Biografmuseet's
Historie om 70mm film og De Store Formater |
Tilbage til
forsiden |
| Skrevet af: Thomas Hauerslev | Dato:
12.04.2018 Opdateret: 01-01-24 |
 Fra Danmarkspremieren på Todd-AO filmformatet i oktober 1958, og frem
til premieren på Kenneth Branagh's "Mordet i Orientekspressen" i
november 2017, har det store filmformat "7OMM" været synonymt med den ypperste form for filmfremvisning i
danske biografer. Færre end 120 film har været præsenteret i 70mm med "6-sporet stereofonisk magnetlyd"."Biografmuseet's Historie om 70mm film og De Store Formater" beskriver de forskellige 70mm filmformater og systemer i en historisk sammenhæng og nogle af omstændighederne omkring de første forsøg på at bruge store filmformater og den afledte accept af, at store formater er det ypperste kvalitet biograferne kunne tilbyde publikum. Læseren kan fornøje sig med en gennemgang af hovedtrækkene af de forskellige formater og systemer og se hvilke film, der har været vist i Danmark. Hvad er forskellen, og hvad er lighederne? I pionertiden, da de store filmformater blev udviklet for mere end 120 år siden, var behovet for 70mm oprindeligt dikteret af et ønske om at fotografere noget, der var bredt. I 1930erne var det et ønske om bedre billedkvalitet, der drev filmselskaberne i retning af 65mm/70mm. 35mm var ikke længere tilstrækkeligt på de større og større biograflærreder i Amerikanske biografer. For 65 år siden handlede det om at involvere publikum på en ny måde i et vigende biografmarked. "Et vindue ud til verden", og "som at være der selv" var datidens fængende overskrifter for at lokke folk i biografen. Virtual Reality midt i 1950erne. Episke storfilm og musicals optaget i Eastmancolor med objektiver med en kort brændevidde og præsenteret i 6-kanals HiFi stereolyd. En fuldkommen overvældende sanseoplevelse af skarpe billeder optaget på 65mm film, og vist i det storslåede Todd-AO system, på kæmpestore buede lærreder. "Biografmuseet's Historie om 70mm film og De Store Formater" er en personlig historie om bredfilm og teknik set igennem 45 års begejstring for de store filmformater. En historie der tager sit afsæt i en teenagers oplevelser i '70ernes Københavnske biografmiljø. Teenageren er efterhånden blev 45 år ældre, men er stadig lige entusiastisk - og besidder en vis virketrang - når det gælder om at beskrive de store filmformater, med de store 70mm billeder, lyden og oplevelsen ved at se film på et stort buet biograflærred. |
Læs
mere her: Danske 70mm biografer i kronologisk rækkefølge Biografmuseet 70mm.dk Biograf- og filmkronologi Biografmuseet 70mm.dk Filmregister Premiereliste 70mm film i Denmark Biografmuseets forord 70mm Film i Danmark • Den biografhistoriske kalender • De store lærreder i Danmark |
 Skematisk
fremstilling af et billede på en 70mm film. Billedet er 22mm højt og
48,6mm bredt og 5 perforationer højt. Magnettonespor på hver side af
billedet. I hver side er der en tynd stribe inden for perforationen
med 1 tonespor, og en bredere med 2 tonespor i kanten af
filmstrimmelen.Fra Danmarkspremieren på Todd-AO filmformatet i oktober 1958, og 60 år frem til premieren på Kenneth Branagh's "Mordet i Orientekspressen" i november 2017, har det store filmformat "7OMM" været ensbetydende med den mest fremragende form for filmfremvisning i danske biografer. Bedste billede og bedste lyd. Færre end 120 film har været præsenteret i 70mm med "6-sporet stereofonisk magnetlyd". Siden 1958 - for mere end 60 år siden - har mindst 21.000 film haft premiere i danske biografer, hvis man antager, at ca 350 film har premiere hvert år. 120 70mm film i forhold til 21.000 er ikke mange. Især ikke, når 87 af dem havde premiere i løbet af de første 15 år indtil (1958-1972). • Dansk premiere i 70mm: 1958 - 2020 • I hvilken rækkefølge åbnede 70mm Biograferne i Danmark? Det var de helt store præstigeproduktioner, som blev præsenteret i det eksklusive format. Roadshow forestillinger i hovedstaden med en enkelt forestilling hver dag, og to i weekenden og på helligdage. Kun én biograf i landet viste filmen med forsalg af billetter flere uger frem. Der kunne gå flere år før filmen kom til andre dele af landet. 70mm film og biografer blev spredt ud over hele landet fra Skagen i nord til Rødby i syd, og fra Rønne i øst til Skjern i vest. Efter 15 fede år, gik det tilbage i '70erne med en ny type af spillefilm, og ændrede biografvaner. Dolby Stereo kom til i slutningen af '70erne og ændrede på ny krav til teknikken i biograferne. Senest i 2012, er alle biografer gået over til at vise film fra digitale kilder, så der idag (2022) kun er tre danske biograf tilbage, der kan vise 70mm film. |
|
Hvorfor egentlig 70mm film? |
|
|
Hvad er det der gør, at 70mm film er noget helt særligt i forhold til
almindelig 35mm film, og hvorfor er det en bedre oplevelse at se en film i
70mm?
