var det andet mærke. Trykke på knappen og filmen og handlingen flytter ubemærket over på den maskine jeg sidder ved. I lørdags kunne jeg tage det roligt, og jeg behøvede ikke springe op fra stolen og fare op i operatørrummet, da mærkerne dukkede op. Alligevel vækkede de minder – gode minder fra en for mig svunden tid.

Tak for det.
 
 
   
Gå: tilbage - op
Opdateret søndag, 17 december 2017 07:41:09