biografmuseet.dk
Forord | Søg | Kontakt
Skriv din historie

Danmarks Biografer
Oversigt
Stoleplaner
Litteratur
Biografkalender
Lærredstørrelser

Roadshow
3 Falke Bio
Europa Bio
Kinopalæet
Grand Teatret
Imperial Bio
Lido
Folketeatret


Store Filmformater

70mm Film
Todd-AO / Cinespace 70
Ultra Panavision 70
Super Panavision 70
CineMiracle
Sovscope 70
Super Technirama
Cinerama
Dimension 150
Cinema 180
SHOWSCAN
IMAX Dome
Motion Master

Nyt på biografmuseet

2017 | 2016 | 2015
2014 | 2013 | 2012
2011 | 2010 | 2009
2008 | Nyhedsarkiv

Bibliotek
Interview mm.
Film- og Kinoteknik
Filmfestival
Det Store Udland
Sensurround
 

Biografmuseet's Mission
Fra Bornholm til Skagen, Todd-AO er sagen: Læs om 70mm og Cinerama med de store knivskarpe billeder og fantastiske magnetlyd
• Artikler, nyheder og billeder fra den danske biografhistorie
• Alle læsere er inviteret til at skrive deres historie om oplevelser i de danske biografer

Indhold | Opdateret
Ris & Ros | Ansvar
 

Åbnet 1. januar 2005

Copyright © 1985 - 2070 "biografmuseet.dk". Alle rettigheder forbeholdes.
 

eXTReMe Tracker

Besøg in70mm.com om 70mm film, Cinerama og alle de store filmformater

in70mm.com

 

Michael Berg: Biografentusiast, Filmoperatør, Biografdirektør og Filmudlejer

Tilbage til forsiden
Skrevet af: Thomas HauerslevDato: 24.08.2018

Min første biografoplevelse

 
Michael Berg som biografdirektør i sommeren 1989. Charme, selvtillid og lækkert hår. Bag det charmerende og selvsikre ydre i dette billede, ser man ikke den unge usikre mand inde bag ved. Foto: Thomas Hauerslev

Min første biografoplevelse har nok været, da jeg var 4 et halvt år gammel, og står med min far i hånden på Rådhuspladsen og skal se en Dirch Passer film. Der møder jeg biografoplevelsen første gang. En anden stor oplevelse var med min far som 12-årig. Vi skulle ind og se "Det Beskidte Dusin", og modsat mit udseende i dag, så var jeg faktisk meget lille af størrelse indtil jeg blev 17-18 år. Jeg var en lille lort, og jeg gik med min far i hånden ind i Park Teatret. Kæmpe biograf og kontrolløren stod i uniform med plys på skulderne. Da min far kommer op, siger kontrolløren:

"Han er ikke 16 år."

"Jo, det er han!"

-, og så tog min far mig fast i hånden, og så gik vi bare forbi, ind i biografen og ignorerede kontrolløren. Min far var jo helten for mig ved den lejlighed. Så kom "Lawrence af Arabien" i 3 Falke Bio, og jeg besluttede mig for at arbejde i en biograf. Jeg jo et barn af de store 70mm film. David Lean er jo stadig for mig en af de store filmfolk. "Ørneborgen", og ikke mindst  "Kelly's Helte", som dog ikke er en David Lean film, men er den film jeg har set i flest biografer - inklusiv i 70mm - i mit liv.

I dag ved jeg jo en masse om hvorfor man bliver som man bliver, og hvad det er, der driver en. Det skal lige siges, at med den indsigt jeg har i dag, næste 60 år senere, ved jeg jo hvorfor jeg har gået så meget i biografen. I dag ved jeg, at jeg gik i biografen for at få tryghed. Biografen var min kirke, for der var stille, hvor der hjemme var støj. Det var mit drømmeland, og jeg gik altid i biografen alene. I biografen mødte jeg Jack Lemmon og jeg lærte om gode manerer, og at sige pænt goddag, som i "Far til Fire". Jeg lærte de her ting i biografen, og jeg havde mine helte. Jeg har jo ikke fået en uddannelse. Jeg kan ikke noget. Jo, jeg er stolt af min realeksamen, og jeg henviser jeg altid til dig, når folk spørger om min stilling. Så siger jeg "cykelejer", for det stod i telefonbogen. Eller osse skriver jeg "stående" eller "siddende" [griner].

Da jeg var 12 år startede jeg med at gå med aviser, for at tjene mine egne penge. Så havde jeg råd til at gå i biografen. Jeg fik ikke lommepenge derhjemme. Så ville skæbnen, at min reservemor, min halvsøsters mor, der var regissør i Danmarks Radio, og en af grundlæggerne af TV Teatret i '50erne, spørger min mor, om jeg ikke kunne tænke mig at blive statist? Jeg debuterede som statist, og det første jeg lavede var "Livsens Ondskab" i 1972. Det blev optaget nede i Rudkøbing, og min mormor tog billeder af det. Det medførte, at jeg kom med i flere stykker i TV Teatret. Jeg blev skrevet op i den hæderkronede Egon Petersen's lister. Han kendte alle statisternes navne, og skrev ned hvad de kunne. Efter "John, Alice, Peter, Susanne og Lille Verner" [1976], skrev han, at jeg var statist, og "god til at sige replikker". Det gjorde, at jeg kunne ansættes uden at være skuespiller. Jeg kom f.eks. til at lave "Robin Hat" med Michael Wikke. Han kikkede i arkivet og kendte mig fra "John, Alice, Peter, Susanne og Lille Verner". Da det var B&U afdelingen (Børne og Ungdomsafdelingen) og de ikke havde råd til skuespillere, kunne de ansætte mig til 500 kr om dagen. Jeg var også med i to afsnit af "Huset på Christianshavn".

Da jeg var 14 år, havde jeg et byjob i en lokal farvehandel. I et år arbejdede jeg hver dag efter skoletid fra mandag til lørdag i 2 timer fra halv fire til halv seks, og om lørdagen fra ni til et. Jeg fik 60 kroner om ugen, og en biografbillet kostede 10 kr om eftermiddagen.

Da jeg var 15 år skiftede jeg. Det var første gang jeg lærte, at man ikke skal gå efter pengene, men man skal gå efter jobbet og hvordan man nemmest tjener sine penge. Hvilket jo endte med biografjobbet, som jo er verdens nemmeste sted at tjene sine penge [griner] -, og der kunne man jo tjene mange penge, hvis man tog de dårlige vagter fredag, lørdag og søndag aften.

Jeg skiftede til et renseri. Der fik jeg 60 kroner om ugen, men jeg havde fri om lørdagen. Farvehandleren tilbød mig straks 70 kroner om ugen, men jeg sagde "Nej tak". Jeg skulle havde det andet, for så kun jeg bruge lørdagen på noget jeg fandt ud af man kunne tjene mange penge på dengang - at vaske op. Så jeg vaskede op på Restaurant Bellahøj. Da jeg var 17 vaskede jeg op op på "Skovly" på Bakken.

Da jeg er 15 år får jeg denne store rolle i "John, Alice, Peter, Susanne og Lille Verner", og går ud af skolen i 4½ måned. Hvilket betyder, at jeg ikke består min fysik og matematik, for jeg var jo stort set ikke i skole. Så får jeg tilbudt en anden stor rolle lige efter "John, Alice, Peter, Susanne og Lille Verner", og går ned til rektor som havde givet mig fri. Det skal lige siges, at 6 måneder tidligere var jeg blevet smidt ud af min oprindelige skole - Bellahøj Skole, fordi vi var trætte af en lærer. Min provokation var, at jeg læste videre, når han sagde "Stop". Så blev han vred og sendte mig ned på rektors kontor. Næste time havde vi vikar, så der kunne man lige så godt sidde og spille kort. Det blev vikaren af en eller anden grund sur over [griner]. Ned til rektor igen. Vi stod på en lige linje, og da han så kom til mig siger han "Dig igen?". Hvorefter jeg kommer til at smile og grine lidt - fordi, det kommer jeg altid til. Så gik han helt amok fordi jeg smilede. Jeg fik et brev med hjem, at jeg ikke længere var ønsket på skolen, og at jeg var smidt ud. Min mor tog mig med over på skolen, og fortalte rektor, at man ikke bare kunne smide mig ud af skolen, når jeg kun havde været nede to gange i alt den tid jeg havde gået på skolen.

"Det har de fuldstændig ret i Frue. Selvfølgelig kan vi ikke smide ham ud. Der skal tre gange til, hvilket betyder, at han er velkommen til at blive. Men næste gang, så kan jeg love Dem, at så er det ud!"