Instruktøren Kenneth Branagh "Mordet i Orientexpressen" udtrykker det sådan:
Et enkelt 70mm billede er ca 3-4 gange større end et
Panavision/CinemaScope billede på en 35mm film.
Der er simpelt hen meget mere negativ at optage filmen på. 70mm billedet skal derfor ikke forstørres så meget som en 35mm
film. Det betyder, at billedet på lærredet bliver skarpere, og at kontrast og
farvemætningen er bedre.
En 70mm film er UTROLIG skarp takket være det større billede! "Bigger is
better" - det er størrelsen, det kommer an på, og det er skarpheden,
der gør illusionen af virkelighed bedre. |
|
 35mm
billede i Technicolor fra "Ben Hur". Nedkopieret fra MGM Camera 65. Bemærk det er en
magnetlydskopi med et enkelt optisk mono lydspor. Billedareal på ca 18,2
x 23,2mm. Er er der nogle ulemper? 70mm kopier er dyrere i forhold til 35mm. Råfilmen koster koster mere hos Eastman Kodak, og laboratoriepriserne er højere når det gælder at fremkalde og kopiere 65mm/70mm film. Ekstraomkostninger ved fotografering i 65mm var i midten af 1980erne ca 200.000 dollars hvilket dog er ikke var meget i forhold til en amerikansk film's store budget. Før introduktionen af DATASAT/DTS tidskode på 70mm kopier medio '90erne, skulle 70mm kopierne forsynes med magnetlyd. Det var en dyr affære, da et tyndt lag jernoxid skulle smøres på filmen i fire striber på hver sin side af billedet. Magnetlydstriberne skulle derefter tørre før de kunne indspilles. Kopiering af lyden fra 35mm magnetbånd til 70mm kopierne var en bekostelig affære. Processen foregik i real-time, dvs i samme hastighed som filmen vises. Det tog med andre ord lang tid at producere en 70mm filmkopi til biograferne. Til sammenligning blev optisk lyd til 35mm film kopieret sammen med billedet på hurtigtkørende Bell & Howell kopieringsmaskiner. Endeligt skulle 70mm kopierne også have klassiske prægede danske undertekster ætset ind i filmen. I Danmark vises film under normale omstændigheder på det originale sprog med danske undertekster. Filmen fik først et tyndt lag voks, og dernæst blev de meget små metalklicheer (teskterne) stemplet i voksen på hindesiden af filmen, så de passede med dialogen i filmen. Derefter kørte filmen videre i et syrebad i nogle få sekunder. Akkurat så længe, at syren kunne ætse sig igennem filmens emulsion, men ikke ind i filmens bærende lag. Efter få sekunder blev syrenbehandlingen stoppet i et nyt bad, og derefter skulle voksen fjernes igen. I '80erne var det IFT (International Filmteknik i Titangade på Nørrebro), der tekstede 35mm kopier. Denne process eksisterede indtil slutningen af 1980erne, hvor laserundertekster blev indført. En laser brændte med stor præcision teksterne direkte på filmstrimmelen. Senere i '90erne fik det Belgiske firma Laboratorie Titra også en dansk tekstafdeling på H. C. Ørstedsvej på Frederiksberg. Når danske (og Europæiske) 70mm kopier skulle tekstes foregik det i Bruxelles, hvor Laboratorie Titra havde deres hovedafdeling med udstyr til at håndtere 70mm kopier. Her er Laboratorie Titra's Belgiske priser for at tekste en 70mm kopi på syv spoler film ("Mit Afrika") i 1986. • Behandling 1450 BF/spole = BF 10.150,- • 700 undertekster af 62 BF/stk = BF 43.400,- • Korrekturlæsning af 700 undertekster af 12 BF/stk = BF 8.400.- • Ialt = BF 61.950,-, som svarede til ca DKK 11.522,70/spole 70mm kopierne vejer meget mere end 35mm film, så de er også dyrere at transportere. Alt i alt, mange faktorer, der gør en 70mm kopi dyrere end end tilsvarende 35mm kopi. Den høje pris, tekstning osv, har ofte været det afgørende argument for at ikke at importere 70mm kopier til Danmark. I 1981 var den gennemsnitlige pris for en 70mm kopi på ca 2 timer 11.000 Pund hos Technicolor i London. Det svarede dengang til ca DKK 124.993,- (kurs 11.3630). Prisen på 70mm kopier svingede meget. Med de meget store premierer på f.eks "Indiana Jones" og "Aliens", med flere hundrede 70mm kopiere kom prisen for den enkelte kopi meget langt ned. På trods af disse udgifter, er resultatet i 70mm meget bedre. Det er en helt anden film, når den ses i 70mm. De skarpe billeder. Farverne. Dybten. Filmkorn, der bevæger sig lidt rundt i billedet og gør det levende. Der er en helt anden stoflighed i 70mm, som gør det til en stor oplevelse. Film er bare bedre i 70mm. |
|
Det Startede med en Boksekamp i 1895 |
|
 17.
marts 1897, Carson City, Nevada, USA på 63mm Eastman film.
