Hvad pressen skrev om "Rumrejsen år 2001" |
Tilbage til
forsiden |
| Skrevet af: MGM Pressemateriale 1969 | Dato: 01.01.2020 |
Fra abemand til superhjerne
|
|
 Man
udløste en højspændt publikumsforventning ved at opsende
repertoirebasens vældige trinraket, 2001, A Space Odyssey, som er sin
skaber, Stanley Kubrick's hidtil dristigste projekt, realiseret i et
himmelrækkende, dybdeloddende mesterværk, for hvilket han deler æren med
sin drejebogs medforfatter, Arthur C. Clarke. Arthir C Clarke, den eksakte forsker, og Kubrick, den visionære, men også skarphjernecle, sandhedssøgende tænker og fantast, er i stand til at udfylde hinanden i et kongenialt og frugtbart samarbejde, fremgår med overvældende styrke af deres skelsættende film. Nogle vil måske forhåndsskeptisk mene, at de amerikanske månepionerer i tidsrummet mellem Kubrickfilmens tilblivelse og dens fremførelse hertillands med deres virkeliggørelse af Jules Verne-drømmen har tyvstjålet billedet fra science fiction-filmen. Men de, der har haft lejlighed til at se »2001« både før og efter de epokeskabende juli-døgn, vil have erfaret, at Apollo 11 tværtimod får os til at se »rum-odyssen« i en helt ny belysning, som gør dens dybe menneskelige perspektiver langt skarpere og bekræfter, at Kubrick bag sin billedtekniske verdensrekord, hvis minutiøse forarbejde har kostet fire års slid, vil noget andet og mere væsentligt end tage en kamp op med Cape Kennedys ekspertise. Når hans storværk nu, da månerejsen er en etableret kendsgerning, giver en endnu mere besættende, til eftertanke æggende oplevelse, er det fordi del for ham som for den modtagelige tilskuer gælder en sag — menneskehedens — om liv og død. Jublende af en aggressiv selvsikkerheds triumferende fryd slynger abemanden sit nyopfundne våben, en lang dyreknogle, op i luften, hvorpå Kubrick med en genial chok-overgangs lynsnare tigerspring er fremme i rumalderen og viser os en lang, knoglehvid raket på vej ud i verdensrummet. Mere effektivt en her, uden et eneste mellemled, kunne han ikke have formidlet indtrykket af den fantastiske udviklingsproces, der ligger mellem abemenneske- og superhjernementalitet. Det klip vil blive klassisk i filmkunstens historie. Kubrick/Clarke-storværket 2001, A Space Odyssey er ikke blot fototeknisk, men billedmagisk, musikalsk (hvor graciøs er ikke den humor, der får Kubrick til at »blive i« Strauss og lade fremtidens rumskibe krydse verdensrummet med balletynde — til Johann's valserytmer fra en svunden kulturepoke An der schbnen blauen Donau!), poetisk og gennem sin tankerigdom — også på fortolkningsmuligheder — en film, der skal ses igen og igen, fordi den i dag er frygtelig vedkommende og som tankestof uudtømmelig — en fortsat række af refleksive kædereaktioner. KRISTELIGT DAGBLAD |
Læs mere her: På Rumrejse med Stanley Kubrick 3 Falke Bio's Programhæfte til ”Rumrejsen år 2001”, juli 1980 MGM's ”RUMREJSEN ÅR 2OO1” Internet link: |
Vi har nået Månen, er dette de næste skridt |
|
 Og det sker til det mest overmodige afsnit af Johan
Strauss' »An der schönen blauen Donau«, der ledsager hele denne
indledende sekvens. Brugen af dette ellers rædsomme stykke musik er
genial. Gennem kontrasten mellem valsens hæsblæsende dobbelttakt og de
sindigt »glidende og drejende rumfartøjer opstår en aldeles overraskende,
gensidig skønhed, som næppe kan forklares, men må opleves. Den er (undskyld
udtrykket) så jordnær, som nu en rumfilm kan være det, men den har en
vision, der gør den til den mest spændende film i det årti, hvor
mennesket har lukket vinduet op til universet. Alligevel gyser det i en, når Kubrick lader den sidste halvdel af sin film, »Rumrejsen år 2001« foregå på grænsen til det yderste af vor bevidsthed: »Ved Jupiter og hinsides evigheden«. Når Kubrick lader en datamat tale med astronauterne på rumskibet, er det fordi videnskabsmænd har overbevist ham om, at i år 2001 vil vi have datamaskiner, der taler. Og når han lader videnskabsmændene om bord nedfryse (der er jo ingen grund til, at de skal bruge deres energi, når det ikke er nødvendigt), er det, fordi nutidens videnskabsmænd siger, at det vil ske. Det er denne sammenblanding af fremtidens teknik og åndelig søgen, der gør Kubricks film så stor. Hans filmteknik og -tricks er så fabelagtige, at de vel aldrig er set før. Men var filmen kun teknik, ville den have ladet en kold. **** B.T. |
|
Dokumentarfilm fra fremtiden
|
|
|
Musikvalget er der gjort meget ud af, og geniale er
valgene af Richard Strauss' Zarathustra-musik til start og slutning, og
Johan Strauss' skønne, blå Donauvals til turen ud mod kloder og stjerner.
