Regina-Teatret / Arkade Bio, Århus

Regina den 22.07.2023. Der står igen "Regina" øverst på facaden Foto: Thomas Hauerslev

Regina-Teatret / Arkade Bio
Søndergade 53

Åbnet 1. januar 1921
Lukket 31. maj 1985

Siden 1906 har Fotorama drevet biograf i Aarhus og er på landsplan længe den mægtigste aktør på markedet, men overhovedet ingen steder er det før 1918 selskabet selv, der har bevilling. I mange tilfælde var det hyrede folk placeret så behageligt langt nede i fødekæden som eksempelvis blot en inspektørstilling, at det dårligt gik op for øvrigheden, hvem der dikterede slagets gang. Man kunne selvfølgelig særligt i hovedstaden undre sig over, hvordan eksempelvis en pensioneret teaterskuespiller pludselig kunne hitte penge til at indrette og drive biograf hvor det nu end måtte være. Disse står imidlertid altid i skyggen af berømte herrer som Constantin Philipsen eller Sophus Madsens frembringelser. Omvendt måtte eksempelvis Ole Olsen længe måtte døje udelukkende med fokus på filmproduktion, som heldigvis for os får gevaldig ny vind i sejlene trods nedtur netop i årene omkring og efter den første verdenskrig. Denne herres filmarbejde var af særlig betydning for de senere så væsentlige produktionsbevillinger til biografdrift, der da blev tildelt de største filmselskaber, men på dette tidspunkt i historiens vingesus kommer Fotorama til kort. Endnu er den første egentlige biograflov kun under opsejling i 1920 – hvor skruen siden strammes i både 1932 og 1939 – så Fotorama er på sin vis heldig, da man i 1919 får tilladelse til at opføre et filmpalads i provinshovedstaden – Regina-Teatret, der med sine 939 pladser bliver alletiders største udenfor København. Den overgås i 1921 kun af Palads i København samt Kino-Palæet og Cirkusbygningens World Cinema.

Fotorama er endda begunstiget af dobbelt held, for ud over byrådet nu finder det betimeligt at tildele selskabet den århusianske bevilling, man endnu aldrig har haft, opnår selskabet faktisk halvskjult også bevilling til Teatret i Haderslev, som opkøbes i november 1919, mens byen endnu er tysk, hvorefter nye jagtmarker udi biografer åbner sig hernede et halvt år senere. Allerede siden 1918 har selskabet haft bevilling til Phønix Teatret i Esbjerg, men denne må selskabet dog give slip på, efter Regina er åbnet. De havde lovlig godt styr på mere end torsk derovre i fiskeribyen. Det hele udspringer i Aarhus af filmproduktion, oprindelig fotograf Hermansens utallige, lokale billeder. Siden blev Skaarup og Schnedler-Sørensens film så populære, at direktørerne halvt om halvt blev kapret af Nordisk Films Kompagni for en kortere eller længere periode alt efter, hvordan man anskuer det.

Mens dette nu meget større filmselskab kæmper en brav kamp om indflydelse i hovedstaden, er det jyske Fotorama allerede totalt dominerende i Aarhus, hvor man i praksis driver samtlige biografer. Fra 1921 således fire – fremme i 1923 hele fem, hvor også Biografen på hjørnet af Nørregade og Norsgade støder til. Helt i begyndelsen, før dørene slås op, står Johannes Hansen påtegnet som officiel bevillingshaver identisk med postmesteren fra Skanderborg, der i noget af en bevillingsgryde rådede over én af disse vidunderlige bevillinger, som i sin tid var udnyttet i Det Ny Teater overflyttet fra Frederiksbjerg Biograf-Teater, men siden blandet sammen med Folketeatret, som – alt sammen styret af Fotorama – går sine egne veje over Kasino til det nye folketeater på Bruunsgade, som åbner i 1923.

Hvor Regina-Teatret kommer til verden, lå der frem til 1919 en række gamle fabriksbygninger omkring Søndergade, der i tidernes morgen hed Schandorffsgade, som var blevet forladt i 1913. Facaden på en ejendom, der først var på vej til at blive fjernet nogle måneder senere, styrter delvist sammen og værre endnu ødelægger nedstyrtningen en cementstøbning i udgravningen ved siden af, hvor arbejderne måtte springe for livet. En lang række store træer sprang ud for sidste gang i maj, da også disse blev fældet indenfor samme måned, men snart dækkes hele området af et nyt, højt plankeværk, der tiltrækker mange nysgerrige sjæle i håbet om at stjæle sig til et blik på, hvad fremtiden må bringe.

Det monumentale byggeprojekt i nyklassicisme er tegnet af arkitekt Axel Johannes Høeg-Hansen. Regina-karéen skal udover biograf både rumme forretninger, beboelse, selskabslokaler og restauration i stuen samt café akkurat til højre i tilknytning til et hotel, der ligeledes får navnet Regina med indgang fra Sønder Allé. Desuden skaffer bygningen nyt kontor og lager for Fotorama helt oppe under taget. Det nystiftede A/S Regina ejes sammen med A/S Kosmorama og Frederiksbjerg Biograf-Teater udover Frede Skaarup af Eduard Schnedler-Sørensen, der har personlig bevilling til Vesterbros Teater i København og en særdeles travl herre, da han i disse år instruerer en lang række film ude i Valby.

Bestyrelsen består herudover af Kosmorama bevillingshaver, købmand Mikael Johansen samt speditør Eduard Bergmann og den fortsat kapitalstærke Martin Peter Drescher, som i 1923 dropper sit hverv som russisk vicekonsul, men er da også allerede mere interessant for ham selv udnævnt til ridder af Dannebrog, hvilket i øvrigt også Johansen er. Det forhindrer ham dog ikke i at benytte sin titel i al tid fremover. Byggeriet var i starten anslået til at koste to millioner kroner, men ender i omegnen af fire, hvilket var en gigantisk udskrivning anno 1920. Selv selskabets aktiekapital måtte udvides til det flerdobbelte i forbindelse med etableringen.

