biografmuseet.dk
Forord | Kontakt
Din historie | Søg

BIOGRAFER
Oversigt | Pioner
København | Omegn
Nordsjælland
Vest, Midt & Syd
Bornholm
Møn & Bogø
Lolland & Falster
Fyn, Thurø, Tåsinge
Langeland & Ærø
Sydjylland | Øst
Midt-Vest | Nord

ROADSHOW
3 Falke Bio
Europa Bio
Kinopalæet
Grand Teatret
Imperial Bio
Lido | Folketeatret

7OMM FORMATET
Historie | Biografer
Film | Maskiner

FILM & SYSTEMER:
Todd-AO | Blow-Up
Ultra Panavision 70
Super Panavision 70
Super Technirama
Sovscope 70
Dimension 150
Cinerama
Omnimax
Showscan
Cinema 180
Sensurround
"Windjammer"
CinemaScope

NYHEDER

2024 | 2023 | 2022
2021 | 2020 | 2019
2018 | 2017 | 2016
2015 | 2014 | 2013
2012 | 2011 | 2010
2009 | 2008 | Arkiv

BIBLIOTEK
Premierer 1911-2020
Film- og Kinoteknik
Teknikkalender
Interview | Farvel
Filmfestival
Det Store Udland
Olsen Banden
Store Lærreder
 

Biografmuseet's Mission
Fra Bornholm til Skagen, Todd-AO er sagen: Læs om 70mm og Cinerama med de store knivskarpe billeder og fantastiske magnetlyd
• Artikler, nyheder og billeder fra den danske biografhistorie
• Alle læsere er inviteret til at skrive deres historie om oplevelser i de danske biografer

Indhold | Opdateret
Ris & Ros | Ansvar
 

Åbnet 1. januar 2005

Copyright © 1985 - 2070 "biografmuseet.dk". Alle rettigheder forbeholdes.
 

Besøg in70mm.com om 70mm film, Cinerama og alle de store filmformater

in70mm.com
 

Bio Aabyhøj / Astra, Åbyhøj

Tilbage til forsiden
Skrevet af: JG, biografmuseet.dk. Teknik: Thomas HauerslevDato: 02.05.2024
Astras facade som den så ud i oktober 2003. Foto: Thomas Hauerslev

Bio Aabyhøj / Astra
Silkeborgvej 261

Åbnet 24. januar 1936
Lukket 20. november 1986

I foråret 1935 får Aabyhøj sogneråd tilladelse af Justitsministeriet til at genopslå en bevilling om biografdrift, hvilket havde været nægtet byen de seneste fire år, idet man forud havde misligeholdt en bevilling om biografdrift i Aabyhøj Forsamlingsbygning på Odinsvej, hvis sal herefter blot benyttes netop som dette, et forsamlingshus. Allerede i 1920’erne havde man ønsket sig en rigtig biografbygning og det er den betingelse, der nu stilles som klausul for de ansøgere, der måtte kunne tænke sig at tage fat her udenfor Aarhus centrum. Det er der kun tre, der tør.

Den ene af disse er den velhavende, fhv. hotelejer Christian Frederik Christensen som opfører en ny bygning på Silkeborgvej nær hjørnet til Thorsvej ikke langt fra Odinsvej ovre på den anden side, hvor han selv får privatbeboelse på første sal, mens der indrettes tre butikker nedenunder med biografindgang mellem de konfekturekiosken og ’Bio-Kiosken’, der solgte aviser og blade, mens en cigarhandler okkuperede forretningslokalet længst mod venstre. Her har også Christensen eller nærmere den unge lokalarkitekt Bering Bryld ladet sig inspirere en smule af Regina, da han bag et vindfang indretter en cirkelrund vestibule med billetsalget placeret i et glasbur i midten og her bagved en bredere foyer med smukt springvand og moderne toiletter.

Let skrånende mod venstre fortsætter salen med indgang i midten til to finere logeafsnit i hver side igen ikke ulig Regina med forenden en sort billedramme indhyllet af et gyldent, bølgende fortæppe. Væggene er matgrønne og stolerækkerne polstret med matrødt læder og fløjl i en meget smuk farvevirkning’. ’Et hypermoderne filmsteater’ skriver Demokraten som overskrift til sin begejstrede reportage. I alt rummer salen 321 pladser fra Odense Stolefabrik opstillet amfiteatralsk med tre udgange mod gården til venstre og udgangspassage gennem port til gaden til venstre i forhuset. Det relativt store operatørrum over foyeren er indrettet med BOFA tonefilmsanlæg og to stk. kinomaskiner af mærket Nitzsche Matador 1. De udskiftes senere med Bauer B12. Pris for byggeriet cirka 200.000 kroner.

