biografmuseet.dk
Forord | Søg | Kontakt
Skriv din historie

Danmarks Biografer
Oversigt
Stoleplaner
Litteratur
Biografkalender
Lærredstørrelser

Roadshow
3 Falke Bio
Europa Bio
Kinopalæet
Grand Teatret
Imperial Bio
Lido
Folketeatret


Store Filmformater

70mm Film
Todd-AO / Cinespace 70
Ultra Panavision 70
Super Panavision 70
CineMiracle
Sovscope 70
Super Technirama
Cinerama
Dimension 150
Cinema 180
SHOWSCAN
IMAX Dome
Motion Master

Nyt på biografmuseet

2016 | 2015 | 2014
2013 | 2012 | 2011
2010 | 2009 | 2008
Nyhedsarkiv

Bibliotek
Interview mm.
Film- og Kinoteknik
Filmfestival
Det Store Udland
Sensurround
 

Biografmuseet's Mission
Fra Bornholm til Skagen, Todd-AO er sagen: Læs om 70mm og Cinerama med de store knivskarpe billeder og fantastiske magnetlyd
• Artikler, nyheder og billeder fra den danske biografhistorie
• Alle læsere er inviteret til at skrive deres historie om oplevelser i de danske biografer

Indhold | Opdateret
Ris & Ros | Ansvar
 

Åbnet 1. januar 2005

Copyright © 1985 - 2070 "biografmuseet.dk". Alle rettigheder forbeholdes.
 

eXTReMe Tracker

Besøg in70mm.com om 70mm film, Cinerama og alle de store filmformater

in70mm.com

 

Samtale med Jan Harlan, Film Producer
Jan Harlan (1937) fortæller om sit arbejde for Stanley Kubrick som assistent og producer, undervisning og den store Stanley Kubrick udstilling. Jan Harlan var på besøg i "Bio" i Nykøbing Mors, Danmark den 23. Januar 2016 for at give et 2-dages Producer Work Shop Seminar for unge danske filmstuderende.

Tilbage til forsiden
Interviewet og fotograferet af: Thomas Hauerslev. Renskrevet fra lydfil af Margaret Weedon, London. Redigeret for in70mm.com af Mark Lyndon, London. Oversat og redigeret til dansk, januar 2017Dato: 14.01.2017
Jan Harlan på besøg i "Bio" i Nykøbing Mors, Danmark den 23. Januar 2016.

Thomas Hauerslev: Hvordan startede du i filmbranchen og hvordan endte du med at blive Stanley Kubrick's producer?

Jan Harlan: Indtil 1969 var jeg ansat i en virksomhed med kontorer i Zürich, Wien og i New York. Omkring 1963-64 arbejdede jeg i New York, og dér kom jeg tættere på Stanley, som jeg allerede kendte meget godt, da han havde været gift med min søster Christiane siden 1957. Stanley forberedte på det tidspunkt ”RUMREJSEN ÅR 2OO1” i tæt samarbejde med Arthur C. Clarke, der skrev historien. Hele Kubrick familien flyttede derefter til England for at producere "2OO1", imens jeg flyttede tilbage til Zürich og fortsatte mit eget arbejde.

Vi besøgte jævnligt familien i England hvor Stanley og jeg snakkede meget om musik, fordi det var et område hvor vi var jævnbyrdige. I 1969 spurgte han mig om at jeg ville arbejde for ham i et års tid og tage til Rumænien for at forberede "Napoleon", det store filmprojekt han arbejde på. Mit firma bakkede mig op og gav mig den nødvendige orlov. Mit job for Stanley krævede tyskkundskaber for at tale med folk i Rumænien, der ikke talte engelsk. Jeg er født i Karlsruhe og taler sproget, det gjorde Stanley ikke. Jeg skulle forhandle, lave aftaler, og organisere ting og sager.

