Biografen, Århus | Tilbage til forsiden |
| Skrevet af: Kim Pedersen | Dato: 26.05.2016 |
 Biografen i Århus ved årsskiftet 1986/87. Foto: Thomas HauerslevKlik på billedet for at se en forstørrelse. Biografen Skt. Knuds Torv 15 8000 Århus C 05.03.1971 - 1996 Biografen i Aarhus-Hallen åbnede den 5. marts 1971. Åbningsfilmene var Flemming Quist Møllers ”Benny badekar” og Claude Lelouchs ”Frækkert”. Lelouchs kone, Christine, som også spillede en rolle i filmen, kastede glans over åbningen. Biografen adskilte sig på en lang række områder fra de øvrige biografer i Aarhus. Biografen havde 5 daglige forestillinger, kl. 14, 16, 18, 20 og 22, som på det tidspunkt var uhørt mange blandt de øvrige århusianske biografer, som ellers kun havde to aftenforestillinger kl. 19 og 21, mens enkelte biografer, som f.eks. Kosmorama, også havde en enkelt eftermiddagsforestilling kl. 17. På repertoiret kunne man hver eneste dag finde en børnefilm om eftermiddagen, mens de øvrige biografer kun viste børnefilm i weekender og ferier. Byens øvrige biografer havde de gammeldags billetluger, billetterne i Biografen blev langet over en mere publikumsvenlig åben disk. Biografen havde 329 pladser, som efter kun otte år blev reduceret til 303, i forbindelse med udskiftningen af de da totalt nedslidt stole og samtidig for at skabe bedre benplads. De århusianske arkitekter Friis og Moltke stod bag indretningen af biografen og det resulterede i en stil, som publikum også fandt i nogle af de mest populære værtshuse og restauranter i Aarhus: Den høje og Jacobs BarBQ, dengang i starten af 70’erne. Bag biografen stod Poul E. Pedersen, som også var direktør for United Artists’ danske afdeling. Denne dobbeltrolle skulle der senere blive en del polemik omkring, men herom senere. Poul E. Pedersen havde fået en af de sidste biografbevillinger som Kulturministeriet udstedte i Danmark. Dengang skulle man nemlig have en statslig bevilling for at drive biograf og hver person som ansøgte om bevilling, kunne kun få lov til at drive én enkelt biografsal. Bevillingssystemet blev ophævet nogenlunde samtidig med åbningen af Biografen. Erhvervet blev dermed givet frit og samtidig kunne samme mand etablere flere biografer. Vejen til en bevilling havde været lang og trang for Poul E. Pedersen. Byens øvrige biografer havde nemlig protesteret kraftigt, da bevillingen blev opslået. Man mente ikke der var behov for endnu en århusiansk biograf. Det viste sig nu ikke at holde stik, specielt ikke når man ser det i lyset af det store biografboom, som fulgte efter bevillingssystemets ophævelse. | Læs mere her: Folketeatret i Aarhus Folketeatret, Århus "Windjammer" i Århushallen CineCity, Århus Biografer på biografmuseet.dk Biografer Oversigt Danmarks 70mm og Storformat Biografer Stoleplaner - Galle & Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne Biografpremierer 1911 - 2020 Film- og Kinoteknik 7OMM Film og De Store Formater Todd-AO, - det sensationelle filmsystem Mine damer og herrer, "Dette er Cinerama"! "Windjammer" i Cinemiracle CinemaScope | VistaVision Super Technirama 70 | Panacolor Dimension 150 | Sensurround High-Impact biografdesign |
