biografmuseet.dk
Forord | Kontakt
Din historie | Søg

BIOGRAFER
Oversigt | Pioner
København | Omegn
Nordsjælland
Vest, Midt & Syd
Bornholm
Møn & Bogø
Lolland & Falster
Fyn, Thurø, Tåsinge
Langeland & Ærø
Sydjylland | Øst
Midt-Vest | Nord

ROADSHOW
3 Falke Bio
Europa Bio
Kinopalæet
Grand Teatret
Imperial Bio
Lido | Folketeatret

7OMM FORMATET
Historie | Biografer
Film | Maskiner

FILM & SYSTEMER:
Todd-AO | Blow-Up
Ultra Panavision 70
Super Panavision 70
Super Technirama
Sovscope 70
Dimension 150
Cinerama
Omnimax
Showscan
Cinema 180
Sensurround
"Windjammer"
CinemaScope

NYHEDER

2024 | 2023 | 2022
2021 | 2020 | 2019
2018 | 2017 | 2016
2015 | 2014 | 2013
2012 | 2011 | 2010
2009 | 2008 | Arkiv

BIBLIOTEK
Premierer 1911-2020
Film- og Kinoteknik
Teknikkalender
Interview | Farvel
Filmfestival
Det Store Udland
Olsen Banden
Store Lærreder
 

Biografmuseet's Mission
Fra Bornholm til Skagen, Todd-AO er sagen: Læs om 70mm og Cinerama med de store knivskarpe billeder og fantastiske magnetlyd
• Artikler, nyheder og billeder fra den danske biografhistorie
• Alle læsere er inviteret til at skrive deres historie om oplevelser i de danske biografer

Indhold | Opdateret
Ris & Ros | Ansvar
 

Åbnet 1. januar 2005

Copyright © 1985 - 2070 "biografmuseet.dk". Alle rettigheder forbeholdes.
 

Besøg in70mm.com om 70mm film, Cinerama og alle de store filmformater

in70mm.com
 

Park Teatret, Risskov

Tilbage til forsiden
Skrevet af: JG, biografmuseet.dk Teknik: Thomas HauerslevDato: 02.05.2024
Park Teatret, 1979. Foto: Per Hauberg

Park Teatret
Nordre Strandvej 19

Åbnet 24. august 1953
Lukket 1. juli 1982

Den 31-årige rejsebiografdirektør Edvard Betzer har fået fast biografbevilling og åbner med danmarkspremiere på Lau Lauritzens ”Farlig ungdom” fra ASA med Ib Mossin og Birgitte Bruun (siden Price) – en film man dog deler med Folketeatret. Filmen bliver en gevaldig succes både her og over det ganske land ikke mindst i storbyerne. Park Teatret er tegnet af Holger Pind, mesteren over dem alle, når det kommer til brillant biografbyggeri og dette særligt interessant, da Park er landets allerførste, som bygges til at vise bredformat, selvom ingen af de første på plakaten dog er i widescreen og CinemaScope er slet ikke kommet til landet endnu. Det har et par stykker dog været til en helt særlig præsentation dagen forinden for et udvalgt publikum, hvor man prøvekørte to af de kommende film i det nye format.

Salen her ude i Risskov har 314 røde stolepladser med let terrassehældning bagtil, gult fortæppe foran lærredet samt panelbeklædte vægge med gule lamper. En pæn middelstørrelse som også syner smukt ude fra Nordre Strandvej og nede fra hjørnet ved Fortevej med stor foyer med hvilesofaer, der præsenterer sig elegant og moderne med bred glasfacade og særlig indgang med billedskabe helt nede fra fortovskanten, hvor en tynd og flad baldakin rækker ud for at tage imod. Et par enkelte, nyplantede træer gør det til en start ud for en lille park foran det lille Park, som alle sammen blomstrer smukt.
 
Læs mere her:

Biografer på biografmuseet.dk

Biografer Oversigt

Danmarks 70mm og Storformat Biografer

Stoleplaner - Galle & Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne

Biografpremierer 1911 - 2020

Film- og Kinoteknik

7OMM Film og De Store Formater

Todd-AO, - det sensationelle filmsystem

Mine damer og herrer, "Dette er Cinerama"!

