Fotorama-Teatret / Fotorama, Århus

Fotorama med premiere på Den Lille Hornblæser den 18. oktober 1909

Fotorama-Teatret / Fotorama
Bispetorvet (i dag Teatergaden 1)

Åbnet 1. juli 1906
Lukket 14. juli 1955

I marts 1906 starter fotograf Thomas Sørensen Hermansen et foretagende, han kalder ’Dansk Kine Foto Film-Industri’ med forhandling af filmoptagelsesudstyr og kinematografer (forevisningsapparater) fra Pathé Frères i Paris til brug for både kosmoramaer, varietéer og private. Hermansen har de seneste år filmet lidt rundt om i byen og bl.a. foreviget elektrificeringen af sporvejsdriften, hvor første linje kører 7. juli 1904. Nu knap to år senere påbegyndes en større produktion af egne optagelser, som første gang forevises offentligt i april 1906 ovre i byens eneste faste Kosmorama på Guldsmedgade samt pavillonen Vennelyst, der også tidligere har vist levende billeder. Herudover starter i samme firma et agentur for salg og udlejning af ’alle mulige udenlandske films’, som annoncerne skriver, hvoraf hovedparten kommer til landet via det tilsvarende franske selskab Gaumont. I København introducerer Biograf-Teatrets indehaver to måneder senere på næsten samme facon Ole Olsens Film-Industri baseret på firmavedtægter dateret 14. maj 1906. Dette selskab skifter i oktober navn til det mere bredt favnende Nordisk Films Kompagni. De to foretagender skal med tiden få nok så meget med hinanden at gøre.

Byens Kosmorama var i april 1905 startet i et mellemstort butikslokale, men her et år senere er der givet tilladelse til to nye, faste biografteatre foruden, at der fortsat regelmæssigt vises film som del af varietéprogrammet i Kasino på Rosenkrantzgade og enkelte andre steder. Aarhus Theater for enden af Bispetorvet er den ene af disse ansøgere, som forestiller sig enten en del af restaurationen i teatercaféen til venstre eller den højre balkonfoyers café omdannet til stumt lysbilledteater. Det bliver i stedet butikslokalet akkurat nedenunder sidstnævnte, der hidtil har været benyttet af belysningsforretningen Phønix, tidligere Vulkan, med salg af elektriske lamper og lysekroner omkring hjørnet af Kannikegade, som i ånden ganske praktisk omdannes til et mindre biografteater. Til at lede dette hyrer man netop Hermansen til af forestå både de levende billeder på dertilhørende maskineri samt den daglige drift. Det er en temmelig stor bestillingsopgave, som Hermansen tager imod med kyshånd. Det enorme, nye Aarhus Theater var i sig selv indviet knap seks år forinden den 15. september 1900, men nu sørger den altid smarte Hermansen – som hele byen kaldte ham – for, at fokus skærpes yderligere ikke mindst her i sommermånederne, hvor teaterscenen er lukket. ’Levende billeder i Theaterbygningen’, buldrer reklametrommerne. Der er indgang omkring hjørnet fra Kannikegade.

Fotorama har trods form af butikslokale relativt højt til loftet og plads til 187 siddende gæster på klapsæder, hvoraf de bedste stole er blødt betrukne. Allerede den 29. juni fremvises herligheden for en indbudt kreds og enkelte nysgerrige, mens det ordinære publikum inviteres indenfor fra søndag den 1. juli, hvor de mødes af personale iklædt guldstribet uniform. Ganske henrivende og stilfuldt lyder det bl.a. om indretningen, hvor alle lovprisninger tilfalder Hermansen, der har ladet sig inspirere af sine udenlandsrejser, mens udstyret som bekendt er af fransk fabrikat med danske småjusteringer. Lærredet er placeret højt ud mod et stort butiksvindue til Bispetorvet med omgivelserne dekoreret som var det en teaterscene. Væggene er over de høje paneler pyntet med friser, der viser badescener i solopgang og sjællandske landskabsmotiver i gylden aftenbelysning. For dette smukke arbejde står teatermaler Emil Poulsen. Selv loftet er kønt dekoreret og ude på torvet påkalder et enormt glasmaleri på vinduets modsatte side sig stor opmærksomhed, når man nærmer sig bygningen henover torvet. Fotorama ’tjener byen til ære, er en pryd for teatret’ – helt igennem ’det fineste af sin art herhjemme – og sikkert ogsaa i de nærmeste lande.’