Veriscope kamera fremstillet af Enoch J Rector.
Veriscope 63mm
klip
fra
"Corbett-Fitzsimmons
Sparring Contest". Fra collectauctions.comSiden 1958, har danske biografer vist 70mm baseret på Todd-AO standarden, men 70mm film har været med siden filmens barndom. Allerede fra filmens fødsel bliver 70mm film brugt til at vise levende billeder. Allerede fra filmens fødsel bliver 70mm film brugt til at optage og vise levende billeder. Brødrene Lumiere åbnede deres første biograf i Europa den 18. december 1895 i Paris. Biografen var indrettet i et lille lokale og folk var vilde med det nye underholdningsmedie. Filmformatet var 35mm og nærmest 4-kantet og var ikke bredt på nogen måde. Vi skal derimod til USA for at finde 70mm. • in70mm.com: Da filmen fik format. En opgave om den tidlige udvikling af filmformater Et halvt års tid tidligere på den anden side af Atlanterhavet, den 4. maj 1895 arrangerede Otway Latham en boksekamp imellem “Young Griffo” og “Battling (Charles) Barnett” på taget af Madison Square Garden i New York. De optog 12 minutter 70mm film, og 16 dage senere - den 20 maj 1895, havde den 4 minutter lange 70mm film premiere i en intermistisk butiksbiograf på Broadway. Systemet blev kaldt for The Eidoloscope, og det var også første gang man havde et betalende publikum. Således har 70mm film været med siden filmens barndom. • in70mm.com: First Publicly Projected Movie Ever Made was Shot and Shown in 70mm!!! Den 17. marts 1897 optager boksepromotor Enoch J. Rector, boksekampen imellem 'Gentleman' Jim Corbett og den Britiske bokser Bob Fitzsimmons i Carson City, Nevada, USA. Han lader bygge tre nye "Veriscope" filmkameraer udelukkende for at kunne filme denne boksekamp. Han opstiller de tre kameraer ved siden af hinanden på den ene side af bokseringen, så han er istand til at fotografere hele kampen på skift imellem de tre kameraer. Formatet er omtrent 1,66:1, og det brede format dikteres af bokseringens dimensioner. Filmmaterialet er fremstillet af Eastman Kodak, og er en 63mm bred film. Denne film om boksekampen, betragtes som den allerførste film i spillefilmslængde, der vises for et betalende publikum. Brugen af store filmformater i starten af det tyvende århundrede ophører omkring 1912, da Edison's 35mm filmformat indføres som standard hos studierne og i biograferne. 35mm var slet ikke godt nok, særligt ikke til store lærrreder. Dengang var et almindeligt 35mm lærred kun ca fire meter bredt. • in70mm.com: The World Heavyweight Championship, the Birth of Cinema and the First Feature Film |
|
 Tre årtier senere eksperimenterer flere af de amerikanske filmstudier
med større billeder og formater. Det foregik i slutningen af 1920erne og
lige i starten af 1930erne. I 1920erne voksede biograferne i størrelse til
flere tusinde siddepladser, men lærrederne voksede ikke i samme
takt. De største biografer havde kun lærreder der var omkring
7-8 meter brede. Der var behov for større lærreder, men 35mm
kvaliteten var ikke tilstrækkelig. Lærrederne kunne ikke gøres højere, fordi
publikum under balkonen kunne ikke se toppen af lærredet. Den
eneste mulighed var at gøre billederne på lærredet bredere.70mm processer og systemer med flotte navne som Realife, Vitascope, Grandeur og Natural Vision leverede alle flotte billeder i sort hvid. De første 70mm kinomaskiner var af fabrikatet Ernemann. De nye formater blev ikke nogen success og kun meget få film blev optaget i de store formater. Biografejerne i USA have lige investeret i lydsystemer til 35mm film og var ikke interesseret i yderligere udgifter. En kombination af recession i samfundet og depressionen gjorde, at de store formater ikke blev nogen success. Kameraer og projektorer blev igen lagt på lager i New York og kom først ud igen næsten 20 år senere. • in70mm.com: Magnified Grandeur The Big Screen 1926-31 |
|
The First Person Experience |
|
 Cinerama
