Cinerama-sagen | Tilbage til
forsiden |
| Skrevet af: Paw Pedersen. Gengivet med tilladelse | Dato: 30.06.2011 |
 Kinopalæet's
facade med premieren på "The Last Command", den første CinemaScope film
i København. 1962 var året, hvor Lau Lauritzen lavede en fejl, som indirekte kom til at koste ham hans position i dansk film. Sagen startede en kædereaktion af uheldige omstændigheder, som fik utrolige følger for ham. Et vendepunkt i filmmandens historie, der på den måde får noget nær en tragisk slutning. Som så mange andre mente han, at måden at konkurrere med tv var at satse på storslåede farve og bredformat film, som fik tv til at ligne det rene ingenting. Det havde indtil videre bragt ham succes. Lau III fortalte følgende om sin fars biografdrift: ”Lau var i sin biografdrift utroligt visionær – først med CinemaScope og nye bredformater, det nye Kinopalæet med nyeste lydteknik, nyeste apparatur og så selvfølgelig til sidst Cinerama, der dog ikke blev nogen succes. Alt i en kamp mod det omsiggribende tv medie.” Indtil videre var det gået godt, og Lau Lauritzen havde ført an i den tekniske udvikling. F.eks. var Kinopalæet den første biograf i hovedstaden, som var blevet udstyret med et komplet CinemaScope anlæg. Allerede den 18.6.1954 havde Kinopalæet haft premiere på ”Den sidste kommando”, der var den første CinemaScope film, der blev vist i København. Det var en western med Guy Madison. Kun Rønne Bio havde været hurtigere ude end Lau Lauritzen, og havde nogle dage før, den 14.6.1954, under stor mediebevågenhed, haft premiere på ”Men, jeg så ham dø”. CinemaScope billedet i Kinopalæet var ca. 16 meter bredt, og den stereofoniske lyd blev gengivet gennem 3 sæt Westrex master lydkanaler. Desuden var der i loftet blevet indbygget 8 særlige højtalere til effektlyde. Kinopalæet var således, ifølge Biograf-Bladet, den første biograf i Danmark, der kunne gengive alle de nye slags film: Wide Screen, 3-D og CinemaScope. | Læs mere her: Ny bog om Filmmanden Lau Lauritzen Jr.'s utrolige karriere Ole Skou Olsen, Cinerama filmoperatør i Kinopalæet Mine damer og herrer, "Dette er Cinerama"! Kinopalæet, 70mm & Cinerama Luxus i Hovedstaden Internet link: laujun.dk Køb bbogen hos Gyldendal |
 Lau
Lauritzen, jr. og Ole Hagen under indvigelsen af det nye Kinopalæet i
1959. Codan's samlingI 1959 indrettede Lau Lauritzen det nye super moderne Kinopalæ på Gl. Kongevej. Den nye biograf var udstyret med topmoderne tyske Bauer U2 fremvisere, men så blev Lau Lauritzen gjort opmærksom på, at der var noget endnu vildere på marked – Cinerama! Et system, hvor man optog med tre kameraer og havde tre filmfremvisere, der kørte samtidig, på et bredt buet lærred. Thomas Hauerslev, der er ekspert i 70mm film, forklarer, at det ikke kun var det brede format, der imponerede. Det var kun marginalt bredere end CinemaScope. Det var i høj grad også betragtningsvinklen/optagevinklen på 146 grader, der på det store buede lærred gjorde Cinerama og Cinemiracle til noget særligt: ”Det var en ”first person experience”, altså at tilskueren oplever billedet som ”at være der selv” – Cinerama puts you in the picture! Cinerama var et ”hi-def” system med 3 x 35mm film a 6 perforationer pr. billede. Det er virkeligt skarpt. ”Almindelig” Cinemascope er ”kun” 1 x 35mm med 4 perforationer pr. billede. Cinerama kører også 26 billeder pr. sekund, hvor normale 35mm formater er 24 billeder pr. sekund. De 7 stereo lydkanaler, det store lærred, den højere billedfrekvens og det 5-6 gange større negativareal i Cinerama efterlader tilskueren med et utroligt realistisk indtryk af at ”være der selv”. I 1950’erne, hvor kun de mest privilegerede kunne rejse rundt i verden, var Cinerama det tætteste man kunne komme på at se Pyramiderne i Egypten osv. DET var grunden til Cineramas store succes overalt.” | |