Som åbningsfilm og aarhuspremiere fredag den 24. januar 1936 ses Jeanette MacDonald som ”Letsindige Mariette”. En meget sigende titel i forhold også til de herrer, der kommer til at efterfølge hoteldirektøren, som allerede går bort i september 1937. I første omgang videreføres Bio af enkefru Mary med svigersønnen Carlo Cramer som hjælpende højrehånd. I maj 1939 køber Cramer biografen af sin svigermor, som bliver urolig, da det går op for hende, at svigersønnen ikke umiddelbart kan overtage bevillingen, der først skal opslås ledig. Han får den dog og tiltræder som direktør pr. 15. juli 1940. Kedeligt, kedeligt, men det bliver snart meget mere underholdende.

Fremme i august 1950 idømmes Cramer i Aarhus Kriminalret en bøde på 200 kroner for at have overfuset et par betjente på jagt efter en spritbilist med ord som ’idioter’ og ’skiderikker’, men i sikker havn lyder der i oktober en forlængelse af bevillingen fra Justitsministeriet. Fire år senere bliver det endnu mere farverigt.

Til en start sker der det for så vidt ganske usædvanlige, at en ellers velrenommeret biografarkitekt falder i unåde hos Cramer, som i starten af 1954 har hyret Holger Pind til at foretage en række forbedringer af foyer og sal, hvor sidstnævnte skal forlænges med nogle meter til en ny scene med større lærred til kommende tiders film i bredformat, mens et af butikslokalerne delvist omdannes til garderobe med bøjlestænger og hattehylder for biografteatrets gæster mod betaling, hvortil Cramer siger, han har hyret ekstra personale. Ved billetsalget ophænges revideret tavle med prisliste for sæderne alt efter placering i salen incl. skat og garderobe, selvom der dog kun er plads til overtøj for omkring 200 gæster svarende til to tredjedele af salens stole. Ved siden af operatørrummet over foyeren indrettes desuden en lille loge ekstra.
 
Læs mere her:

Biografer på biografmuseet.dk

Biografer Oversigt

Danmarks 70mm og Storformat Biografer

Stoleplaner - Galle & Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne

Biografpremierer 1911 - 2020

Film- og Kinoteknik

7OMM Film og De Store Formater

Todd-AO, - det sensationelle filmsystem

Mine damer og herrer, "Dette er Cinerama"!

"Windjammer" i Cinemiracle

CinemaScope | VistaVision

Super Technirama 70 | Panacolor
Dimension 150
| Sensurround

High-Impact biografdesign

 
Foto: Per Hauberg, 1975

Det skulle stadig være nok så fint ude i Aabyhøj, men snart konstaterer man, at kun omtrent 5% af de besøgende rent faktisk benytter sig af muligheden, så garderobedamen har ikke meget at bestille, hvis hun ellers er til at få øje på. Cramer har fået kolde fødder og Pinds honorar på 6.850 kr. sat for højt, da Pind, ifølge Cramer, ikke i tilstrækkelig grad har ledet ombygningsarbejdet og desuden foretaget fejlberegninger omkring scenen, hvorved indkøbte materialer måtte kasseres. Sådan bliver sagen i hvert fald udlagt som optakt til endnu et af de retsmøder, Cramer deltager så ivrigt i – nu fremme i august 1956. I dette tilfælde har han dog i hvert fald selv anlagt sagen.

Inden da har der været meget mere action på drengen. Allerede i april 1954 har Cramer igen givet den gas ude på asfalten og var denne gang i et mislykket overhalingsforsøg kørt ind tværs over både cykelsti og fortov og torpederet en mur, hvilket tog livet af bilen men heldigvis ingen andre. Nu skulle han ikke igen nyde noget af de idioter og skiderikker, så han tager sammen med konen benene på nakken, prajer en taxa, der kører fruen på sygehuset, mens han selv okser hjem og gemmer sig nede i kælderen under biografen. Med politiet i hælene må ordensmagten herefter bruge vold for at sprænge døren ind til kælderrummet, da Cramer nægter at låse op. En spiritusprøve viser herefter, at han er påvirket i ’middelsvær grad’. Selv hævder han ’kun’ at have fået syv genstande. Fru Vera har fået nok og lader sig separere.