Udvendigt bliver det en majestætisk bygning i sin enorme udstrækning – på dette tidspunkt det største byggeri i Aarhus nogensinde pyntet i fjerde sals højde med meterhøje, dekorative vaser – men selve biografens indgangsportal forekommer ikke voldsomt prangende efter tidens standard, da plankeværket endelig pilles ned lillejuleaftensdag. Hvor der langs Sønder Allé skabes bred indgang til hotellet, er der i Søndergade-krydset blot en relativt smal passage mellem plakater og billedskabe ind mod to billetkasser placeret foran et venteværelse i sig selv blot en smule bredere end indgangspartiet, som ifølge Jyllands-Posten uden moderne søjler og karnapper i sin indadvendte halvbue står stejlt og trodsigt. Ved nytårstid er butikkerne slet ikke klar til indflytning, biografen havde førsteprioritet og selve hotellet med sine 84 elegant udstyrede værelser åbner først midt i februar. Det lykkes tilmed at få spiritusbevilling til caféen, byrådet var særdeles imødekommende i nærmest enhver retning.

Fra forhallen med separat billetkontor til forudbestilte billetter træder man videre ind i kuppelsalen, hvor man virkelig overraskes. Det er en rotunde, hvis hvælving strækker sig op over taget. Her i midten står på hævet sokkel Svend Rathsacks Harlekin, der i lueforgyldt bronze har løftet sin maske under det stærke ovenlys fra en stjernehimmel i et blågrønt og lilla skær, mens væggene er pyntet af samme kunstners otte motiver med Harlekin og Columbine i en hel lille pantomimeforestilling, som illustrerer filmens tavse kunst.

Rathsack har akkurat forinden til stor begejstring vægudsmykket Kino-Palæets nedre foyer i København og her opsat en tilsvarende Harlekinfigur i bronze og billedhuggeren benyttes siden til dekorationer i Alexandra Teatret i København fremme i 1924. Rotunden rummer desuden udsalg af kiosklækkerier samt egetræstrappe op til balkonen og adgang til yderligere to foyerområder med hver sine rummelige garderober og herfra store døre ind til den rektangulære sal. Den ene foyer strækker sig langs salens venstre side, mens den anden følger bagvæggen her også med adgang til toiletter.

Alle de bagerste rækker inddeles i særlige logeafsnit afskærmet af silkegardiner, mens det bliver endnu finere oppe på balkonen, hvor der udover et par overdådigt udsmykkede små stuer findes selvstændig garderobe og en helt særlig kongeloge med operatørrummet placeret mellem værelserne. Kongelogen er i funktion allerede en dag tidligere end alle de øvrige, da Regina ved en helt særlig forhåndspræsentation den 30. december 1920 har royalt besøg ved selveste hendes majestæt dronning Alexandrine samt prinser med følge, mens et feststemt publikum af byens spidser er inviteret til indvielsesfest selveste nytårsaftensdag, hvor hovedfilmen for første gang løber fremvisningsapparaterne, som der er to af.

Dybe og bløde velourtæpper strækker sig ned gennem hele salen og alle dens mange rækker med stolene godt polstret selv nede foran den helt enorme scene velegnet til optræden med forsænket orkestergrav og et kønt, grønt fortæppe foran ’et billedlærred fire gange saa stort som Mary Pickford hidtil har optraadt paa i Aarhus’. Hun er siden at se her på Søndergade i ”Vaskepigen” og flere andre, men det er nu Priscilla Dean, der har hovedrollen i Regina-Teatrets åbningsfilm, ”Jomfruen fra Stambul”.

Separate udgangsdøre er der ved åbningen ikke forfærdelig mange af, da man som udgangspunkt skal tilbage i foyerområderne efter de hatte og al det pæne overtøj, det finere borgerskab forventes at have parkeret herude. Fra bagvæggens foyer fører en bred udgang via passage til Sønder Allé, mens man dog, hvis det ikke kan være anderledes, fra hver side af prosceniet kan træde ud i gården med portudgang mod Søndergade. Også med en generelt forhøjet billetpris var tanken naturligvis at illudere en slags provinsudgave af ’Filmens Kgl. Teater’ i relation til det nye Palads, ja, faktisk er det ganske nøjagtigt Aarhus’ syvende vidunder udi biografer. Hele 4,50 kr. koster den dyreste billet på balkonen svarende til godt 120 kroner i dag.

Herudover er salen noget af det smukkeste, man har set for et biografteaters vedkommende med loftinddelte felter, forgyldte lister og vægflader holdt i overvejende varme, røde farver med stænk af guld og sort prydet med en række små medallioner med relieffer af dansende og fløjtespillende figurer i dæmpet, silketilsløret belysning og ligeså fra loftets enorme lysekrone. ’Det vil være meningsløst at sammenligne denne teatersal med Aarhus teaters’, skriver Stifts-Tidende. ’De har intet med hinanden at gøre. Aarhus Teaters sal er broderet med guld og guld og guld. Regina-Teaters sal er et digt, hvor farver rimer paa linier. Den er smuk, ikke fordi den er ny, men fordi den aldrig bliver gammel.’ Nytårsaftensdag fremsiger forfatter Hans Hartvig Seedorf Pedersen en prolog om Kong Harlekin, der bereder sig til festen med selve forestillingen indledt af billeder om hans majestæt kongen og dronningens seneste udenlandsrejse. Filmatiseringen af hans roman ”Røverne fra Rold” får 27 år senere julepremiere i Regina.

