biografmuseet.dk
Forord | Søg | Kontakt
Skriv din historie

Danmarks Biografer
Oversigt
Stoleplaner
Litteratur
Biografkalender
Lærredstørrelser

Roadshow
3 Falke Bio
Europa Bio
Kinopalæet
Grand Teatret
Imperial Bio
Lido
Folketeatret


Store Filmformater

70mm Film
Todd-AO / Cinespace 70
Ultra Panavision 70
Super Panavision 70
CineMiracle
Sovscope 70
Super Technirama
Cinerama
Dimension 150
Cinema 180
SHOWSCAN
IMAX Dome
Motion Master

Nyt på biografmuseet

2017 | 2016 | 2015
2014 | 2013 | 2012
2011 | 2010 | 2009
2008 | Nyhedsarkiv

Bibliotek
Interview mm.
Film- og Kinoteknik
Filmfestival
Det Store Udland
Sensurround
 

Biografmuseet's Mission
Fra Bornholm til Skagen, Todd-AO er sagen: Læs om 70mm og Cinerama med de store knivskarpe billeder og fantastiske magnetlyd
• Artikler, nyheder og billeder fra den danske biografhistorie
• Alle læsere er inviteret til at skrive deres historie om oplevelser i de danske biografer

Indhold | Opdateret
Ris & Ros | Ansvar
 

Åbnet 1. januar 2005

Copyright © 1985 - 2070 "biografmuseet.dk". Alle rettigheder forbeholdes.
 

eXTReMe Tracker

Besøg in70mm.com om 70mm film, Cinerama og alle de store filmformater

in70mm.com

 

Hele Danmarks Rolf Konow, Stillbillede Fotograf
Den internationalt kendte still fotograf fortæller om sit arbejde - 8. august 2013

Tilbage til forsiden
Interviewet & fotograferet af: Thomas Hauerslev Dato: 13.08.2013
Rolf ved indgangen til sit studie i det indre København

Mit job er at få folk til at gå i biografen og se filmen. Jeg tager billeder under optagelserne, og jeg prøver at fange essensen af scenerne. Billederne bruges til at hænge op i biograferne. Især før i tiden blev der hængt 30-35 billeder op, som publikum kunne se på før de så filmen. Mit job er at lave disse billeder, og dermed skabe publicity for filmen igennem blade, aviser og bøger. Et godt stillbillede fanger scenen på en måde, så publikum vil gå ind og se filmen.

Jeg ville egentlig have startet min film karriere som filmfotograf, men min ven Ole Lutken, der var filmfotograf på Sagastudierne foreslog, at jeg uddannede mig som reklamefotograf i stedet for. Efter 4 års uddannelse og endt examen, fik jeg et job i Nordisk Film igennem min ven Jan Lehman. Jan arbejdede i Nordisk Film, og han sagde til mig, at de ikke var så glade for den fotograf de havde. "Gå ud og vis dem dine billeder", sagde han. Jeg fik jobbet, og den første film jeg arbejdede på var "Ballade på Christianshavn", som var en biografversion af den populære TV serie "Huset på Christianshavn". Jeg arbejdede for Erik Balling i mange år, og tog bl.a. billeder til 12 Olsen Banden film. Det var i 1970, og sådan startede det. Jeg var meget glad for mit arbejde og på et tidspunkt tog jeg til Cannes Festivalen hvor jeg mødte Joel H. Coler, der var chef for 20th Century Fox's internationale publicity. Jeg ville gerne mere end blot arbejde i Danmark, og igennem ham lykkedes det mig at komme til at arbejde som Special Photographer på "Enemy Mine", en film af Wolfgang Petersen, der blev optaget i München. Dermed startede min internationale karriere.

Jeg var også Special Photographer på "Aliens" for James Cameron, og "Alien 3" for David Fincher. Normalt har de store amerikanske studier en fastansat still fotograf til at tage billeder, så hvis de skal bruge nogle særlige billeder, engagerer de f.eks. mig til at tage portrætter.

På et tidpunkt blev jeg ringet op af [publicity bureauet] Corbett & Keene, der repræsenterer Kenneth Branagh, og de spurgte om jeg vil komme til Italien og tage still billeder til filmen "Othello". Jeg havde mødt dem [C&K] under optagelserne til "Sofie" af Liv Ullmann nogle år tidligere. Det var jo fantastisk, at de spurgte, men jeg var i fuld gang med den danske TV serie "Charlott og Charlotte" med Ole Bornedal, og kunne jo ikke bare forlade optagelserne. Det endte med at jeg fortalte Ole, at jeg var blevet tilbudt dette job i udlandet. Han tænkte over det, og sagde: "Du skal da gøre det! Bare find mig en still fotograf, der er bedre end dig". Jeg tog til Italien og tog billeder til "Othello". Der fulgte andre film, bl.a. Kenneth Brangh's "Hamlet", og hans næste "The Magic Flute".

