| |
Biografmuseet's Forord
Det startede egentligt som et bogprojekt om "70mm i Danmark"
|
Tilbage
til forsiden
|
Skrevet af: Thomas Hauerslev |
Dato:
09.10.2013 |
Med afsæt i en
teenager's biografoplevelser i 1970ernes
København er biografmuseet.dk et privat
drevet museum og e-Magasin, der drives på frivillig og entusiastisk
not-for-profit basis.
biografmuseet.dk henvender sig til alle biografinteresserede og handler om
alle biograferne i Danmark, Færøerne, Grønland og (muligvis) Dansk
Vestindien - fra den første
Kosmorama i 1904 til den sidste nye digitale 4K superbiograf i lokalområdet. Formålet er enkelt - at dokumentere
udviklingen af alle biograferne i tekst, illustrationer og billeder, som
historien har udviklet sig igennem mere end 100 år.
biografmuseet.dk startede som et ambitiøst bogprojekt, hvor jeg ville skrive
om alle 70mm film vist i Danmark, og alle
Danmarks 70mm &
storformat biografer. Jeg var
blevet meget begejstet for det store format, da jeg så "Nærkontakt af
Tredie Grad" i
3 Falke
bio på Frederiksberg i marts 1978. "Nærkontakt" og 3 Falke bio, med det store brede buede lærred på 17,6 meter gjorde et kæmpe indtryk på mig. I en alder af 15 år var
det en kæmpe
oplevelse at sidde helt ude på kanten af sædet i spænding, og nyde de store
billeder. Jeg fandt senere ud af, at jeg havde oplevet denne forestilling i
"70mm med 6-sporet stereofonisk magnetlyd" - som det så smukt hed den gang.
Det var dog fantastisk! Herefter var jeg "solgt" til de store skarpe
billeder, de mættede farver og 6-kanals magnetlyd. Alt det andet 35mm "småtteri" blegnede fuldstændigt - der var ingen sammenligning. Jeg var blevet
omvendt.
70mm er noget ganske særligt, og er bare meget bedre end alt andet jeg hidtil
havde set i byens biografer. Jeg måtte simpelt hen vide mere om 70mm. Hvilke
film var i 70mm? Hvornår havde de
dansk premiere i
70mm? Hvilke
biografer havde vist 70mm
film og i hvilken rækkefølge åbnede
de med 70mm,
70mm kinomaskiner osv osv. Der eksisterede
ikke noget samlet opslagsværk om 70mm film i
Danmark hvor jeg kunne få svar på disse ting.
Der var derfor ikke andet at gøre, end at skrive noget selv. Sådan var det
bare. Grebet af ungdommelig entusiasme gik jeg straks igang med at samle
information i gamle aviser og bøger. Min oprindelige ide gik ud på at lave
en bog med samtlige cast og credits fra 70mm film i Danmark. En simpel ide, som senere udviklede sig betragteligt...
|
Læs
mere her:
• Skriv din historie til
biografmuseet.dk
• Den biografhistoriske kalender
• De store lærreder i Danmark
• Lukkede Københavnerbiografer
• 3
Falke Bio
• Kinopalæet
• Imperial Bio
70mm Film i Danmark
• Danmarks 70mm & Storformat
Biografer
• I hvilken rækkefølge åbnede
70mm Biograferne i Danmark?
• Dansk premiere i 70mm: 1958
- 2013
• 70mm Film i Danmark
• 70mm kinomaskiner
• Cinerama i Kinopalæet
• "Windjammer" i
Cinemiracle
• Pik-A-Movie
på hotellerne
• Cinema
180 på Bakken og i Tivoli
• IMAX
Dome i Planetariet
• Motion
Master på Københavns Rådhusplads
• Showscan
i Græsted
•
Indholdsfortegnelse
• Internetressourcer
• Opdateringer
• Ris og Ros
|
"John
Frankenheimer's "Grand Prix", optaget i Super Panavision 70 - en af de
allerstørste 65mm produktioner nogensinde - præsenteret i CINERAMA i
Kinopalæet.
I samme periode så jeg også "Panserslaget ved Ardennerne", "Rumrejsen
År 2001",
"Doctor Zhivago",
"Ørneborgen" og "Kelly's Helte" som fine 70mm repriser.
Imidlertid var det næsten sidste udkald for at se 70mm film i København.
Mange af de store biografer lukkede med stor hastighed - mange var gamle og
utidsvarende. Samtidigt boomede de små nye biografer med elendig lyd og
billede. Filmselskaberne havde stadig store lagre af 70mm filmkopier på
Filmlageret i København, og det kostede penge af have dem stående.
