Herning fik nyt Biografcenter |
Tilbage til
forsiden |
| Samlet af: Johs. Wienberg-Larsen, først offentliggjort 1. oktober 1999 | Dato: 15.10.2017 |
 Ejnar
"Kørelærer" demonstrerer, at filmmaskinen i Skodborg Bio i
Forsamlingshuset stadig virker perfekt. For sidste gang satte han støm
på maskinen, inden jeg overtog den med visse planer.Herning har fået et nyt filmcenter, BioCity, med lærreder som husgavle og lyd som løbske jetmotorer. Jo, der bliver noget at glæde sig til for filmelskere. Inkluderet undertegnede, der naturligvis fryder sig over al den teknik og de gode, komfortable forhold, der findes i dette moderne filmhus. Tænk, seks sale med behagelige lænestole til det imponerede publikum. Jo, det skal nok trække folk væk fra flimmeræsken derhjemme. Det ligger nok i sagens natur, at jeg glæder mig. Jeg var nemlig i mine unge dage filmoperatør i den forlængst nedlagte Bio, Søndergade i Herning. Da var der skam også knald på gryden, når en ungdommelig Poul Reichhardt foldede sig ud med al sin charme eller slog på næven, så man kiggede ængsteligt ned i gulvet; eller en purung Lone Hertz fik ens puls til at stige faretruende. Og så teknikken; den var et kapitel helt for sig. Det kraftige lys i filmmaskinen blev til på den måde, at to kulstænger takket være en sindrig mekanisme førtes mod hinanden, og en plus- og minus-jævnstrøm sendtes igennem kullene, så der dannedes en lysbue. Det hed kulbuelys, og var varmt; både billedligt talt og rent fysisk. Billederne på lærredet havde en flot, flødehvid tone, som også var god, da farvefilmene kom. Men systemet udviklede en gevaldig varme i filmmaskinen, der derfor var forsynet med en pejseskorsten oven ud fra operatørrummet. Jeg har nogle gange kørt film af den gamle, brandfarlige slags! Hvis der gik ild i en film, var der kun én regel: Slukke ved hovedafbryderen, smide et asbesttæppe over maskinen - og så forsvinde ud i løb. Det var uhyre giftige luftarter, der blev udløst ved sådan en brand, der udviklede sig eksplosionsagtigt. Det forblev heldigvis kun teori i min filmtid, og efterhånden kom filmene på et ikke-brændbart plastic-materiale. Det skal lige tilføjes, at lyset i filmmaskinerne i dag frembringes ved en helt anden teknik. Xenon-lys hedder det, en slags gløde-»pære« anbragt i maskinens lampehus. Vi fik filmene hjem via udlejeren eller fra det foregående spillested i kraftige papæsker med 600 meter film i hver. En film var fra ca. 2200 meter op til godt 5000 meter. Nu gjaldt det om at få disse 600 meter film lagt fra æsken over på metalspoler og helst uden at smide filmen hen ad gulvet. For så betød det helt sikkert aflysning af en forestilling. Hvis man én gang har prøvet at stå og rulle 600 meter film op på en metalspole, bliver man ligesom mere forsigtig i bevægelserne, når processerne udføres. Datidens teknik - tja, der var to filmmaskiner. Når en spole med 600 meter - 21-22 minutters spilletid - var ved at være færdigspillet, blev kulbuelyset tændt i maskine to. Der lød et kraftigt piiis-s-t-t-tt, når kulbuestængerne fik strøm og lyset tonede op. Når man så to huller i et glimt i øverste højre hjørne nede på lærredet, startedes maskinen, og nogle sekunder senere kom igen to huller i filmen. Det var signalet til, at der skulle køres over på den nye maskine. Det sidste foregik ved, at en stang, monteret på skinner, med to metal-blændelåger foran maskinernes objektiver (linser) førtes til siden. En låge gik for maskine ét, mens lågen ovre ved maskine to gled fra. Det nye billede var på, uden publikum opdagede noget. Lyden blev kørt over samtidigt, ved at en stålsplit på stangen med lågerne slog til en kontakt, idet der blev blændet over, og lyden var - vupti - med ovre på den nye maskine, mens den blev afbrudt på første maskine... |
Læs mere her: Min Barndoms Biograf Internet link: wienberg-larsen.dk |
 Her
sætter Ejnar "Kørelærer" for sidste gang strøm på det tekniske i
oparatørrummet i Skodborg Forsamlingshus - Skodborg Bio. Han fortalte,
at der 1963 blev investeret i CinemaScope-anlæg og et nyt moderne
