Biografen (1923), Århus | Tilbage til forsiden |
| Skrevet af: JG, biografmuseet.dk | Dato: 01.04.2024 |
 Biografen - åbningsannonce for 29.9.1923 på hjørnet af Nørregade og NorsgadeBiografen Nørregade 46 Åbnet 29. september 1923 Lukket 16. juni 1960 Ved et byrådsmøde i oktober 1920 nægter man at give byens håndværkerforening bevilling til endda blot at drive biograf et par dage om ugen i dennes store sal på Paradisgade 3 med begrundelse i, at byen er rigeligt forsynet trods virksomhedens overskud skulle anvendes til omsorg for syge og svækkede håndværkere. Mange var godt gnavne, for det lod efterhånden til, at private interesser blandt byrådsmedlemmerne spændte ben for udviklingen og man var jo langt fra på højde med København, Frederiksberg Kommune inkluderet, i forhold til indbyggertallet, der var nået helt op på 70.000, omtrent 20.000 mere end ved århundredeskiftet. Byrådet havde socialdemokratisk flertal og her havde Arbejdernes Fællesorganisation en bevilling, som Fotorama udnyttede til Folketeatret dengang beliggende i Banegaardsgade samt råderet over Aarhus Theaters Fotorama og selskabets eget, nye Regina på vej et par måneder senere, mens byrådets købmand Mikael Johansen ganske vist var højremand, men også han med fingrene i en biografbevilling, som ligeledes blev udnyttet af Fotorama til driften af Kosmorama på Store Torv. Knap halvandet år senere er den nye biografteaterlov trådt i kraft i februar 1922, hvorved alle bevillingsandragender skal forbi kommunernes respektive byråd, før endelig beslutning træffes i Justitsministeriet. Således gives der i oktober 1922 nu tilsagn om at tilføre Aarhus en biograf yderligere udover de eksisterende, der også inkluderer Folketeatret på vej i nye klæder. Politimesterens kontor var dækket af næsten lige så mange meter breve, som det forrige folketeater nu var af jord fra håbefulde ansøgere, der følte sig kvalificeret til at drive biograf. Som en af ulykkerne ved den nye ordning gives en stribe dobbeltbevillinger særligt til københavnerne, men en af dem går altså til Aarhus. Til en begyndelse kunne Heinrich Erik Martin Dambmann og Anna Guldbrandsen, enke efter nyligt afdøde skuespiller Johannes Guldbrandsen, imidlertid med rette føle sig gudsbenådet. Førstnævnte begunstiget, idet han efter sigende havde brugt så megen tid på Fælleskontoret for Velgørenhed, at hans egen forretning etableret i 1892 med lædervarefabrikation var sygnet hen, mens sidstnævntes mand ved Aarhus Teater allerede var stillet en bevilling i udsigt, før han gik hen og døde efter at være blevet ramt af sygdom. Det er givet, at placeringen kommer til at blive i Nørregadekvarteret nærmere bestemt i nr. 46 på hjørnet af Norsgade i fabrikant Dambmanns ejendom. Enkefru Guldbrandsen hører man ikke meget til efter åbningsaftenens pomp og pragt. Begrundelsen for tildelingen i forhold til kvalifikationer skal vi ikke dissekere yderligere. Dambmann havde nogle år forinden fået tildelt Ridderkorset som belønning for sit arbejde i velgørenhedens tjeneste og nu altså modtaget endnu én i formentlig skjult håb om, at sluserne vil blive åbnet på vid gab fra Nørregade, så pengene kunne fosse i en lind strøm til byens trængende. Man må dog sige, at Dambmann går på med krum hals. Det første, han bliver spurgt til, er, om biografen skal ind under Fotoramas filmstrust. ’Derom kan jeg ikke udtale mig’, lyder det tillukkede svar. Bevillingen kan dog ikke som sådan videreudlejes, så meget er givet i forhold til de nye love på området. I ansøgningen er lovet et teater med plads til lige så mange som i Kosmorama og det