Som et rigtigt teater bliver der også kun spillet én aftenforestilling omkring kl. 20 men herudover også hver dag kl. 16. Der er et stort orkester på hele tolv mand tilknyttet ledet de fleste stumfilmsår af kapelmester Harald Andersen efter, man ved åbningsarrangementet har lånt Steen Jensen fra det københavnske Palads, som allerede var bekendt med filmen og dermed havde noder parat. Herudover er der tilknyttet en gevaldig personalestab, hvor man forud har averteret efter hele 16 kontrollører heraf 12 kvindelige foruden 8 garderobedamer. Desuden behøvedes indtil flere operatører, ligesom der til enhver tid er tre billetdamer på arbejde ad gangen. Der skulle således gerne være udsolgt til næsten hver forestilling med den gevaldige investering og de fortløbende udskrivninger in mente og modsat hovedstadens paladser bestemt ingen lukkeperioder i forhold til sommerferie.

På den officielle åbningsdag 1. januar 1921 sniges også forestilling ind kl. 18, hvor man tager hul på den nye æra med jomfruen hentet hertil direkte fra Metropolteatret, det nuværende Grand, efter som antydet at være åbnet i Palads midt i november for herefter at spille som det kun andet program i det tilsvarende nyåbnede Kino-Teatret i Aalborg. Filmen kommer endda ikke fra Fotoramas eget distributionsselskab, men Palads-direktør Sophus Madsens Dansk-Svensk Film. Madsen havde ikke ufortjent ry som manden med næse for det allerbedste og programmet bliver også nærmest skamrost, hvilket gør bekymringer om biografens størrelse til skamme, da publikum valfarter til aftenforestillingerne, hvor der kan noteres udsolgt så godt som næsten alle ni spilledage.

Fra mandag den 5. januar kommer man endda den yngste generation i møde ved på hverdage at give børneforestilling kl. 16.30 – her eventyret om ”Hans og Grethe” og i dette tilfælde en Fotorama-titel ligeledes hentet til Aarhus direkte fra København, nu Victoria Teatret, som selskabet også har (haft) visse økonomiske interesser i. Fremme ved mandag den 21. marts holder man selv danmarkspremiere på en amerikansk filmatisering fra 1918 om ”Ali Baba og de 40 røvere”, mens der om aftenen blændes op for aarhuspremiere på Victor Sjöströms svenske triumf ”Køresvenden”. Er filmen om aftenen også sidenhen forbudt for børn gives ofte separat eftermiddagsforestilling. På søndage vises dog altid hovedprogrammet.

Pr. 1. august er redaktør Oluf Jensen ved Helsingør Dagblad ansat som ny direktør for Fotorama og Regina samt til at forestå ’administrationsforholdet’ med byens øvrige biografer. Hans opgave består desuden i at holde skik på firmaets tekstningsfaciliteter i Rosensgade, indtil de flyttes mod øst til Nygade placeret henover Alexandra Teatrets sal. Her til en begyndelse er det loftet over Regina, der nu fyldes med et stort arkiv bestående af tusindvis af fotos og plakater i nydelig orden fra gulv til tagryg foruden, der bliver maskinpark for forevisningsapparater til egne biografer og videresalg, sådan som selskabets stifter Thomas S. Hermansen allerede var begyndt i 1906. Der installeres desuden et helt særligt, brandsikret boksrum til film, der ikke er i cirkulation. Udenfor Aarhus handler landets biografer sædvanligvis med faste distributører og for Fotoramas vedkommende drejer det sig i disse år om cirka 150 fast tilknyttede spredt ud over det ganske land foruden Island og Færøerne.

Før sin redaktørtjans har Oluf Jensen drevet Helsingør Biografteater mellem 1910 og 1914, hvor det i øvrigt blev lukket af myndighederne for i 1915 at blive genetableret andetsteds på Stengade nu som Biografen på delt bevilling med Industriforeningen, der samtidig driver teater på etagen ovenfor i samme baggårdsbygning. En sådan kombination kunne netop Skaarup tidligere være faldet for i lyset af sine egne, mangfoldige arrangementer udi teater- og biografkompositioner på kryds og tværs. Fotorama (og Regina) er særdeles begejstret for sin nye direktør, der udtaler, at det er helt hen i vejret, når der andre steder tales om Fotoramas eneherredømme.

’Indtrykket stammer sikkert fra, at vi er det største og førende danske firma paa vort omraade, saaledes at det uvilkaarligt bliver os, der leverer de fleste og bedste film.’ Hvorfor også sætte sit lys under en skæppe?

På sigt bliver det Fotorama på Bispetorvet, der i overvejende grad helliger sig selskabets mest kunstneriske titler – i 1920’erne importeres de fortsat i alt overvejende grad fra Tyskland – mens Regina i sin selvbestaltede rolle som provinsens Palads viser den brede palet med en stor del af det samme repertoire direkte overført fra hovedstaden eller kort efter, men også Kino-Palæets repertoire indgår. Endnu er der oftest blot én eneste kopi i cirkulation af hver enkelt titel til samtlige landets biografer.

I 1922, hvor Fotoramas gamle bånd til Nordisk langsomt er ved at blive kappet, har selskabet genoptaget sin grundlæggers gamle metier, da Eduard Schnedler-Sørensen under vejledning af bl.a. Knud Rasmussen både har foranlediget og stået bag kameraet til en række enestående optagelser fra ’det vidunderlige hvide land under Dannebrogs røde flag’, hvorved ”Den store Grønlandsfilm” allerede i februar ved premieren i Panoptikon Teatret i København har fået stribevis af lovprisninger med på vejen. Midt i april kan den beskues i Regina, som sidst i maj også viser en kortfilm produceret af Fotorama i forening med byrådet, som bringer publikum rundt i århusianske institutioner som brand- og hospitalsvæsenet samt byens 2. banegård, der blev pillet ned det efterfølgende år og erstattet af en midlertidig træbygning.