Så henvendte de sig til mig - 15 år gammel - og spurgte om jeg ville fortsætte under de betingelser. Nej, det ville jeg jo ikke. Jeg kunne ikke leve med, at enhver lærer kunne true mig med en udsmidning. Det ville ikke vær rart, og så flyttede jeg til Holberg Skolen over i Nordvest. Det var en fordel for mig, da tilbuddet kom med den rolle [John og Alice]. Skolen var kendt for at tænke nyt og være mere "fresh". Det var den første skole, der var prøveskole for, at klasserne var de samme hele vejen op til 10. klasse. Man skilte ikke børnene i realen. Rektor sagde til mig,

"Ved du hvad, du lærer sku meget mere i det job i fire måneder ude i det virkelige liv, end jeg nogensinde kan lære dig her, så afsted med dig".

 

Læs mere her:

Intro til Michael Berg og Biograferne

Birkerød Bio 1 & 2


Galleri: Besøg i Birkerød Bio 1+2

Galleri: Birkerød Bio, Februar 2000

Kosmorama, Frederiksværk

Humle Bio, Humlebæk

Mennesker, Meninger, Interview & Biografi

Internet link:


Bonanza

Kulturministeriet og digitalisering

 
Michael som skuespiller i rollen som "Vagn" i "En By i Provinsen", afsnit 1. "Generalforsamling i Handelsstaden", sendt første gang 9. april 1977 med Michael Larsen og Henning Moritzen. Set på DR K 15. januar 2016, minut 52:43.

Jeg fik fri med fuld musik, så jeg kunne komme ud og mærke livet. Det fik han jo fuldstændigt ret i. Jeg lærte jo disciplin og at blive taget alvorligt. Jeg mødte hver morgen halv otte ude i Lyngby på ASA studierne. Dengang var det med 16mm og én indstilling. Det tog sin tid med Turf Wenneberg som fotograf - Danmarks langsomste - fra Danmarks Radio og Hans Kristensen som instruktør, som på det tidspunkt var Danmarks hotteste. Han havde lige lavet "Blind Makker", og havde afsluttet "Per". Nu skulle han lave sin første TV serie sammen med Hans Hansen, den legendariske manuskriptforfatter, og en ung dynamisk Jens Okking, der fik sin første store hovedrolle.

Det var imens jeg lavede den, at jeg besluttede, at når jeg blev 16, så skulle jeg ned og søge job i min lokale biograf. Da jeg bliver 16 siger jeg mit byjob op, og kører ned til Kai Kaisou i Grøndal Bio 2. Påskedag 1975. Grøndal Bio kører "Olsen Bandens Sidste Bedrifter", der havde haft premiere året før i efterårsferien. Den var nu i anden ring, hvor alle omegnsbiograferne i København fik den. Jeg kommer ind og Kai sidder i billetkontoret og jeg spørge ham, om han ikke har brug for at frisk ung mand. Han kikker på mig og sagde:

"Det har jeg faktisk ikke"

Jeg ved ikke om det var mit bedrøvede ansigt, men så siger han:

"Ved du hvad, kom på søndag"

Så kom jeg om søndagen, og blev 2. piccolo med ret til at bære lygte, og så var min lykke jo sket! Så gik rygtet, at Niels Kaisou ville komme tilbage efter nogle måneder. Det var de gamle garvede ikke begejstret for, for Niels var jo en pestilens. Inden Niels kom tilbage skridtede Kai personaleflokken af, og fortalte, at nu skulle piccoloerne afskaffes.

"Kunne du tænke dig at lære at køre film"?
"Kunne du tænke dig at lære at køre film"?
"Kunne du tænke dig at lære at køre film"?

-, og da han kom til mig svarede jeg, at "det ville jeg da rigtigt gerne lære". Inden da, havde han jo lige fyret tre. Så kom jeg i oplæring som operatør hos Ewald. Ewald lærte mig op på den måde, at han sad ude på taget og hyggede sig på en havestol og drak Elefantbajere med overkontrolløren, imens jeg kørte over, og lagde film i maskinerne. Så kom Niels, og de røg ud alle sammen og jeg blev ”promoted” til operatør. Ewald havde sikret sig arbejde i Bio Trio, som han var med til at starte op. Niels etablerede fjernstyring af maskinerne ned i foyeren, med en START og en SLUK knap, så han kunne fyre kontrollørerne. Dermed blev jeg en af dem, der kørte i en af de første to-mandsbetjente biografer i Danmark. Kiosken var stadig drevet af Tom's Fabrikker, og var en særskilt forretning, som Niels også afskaffede. Han var en af de første, der sendte Tom's ud af døren og selv overtog slikbutikken. Der skulle stadig gå noget tid inden man begyndte at sælge billetter fra kiosken.

Sideløbende med, at jeg kørte film i biograferne og jeg afsluttede min realexamen - som også var den første gang jeg lærte hvad man skulle give for karakterer. På Bellahøj skole fik jeg 5 i skønskrift - jeg skrev skråskrift, og på den nye skole fik jeg 11 i skønskrift - med fuldkommen samme skrift. Derover havde de lært formskrift, og da jeg kom fra en skole hvor de havde lært skråskrift, matchede det jo formskriften, og dermed fik jeg 11. Det er den højeste karakter jeg har. Så havde jeg 10 i orden, og udtalelsen fra min lærer dengang var egentlig interessant, for det er dét, der senere hen er blevet mit liv. Han skrev nemlig ikke, at jeg havde materiale til at blive leder (Jeg så ikke mig selv som leder.), men han skrev, at jeg var god til at organisere og sætte ting i gang. Det er jo faktisk dét, jeg senere hen har levet af. Det kunne han se den gang.
 

 

Snød sig ind i biografen

 
Jeg har snydt mig ind i en biograf to gange i mit liv. Den ene gang var i Bispebjerg Bio. Min bror kunne alle tricks, og han sagde til mig:

"Ved du hvad, vi skal bare gå derhen, så sparer vi pengene, og kan købe slik i stedet for. Vi stiller os forrest. HELT forrest. Vi skal bare komme lidt tidligere"

Vi stillede os helt forrest ved døren. Bag os var der jo 350 børn. Vi ved jo godt hvad der sker når døren åbner ikke? Så er det som en kanonkugle, der skyder afsted. Vi løb bare ind, men ham kontrolløren var jo rutineret. Det var de jo dengang. Han vidste jo godt, at vi var kommet ind, så han jagtede os i pausen. Det var en Holger Pind biograf, som man kom op i, og som jeg elsker. Det er ligesom kvinderne, vi skal op i dem [griner]. Vi løb rundt og gemte os for kontrolløren.

Den anden gang jeg snød mig i biografen, det var også med min bror i Palladium hvor vi så "To Tvivlsomme Patrioter" ["You Can't Win 'Em All" (1970)] med Tony Curtis og Charles Bronson. Jeg er 12 år gammel og min bror, der var 14, havde fundet ud af, at man kunne snyde sig ind af sideindgangen af Palladium, ved at gå ind der hvor folk går ud. Så køber man én billet, og står klar uden for døren. Min bror havde købt billetten, og så åbnede han døren, og jeg var jo ham der listede ind. "Kom bare ind", og så satte jeg mig ved siden af ham i højre side helt ude ved døren som jeg var kommet ind af. Der oplevede jeg den flotteste kontrollør nogen sinde i mit liv. Der var rigtigt mange mennesker til den forestilling, trailerne var i gang, og så kommer han ned, og prikker min bror og mig på skulderen, og siger:

"Én af jer går"

-, og så gik han igen. Det var det eneste han sagde. Så åbnede vi sidedøren og jeg stod derude med min bror, tudbrølede, og var dybt ulykkelig. Så siger min bror:

"Rolig, rolig, rolig. Nu går du ind og ser filmen, så kommer jeg og henter dig bagefter".

Jeg så filmen med tårer i øjnene og så stod min bror og ventede på mig bagefter.

Da jeg blev gammel nok skulle jeg ind og se dobbelt programmerne. Jeg var 12-13 år og elskede det. De første var i Bispebjerg Bio fordi det var ved siden af hvor min bedstemor boede. Jeg elskede at komme hos bedstemor, for så fik vi børn penge, og så kunne vi godt skrubbe af. Vi skrubbede af til Bispebjerg Bio på Frimestervej hvor vi så de berømte film med Tarzan og Winnitou og hvad de hed alle sammen. Jeg besøgte Colosseum, der var kendt for sin balkon og sine drenge. Nora Bio var en mere statelig biograf med en stor foyer og en meget stor sal. Platan kom man også op i. Jeg cyklede rundt til alle mine biografer. Jeg har også cyklet til Atlantic, Merry Bio og Amager Bio. Man cyklede jo dengang. Jeg boede på Bellahøj, og den anden biograf jeg oplevede efter Palladium var Bella Bio, der var kendt for, at fortæppet gik op. Grøndal Bio var den biograf, der lå nærmest. Jeg har også set pornofilm i 3D i Roxy, men man kunne ikke læse teksterne i 3D uden at løfte papbrillerne. Det har altid været en joke:

"Pisse irriterende, jeg kunne ikke læse teksterne når jeg så 3D porno".