Havde jeg ikke sagt ja tak til "Othello" ville "Hamlet" og de andre ikke være sket. Jeg arbejder free lance, og har altid gjort det. De fleste bag kameraet på en film arbejde free lance i dag. I gamle dage var der en fastansat filmfotograf på Nordisk Film, men ikke mere.
 
Læs mere her:

Indvigelse af Kommandopost "Tårnet" fra "Olsen Banden på Sporet", 1975

Rolf Konow (engelsk)

Enestående chance for at opleve "Hamlet" i 70mm på Kronborg slot

"Hamlet" i 70mm på Kronborg

”Hamlet” in 70mm at Kronborg Castle

Internet link:

Rolf Konow
Rolf Konow @ Google
Stills @ Konow.dk
Rolf på imdb.com

Bob Willoughby

The Society of Motion Picture Still Photographers

Om Rolf
onfilm.dk
dfi.dk

 

Udstyr

 
Blimpen Rolf anvender i sit arbejde

Da jeg startede i 1970 havde jeg to kameraer, et Hasselblad og et Rolliflex. Jeg havde ikke nogen blimp den gang. En blimp er en lydisoleret kasse til kameraet, der reducerer kamerastøj, så man ikke kan høre, at jeg tager billeder. Så, når jeg skulle tage billeder, foregik det efter optagelsen når jeg bad om "still billede.

Instruktøren hjalp mig derpå med at stille skuespillerne op så jeg kunne tage 3-4 billeder. Nogle gange kunne jeg snige mig ind og tage et billede med min Rolliflex, da den ikke støjer så meget. En ven fortalte mig, at i Hollywood bruger de noget udstyr, der kunne hjælpe mig, så jeg kunne tage billeder under selve optagelsen. Det var lige det jeg manglede, og jeg var den første, der importerede en blimp i Danmark til dette formål.

Det er vigtigt at tage billederne imens kameraet kører. Skuespillerne er meget bedre når kameraet kører ,så snart de hører klaptræet smælde. De er fulde af liv og meget koncentrerede, og har den gejst der skal til, for at billederne kan blive gode. Når optagelsen er slut, slapper de af, og det kan være svært - selv for store skuespillere - at genfinde gejsten, og "være på" når kameraet ikke kører. Nogle gange kan jeg ikke tage billeder under optagelserne hvis det foregår på et meget lille set - så bliver jeg nødt til at gøre det efter optagelsen er færdig. Men min blimp er et uundværligt værktøj. Mit kamera sidder inde i blimpen, og jeg kan styre autofokus og udløseknappen fra ydersiden. Jeg bruger typisk to når jeg er på arbejde.

Jeg er Canon mand, og jeg bruger Canon's 5D Mark 3. Det er i forvejen meget lydløst, så man kan ikke høre det ret meget. Mikrofonen peger også imod skuespillerne, og optager ikke meget til siderne. Jeg bruger 2 objektiver, en 24-70mm, 2,8 og en 70-200mm zoom. I modsætning for 10-15 år siden styrer jeg det hele selv. Der er ingen laboratorier, der fremkalder de digitale billeder. Jeg nyder at kunne gøre hele arbejdet selv.

Antallet af billeder varierer lidt, men på en typisk amerikansk action film laver jeg måske 10.000 billeder. Der er jeg ansat fra start til slut under hele optagelsesprocessen. Sådan var det i Danmark indtil for et par år siden. Nu er det desværre anderledes. Jeg startede normalt den første dag med hele holdet, og så slutter jeg også den sidste dag. Nu tager en film, hvis man er heldig 6-8 uger at optage, og jeg er kun med i ca.18 dage i alt. Det er også lidt frustrerende at komme på settet en dag, hvor alle siger "Du skulle have været her i går. Hold da op, det var lige billedet til plakaten. Du ville have elsket det". Måske driller de, men måske er jeg gået glip af et super fantastisk plakatbillede, fordi det var en dag jeg ikke var på sættet.

Sådan er det i dag i Danmark, og det er ærgerligt, og det er da et dumt sted at spare penge på publicity! Og så er det skidt for min økonomi. Nogle produktioner er også begyndt at bruge framegrabs som still billeder. Det vil sige at man bruger billeder fra filmstrimmelen. Det er altså ikke godt nok. Kvaliteten er ikke god nok til at lave en plakat, når billedet skal forstørres så meget.
 