Næste store nummer fra Cramers side præsenterer han fire måneder senere i august. Nu var ombygningen tilendebragt, men så var der alt det med den nye prisliste vedrørende betaling for dit og dat. Her har han indregnet sig den gevaldige ekstrabetaling, der vedrørte samtlige billetkategorier uanset behov for at smide overtøjet selv på en hed julidag. Dog kunne der være svalt i biografen, for et velfungerende ventilationsanlæg var kommet til og Cramer bestemt ikke bleg for også at opstille en masse løse bænke efter forgodtbefindende. Her tager han eksempelvis 1,50 kr. for en børnebillet – men afregner kun forlystelsesafgift af den normale tarif, som i dette tilfælde lød på 85 øre og sammenlagt i hvert fald ikke for flere, end teatret oprindelig er indrettet med, altså de 321 – uanset. Selv den lille ekstraloge solgte han billetter til – og fik påbud om, at også dét var strengt forbudt. Der var ingen nødudgang eller what so ever.
 
 
Bio Aabyhøj med åbningsprogram

Man ser nok for sig, hvordan også denne historie ender – i retten, hvor han nu idømmes en bøde på 500 kroner og det var vel i første omgang endda billigt sluppet. I juni 1955 afholder Aabyhøj Handelsstandsforening præmiekeglespil og skydning på Frederikshøj Kro under stor tilstrømning. Ved denne lejlighed bliver biografdirektør Carlo Cramer udnævnt til ’årets kegle- og skyttekonge’. Især den første lader vi lige stå et øjeblik.

Cramers bevilling udløber i juni 1955 og hvor underligt det end lyder, følte hverken politimesteren eller sognerådet anledning til at anbefale en fornyelse og den samme konklusion når man pudsigt nok også til i Justitsministeriet, selvom Cramer ikke forstår et kuk af det hele. Han er dog smart nok til at fortsætte med at drive filmklub i stedet og kan arrangere stribevis af ganske almindelige biografforestillinger, der endda også på fiks vis annonceres, selvom det også var over grænsen af det tilladte. Helt lukket bliver den nemlig først den 8. september 1956 på grund af den fortsatte uenighed om lejemålet. Statens Filmcentral havde da allerede gennem sin Aarhus-afdeling i nogen tid siden juni haft en aldeles midlertidig bevilling, hvorved Bio i den mellemliggende periode er ledet af frk. Elise Eilschou Schmidt. Hun har personligt haft en uudnyttet bevilling til biografdrift, som i sig selv er udløbet, men den får hun delvist fisket op igen, da nabokommunen har overtaget en ny og godt på til at opføre Vest Teatret et godt stykke længere ude af Silkeborgvej i Brabrand med hende som direktør.
 
 
Astras vestibule som den så ud i oktober 2003. Foto: Thomas Hauerslev

Allerede den 9. maj 1956 havde typograf Ejnar Lund fået bevilling ud af nu 16 ansøgere til Aabyhøj gældende fra 8. juli og såmænd en grund på hånden for en helt ny biograf, men det ville jo være tosset i disse ’fjernsynstider’. Lund har intet forhåndskendskab til biografbranchen men dog sin snusfornuft og den fortæller ham det bedst at komme overens med den besynderlige Cramer. Lund har dog – til formentlig Cramers gevaldige irritation – haft besøg henover sommeren af netop Holger Pind om mulighederne for en splinterny biografbygning.

Sådan skulle det selvfølgelig ikke være. Bio var jo endda netop bygget om og i det mindste parat til at springe ud af starthullerne også med CinemaScope, når blot nyt apparatur kom på plads, nu man var forhåndsparat med sit fine, brede lærred på 10 x 4 meter med et antal resterende pladser lydende på 308. I november når de stridende parter overens om en pris på 315.000 kroner for hele molevitten, 20.000 kr. mere end hans første bud. Der er genåbning 7. december 1956 med den første danske farvefilm ”Kispus”, hvor billetsalget er flyttet ud i siden.