Jeg var i Grøndal Bio til jeg var 19 år, så startede jeg i Studio Bio i 1977. På det tidspunkt arbejdede jeg også i Columbia/Fox, hvor Niels Kaisou havde hjulpet mig ind, fordi jeg mistede et job i et forsikringsselskab. Mit første job da jeg går ud af skolen.

"Nu vil jeg have et job. Færdig!"

Jeg have fået kørekort, og kørte ind på Rådhuspladsen og købte morgenavisen kl 1 om natten. Ud over tilbud som trækkerdreng, læste jeg annoncerne og ude på Strandvejen [203], der søgte "Tupperware" en piccolo / chauffør. Der kørte jeg ud fem timer senere og stillede mig op kl 7 om morgen. Klokken otte lukkede de op, og fik mit navn og telefonnummer. Jeg fik jobbet, og mange år senere fandt jeg ud af, at det var den gamle Strand Bio de havde kontor i. Med andre ord, mit første erhvervsarbejde var også i en biograf.

Min mor sagde, at jeg skulle have en elevplads, og det kunne ikke blive i Hafnia, for der var min bror. Det kunne blive i Nye Danske Lloyd på Rådhuspladsen, og jeg var der i tre måneder i hele prøveperioden. Jeg er sådan en, der rydder mit bord hver dag, med det resultat, at jeg altid sad med et tomt skrivebord. Ham jeg arbejdede sammen med, han havde stabler af papir liggende. Så sagde de om mig, at jeg drev den af, og jeg ikke lavede en skid. Der lærte jeg, at det er vigtigt at fylde bordet med alt muligt, så det ser ud som om man har travt. Det er illusioner det hele. Jeg overlevede de tre måneder ved at kikke ned på taget i Cinema 1-5, og dernede stod Store Frank, som jeg havde lært at kende i Vester Bio [City Bio]. I mine pauser, gik jeg jo derned og sagde goddag, og dermed fik jeg visitkortet til hvordan jeg kunne komme derind. Jeg fik at vide, at man skulle snakke med en der hedder Gerhard Petersen i Reventlowsgade.
 

 
Jørgen Søndergaard's samkørselstårn, ses her opstillet imellem Bio 4 og Bio 5 i Cinema 1-8. Et ca 2 meter højt stålstativ, med 35mm filmruller, hvor filmen kører op/ned imellem de to biografer. Foto: Thomas Hauerslev

Der gik jeg hen og spurgte meget forsigtigt om der evt. kunne være en operatørplads til mig i hans biografer. Gerhard sad og gryntede i sin stol.

"OK. Hvornår kan du starte?"

Det kunne jeg jo med det samme.

"-, det er fint, du kan gå derud og aftale det".

Det er den fedeste jobsamtale nogensinde. Jeg blev ansat på 1 minut. Der er jo ingen tvivl om, at det kærlighedsforhold man får til biografoplevelsen er det, der altid har drevet mig. Det er også det jeg siger om Biografklub Danmark, hvor jeg sidder i bestyrelsen, at det er jo biografoplevelsen vi sælger. Biografklub Danmark er for folk, der elsker at gå i biografen. Folk spørger:

"Jamen er det ikke en filmklub?"

"Nej, det er det ikke. Det er en biografklub."

Jeg elsker biografer, og uanset hvor jeg rejser hen besøger jeg altid biografen. Den, og så bageren, for at se hvad bageren kan lave i den her by. Det er en anden connaisseur ting jeg dyrker. Kan de lave brunsvigere på Fyn? Det kan de sgu ikke alle sammen. Lige nu er det romkuglen i Nørre Åby, der er fantastisk.

Som sagt, i 1977 kommer jeg på Columbia/Fox hvor jeg er et års tid indtil Just Betzer åbner Filmlageret [på Strandlodsvej] og jeg bliver fyret. Lige præcis den somme bliver der et fuldtidsjob ledigt i ABCinema biografen. En af mine venner dengang, Frank Bjarne Larsen var operatør og han kørte "Saturday Night Fever" [21. april 1978] for første gang nogensinde, med én kopi i to sale. Jørgen Søndergaard [1944-2010] [Dansk Kinematograf Fabrik] havde sørget for ét stålstativ med nogle ruller i en pendel, der kørte rundt, så man kunne køre samme 35mm filmkopi i to sale. Han havde sat en knap på, så man kunne starte de to maskiner samtidigt. Senere kom der kuglelejer på, og det løste det hele. Det medførte så også, at Frank Bjarne Larsen gik HELT ned med stress og alt muligt, hvis man ikke startede på den rigtige måde. Filmen skulle passere en vugge med rullerne i stålstativet, og hvis den ikke lå så langt nede som muligt, når man startede, så ville den køre op, og knække filmen til sidst, fordi den sidste maskine kørte hurtigere end den første. Så var man tvunget til at stoppe og starte under filmen, for at få vuggen ned igen - hvilket man så gjorde jo [griner].

Frank Bjarne Larsen måtte i rekonvalens i Kinopalæet, og så fik Mette Schramm og jeg tilbudt at få jobbet. Og i dag deler vi jo også en kommune, fordi her i Rudersdal kommune, der sidder hun nede i Reprisen, og jeg sidder her i Birkerød. Det er sjovt, at vi har fulgt hinanden i alle de her år. Jeg arbejdede i ABCinema+D fra 1978 til 1989 hvor biografen lukkede.
 

 

Humle Bio og hvordan de pissede på mig

 
Michael med Humle Bio's personale klædt i tidstypiske sweatshirts foran Bio, i anledning af biografens 50 års fødselsdag, april 1989. Foto Thomas Hauerslev

• Gå til Galleri: Humle Bio, 50 års fødselsdag, april 1989

I 1986 søger jeg den første biograf, nemlig Humle Bio sammen med Niels Kaisou. Anden gang jeg søger Humle Bio spørger jeg Niels, om jeg ikke måtte søge alene. Den er blevet ledig efter Gert Willendrup Christensen, der var biografdirektør i Hørsholm. Det går ikke særligt godt deroppe. De har lavet 10-kronersbiograf i Nordsjælland på det her tidspunkt. Birkerød bio overlever kun som 10-kroners biograf. Det gør Jørgen Hansen i Allerød, og det gør Hørsholm også. I Humlebæk fungerer det ikke. "Kystbanesocialisterne" deroppe har jo en helt anden måde at forholde sig til ting på. Der er to ting i Humlebæk, der er Louisiana i den ene ende, og der er Humle Bio i den anden ende. De var blevet opdraget af Hanne Nielsen [tidligere biografdirektør] til at køre nogle kunstneriske film. Lidt smallere. Lidt mere intellektuelt. Gert Christensen kørte krigsfilm, og sluttede af med at spille tre krigsfilm inden jeg overtager biografen. Da han giver mig nøglen siger han:

"Ja, hvis du kan køre sådan nogle film som "Mit Liv Som Hund", så kan det da godt være at det kan gå".

Det gjorde jeg så og det gik glimrende. Så det var et godt sidste råd han gav mig. På det tidspunkt i 1987 lavede en ung instruktør Bille August en film, der hed "Pelle Erobreren" [premiere 26.12.1987], og det var den første film, der skulle komme ud i regionskopier i hele Danmark. Nordsjælland var det første sted, hvor man skulle få "hurtige" kopier. I avisen stod der, at alle biografer i Nordsjælland ville få en hurtig kopi på "Pelle Erobreren". Hvilket resulterede i at jeg selvfølgelig ringede op til - på den tids hæderskronede Helle Hochheim - og sagde, at nu har jeg jo overtaget Humle Bio...

"Nej det har du ikke, den er lukket. Det har Gert Willendrup sagt. Den er lukket" siger hun. "Den er slet ikke med i distributionen."

"Det er jo ikke rigtigt. Jeg overtager den jo. Den har ikke engang været lukket én dag. Jeg kører den videre".

"Nej, men Gert har sagt den skulle lukkes, så derfor er der ikke en kopistøttet film til dig."

Det var jo for dårligt, og det var den måde jeg startede i branchen på, at de pissede på mig. Det var op ad bakke derfra, og jeg fik den først i april måned. Den uge jeg skulle køre den, der fik Niels Kaisou lov at køre den i Værløse Bio, selv om han ikke hørte til Nordsjælland's kommuner. Han hørte til København. Han fik den presset ind den uge hvor jeg skulle have haft den, for han kendte Helle Hochheim bedre end jeg gjorde på det tidspunkt. Han kørte med udsolgte huse. Tænk hvis jeg havde startet min karriere med udsolgte huse, så havde jeg jo startet meget bedre, og en tro på alting, end den måde jeg skulle starte på.