’Det vil sikkert blive til fornøjelse for mange, ikke mindst ham selv’ afslutter Amtstidende sin lovprisning og har set helt rigtigt i krystalkuglen. 1.300 billetter sælges der til åbningsdagens ni forestillinger mellem kl. 14 til 22. Med 25 øre for voksne og bare 10 øre for børn er det tilmed væsentlig billigere end i Kosmorama året forinden. Af programmet kan nævnes nye billeder fra ”Kroningen i Trondhjem” og ”Ledvogterskens datter” (en nervepirrende strimmel, der med titlen ”Banevogterens datter” forud har været en bragende succes som åbningsprogram for Runddelens Biografteater på Frederiksberg ved København fire måneder forinden) samt helt lokale optagelser fra den store 1. maj demonstration og grundlovsdag foruden fine billeder af Marselisborg Slot og endelig Magdalene Mølle, som blev revet ned fem år senere. Hensigten er i begyndelsen at forny programmet hver mandag; det varierer siden, hvor der jævnligt skiftes to gange ugentligt.

’Fremover vil der altid være nye, aarhusianske billeder på lærredet’ og med denne motivering skabes efterhånden det, der tre-fire år senere bliver et århusiansk Klondike udi filmindustri. Her kan selv Nordisk Films Kompagni i Valby eller Kinografens studier for den sags skyld slet ikke være med i originalitet, men plagierer rask væk produktioner fra Aarhus. I januar 1907 tager Hermansen et smut forbi London og Paris for at studere filmproduktion og arbejder allerede nu på at skabe en hel, lille filmfabrik. Skæbnen og tilfældighedernes spil ændrer, som sådanne ting nu en gang gør, den udvikling, hvorved både film- og biograflandskabet ikke blot i Aarhus men Danmark kunne have taget sig såre anderledes ud. Umiddelbart forude venter historien om det helt store film- og biografeventyr.

Helt tilbage i september 1906 kunne Aarhus Teater på generalforsamlingen notere sig et særdeles godt år ikke mindst fordi Fotorama er udlejet på for teatret umådeligt fordelagtige vilkår, der langt overstiger den hidtil indkomne husleje ved salget af lamper og elektriske artikler. Faktisk blander teatret sig overhovedet ikke i driften. Det er 100% Hermansens forretning og i november råder han også over byens anden nye biograf, da Frederiksbjerg Biograf-Teater på same facon drives af ham på en andens bevilling. Dagene forinden er Fotoramas indretning justeret en smule, så man kan se lærredet fra alle pladser, hvilket jo unægtelig er en fordel. Samtidig er en lille flimren på maskineriet blevet elimineret og lidt senere får man sig et splinternyt flygel, mens filmmaskinen efter endnu en reparation udskiftes totalt halvandet år senere. Hermansen mener tilbage i november 1906 bestemt at kunne dupere publikum med et program, der ’siger sparto til alt andet’, eventyret om ”Aladdin og den forunderlige lampe”.

Direktøren er samtidig i færd med at ekspandere også udenfor Aarhus. Så langt væk som på Island ligger Hermansen i forhandlinger og selv i Arnheim åbner han biograf, det dengang tysk-benyttede navn for den hollandske by, mange stifter nærmere bekendtskab med 70 år senere i form af Richard Attenboroughs krigsfilm ”Broen ved Arnhem”. Også her var der gode penge at hente, for hollænderne er håbløst bagude med biografindretning, forklarer han et par år senere og er vist i øvrigt temmelig betaget af byen, hvor han ofte ferierer. I marts 1907 har Hermansen foretagender i både Aalborg, Herning, Odder, Silkeborg, Svendborg, Thisted og Viborg samt en mindre investering i Nykøbing Mors og drøner sommetider forbi Guldsmedgade i ’dyret’, hans nye automobilkøretøj, for at tjekke sin nærmeste konkurrent ud og se, hvad den hugorm nu har fundet på i skjult håb om at få ram på et par fumlegængere i køen udenfor, der måtte have taget fejl af gøgl og kunst. De kunne jo bare være gået det rigtige sted hen, som han med alle disse ord omtrent forklarer sin hasarderede kørsel til en rædselsslagen journalist, der er hoppet med på vognen.