 Princippet for Cinerama. Tre operatørrum med hver sin maskine. Hver maskine viser en trediedel af det totale billede på det store buede lærred. Foto: Cinerama Inc.Preben Philipsen havde allerede i 1959 erhvervet rettighederne til Cinerama-film-systemet for samtlige nordiske lande og forsøgte, ifølge B.T. den 6.3.1959, at lancere systemet herhjemme. Han forsøgte at overtale myndighederne til, at holde Cinerama-filmene uden for biograflovens bestemmelser, så han ikke skulle betale de sædvanlige afgifter. Dette med henvisning til, at der på det tidspunkt udelukkende var tale om ”folkeoplysende” rejsefilm, som kunne ledsages af foredrag. Philipsen ville lade foredraget indtale på filmens lydspor, men der kom ikke noget ud af Philipsens Cinerama-planer i Danmark. S.A. Christensen var ikke involveret i forhandlingerne, som Preben Philipsen selv tog sig af, men han husker, at det helt store problem var at finde en biograf, der var egnet både i dimensioner og indretning. Philipsen forespurgte 3 Falke Bio's direktør August Andersen, om han var interesseret i Cinerama, men denne var godt nok tilfreds med det Todd-AO system, som de allerede havde succes med. Ifølge Thomas Hauerslev undersøgte Preben Philipsen derefter mulighederne i Mercur Teatret, Palladium og Nygade Teatret. S.A. Christensen fortæller, at Aage Stentoft også var med på bølgen: ”A pro pos kan jeg nævne, at Aage Stentoft stod for et arrangement, hvor han viste en film, der hed "Windjammer" i Forum. Det var vist også en art Cinerama. Jeg så filmen, som virkede ret imponerende.” Filmen var i det Cinerama lignende system Cinemiracle, og blev efterfølgende sat op i Det ny Scala. Den gik sammenlægt næsten et år i København fra 1.5. 1959 – 29.3.1960. På samme tid forsøgte landsretssagfører C. E. Jensen at sikre sig Cinerama til Imperial Bio, men det blev heller ikke til noget. Det var først da den engelske filmmand Sam Lomberg, der var direktør i Henning Karmarks internationale afdeling, kom ind i billedet, at det lykkedes. Han har fortalt mig historien om, hvordan det gik til. Han var blevet involveret i Cinemiracle i perioden lige inden han kom til Danmark for at arbejde sammen med Henning Karmark: ”Da jeg holdt op hos Columbia i England, og indtil jeg kom herover – mens vi snakkede om det – var jeg i et år hos noget, der hedder National Telefilm Associates, som også var indblandet i Fox Television. NTA havde succes med det, der dengang blev kaldt Cinemiracle. De havde på daværende tidspunkt kun ting som ”Windjammer” – de her ”dokumentarfilm”. Jeg var med til sammen med NTA at lave roadshows med Cinemiracle. Det vil sige, at vi rejste rundt med udstyret. Jeg var rundt i hele Europa. Vi kom også til Århus og Aalborg. Det må have været i 1959 – 1960. Vi lejede sådan en stor hal og byggede op med tre projekterer og lavede Cinemiracle. Jeg havde kun 1 års aftale med NTA, og så gik min aftale med Karmark i orden. Da jeg kom herover, var jeg stadigvæk gode venner med dem fra Cinemiracle, der i mellemtiden var blevet overtaget af det