Et udvalg af film

Danske film:

Marie Krøyer
Adams Æbler
Dogville
Pelle Erobreren
Tro, Håb og Kærlighed
Midt om Natten
Flugten
Olsen Banden i Jylland
Ballade på Christianshavn

Udenlandske film:

The Three Musketeers
Resident Evil
Hamlet
The House of the Spirits
Othello
Sofie
Enemy Mine

Special Photography:

Die Hard 2
Red heat
Alien 3
Aliens
Enemy Mine
Conan the Destroyer

Fuld liste

 
Blimpen Rolf anvender i sit arbejde

Mine amerikanske kollegaer arbejder hver dag på produktionerne, for producenterne ved, at man ikke skal spare på publicity. For nylig forberedte jeg billeder til en bog om "Olsen Banden", og Morten Grundwald og jeg sad her og kikkede gamle billeder igennem. Det var helt fantastisk at se dette materiale. Vi fandt 120 billeder til bogen, men det ville ikke være muligt at have de samme slags billeder i dag, fordi still fotografen ikke er til stede hver dag. Bogen udkommer til jul.

Alle mine gamle billeder er fotograferet på negativ og dias. Jeg har kopier som jeg kan scanne. Alle de nye film er digitale, så der har jeg et sæt originale billeder, ligesom studiet har et sæt originale billeder. Det hele ligger på RAID diske, med flere back up kopier, så jeg kan finde dem. Når jeg kommer hjem efter en arbejdsdag, kopierer jeg alle billederne, og så sletter jeg dem jeg ikke kan bruge. Det kan være at skuespillerne har lukkede øjne eller lignende. I USA har skuespillerne en "right to kill" på op til 50% af billederne. Sådan foregår det ikke i Danmark, men der er ingen grund til at gemme billeder hvor de har lukkede øjne. I USA smider de ikke noget ud. Der bruger de lidt herfra og lidt herfra. Den nyeste film jeg har arbejdet på er "Antboy"
*), og jeg syntes ikke rigtigt at jeg kunne genkende billedet på plakaten. Det er fordi de har bruget kroppen fra et billede og hovedet fra et andet billede. Plakaten er lavet i Los Angeles.

Jeg har ingen rettigheder til mine billeder. I Danmark så har filmselskabet rettighederne til publicity når filmen har premiere, og hvis billederne bruges i andern sammenhæng som f. eks i en bog, så har stillfotografen rettighederne. Hvis jeg ville bruge, eller offentliggøre et billede skulle jeg spørge filmselskaberne først. Særligt hvis det er et "kill billede", de har afvist, så kan jeg ikke bruge det. Sådan er det for alle still fotografer. Selskaberne har alle de originale 35mm dias og negativer.
 
*) 13.08.2013

"Antboy" til Toronto

"Antboy" er udtaget til Toronto International Film Festival (5.-15. september), som i dag har løftet sløret for de sidste af festivalens mange filmprogrammer. Ask Hasselbalch får dermed en fornem verdenspremiere på sin debutspillefilm, der er inviteret til at deltage i programmet for børne- og familiefilm, TIFF Kids, som en ud af kun fem film udvalgt fra hele verden.

"Antboy", der bygger på Kenneth Bøgh Andersens børnebøger, fortæller historien om 12-årige Pelle Nørhmann, der ved et skæbnetræf bliver bidt af en myre og opdager, at han har fået dens styrke og egenskaber. Med hjælp fra sin eneste ven, tegneserienørden Wilhelm, udvikler Pelle en hemmelig identitet som superhelten Antboy. Snart viser det sig, at Pelle ikke er den eneste i byen med superkræfter. Og da superskurken, Loppen, melder sig på banen, må Antboy træde til for alvor.

Filmen får dansk premiere den 3. oktober.
 

Kenneth Branagh's "Hamlet"

 
Rolf Konow, født i 1946 i København. Han har arbejdet i 43 år som still fotograf på mere end 130 spillefilm og TV serier. Han har arbejdet i Danmark og i udlandet, og han har ingen planer om at gå på pension.

Under optagelserne af "Othello" i Italien lærte jeg produceren Dave Barron og Kenneth Branagh at kende. Da de skulle lave "Hamlet", blev jeg kontaktet af Castle Rock, der producerede filmen, og blev spurgt om jeg ville lave stills. Jeg kendte dem, og de kunne lide mit arbejde, så det er ikke kun instruktøren og produceren, der bestemmer. "The money people" har også noget at skulle have sagt med hensyn til valg af still fotografen. Jeg kendte allerede fotografen på "Hamlet". Det var Alex Thomson, som jeg havde mødt under optagelserne til "Alien 3".