Resultatet blev, at næsten alle de store film blev hugget op og smidt i
Vestforbrænding. Nogle kopier endte på Filmmuseet i Bagsværd, men det var
hovedsageligt de russiske film fra Dan-Ina film, og de er senere blevet
eksporteret til det Norske Filminstitut i Oslo.
|
|
Jeg opdagede hurtigt, at historien bag Todd-AO,
Cinerama og alle de andre
storfilmsformater var fantastisk spændende, for det var jo MEGET mere end
blot et logo på filmplakaten og skarpe billeder på lærredet. Bag udviklingen af de store filmformater
gemte der sig
en farverig historie om politik, mennesker og teknik. Sideløbende
hermed begyndte jeg også at samle oplysninger ind om alle de andre
storformat filmsystemer, der har været vist i Danmark:
Cinerama i Kinopalæet,
"Windjammer" i Cinemiracle,
Pik-A-Movie
på hotellerne,
Cinema
180 på Bakken og i Tivoli, IMAX
Dome i Planetariet,
Motion Master på Københavns Rådhusplads og ikke mindst det hurtigeste
af dem alle,
Showscan
i Græsted.
Hovedvægten af mine første historier om
"70mm i Danmark" var beskrivelser de 3 store Københavnske 70mm film biografer
3 Falke Bio (1958-82),
Kinopalæet
(1959-81) og Imperial Bio
(1961), som jo var "mine" biografer i 1970erne.
En af de skøre ting jeg havde tid til som teenager var bl.a. at lave en komplet
repertoireoversigt for 3 Falke Bio. I flere år brugte jeg MEGET tid på at læse
original aviser på
Universitetsbiblioteket i Fiolstræde, og skrev møjsommeligt alle filmtitler ned som
kørte i 3 Falke Bio. Jeg lavede samtidigt et
filmregister så jeg havde både en danske title, og originaltitlen på de
enkelte film. Registeret indeholder
iøvrigt flere filmtitler, end den
etablerede Danske litteratur har registreret. Der er sågar mange
film, der ikke er registreret nogle steder før nu, bl.a alle
IMAX Domefilm i
Planetariet.
Bogprojektet blev ved med inspirere mig, til det også inkluderede beskrivelser af
ALLE danske biografer med 70mm film på repertoiret igennem tiderne.
Ambitiøst og underholdende. Desværre blev det aldrig rigtigt til mere end
nogle 70mm foldere jeg "udgav" til dem der gad læse dem.
Ideerne og interessen udviklede sig løbende i de følgende år.
I starten skrev jeg det hele på en Hermes 2000 skrivemaskine.
En skønne dag sagde min kæreste - der efterfølgende oven i købet giftede sig
med mig (og dermed blev medejer af en ikke ubetydelig samling papir), at jeg
burde skrive det hele ind på en PC. Det begyndte jeg på i 1989, og siden er
det gået slag i slag. Først med WordPerfect, og senest, fra omkring 2000 som html
sider på nettet.
Bogen blev istedet et on-line magasin og har derfor været undervejs siden midt i 1980erne
og "udkommer" nu løbende i denne web-udgave. De fleste af
70mm biografhistorierne er
skrevet for mere end 25 år siden - men de opdateres en gang imellem. Det er
jo det smukke ved nettet - at man kan opdatere efter behov.
|
|
Glimt
fra 70mm Festival i hovedstaden i 2009. Publikum kunne bl.a. gense "Hello,
Dolly!" i spritny Todd-AO kopi. Foto Thomas Hauerslev
Biografer og 70mm film blev mere og mere spændende og en fantastisk altopslugende hobby, der
bl.a. afstedkom at jeg meldte mig selv ud af gymnasiet i 2.g og i stedet blev
filmoperatør i
3 Falke Bio og Nordisk Films Biografer. Det var meget bedre - men
måske ikke så smart på lang sigt!
I professionel sammenhæng rendte jeg flere år filmselskaberne i København på
dørene og hentede plakater, annoncer og billeder til de aktuelle film vi
viste. I ny og næ blev der osse tid til at samle ind til samlingen af 70mm
filmmateriale. De har alle været meget venlige og ikke mindst overbærende,
for den generelle holdning var, at "70mm! Det er der da ikke noget
som nogen lægger mærke til."
Enhver bredfilmsentusiast ved jo, at dette jo overhovedet ikke er tilfældet.
Jeg har forsøgt at kradse lidt i overfladen af en relativt ubeskrevet 55 årig periode i dansk biografhistorie. Det er en almen populær-historisk
ikke-videnskabelig fremstilling af mere end 100 års udvikling inden for
brede billeder. Historien er hverken universitets- eller professoragtigt -
men derimod gennemsyret af almindelig "nørdet" entusiasme (som nogen ynder
at kalde denne interesse) for et filmformat, der er helt uden sidestykke.
Hvis du som læseren kan lide at se gamle filmannoncer og læse om biografer
og storfilm, så er biografmuseet.dk et sted for dig.