selskab der hed Cinerama. De kom til mig og spurgte, om vi ikke kunne finde ud af noget i Danmark. Jeg siger så til Karmark, at vi, hvis han ville være med, måske kunne lave en aftale med Imperial, om at lave den om til Cinerama. Det var Jørgen Nielsen fra United Artists, som vi kendte, der var direktør for Imperial. Det var mit første valg. Men da jeg fik Cineramas tekniske folk herover, var proportionerne i Imperial forkerte. Så sagde jeg: ”Lad os kigge på Kinopalæet”, og det havde den rigtige størrelse. Det var Karmark, der overtalte Lau Lauritzen. Så lavede vi aftalen med Cinerama og byggede Kinopalæet om. Lau blandede sig ikke meget i det. Jeg kørte alle forhandlingerne.” | |
 Cineramalærredets fortæppe. Bemærk
manden, der står i midten. Billede fra Filmmuseets samling. Fotograf ukendt.Det var i juli 1962 Lau Lauritzen fik installeret Cinerama i Kinopalæet. Lau Lauritzen havde tegnet en kontrakt, hvor han havde ret – og pligt – til at vise Cinerama filmene i 5 år. Til Ekstra Bladet den 26.3.1962 fortalte Lau Lauritzen om planerne: ”I London, Paris, Rom og andre steder, hvor Cinerama i flere år har været et betydeligt trækplaster, er billetpriserne høje; direktør Lau Lauritzen oplyser imidlertid, at man vil være i stand til at spille Cinerama i Kinopalæet for mindre priser, end man tager for eksempel for ”Spartacus”, der nu er på programmet. I øvrigt siger Lau Lauritzen: En af de væsentligste årsager til, at jeg har besluttet at gå ind for Cinerama, er den kendsgerning, at MGM fremover vil producere mindst to spillefilm om året for dette system. Da der i forvejen findes fem produktioner, skulle vi ikke risikere at komme i repertoire nød.” Berlingske Aftenavis havde den 19.8.1962 talt med Henning Karmark, der vanen tro havde fodret dem med en række opsigtsvækkende tal: ”Kinopalæet prøvekører i disse dage den første cineramafilm i Danmark, og på fredag får den premiere. Her er nogle af de forbløffende tal, der kan nævnes i forbindelse med det ny systems installation. Der er tre operatørrum med tre projektører og desuden maskine til afspilning af lydbåndet, der har otte lydspor. Der er altid seks operatører til at betjene apparaterne. Lærredet er 300 kvadratmeter stort og består af 2.150 lameller eller perforerede strimler, der hver er ti meter lange. Fortæppet er 500 kvadratmeter og er syet i teatret af én dame med én symaskine. Der er 23 højttalere fordelt i lokalet. Installationen har kostet omkring 700.000 kr. Der foreligger i øjeblikket færdig eller under produktion i alt 12 cineramafilm, hvoraf nogle har gået i over to år i andre lande – og så fortæller direktør Henning Karmark, at lærredet er lige akkurat så stort, som gulvfladen i den første biograf, som han og direktør Lau Lauritzen byggede.” | |
 MGM
producerede to dramatiske filmsucceser i 3-panel Cinerama: "Brødrende Grimms
Vidunderlige Verden" and "Vi Vandt Vestern". Kinopalæet måtte sløjfe omkring hundrede siddepladser for at få plads til det hele, men ellers var det kvadratiske rum meget velegnet til formålet, fortalte Lau Lauritzen i Politiken den 19.6.1962: ”Det har den rette bredde, og vi kan i fuldt mål udnytte hele bagvæggens bredde. Ved ombygningen kommer lærredet, som til daglig er 18 meter bredt og 6 meter højt, til at måle 24 meter i bredden og 8 meter i højden. Ved at rykke prosceniet i baggrunden, undgår vi at sløjfe alt for mange rækker. (...) Der findes i dag fem Cinerama-film