Samme år blander Fyrtårnet & Bivognen sig i det ellers noget mere noble repertoire. Disse titler kommer fra et nystartet filmselskab med udspring i Sverige, der senere som Palladium får egen biograf i 1938, men i mellemtiden indlogerer sig i Cirkusbygningens førnævnte World Cinema. En sjælden men kær gæst bliver også Charles Chaplin med sit plejebarn og idolet Rudolph Valentino, der som en af de allerførste fik unge piger til at spare ekstra sammen, så der blev råd til en af de dyre Regina-billetter. Sommetider går det lystigt for sig i andre amerikanske lystspil, hvor også Harold Lloyd gør sig til i eksempelvis ”For Himlens skyld”, der får danmarkspremiere både her og i City-biografen i Aalborg den 22. oktober 1926, men ellers viser Regina gerne mange skæbnetunge, europæiske dramaer – også fra førnævnte Sverige, hvis gravalvorlige titler med Sjöström in mente før Bergman langt overskyggede de danske frembringelser i 1920’erne fraregnet Carl Th. Dreyer, der også lavede nogle af sine film på den anden side af Øresund. Dog kunne Nordisk via Fotorama præsentere nogle ’baskere’ baseret på internationalt forlæg, særligt A.W. Sandbergs Charles Dickens-filmatisering af ”David Copperfield” med premiere sidst i 1922 og aldeles forglemt af eftertiden.

Det er dog ikke altid helt smertefrit at drive denne meget store sal, før tonefilmen dukker op og gør underværker, hvilket er på høje tid, for både i 1928 og 1929 er der faktisk underskud på driften. Inden musikken lyder fra nye højttalere hyres operasangere og sommetider hele kor til at supplere orkestermusikken, hvilket forklarer, hvorfor der overhovedet kunne samlet publikum til film om wieneroperaer og tilsvarende.

Tilmed gentager Regina nærmest ubegribeligt temaet ovre fra Kasino med at kombinere film med varietéunderholdning på scenen fra januar 1929, sådan som det i 1921 havde været en dundrende fiasko ovre i Rosenkrantzgade. Et biografteater i stil med hverken det lidt senere Radio City Music Hall på Broadway [RCMH = 1260 6th Ave, New York] og tilsvarende Gaumont eller Paramount Palace i Paris var Regina-Teatret altså ikke, men i december 1928 anser Oluf Jensen dette tiltag som mere tidssvarende end den forestående tonefilmsrevolution, direktionen tydeligvis ikke har megen fidus til. Under overskriften ’talefilmen har ingen fremtid i Danmark’ spørger Jensen om hvem, man dog skulle eksportere dansksprogede film til i relevans til den sjældne filmproduktion, man endnu ikke har lagt fuldstændig på hylden. Omvendt kan han godt se tyske og engelsksprogede film vinde indpas her i landet bestyrket i, at radioen allerede har ’stjålet’ mange publikummer.

Regina-Teatret har ligesom Palads i København allerede prøvekørt Petersen og Poulsens ’danske opfindelse’, som der kan læses om på Axeltorv, men at der vil blive tale om en stor og dyr investering udi nye apparater, står soleklart. Også i hovedstaden skæver man til at forandre driften af Palads, hvor direktør Sophus Madsen havde været lige så skeptisk overfor de talende billeder, men besinder sig heldigvis og stoler på sin kunstneriske sjettesans. I Regina ophører varietékombinationen allerede med et brag i maj, hvorpå den store biograf lukker for at gennemgå en tidlig restaurering af lokalerne.

Således genåbner Regina en omgang for tidligt lørdag den 8. juni i ’meget forskønnet skikkelse’ med Joe Mays tyske krimidrama ”Asfalt”. Hvor loftet tidligere var hvidt, fremtræder det nu lyserødt, mens de kvadratiske felter er holdt i fire forskellige, rødlige nuancer med en lille, orangefarvet pære i hvert eneste. Væggenes lampetter har fået en gang maling, den mægtige lysekrone er blevet pudset og ornamenterne forgyldt. Også logerne er malet op i samme røde farve her med helt nye lampetter og den fortsat kolossale scene istandsat til fremtidig brug, som man er klar over i mindre grad vil omfatte det hidtil så mandstærke orkester, mens blot fem måneder gamle, kostbare bagtæpper til lysvirkninger for skiftende dekorationer allerede er sendt til skrot. Velourløberne på gulvet skal desuden erstattes af blåsort gummibeklædning og efterfølgende skal også garderoberne og rotunden have en omgang, ligesom nye toiletter i kælderen står opført i almanakken under ’ønskes’. Dog, ’Rom blev jo ikke bygget på en dag’, men ’artister vil ikke komme til at optræde mere’, lyder det eftertrykkeligt fra Oluf Jensen, nu man atter har tabt en formue på konceptet.

Faktisk er man fortsat nølende med at give los på tonefilmsområdet, men følger dog hurtigt i haserne på københavnerne og beroliget, da man kan se, hvad det afstedkommer i hovedstadens Roxy. I august 1929 investeres i samme, hundedyre udstyr fra det amerikanske Western Electric, der lod til at fungere glimrende derude på Frederiksberg men bestemt ikke helt så godt inde på Axeltorv i Palads med samme type maskineri. Det gør det heller ikke på Reginahjørnet, hvor apparaterne rammes af en stribe tekniske fejl.

”Den syngende nar” med Al Jolson kommer op som første film 14. september på hele to aftenforestillinger og ledsages i pressen af nogenlunde samme vendinger, man læste i københavnerbladene og salen naturligvis pakket til sidste plads. En engelsk-tysk ingeniør bag det amerikanske selskab følger som en anden general slagets gang fra det tekniske perspektiv og direktør Jensen er allerede helt udmattet blot ved synet. Selve musikkens hovednummer ’Sunny Boy’ afspilles fra plade og skal helst være fuldstændig synkron, mens de talende stemmer kommer fra det nye apparatur. Ikke længe efter fraråder Jensen alle øvrige biografer i landet at investere i tonefilm. ’Vent!’ lyder det ultrakorte budskab.