Min familie og jeg flyttede til England for en kort stund, fordi planen var at tage til Rumænien med Stanley. Desværre trak MGM sig ud af "Napoleon" projektet, hvilket var et hårdt slag for ham. Vi var klar til at flytte tilbage til Zürich, da Stanley foreslog, at vi blev i England, så jeg kunne arbejde for ham istedet. Vi kunne lide hinanden, og min kone forelskede sig i England, så vi besluttede os for at blive. Noget af det første jeg gjorde, var at sikre os rettighederne til Arthur Schnitzler's "Drømmenovelle" /  "Traumnovelle" fra 1926. Det var meningen, at det skulle være vores første film for Warner Brothers. Aftalerne var indgået, underskrevet, med budget, tidsplan og det hele, og så trak Stanley sig fra projektet. I stedet lavede han "A Clockwork Orange", som var meget lettere at gå til med den fremadskridende handling. Det var ikke svært at skrive manuskriptet, det var næsten som "cut and paste" fra bogen. "Clockwork" blev så min første praktiske erfaring i at lave film som assistent. "Napoleon" blev ikke til noget, "Drømmenovelle" heller ikke, men jeg lærte en masse, foreslog musik og sikrede os forskellige rettigheder. I dette tilfælde skulle vi f.eks. bruge Beethoven's niende symfoni i filmen.
 
Læs mere her:

Bio, Mors

Mit Jyske Roadshow. Til Producerworkshop med Jan Harlan

in70mm.com: Jan Harlan

Filmen ”RUMREJSEN ÅR 2OO1”

2001 Jagten på den forsvundne filmkopi

70MM Film Event i Biffen, Aalborg 26. april 2014

Internet link:


Kunstforeningen Gl. Strand

kubrick2017.dk

stanleykubrick.de

visual-memory.co.uk

facebook.com/StanleyKubrickFilms

indelibleinc.com/kubrick

youtube.com

youtube.com

 
Film er den nyeste kunstform, og den giver os og fremtidige generationer mulighed for at se tilbage.

På en filmproduktion er der er behov for et stort hold af almindelige mennesker, der kan sikre fremdriften i produktionen, og i mit tilfælde sikre de rette tilladelser og finde de rette steder at fotografere osv. Mit arbejde og  filmproduktion er en proces, der ikke har noget med kunst at gøre. Det handler udelukkende om organisatorisk opgaver og om at fremskaffe de nødvendige ting til produktionen. Kunst opstår i dette tilfælde med instruktøren. Jeg har aldrig stillet spørgsmål til Stanley's ønsker, det handlede kun om at finde hvad han skulle bruge. Hvis det ikke kunne lade sig gøre, måtte jeg finde på alternativer, f.eks. at søge tilladelse til at lukke en anden gade end den vi havde planlagt, så vi kunne filme scenerne vi havde planlagt. Det kunne være hvad som helst. Efter "Clockwork" var der en pause indtil Stanley besluttede sig for at lave "Barry Lyndon". Oprindeligt have vi planlagt at filme i England, men vi var nødt til at flytte produktionen til Irland i stedet. Stanley kunne ikke lide at rejse, men blev tvunget til det i dette tilfælde. "Barry Lyndon" var min første film som Executive Producer, en titel, der ikke betyder noget som helst, afhængigt af hvem du arbejde med. Der var executive producers på "Clockwork" som vi aldrig hilste på. Jeg nød meget samarbejdet med Stanley. Jeg elskede ham. Han var meget selvkritisk og han satte altid spørgsmålstegn ved sine egne beslutninger, og han var altid villig til at skifte mening.

Sådan fortsatte det i mange år. Vi forberede flere film, der aldrig blev til noget. "Aryan Papers" var en meget stor opgave. Så var der "A.I. Artificial Intelligence", som Stanley tilbød Steven Spielberg, nogle år senere. Efter "Barry Lyndon" fik Stanley lavet "The Shining" og "Full Metal Jacket", og endelig, efter han opgav at lave "Aryan Papers" og tilbøde "A.I." til Steven Spielberg, fokuserede han igen på Traumnovelle. Det var historien han aldrig glemte, og det blev hans sidste film. "Eyes Wide Shut", 30 år efter han først gik i gang med denne komplekse historie.
 
 
Stanley Kubrick udstilling, Amsterdam, 2012..

Efter hans død blev jeg spurgt af Warner Brothers, om jeg ville lave en dokumentarfilm om Stanley ["Life in Pictures"]. Det ville jeg gerne, og det skulle vise sig at være en meget terapeutisk oplevelse for mig oven på hans død. Jeg var forbløffet over, at alle jeg spurgte, stillede op for at være med. Tom Cruise sprang til som fortælleren - selvfølgelig, hvem kunne ellers gøre det bedre? Selv folk, der normalt er meget private som f.eks. Woody Allen og Jack Nicholson, ville gerne være med i filmen. Det var en stor oplevelse og det viste jo hvor respekteret Stanley var. Efterfølgende lavede jeg også en film for Warner Brothers om den fabelagtige Malcolm McDowell, der hedder "O Lucky Malcolm". Jeg har også lavet en film om Dvorak's cellokoncert med orkesteret International Youth Orchestra med den geniale cellist Alexander Baillie og dirigenten Andreas Mildner. Jeg har lavet to film med de studerende på EFC i Æbeltoft [Den Europæiske Filmhøjskole] - og parallelt med det, har jeg været heldig at arbejde lidt med Steven Spielberg med forberedelserne til hans "A.I. Artificial Intelligence". I de senere år har jeg derfor udviklet en helt ny profession med regelmæssigt arbejde og undervisning på filmskoler over hele kloden.