»Rumrejsen år 2001« står nu som tidens mest forbløffende og vedkommende
filmmanifestation, intelligent og overlegen science fiction på nippet
til at blive fuld virkelighed. Den vil blive set, beundret, diskuteret
og forkastet, men har format nok til at leve op til det forhåndsry, som
producenterne og virkeligheden i forening har givet den. POLITIKEN |
|
Rumrejse med Kubrick
|
|
 Filmen er blevet kulminationen på hans karriere, og
hverken tiden, pengene, opgavens format eller Kubricks personlige
ambitioner har tynget ham i knæ, som det oftest er sket for andre
filmskabere, når de har kastet sig over de største projekter. Og skønt
Kubricks 12 millioner kun er en bagatel i forhold til Nasa's næsten
ufatteligt kostbare Apollo-projekt, vinder Kubrick med flere
raketlængder, fordi han er en visionært begavet filmdigter. Han har rigtigt set, at det er for storsnudet at gøre mennesket til centrum i det uendelige rum. I »Rumrejsen år 2001« ses begivenhederne i et langt større perspektiv end forskerne i Houston vidste det, og hvor fascinerende det end var at følge Armstrongs og Aldrings triumferende månevandring — og vide at det skete netop nu — så forekommer begejstringen over menneskets bedrift nøjagtig lige så primitiv som tv-billederne fra månen, når vi spejler månefærden i Kubricks perspektiv, der ender med at vise på en gang skræmmende og lokkende og uforklarlige syner af uendeligheden. Historien lyder ikke af så meget, når den sættes på tryk, men i Kubricks billeder bliver fortællingen til noget enestående. Filmen er det måske mest fuldgyldige eksempel på, at »The medium is the message«, i hvert fald er form og indhold her så uløseligt forbundne, at en opdeling kun kan blive et spagt forsøg på at forklare storheden i Kubricks værk. Kubrick har bygget sin film op som en uendelig cirkel. Han starter med en 15 minutter lang prolog, der viser os menneskeslægtens første mirakel. Sekvensens sidste del er filmet i slow motion, og uventet klipper Kubrick til et billede af et rumskib, der majestætisk sejler gennem det lufttomme, rum. Bevægelsen er den samme knogle, og fra lydbåndet bruser pludselig tonerne af »An der schbnen blauen Donau«. Øjeblikket er et æstetisk chok af de meget sjældne. Netop til rumskibenes tyste duven må Strauss have skrevet sine blide valsetoner, synes man pludselig. Selve billederne fra mennesket i rummet er skabt med en minutiøs omhu. Efter at Kubrick sammen med forfatteren og videnskabsmanden Arthur Clarke havde skrevet drejebogen, gik en mængde teknikere i gang med at konstruere store modeller af rumskibe, som de 40 videnskabelige konsulenter anslog, skibene ville se ud om 30 år. Og det virker. For første gang ser man en science fictionfilm, hvor modellerne ikke virker som modeller. Og der er en sær fremmedartet skønhed over de solvglinsende metalskibe, ikke uden grund betegner fremtidens teknikere deres konstruktion som sexede. I filmens epilog står vi ved grænsen for den menneskelige fatteevne, og Kubrick har klogt afskåret sig fra at benytte nogen dialog overhovedet. I stedet tager han os med på en hastigt accellererende flyvetur gennem et farvehav, der ustandseligt skifter og suger os med hinsides uendeligheden, som den lakoniske tekst på lærredet oplyser. Også her oplever vi det sjældne æstetiske chok, men denne gang er der ingen fryd til stede, kun frygten for det ukendte. Filmens sidste billeder viser os de en udflydende cirkel, hvori skimtes noget, der synes at være et foster. Også denne sekvens er af Kubrick skildret som et farveshow, der blot betager med sin dragende skønhed. Bagefter rejser man sig fra stolen og forsøger at komme sig oven på de mange indtryk. Det er en gigantisk film. JYLLANDS-POSTEN |
|
Livtag i verdensrummet
|
|
|
Stanley Kubricks fremtidsfantasi om rumrejser er kommet
til Danmark. Den i teknisk henseende hidtil vanskeligste og mest