Efter affæren med ”Grænsefolket” nogle år forinden, som er nævnt i Fotorama ovre på Bispetorvet, hvor filmen temmelig forsinket får Regina-premiere 20. marts 1927, venter selskabet til 1932 med at producere sin næste – og ja, en tonefilm – næsten med garanti udelukkende for at gøre sig håb om at beholde biografbevillingen – men ”Paustians Uhr”, der eksempelvis byder på Bodil Ipsen i en mindre rolle, bliver ingen succes hverken i forhold til besøgstal eller blåstempling. For Fotoramas selskabskonstruktion, udbredelse og betydning er konsekvenserne nærmest uoverskuelige. Efter den seneste stramning af biografbevillingsloven kan et filmselskab udelukkende med import af udenlandske titler ikke længere beholde en sådan, mens større danske selskaber udi filmproduktion omvendt kunne, hvorved Nordisk Film begunstiges og Fotorama kasseres.

Helt kritisk har bevillingen til Regina-Teatret faktisk været opslået, men man forbarmer sig dog ved i januar 1935 at give den til Oluf Jensen gældende fra 1. juli, som herefter betaler husleje til sit gamle selskab, der ikke længere (officielt) har nogen indflydelse på repertoiret. Omvendt må Jensen sælge sine aktier i selskabet, da han ikke må have økonomiske interesser i dette. I 1936 deles Fotorama i to forskellige virksomheder, det ene ’Fotorama Filmbureau’ med fokus på filmdistributionen og det andet ’Ejendomsselskabet Fotorama’ officielt udelukkende med interesse i mursten, om end disse af deres ofte indeholder nok så mange levende billeder.

Som byens førende biograf skorter det ikke på film og nye distributører kommer til, hvor ikke mindst de amerikanske tilraner sig mere magt på sin vis godt hjulpet af biografbevillingssystemets barrierer. Gennem hele livet forbliver Regina-Teatret trods skævvridningen ’forlovet med Nordisk’, som man ofte formulerede det, men indleder tydeligvis også en affære med Palladium, hvor man med forbillede i selskabets nye storbiograf i København fremme i oktober 1938 bebuder en nært forestående og temmelig kostbar istandsættelse af hele salen med forbedret ventilation, behageligere stole, atter nye og moderne lysvirkninger og så vil man vigtigst af alt mægtig gerne have noget som også kun Palladium har, nemlig et kinoorgel.

Et sådan havde man faktisk allerede haft ovre i Folketeatret, men det forsvandt med tonefilmen, eftersom det blev benyttet som akkompagnement til filmen. Det nye (og helst større) skulle i teorien blot være staffage og shownummer og igen spøger den store scenes utallige muligheder for interaktion. Idéen med orgel bliver dog aldrig til noget. Det nærmeste man kommer, bliver det herlige instrument man får se, da Snehvide holder bal sammen de syv dværge i Walt Disneys klassiske tegnefilm, verdens allerførste helt rigtige af slagsen i spillefilmslængde. I forbindelse med Regina-premieren den 24. oktober 1938 afholdes stort optog på Søndergade og ude foran Reginakrydset, sådan som det kendes af navn den dag i dag.

1939 bliver et begivenhedsrigt år for Regina-Teatret (og Fotorama), hvor den ene afløser den anden på godt og ondt. I marts installeres det nyt ventilationsanlæg og udvendigt begynder nedrivningen af facadens store reklamer henover sommeren for også at hugge lidt af toppen over indgangen. Herefter skal den fremstå ’smukkere end nogensinde’ nu med neonrør tittende frem som en slags baldakin løbende ned over indgangsportalen og ind i passagen, hvor også det gamle billetkontor er væk. Større skabe fyldt med billeder og plakater lokker på hver side og sommetider helt udover facaden fra Søndergade til alléen i husets fulde buelængde. Fra det nye billetkontor som et helle midt i indgangspartiet kan man ekspedere dobbelt så mange gæster som hidtil gennem et system planket fra Palladium, som man slet ikke kan frigøre sig fra at skæve over til, selvom Regina nok skulle kunne stå oprejst på egne, stærke ben. Bagved er rotunden malet op i nye farver med blå stjernehimmel besat med gyldne stjerner. I stedet for et antal kurvemøbler i foyeren er der nu anbragt røde sofaer; også garderoberne har fået en tur med malerpenslen, som stråler i lysegrøn kulør.

Regina-Teatrets indre beholder den samme dybrøde farve som hidtil, idet den fremstår rigtig i forhold til de hvide billeder, som Oluf Jensen forsøger at forklare det. Prosceniet er dog forandret med nye projektører, mens de 933 stole ompolstres med lysegrønt betræk a la garderoben og ligeså fortæppet. Det er jo dog håbets farve. Der installeres også et helt nyt lydanlæg hentet hertil direkte fra USA samt nye foreføringsmaskiner fra Zeiss-Ikon foruden lampetter overalt. Alt i salen både lyder og syner så perfekt som dertil. Genåbningen finder sted den 12. august 1939 med premiere på Benjamin Christensens ”Skilsmissens børn”, hvor den 15-årige århuspige Grethe Holmer i sin debutrolle overværer begivenheden på særtilladelse fra justitsminister Steincke, da filmen var forbudt for børn under 16, men det hjalp jo nok, at både kongen og dronningen var inviteret til at overvære begivenheden.

Snart dryppes malurt i bægeret som forsmag på det, der går hen og bliver værre, da det forbydes biograferne at drive fælleskontor i Reginabygningen. Frede Skaarup havde i sin tid taget initiativet, hvilket faktisk var gået hen og blevet til noget modsat hans tidligere forsøg på at samle de forenede danske distributionsselskaber under samme tag, hvor frygten ikke ubegrundet havde været, at man kunne lægge skumle planer i frokostpausen eller henover eftermiddagsteen for slet ikke at tale om aflytning af konkurrentens spændende samtaler med både ind- og udland. Meget senere dannes Foreningen af Filmudlejere i Danmark, som med fælles sekretariat udfylder en noget anden rolle men anledning til samme skrupler, der til alle tider har afstedkommet en vis overvågning med små nålestiksoperationer fra myndighedernes side, når man har anet urent trav, hvad dog aldrig har givet end besvær for parterne, eftersom der aldrig har været noget at komme efter.