TH: Fra en baggrund som Executive Producer til at undervise og holde foredrag - fortæl mig om det.

Jan: Det var et tilfælde at jeg kom ind i det arbejde. Jeg blev bedt om at holde foredrag om Stanley Kubrick på forskellige filmskoler. Jeg var ikke særligt god til det i starten. Jeg er ikke genert, og jeg er god til at tale, men jeg skulle lære at være systematisk, så de studerende kunne få noget ud af det. Det tog mig et par år at finde formen. Jeg havde jo stået i lære hos en stor mester. Det vigtigste er at være selvkritisk.

Noget andet er jeg meget involveret i, er udstillingen om Stanley Kubrick. Jeg deltager altid i den første uge, hvor udstillingen åbner. Jeg var i Korea sidst, og i øjeblikket [januar 2016] forbereder vi San Francisco, hvor vi åbner den 30. juni. Næste stop bliver Mexico City den 1. december 2016, og sådan fortsætter det. Vi vil komme til København næste år i september [2017] hvor jeg ser frem til at møde dig igen. Vi har også planer om Hongkong og muligvis Japan. Vi har været i Melbourne, Sao Paulo, Los Angeles, Toronto, Rom og Paris og andre steder. Det ser ud til at fortsætte længe endnu og vi har haft over en million besøgende indtil nu.

TH: Det er unikt at lave en rejsende udstilling af denne størrelse om en filmskaber.

JH: Du har ret det er helt unikt. Stanley smed aldrig noget væk, og han arkiverede alle sine ting med et formål. Han havde for eksempel tre store kasser mærket "Dr. Strangelove". De havde ikke været åbnet i fyrre år eller længere. Og hans kone Christiane konkluderede ganske korrekt, at formålet med at gemme alt dette ikke var, at hun skulle smide det hele væk, så hun har i stedet godkendt denne udstilling. Stanley var ikke specielt et ordensmenneske, men han gemte materialerne fra alle hans film, og det er det, vi bruger i udstillingen. Der udstilles ikke noget privat materiale, men der er mange breve med kollegaer, skuespillere, budgetter, tidsplaner, fotografier, design og manuskriptudkast, modeller og udstyr. Alt det har vi sat sammen, for at vise gæsterne hvor meget forarbejde der skal til, for at lave en god film. Det er ikke let. Der skal virkelig en indsats til for at lave et kunstværk som andre har lyst til at se, eller læse. At lave en god film, er næsten et mirakel, lige som en stor bog, et maleri, en symfoni eller ethvert andet stykke stor kunst.
 
 
Stanley Kubrick udstilling, Amsterdam, 2012. "Moloko Plus".

TH: Er det den samme udstilling fra by til by, eller er det skræddersyet til hvert sted?

JH: Udstillingen er skræddersyet til hvert sted, fordi vi er nødt til at tage de lokale udstillingslokaler i betragtning. I Amsterdam, for eksempel, brugte vi mange store filmlærreder med masser af filmklip, fordi der var plads nok. I andre byer har vi fokuseret mindre på filmlærreder og lagt mere vægt på at vise dokumenter og andet materiale. I alle tilfælde har vi vist film klip på enten TV skærme eller filmlærreder.

TH: Hvad lang tid vises udstillingen hvert sted?

JH: Typisk tre til fire måneder.

TH: Hvornår forventer I, at udstillingen kommer til Danmark?

JH: Tidligst i 2017 [23. september - 14. januar 2018]. Jeg elsker København.

TH: I morges sagde du til studenterne, at film er den yngste af kunstarterne. Hvad mente du med det?