tager form i Oyster Bay på Long Island uden for New York, USA.I 1937 blev special effects manden Fred Waller kontaktet af arkitekten Ralph Walker, der havde fået til opgave at designe en biograf til Verdensudstillingen i New York i 1939, hvor der skulle vises film på en ny måde - som opgaven lød. Walker designede biografens lærred, og Waller skulle stå for visningen af billederne. Walkers lærred var domeformet som indersiden af en fodbold, og dét lærred med dén form og geometri, løste et problem som Fred Waller havde arbejdet på i mange år. Waller have eksperimenteret med "the illusion of reality" - altså det, at oplevelsen i biografen er så livagtig, at tilskuerne ikke kan se forskel på virkelighed og film. Gennem mange års eksperimenter havde han konkluderet, at menneskets oplevelse af dybte var baseret på hvad han kaldte "periferi syn" - altså det vi ser ud til siderne. Vores syn er bueformet, og vi kan se ca 160 grader til siderne, og omtrent 60 grader vertikalt. Hvis Waller kunne vise en film på et lærred med det samme synsfelt som menneskets, var hans antagelse, at tilskuerne ville opleve dét som at befinde sig lige midt i handlingen. Det kaldes en "First Person Experience". Walker og Waller grundlagde Vitarama, et firma sat i verden for at udvikle denne nye biograffremvisningsteknik til verdensudstillingen. Deres arbejde tog en uventet drejning, da 2. Verdenskrig bryder ud og US Air Force skal træne deres maskingeværskytter. Fred Waller udvikler "Waller's Flexible Gunnery Trainer" baseret på hans eget Vitarama system. Gunnery Traineren var den første rigtige virtuel reality maskine. Fem mand af gangen sad og kikkede på et stort dome lærred, der var buet både horisontalt og vertikalt. På dette domelærred blev der vist film af fjentlige angribende flyvemaskiner som de skulle skyde ned. Fem synkront kørende 35mm kinomaskiner og et avanceret lydsystem skabte tilsammen en hidtil uhørt realisme og en fornemmelse af at være tilstede. Skytterne var hver især udstyret med et lysgevær, som de skulle bruge til at ramme flyverene på lærredet. De enkelte skud blev registreret, og afhængigt af hvordan de ramte målet, fik skytterne besked via høretelefoner. Da krigen var slut var mere end 250.000 maskingeværskytter blevet uddannet i mere end 25 anlæg af denne type. Mange af skytterne var så begejstrede for systemet, og spurgte hvorfor man ikke kunne se noget lignende i biograferne? I 1948 var film i biograferne stadig i 35mm og nærmest kvadratiske på små lærreder. Selv i de store filmpaladser over hele USA med tusindevis af pladser og balkoner i flere etager, var lærrederne ofte meget små. |
|
 Cinerama's
princip illustreret med kameraet nederst. De tre strimler med
film, og de tre filmmaskiner i biografen, og en fjerde, der
afspiller lyden. De tre maskiner viser hver en trediedel af det
store billede på det store lærred. Publikum kunne se hvor
billederne mødtes på lærredet, og for mange var det for
irriterende at se på.Efter krigen arbejdede Fred Waller videre på sin ide om at konstruere et filmsystem, hvor oplevelsen var så realistisk, at tilskuerne ikke ville kunne skelne imellem film og virkelighed. Fred Waller genbrugte princippet fra hans Gunnery Trainer men forenklede systemet, og reducerede antallet af film fra fem til tre. Sammen med ingeniøren Richard Babish udviklede de et helt nyt kamera til at optage film i det nye system. Et system de kaldte "Cinerama" og som senere - trods masser af modgang - forandrede filmindustrien for altid. Nu skulle film ses på brede buede lærreder. Tre 35mm kameraer optog et meget bredt synsfelt og tre 35mm maskiner i biografen viste filmen på et bredt 146 graders buet lærred. Hazard Reeves udviklede lydsystemet med syv separate stereokanaler. Fem kanaler bag lærredet og stereo effekthøjttalere i biografen. i 1948 var de klar til at demonstrere systemet, der var indrettet i en indendørs tennisbane i Oyster Bay på Long Island ved New York. De store filmselskaber kom alle på besøg og var dybt imponeret over hvad de så, men ingen ville binde an med at investere i den nye teknik. En eftermiddag den 8. november 1950 demonstrerer Fred Waller systemet for Lowell Thomas og Michael Todd. Todd udbryder begejstret
• Gå til
Kinopalæet med CINERAMA |
|
Todd-AO
|
|
 1950erne var et sandt eldorado for
elskere af nye filmformater.