I januar 1908 sætter Hermansen sig selv flere geled tilbage, da han for 75.000 kroner og en god sjat aktier vælger at sælge alle sine biograf- og filmforretninger for af koncentrere sig om sin passion for den fotografiske del af processen. Han har siden 1895 ganske apropos haft fotoforretning i Guldsmedgade og skal også fremover stå bag kameraet på det nystiftede aktieselskabs produktioner, hvis bestyrelse nu udgøres af et magtfuldt, lokalt femkløver bestående af speditør Eduard Bergmann, grosserer Martin Peter Drescher, købmand Mikael Johansen samt overretssagfører Otto Knud Gulmann og postekspedient Johannes Hansen, som med en samlet aktiekapital på 125.000 kroner danner A/S Th. S. Hermansen.

Få måneder senere får det nye aktieselskab en gevaldig saltvandsindsprøjtning og endda fra en ganske uventet kant. Ligesom plottet i Alfred Hitchcocks langt senere ”Strangers on a Train” kan man aldrig vide, hvad et helt tilfældigt møde mellem fremmede kan føre med sig. I dette tilfælde er det slet ikke noget ”Farligt møde”, som den danske titel dengang lød, men et – skal det vise sig – umådelig givtigt af slagsen, da Johannes Hansen på en togrejse er endt i kupé sammen med den 26-årige fhv. købmand og nuværende biografdirektør Frede Skaarup fra Ringkjøbing. Her går snakken om selskabets planer for fremtiden, hvor man har brug for en mand med overblik til at sætte det hele i system, både hvad angår filmdistribution, salg og biografdrift, men der sker meget mere end det. Udover at få distributionen på skinner, er Skaarup sammen med Eduard Schnedler-Sørensen mand for at få teatrets skuespillere til at medvirke i de lokale optagelser.

Det starter alt sammen for alvor med den i enhver henseende både biograf- og filmhistorisk vigtige ”Den lille hornblæser”, som får danmarkspremiere i Fotorama mandag den 18. oktober 1909. Den er i 31 afdelinger, 380 meter lang og varer knap 20 minutter (angiveligt klippet ned fra de optagne 845 meter bl.a. ude ved Egå, hvor slaget stod) og dermed den hidtil længste danske film, som i øvrigt er bevaret i kun let forkortet udgave. For at imødekomme den forventede tilstrømning vises filmen sammen med et komisk ekstranummer hver halve time fra kl. 16, men allerede tirsdag snurrer fremviseren kl. 15. Alene de første otte dage bliver den set af 15.000 og spiller helt usædvanligt i yderligere tre. Som instruktør er i eftertiden krediteret førnævnte Eduard Schnedler-Sørensen, der endnu yngre – blot 22 år gammel – er kommet til byen i foråret 1909 (på dette tidspunkt endnu uden bindestregen i sit efternavn) efter at have indledt sin karriere som filmdrejer og salgsagent for Kinografen i København etableret af kgl. Hoffotograf Peter Elfelt, der stod bag landets allerførste filmoptagelser overhovedet med offentlig forevisning. Lokalt noteres dog i Amtstidende skuespiller Gunnar Helsengreen for at have foretaget instruktionen, ligesom han optræder i filmen, hvad både Schnedler-Sørensen og Skaarup i øvrigt også gør.