’Bio Aabyhøj’ var ikke det fedeste navn i byen, så et halvt år senere forandres Bio pr. 3. juli 1957 til nu at hedde Astra – det latinske ord for stjerne – eller Astra Teatret, som nu pryder med store bogstaver henover den smalle baldakin, mens indgangsforholdene har fået en ansigtsløftning med nye lysreklamer og blidere farver. Her lyder første program på ”Den tavse verden” med Jacques Cousteau under havets overflade kl. 19 og 21. Fire dage senere suppleres med mere pikant fransk ”Ungkarleliv” kl. 21 – ’vittig og munter’, som annoncerne skrev. Og se, den slags går hen og bliver rigtig interessant for Astra ude i fremtiden.

Lund er så dygtig til sit arbejde (eller Cramer været så elendig), at omsætningen i Astra stiger til det femdobbelte, hvilket er unikt udover det sædvanlige (eller tegn på gevaldige uregelmæssigheder forud som ingen fik øje på). Som belønning går Astra i alle tilfælde sandelig hen og positionerer sig også som premierebiograf i 1966 via Athena Film, som han åbenbart kommer rigtig godt ud af det med. Således er der danmarkspremiere 25. april 1966 på westerndramaet ”Skyd først – lev længst!” med Tony Young og et år senere den 7. april spionfilmen ”Fribillet til helvede” med George Ardisson. Det må have gået strålende, for allerede i juli er der atter en danmarkspremiere fra samme selskab, denne gang ”Djævlebanden i Beirut” fra samme spionpærevælling i Italien, der senere fik repremiere som ”Spioner dræber lydløst” og det gentager sig sandelig i august nu med ”Koldt stål og varme piger i Casablanca” – endnu mere spionpasta fra støvlelandet med missioner, der tydeligvis stikker i alle retninger.

Jørgen Hoffman fra Otterup Biograf udenfor Odense har selv gode kontakter indenfor udlejningsbranchen fra sit tidligere virke som filmansætter for ASA, Universal og Paramount, da han i april 1967 køber Astra af en lettere sygdomsramt Ejnar Lund på betingelse af, at han også kan overtage bevillingen, hvilket sker allerede i juni med officiel virkning pr. 1. januar. Den nye direktør renoverer stolene og der kommer nu Bauer U3 i operatørrummet, men gradvist føres repertoiret nu over i det endnu mere spektakulære.

Næste danmarkspremiere må man dog vente med til 3. januar 1977, men så er tiden også inde for både ”Pigen og psykopaten”, en spansk-venezuelansk affære med David Hemmings på deroute i en titel, der ikke fungerer meget bedre for distributøren Tage Borg, da han halvandet år senere får den op i Colosseum i København under titlen ”Sadistens grusomme lyster”. I Astra holder den sig på plakaten i fem dage. Hoffman har allerede uofficielt sat Astra til salg året forinden, men det formodes svært for ham at komme af med den, idet den er udset til at falde for en udvidelse af Silkeborgvej.
 
 
Astras foyer som den så ud i oktober 2003. Foto: Thomas Hauerslev

Det bliver ikke spor nemmere at få film, da Saga 1+2 åbner i Trøjborgcentret i december, men ikke desto mindre findes ved samme lejlighed nu netop en køber, der åbenbart kan se potentiale i både piger og psykopater og her tænkes altså ikke på Hoffman, men fakta er, at Astra pr. 1. februar 1977 overdrages til Christian Hjort for 1,5 millioner kroner, hvilket er pænt mange penge for bygningens stand. Her konstaterer han snart, at der rent faktisk ikke findes en pladsfordelingsoversigt over biografteatret og har således fået brandmyndighederne på nakken. Denne meddeler, at den alderstegne sal er af en sådan beskaffenhed, at der kun må opholde sig 150 personer i rummet ad gangen, hvilket er langt færre, end der er sæder. Også logen på balkonen er fortsat forbudt område. Det er både ret sigende og egentlig ganske forbløffende, at Astra herefter går i en retning, der bestemt ikke ligner den typiske provinsbiograf, men med færre sæder til rådighed pr. forestilling måtte der vel tænkes nyt.