JH: Film. Levende billeder, er en kunstart, der lige knapt er 100 år gammel. Som kunstart er film meget nyt, og det er altid kunsten, der giver os det første indtryk af vores fortid. Det er ikke krigene, de store slag, konger og tyrannerne, man først tænker på - det kommer først senere - allerførst er det kunsten. Det er skuespil, musik, mode og bygninger. "Hvad ved du om det gamle Egypten?" Det første du tænker på er pyramiderne, med hieroglyffer på væggene - og Babylon - du tænker på den fantastiske arkitektur; og barok, du tænker på Bach, Händel og Vivaldi eller de smukke barokkirker; Det er altid kunsten først. Malerierne, selvfølgelig! Jeg ville ikke vide meget om det 18. århundrede, hvis det ikke var for de gamle malere, arkitekter og forfattere. Det er banalt, hvad jeg siger, fordi det er så indlysende. Enhver der tænker over det i to minutter kommer til den samme konklusion.

Film er den nyeste kunstform, og den giver os og fremtidige generationer mulighed for at se tilbage. Der er ingen tvivl om, at når man ser på amerikanske film fra fyrrerne, så du får et godt indtryk af Amerika på det tidspunkt. Og der er ingen tvivl om, at fremtidige generationer vil se film af Ingmar Bergman eller Kubrick og mange andre, for at lære om det tyvende århundrede. Hvis du specifikt ønsker at vide noget om Sverige i perioden omkring 1900 skal du se "Fanny og Alexander". Det er så indlysende.

TH: Det er en lang proces at lave film, særligt i Stanley Kubricks tilfælde. Hvordan besluttede han hvilke film han skulle gå igang med?

JH: For at forklare det, bruger jeg altid et udtryk som alle forstår. Stanley måtte forelske sig i en bog eller en idé. Det skete med "Napoleon" og han var frygtelig skuffet over, at det ikke kunne lade sig gøre alligevel. Han var ikke blot fascineret af emnet, men det var især denne enestående blanding af strålende talent og totalt forfængelighed og dumhed, der fængslede ham. Det er disse ting, der gør historien relevant for os den dag idag. Se dig omkring. Forfængelighed overalt. Jalousi overalt. Disse ting interesserede Kubrick, og han beundrede Napoleon for hans karisma og talent.
 
 
Jan Harlan og Orla Nielsen, den 23. Januar 2016

TH: Hvorfor tror du, Kubrick's film stadig er så tidløse?

JH: Det er fordi de er omhyggeligt lavet af en kunstner. Det er af samme grund du kan nyde en Vermeer, en Rembrandt og en Picasso eller en Van Gogh. Disse malerier blev malet af kunstnere. Omhyggeligt udtænkt, og malet meget omhyggeligt. Det er grunden. Se blot på byggerier. Nogle få har nogle kunstneriske kvaliteter, der får dem til at bestå. Læg mærke til den amerikanske arkitekt Lloyd Wright, for eksempel, eller Le Corbusier eller Hundertwasser, de er alle berømte kunstnere. 95% af alle bygninger rives ned efter 100 år og bliver erstattet af noget nyt. Store arkitekter sætter dagsordenen ligesom de store malere, den store komponist, dramatiker eller romanforfatter - også selvom du ikke kan lide dem. Et interesant eksempel er Richard Wagner. Mange mennesker kan ikke lide ham, men alle andre komponister efter ham har måtte tage hans musik til efterretning, fordi den ændrede musikken. Uanset om det er Mahler, Bruckner eller Strauss, for blot at nævne nogle få - blev de alle inspireret af Wagner.

Det er interessant, at selvom du f.eks. ikke kan lide Picasso, så ændrede han malerkunsten. Han var ligesom et sporskifte på en jernbane. Efter ham gik kunst i en ny retning, uanset om du kan lide det eller ej. Det er dét de store kunstnere kan. Stanley ændrede en gang for alle science fiction med "2OO1". Det er en filosofisk film hvor Kubrick anerkender den store ukendte skabelseskraft af universet. Og jo mere intelligent en person er, jo klarere er det, at der er så meget, vi ikke forstår.
 
 
Jeg respekterer altid de unges reaktioner - de er vigtige.

Kubrick udtrykte sin store respekt for det i "2OO1", og hvad der også er så interessant er, at da filmen kom ud, kunne publikum over 40 år ikke forholde sig til det. Det var de unge teenagere, der sikrede filmens succes. Pauline Kael, den berømte filmkritiker fra The New Yorker sagde, at det var den mest kedelige film, hun nogensinde havde set. Der er der intet en kunstner kan gøre ved. Jeg har intet mod Pauline Kael, hun er strålende. Jeg har læst hendes bøger, hun virkelig en intelligent forfatter - men hvad betyder det?