Fotorama havde endnu ikke opgivet sine gamle drømme, men her i 1939 under distributionsarmen i kompagniskab med det nystiftede Cimbria Film for 150.000 kroner optaget ”Jens Langkniv” med Poul Reichhardt i sin første bærende hovedrolle, som et par uger forsinket får danmarkspremiere mandag den 5. februar 1940. Det sker imidlertid under store forhåndsprotester og bekymringer, der aldrig står tordnende klart i forhold til alle de historiske filmberetninger, man hidtil har været præsenteret for.

Selskabet har dog selv ageret lovlig godt i rollen som lyseslukker allerede under optagelserne, som når det drejede sig omtagelser i Den Gamle By måtte ’optages om natten’ for ikke at eksempelvis ’bilhorn sneg sig ind i filmen’, der foregik i 1600-tallet. Følingen var ikke som 30 år forinden i Polyhymnias gård (jf. fortællingen om Fotorama under Aarhus Teater) og begejstringen dengang total allerede før premieren. I stedet udløb bulletiner om, at ’ingen maa se optagelserne’, hvilket alt sammen betød, at publikum forventede at se makværk fremfor mesterværk. Det betød også, at Marguerite Viby som ”En pige med pep” fra Nordisk Film måtte stille sig midlertidigt om bag køen.

Det bliver desværre selskabets uigenkaldeligt sidste film, der helt tager livet af Fotorama i rollen som ikke blot produktions- men også distributionsselskab akkurat før, krigen når til Danmark og gør ondt værre. Allerede dagen efter forlyder det fra Aladdin i København, at der kun havde været knap 50 gæster til 19-forestillingen, hvilket skal ses i lyset af de 884 pladser på Amagerbrogade. Filmen spiller dog også i fem andre københavnske biografer, hvor man kunne notere sig bedre besøg, heriblandt Alexandra Teatret, men efter fire dage pilles den af, kun én i hovedstaden tager fredagen med. I Regina holder den sig på plakaten en uge, men selskabet forventer ikke umiddelbart, den kommer rundt andre steder i landet end de to øvrige biografer i hhv. Aalborg og Randers, der allerede viser den (og udviser herved atter dårligt købmandsskab). Så dårligt spillede den for resten heller ikke herovre i Jylland og så dårlige anmeldelser havde den heller ikke fået i forhold til så mange andre etc. Fremme i september er der sågar på opfordring repremiere ude i Viby Kino, hvor publikum var lige begejstret for lange knive og margueritter.

Det hele skulle nok have været grebet helt anderledes an, men hvorom alting er… onsdag den 14. februar giver Dagmar i København premiere på den russiske ”Min barndom”, første del af tre om Maxim Gorky og den eneste, vi får at se i Danmark, da den bliver selskabets allersidste premiere. Det afstedkommer også et farvel til Dreschers søn, Helge Christian Gotfred, der de seneste fem år havde fungeret som direktør for filmdistributionen og ansvarlig for ”Jens Langkniv”. Allerede på månedens sidste dag afholdes den første af flere ekstraordinære generalforsamlinger på hotellet, hvor ’konsul’ Drescher fremsætter forslag om at lade filmselskabet træde i likvidation på grund af fejlslagne forretninger; ikke blot Helges dispositioner mht. Jens men også på baggrund af de tyske film, der havde været Fotoramas guldhorn nærmest fra begyndelsen. Dem havde man også mistet hovedparten af. Her dominerer Palladium nu markedet og det skal snart vise sig, at statskontrollerede, tyske distributører selv rumsterer med planer på den korte bane. Distributionen af Fotoramas titler overgår herefter til Atlantic Film, men selskabet består i sin anden konstellation.

Blot få uger senere bryder krigen ud herhjemme, hvor værnemagten ender med at rykke ind i Hotel Regina, mens det ejendommelige Fotorama nu glædeligt kan notere sig et overskud på 376.000 kroner for regnskabsåret 1943-44 og kan slet ikke dy sig, hvad der bl.a. kommer til udtryk ovre i Kasino. Også hvad historieskrivningen angår, gik det lidt bedre for Nordisk Film, da ”Tordenskjold går i land” med Hans Kurt og Karin Nellemose, men ikke meget. Både hotellet og teatret føler sig først helt frigjort af krigens lænker 12. oktober 1945, hvor Johan Jacobsens modstandsdrama ”Den usynlige hær” som den første af sin slags får århuspremiere en uge efter Palladium.

Skaarup var trådt ud af selskabet mange år før sin død i 1942 og havde for længst skabt sit eget Skaarup Film, hans ene søn siden sit eget, mens Martin Peter Drescher gik bort i juni 1944. Eduard Schnedler-Sørensen dør i september 1947 efter at være fratrådt som direktør for Fotorama året forinden i juli 1946. Han drev fortsat Vesterbros Teater, men havde da netop i 1946 samtidig købt Nygade 3 af sit gamle selskab, der de seneste fem år var benyttet til levende teater, efter Alexandra Teatret blev lukket som biograf i 1940 på grund af uoverensstemmelse angående huslejen og på Hjalmar Davidsens bevilling flyttet over til Gl. Torv to år senere. I stedet indrettes levende teater på Nygade, før filmene finder vej tilbage. Under krigen havde det tyske udlejningsselskab UFA så tilmed overtaget Fotoramas netop lukkede distributionskontor på københavneradressen.

A/S Fotorama har udover Regina-foretagendet fortsat penge i Folketeatrets bygning på M.P. Bruunsgade og enkelte ’biografaktiver’ i form af det fortsatte ejerskab af biografbygningen på Nørregade samt Kosmorama i Skanderborg. Store Torvs Kosmorama er man for længst ude af, men efter krigen kaster selskabet sig hovedkulds ud i ny hotel, varieté- og teatervirksomhed, sådan som det havde været Skaarups ekspertise og endda, som før antydet, et af hans særdeles velkendte numre, Kasino. Fotorama-historien fortsætter med flere beretninger derovrefra samt på Nørregade, mens fotoramaet under Aarhus Teater har et selvstændigt, forsat kapitel som Aarhus Scala i 1955. Hotel Royal, som A/S Fotorama opkøber i marts 1948, er også voldsomt interessant i denne forbindelse, idet Royal Cinema A-B åbner her fremme i oktober 1973.