Nye Scopes, Visions og Ramaer dukkede op nærmest
måned efter måned. Det mest berømte 70mm system var
Todd-AO, der havde
premiere i 1955 med filmen "Oklahoma!". Michael Todd ønskede sig et Cineramalignende system, der kunne give publikum samme effekt på et stort buet lærred, men kun med ét kamera og én projektor, og "hvor det hele kommer ud ét hul". Han ville have et system hvor helten kunne kysse heltinden, uden de forstyrrende samlinger i billedet. Michael Todd indledte et formeldt samarbejde med American Optical Company i slutningen af november 1952 efter sin første samtale med Brian O'Brien (AO Research & Development) den 15. oktober. Mere end 100 af American Optical's ingeniører analyserede specifikationerne for Cinerama og besluttede sig for de basale dele til det nye system. Et meget buet lærred med formatforhold på ca 2:1. Det rektangulære format blev dikteret af ønsket om, at det skulle passe ind i eksisterende biografer, og at billedet skulle være skarpt for at give den nødvendige grad af realisme. Det krævede et stort areal på filmen, og hvordan kunne man gøre det? Filmen skulle være bredere end 35mm film. Bredden på negativet blev dikteret af tilgængelige 65mm Thomascolor Mitchell kamerarer fra '30erne, der blev indkøbt og ombygget til formålet. De var oprindeligt bygget til 65mm og 8 perforationer pr. billede, og blev ombygget til 65mm og 5 perforationer pr. billede og med en billedhastighed på 30 billeder i sekundet for at få højst mulig realisme i billedet. For at imødekomme Mike Todd's ønske om et system, der var simplere at håndtere end Cinerama, skulle der også gøres plads til seks magnetiske lydspor på selve filmen. Det var derfor nødvendigt med en 70mm bred filmstrimmel til biograferne. Lydsystemet var næsten det samme som Cinerama's specifikationer med 5 lydkanaler bag lærredet, men kun 1 effektkanal i biografen. Desuden skulle det nye system kunne installeres i alle biografer uden alt for mange dyre ombygninger. Den nye teknik blev opkaldt efter Mike Todd og American Optical Company: "Todd-AO". Udviklingen af systemet, gik meget hurtigt. På mindre end seks måneder var det første prototypekamera og det store "Bug Eye" objektiv klar til de første tests. Signaturobjektivet med en frontlinse på størrelse med en spisetallerken havde en billedvinkel på 128 grader, der omtrent kunne matche Cinerama's 146 grader. I sommeren 1953 startede de første testoptagelser med det nye kamera og Mike Todd havde en plan. Den første film skulle være en musical og det skulle være Rodgers & Hammerstein's største Broadway success til dato. Det lykkedes ham at overtale dem til at sælge filmrettighederne, og den 10. oktober 1955 havde "Oklahoma!" verdenspremiere i det sensationelle nye 70mm superformat Todd-AO. • Todd-AO, - det sensationelle filmsystem med 6-sporet, stereofonisk lyd Todd-AO var en total konceptløsning med nyt stort buet lærred, nyt kamera, nyt lydsystem og ny 70mm projector. Selv om Todd-AO systemet aldrig rigtigt kunne matche Cinerama's "du er med i filmen" fornemmelse, så var systemet en langt mere praktisk måde at producere og vise film på. Det var et meget smukt og enkelt system, som virkelig slog 70mm fast som det store populære filmformat de næste mange år. Det er Todd-AO's standard, der stadig bruges idag. Alle efterfølgende 70mm formater anvender Todd-AO's 65mm / 70mm film standard med 5 perforationer/billede og 6-kanal stereo. Undtagelsen er det russiske Sovscope 70, og det Østtyske DEFA 70, hvor at negativet også var 70mm bredt. Tre år år efter premieren i New York, havde Todd-AO Skandinavienspremiere i 3 Falke Bio på Frederiksberg. Danmark var kommet på verdenskortet. Kun ganske få andre Europæiske biografer havde endnu vist Todd-AO. Europæiske Todd-AO Biografer 1957 - 1959 • Adriano, Rom (14.02.1957, Europæisk premiere på Todd-AO) • Savoy, Hamburg (14.03.1957), Europæisk premiere på en biograf designet til Todd-AO • Dominion, London (21.04.1958) • 3 Falke Bio, København (23.10.1958, Skandinavienspremiere på Todd-AO Teater, og en biograf designet til Todd-AO) • Ritz, Stockholm (07.04.1959) The Todd-AO Corporation leverer 65mm kameraer til mange store dramaer og musicals fra 1955 til 1970. I løbet af de 15 år leverer Todd-AO de flotteste billeder man kan se i biografen. Fra "Oklahoma!" til "Hello, Dolly!". I 1970erne daler efterspørgslen for Todd-AO kameraer og de lægges på lager, og bruges kun til special effects og kortfilm. I 1980erne beslutter Todd-AO Camera Department i samarbejde Douglas Fries at udvikle et nyt topmoderne håndholdt 65mm kamera, som kan bruges med Steadicam. Det nye kamera baseres Todd-AO's All Purpose kamera type "AP65", der blev udviklet til "Patton" fra 