TH: Jack Nicholson siger smilende i din film "Jamen jeg tror, ​​der var 187 walk outs, og jeg er sikker på, Stanley talte dem"; ved den første premiere.

JH: Ja, det var en katastrofe. Det var et inviteret publikum - det var en velgørenhedspremiere eller noget - billetterne var dyre. Det var det forkerte publikum. MGM burde have inviteret teenagere i stedet. De ville gå amok. Jeg respekterer altid de unges reaktioner - de er vigtige.

TH: Var der andre Kubrick film, hvor I oplevede en anden målgruppe end forventet?

JH: "Barry Lyndon" var et total flop i Amerika og England, men meget, meget vellykket i de latinske lande og i Japan. "Eyes Wide Shut" var meget vellykket i Portugal, Spanien og Frankrig, Italien og Japan. Hvorfor det? Jamen, jeg er ikke helt sikker, men en journalist i Rom fotalte mig, at det har at gøre med katolicisme. Katolicisme? Men der er intet i denne film om katolicisme og hverken Schnitzler eller Kubrick henviser til det. Han forklarede det med, at katolikker er opdraget til at tale om og leve med sex og begær, og at "Eyes Wide Shut" netop handler om dette emne. "I angelsaksere laver blot sjofle vittigheder om sex og begær", sagde han. Sandsynligvis er dette meget forenklet, men måske er der også et gran af sandhed i det. Jeg ved det ikke, jeg kan ikke bedømme det - jeg er ikke ekspert eller psykoanalytiker. Men én ting er helt klart: Filmen var et kæmpe hit i Italien men ikke i England.
 
 
Maske fra "La Bottega Dei Mascareri", Venedig, Italien, som den, der blev brugt i "Eyes Wide Shut".

Jeg synes stadig, det er en genial film. Kubrick selv anså den for hans største bidrag til filmkunsten. Men er han objektiv? Objektivitet hører til i et laboratorium, ikke i kunst eller noget som helst, der er baseret på kærlighed og lidenskab. Det er spændende hvis man vidste, hvilken stykke musik Mozart selv syntes var hans bedste. Jeg ved det ikke - og måske er det også ligegyldigt. Men det er bestemt en fordel at vide, at forskellige lande reagerer forskelligt på samme film. Vi fik en telefax fra Warner Brothers' Tokyo kontor efter premieren på "Eyes Wide Shut", der fortalte, at filmen spillede kolossalt godt og "at publikum forlader biograferne hånd i hånd". Det betyder naturligvis en masse i Japan. Jeg kan ikke bedømme det, men disse forskellige reaktioner er meget interessante.

TH: Det ofte de samme skuespillere, der optræder i forskellige roller i mange af hans film. Kan du uddybe dette?

JH: Philip Stone - han var en vidunderlig skuespiller - han var far i "A Clockwork Orange"; han var Grady i "The Shining"; og han var advokat eller revisor i "Barry Lyndon". Joe Turkel var i "Paths of Glory" og "The Shining". Det var ikke kun skuespillere Stanley genbrugte. Han brugte også en komponist som Ligeti flere gange. Hans musik bruges i "2OO1", igen i "The Shining" og endnu en gang i "Eyes Wide Shut". Kubrick's film kan nemt ses flere gange, og faktisk er det største problem med "Eyes Wide Shut", at du er nødt til at se den to gange. Men hvis du ikke kan lide den første gang, er du ikke tilbøjelige til at se den en anden gang, hvilket er en skam.

TH: "The Shining" er meget forvirrende. Kan du fortælle om baggrunden?

JH: Jamen, der er ikke meget der giver mening i den film, så det er okay at den er forvirrende. Det er en spøgelsefilm! Husk på, at Kubrick var helt klar over, at de indvendige værelser aldrig ville matche hotellet som vi ser det udefra, men det er en spøgelseshistorie. Så der er intet behov for at "det skal passe". Har du set filmen "Room 237"? Instruktøren prøver at bevise, at disse vinduer og denne arkitektur, kunne aldrig ...... godt set!, siger jeg bare. Og hvad så? Der er heller ingen labyrint foran hotellet i begyndelsen - det er en spøgelsesfilm! Stanley var vidunderligt! Han var utrolig pedantisk og kunne være meget krævende af og til, men han var generelt meget generøs. I "Barry Lyndon" brugte han Schubert's Trio som er komponeret 30 år senere. Det er ikke rigtigt i forhold til for Syvårskrigen hvor filmen foregår. Men Stanley elskede musikken og følte, at det romantiske islæt i dette stykke musik var det bedste for filmen, i stedet for Haydn eller Mozart.

