| |
Falkoner |
Tilbage til
forsiden
|
Skrevet af:
JG, biografmuseet.dk |
Dato:
01.10.2021 |
Falkonerbiografen
den 4. oktober 2021. Foto: Thomas Hauerslev
FALKONER / NORDISK FILM BIOGRAFER FALKONER
Sylows Alle 15
Åbnet 12. marts 2007
Nørrebro var biografløs gennem cirka femten år, før
Empire Bio åbnede i 2001.
Frederiksberg havde i starten af 2007 været uden biograf i næsten 25 år. Det var
efter Tre Falke Bio i 1982 havde spillet sin
sidste
ordinære forestilling.
Biograflokalet eksisterede dog fortsat og blev sporadisk benyttet til
særvisninger, bl.a. som screeningsbiografen Audience i 00’erne. Tre Falke Bio lå
placeret i Falkoner Centret, som ligger lige ved siden af en splinterny biograf,
der slår dørene op den 12. marts 2007. Lokalbefolkningen havde selv fået lov til
at vælge biografens navn. Det blev slet og ret til ’Falkoner’.
• Gå til Falkoner Biografen,
Frederiksberg
Den nye biograf er placeret i området til venstre bag den ombyggede
Frederiksberg Station, der nu er underjordisk metrostation og Københavns
femtetravleste. Det er et stort område, der tidligere har bestået af togspor og
gamle villaer, men som nu rummer Frederiksberg Centret, Frederiksberg Gymnasium,
Copenhagen Business School, hovedbibliotek og mange nye forretninger, caféer,
restauranter foruden almindelige boliger i nye lejlighedskomplekser. Det er et
nyt centrum for Frederiksberg, der naturligvis kalder på en biograf.
Det er Nordisk Film Biografer, der opfører Falkoner som lokalbiograf. Man
forventer ikke at tiltrække folk langvejs fra men publikum fra lokalområdet.
Salene bliver dimensioneret derefter. Forventeligt vil den nye biograf kunne
mærkes på besøget i kædens øvrige biografer nærved, nemlig
Imperial og
Palads i
centrum. Man formodede nok også, en del publikum, der havde taget imod Empire på
Nørrebro, også ville søge mod Falkoner. Der var tydeligvis plads til dem begge.
De to biografer adskiller sig fra hovedparten af de nye, større biografer, der
bliver bygget i 2000-tallet. Disse placeres nemlig ofte i eller direkte i
forbindelse med nyetablerede centre med perfekte parkeringsmuligheder. Det er
der ikke ved Falkoner, men så har biografen sine øvrige fordele. Først og
fremmest er biografen ekstremt hyggeligt indrettet allerede i foyeren og alle
seks sale fremstår særdeles behagelige. Dermed bliver Falkoner en lykkelig
nyskabelse for Nordisk Film Biografer i København. Man havde kort forinden også
overtaget Dagmar i Jernbanegade ved Rådhuspladsen og
Kinopalæet i Lyngby fra
Fabricius-Bjerre, men Falkoner er Nordisks første nyopførte biograf i
Københavnsområdet siden Tivoli Bio i 1976.
Falkoner på Sylowsvej åbner med 754 pladser fordelt på 244 pladser i sal 1, 178
i sal 2, 68 i sal 3, 76 i sal 4, 92 i sal 5 og 96 i sal 6. Alle salene er
placeret i stue- og kælderplan med handicapadgang. Over biografen er der
indrettet boliger. Huset er bygget med en front af lyse mursten. Biografens
indgangsparti er en bred glasfacade foran foyeren med fremskudt indgangsparti i
midten. Til venstre side for biografens åbne facade er der store plakatrammer og
i selve glaspartiet to nydelige rækker med plakater og billeder fra biografens
repertoire.
Foyeren er elegant og moderne med lyse farver i creme og gul. Bagved det brede
foyerparti er billetsalget placeret lidt til venstre for midten med kombineret
bar- og sliksalg til højre herfor. Disk og front indrammet i træ. Yderligere til
højre kan man gå ind bagved og forsyne sig med bland-selv-slik, popcorn og
sodavand m.v. Baren er velforsynet udi drikke; man kan få øl og vin eller kaffe
og et stykke kage. Alle herlighederne kan nydes i et rummeligt og eksklusivt
loungeområde placeret i åbent terræn umiddelbart herover. Man når derop via en
trappe helt ude i foyerens højre side. Her er både høje stole og borde samt
brede, lækre sofaer og læderstole, hvor man kan svømme helt hen foran små borde
med udsigt til livet i foyeren og ude foran biografen gennem de store
vinduespartier. Bagvæggen er dekoreret med klassiske filmplakater og der er
pyntet med orkideer og store planter. Det er voldsomt elegant. Til venstre for
billetsalget er der nedgang til toiletterne, som der ikke er mange af, men der
findes ekstra i salsområderne. Hertil er der samlet adgang i venstre side af
foyeren. De røde gange hen mod salene er i hver side udsmykket med navnene på
alle de hedengangne frederiksbergske biografer på sort banner. Væggene er med
malede filmmotiver fra bl.a. ”Olsen-Banden” og ”Ringenes Herre”, ligesom man kan
støde ind i gysermesteren Alfred Hitchcock. Alt i Falkoner har den rette
filmatmosfære.
|
Læs
mere her:
Falkoner Biografen,
Frederiksberg
Biografer på
biografmuseet.dk
Biograferne i København 1904 – 2020
Biografmuseet.dk's
liste over alle biografer i Danmark
Stoleplaner - Galle &
Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne
Danmarks 70mm og Storformat Biografer
Biografpremierer i Danmark
1911 - 2020
Film- og Kinoteknik
Mine damer og herrer,
"Dette er Cinerama"!