 Repertoiret i Biografen var yderst lødigt, om eftermiddagen blev der – som nævnt - altid vist børnefilm, oftest var det en Disney-film som var på programmet, mens der om aftenen blev vist film for voksne af høj kvalitet. Biografens anden film efter åbningen, var komedien ”Der er en pige i min suppe, med Peter Sellers og Goldie Hawn. Herefter fulgte Bob Rafelsons ”Five Easy Pieces” med Jack Nicholson og Ralph Nelsons “Soldier Blue” med Peter Strauss og Candice Bergen. Om end Poul E. Pedersen aldrig var blevet beskyldt for kommunistiske sympatier, blev Biografen den århusianske venstrefløjs foretrukne, i perioden fra åbningen til slut 70’erne. Det skyldtes visningen af film som f.eks. François Truffauts ”Den amerikanske nat”, Claude Chabrols ”Rød som blod”, Bo Widerbergs ”Joe Hill”, Luis Buñuel-filmene ”Borgerskabets diskrete charme” og ”Frihedens spøgelse” og mange andre. I 1972 nåede besøgstallet op over 250.000, hvilket er ekstremt højt for en enkelt biograf på kun 329 pladser. Successen var fastslået. Det skyldes i det år i vid udstrækning film som Alfred Hitchcocks ”Frenzy”, William Friedkins ”French Connection” og Mike Nichols’ ”Punkt 22”. Biografen præsenterede sig med byens mest stilsikre repertoire. Publikum kunne altid regne med lødige film af høj kvalitet, når de købte en billet i Biografen. Danske folkekomedier, hel -og halvhjertede pornofilm og de mest vulgære amerikanske underholdningsfilm holdt Pedersen sig langt væk fra. Poul E. Pedersens personlige filmsmag kom fuldt til udtryk, hvilket i blandt fik det diametralt modsatte udkomme end det tilsigtede. Pedersen forsøgte selvfølgelig at få fingrene i Bob Fosses ”Cabaret”, men da prisen for at få filmen, var også at skulle vise Sam Peckinpahs ”Køterne” i tilgift, sagde han nej tak. Pedersen brød sig ikke om Peckinpahs film og mente den var rendyrket spekulation. Fra sidelinjen kan det afsløres at Pedersens søn, Kim, som senere skulle overtage biografen, var på nippet til at flå håret af sig selv, som vidne til sin fars beslutninger. At den århusianske biografdirektør som endte med at få handlen i hus, mente ”Cabaret” var tilgiften for at kunne få ”Køterne” gjorde kun ondt værre, for den unge Pedersen. | |
 Biografen spiller "The Mission" ved årsskiftet 1986/87. Det lød fantastisk på Biografen's Dolby CP50 og de mange JBL højttalere. Det var en udsøgt HiFi oplevelse. Foto: Thomas HauerslevI 1973 indrettede biografdirektøren et viseværtshus i kælderen under biografen, blot kaldet ”Kælderen”. Det blev aldrig nogen god forretning, men var med til at forankre Biografen som samlingssted for kultur i Aarhus. I 1973 kom også en ung århusiansk filminstruktør til Pedersen med en film under armen, som alle de øvrige århusianske biografledere havde sagt nej tak til. Årsagen til at Pedersen var den sidste filminstruktøren henvendte sig til, var Pedersens københavnske baggrund. Instruktøren kunne ikke i sin vildeste fantasi forestille sig, at en københavner ville kunne værdsætte en så gennemsyret århusiansk film. Men ikke alene havde alle de århusianske biografejere sagt nej tak, det samme havde alle de københavnske. Selv instruktørens kollega i Dagmar, Henning Carlsen, mente filmen først burde vises i Aarhus, inden han ville overveje at vise den. Instruktøren var dermed kommet i noget af en klemme, for filmen var finansieret af private midler (læs: familiens), og adgangen til Filmfondens tabudligningsstøtte var netop at filmen havde haft premiere i en biograf. Så nød lærer nøgen kvinde at spinde, hvorfor han som sidste udvej henvendte sig til Pedersen og hans Biografen. Men Pedersen kunne sagtens anerkende filmens kvaliteter og i forventningen om at familierne til alle filmens medvirkende helt sikkert ville troppe op ved billetkontoret, tog han filmen på programmet. Det blev en kæmpesucces med udsolgte huse i tre uger, indtil Bernardo Bertoluccis ”Sidste tango i Paris” tvang filmen af programmet. Filminstruktøren var Nils Malmros og filmen var ”Lars Ole, 5c” – og resten er, som man siger, historie. Samtlige