Faktisk er hornblæseren i sig selv skyld i, at selv Kasino atter har film på plakaten, da titlen kommer på repertoiret som del af varietéprogrammet kl. 22 fra fredag den 29. til den 31. oktober tilbage i 1909, hvor den tidligere på dagen ellers er flyttet over til Biograf-Teatret i Frederiksbjerg-kvarteret. ’Bestemt kun disse tre dage’, påstår annoncen. Nogen måtte trampe hårdt i pedalerne for, at det nummer skulle lykkes, selvom der heldigvis kun var en halv kilometer mellem de to lokationer. Filmen går herefter sin sejrsgang over hele landet og når i første omgang netop til Kinografen længst mod øst nogle uger senere under titlen ”Landsoldaten”. Her bliver den først en rigtig kæmpesucces, da den kommer på plakaten under originaltitlen i forbindelse med repremiere i Løvebiografen tre måneder senere, hvor kalenderen nu skriver februar 1910 – og firmaet i praksis har overtaget driften af det, der tidligere var kendt som Luksustoget, som forud næsten kun viste rejsefilm. Her er Schnedler-Sørensen hyret til at styre biografen for den lokale bevillingshaver og det er på sin vis selskabets første biograf i hovedstaden endda et såkaldt ’strøgteater’, hvilket ifølge den samlede presse og bedre borgerskab er det fineste, man kan opnå.

I mellemtiden har Skaarup i den grad fået blod på tanden og optrappet filmproduktionen, hvor flere scener ligesom hornblæseren optages akkurat ovre på den anden side af Kannikegade i borgerforeningen Polyhymnias gård, hvor Aarhus Teater havde holdt til i foreningens oldgamle sal, før man fik sit funklende nye teater og det gamle skidt blev revet ned. Nu bliver ”Den hvide slavehandel” den helt store gigantsucces med premiere i atter rekordlange 700 meter svarende til cirka 35 minutter og angiveligt verdens hidtil længste film præsenteret i ét stræk med premiere 11. april i både Fotorama og

- ’Tror de, jeg vil lade mig narre for min surt fortjente betaling, fordi jeg tilfældigvis har for en snes tusind kroner aktier i selskabet?’

- ’Betaling for hvad, Hermansen?’

- ’Naturligvis for alt det arbejde, jeg har haft med at filme for selskabet i sommer. Det var en anstrengende tid, kan De godt være vis paa. Sent og tidligt maatte jeg løbe rundt med disse her skuespillere baade til lands og til vands ude ved Riis Skov og Marselisborg. Tror De, det var fornøjeligt maaske? Og da jeg saa kommer og vil ha’ min betaling, fortæller Skaarup mig, at det havde jeg jo lovet at gøre gratis.’

Kravet består i retsmæssig betaling for 10.000 meters filmoptagelser den forgangne sommer. Udover nogle tvivlsomme forretningsmetoder fortæller det også om Hermansens tilbageslag. Han ender med at blive lagt helt på is, mens Fotoramas friske fyre tager over, hvor Hermansen mere eller mindre frivilligt har sluppet tøjlerne.

I april 1911 flytter Skaarup permanent til København, hvorfra han dikterer det fremtidige Fotorama i den lidt besynderlige relation til direktionen i Valby, der først forandrer sig for alvor igen i august 1922, hvor man efter et gigantisk underskud året forinden i efterdønningerne af verdenskrigen opgiver en egentlig sammenlægning med Fotorama, hvori også Nordisk Films Ole Olsen nu har et betydeligt antal aktier, men vil herefter nøjes med det, man kalder et intimt samarbejde. Allerede i 1914 lufter Skaarup idéen om en ’filmstrust’ bestående af de nuværende, store distributionsselskaber Fotorama, Dansk-Svensk Film, Kinografen og Biorama. Samtlige biografejere udenfor Aarhus var rædselsslagne ved tanken om, hvad et sådant monopol kunne føre med sig og initiativet blev skudt ned fra alle sider. Hjemme i Aarhus forandredes tingene ikke synderligt tilbage omkring 1911 bortset fra, at store beslutninger nu tages andetsteds, alt imens den lokale filmproduktion lige så stille trappes ned.

Ved i august 1911 på den anden side at flytte trappen op til første etage bag fremføringsmaskinen ud til hakket mod Kannikegade, hvor der hidtil var venterum, undergår nu selve salen en betydelig forandring, da den forlænges med adskillige meter. Fotorama har herefter 252 pladser foruden, der i supplement til en lidt ældre tegning er angivet yderligere 164 pladser på en balkon, som da netop ville optage caféen ovenpå, men netop den udvidelse bliver dog ikke til noget, hvilket nu og mange år frem reducerer Fotoramas muligheder for som biograf at hæve sig over det middelmådige. På dette tidspunkt er det større Frederiksbjerg Biograf-Teater allerede lukket og flyttet fra sit hidtidige butikslokale til en varieté på Banegaardsgade og går herefter halvt om halvt under navnet Det Ny Teater.