Hvad CinemaScope
Byder på
Todd-AO, - det
sensationelle filmsystem
Hvad er
VistaVision?
Biografmuseets
biografhistoriske kalender. Vigtige datoer og begivenheder i
biografhistorien |
Gavlskiltet.
Foto: Thomas Hauerslev
Alle salene var blevet indrettet med røde stole og rækker med ’love seats’. De
har god hældning og store lærreder. Man sidder og ser godt overalt ved åbningen.
Det er en gennemført, lykkelig biografindretning og filmprogrammerne rækker fra
et omfangsrigt familievenligt repertoire til de mest populære blockbusters.
Biografklub Danmark-titlerne vises samt alle de store danske filmsucceser og
bredeste kvalitetsfilm, som typisk også vises i Dagmar. Eftersom åbningsdagen er
en mandag, har biografen ved indvielsen ingen dagsfriske premierefilm, men
kommer med på en række titler, der allerede vises i København. Det er
”Koslænget”, ”Arthur og minimoyserne”, ”De fortabte sjæles ø”, ”Nat på museet”,
”Ghost Rider”, ”A Good Year”, ”Den sorte Madonna”, ”The Good Shepherd” og ”Pans
labyrint”.
Biografen er vældig dygtigt ledet. Filmprogrammerne bestemmes centralt, men den
daglige drift varetages særdeles godt af skiftende chefer. Det betyder, alt
kontinuerligt er godt afstemt i forhold til personalet i mødet med publikum.
Servicen er på et særdeles højt niveau og der er altid rent overalt i biografen.
Der er derfor ikke noget at sige til, at publikum valfarter til Falkoner, der
utvivlsomt må have en af biografkædens højeste belægningsprocenter.
Det smarteste, Nordisk Film Biografer nogensinde har gjort, var at bygge
Palads
på Axeltorv om til multibiograf i 1978 med flere udvidelser i årene derefter.
Det klogeste, Nordisk Film Biografer nogensinde har gjort, var ikke at bygge
kæmpebiografen Imperial om til multibiograf, da man overtog den fra Sandberg i
1983. Det værste, Nordisk Film Biografer nogensinde har gjort, var så det, man
gjorde med Falkoner. Her besluttede man i foråret 2019, at biografen skulle have
skiftet alle sine stole til ’recliners’, dvs. stole man kan slå ud til liggende
stilling.
Det skete i konkurrence til Henrik Obels
Big Bio i Herlev, der var åbnet
udelukkende med disse stole i 2015 og som var blevet en kolossal succes. Nordisk
Film Biografer mente, det havde kostet publikum særligt fra biografen i Lyngby
men også fra de øvrige biografer i centrum. Da Big Bio også er ved at bygge en
ny biograf med samme koncept i Nordhavns-kvarteret, som skal åbne senere i 2019
og MovieHouse tilmed netop er åbnet i luksuskvalitet i Hellerup, beslutter
Nordisk Film Biografer at ombygge alle sine sale i Lyngby og kædens biograf i
Fields-centret på Amager fra 2015 samt Falkoner til også udelukkende at bestå af
recliners. I Fields var salene meget større og belægningsprocenten mindre, så
der var rigeligt at tage af, men for Falkoners vedkommende betød ombygningen, at
kapaciteten reduceres til blot 387 pladser. Det er en reduktion på 49%.
Pludselig er kapaciteten slet ikke tilstede for mange af de større film på
plakaten. I særdeleshed hvad angår BKD-titlerne men også ved børnefilm i
weekenden eller de store Hollywood-sællerter. Efter digitaliseringen kan man
uden fysiske problemer vise alle film i alle sale og det er så det, der sker. En
film, der før havde spillet i én sal, måtte nu vises simultant (eller forskudt)
i to for at få plads til publikum. Er der to større film samtidig, er resultatet
åbenlyst. Det går så ud over alle de film, man nu ikke længere har plads til at
vise og dermed ender publikum som taber med et fattigere repertoirevalg.
Derudover er der så det økonomiske spørgsmål, om man overhovedet kan gøre
biografen rentabel med blot 387 pladser til rådighed på de mange kvadratmeter.
Endnu skriver vi kun 2021 og i skrivende stund er biograferne end ikke genåbnet
efter den anden coronanedlukning. Man kan blot håbe, biografen vil holde ved og
der fortsat er tilstrækkeligt mange, der ikke lader sig intimidere i salens
mørke, når både mørket og publikum sænker sig.
|
|
|
|
• Gå til
Biograferne i København 1904 – 2020
• Gå til Biografmuseet.dk's
liste over alle biografer i Danmark
• Gå til mere om
Falkoner Biografen, Frederiksberg
|
|
|
|
|
|
|
|

• Gå til Falkoner |
|
Gå:
tilbage
- op
Opdateret
lørdag, 18 december 2021 14:04:24 |
|
|