efterfølgende Malmros-film fik selvfølgelig premiere i Biografen. Jo, Pedersen havde ikke alene næse for kvalitet, men så sandelig også for en god forretning. Man skal her tænke på at en Malmros-film i Aarhus, tiltrak ligeså mange mennesker som en James Bond-film. Malmros fik efterfølgende adgang til Filmfondens tabudligningsstøtte, københavnsk premiere i Dagmar og en efterfølgende Bodil for årets bedste danske film. Udkomme var, hvad man roligt kan karakterisere som verdensmesterskaberne i win-win for alle involverede parter. Hvad der var Pedersens held, var at Lærerforeningens Kosmorama, Kommunens Regina, Amtets Scala og AOF’s Folketeatret ikke var til stand til at identificere et så lysende århusiansk talent. Senere det år blev Pedersen angrebet hårdt af både Aarhuus Stiftstidende og unavngivne kolleger for hans dobbeltrolle som biografdirektør i Aarhus, samtidig med han bestred stillingen som direktør for et amerikanske filmudlejningsselskab. De århusianske kolleger mente Pedersen udnyttede sin dobbeltrolle til at skaffe sig gode film fra de øvrige filmudlejere og ikke mindst ”udleje den ene gode film efter den anden til sig selv”. Hvilket i sig selv var paradoksalt, for netop på det tidspunkt viste tre andre århusianske biografer de tre største successer United Artists havde det år: Scala viste Billy Wilders ”Avanti!”, Regina viste James Bond-filmen ”Lev og lad dø” og Royal Cinema viste Michael Winners ”Skorpionen”. | |
 Klistermærke fra Biografen i Århus ved årsskiftet 1986/87. Klik på billedet for at se en forstørrelse. Aarhuus Stiftstidende bragte sågar en leder, hvor man forlangte Pedersen skulle vælge side, men håbede dog Pedersen ville vælge rollen som biografdirektør i Aarhus. Men Pedersen havde selvfølgelig baglandet i orden, så der kom ikke andet ud af den historie, end en selvopfyldende profeti. Når kollegerne og Aarhuus Stiftstidende nu alligevel mente han udlejede den ene gode film efter den anden til sig selv, kunne han jo lige så godt fremadrettet gøre det. Højdepunktet for Pedersens succes kom i 1976, hvor han lejede United Artists-filmen ”Gøgereden” til sig selv. Filmen blev set af 83.000 tilskuere i Biografen og blev dermed blev den største succes nogensinde for en århusiansk biograf. Filmen blev vist i over et halvt år. Som en kuriositet kan det nævnes at filmlejeaftalerne i 1976 kun tillod hvert filmudlejningsselskab to film med forhøjet filmleje. Resten af filmudlejens film skulle udlejes til fast 31 procent, dog 34 procent, hvis der var tale om en Danmarks-premiere. Det år havde United Artists allerede tilmeldt to film som værende til forhøjet filmleje, hvorfor ”Gøgereden” blev udlejet til fast 34 procent. Det er, hvad filmbranchen senere har karakteriseret som ”århundredets våbenhandel”. Og det varede da heller ikke længe før filmudlejerne havde sikret sig at en lignende situation aldrig kunne opstå igen. I 1977 havde der indfundet sig en vis metaltræthed hos Pedersen, han havde opnået alt han ville i denne verden, og var træt at rejseriet mellem Aarhus og København og gik derfor med salgstanker. At 1977 blev det hidtil dårligste år for besøgstallet i biografen, hjalp bestemt ikke på kampånden. På samme tidspunkt var Pedersens søn, Kim, ved at afslutte sin handelsskoleeksamen og lysten til at drive faderens værk videre var bestemt til stede. For at sige det mildt. Det endte med at blive afgjort over middagsbordet i den Pedersenske familie. | |