af dokumentarisk karakter og to spillefilm, som lige er blevet færdige, ”How The West Was Won” / "Vi Vandt Vesten" og "The Wonderful World of the Brothers Grimm" / ”Brødrene Grimms eventyr”. Jeg har set udsnit af de to Cinerama-spillefilm i Paris, og jeg må sige, at virkningen var overvældende. Så vi vil i hvert fald spille dem begge.” Folk der selv har oplevet Cinerama fortæller, at det er noget af en oplevelse. Der er ikke noget at sige til, at Lau Lauritzen blev overvældet. Den 31.8.1962 kunne Kinopalæet således afholde en stor gallapremiere på rejsefilmen "Seven Wonders of the World"/ ”Verdens syv vidundere” til fordel for FN’s børnefond. Sam Lomberg fortæller: ”Vi startede med ”Seven wonders of the world”. Der var ca. 5 af disse rejsefilm. Den første Cinerama spillefilm, som hed ”How the West Was Won” var det sidste, jeg var involveret i med Kinopalæet. Jeg var med til at organisere premieren. Det var en meget skæg historie, den der premiere. Der var mange tekniske problemer i begyndelsen.” Desværre blev Cinerama ikke den forventede succes i Danmark, og det skulle snart vise sig at blive et problem for Lau Lauritzen. Man kunne nemlig ikke vise almindelige spillefilm med det nye system! Derfor måtte ASA’s egne film spilles i andre biografer! F.eks. ”Rikki og mændene”, der som nævnt fik premiere i Palads. Politiken skrev med en vis skadefro den 22.10.1963: ”Det er tydeligt nok, at det danske biografpublikum har betragtet Cinerama som det, det er, en Dyrehavsbakkeforlystelse, og derfor er dets levetid blevet så forståelig kort.” Lau Lauritzen måtte derfor allerede efter ca. et år – og 5 Cinerama-film – ombygge biografen igen, så de kunne vise almindelige film. Kort efter gik Cinerama selskabet over til, at benytte et enlinse cinerama-system, som både kunne vise ”almindelige” film og Cinerama-filmene. Da Lau Lauritzen fortsat havde pligt til at vise Cinerama filmene, måtte han ombygge biografen endnu en gang i december 1963. Thomas Hauerslev forklarer, at der var tale om almindelig standard 70mm film vist på Cinerama-lærredet, og projiceret med et 89mm ISCO T-Kiptagon objektiv, og tilføjer: ”Lau gjorde det rigtige, men 5 år for sent – han skulle have åbnet Kinopalæet med Cinerama i 1959, da det stadig var relativt nyt.” Den første ”almindelige” film efter ombygningen fik premiere den 28.10.1963 – ”Den grimme amerikaner” med Marlon Brando, mens Kinopalæet den 21.12.1963 havde premiere på den første enlinse Cinerama-spillefilm ”It’s a Mad, Mad, Mad, Mad World” / "Hopla, Vi Lever".! Al den ombygning havde tilsyneladende tæret på likviditeten, så ASA forsøgte ifølge ”Filmen i Danmark” at forhandle med Cinerama-selskabet, og det endte med, at Cinerama gik med til, at få del i biografens overskud frem for normal filmleje. Da ASA samtidig fik forhandlet en årsløn på 130.000 kr. til Lau Lauritzen som leder af biografen ind i aftalen, var ASA på sin vis lige så godt stillet som før Cinerama-sagen. Det svarede ca. til det overskud, de normalt kunne føre over til ASA fra biografdriften. Når dette lod sig gøre, hænger det utvivlsomt sammen med at Henning Karmark på det tidspunkt havde overtaget Cinerama selskabet i Danmark. Den 8.5.1964 registrerede han register-nummer 35.048: ”Cinerama Operations A/S”, hvis formål var køb, salg og udlejning af film og anden hermed beslægtet virksomhed. Selskabet blev stiftet af A/S ASA Filmudlejning, Henning Karmark og godsejer Ejler