Jeg tror der var 24 ansøgere og Gert havde jo opgivet efter ni måneder. Jeg skrev en ansøgning, der var som en roman. Jeg har aldrig afleveret en stil, eller skrevet en Masteropgave som man skal forsvare bagefter. Men sådan en lavede jeg, da jeg søgte. Det var en fyldig "roman" om hvad jeg havde af planer for den her biograf. Jeg kan huske, at jeg stod oppe på biblioteket, og lyttede igennem døren før jeg skulle ind til Kulturudvalget til min samtale. De var meget spændt på at se hvem der var, der havde lavet den plan. Og der kom jeg så ind af døren, 28 år gammel og strålede som en lille sol, imens jeg fortalte, at det var drømmen for mig. Jeg var ikke kommet til samtale i 1986, men på baggrund af min ansøgning denne gang, ville de gerne have mig til en samtale. Jeg sad og snakkede for min syge moster imens medlemmerne af Kulturudvalget lyttede. De kvitterede med et venligt "Tak", og idet jeg rejste mig op og gik hen og åbnede døren for at træde ud af lokalet, lukkede jeg den igen. Jeg vendte jeg mig om og sagde til dem

"I kommer ALDRIG til at fortryde, hvis I ansætter mig".

Da der var gået to måneder ringede jeg for at høre, og fik at vide, at det var Michael Larsen - som jeg hed dengang - der havde overtaget biografen. Jeg måtte bede hende om at sige det igen tre gange.

"Hvad sagde du"?

 

 
Humle Bio, 12. august 2018. Foto: Thomas Hauerslev

Du skal huske på, at jeg søgte ind på skuespillerskolen i tre år i træk fra da jeg var 19 år, fordi der var nogen der mente, at jeg skulle være skuespiller, og kom ikke ind. Det der med at få et "Nej" ... den der med selvværdet, der visner når man vejes og måles, og ikke findes egnet .... Man søger jo vor fars bekræftelse hele livet igennem. Når offentligheden og skoler ikke syntes man kan noget, så er det at få dette "Ja" .... -, det voksede jeg jo bare af. Det var kæmpe stort. Da jeg havde fået Humle Bio fik jeg jo et problem. Jeg arbejdere inde i ABCinema og jeg sad i Nordisk Films bestyrelse. Så jeg skulle snakke med Gerhard Petersen, for at få hans accept af, at jeg kunne fortsætte i biografen. Jeg ville gerne beholde mit arbejde. Jeg havde kun dagvagter mandag til fredag dengang. Jeg ringede til ham en fredag, men han var ikke hjemme. Jeg lægger en besked hos hans kone Hanne, og beder ham om at ringe tilbage. Søndag aften ringer han i ABCinema hvor jeg sidder alene efter kl 22

Han gryntede i telefonen "Hvad er der"? Det var helt klart, at jeg generede ham, men han skulle jo ringe.

"Jamen Gerhard, ja, det er sådan lidt prækært, men jeg er blevet biografdirektør i Humle bio i Humlebæk."

"Tillykke!"

"... jamen, men inden du siger for meget tillykke Gerhard, så er problemstillingen, at jeg kan jo ikke leve af Humle Bio. Jeg er jo nødt til at få lov til at beholde mit job i ABCinema biografen."

Var det i orden, at jeg fortsatte med at arbejde i ABCinema, når jeg selv havde biograf? På det tidspunkt var der også en der hed Kurt Etin, der også havde kørt film i ABCinema, og havde alle biograferne på Sydsjælland, der hed De Sydsjællandske Biografer (og derfor kom mine til at hedde de Nordsjællandske [griner]).
 

 

Så siger Gerhard, "... hmm, jamen selvfølgelig, det må du da gerne. Selvfølgelig må du da det!"

"Jamen Gerhard, der er også lige en anden ting. Jeg sidder jo også i Nordisk Film's bestyrelse. Kan du se nogen problemer i det?

Jeg var lidt i tvivl om hvad han svarede, men jeg ringede til kommunen, og meddelte, at jeg gerne ville overtage biografen. Da jeg kom til det næste bestyrelsesmøde med Ole Bendix, Hr. Erik Balling, Henning Elimar fra Aalborg og den fantastiske bestyrelsesformand Jens Jordan, er det første, der bliver sagt:

"Shyy!! Vær lige stille alle sammen!! Konkurrenten lytter med."

De havde alle sammen hørt, at jeg havde overtaget Humle Bio. De syntes det var helt fint. Min lederuddannelse har jo været autodidakt hele livet, og det var jo sådan, at det som Imperial omsatte for på en weekend dengang, det var Humlebæk et helt år om. Det var forskellen på de to. Det var to verdener. Jeg sad i bestyrelsen, da de løftede sløret for den farverige Paladsbygning, og jeg var også med til at lukke min egen biograf ABCinema. Det var egentlig Cinema 1-8, der skulle lukkes først, men Jens Jordan havde aktier i et ejendomsselskab, som ejede ABCinema, så det var mest fordelagtigt for ham at lukke ABCinema. Så kunne han jo tjene lidt ved siden af "Det måtte jeg jo kunne forstå".

Ved siden af kontrollørjobbet i Imperial Bio havde Michael rigeligt at se til. I sit improviserede kontor i tavlerumnmet drev han det, der skulle udvikle sig til en "koncern" af Nordsjællandske biografer. Foto: Thomas Hauerslev (april 1989)

Gode gamle Steen S. Larsen kom også ind i bestyrelseslokalet imens Gerhard sad der og fremlagde en stor økonomisk redegørelse for, at hvis man poppede popcornene i Paladsbygningen, ville man omsætte for mange flere penge pga. lugten. Da Steen var gået ud af lokalet, så kikkede Jens Jordan rundt i lokalet på sine bestyrelsesmedlemmer - han havde nemlig kontor i bygningen, og sagde:

"Nå, jeg vil jo godt betale 60.000 kroner for at slippe for lugten. Er der nogen i bestyrelsen, der har noget imod det?"

Ingen sagde noget, hvorefter Steen's forslag blev nedstemt. Der skulle ikke poppes i Palads bygningen, for Jens Jordan gad altså ikke have lugten af popcorn. Selv om det lugtede af penge, så skulle han fandenmig ikke have den lugt. Senere flyttede han ud på Galopbanen i det hvide palæ, og så begyndte vi at poppe popcorn i Palads.

Jeg var med til at lukke den [ABCinema], men kunne jo stadig ikke leve af Humle Bio, så jeg var nødt til at have et dagjob. Så der blev jeg flyttet til Imperial Bio som kontrollør mandag til fredag. Der var jeg i et år fra 1. juli 1989 til 30. juni 1990. Der sker det i foråret '90, at der får jeg biograf nummer to i Frederiksværk [Bio/Kosmorama]. Så kan bestyrelsen ikke længere holde hånden over mig. Nu har jeg to biografer, og så skal de jo af med mig. Men de kunne jo ikke fyre mig, for når man sidder i bestyrelsen, er man jo også en form for tillidsmand. De kunne jo ikke rigtigt komme af med mig, så de siger til mig, at de nedlægger kontrollørjobbet i Imperial og tilbød mig i stedet et job som billetfyr i UFOen i Palads.

"Det må jeg godt lige tænke over ikke"? [griner]

Men så kunne jeg jo ikke gøre alle de ting jeg gjorde i Imperial, hvor jeg nærmest havde kontor i tavlerummet, hvor jeg kørte min "koncern af biografer" ved siden af kontrollørjobbet [i Nordisk Film]. Jeg havde rigeligt at se til med at lave programmer til mine biografer. Så det blev selvfølgeligt et "Nej Tak" til tilbuddet.
 

 

Hakkeorden og da hierarkiet brød sammen

 

Michael lukker publikum ind i Kosmorama i Frederiksværk omkring 1992. Foto: Thomas Hauerslev

• Gå til Galleri: Kosmorama, Frederiksværk (1992+2001)

1 juli 1990 stod jeg der som selvstændig biografdirektør, og der gik ikke mere end halvandet år, så fik jeg Birkerød Bio den 1. januar 1992. Så havde jeg tre biografer. '92 var det dårligste år for biograferne nogen sinde. Vi vandt EM i fodbold, og TV2 begyndte at transmittere Tour de France. Det fik de succes med, og der var ikke nogen premierefilm om sommeren. Jeg havde tre biografer, og jeg havde brugt alle mine penge i Birkerød, så det gik mildest talt elendigt. Så kom Regner Grasten med "Krummerne 2: Stakkels Krumme" i december '92, og den redder jo alle sammens biografer. Den gjorde også noget nyt, for det var en danmarkspremiere i 70 biografer. Så vi fik danmarkspremiere. Som Regner sagde til andre udlejere, bl.a. der hvor jeg selv er direktør i dag [UIP]:

 "Altså hvis man har nationalt reklamefinansieret TV, og man putter en reklame på TV2, så giver det jo ikke mening, at man er landsdækkende på TV, men kun er det sporadisk i biograferne. Så må vi jo brede det ud."