 Stoleplan. Klik på billedet for at se en forstørrelse1. juli 1978 overtog Kim Pedersen, som kun 20-årig, derfor tøjlerne til faderens virksomhed og hvilken drømmestart: Fred Zinnemanns ”Julia”, Mel Brooks’ ”Høj skræk”, Paul Mazurskys ”En fri kvinde”, efterfulgt af Claudia Weills ”Girlfriends” og Ingmar Bergmans ”Høstsonaten”. I sommeren 1979 blev biografen moderniseret med nye stole og bedre benplads, og samtidig var Biografen den første biograf i Danmark (samtidig med Dagmar i København), som fik installeret Dolby Stereo til premieren på Milos Formans ”Hair”. I 1981 blev der udvidet med endnu en biograf, indrettet i en del af Aarhus-hallens gamle foyer-område. I 1982 blev værtshuset ”Kælderen”, som havde stået tom siden lukningen i 1979, omdannet til endnu en biograf. Den fjerde biograf, som også var placeret i kælderen under Aarhus-Hallen, blev åbnet i 1984. Sandt at sige var disse knopskydninger i Biografen ikke særlig gode biografer. Men der blev slået på den intime oplevelse, på et tidspunkt hvor besøgstallet bare faldt og faldt og biografer bukkede under for et godt ord. Pedersen Juniors held var at de øvrige Aarhus-biografer lukkede i takt med den generelle afmatning, så han holdt skindet på næsen. I mellemtiden havde der meldt sig et repertoiremæssigt problem, idet den stilsikre linje faderen havde anlagt, blev vanskeligere og vanskeligere at holde. I de år skete der nemlig store forandringer i den århusianske filmverden. Biograferne lukkede jo på stribe. Det betød et stort pres på Biografen og ofte blev der taget film ind, som slet ikke passede til Biografens profil. ”Rocky III” som skrækindjagende eksempel. Samtidig havde åbningen af Øst for Paradis i 1978, sat pres på de film Biografen netop gerne ville vise, i den anden ende af skalaen. Enden på komedien blev, at Kim Pedersen i 1984 overtog Folketeatret som havde stået tom et års tid. Nu blev det meget lettere at holde Biografens linje. De lødige film forblev i Biografen, mens de mere ramasjang-prægede film blev Folketeatrets adelsmærke. Folketeatret, som havde tre sale, blev udvidet med endnu en i 1986. Biografen oplevede en ny storhedstid i perioden 1984-1989, hvor film som Sydney Pollacks "Mit Afrika", Milos Formans "Amadeus", Barry Levinsons ”Rain Man” og Charles Crichtons ”Fisken de kaldte Wanda” alle var tæt på at slå Pedersen seniors gamle rekord. Dog var filmlejen noget højere. I begyndelsen af 90’erne faldt det generelle besøgstal for biograferne til faretruende niveau, og i Aarhus sloges de to tilbageværende biografdirektører om det tilbageværende publikums gunst. Kim Pedersen med hans Biografen og Folketeatret og Mogens Steen Kruse med Palads og Royal Cinema. Med udsigten til udefrakommende konkurrence, fra for eksempel Nordisk Film, slog de to tilbageværende biografdirektører deres biografer sammen i det fælles selskab, Biografkompagniet I/S, for at udnytte alle de synergier det naturligt ville udløse, samt for at skabe en ny biograf, som skulle slå alt hvad vi hidtil havde set herhjemme. Biografen i Aarhus-Hallen måtte derfor i 1996, på 25 årsdagen for biografens indvielse, vige pladsen for Danmarks første fuldt THX-certificerede biografkompleks, CineCity, med fem state-of-the-art biografer. | |
Historiske Håndplukkede Avisannoncer | |
 | |
 | |
 | |
 | |
• Gå til Biografer på biografmuseet.dk | Biografer Oversigt • Gå til København | Omegn | Nordsjælland | Vest, Midt & Syd • Gå til Bornholm | Møn, Bogø, Lolland & Falster • Gå til Fyn, Langeland, Thurø, Tåsinge & Ærø • Gå til Sydjylland | Midt-Vest | Øst | Nord • Gå til mere om CineCity (1996) / Bio City (2001) / Nordisk Film Biografer Aarhus C (2014), Århus | |
| Gå: tilbage - op Opdateret lørdag, 23 marts 2024 11:38:19 |