Fotoramas tråde udover byen og videre rundt i hele landet har altså i det historiske perspektiv været ikke bare betragtelige men særdeles omfattende som det mest indflydelsesrige selskab alene målt på involvering i biografvirksomhed direkte som indirekte, før Nordisk Film Biografer voksede ud af Palads.

Tilbage i Regina-Teatret er Oluf Jensen også død, han i juni 1946. Bivognen Harald Madsen er en af mange ansøgere til den genopslåede bevilling, hvilket også omfatter Jensens enke og Aarhus Kommune, men det bliver sceneinstruktør Svend Gade fra Det Kgl. Teater, som oppe i pensionsalderen knap 70 år gammel får den tildelt i januar 1947. Gade er udmærket bekendt med filmens verden, idet han både har skrevet manuskripter og instrueret, bl.a. den temmelig bedagede ”Balletten danser” med Bodil Kjer som den seneste tilbage i 1938 og et årti forinden i såvel USA som Tyskland, hvor han bl.a. var medinstruktør af ”Hamlet” i skikkelse af Asta Nielsen, der havde været at beskue her i Regina tilbage i juni 1921.

Da også Gade dør fem år senere i januar 1952 bliver bevillingen atter ledig. Som reglementet foreskriver, skal samtlige ansøgninger gennem kommunale hænder, før der tages endelig stilling i Justitsministeriet, men i dette tilfælde undlader kommunen helt at pege på andre end sig selv som prioritet, da man i over fem år har haft en bevilling liggende i skuffen til en ny biograf i Langenæs-kvarteret, som imidlertid aldrig var etableret. Så nemt gik det dog ikke med retter fra ta’ selv-bordet.

Det bliver i stedet endnu en skuespiller fra det kongelige, der begunstiges – denne gang Johannes Meyer, som langt flere kendte fra talrige film. Ligesom Niels Edvard Jacobsen (le Tort) i det allerførste Kosmorama tilbage i stumfilmens barndom nøjes også Meyer med en lille lejlighed i Aarhus, mens han så for øvrigt bliver boende i sit elskede København. På søndage lader han sig dog gerne fotografere foran Regina kl. 5, 7 og 9, som man spøgte. ’Han var københavner med stort K og vidste lige så meget om Århus som nordkoreanerne om sønderjysk kaffebord.’ Bedre kunne det vist ikke udtrykkes.

I byrådet havde man gennem et halvt århundrede været tvangsfikseret af den idé, at i hvert fald bevillingshaveren skulle være bosat i byen for at opretholde denne og nægter således at indstille til forlængelse, da den udløber fem år senere, men igen trodser justitsministeriet. Træt af ævl og kævl søger Meyer et par år senere om at få flyttet sin bevilling over til Metropol på Strøget i København og da det efter megen ståhej lykkes, er det endegyldigt farvel og tak til Aarhus. Nu havner bevillingen så rent faktisk oppe på kommunekontoret i februar 1961, hvor man priser sig lykkelig og nikker til Odense, der har drevet Folketeatret på kommunal bevilling siden indvielsen som biograf i 1948.

Ivrige biografgæster havde nu i femten år lidt af fatamorgana ude omkring Langenæs og blandt argumenterne for, hvorfor kommunen så absolut ikke skulle have haft Regina-bevillingen, opførtes bl.a., at man for længst burde have gjort som i Esbjerg eller Aalborg fremfor at ’flytte ind i huse, der som regel er bygget af dristige og fremsynede biograffolk for at blive ledet af tilsvarende folk’, som Biograf-Bladet skrev med slet skjult reference til netop Fotorama og Skaarup. På den anden side havde nabokommunen Brabrand-Aarslev i 1957 bekostet opførslen af Vest Teatret for at lade denne biograf blive drevet som efterslæb for en lige så længe ubenyttet privatbevilling og se bare, hvad det førte med sig, kunne man fra kontorgangene replicere (og læse om derude).

I december 1960 havde der været 22 ansøgere udover kommunen, heriblandt også Edvard Betzer fra Park Teatret i den tilsvarende forstad Risskov nord for byen, der en del år senere efter bevillingssystemets fald ender med at indrette førnævnte Royal Cinema og så biografleder Alice Nisker, kommunen selv har sat på porten ved nu at foranstalte lukning af Biografen på Nørregade, der var tvunget til ophør et halvt år forinden. Den kunne man dog snildere have overtaget, da direktricen på 97 trods alt var død. Tilbage hang en lidt grim lugt i bageriet.

Efter kommunen er kommet til kagefadet, er der til gengæld ikke en eneste privatdrevet biograf tilbage i centrum. Frk. Valborg Nielsen udnævnes til leder – det var hun såmænd allerede under Meyer – og kan i 1961 for øvrigt fejre 50 års jubilæum, da hun så tidligt som i 1911 var antaget af Fotorama som kontorassistent og siden Reginas åbning avanceret til kontorchef og siden varetaget hele den daglige administration. Hvor Meyer havde haft mere travlt med at spille teater og på film, var 1950’erne nu ikke gået helt hen over hovedet på Regina-Teatret. Allerede under Gade har dronningen 9. maj 1951 haft eksklusiv danmarkspremiere på ”Sømænd på vulkaner” med Gene Kelly i godt selskab med Frank Sinatra og den 7. april 1958 gælder det eksempelvis ”Tommy Steele spiller op”.