Ombygningen af Fotorama er absolut påkrævet, da der i forbindelse med tilstrømningen til slavehandlen påpegedes aldeles usikre forhold ved en eventuel brandulykke. Efter forandringen fremtræder salen i afdæmpede farver foruden et lille skær af elektrisk, rødt lys ud for hver række. Igen mener pressen i Fotorama at finde ’landets smukkeste billedtheater’ og afgjort mere sikkert at færdes i. Et nyt maskinrum er placeret henover vestibulen nu med fremviseren tilsluttet et overrislingsapparat i tilfælde af overophedning, hvilket unægtelig lød bedre end den balje med vand, man til stadighed holdt parat ovre i det gamle Kosmorama. Nu med dobbelt udgangsdør omkring den oprindelige indgang kan salen angiveligt tømmes på et øjeblik.

Som genåbningsfilm søndag 17.september 1911 vises selskabets egen ”Ungdoms-synd” med Clara Wieth (siden Pontoppidan), som måneden forinden ganske succesfuldt har haft premiere i Panoptikon Teatret i København, hvor man i sidste øjeblik havde ændret titlen til ”Ekspeditricen” muligvis fordi en kortere fransk strimmel havde cirkuleret med samme titel. Da man ikke har orket at trykke hverken nye plakater eller programmer, så hedder den altså i Aarhus, som den var tænkt, før man siden beslutter sig for noget helt tredje, ”Ungdom og letsind”. ’Et blad af kærlighedens bog’ lyder imidlertid en ekstra lokkende slaglinje i samtlige landsdele. Indholdet var temmelig vovet endda noget med en synlig graviditet, hvordan det end kunne være gået for sig. Pikanterier tiltrak altid horderne, hvad der i øvrigt snart resulterer i skandale ovre i foretagendet ved banegården.

Endnu kan Fotorama bryste sig af at være det første selskab, der bringer to af tidens største stjerner sammen. Det er den allerede verdensberømte Asta Nielsen og ’rising star’ Valdemar Psilander i ”Den sorte drøm” med københavnerpremiere i september efterfulgt af aarhuspremiere to måneder senere, men på dette tidspunkt har de optrådt sammen igen i ”Balletdanserinden” – denne gang i Nordisk Films studier, så man aner, hvor det bærer hen.

Ovre i København er der snart ikke det, Skaarup ikke kaster sig over. Også det kendte Scala-teater overfor Tivoli, hvor han samarbejder med Kasinos direktør Ehlers her i byen om at få en af succesforestillingerne overført. Skaarup har længe et godt øje til dette rummelige, århusianske varietéteater ligesom Aarhus Teater opført i 1900, der i praksis fungerer som Cirkusbygningens varieté i vinterhalvåret – men altså uden dyr om sommeren. Et umiddelbart praktisk sted for en fast biograf, hvad der kortvarigt også kommer i 1921. Netop dét år starter imidlertid meget mere spændende andetsteds, for ved årets begyndelse har A/S Fotorama slået dørene op for sin første biograf på egen bevilling her i byen, provinsens til alle tider største biograf, Regina-Teatret.

Derfor sker der heller ikke alverden på Bispetorvet netop i disse år, men man har dog svært ved at holde styr på damerne. Den 2. januar 1920 har Fotorama haft danmarkspremiere på ”Storbyens skuffelser” og slår på tromme for den henrivende Mary Anderson. Der er blot det lille aber dabei, at det slet ikke er hende, men den fem år ældre Mignon Anderson, som spiller hovedrollen. Den ægte Mary Anderson har pudsigt nok i 1919 medvirket i en film med den amerikanske titel ”The False Faces”. Man opdager tilsyneladende aldrig fadæsen; selv i 1921 reklamerer annoncer for filmen rundt om i mindre byer fortsat med den forkerte skuespillerinde. Filmen kommer dog pudsigt nok aldrig op i København…