kommer der også. I april 1923 får han tilladelse til at nedlægge fem lejligheder Langs Norsgade placeret i bygningen Norsgade 2-4 fra 1906, så der kan blive plads til 328 gæster i en sal med højt til loftet. Forhuset stammer fra 1875. Finansieringen var allerede på plads i december og man forbavses ikke ved at læse, at bag den står A/S Fotorama, der ligesom ved indretningen af Kosmorama på Store Torv elleve år forinden har hyret arkitekt Thorkel Møller til at forestå forandringerne her på Nørregade, ligesom han tilbage i februar har indviet samme selskabs nyeste version af Folketeatret. Fotorama-selskabet investerer selv en god pose penge i bygningen, nogen mener halvdelen, mens andre påstår langt det meste, da det jo ifølge sladderen stod lidt sløjt til for Dambmann, som skiller sig af med sine forretninger, da Biografen kommer til – eller for at få råd. Han havde i fremtidigt perspektiv af Fotorama forinden fået valget mellem en årlig gage på enten 6-7.000 kroner eller en procentsats og valgt det sidste, mens fru Guldbrandsen ’med kvindens kløgt’, som man skrev, foretrak det første. Det lød jo dog som om, Fotorama havde vel rigeligt at skulle have sagt og antydningsvist også majoriteten. Med Biografen er såmænd også ’Biograf-Teatret’ vendt tilbage som et af byens velkendte navne på facaden både mod Nørregade og Norsgade efter at have været lagt i dvale siden Det Ny Teater faldt på Banegaardsgade i 1918. Der er indgang fra hjørnet med grøn kuppel på taget gennem en forstue med billetsalg og her bagved foyer med hvilestole samt toiletter og trappe op til operatørrummet. Med tanke på kongeparrets residens på Marselisborg, indretter Dambmann i lønligt håb om et fremtidigt kommandørkors en ægte kongeloge og lader sågar til at få besøg! Væggene er holdt i dybrøde farver med loftet i gråt, mens klapstolene er let betrukket på de bedre pladser i mørke nuancer. ’Yderst smagfuldt’, lyder det i kor. Der åbnes op for festlighederne lørdag den 29. september 1923 med Prins Wilhelms jagteventyr i Afrika samt en ”Ganske pudsig” kortfilmsfarce med Harold Lloyd, der instrueret af Hal Roach forvilder sig ombord på et skib, hvor han falder i søvn på dækket og drømmer, at det bliver boret af kvindelige pirater. Man har hørt om værre drømme. Den 6. juni 1927 er der i Biografen danmarkspremiere som første sted i landet på ”Parisiske nætter” med Joan Crawford – dem kommer der mange flere af siden, premierer altså. Ved ombygning af prosceniet til tonefilm i 1931 fjernes en række, hvorefter der står 317 træstole tilbage med al polstring slidt af, hvor denne måtte have været. Genåbningen 11. september med nyt anlæg fra tyske Klang Film markeres med den tilsvarende tyske ”De tre fra benzintanken” med Lilian Harvey, Willie Fritsch og Heinz Rühmann, der ’med deres sprælske ungdom og straalende humør’ ’dansede ind på Biografens scene’ og ’sikrer fyldte tilskuerpladser en uge eller to’, som Amtstidende gengiver begejstringen. Den ender med at være på plakaten i månedsvis! I 1932 spiller ”Skal vi vædde en million” i tolv uger fordelt over Regina og Biografen, der i prinserollen ofte overtager de lækreste desserter fra dronningens bord. I marts 1935 præsenteres tegninger til en balkon med 70 pladser, men den bliver aldrig bygget. Faktisk ændrer salen sig aldrig efter overgangen til tonefilm; stolene forbliver de samme til det sidste, hvor flere blandt publikum var begyndt at medbringe egne puder. På den facon var Biografen aldrig Fotoramas førsteprioritet, men man skulle som bekendt her fra 1930’erne også holde sig tilpas i kulissen, da