Nu foranledigede Fotorama sammen med Meyer, at der atter byggedes om og denne gang endda nok så gevaldigt, da salen forlænges fjorten meter ud i gården med plads til et bredt CinemaScope-lærred flere år forsinket i forhold til byens øvrige, hvorved man alene på gulvet med 50 nye sofasæder når op på 850 stole alle med bedre benplads end hidtil. Regina når nu med balkonen op på i alt 977 pladser, hvor operatørrummet indrettes med plads til et ekstra fremvisningsapparat, såfremt teatret siden skulle få installeret Todd-AO. Stereofonisk lyd høres fra 16 højttalere opsat rundt om i salen foruden tre omme bag lærredet, der er vokset fra knap 8 til provinsens suverænt bredeste på 14 x 5,5 meter dækket af et gigantisk tæppe i syv afstemte farver. Væggene er beklædt med teglværksrøde plader og palisander på balkonsiderne, mens det nye loft foran scenen fremstår hvidt med teaktræs-trekanter og resten ligeledes hvidt med mørkegrå friser i ny belysning også i selve gulvet, der er belagt med rødt linoleum, alt i alt ’meget mere festligt’. Arkitekt Niels Christian Skjøth jr. er mand bag tegningerne; 22 år forinden havde hans far forestået ombygningen af Folketeatret i M.P. Bruunsgade til landets første, terrasseopdelte biograf. Genåbningen finder sted en dag forsinket, lørdag den 16. august 1958 med Carol Reeds ”Trapez”, der har Tony Curtis, Burt Lancaster og Gina Lollobrigida på plakaten selvfølgelig med trapezen bredt ud i scope.

I 1960’erne er Balling og Bond blandt hovedkræfterne bag en række af Reginas gyldne øjeblikke. Bl.a. ”Goldfinger” får danmarkspremiere, efter ”Mission: Drab” som den første havde haft premiere oppe i Palads, men ved siden af indskrænkes snapsene til hotellets hovedrestaurant, mens husets to øvrige, heriblandt natrestauranten Cosy Corner, lukkes i december 1966. Fem måneder senere drejes nøglen også om for selve hotellet 1. maj. Herefter udlejes to etager til Justitsministeriet (og siden politiet) mens 30 hotelværelser omdannes til udlejning på månedsbasis (og giver siden ophold for flygtninge). Ud mod gaden indrettes ny grillrestaurant og butikker. Fotoramas ejerskab splittes nu op med et datterselskab og aktiemajoriteten placeret hos et københavnsk ejendomsforetagende, hvor advokat og bestyrelsesmedlem Herluf Cohn bliver direktør også for den århusianske gesjæft, før det til allersidst ender hos sønnen Erling.

Valborg Nielsen går på pension ved udgangen af 1968. Inden da har kommunen atter skævet til Odenses kommunale folketeater, da Bjørn Feldballe Petersens bror Edvin fra Bio Fredericia (hvor han i sig selv havde afløst broderen tilbage i juli 1966) ansættes som ny leder af Regina pr. 1. januar 1969. Det sker for som fuldstændig pendant til Odense at skabe en fremtidig storbiograf suppleret med en lille art-cinema akkurat som Folketeatret havde fået sig i form af Camera 2 med fælles billetkontor, hvis altså ikke Aarhus Scala kom dem i forkøbet, derovre tumlede man med tilsvarende planer. Det er også hensigten at hjælpe den moderne børnefilm yderligere på vej – bl.a. gennem filmklub, men der kommer dog ingen dispensationer fra Kulturministeriet til hverken den ene eller den anden.

Først i november 1972 præsenteres nye, gevaldige planer for Regina, hvor kommunen afsætter op mod 1,2 millioner kroner til en gennemgribende modernisering, der nu hvor bevillingssystemet er afskaffet, samtidig vil betyde, at man uden at spørge om lov hos andre end brandmyndighederne kan indrette en helt ny sal, hvor lejemålet samtidig står foran forlængelse. Der skal imidlertid tælles knapper, for det seneste regnskabsår havde trods alt blot genereret et overskud på 50.000 kroner for Regina-Teatrets vedkommende. Et større kunstinteresseret biografpublikum skal dermed finde vej, hvis projektet skal hvile i sig selv.

Det forgangne år havde en dissekering af repertoiret budt på ganske andet, omtrent halvdelen bestået af ’westerns i mellemkvaliteten’ og ’et par sekundafilm’ var det også blevet til. Kun Egon Olsen havde man det rigtig sjovt med. Før man når så langt, er der i den fortsatte, linde strøm af premierer til det store Regina en dansk premiere helt eksklusivt 15. december 1972 Aase Schmidts børnefilm ”Smil mand!” om pubertetsproblemer fra Nordisk halvanden uge før den i København sættes op i World Cinema, hvor cirkusdirektør Eli Benneweis tilfældigvis havde set filmen, der egentlig var produceret til tv, men efterladt ham så begejstret, at han havde udset den som sin julepremiere og foranledigede, at filmen blev blæst op fra 16 til 35mm.

Den beslægtede ”Lars Ole, 5.c” af århusianske Nils Malmros er på dette tidspunkt allerede færdig, men ikke fået premiere endnu. Det sker i dette tilfælde også før København, hvor den først kommer op i Dagmar halvandet år efter sin danmarkspremiere i Århus 26. marts 1973, der da finder sted i Aarhus-Hallens nye biograf netop med dette navn, Biografen. Formentlig fordi der alligevel ikke havde været ret meget at smile af ovre i Cirkusbygningen. Her i Regina-Teatret spiller den dog som planlagt frem til jul, de sidste dage med tab af 21-forestillingen, men hvorfor overhovedet sætte en film henvendt 10-15 årige op til forestillinger udelukkende kl. 19 og 21? Filmen var i øvrigt gjort af samme århusianske blod som Malmros, da instruktøren er født i Halling Sogn og uddannet journalist på Demokraten, før hun kom til Danmarks Radio, der havde forestået produktionen. Det var i øvrigt DR’s anden af sin slags samme år, som forinden havde budt på ”Operation Kirsebærsten”. Det var heller ingen succes.