Læn dig tilbage og oplev The Greatest Show in Todd-AO
|
|
Alle Biografer i Danmark
|
|
Park
Bio i Frederikssund december 2014
Grundlaget for biografmuseet.dk er dels min egen reasearch om 70mm
biograferne men sandelig også Ole Tauldal Poulsen's
(1950-2010) 8 fantastiske
bøger
(1987-1999) om alle de danske biografer. Ole døde desværre alt for tidligt,
men det var hans ønske, at hans bøger's historier skulle leve videre på
biografmuseet.dk. Ud over Ole's bøger om biograferne, vil biografmuseet.dk
også indeholde alle andre aspekter ved biografdrift som f.eks. biografdesign,
billetter, billetsalg, teknik samt alle andre tænkelige aspekter ved
biografdrift. Men det kan kun lade sig gøre i det omfang, at læserne vil
bidrage med teksterne. Kun museumsgæsternes skrivelyst og fantasi sætter
grænsen for indholdet. Det er derfor tanken, at alle interesserede kan "udstille"
på biografmuseet.dk med tekst og billeder. Jeg opfordrer alle til at skrive
om sin favoritbiograf. Det er lige meget om du er biografgæst eller en
biografmedarbejder. Du behøver derfor ikke at være tilknyttet en biograf
eller at være "ekspert" for at skrive - blot du har interessen for de
levende billeder og har lyst til at dele denne interesse med andre. Alle
historier og anekdoter er meget velkomne - korte som lange. biografmuseet.dk
giver plads til alle vinklerne om ethvert tænkeligt emne, der har relation
til de danske biografer. Alle er velkomne til at deltage med at skrive
tekster og komme med materiale. Ingen historie er for ubetydelig. Din
biografhistorie kan handle om hvad som helst, blot det handler om den lokale
biograf.
|
|
Le
Grand Cafe på 4, Boulevard des Capucines i Paris i 2005. Den café hvor brødrene Lumiere viste deres film lå i nummer 14. Foto Thoms Hauerslev
En af verdens første biografer åbnede i "Grand Café" på 14, Boulevard des
Capucines i Paris. Den første forestilling foregik den 28. december 1895 og
var en stor sensation, selv om Brødrene Lumiere ikke tillagde deres
opfindelse af "film" nogen særlig betydning. Imidlertid er det også
dokumenteret, at "BIOGRAFEN" og dermed offentlig filmforevisning
allerede foregik i
New York (USA) den 20. maj 1895 på adressen 135 Broadway.
Filmformatet til denne
verdenspremiere var i øvrigt 70mm film.
Levende billeder dukkede op i Danmark for mere end 100 år siden. Nogle få
initiativrige mennesker havde hørt om nyheden fra Paris, og de satsede deres
penge på noget teknisk udstyr, som de dårligt kunne betjene. I små lokaler
blev der vist særdeles brandfarlige nitratfilm med kalklys som lyskilde, da
man endnu ikke havde elektricitet alle steder. Andre entreprenører levede af at turnere
rundt i kongeriget med et "filmsapparat". De optrådte i cirkus og varieteer
med "film" som det store finalenummer. Kunstmaleren Wilhelm Pacht var den
første, der viste "levende billeder" i Danmark. Det foregik på Halmtorvet,
det nuværende Rådhuspladsen, i København allerede den 7. juni 1896. Det var
kun 5 måneder og 10 dage efter Grand Cafe åbnede i Paris.
Den 17. september 1904, 9 år efter Brødrene Lumiere's premiere i Grand Cafe,
åbnede Constantin Philipsen den første permanente biograf i Danmark - "Kosmorama"
på Østergade 26 i det centrale København. Kosmorama markerede starten på
historien om biografer i Danmark. Siden da er det gået stærkt og utallige
biografer har bredt sig over hele kongeriget. I de følgende år bredte
Kosmorama, Biorama, Fotorama, Bio, Kino og hundredevis and andre biografer
sig ud over det ganske land. Enhver by skulle snart få sin egen biograf.
|
|
bioTrio's
imponerende facadeskilt over billetkontoret der signalerer stort lærred og
70mm med den form. Imidlertid var det kun en illusion - der var kun 35mm og
flade lærreder. Foto Thomas Hauerslev
Der har været en mangfoldighed af biografer i Danmark. Fra den første
stumfilmsbiograf med klaverledsagelse, til de helt store luksuøse biografer
i 1960erne med 70mm, store buede lærreder og 6-kanal stereo. Der har været
store biografpaladser med 3000 siddepladser og helt små intimbiografer med
mindre end 50 pladser. Den lokale kro har lagt lokale til den lille
interimistiske rejsebiograf og det lokale hotel's selskabslokale har
gentagende gange været hjemsted for fremvisning af levende billeder.