distributører med helt særlige biografinteresser bliver kigget særdeles grundigt efter i sømmene. Heinrich Dambmann dør i maj 1936, hvorefter den 74-årige enkefru K. Dambmann driver den videre på fortsat bevilling uden fru Guldbrandsen, der forinden er flyttet til København og dermed afskriver sig sin sidegevinst, men i stedet fremover med svigersønnen hr. Allin som daglig leder. Fra 27. august 1937 er der gigantsucces for Marguerite Viby og Biografen med ”Mille, Marie og mig” fra Nordisk, hvor Viby er ved at blive rigtig hot-hot! Tilstrømningen er så kolossal, at man sidst i oktober bliver nødt til at gå fra ’stormpladser’ til ’nummererede pladser’ og man kan vel kun undre sig over, det ikke var sket længe forinden. Allerede efter et par uger blev succesen markeret med opsendelse af hundrede balloner, der hver bærer en lille dukke, som kan indløses med enten en tikroneseddel (en nærmest fænomenal sum) eller byttes til en grammofonplade med filmens titelmelodier. Også i det københavnske Kino-Palæet, er filmen en bombastisk succes, som holder sig på plakaten i 4½ måned og i Aarhus opsendes ballonerne under mottoet: ’Hvor langt gaar Mille, Marie og mig?’. En tyveknægt havde fået sig en knippelfin idé og luret sig et oplagt sted at begå indbrud for at vælte sig i de mange dejlige skejser, man måtte vælte sig i på Nørregade. Om de 30 kroner han fik ud af at nappe beholdningen af byttepenge, var umagen værd, skal vi lade være usagt. ”Jeg har elsket dig så længe jeg kan mindes” lød en anden landeplage fra filmen, men det blev dog ’kun’ til elleve uger for de herlige Marguerite-løjer. Da var de røde lygter blevet tændt langt over hundrede gange med et samlet besøgstal på omkring 53.000, hvilket skal ses i lyset af de blot 317 pladser fordelt henover tre daglige forestillinger. 2. juledag 1941 gælder det tilsvarende ”Frk. Kirkemus” atter med Viby i centrum endda flere dage før, filmen åbner den nye storbiograf Saga i København. Herefter følger også premierer fra Tyskland (via UFA) samt Italien og Finland, hvor man handler flittigt med især Atlantic Film, der i øvrigt har overtaget distributionen af Fotoramas titler efter likvidation af udlejningsdelen i 1940. Fra 1943 er den daglige ledelse overdraget fru Alice Nisker. I 1945 forlænges bevillingen for yderligere fem år med skyer hængende over hovedet, idet bygningen fortsat ejes i fællesskab af arvingerne til den afdøde fabrikant og A/S Fotorama, hvor direktør Eduard Schnedler-Sørensen har aktiemajoriteten (han dør i 1947). Man forventer, der vil blive stillet krav om en helt ny placering i tidssvarende lokaler, sådan som det også er planen for byens to ældste biografer, Fotorama og Kosmorama, når tiderne ellers tillader det. Det sker først i 1955. Selskabet har atter, fristes man til at sige, haft øjnene rettet mod Paradisgade få meter væk – både lige omkring hjørnet og så lidt længere nede i førnævnte håndværkerforening , hvis store sal kunne være velegnet sted for en spritny biograf. Den var netop blevet bombehærget nogle måneder forinden i december. Når luftalarmen lød og folk ikke kunne forlade Biografen i timevis, ja, så spille den samme film igen og igen. Der kunne ved den lejlighed føres bevis for, at man såmænd også sov aldeles fortræffeligt i de gamle stole. Når alarmen var blæst af, kunne det nemlig være helt umuligt at få folk jaget op af sæderne. Allerede i 1941 var der ovre i Paradisgade udfærdiget endnu et sæt spændende arkitekttegninger, som angiver en stor, tragtformet sal med plads til omkring 550 gæster. Den gamle står i forbindelse med håndværkerforeningens bygning klods op ad i nr. 9 – det senere hjemsted for Øst for Paradis, hvis ældste biograflokale har langt flere år på bagen, end man skulle tro. Tegningerne kan ses derovre, men heller ikke denne flytning bliver til noget. Fotorama har som ejendomsselskab efter krigen rigeligt at gøre andetsteds i byen; særligt interesserer man sig atter for byens gamle Kasino foruden som hidtil hele Reginakarreen med huslejeindtægterne fra Regina-Teatret, der fortsat er betragtelige. 