Fotoramas mandlige ledelse mente sig i den retning som regel ordentligt behandlet , men i marts 1922 oplever selskabet at få en af sine film total forbudt af censuren og atter er det på grund af det modsatte køn. Der er denne gang tale om ”Frøken Julie” med Asta Nielsen optaget i Tyskland og således ikke en dansk produktion, men alligevel vækker beslutningen forundring. Filmen har nemlig været forevist i Sverige ganske uden hævede øjenbryn, men fra København har den ellers forstandige censor Nicolaisen sendt filmen retur til Aarhus og frarådet enhver form for beskæring, da det efter hans vurdering ikke ville føre til nogen løftelse af forbuddet. Også i Finland havde filmen haft premiere – den 2. januar, en dato, der altså lader til at give anledning til lidt af hvert. Nøjagtig ti år forinden havde en helt tredje Fotorama-film, her den lokalt optagne ”Venus” haft den før antydede skandalepremiere ovre i Det Ny Teater i Banegaardsgade, men var dengang tilladt i København. Nu var skruen strammet overfor alt utilbørligt og den yndige frk. Julie måtte nøjes med sine fremmede græsgange, hvorfra hun siden forduftede helt, da ingen kopier eksisterer af filmen i dag. Heldigvis var og er die Asta at beskue i mange andre øjenåbnende strimler.

Efter Nordisk også her i 1922 har nedskrevet sin aktiekapital fra ni til tre millioner og dermed kommet på linje med Fotorama, som har vokset sig tyk og fed siden 1908, indsættes Drescher (fortsat med tung aktiekapital placeret i Aarhus) som forbindelsesled mellem de to selskaber, hvor det endnu en tid fungerer med det århusianske selskab som distributør af isbjørnens titler. Dette var i antal allerede raslet ned til blot seks i 1921, men stiger i 1922 nu til tretten fraregnet den grønlandsfilm, Fotorama selv har søsat med lokal premiere i Regina efter sin københavnske debut i Panoptikon. Til gengæld er skyerne i september ved at trække sig godt og grundigt sammen over Aarhus, for i september er der indløbet telegram fra Tyskland, der beretter om, hvorledes Nordisk Films Kompagni nu har overtaget filmudlejningsforretningen Kinografen med Ove Davidsens dertilhørende biografteater beliggende på Frederiksberggade, hvor aktiemajoriteten er placeret hos UFA i Tyskland, som skyldte Nordisk Film en masse penge, mens sidstnævnte endnu udadtil har været drevet af Constantin Philipsens, der havde handlet flittigt med det tyske filmselskab.

Som begrundelse fra Valby lyder det af en styrkelse i forhold til de nye, amerikanske filmselskaber, der er på vej ind på det danske marked, men i virkeligheden er man ved at frigøre sig af århusiansk indflydelse. Det hele er samtidig særdeles speget, for samtidig med, at trommerne lyder nede omkring Rådhuspladsen og ude i det frederiksbergske kinopalæ ikke at forveksle med det nye frederiksbjergske folketeater, der åbner i 1923, lufter Hjalmar Davidsen fra Kosmorama i hovedstaden (oprindelig Philipsens) planer om et samarbejde med Privatbanken i forhold til dennes bygning på Nygade 3, hvor man, så snart bolignævnet tillader det, påtænker en større ombygning af ejendommen, der da skal rumme en ny, stor bygning i gården, hvori der skal indrettes biograf, mens banken flytter omkring hjørnet til Nytorv. Før denne biograf er færdig, flytter Davidsen så ind over i Det Lille Teater på Vesterbros Passage ved siden af Scala, hvor direktør Frede Skaarup længe men uden held har forsøgt at få biografbevilling. Det kommer der så nu som erstatning for det københavnske Kosmorama, der skal nedlægges – indtil det, som bliver Alexandra Teatret står klar i Nygade fremme i februar 1924. Her får Fotorama – sjovt nok – nyt københavnerdomicil – og Det Lille Teater fortsætter – sjovt nok – som biograf nu på fhv. redaktør Victor Figgés bevilling efter Victoria Teatret – i sin tid sjovt nok finanasieret af Fotorama – på den akkurat modsatte side af Nytorv må lukke, da der nu også pludselig skal til at være ny bank her. Hvad udad tabes, skal indad vindes!