Udviklingen gik stærkt for at tilfredsstille publikum's interesse og tørst
for at se film. Biograferne blev større og større, teknikken blev konstant
forbedret, og der kom snart farver og lyd på filmen. Træbænkene er for
længst udskiftet med konfortable lænestole. Siden 1970erne har der ofte
været flere biografer under samme tag, og lokalerne er i de senere år også
blevet brugt til mange andre ting end kun filmforevisning.
I Danmark har biograferne gennem tiderne selvfølgelig også forsøgt at følge
med den tekniske udvikling og installeret disse filmformater. Det er gået
frem og tilbage med publikumstilstrømningen i takt med at systemerne blev
installeret og langsomt forsvandt fra publikums erindring. 1970erne var en
epoke med "arkitektonisk udfordrede", små hurtigt ombyggede biografer med
tvivlsom lyd, billede og middelmådigt design (eller fuldstændig mangel på
samme). Og så har vi siden starten af 1990erne set en gennemgribende
oprustning inden for komfort, skarpe billeder, store lærreder og
kvalitetslyd. Der har i sandhed været plads til det hele, i mere end 100 år.
Meget energi er naturligvis brugt på at gøre oplysningerne så korrekte som
muligt. Selv under disse omstændigheder kan det ikke undgås, at der vil
forekomme fejl og mangler. Tøv ikke med skrive til
Thomas Hauerslev hvis du kan
tilføje noget nyt til museet og dermed til andres fornøjelse.
Oktober 2013
|
I perioden 1980 - 1995 har følgende enkeltpersoner været
hjælpsomme med
oplysninger.
Direktør Alfred August Andersen (3 Falke
bio), Stefan August Kroon
Andersen, Filmoperatør Niels E Andersen (Kinopalæet),
Svend Aage Bech (3 Falke
bio), Michael Brokow,
Filmoperatør Jørgen Carlsen (Kino, Hjallerup), Claus Christensen
(DSB), Filmoperatør Henrik Christensen (Tycho Brahe
Planetarium),
Henrik Falke (Codanhus), Jørgen Frederiksen (Dansk Biograf Teknik),
Bengt Glöet (DSB), Ole Hagens Tegnestue, Per Hauberg (Bio,
Malling), Henrik (Bror), Kinotekniker Ernst Jacobsen, Filmoperatør
Otto Lind (Imperial
bio), Michael Berg Larsen (Humle Bio),
Filmoperatør Alan Lyman (Palads
Teatret), Vera Lysholdt (Kinoteatret,
Grindsted), Lars Abel (Dansk Kinematograf A/S), Filmoperatør Jan Niebuhr (Palladium), Daugaard Dybdal Nielsen (Lido,
Vejle), Kontrollør Freddy Nielsen (Imperial
bio), Filmfotograf Orla
Nielsen (Biffen,
Aalborg), Lagerchef Ole Olsen (United International Pictures),
Filmoperatør Ole S Olsen (Filmmuseet), Filmoperatør René Pfaff (Imperial
bio), Anders Petersen (chauffør), Postbud Ole Taudal
Poulsen, Jørgen Rasmussen (Hansen, Carlsen og Frølund), Frederik Sundram (Nordisk Film), Jørgen Søndergaard (Dansk Kinematograf A/S),
Rene Sørensen (Tycho
Brahe Planetarium), Aalborg Hallen, Universitetsbibliotekets
avislæsesal i København, Tim Voldsted (Filmmuseet), Filmoperatør
Stig Mejsen Westergaard (Dagmar) og Direktør Anne Grethe Wezehlenburg (United International Pictures).
-, og ikke mindst min hustru Charlotte for at få sparket mig i gang
engang i 1989
|
|
|
Så
er det med at komme til tasterne. Foto Thomas Hauerslev
Skriv din historie til biografmuseet.dk.
Alt om biografer i Danmark har interesse. Grib om pennen med det samme og skriv din
personlige historie om din
lokale biograf. Hvis du mangler inspiration til at komme i gang, er her et
nogle stikord at starte med:
• Min biograf
• Beskrivelse (navn, beliggenhed, adresse mv.)
• Særlige kendetegn (Neon på taget, farven på fortæppet, lugten, slikbutikken mv.)
• Repertoire (premiere, westerns, musicals, 3D, 70mm, action mv.)
• Personale/ Medarbejdere/ Personligheder
• En biografforestilling der gjorde indtryk (Den personlige erindring)
• Den dag jeg tog min kæreste med i biografen
Alle er velkomne til at skrive historierne, og nogle har allerede skrevet de
første sider med deres erindringer om biograferne. Museet er som i livet, et
"work in progress", med andre ord - under konstant udvikling og den
naturlige karakter er derfor den gradvise opdatering.
|
|
|
|
Gå:
tilbage
- op
Opdateret
mandag, 01 januar 2024 18:12:12 |
|
|