Inde i centrums Royal havde man set fidusen ved at spille børnefilm allerede tidligt på dagen, ja sommetider fra kl. 11 og hvorfor ikke gå i den retning? Der går ikke mange dage, før maskinen snurrer her lidt ude på Silkeborgvej allerede fra kl. 10, men det er ikke børnefilm, der vises på hverdage men bunduartige strimler. Det varer heller ikke længe, før Astra henover det sene forår og tidlige sommermåneder kan præsentere en hel stribe kødfulde danmarkspremierer på strimler fra Atlantic Film med titler som ”Pornodetektiven klarer alt”, ”Luksusluderens eventyr” og ”Den liderlige kongres”. Om aftenen holdes oftest fat i helt almindeligt program kl. 19 og 21 eller lidt før, hvis der skulle knibes ekstra porno ind også efterfølgende og i weekenden var der stadig børnefilm om eftermiddagen, hvor operatøren måtte være ekstra påpasselig, at han fik sat den rigtige ”Søren Spætte”-film i maskinen. Det kan i øvrigt godt være, at Bauer-maskinen er relativt i orden, men lydanlægget var efterhånden tudsegammelt og skrattede af den anden verden, men omvendt blev der ikke snakket så forfærdelig meget længere oppe på lærredet.

Allerede i 1978 kommer Poul Silassen fra ABC Biograferne i Horsens til Astra, men det ændrer intet i programlægningen. Det betaler sig tydeligvis godt med alle disse knaldfilm, for nu udarbejdes der tegninger for en ombygning til to sale dog noget ubehjælpeligt med en ny sal 2 blot med 55 stole placeret i venstre side af det bagerste stykke. Brandvæsenet afviser i denne ombæring helt at tage stilling til projektet på grund af en række manglende detaljer i prospektet. I stedet indrettes i 1982 ny grillbar i den gamle konfektureforretning og de dyrebare garderober, ligesom en tilbygning til venstre i gården fremover tilbyder højfjeldssol. Allerede i 1979 går Astra sommetider all-in med et repertoire, der til samtlige dagens forestillinger helt og holdent holder sig under bæltestedet, men det er først i det sidste leveår, der stort set slet ikke vises andet.

I februar 1984 har Tonny Morsø Christensen overtaget som sidste mand på posten, før han smider håndklædet i ringen, da pornoen i al overvejende grad er flyttet hjem i videomaskinerne. Fra kyndig side lød det også, at Astra ganske enkelt var noget gammelt lort, der ikke var værd hverken at besøge eller beskæftige sig med, men en stjerne blev slukket. Sidste uge frem mod den 20. november lokker ”Frøken Erotikus” kl. 17.30 og 19, mens ”6 studiners sex-eventyr” trækker kl. 20.30 og 22. De tidligere forestillinger er da allerede skrottet.

Allerede i februar 1987 godkendes forandringen af biografen til squashcenter med tre baner kombineret med den næsten nye grillbar. De næste mange år står forhallen som dengang, men i 2005 er huset forfaldet i en grad, at man påtænker at bygge salen om til seks lejligheder i to etager, men ender i stedet med at rive det ned i 2012 for i stedet at opføre Rema 1000 supermarked og kontorer.
 
 
Bauer U3 maskinerne fotograferet i 1975. Foto: Per Hauberg.

Direktør
C Cramer (54-55)
Ejnar Lund (58-67)
Jørgen Hoffman (67-69)
Poul Sillasen (78-84)

70mm Maskiner
Bauer U3

Billet telefon
Århus 5 74 32 (54-64)
15 82 82 (68-69)
06 15 82 82 (78-84)

Siddepladser
321 (54-69)
308 (78-83)
 
 
 
 

• Gå til Biografer på biografmuseet.dk | Biografer Oversigt
• Gå til København | Omegn | Nordsjælland | Vest, Midt & Syd
• Gå til Bornholm | Møn, Bogø, Lolland & Falster
• Gå til Fyn, Langeland, Thurø, Tåsinge & Ærø
• Gå til Sydjylland | Midt-Vest | Øst | Nord
• Gå til mere om Aabyhøj Biografteater
 

 
 

• Gå til Bio Aabyhøj / Astra, Åbyhøj
 
Gå: tilbage - op
Opdateret torsdag, 09 maj 2024 10:12:16