"Windjammer" i Cinemiracle

CinemaScope | VistaVision

Super Technirama 70 | Panacolor
Dimension 150
| Sensurround

High-Impact biografdesign
 
Todd-AO (Måske i 35mm version) den 8. Oktober 1962

Biografen havde været på vej lige siden 1937, så det var sandelig også på tide. Det var nu ikke Betzers skyld med sejtrækkeriet. Han var først startet i branchen som operatørelev inde i Fotorama og siden fast job i Palads Teatret oppe i Aalborg. Her lærte han en ven at kende, der havde en fast rejsebiograf kørende i denne region af landet og Betzer undrede sig over, at der ikke fandtes noget tilsvarende akkurat her omkring Aarhus, hvor mange mindre byer faktisk var uden biograf og altid havde været det. I Randers møder han en pige ved navn Mary og de to holdt sammen lige siden. Han satte straks sin nye kæreste til at sy lærred ud af gamle lagner, lånte penge af sin far til det fornødne filmapparat og gik så på jagt efter bevillingen, hvilket ikke var så svært endda at få i 1942, hvor det bestemt ikke var på tale at bygge nyt ret mange steder rundt om. Karrieren med rejsebiografen indledes i september på Brabrand Kro, hvor titlen var ”En desertør” fra ASA instrueret af Lau Lauritzen. På sin debutaften gik det grusomt galt, men det betyder jo som regel succes senere i livet. Der gik ild i filmapparatet og da folk så skulle have pengene tilbage, var kassen mystisk nok gabende tom. Det blev en lærestreg af de større.

Den 11. september 1953 giver Universal så Park eventyrfilmen ”Kalifen i Bagdad” med Tony Curtis og Piper Laurie – den allerførste, som får premiere her i landet, men filmen er dog ikke optaget til widescreen, så det virker sommetider til, at de medvirkende får skåret noget af hovederne, hvilket ikke var helt den åbenbaring af nye tider, man som publikum har sukket efter. Den helt store succes må man endnu vente lidt på, men så får Park også succes. Masser af succes. Og masser af premierer. I flæng kan nævnes ”Klippehulens hemmelighed”, ”To tossede får en tolver”, ”Flådens ørne”, ”I fremmed tjeneste”, ”Dyden belønnes”, ”Den syndefulde Jezabel”, ”Stille kommer kærligheden” og mange flere, hvor titlerne siger det hele, selvom man dårligt erindrer sig nogen af dem i dag. Dengang var de fleste hæderlige succesfilm og dem, der var langt større end overnævnte udpluk af de helt eksklusive danmarkspremierer, som kom op her som allerførste sted i landet.
 
 
Superbrugsmedarbejder viser tre billeder fra det gamle Park. Foto Thomas Hauerslev, 20.07.2001

Park Teatret renoveres i 1967 og fremstår herefter som Det Ny Park med tilsvarende nye stole, men beholder samme antal som hidtil og siden, nemlig de velkendte 314. Den 11. december er der danmarkspremiere på Vilgot Sjömans semi-pornografiske ”Jeg er nysgerrig”, der pirrer publikums nysgerrighed i en grad, at Betzer holder den på programmet i ni uger som Park Teatrets største succes. Et år senere er der tilmed premiere på Walt Disney-filmen ”Junglebogen” og Betzer kan igen melde om udsolgt, udsolgt og atter udsolgt. Da imidlertid Biografen åbner i Aarhus-Hallen fremme i 1971, flytter Disney herind i selskab med mange andre børnefilm. I stedet er Edvards søn, Just, ved at være en mægtig herre indenfor filmbranchen, hvor han starter Panorama Film, hvilket naturligvis ikke er uinteressant for farmand, der kan lægge beslag på de bedste herfra. Endnu bedre bliver det fra juli 1972, hvor sønnen just har overtaget ASA Filmudlejning og desuden startet endnu et filmudlejningsselskab, Kinorama.