John Harry Ruge, Rådegård, Brandelev. I bestyrelsen sad, udover Karmark, Erik Bülow Johansen og den franske direktør René Victor Chevrier. Desværre var Kinopalæets aftale med Cinerama Operations imod lovgivningen. Udlejningsselskaber og udenlandsk kapital måtte ikke have med biografdrift at gøre i Danmark. Lau Lauritzen var sikkert godt klar over, at den var gal, men hvad skulle han gøre? Måske regnede han med, at myndighederne ville se igennem fingrene med det i en overgangsperiode, indtil han kunne komme ud af aftalerne om at vise Cinerama-filmene. Nordisk Film havde f.eks. en dispensation, så de kunne have både udlejningsselskab og biografer, mens Palladium i mange år havde ordnet det sådan, at Svend Nielsen stod for filmproduktionsselskabet, mens hans bror Tage Nielsen stod for udlejningsselskabet og deres far havde biografen. Da Tage Nielsen overtog biografbevillingen til World Cinema efter deres fars død, lod han udlejningsselskabet overgå til en ny ”ejer”, men selskabet var ikke mere solgt, end at familien Nielsen overtog det igen, da Tage Nielsen i 1946 mistede sin biografbevilling i forbindelse med en skattesag. Udlejningsselskabet blev i mange år ledet af Ellen Nielsen – hans hustru. Det så myndighederne igennem fingrene med – også da Tage Nielsen senere blev biografejer igen i 1960. John Olsen fra Saga lavede en lignende ordning. Han havde i en længere periode både biograf, udlejningsselskab og filmproduktionsselskab, og da staten i 1947, efter en del avisskriverier om kvaliteten af hans film, krævede, at han fik ændret dette, lod han udlejningsselskabet overgå til sin bror – så var det i orden. Der var altså en række eksempler på, at staten havde set lidt lempeligt på tingene i perioder, for at få tingene til at køre bedst muligt. Men så let gik det ikke for Lau Lauritzen. Allerede i 1960 skulle ASA’s produktionsbevilling til biografen have været fornyet, men myndighederne var ifølge ”Filmen i Danmark” ikke tilfreds med de oplysninger, han sendte ind. I første omgang fik han dog lov til at fortsætte uden egentlig at have en bevilling, mens de undersøgte sagen. | |
 "Verdens
Syv Vidundere" havde Danmarkspremiere i Kinopalæet i København i august
1962Klik på annoncen for at se en stor udgave. Sam Lomberg stoppede hos Henning Karmark i løbet af 1963 og kender ikke noget til aftalerne med Cinerama-selskabet: ”Jeg var med i Paris for at lave nogle aftaler med hensyn til ”How the West Was Won”. Vi fik den til Kinopalæet, men vi fik den ikke i udlejning. Så var jeg ude af billedet. Alt det der med at Cinerama overtog Kinopalæet? Ikke mens jeg var der, men det var mig, der var primusmotor i at få Kinopalæet bygget om. Jeg havde kontakten til Cinerama-folkene, og de ville meget gerne have et fast sted, og jeg mente, at det kunne køre. Jeg mener, ikke de tabte penge på det? Det var lidt af en oplevelse, at se Cinerama.” ”How the West Was Won” gik på Kinopalæet frem til juni 1963 og var en succes, men de efterfølgende Cinerama film i Kinopalæet ”South Sea Adventure” / "Sydhavets Eventyr", ”The Wonderful World of the Brothers Grimm” og ”Cinerama Holiday” / "Hold da Helt Ferie" holdt sig ikke på programmet i mere end omkring en måned. Man forsøgte sig sågar med en repremiere på ”Seven Wonders of the World”, men det stod klart, at Cinerama filmene ikke kunne holde biografen kørende alene. | |
|
Gå:
tilbage
- op Opdateret mandag, 01 januar 2024 18:16:20 |
|