1970. CineSpace 70 blev udviklet i overbevisningen om, at fremtiden for film ligger i bredfilmpræsentation. Todd-AO producerer demonstrationsfilmen, "Cinespace 70" med det nye kamera (fotograferet med 30 billeder i sekundet) i 1987 og lancerer de moderniserede kameraer den 10. august 1987 i Hollywood. Nu kunne det håndholdte kamera bruges med Steadicam og alle moderne raffinementer var indbygget. CineSpace 70 kameraet blev brugt på "Baraka", og en enkelt demonstrationsfilm. Todd-AO Camera Department, ledet af Dr. Richard Vetter (Dimension 150) levede en stille tilværelse indtil slutningen af '90erne, hvorefter ejerne lukkede afdelingen. Todd-AO studierne i Hollywood på 1021 North Seward Street fortsatte med at have travlt med at mixe lyd til film langt op i 1990erne. |
|
Widescreen |
|
 Cinerama
blev en stor success i 1952, og de fleste Hollywoodstudier, ville have noget
der lignede. Brede billeder på lærredet var dét publikum ville have. God
råd var dyre. Nogle studier skød genvej, og tog den nemme løsning. De afmaskede
simplet hen et
almindeligt 4:3 normalformat billede (Som f.eks "Borte med Blæsten")
til f.eks 1,85:1, og satte et objektiv med en kortere brændevidde i
filmprojektoreen. Voila, og billedet blev bredere på lærredet. Det
virkede fint, bortset fra at kvaliteten var ringere end originalen,
fordi en mindre del af det oprindelige billede nu skulle forstørres mere.
Filmkorn, støv og ridser blev også forstørret mere og forstyrrede
oplevelsen. Et meget kornet
billede med datidens filmtyper fra Kodak mfl.Rigtigt mange ældre film fik re-premiere i widescreen. De fik simpelt hen skåret toppen og bunden af billederne væk, og modigt relanceret i "WIDESCREEN". 35mm formatet "Widescreen" blev introduceret i Danmark på Fanø Kurhotel i august 1953. • Demonstration af Widescreen paa Fanø • Stumfilm, Tonefilm og nye Systemer Der er groft sagt tre forskellige widescreen formater • 1,66:1 (Billedareal 20,9mm x 12,6mm) • 1,75:1 (Billedareal 20,9mm x 11,9mm) • 1,85:1 (Billedareal 20,9mm x 11,3mm) -, hvor Europæiske film ofte brugte 1,66:1, blev 1,85:1 anvendt af næsten alle de store studier i Hollywood, på nær MGM, og Walt Disney, der foretrak 1,75:1 til deres produktioner. Det moderne "bastardformat" 16:9, kan oversættes til 1,78:1. |
|
CinemaScope
|
|
 20th
Century Fox kom først på banen med at kopier Cinerama's brede billede.
Den store forskel på CinemaScope og Cinerama var det store negativareal og den brede optage vinkel
som Cinerama kunne præstere. CinemaScope anvendte almindelig
35mm film og almindelige objektiver med lange brændevidder og Cretien's
Hyprgonar.
Det gav slet
ikke den samme fornemmelse af at "være med i filmen". CinemaScope var kornet og
uskarpt, men filmselskaberne og publikum var ligeglade, og tog CinemaScope
til sig som "den fattige mand's Cinerama".For næsen af Warner Brothers købte det store amerikanske filmselskab det anamorfotiske objektiv "Hypergonaren" af franskmanden Henri Cretien i december 1952. De omdøbte og markedsførte objektivet som CinemaScope, og omlagde herefter alle deres produktioner til det nye 35mm format med meget brede billeder. De første demonstrationer af systemet for pressen og biografejerer foregik i marts 1953 i USA Den første CinemaScope film "Men Jeg Så Ham Dø" havde verdenspremiere i Roxy biografen i New York den 16. september 1953 i USA. I samme måned blev CinemaScope (Efterårets revolutionerende Filmnyhed) demonstreret i Sagabiografen i København for biografer og pressen. Med en relativt lille ombygning af lærredet, kunne de fleste biografer vise CinemaScope. Nye objektiver og nyt lærred samt flere højttalere og forstærkere. Cinerama derimod krævede total ombygning af eksisterende biografer for at gøre plads til 3 operatørrum og det meget store lærred. Den 14. juni 1954 havde CinemaScope Danmarkspremiere i Bio i Rønne. Fire dage senere den 18. juni 1954 tog CinemaScope københavnerne med storm i Kinopalæet med Danmarkspremieren på "The Command" i 4-spors magnetlyd og WarnerColor. Kinopalæets lærred målte 17 x 6,50 meter. • 2,55:1 med 4-spors magnetlyd (Billedareal 23,2mm x 18,2mm) • 2,35:1 med mono optisk lyd (Billedareal 21,3mm x 18,2mm) • 2,39:1 (1970 og fremefter: Billedareal 21.3mm x 17.8mm) • Hvad CinemaScope Byder på • Stumfilm, Tonefilm og nye Systemer |
|
CinemaScope-55
|
|
 20th Century Fox måtte sande, at deres CinemaScope film ikke havde den
visuelle gennemslagskraft som Cinerama og Todd-AO. Negativet var
simpelt hen for småt, når filmene skulle vises på de store lærreder. Fox
udviklede derfor CinemaScope 55. Et negativ med en bredde på 55,6mm, 8
perforationer i højden, og med et billedareal, der var 4 gange større end standard
CinemaScope.