Han fandt jo ud af, at man kunne få noget rabat hos Johan Ankerstjerne [Filmlaboratorium på Lygten], hvis man bestilte 70 kopier i stedet for 40. Det brød så hierarkiet, for det var jo sådan at Imperial Bio var nummer 1, og så alle de andre bagefter. Hvis filmene ikke have været i Helsingør eller Hillerød, så kunne jeg ikke booke dem i Birkerød eller Humlebæk. Det kunne slet ikke lade sig gøre. Også selv om jeg kom ude på Filmlageret og så, at kopien stor der. Jeg ringede Inger Mogensen på Nordisk op og sagde

"Jeg har jo set at kopien står derude. Er det muligt, at jeg måske kunne få lov til at køre den"

"Nej! Den har slet ikke kørt i Helsingør endnu, så det kan du SLET ikke få lov til."

"Nå, nå. Men så må jeg jo pænt vente".

Hvis vi lige går et år tilbage til 1988, så var der en film der hed "Babettes Gæstebud", og der havde jeg jo også set, at den var ledig. Jeg gik ind til Inger Mogensen - og der havde jeg kun Humle Bio - og så siger jeg til Britta, Inger Mogensen’s assistent..... Inger Mogens sad med døren lidt åben, så hun kunne høre hvad der foregik. Jeg sad derude som en ung mand og spurgte, om jeg kunne få en uge på "Babettes Gæstebud", for jeg havde jo set at Erik Hamre, havde jo booket den to gange ude i Gentofte. Kunne jeg ikke bare godt få lov til at få den bare en uge? Det er da lidt uretfærdigt, at han kan få lov til at booke den to gange, mens vi andre ikke kan få lov til at få den. Så blev døren sparket ind, og så stod Inger Mogensen i al' sin magt og vælde i sin spadseredragt, og en smøg i kæften, og så skældte hun ellers denne unge mand ud som var mig:

"Jeg skulle slet, SLET ikke blande mig i den måde de bookede film på, for hvis jeg nogensinde kom til det en dag, så ville jeg også booke film de steder hvor der var flest penge i det."

Det var slet ikke i orden, og så gik hun ind på sit kontor og smækkede med døren. Så sad jeg der med Britta. Vi havde jo talt om en del film, og så kørte jeg hjem. Det er jo helt utroligt, at man dengang kunne kommunikere med en drejetelefon. Men det kunne man!, så jeg ringer op til Britta og siger

"Nå, vi glemte jo helt at få bekræftet de der tre andre film, jeg trods alt fik booket".

Så siger hun:

"Ja, jeg er altså ked af at sige det til dig, men øh .... , vi må nok hellere vente med at booke nogle film til dig om ... en måneds tid"

Så fik jeg en måneds karantæne fordi jeg havde talt Inger Mogensen imod. Fordi jeg havde sagt, at det ikke kunne være rigtigt, at Erik Hamre havde fået lov til at vise den to gange. Det er jo ikke fair. Så blev hun vred på mig, og så fik jeg en måneds karantæne på Nordisk Film. Efterfølgende så begyndte Niels Kaisou og jeg at tale om dette Erik Hamre fænomen. At hvis man hed Erik Hamre, så kunne man jo mange ting. Bl.a. kunne man nøjes med at køre én forestilling hver dag, imens vi andre, der [også] havde 1-sals biografer, vi skulle jo køre to. Så vi mente, at vi skulle havde en T-shirt på, hvor det stod "Goddag, jeg hedder Erik Hamre", fordi så fik man bedre betingelser. Nu er Erik jo min rigtigt gode ven, og var kollega på Columbia/Fox i sin tid. Selv den dag i dag, har vi altid grinet meget af det der. I dag hvor jeg er blevet udlejer, og han stadig er lidt udlejer på hans André Rieu koncertfilm siger han, at man man kan kun booke den, hvis man kører den lørdag OG søndag. Man kan ikke kun køre den [André Rieu] lørdag. Man skal køre den lørdag OG søndag. Så ringer han jo til mig som udlejer, og siger:

"Jeg kan ikke køre den 11 dage, jeg kan kun køre den 7 dage"

"Jamen så må du vente med at booke den. Hvis du har premiere, skal du køre den 7 på hinanden følgende dage. Jeg er ligeglad med tidspunktet Erik, men du skal køre den. Jeg booker jo bare lige som du gør Erik. Du vil jo også have to forestillinger. Der er jo ikke nogen forskel".

Så bliver der helt stille i den anden ende, hvorefter han snyder med maskinnedbrud i stedet for.

"Jeg kunne ikke køre den fordi ......"

Fup med dig!
 

 

"Nu har jeg været i UIP i 20 år. Det er jo fantastisk, og når man nærmer sig 60, så håber man bare, at man når at blive 60 i jobbet." Michael og Hauchsvej 13 den 20. august 2018. Foto: Thomas Hauerslev

Magtbalancen ændrede sig fra udlejermagt i 1992 pga. Regner Grasten. Det oplever jeg, da jeg overtager Birkerød Bio og Inger Mogensen ringer til mig. Der er jeg gået fra C gruppen til B1 gruppen, og dvs., at så var det Inger Mogens man skulle booke sine film hos, og ikke hos Britta, der kun tog sig af C biograferne. Telefonen var ved at falde ud af min hånd, da jeg hørte det i røret

"Det er Inger Mogensen, jeg vil høre om du har plads til at overtage den her film. Så kan du jo køre den samtidigt med Allerød og Hørsholm."

Det var meget vigtigt, at de tre biografer kørte samtidigt, fordi ingen af dem måtte få den før den anden. Så var der jo ballade hvis man ikke opretholdt hierarkiet. Når de tre havde kørt den, så blev den flyttet til Stenløse, Frederikssund, og Frederiksværk. Det var hakkeordenen dengang i Nordsjælland efter Hillerød og Helsingør. Derefter kom den så ud i C biograferne som var Humlebæk og Slangerup, og de der lidt mindre biografer der nu engang var. Da Regner ændrede hakkeordenen i '92., der ændres bookingsystemet også. Der bliver flere premierefilm og udlejerne bliver mere fleksible, så man f.eks. kan dele en kopi. Jeg begyndte at pendle med Allerød. Jeg kørte frem og tilbage med 1-times spoler. Så kunne vi køre den samme film. Den ene halv syv, og den anden halv otte.

Gode gamle Jørgen [Hansen] han var jo altid i en whisky brandert, så det var vigtigt, at han kørte først, og så kom jeg og hentede. Jeg var lidt bekymret når jeg kom anden gang, for så havde han altid røde kinder. Denne lille fantastiske mand som jeg elsker. Han er ikke mere iblandt os, men det var ham, der skaffede mig Frederiksværk. Han bookede for Frederiksværk og lagde et godt ord ind for mig, så jeg fik den i sin tid. Det var dejligt at kunne give lidt tilbage, da jeg blev udlejer indtil han solgte til kommunen, der i dag har en biografforening i Allerød. Så havde jeg tre biografer, og efter den frygtelige 1992, så er det jo Bille August vi skal takke for opsvinget i de danske biografer med "Åndernes Hus". Vi havde udsolgt i 17 dage og det var årsagen til, at jeg kunne få nye stole på terrassen. Det sagde jeg til Bille mange år efter, da jeg mødte ham.

"Jeg skylder dig stadig en tak for, at jeg fik nye stole på terrassen i Birkerød Bio".

Branchen ændrede sig med Dogmefilmene. De fik folk tilbage i biograferne. Så fik vi vendt udviklingen fra de 8,8 millioner biografbilletter i '92 til 13-14 millioner billetter op igennem 00erne som vi sælger i dag. Plus, det kostede 20 kroner at gå i biografen dengang jeg overtog den. Det havde været 10-kroners biograf i 80erne, og da jeg overtager den i '92 er der ingenting. Der er ikke engang stereolyd. Det første jeg gør er at installere stereolyd, og bruger alle mine penge, og fører kabler nytårsaften da vi overtager den. I 1965 købte kommunen bygningen og forpagtede de den ud til Erik Ole Olsen, der levede fint af det indtil 1992. I perioden i '80erne som 10-kroners biograf havde de 120-130.000 gæster. Det var en fest. I dag har vi ca. 35.000 solgte billetter. Til gengæld er billetprisen fire gange så stor. Det er lidt mere rentabelt i dag, på den måde, at man føler, at man får i det mindste noget for ulejligheden. Det bliver sværere og svære at drive biograf. Det er der ingen tvivl om. Hvis ikke kommunen hjælper til, så kan det ikke lade sig gøre. Så er det kun en forening, der kan drive den. Den skal have et tilskud under en eller anden form fra kommunen.
 