brillante film. Fremtidens rumrejser har længe været et yndet emne for romaner — og film. Men for første gang præsenteres man her for en science fiction film, der på grund af videnskabsmænds og ingeniørers sidste triumf — landing på månen — er blevet næsten dokumentarisk. Det har taget Stanley Kubrick fem år at skabe »Rumrejsen år 2001«. Sammen med videnskabsmanden og forfatteren Arthur C. Clarke gennemgik han et kolossalt materiale om satellitter og rumfartsteknik. Intet blev overladt til tilfældigheder. For Kubrick var det ikke nok, at den tekniske side af sagen var i orden. Filmen skulle gribe og engagere. Tilskueren skulle leve med i rummet. Stanley Kubrick fulgte sine kunstneriske intentioner, og har skabt en milepæl i filmens historie og en sjælden oplevelse for publikum. Månelandingen har ikke mindsket virkningen af hans film. Den er tværtimod blevet stærkere og mere vedkommende. Næsten alt er jo muligt nu. Og alt det, Kubrick præsenterer i sin fremtidsfantasi, er ikke længere utopisk. Det er noget, man om føje år vil opleve. Chokerende og spændende. Stanley Kubrik's rumfantasi er en film, der kan gøre en bange. »Rumrejsen år 2001« indeholder alle de kvaliteter, som gør en film ikke blot seværdig, men til en sjælden oplevelse. Stanley Kubrick's rumrejsefilm bliver man ikke sådan færdig med. Man sidder tilbage med voldsomme syns- og lydindtryk, og ønsker kun igen at stifte bekendtskab med dette værk af en fremragende kunstner, der endnu engang har overgået sig selv. BØRSEN |
|
Kubricks rumodyssé
|
|
 Stanley Kubricks »Rumrejse år 2001« er noget af det
særeste, det hvide lærred har fremvist. Efter at have set den ved
Bodil-festen i april, oplevede jeg om natten for første gang i mit liv
et mareridt, der var direkte fremkaldt af en film. Imidlertid havde en
blasert kollega lige efter forestillingen sagt, at det var ikke meget
andet end »Johannes V. Jensen udsat for Legoland«, en perfid bemærkning,
som måske rummer en kerne af sandhed. Men ulige mere interessant er det,
at samme kollega nogen tid senere indrømmede, at filmen blev ved at
arbejde i ham. Disse to helt spontane reaktioner - mareridtet og en
oplevelse på trods af blasert modvilje — er ganske parallelle med de
indtryk, denne film har gjort mange steder i udlandet, og Kubrick
forklarer eftervirkningerne med, at han bevidst sigtede mod tilskuernes
underbevidsthed. Der er over hele filmen noget drømmeagtigt eller
visionært, som ikke så let lader sig beskrive i ord, og der gives ingen
forklaringer i den — den er åben for mange fortolkninger.I den førnævnte indledning følger vi en flok aber, som pludselig en morgen i forhistorisk tid finder en fuldstændig regelmæssig og aflang sten — en såkaldt monolit. De nærmer sig tøvende uden at forstå meningen. Der synes at udgå en slags inspiration fra monolitten, for umiddelbart efter oplever vi filmens måske mest storslåede vision, en scene, der uden ord illustrerer, hvad der må have været det største spring i menneskets udvikling. Scenen viser det øjeblik, da en menneskeabe første gang lærer at bruge et redskab, nemlig en afgnavet knogle. Samtidig tordner Richard Strauss' symfoniske digt »Also sprach Zarathustra« patetisk ud af alle højttalere. Det er et pragtfuldt samspil mellem lyd og billede. Man er et sekund bange for, at vi også skal overvære menneskets første beherskelse af ilden, opfindelsen af hjulet og hele verdenshistorien. Det er jo ellers en rumrejsefilm, vi skulle se. Men her begår Kubrick sit andet kup. Efter at have demonstreret knoglen som våben kaster aben den i ekstase op i luften, kameraet fanger den i slow-motion — og der klippes med forrygende virkning til en satellit, der svæver majestætisk i rummet over jorden. Nu boltrer Kubricks kamera sig i rummet og lader planeter og rumskibe danse med balletagtig ynde til noget så uventet, men effektfuldt som Johan Strauss' »An der schbnen blauen Donau«! Han har med vilje undgået elektronmusik, for han ville have, at tilskueren skulle føle sig hjemme i den fagre ny verden, og netop let klassisk musik kan give tilhøreren en fornemmelse af vægtloshed. Kubricks »Rumrejsen år 2001« byder på et formidaelt opbud af monumentale scenerier, en mareridtsvision af menneskets fremtid i rummet, og med sin fascinerende langtidsvirkning på underbevidstheden og sine dunkle fortolkningsmuligheder vil den nok optage sindene i lang tid. BERLINGSKE TIDENDE |
|
En skøn torso |
|
 Kubricks film er den flotteste, teknisk mest imponerende
film, der er set — et faktum, det er utidigt blasert at se bort fra i
dette medium.Skønt henved halvdelen af filmen består af trickoptagelser, er det lykkedes Kubrick hos tilskueren at skabe en nærmest absurd fortrolighed med verdensrummet. Uovertruffent i så henseende er se-kvensen, hvor Pan American-rumflyet nærmer sig rumstationens hjul. BERLINGSKE AFTENAVIS |
|
|
Gå:
tilbage
- op Opdateret mandag, 01 januar 2024 18:16:34 |
|