Omsætningen stiger i begyndelsen af 1970’erne med 15-20% om året og med sønnike, andre nye distributører og nybrud indenfor filmmediet, sker der også andre forandringer. Repertoiret bliver med andre ord ’mere frodigt’ – som det udtrykkes – hvor der her omkring 1972 er endnu mindre påklædning at spore end hos Mowgli i titler, der præsenterer sig med ’English Subtitles’, når afkommet er dansk i en tidlig lancering af de i vore dage atter populære film med danske undertekster. Dengang henvendt mod turister på ekskursion fra Aarhus mod den syvende himmel af en karakter, man aldrig havde set mage. Aarhus er naturligvis også den første by udenfor København, der overhovedet lægger sal til regulær pornobiograf. Det sker selvfølgelig i Paradisgade – og nej, nej, ikke lige netop dér, men akkurat øst for paradis, som slet ikke er opstået endnu.

Byens sorte får er i øvrigt slet ikke Park; den ære tilfalder helt og holdent en helt anden forstadsbiograf, nemlig den gamle Bio i Aabyhøj, der forlyster sig som Astra. Edvard Betzer har længe drømt om bevilling til en centrumbiograf og da det lykkes ved bevillingssystemets ophævelse i 1972, indretter han året efter sammen med sønnen Mogens Royal Cinema A-B på agtværdige Hotel Royal, hvor de også sniger damer ind i repertoiret fra tid til anden. Da Royal åbner op til efterårsferien 1973 bliver det en af dem man husker. På grund af de mange forandringer åbenbart den bedste efterårsferie i mands minde. I Royal er der premiere på Astrid-lindgren filmen ”Alle tiders Kalle” og det er der også ude i Park, for ”Her kommer Pippi Langstrømpe” nemlig den 12. oktober 1973 fra Palladium. Pippi sælger ikke helt så godt som Emil de første år, men det er for en stund rigtig gode tider.
 
 
For mange år siden var dette en biograf. Foto Thomas Hauerslev, 20.07.2001

For at koncentrere sig om det royale bekendtskab, sælger Betzer i august 1974 Park Teatret til Hanne og Jes Krøyer Hansen for 1,7 millioner kroner, men allerede to år senere må han indgive konkursbegæring. Krøyer Hansen havde ganske enkelt ikke de samme gode kontakter til distributørerne. Således kommer Park atter på Betzer-familiens hænder, da sønnen Just overtager den pr. 23. juli 1977 for 400.000 mindre end det, Krøyer var blevet lettet for. Just driver den kun i knap fire måneder til den 16. november (faktisk er det far Edvard, der atter kører butikken), men smarte sønnike tjener 100.000 kroner på nu at kanalisere biksen videre til Tonny Lauritsen, der et år forinden også har købt Skanse-Bio i Randers, men som for øvrigt selv gør sig i at indrette restauranter for dernæst at sælge dem, mens omvendt Betzer det efterfølgende år kaster sig over skansen. Der hersker da også lidt af et kompagniskab mellem de to parter for også bror Mogens har Lauritsen gjort forretninger sammen med inde i midtbyen, i dette tilfælde en pub.

I juni 1978 bliver det så Per Hauberg tur, da han udover at drive Malling Bio overtager Park i juni 1978, hvor han kan notere sig en gennemsnitlig belægning på 44%, hvilket ikke er så ringe endda. Han ville åbne med "Lawrence af Arabien" i stereofonisk magnetlyd, men filmselskabet Columbia ville kun rykke ud med en helt almindelig 35mm-kopi, selvom de fortsat havde den anden liggende. Ifølge Hauberg selv kaldte kollegaerne – dengang nærmere konkurrenterne – inde i centrum fortsat Park for ’dukketeatret i Risskov’.
 
 
Udgang. Foto Thomas Hauerslev, 20.07.2001

Da Hauberg i juli 1980 overtager hovedstadens kæmpestore 3 Falke Bio, er han nødt til at skille sig af med sin noget mindre Park. Malling Bio køres fortsat separat, men ikke hver dag med Per selv ved roret. Både den ene og den anden og den tredje lider på dette tidspunkt af, at der kommer flere sale i centrumbiograferne – det gælder både Aarhus og København – hvilket betyder, at filmene ikke kommer nær så hurtigt rundt i cirkulation mellem forstadsbiograferne og den nærmeste omegn. Det ender i Aarhus Kommune med faktisk at tage livet af dem alle op gennem 1980’erne på nær netop Malling mod syd, der heller ikke ’hænger sammen’ med de forstæderne. Denne holder Hauberg ukueligt fast på helt frem til sin død i april 2024, hvor dennes skæbne endnu er ukendt, efter at have stået lukket siden februar 2023, hvor han sygdomsramt ikke kunne mere.