 

I denne biograf får alle de unge mennesker løn. Jeg kan drive Bio med 3½ fuldtidsansat og jeg får jo ingen løn. Jeg får lidt af overskuddet, hvis der er noget. Ellers har jeg altid kaldt det min "arbejdsløshedsforsikring". Det er et dyrt "tog i kælderen" og nogen har jo tog i kælderen, og jeg har en biograf. For mig har det altid været vigtigt, at hvis jeg mistede mit job på UIP, så kunne jeg komme herop og drive biograf. For hvad skal jeg lave? Jeg har jo ingen uddannelse. Kun realeksamen, og det tror jeg ikke der er mange der kan huske hvad er. Jeg er autodidakt i alt. Nu når jeg så mit delmål. Jeg bliver 60 år i jobbet på UIP, og så når man jo forfængelighedsalderen. Jeg har jo altid ment, at når de på et tidspunkt finder ud af:

"Men altså, han er jo ikke noget værd vel?"

De opdager det jo nok på et tidspunkt, men nu er der gået 20 år, så jeg må jo ha' gjort noget rigtigt. Det er jo det der manglende selvværd på en eller anden måde. Da jeg starter på UIP for 20 år siden, så kom de onde rygter nede fra Cannes, at jeg kun ville holde i seks måneder. Det tog mig 1½ år at overtale personalet, for jeg var jo husven da jeg startede. Jeg kom i huset og kørte film og bookede film for dem. Jeg var husvennen, der bliver direktør for et personale. Altså bare min løn f.eks., mit forslag til min løn var så lavt, at de var nødt til at give mig lønforhøjelse med det samme. Jeg havde jo ingen ide om hvad man skulle kræve i løn for sådan en direktørtitel. Jeg vidste ingen ting om det.

"Vi må nok give dig lidt mere i løn end det du forslår, for det er for lavt til en direktør for UIP".

"Nå, men, så tak for det".

Jeg sagde jo helt naivt, at hvis de ville give mig det samme som jeg tjente sidste år i Birkerød, så er jeg glad, for så kan jeg give den løn til noget personale i stedet for. Det skulle bare løbe rundt. Det eneste krav jeg stillede til UIP dengang var, at jeg skulle have lov til at beholde mine to biografer, ellers kunne de ikke få mig. Det står der i min kontrakt. Dengang sagde de:

"Det er jo kun tre år Michael, så lukker foretagenet med den EU sag kørende. Tre år kunne du da godt bruge på det? Det ser godt ud på dit CV. Det skal du for øvrigt også lige lave".

"Jamen, hvad er et CV"?

Jeg forsøgte så at leve et CV. "How should I know?" Jeg vidste ikke hvad det var. Jeg er den længst siddende direktør på UIP, og jeg er også ved at komme op i klassen af Svend-Aage Henriksen (Paramount), Poul E. Pedersen (United Artists) og hvad de ellers hed. Alle legenderne. Det er jeg osse stolt af, og jeg er begyndt at klappe mig selv på skulderen og har den følelse, at:

"Ahh, du kan godt tale lidt pænere. Det er jo ikke hvem som helst du sidder overfor".

De har ikke opdaget det endnu, at jeg har nogle fejl og mangler, så nu har jeg været i UIP i 20 år. Det er jo fantastisk. I 20erne kysser man pigerne. I 30erne bliver man gift, i 40erne bliver man skilt, og når man nærmer sig 60, så håber man bare, at man når at blive 60 i jobbet. Hvis jeg bliver 70, har jeg et langt liv foran mig. Jeg har været i branchen siden '75, så det er jo 42 år, og jeg har været biografdirektør siden '87.
 

 

Borgerne i Birkerød og deres biograf

 
Birkerød Bio #1, juli 2018. Foto: Thomas Hauerslev

• Gå til Galleri: Besøg i Birkerød Bio 1+2

Borgerne i Birkerød sætter sindssygt meget pris på, at der er en biograf, men de er stadig også troløse. De springer gerne en film over og kører en tur til Lyngby eller prøver den nye biograf i Herlev og så kommer de så tilbage igen. Der bor ca. 24.000 mennesker i Birkerød by, i den gamle Birkerød kommune. Nu er vi jo lagt sammen med Søllerød kommune og hedder Rudersdal. Man siger jo om borgerne i Birkerød, at de er de nogle af de ældste i landet. De bliver ældre og ældre i Birkerød og det passer fint med biografen. Gennemsnitsalderen for en biografgænger i Birkerød er 55 tror jeg. Der bor kun 1000 mellem 18 og 25. Det er jo lidt overraskende, for man tror der bor flere. Det der er problemet med lokalbiograf i Birkerød, det er jo når de unge mennesker bliver 18 år. Det er fordi de flytter jo alle sammen ud når de skal studere. Jeg har været her så længe, at nu er de kommet tilbage. Og der er små børn, der render rundt derude. Der går jo ikke lang tid før jeg skal ansætte det første barn af en tidligere ansat. Det syntes jeg er fantastisk at være her i 27 år. Når man ansætter folk, siger jeg til dem, at jeg har være her før du blev født, og næsten før dine forældre blev født [griner].

Med udgangen af næste år [2019] udløber min kontrakt med kommunen, så i løbet af det næste år, skal jeg genforhandle min kontrakt. Så bliver det jo spændende om vi kan blive enige, eller om kommunen har en anden opfattelse af om en biograf skal klare sig selv, eller om den skal støttes. Det er 15 år siden jeg sidst forhandlede kontrakt, og der betalte jeg selv 2 millioner kroner for sal 2, mod at få husleje- og driftfrihed i 15 år. De er kommet med et forlag om, at jeg skal betale driftsomkostninger igen, men tiden er jo løbet fra det. Indtægterne er jo ikke lige så store proportionalt som det var dengang for 15 år siden. Alting er blevet dyrere end for 15 år siden. Bare det at have de almindelige omkostninger til løn og forsikringer ... driftsomkostninger på en digital maskine, hvor man skifter kolben meget tidligere. Og bare at købe maskinen ... jeg har jo selv købt den ene. Jeg har lånt 1 million kroner i mit hus for at få den første digitale maskine, for kommunen kunne ikke tage sig sammen. Da kommunen så tog sig sammen sagde de, at jeg kunne få en maskine til sal 2, og Reprisen kunne få en til deres biograf.

"Jamen jeg har jo to biografer, kan I så ikke give mig to?".

Det kunne de ikke, så jeg ejer den ene maskine. Det er jo så der vi står og skal forhandle om næste år. Hvis jeg ikke for lov at fortsætte, så skal de jo stadig betale for den maskine oppe i sal 2. Jeg vil jo gerne have lov at være her når biografen fylder 100 år, og jeg vil da også gerne færdiggøre den indtil jeg er 70. Når du går rundt og kikker, så står biografen jo i "mint condition". Det eneste der egentlig trænger til at blive moderniseret, det er faktisk foyeren. Den er jo lidt "old-school" kan man sige. Den skal måske være lidt mere lounge agtigt.

Reprisen en medlem af Europa Cinemas og får støtte fra EU og Filminstituttet og har valgt den niche. Det har Reprisen gjort historisk set helt tilbage fra Kirsten Håkansson's dage i starten af '70erne, mens Birkerød har jo altid kørt kommercielle film. Da jeg overtog biografen i '92 sagde jeg jo, at jeg ville være public service biograf. Dvs. at jeg ville køre et bredt repertoire, og det har jeg holdt fast i. Vi kører både superhelte film, - og der har det hjulpet med det store lærred derinde, og det har fået de unge tilbage. Det kunne også være fedt at få den store og fede lyd tilbage. Det vil de sætte pris på. De sidder jo godt derinde. Der er god benplads og stolen kan rykkes lidt tilbage. Det har vi også i sal 2. Vi fik jo sal 2, fordi vi var nede på 52 titler om året. Der kommer ca 200 film om året, så vi var nødt til at lave sal 2 med alle de danmarkspremierer der kommer. I dag viser vi ca 80-85 titler om året og vi kan køre filmene i lang tid takket være digitaliseringen.
 

 
Birkerød Bio #2, juli 2018. Foto: Thomas Hauerslev

Der bliver aldrig fyldt op. Lige nu er det sommer og skoleferie, så der sidder to lige nu. Vi har ca. 2000 forestillinger om året, og vi har 18-20 gæster i snit. Så har vi en meget stor børnefilmklub med 1200 medlemmer. De skal lægges til, når de besøger biografen seks gange om året. Så har vi en gammel pensionistklub som vi er rigtigt glade for, som faktisk er vores art-film biograf, for der kører vi de smalle film fra Grand og Camera film. En lille filmklub med 12 film om året. De er 200 hver gang og de lejer sig ind. Så de giver mig en lejeindtægt, hvilket er godt for biografen. Hvis jeg ikke havde indtægten fra skolebio og pensionistklubben så ville der stort set ikke være noget overskud i biografen til investeringer. Så ville det bare løbe rundt, hvis jeg alene skulle kikke på indtægter og antal forestillinger. Kiosken giver selvfølgelig også lidt. Det hele skal til for at få en biograf til at løbe rundt i dag, men det er ikke nogen guldgrube.