1946 bringer minder fra svundne tider – også glade af slagsen, da Gøg & Gokke den 21. oktober vender tilbage som ”Raske rekrutter” i deres første nye film siden krigen, hvilket er fem uger før Roxy i København. Sommetider kommer også de kendte danske skuespillere for at se sig selv på film sammen med publikum selv herovre i Aarhus. Således har man haft fornemt besøg af såvel Ib Schønberg som Osvald Helmuth og siden slår også Dirch Passer et smut forbi. I 1950 kommer en yderligere forlængelse af bevillingen i første omgang kun med krav om mindre forbedringer, hvilket afstedkommer, at maskinerne i 1952 udskiftes med nyt apparatur fra Bang & Olufsen, men mere bliver det heller ikke til, hvilket skulle vise sig en stor skam for den populære biograf. Danske film er kontinuerligt i højsædet, men også antallet af udenlandske premierer er efterhånden betragteligt nu med titler fra større selskaber som amerikanske Columbia og (danske) Europa Film samt både Palladium, Gloria og de mindre Codania og Rex Film. Der spilles som vanligt altid både kl. 17, 19 og 21 og som byens første, begynder fru Nisker at programsætte midnatsforestillinger lørdag aften og end ikke knaldfilm men titler af et højt kunstnerisk niveau, hvilket afgjort burde være af betydelig formildende omstændighed udi bureaukratiske bevillingsreglementer. I januar 1960 finder to danmarkspremierer sted med blot en uges mellemrum, den 18/1 på sci-fi monsterfilmen ”Tilbage fra verdensrummet” også med titlen ”Den vrede planet”, som er interessant, idet den er instrueret af Ib Melchior med manuskript af ham selv og Sidney W. Pink, som et år senere står bag den både berømte og berygtede tilsvarende danske monsterfilm ”Reptilicus”. Ugen derpå gælder det den tyske krimi ”Det hemmelige politi slår til”, men blot fire måneder senere er det alt sammen forbi. Året forinden er fru Dambmann død 97 år gammel som landets velsagtens ældste biografdirektrice nogensinde og Aarhus Kommune havde fundet skummel anledning til at skille sig af med det gamle biografteater. Beslutningen blåstemples i april 1960 af justitsminister Hans Hækkerup, måske fordi man også selv har sparket repertoiret yderligere i den lidt forkerte retning. ’Er det her, der er hvid slavehandel?’ lød det eksempelvis i november 1959 spøgende fra en mandlig kunde til en film om ”Hvid slavehandel i Paris”, hvilket for så vidt lugtede af en genopblussen af det klassiske emne, der i sin tid placerede Fotorama så gevaldigt på om ikke verdens- så i hvert fald danmarkskortet. Billederne i udhængsskabet blev endda betragtet som ekstra gode til netop denne attraktion, idet pigerne ikke var pakket ret godt ind foroven, men som sådan var filmen nu mere sober i forhold til så mange andre spekulationsfilm af samme skuffe, der fulgte efter. Hver lørdag og søndag eftermiddag viser Biografen som hidtil westerns for børnene med cowboydere og indianere. Arvingerne og fru Nisker havde gerne fortsat driften, da Biografen med gennemsnitligt 200 gæster pr. forestilling fortsat genererede fint overskud, men en selvbestaltet gruppe rådmænd oppe fra kommunekontoret havde