Jeg bestemmer hvad der skal fotograferes. En gang imellem kommer der en liste fra produktionsselskabet, men ofte er det lidt tosset, idet jeg skyder meget "aggressivt". Jeg skyder løs, og fotograferer alt jeg kan komme i nærheden af. På "Hamlet" fik jeg manuskriptet, som jeg læste igennem for at forberede mig på hvad der skal ske. Og så læste jeg call sheets dagen før, så jeg ved hvilke scener der skal filmes. Jeg skyder ikke under prøverne, fordi skuespillerne ofte ikke har kostumer på, men jeg bruger prøverne til at forberede mig på hvad jeg skal fotografere.

Det var en stor oplevelse at være med på "Hamlet" - det er jo en klassiker. Bare prøv at forestille dig at stå - som eneste dansker - bag Jack Lemmon og høre ham sige "There is something rotten in the State of Denmark". Det er oplevelser, der giver gåsehud flere år senere. At få lov til at arbejde sammen med Derek Jacoby, Julie Christie, Kate Winslet og Charlton Heston, WOW! Alle sammen fantastiske skuespillere. Og ikke mindst Kenneth Branagh, han er helt fantastisk og meget inspirerende. Dagen før optagelserne gik i gang, samlede han hele holdet og fortalte os hvordan han gerne ville have filmen skulle se ud. Han er både skuespiller og instruktør og ved alt om at lave film og alt om teknikken. Han var meget begejstret for 65mm og ville lave denne fantastiske film i dette fantastiske format. På det tidspunkt havde 65mm ikke været anvendt i mange år, og Kodak betalte vist forskellen på 35mm og 65mm råfilm.
 
 
Kenneth Branagh til venstre og Alex Thomson med Panavision's 65mm kamera. Foto: Rolf Konow

Jeg kan huske at der var så meget lys på settet i den store tronsal, at jeg kunne skyde med en blænde imellem 5,6 og 8. Det er meget usædvanligt. En sjov anekdote i den sammenhæng. Alex Thomson's datter var focus puller, og hun havde et problem med skarpheden på et tidspunkt, og Alex spurgte om hun ville have MERE lys. "Nej tak, der er rigeligt", sagde hun. Der var så meget lys, at det var nemt for mig at arbejde. Ofte er der ikke ret meget lys at arbejde med, så dette var helt unikt. Alex Thomson var fantastisk at arbejde sammen med, en rigtig gentleman og et dejligt menneske. Vi så "rushes" en gang imellem, så jeg tilstræbte at få mine billeder til at ligne hans. Men der gik lang tid før jeg så de endelige billeder, idet billederne dengang blev fremkaldt og kopieret på laboratorier. Det var 35mm film og jeg fotograferede det hele på slides og sort/hvid negativer. I Danmark bruger man farve negativ og dias.

Jeg prøver ikke at være alt for aggressiv, når jeg tager billeder af skuespillerne. En medarbejder fra Corbett & Keene bad mig tage nogle billeder af Charlton Heston, der fik sat skæg på. Men han så på mig, og sagde "Rolf, don't do that, as CCB said, "It takes away the illusion"". Sjovt, der fik vi lige lidt filmhistorie fra "De 10 Bud" fra 40 år tidligere. En anden dag kom Julie Christie og sagde til mig: "Rolf, I've killed some photoes, but Rolf, it is not your photoes I don't like, it is me I don't like” - hvor sødt. Man skal være lidt varsom med at sende billederne til skuespillernes agenter, for de har en vane med at kassere alt for mange billeder syntes jeg. Men jeg forstår dem, det er jo deres karriere, der er på spil hele tiden.
 
 
Rolf og "Hamlet" på hans skærm

"Hamlet" optog jeg også de såkaldte Gallery billeder. Det er officielle portrætter af skuespillerne i fuld kostume. Jeg havde et lille fotostudie på Shepperton, hvor Charlton Heston, Kate Winslet og alle sammen kom ind for at få taget billederne. Jeg kan huske en dag hvor mit flashanlæg drillede, og jeg kunne ikke få det til at virke. Sveden drev af mig, imens Jack Lemmon sagde "Don't worry. Don't worry. I'll come back later". Så blev jeg helt rolig igen. Han var et dejligt menneske. Det er normalt studierne der beder om gallery shots, men da jeg lavede "Dogville" med Lars von Trier, var der ingen der havde bedt mig om det. Jeg organiserede det selv, så der blev lavet gallery shorts af alle skuespillerne.