Under krisen i '92, havde jeg en bankforbindelse der hed Unibank. Han forstod godt, at jeg skulle betale lønninger, og at der nok ikke kom nogen biografgæster i weekenden, når Danmark var i finalen i EM i fodbold. Jeg fik 10.000 i overtræk, så jeg kunne betale lønninger. Ellers skyldte jeg alle mennesker penge der i sommeren '92. Men det lærte jeg af. Når man var i krise og ved at gå nedenom og hjem, så skal man spare. Det blev jeg god til derefter og økonomisk meget velovervejet. I '93 skipper jeg Frederiksværk, og der bliver jeg også far. Hvis jeg skulle se min søn og ikke arbejde syv dage om ugen skulle jeg nok skippe en biograf. Og det gjorde jeg. I 1999 skippede jeg Humlebæk, da jeg får jobbet på UIP. Jeg får jobbet i '98, og så bliver Mie gravid, så hvis jeg skulle se søn nummer to, måtte jeg skære lidt ned. Og Mie kunne jo ikke passe to biografer. Da jeg bliver skilt, skipper jeg heldigvis ikke Birkerød. Mie var daglig leder hernede sammen med Emil, der driver biografen ude i Rødovre. Ham ansatte jeg, da han var 14 år gammel oppe i Humlebæk. Han er jo en stor succes i dag, og jeg er en stolt biograffar. Han driver mine to gamle biografer i Humlebæk og Frederiksværk. Da han overtog Frederiksværk ringede han til mig og sagde, at nu mangler han kun Birkerød, så havde han alle tre. Den har han så ikke fået endnu, men det ender han jo nok med at få en dag.
 
 

Gå stille, lev stille og være ydmyg

 

Michael på kontoret på UIP omgivet af legenderne Gøg og Gokke, og Marx Brothers, 20. august 2018. Foto: Thomas Hauerslev

Jeg har lært helt fra min ungdom da jeg var skuespiller, at det er vigtigt at gå stille, leve stille og være ydmyg. Ydmyg har nok været det vigtigste, og så har jeg altid haft - og det er det jeg altid har haft biografernes respekt for - specielt de 15 i de store købstæder.... De sagde, at de troede at jeg ville hævne mig. Jeg var jo formand for de små biografer i mange år, og var ved at blive formand for DB (Danske Biografer), da jeg får jobbet på UIP. Jeg var politisk aktiv to år inde i jobbet, da Niels Kaisou siger

"Du skal sgu være med i FMMB" (Foreningen for mindre og mellemstore biografer, samt alle omegns biograferne i Københavnsområdet).

Der udvikler jeg mig fra at være suppleant til at jeg ender med at blive formand for FMMB. Steve Sommersby fra UIP sad der, og havde jo set mig i mit politiske virke, og havde set, at jeg egentlig talte imod de store biografer, og at mine argumenter ikke var dårlige. Nordisk Film og De 15 Biografer mente jo, at hvis Humle Bio ikke eksisterede, og Vig og alle de der biografer. Hvis alle de små biografer lukkede alle sammen, så ville det være MEGET bedre. Hvorefter jeg skrev til Filminstituttet og direktøren for Nordisk Film:

"I skal lige vide én ting. Der er jo en grund til, at der i Danmark er små fodboldklubber, og der findes et frivilligt liv derude, hvor man uddanner små fodboldspillere. De udklækker fodboldspillere. Og de små biografer UDKLÆKKER biografgæster. Når de begynder at studere en dag og kommer til Århus, så ved de hvad et vil sige, at gå i biografen. Hvis vi ikke uddanner små biografgængere, så er der ikke nogen til at komme i de store biografer"

-, og til Filminstituttet skrev jeg, at

"I skal lige vide en ting, at hvis der kun er 30 biografer i Danmark, så behøver I ikke at producere danske film, fordi de 100 biografer jeg repræsenterer i Udkantsdanmark, de er hele GRUNDEN til, at vi har en filmpolitik. Så I skal lige retænke..."

-, og det gjorde de jo så. Så kom de med penge fra regering og instituttet til renovering af de danske biografer. Jeg sad der midt i '90erne og sagde, "Hvad er det der er galt med biograferne i Danmark?". Det, der er galt er, at når en ung pige ringer hjem til sin mor og siger

"Jeg har set den og den film. Gå ned og se den."

"Jamen det gør jeg, når den kommer"

Så ringer hun seks måneder efter og siger til sin datter

"Nu har jeg set den film som du sagde jeg skulle gå ind og se. Og jeg vil bare sige en ting. Jeg sætter ALDRIG mine fødder dernede igen. Det kan jeg godt love dig. Jeg sad simpelthen så dårligt i de der stole, og næste gang er jeg nødt til at tage en pude med. Man kan jo ikke sidde i de der træstole. Og så skal jeg sige til dig, de lugter jo af, det .... jamen jeg kan slet ikke sige det. Det kan ikke komme over mine læber".

"...jamen mor, hvad med filmen?"

"Ja, det var da meget godt, det der pjat. Men jeg kommer ALDRIG derned igen"

Jeg sad i vores bestyrelseslokale og sagde, at vi er nødt til at indføre en norm for biograferne i Danmark. Min sammenligningsnorm var McDonalds, for hvis man er i udlandet, hvor går man så på toilettet, når man går derude i det offentlige rum? Det gør man på McDonalds. Fordi hos McDonalds checker de toiletter hver time, og derfor kan man være nogenlunde sikker på, at toiletstandarden er OK. Det skal være sådan at i Danmark, der taler man ikke om toiletterne, eller foyeren eller stolene eller lærredet eller lyden. Vi taler om filmene og om oplevelsen. Så 10 år efter, i midten af 00erne, der havde vi nogen af de flotteste biografer i Danmark. Steen Rasmussen over i Klovborg havde bygget sin første moderne biograf. Top shinet og det hele ude på marken. Han satte nye normer for standarder af biografer. Han bygger den her biograf med 700 indbyggere i Klovborg, og senere får han tre sale. Jeg sagde til ham, at han nok ikke skal køre ind foran udlejerne med den der store Mercedes - de kan godt blive lidt misundelige.
 

 

Michael lukker publikum ind i Imperial Bio i København april 1989. Foto: Thomas Hauerslev

Tre måneder senere ringer han og fortæller, at han har spurgt Nordisk Film om de ville booke film for ham, og om jeg syntes det var en god ide? Det syntes jeg bestemt, så Christian (Rønnow) bookede film for Klovborg de første år. Fidusen for Nordisk Film var, at hvis de får nye film hurtigt i Klovborg, hvor mange billetter kan de så sælge i en by hvor der ikke har være biograf nogensinde før? Alle skal køre dertil. De kunne sælge 35.000 billetter. Hvad var resultatet af det? Det var, at hvis vi kan bygge en state-of-the-art biograf med god siddekomfort, store lærreder og god lyd, så kan vi øge billetsalget. Så byggede man Kolding, og derefter alle de andre multiplexer. Han var den økonomiske garant for, at man kunne gå ned i en bank og sige, at det er ikke nogen dårlig ide det her.

På det her tidspunkt gik alle bankbestyrere i Danmark i flyverskjul når biografdirektøren kom ind. I midten af 00erne, der kom de ud og bød velkommen.

"Vil du ikke ind og have en kop kaffe?"

"Nej, det har jeg ikke tid til i dag"

Det var den ændring, der skete [griner], og biografdirektørerne bliver jo rige. I dag er vi jo stolte efter 2011 hvor digitaliseringen kom. Det er jo mit svendestykke i den her branche. Den lov, der er lavet for digitalisering i Danmark har jeg skrevet. 90% af ordlyden er min, for på det tidspunkt lobbyede jeg over for kulturminister Per Stig Møller. Jeg var kæreste med Pari, der var Folketingets stylist. Hun præsenterede mig for Per Stig hvor jeg briefede ham. Så var der stormøde kort efter hvor alle branchens spidser kom. Jeg kom også, men ingen kendte mig. Da Per Stig kom og gik hen til mig og sagde "Tak for sidst", fik jeg så lige lidt respekt fra resten. Også senere, da han havde talt med Danmarks Radio og TV2 og vender blikket ned imod mig, så jeg kunne kommentere på noget. Palle Støm fra TV2 sagde også "Jeg er enig med Michael", da han bliver spurgt.