Alle skuespillerne i "Full Metal Jacket" er alt for gamle. Vi kunne ikke få nok 19 årige til rollerne. Vi kunne få én, men vi havde brug for syv rigtigt gode skuespillere, så hvad gør man så? Hvor går man på kompromis? US Marines vil have dem i en alder af 19 år. Så snart de er 25, eller ældre, vil de ikke have dem - sandsynligvis fordi de er blev for kloge. De vil have drenge.
 
 
En opfording til de danske biografer om at være omhyggelig med visningen af "Barry Lyndon", september 1976

Klik på billedet for at se en stor version


TH: Forholdt Stanley Kubrick sig til hvordan hans film blev vist i biograferne?

JH: Ja, det lå ham meget på sinde, fordi hans film skulle selvfølgelig vises ordentligt. Han checkede premierebiograferne både i 70'erne og 80'erne. I dag er standarden meget højere. Med digital projektion er billedet altid skarpt og lyset er fint. Publikum er i dag forkælet af vidunderlige tv-apparater og en fremragende billedkvalitet. For 25 år siden kunne biograferne slippe afsted med de typiske problemer med hotspotting, uskarpe billeder og dårlig lyd, og vi måtte kæmpe med at få disse problemer rettet op inden premieren.

TH: Hvordan foregik det arbejde?

JH: Vi checkede de store biografer i de store byer, hvor hans film skulle have premiere. Det var alt hvad vi kunne gøre dengang. Jeg har selv kvalitetschecket mange biografer i Tyskland, Frankrig og England. Jeg tror jeg brugte 4 uger på det inden premieren på "Barry Lyndon".

TH: Det havde en høj prioritet?

JH: Måske er høj prioritet ikke det helt rigtige ord, men hvis det var muligt at checke biografen i Manchester, når vi vidste, at den skulle have premiere der, så tog vi ud og snakkede med filmoperatøren. Det kunne være en lidt svær balance, fordi filmoperatøren måske syntes, at billede og lyd allerede var fint. Vi skulle da i hvert fald ikke fortælle ham, hvordan det skulle se ud. Nogle gange kunne vi jo så sige, at billedet har for lidt lys i siderne, og lyden knitrer, så måske skulle spejlet justeres eller lignende. Det var en balancegang, og vi skulle være forsigtige, for vi kunne jo ikke bestemme noget i biografen, eller fortælle dem hvad de skulle gøre.

TH: Hvad er det bedste øjeblik i din karriere.

JH: Det tror jeg var da jeg engang kørte fast, fordi jeg ikke kunne låne tre tanks til "Full Metal Jacket". Jeg bønfaldt en meget forstående officer fra den Belgiske hær i Antwerpen [Belgien]. Han havde disse tre forældede Vietnamesiske kampvogne stående, som de ikke skulle bruge. Han var helt enig, men måtte jo understrege, at de simpelt hen ikke havde nogen procedure for at udlåne brugt krigsmaterial - han kunne jo ikke bare leje dem ud sådan lige uden videre. Det endte henldigvis godt, da han til sidst blot sagde; "OK, bare I returnerer dem efter brug". Det kostede os ikke noget. Vi skulle selvfølgelig betale transporten, men det er det nemme, det skal bare organiseres. Jeg tror, at det var det sjoveste øjeblik i min karriere som producer.

TH: Har du nogle favoritfilm?

JH: Ja, jeg har mange favoritter. "Les Enfants du Paradis" kender du den? "Fanny og Alexander" sætter jeg stor pris på. En meget smuk film. "Dr. Strangelove" er stadig fantastisk må jeg sige; "Casablanca" - hvem kan ikke lide den? "Eyes Wide Shut" synes jeg er en genial film, men jeg er ikke objektiv. Jeg er for tæt på.

TH: Du fortalte os, at der er ikke noget der hedder objektivitet -

JH: Absolut. Selvfølgelig ikke. Du elsker dine børn mere, end du elsker mine! Så dette viser blot, hvor subjektiv du er, fordi - objektivt set - mine børn er de bedste! [griner]
 
 
  
Gå: tilbage - op
Opdateret mandag, 16 januar 2017 21:01:47