"More than your eyes have ever seen". Sådan lød sloganet for
det nye CinemaScope 55 filmsystem. Kamerarene var ombyggede Mitchell 70mm kameraer fra
30'erne. Tanken var, at bruge et stort originalt negativ, og derefter nedkopiere det i laboratoriet til standard 35mm film til biograferne. Resultatet var et meget finere billede på de store CinemaScope lærreder. Century Projector Corporation (USA) fremstillede 12 par maskiner til dette format da "The King and I" havde premiere, så filmen kunne vises i et større format en 35mm film. Kun to film blev produceret i dette system "The King and I" (1956) og "Carousel" (1956). CS-55 anses dog for at være for upraktisk, og lægges derefter på hylden. 20th Century Fox købte i 1958 de fleste aktier i The Todd-AO Corporation af American Optical Company og producerede herefter deres storfilm i Todd-AO. I 1961 genudgives "The King and I" i en regulær 70mm version og Fox pudser deres gamle 70mm format Grandeur af, og re-lancerer det som "Grandeur 70". • CinemaScope Efterårets revolutionerende Filmnyhed |
|
VistaVision
|
|
 VistaVision
35mm film. Hvert billeder er 8 perforationer bredt. Lydsporet - i
stigeskrift - sidder over billedet.Paramount Pictures gik deres egne veje og udviklede et stor-formatsystem de kaldte for "VistaVision". Paramount mente, at hvis man anvendte et større negativ ved optagelsen kunne man forstørre et billede mere, uden at tabe i finkornethed og definition. Paramount udviklede derfor VistaVision hvor en 35mm film kører på tværs gennem kameraet. Negativarealet var dobbelt så stort som almindelig 35mm film. I stedet for 4 perforationer pr. billede brugte VistaVision 8 perforationer pr. billede. Fordelen ved dette system var, at systemet kunne fremkaldes og kopieres i almindelige Bell & Howell printere. Den første film var "White Christmas" i 1954. "Motion Picture High Fidelity" som en London anmelder kaldte systemet. Paramount tog senere dette til sig og anvendte det i lanceringen af VistaVision. VistaVision var oprindeligt ment som et optageformat, men der opstod et behov for også at vise film i VistaVision, så man kunne få det fulde udbytte af det store negativ. Billedet på lærredet ville blive mere lysstærkt og meget skarpere. Den amerikanske filmprojektor virksomhed Century Projector Corporation (USA) udviklede hurtigt nogle maskiner til formålet, som bl.a. blev stillet op i Radio City Music Hall i New York til en premiere den 14. oktober 1954. I juni 1955 blev yderlige et sæt VistaVision maskiner sat op i Plaza biografen i London. I 1959 lancerede Kodak deres Eastmancolor type 5250, en ny meget finkort negativfilm. Paramount besluttede derfor, at de sore VistaVision kamerarer ikke længere var nødvendige for at opnå et bedre resultat. Paramount gik over til at bruge Panavison's udstyr, og deres VistaVision kameraudstyr lægges på lager. I 1970erne oplevede VistaVision formatet et come-back, da de store special-effects firmaer opkøbte de gamle kamerarer, og brugte dem til at optage special-effects til bl.a. "Star Wars". • Hvad er VistaVision? • Demonstration af Widescreen paa Fanø • in70mm.com: Radio City Music Hall |
|
Technirama
|
|
 Billede fra
Technirama filmen "Custer of the West, der er forstørret til 70mm. Bemærk
at man kan ikke optage i Super Technirama 70, som denne screen-credit
antyder. Super Technirama 70, var udelukkende en varebetegnelse for
præsentationen i biografen.Technicolor i London, lancerede omkring 1956 et nyt alsidigt 35mm filmsystem der var designet til at reducere forvrængning, og gøre billederne skarpere, og reducere filmkorn. Desuden ville det nye system give filmproducerne mulighed for at præsentere deres nye film på ægte Roadshow manér med 35mm kopier i overstørrelse i udvalgte biografer. Technicolor kaldte deres system for Technirama og den første demonstrationsfilm "The Curtain Rises On Technirama" så dagens lys i 1956. Technicolor ombyggede nogle af deres ældre kameraer, og "lagde filmen ned". Istedet for den traditionelle vertikale filmvej i kameraet, kørte filmen nu sidelæns igennem. Dermed kunne de fordoble negativarealet fra 4 perforationer pr. billede til 8 perforationer pr. billede. Grundtanken var, at jo større negativareal, des bedre kopier kunne de fremstille til biograferne. En god ide, som også lå bag udviklingen af VistaVision og CinemaScope 55. Technirama kunne bruges til at fremstille 35mm kopier i CinemaScopeformatet, eller i widescreen. Technirama negativer kunne også nedkopieres til 16mm, enten som anamorfotiske kopier eller widecreen kopier. |