Ahh......, så fik man igen den der anderkendelse. Man KAN godt finde ud af at sige noget nogen gange, der lyder rigtigt [griner]. Men digitaliseringen blev gennemført uden tab af nogen biografer i Danmark, andet end to. Hundested og Stenløse. Det er jeg hamrende stolt af. Det vigtigste var, at alle de små biografer ikke blev VPF (Virtual Print Fee) biografer, fordi så kunne de vælge frit på alle hylder. For så kunne udlejer - som jeg jo er, udlejer - ikke argumentere for, ikke at levere en kopi når den kun koster 150 kroner på en harddisk. Det tror jeg godt de kan spille ind. Dengang kopierne kostede 20.000 kroner, så skulle biograferne spille 50.000 ind, så kunne man jo lave det, der hed leveringsnægtelse, ved at argumentere, at biografen ikke kunne indspille 50.000. Derfor var det vigtigt, for selv 4.400 kroner kunne blive svært at spille ind, og man kunne argumentere "Du må vente". Men hvis du er VPF fri, så kan du køre.

Som jeg sagde til Filminstituttet og politikerne, "Hvis ikke en biograf, der aldrig har haft en Danmarkspremiere ikke kan fordoble sin omsætning ved at køre nye film, så skal de jo slet ikke drive biograf." En anden ting er, at I skal slet ikke støtte de små biografer. Jo, I skal give dem én støtte, og det er det, der svarer til markedsandelen af danske film. Og det var på det tidspunkt 30%., så I skal betale en tredjedel af en digital maskine. Så alle matrikelnumre i Danmark hvor der var en biograf fik 200.000, og det svarede til en tredjedel af maskinens pris, og en tredjedel af markedet for danske film. Alle fik betalt én maskine. Der var ingen forskel. Nogle VPF biografer valgte at få 400.000 hvis de kunne vente med at få det hen ad vejen. Alle var lige, og jeg er pavestolt over det, og der var ikke nogen der lukkede. Det står i mit CV. Da Per Stig får det trumfet igennem hele systemet siger han til Pari, da han kommer i stolen:

"Er Michael blevet glad?"

Michael er glad. Det var jeg, og jeg var pavestolt over, at jeg var med til det. Da jeg stoppede som formand for FMB sagde jeg, at der hvor jeg kunne hjælpe de mindste biografer bedst, det må da være øverst i fødekæden. Jeg har altid talt de små biografers sag. Altid gået i forsvar, når de store biografer begyndte at tromle. Da jeg startede på UIP, så sagde Helsingør jo,

"...ahh, Humlebæk må jo ikke være med på den".

Der sagde jeg til min booking, at de skulle svare, at Helsingør behøver IKKE at køre den. Vi nøjes med Humlebæk. Så blev der stille i Helsingør. Han troede, at man kunne fastholde det der hierarki. Det har været det bedste for mig, at kunne levere film til alle landets biografer. Da jeg startede i '87, der skulle man jo vælge den bedste af de gamle [film] til en uges visning. Derfor kørte vi "Mit Liv som Hund", og "The Big Blue" kørte vi mange gange. I dag skal biografdirektøren vælge imellem fire nye film hver eneste uge, og han skal vælge den rigtige af de fire hver uge. Enhver biograf som Birkerød eller Slangerup kan vælge lige præcis det de vil. Du skal bare vælge den rigtige. Den eneste begrænsning er at køre filmen 11 på hinanden følgende dage som premiere. Og så anbefaler vi, at du tager noget for det. Som jeg sagde til en pige oppe i Lemvig

"De der sko du har på, hvad har du betalt for dem?"

"400 kroner inde i Struer"

"Hvad koster de her i byen?"

"400 kroner"

"Nå, nå, øh ... Kan du så forklare mig hvorfor skal din biografbillet være billigere her i Lemvig end inde i Struer?"

"..... jamen fordi folk ...... øhh ....... fordi det er en større biograf derinde?"

"Ahh, du har en af de smukkeste biografer jeg har set i kongeriget Danmark, og du kører oven i købet samme film som derinde. Nu har du jo sommertøj om sommeren. I gamle dage kørte du jo "vintersalg af vinterfrakker" i juli måned. Nu sælger du sommertøj om sommeren, og vintertøj om vinteren. Når du køber sommertøj i modebutikken, giver du jo fuld pris for den, lige som dine sko. Så jeg forstår ikke hvorfor I har en prispolitik her med 70 kroner, når du kan tage 80. Så kunne I jo også få meget bedre økonomi i forretningen. Og du mener at de vil sætte sig ind i bilen og køre 20 kilometer til Struer og for at spare 10 kroner? Det tror jeg simpelt hen ikke på. Så mangler I jo selvværd. I har en meget smuk biograf. Hvad er problemet?"

De fleste biografer i dag er meget, meget dygtige. De booker jo ikke engang en James Bond til premieren. De får jo en billigere filmleje hvis de venter tre uger. Og i dag får de trods alt en dato. Det var jo ikke som dengang jeg spurgte Helle Hochheim, om jeg kunne få en dato på "Danser med Ulve", så jeg kan fortælle mine kunder, at jeg kan køre den om tre måneder.

"Ja men, jeg kan jo skrive det ind med blyant. Det kan jo viskes ud igen."

Selv der hvor jeg er direktør i dag gik jeg ind og sagde, at nu var jeg blevet biografdirektør, og vil gerne booke "Beverly Hills Cop II".

"Nej Michael, det ved du jo godt. Det må du altså vente med at gøre. Du må ringe om tre måneder"

I min kalender stod der datoer for hvornår jeg måtte ringe til udlejer. Så ringede jeg tre måneder efter og fik Yvonne Laursen i røret, der tog sig af C biograferne.

"Ja Michael, du kan få en dato om tre måneder".

Altså seks måneder efter premieren, kørte jeg "Beverly Hills Cop II" oppe i Humlebæk. Oven i købet et sted hvor jeg var husven. Der var i hvert fald ikke noget med nepotisme.
 

 

Hvad er det der er så dejligt med en biograf?

 

"Det magiske for mig er stadig når jeg kommer ind og finder min plads. Sætter mig ned, og der er den der ro. Telefonen lægges væk og nu skal du drages med på et eventyr". Foto: Thomas Hauerslev

Min glæde har altid været, at folk ringede ned i biografen og spurgte

"Hvad har du til mig idag"?

"Jeg kører Zorro."

"Nar, eee... Det har jeg ikke lige tænkt mig."


"Ved du hvad, den er skide god. Du har aldrig set noget lignende. Kom ned i biografen, du får en kop kaffe, og hvis du ikke kan lide den, så får du dine penge tilbage bagefter.

De har lige ringet, og en time efter kommer de herned, køber billetten, går ind og ser filmen. Bagefter kommer de hen og siger:

"Tak for en dejlig aften."

-, og så går de hjem. Det der med at glæde folk på den måde i løbet af 3½ time er helt fantastisk. At give dem rammerne når de kommer herned med lys på bordene. Det er en af mine must. Der skal være lys på bordene. Da vi havde askebægere, skulle de altid være rene. Det er meget vigtigt for mig, at atmosfæren er god. Folk hygger sig inden de kommer i biografen. Filmen har altid været en mindre del af det. Det har altid været atmosfæren. Det er hyggeligt. Du kommer ind. Der er andre der står og ser forventningsfulde ud. Så kommer du ind i salen hvor folk hvisker, for man taler jo ikke højt derinde. De sidder og hvisker sammen om hvad de mon skal se. Så er der glæden ved at tæppet kørte fra. Det gør man desværre ikke så meget mere. Så kom reklamen på, og så kørte tæpper for igen. Så startede filmen og lyset blev dæmpet i salen, og så blev lyset dæmpet på scenen, samtidigt med at tæppet blev kørt ud. Det var en helt speciel fornøjelse i Saga hvor det tog to minutter, før tæppet var helt ude.

Det var da jeg oplevede den atmosfære som barn, at jeg besluttede, at jeg er nødt til at være en del af det. Jeg syntes det er fantastisk den der glæde ved biograf, og give den oplevelse videre til andre. Det har altid været dét, der har drevet mig. At være kulturformidler med film, har altid været en stor glæde. Jeg syntes også at film er givende. For mig var de film jeg så opdragende da jeg var barn. I dag er det en fornøjelse at gå ind og se en film om folk der har skilsmisseproblemer når man selv har oplevet det, og blive bekræftet i, at det ikke kun er dig der har et problem. Det har de også deroppe [snøfter]. Hvor er det synd med den knægt i "Kramer mod Kramer" f.eks. Man tudbrølede. Og se "Indiana Jones", "E.T." og "Jaws" var jo kæmpe oplevelser i sin tid. Jeg bader f.eks. KUN i swimmingpools. De oplevelser har jeg jo haft i biografen. For mig er det atmosfære, når vi sidder her med lys på bordet. Det magiske for mig er stadig når jeg kommer ind og finder min plads. Sætter mig ned, og der er den der ro. Telefonen lægges væk og nu skal du drages med på et eventyr. Det er ubetinget dét, som drager mig.
 

 
  
Gå: tilbage - op
Opdateret torsdag, 23 august 2018 21:02:54