efter grundig gennemgang peget på brandtekniske krav, som ikke var opfyldt og toiletforhold, der ’nærmest var uanstændige’, i hvilken forbindelse Demokraten i et indlæg spørger sig selv om, hvorfor der overhovedet skal være toiletter i en biograf? Man fornemmer tydeligt 1½ times skøn spillefilmslængde i 1959 contra 2½-3 timers bulder og brag 65 år senere. Mindst to naboejendomme skulle ifølge ’undersøgelseskommission’ inddrages for at rette op på forholdene, hvilket svært lod sig opføre. Lidt kulance giver man deroppe fra magtens tinde, mener man; nedlæggelsen skal nemlig først træde i kraft 1. august. Allerede 16. juni 1960 spilles imidlertid ”Natklubbens sidste gæst” med Eddie Constantine i sin populære rolle som Lemmy Caution. At det også blev Biografens sidste gæster, havde man holdt for sig selv. Huset er da blevet solgt til et firma, der vil indrette radioforretning. Da begyndelsen af 1960’erne med de små hjems mange nye tv-apparater allerede har manifesteret sig i en nedgang i besøgstallet ude i biograferne, ser man ingen grund til at genopslå bevillingen, lyder forklaringen. Lidt af en svinestreg i betragtning af, der kort forinden i byen blev solgt op mod to millioner billetter årligt, men så var der jo også lige det med Regina-Teatret, som kommunen selv havde forsøgt at kapre to gange tidligere. Nu stod denne snart foran at skulle forlænges igen. Knap elleve år senere genopstår Biografen som navn for den nyindrettede sal i Aarhus Hallen, nu tiden var inde til at udstikke en ny af de forkætrede bevillinger. Da havde kommunen raget Regina til sig. I maj 1961 godkendes tegninger for ombygning af Biografen til den ønskede forretning og beboelse ved at etageopdele salen, så det hele strengt taget ser ud som bygningen langs Norsgade gjorde frem til 1923. En mindre brand forandrer planerne, men der bliver ikke tale om en fuldstændig nedrivning. På grund af nyt direktiv om at flytte den fremtidige byggelinje 1,5 meter tilbage på Nørregade (som det tilsvarende var kommet til at gælde det nye Kosmorama på Store Torv) træder dette og andre krav i forbindelse med den større ombygning i funktion, hvilket forklarer, hvorfor det lille hus ved siden af i nr. 44 fortsat står akkurat som dengang. I årtier fremover kan man fortsat se levende billeder i radio-biografen, der ironisk nok også sælger tv-apparater. I 2000 påføres bygningen en etage ekstra og i 2015 atter én. I dag har Frelsens Hær genbrugsbutik i Biografens gamle rum i stuen, mens flere beboere har lejligheder tilbage i helt ny stand, so to speak, efter en skole let på tå over foyeren hos en tidligere damefrisør til en begyndelse havde udvidet sit dansegulv på den nye etage skudt ind i salen og her begyndt at spille rockmusik. | Læs mere her: Biografer på biografmuseet.dk Biografer Oversigt Danmarks 70mm og Storformat Biografer Stoleplaner - Galle & Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne Biografpremierer 1911 - 2020 Film- og Kinoteknik 7OMM Film og De Store Formater Todd-AO, - det sensationelle filmsystem Mine damer og herrer, "Dette er Cinerama"! "Windjammer" i Cinemiracle CinemaScope | VistaVision Super Technirama 70 | Panacolor Dimension 150 | Sensurround High-Impact biografdesign |
• Gå til Biografer på biografmuseet.dk | Biografer Oversigt • Gå til København | Omegn | Nordsjælland | Vest, Midt & Syd • Gå til Bornholm | Møn, Bogø, Lolland & Falster • Gå til Fyn, Langeland, Thurø, Tåsinge & Ærø • Gå til Sydjylland | Midt-Vest | Øst | Nord • Gå til mere om | |
 • Gå til Biografen (1923), Århus | |
| Gå: tilbage - op Opdateret 05-05-2024 |