højtaleranlæg. Skodborg Bio lukkede i 1971Ikke perfekt - Jo, jeg har prøvet i min elevtid at køre over til maskine to for tidligt, så der lød buuh-brøl og tramp nede fra salen. Jeg følte dog - som så ofte siden, hvis noget er gået galt - at jeg var aldeles uskyldig, for der var nogle ridser og lidt flimmer på filmstrimlen, og jeg troede at have set signalerne til spoleskift. »Det var sandelig en kedelig situation, Larsen«, blev der sagt med alvorlig mine fra mine læremestre. Jeg har også en enkelt gang ved en 16-forestilling søndag eftermiddag glemt at sætte nye kulstænger i kulbuelampen, så billedet blev noget mørkt, ja, nærmest brunt, da den ene kulstang efterhånden slap op. Biografdirektør Andersen var tilfældigvis ikke lige i biffen den eftermiddag. Nej, den med at smide filmen hen ad gulvet har jeg aldrig præsteret. Det ville også helt sikkert have givet mig et chok for livet. Og hvad var så det bedste? Jo, nu skal det frem: Jeg elskede at dæmpe lyset i salen. Dengang var der ikke automatisk dæmpesystemer. Jeg følte, det var sejt at dreje langsomt på håndtaget til transformeren og se ud ad glughullet i muren, hvordan folk nede i salen fik travlt med at finde deres pladser. Lyset i salen blev til skumring og efterhånden til tusmørke, og så den herlige følelse: At trykke på knappen til fortæppet - og se det store stykke stof glide til side, mens lærredet dukkede frem i baggrunden. Og så - lukke op for maskine ét og opleve Gutenberghus-reklamefilmen med de skægge scener tone op. Dengang var man ikke trætte af reklamer - fjernsynet var jo kun en bi-ting! Sikken herlig følelse! Nå, men det var dengang; det kan ikke nytte at svømme hen i nostalgi og gamle frynser. De fleste ved sikkert, at lyden ligger i siden på filmen, enten som et optisk spor eller som flere magnetspor ved siden af hinanden. Sådan var det dengang. Nu om dage styrer signaler på filmen en CD-skive, som indeholder al den lyd, man kan ønske i et hav af spor - kanaler - til forstærkere og højttalere placeret rundt om i salen. Så kan en del af lyden føres til højttalere bag lærredet, andre lyde til siden og bag i salen og endelig føres en del af lyden til en kæmpe subwoofer eller to nede midt for lærredet. |
|
 Ejnar
"Kørelærer" - Ejnar Christensen - tænder for sidste gang filmmaskinen i
den gamle biograf... Direktør Ejnar Christensen åbnede Skodborg Bio i
1948 med plads til godt 200 personer. Det skete i Skodborg
Forsamlingshus. Skodborg Sogneråd var bevillingshaver.Det satte tanker i gang, da jeg på Trehøje-redaktionen læste i »Kildebakkeskolens Filmklub«s program; tænk, nederst på en side stod med store typer: »Film på rigtigt lærred«. Er det ikke herligt i disse tv-tider? Film skal nemlig ses på rigtigt lærred! Jeg har i de unge, dristige dage haft visse planer i retning af at blive biografejer. På et tidspunkt var jeg - som tidligere omtalt - lige ved at købe Engesvang Kino af Mary og Kaj Sørensen. Men de store teatre overtog de gode film, og bundskrabet kunne gå ud til de små provins-biografer. Jeg havde den store oplevelse at træffe Ejnar "Kørelærer" Christensen, da han for sidste gang satte strøm på det tekniske i oparatørrummet i Skodborg Forsamlingshus, og han fortalte spændende om tiden, da film var en sensation, specielt gode danske familiefilm og børnefilm lørdag eftermiddag... Kalee-Vulcan filmmaskinen fik jeg, og jeg fik den til at fungere derhjemme, men den sluttede sine dage hos en skrothandler. Synd med den flotte maskine?! Javel, men hvad skulle jeg med den. Jeg havde andre planer. Heldigvis! Jeg tilbød nogle gange Danmarks Fotomuseum i Herning filmmaskinen, mod at de selv hentede den, men de havde vist ikke den store interesse i at få den, selv om de takkede ja. Du har måske gættet det? - Film er noget klodset stads, der sendes rundt til biografteatrene på store spoler. 35mm film fylder og vejer, og det kræver et stort mekanisk apparatur at vise dem i biograferne. Januar 2012 er det slut med traditionelle 35mm film i Hernings biografcenter, BioCity. Fremover er alt digitaliseret - film fremsendes på skiver eller on-line, de loades ind i store computere og fremvises digitalt på helt specielle, fantastiske projectorskærme, og et hav af højttalere rundt i salen bringer en lyd ud til publikum, man hidtil kun har drømt om. Fremtiden er digital. Der er ikke nær de store omkostninger ved at mangfoldiggøre film i digitaliseret form, som ved de gammeldags 35mm filmstrimler. En Biograffilm kostede op mod 20.000 kr. at kopiere. - En digitaliseret film: 0 kr. Film skal stadig ses i biografen...! |
|
|
Gå:
tilbage
- op Opdateret mandag, 01 januar 2024 18:17:19 |
|