Park Teatret ryger som den første. Sidste forestilling den 1. juli 1982 bli’r ungdomsfilmene ”Hva’ ska’ vi lørdag aften?” kl. 19 og ”Er du gal mand” kl. 21. Kort efter går man i gang med at forandre gamle Park til Brugsen, siden Fakta for at ende som 365 discount. Hele byggeriet består bortset fra ny ind- og udpakning fuldstændig som dengang i 1953 som klart biografminde.
 
 
Bauer U2 maskinerne fotograferet i 1975. Foto: Per Hauberg

Direktør
Edvard Betzer (54-69)
Per Hauberg (78-79)
Lars Bjørn Hansen (82-83)

70mm Maskiner
Bauer U2

Billet telefon
7 84 84 (63-64)
17 84 84 (68-69)
06 17 84 84 (78-83)

Siddepladser
314 (63-83)
414 (58-59)
 
 
Bauer U2 maskinens betjeningsside fotograferet i 1975. Foto: Per Hauberg

Da Park Teatret viste "The Great Race" i 70mm bredfilm midt i 1970erne annoncerede Direktør Lars Bjørn Hansen på Århus lysavis vis-a-vis Århus Hovedbanegård med slaglinien:

"Todd er flot, 35 er snot".

En saftig slaglinie med en god portion jysk lune. En anden af Lars' slogans var:

"16 gi'r gejsten, indtil 70 kommer på tværs"

 

 
Bauer U2 maskinerne fotograferet i 1975. Foto: Per Hauberg

Per Hauberg erindrer Park Teatret i 1968:

Da "Junglebogen" havde premiere i Århus, havde den premiere i Risskov. Det var jo før der kom store og mægtige mænd i den by. Meget store armbevægelser fra Gamle [biografdirektør] Betzer. Store annoncer [i aviserne], og det var så ligegyldigt, om han havde haft udsolgt hele sidste uge, så skulle der "STORE ANNONCER!" igen i morgen med "KÆMPE SUCCESS". Fatter og mutter erklærede, at så ville de godt med til "børnefilm" som det så smukt blive udtrykt. Vi drog afsted til Risskov, og det har været i januar 1968. Den havde haft julepremiere i 1967. Det var fandemeig kø langt hen ad Nordre Strandvej for at komme til dette bette billethul. Da vi endelig nåede frem, og kom ind under baldakinen, så kom Edward [Betzer], som jeg ikke kendte endnu, tøffende med en ølkasse, som han stillede foran indgangen og steg op på. Han var ikke så stor af statur, men så blev det "hældt" ud over folket at "Der er ikke flere billetter til kl 13, og 14:45, men vi sælger nu billetter til kl 16:30".

"Dét vil jeg være, når jeg bliver stor!", sagde jeg i gåseøjne til min fader.

 
Foto Thomas Hauerslev, 20.07.2001

 
 
Bagside af biografen med opertørrum. Foto Thomas Hauerslev, 20.07.2001
 
 
Superbrugsmedarbejder på trappen til det forhenværende operatørrum. Foto Thomas Hauerslev, 20.07.2001
 
 
  
  
  

• Gå til Biografer på biografmuseet.dk | Biografer Oversigt
• Gå til København | Omegn | Nordsjælland | Vest, Midt & Syd
• Gå til Bornholm | Møn, Bogø, Lolland & Falster
• Gå til Fyn, Langeland, Thurø, Tåsinge & Ærø
• Gå til Sydjylland | Midt-Vest | Øst | Nord
• Gå til mere om
 
 
  

• Gå til Park Teatret, Risskov
 
Gå: tilbage - op
Opdateret mandag, 08 marts 2010 20:47:34