Jeg var med på "Hamlet" under hele optagelsen, bortset fra de sidste 2 uger, hvor en kollega overtog mit arbejde. Inden "Hamlet" begyndte, havde jeg allerede sagt ja til Bille August om at lave "Frk. Smilla's Fornemmelse for Sne". Det var dejligt, at de sagde ja til det, og jeg nød at arbejde på "Hamlet" med de store 65mm kamera. Ikke at det gjorde nogen forskel for mig, bortset fra alt det lys der var på settet. Alting var bare stort. Det var to store studier på Shepperton som man kunne køre imellem med en kameradolly. I tronsalen var der spejle overalt, og jeg var hele tiden bange for at komme med i billedet. Spejlene kunne drejes så man undgik at komme med. Der var kun de to studier, og så en enkelt location hvor alle udendørsoptagelserne foregik, ved Blenheim Palace i Oxford.
 
 
Kenneth Branagh med ryggen til i den store bryllupsscene, der endte med at blive til filmens flotte plakat. Foto: Rolf Konow

Jeg var bag kameraet i den store scene i tronsalen med konfettien der regner ned. Da producenten David Barron så billedet sagde han, at det var plakatbilledet. Det var en flot scene med mange mennesker, og jeg fik også taget nogle billeder med mit panorama kamera.

Det er så længe siden kan ikke huske alle detaljerne længere, men en normal dag på alle de store film, starter med morgenmad. Efter morgenmaden er der prøver med instruktøren og skuespillere, måske også med fotografen, og så er der en kaffepause. Derefter starter optagelserne og skuespillerne kaldes ind. Arbejdsdagen kan nemt være 12 timer i udlandet, men i Danmark er den sjældent over 8½ time plus eventuel overtid. De store film varer omkring 12 uger, og en sidste film af den slags jeg har arbejdet på var "De Tre Musketeer" i Tyskland. Man bliver træt, især sidst på dagen. Når man kommer hjem efter tre måneder med 12-timers arbejdsdage, føles en dansk film som det rene ferie.

Jeg skal se "Hamlet" på lørdag [på Kronborg] i 70mm og det ser jeg frem til. Jeg har den på DVD - men har ikke set den i 70mm, for den har kun været vist i 35mm  til [1997] premieren i Danmark. Jeg glæder mig til oplevelsen, det bliver fantastisk.
 
 

Ikon billeder

 
Den franske distributør var meget glad for den lidt dystre version, så den blev brugt i Frankrig. Til højre, den danske version.

Vi lavede et plakatbillede til "Pelle Erobreren" på båden med en masse statister i bagrunden, men det viste sig at være alt for deprimerende. Jeg var i Los Angeles og viste dem billederne, hvor de sagde, at det lignede en flygtningelejr, og at vi skulle bruge det smukke billede af Max von Sydow og Pelle Hvenegaard i stedet for. Da jeg kom hjem sagde jeg det til Bille, og så havde vi plakatbilledet som vi kender i dag. Dette billede ER "Pelle". Det er et smukt billede af Max og Pelle. Jeg var iøvrigt ikke selv tilfreds med det billede jeg havde taget den dag scenen blev optaget, så derfor bad jeg Max og Pelle om at gøre scenen igen for mig.

Olsen Banden silhuetten er desværre ikke mit billede, det var allerede taget, da jeg startede på den tredje film. "Det er ikke taget af mig, og det må jeg leve med", siger Rolf med et smil..
 
 

Mine favoritter

 
Rolf Konow og Thomas Hauerslev, ved hans studie i København, 8. august 2013

Jeg er meget inspireret af Bob Willoughby, som også var "special photographer" i sin tid. Han har lavet nogle fine bøger, bl.a. om Audrey Hepburn. Han har været en stor inspiration for mig, og så brugte han også en blimp til sit kamera.

Jeg plejer at sige, at min favoritfilm, er den film jeg arbejder på lige nu. Det er svært eller at udvælge en film, men ellers "Pelle" og bestemt også "Hamlet". Men jeg har arbejdet sammen med så mange vidunderlige mennesker. Anders Thomas Jensen's, "Blinkende Lygter" og Lars von Trier med "Dogville" og "Breaking the Waves", var helt fantastiske oplevelser. Mine favoritbiografer er selvfølgelig Imperial Bio og Dagmar og Grand Teatret, også den der ligger lidt ude, Empire Bio.

Jeg laver ikke så meget mere på grund af nedskæringer i branchen, men jeg går ikke på pension, så længe der er efterspørgsel på still billeder. Jeg elsker mit arbejde.
 
 
   
Gå: tilbage - op
Opdateret søndag, 17 december 2017 07:40:36