|
 Det
var grundlæggende samme system som Paramount's VistaVision process, der
også kørte horisontalt
igennem kamera og kinomaskine. I grove træk var den eneste forskel en Delrama
anamorfot, der pressede billedet sammen med en faktor på 50% (x1,5). I
laboratoriet blev billedet yderligere presset sammen når filmen skulle
nedkopieres til 35mm film til biograferne. Det var derfor muligt at vise
en film optaget i Technirama, i enhver biograf, der kunne vise
CinemaScope - oven i købet i Technicolor's farvekvalitet.Technirama havde en fætter, der blev kaldt for "Super Technirama 70". Ligesom Technirama's store negativ kunne nedkopieres til 16mm og 35mm, tilbød Technicolor også kunderne at forstørre negativet til 70mm film, og lægge 6-kanal magnet lyd på. Det original 35mm Techniramanegativ havde allerede omtrent samme højde (25mm) som et 70mm billede (22mm), så 35mm Techniramanegativet skulle kun forstørres i bredden med en faktor på 50%. Den første Super Technirama 70 film i denne process var "Sleeping Beauty" i 1959. Technirama blev udfaset i 1967 efter "Custer of the West". Walt Disney Pictures anvendte Technirama en allersidste gang i 1985, til produktinen af tegnefilmen "The Black Cauldron". 70mm processen "Super Technirama 70" var de-luxe biografversionen af Technicolor's 35mm Technirama optageprocess. Technirama's 70mm kopier var fantastisk skarpe at se på. Filmformatet var det samme som Todd-AO, og publikum har sikkert ikke opdaget nogen forskel. Lydsystemet var også det samme - 5 kanaler bag lærredet og en effektkanal i biografen. • PDF: Technirama |
|
CineMiracle
|
|
|
Cinerama havde fuld fart på og
producerede fem meget populære film i løbet af 1950erne. Produceren Luis de Rochemont havde stor
succes med den anden Cinerama film, "Hold Da Helt Ferie" og
ville gerne lave en opfølger. Det kunne ikke lade sig gøre, da kamera og
kamerahold var ude og optage den tredie Cinerama film "Verdens Syv
Vidundere".
I stedet udviklede han sammen med National Theatres
og
Smith-Dietrich
Corporation en lignende
process de kaldte CineMiracle. Kun en enkelt film - "Windjammer" -
havde premiere i denne process i 1958. "Windjammer" handler om det norske skoleskib "Christian Radich" - filmet i Cinemiracle og
produceret af den legendariske Louis de Rochemont. "Windjammer" var en
kolossal succes i sin tid, og den blev set af millioner af mennesker
over hele verdenen - og var særligt populær i de nordiske lande. Mange,
der så filmen dengang husker den stadigt tydeligt. Nogle få af dem har
haft den store fornøjelse at gense den flere gange de sidste 10 år ved
forskellige widescreen festivaler i bl.a. England. "Windjammer" blev
fotograferet i den helt unikke teknik med et stort buet lærred, der blev
kaldt for Cinemiracle, og som gav tilskuerne en meget realistisk
fornemmelse af at være med i filmen. Det var en
"first-person-experience" som Cinerama, der var århundredets største
biografsensation, da det kom frem i 1952. Med det store buede lærred og
7-kanals Hi-Fi stereolyd, var Cinemiracle, den perfekte illusion af at "være
med i filmen". Ligesom Cinerama, krævede Cinemiracle tre separate film
ruller, der blev fotograferet samtidigt. I biografen blev de tre
filmstrimler kombineret på det enorme buede lærred, af tre Century Projector Corporation (USA) kinomaskiner, samt en
fjerde maskine, der afspillede det flotte 7-kanal lydsystem med fem
kanaler bag lærredet, og stereo effekt i biografen. Ca 6 uger efter successpremieren på Todd-AO i oktober '58 havde filmen "Windjammer" Danmarkpremiere i Cinemiracle i Århushallen, der var blevet indrettet som biograf. Premieren foregik den 1. december 1958, og derefter turnerede "Windjammer" i Danmark. Med "Windjammer" i CineMiracle kunne publikum følge den fantastiske sejllads og senere vakle søsyge ud af biografen. Filmen er underholdende og en veldokumenteret rejsereportage i datidens stil. Der er ikke megen handling, men de norske kadetter fylder godt op på filmlærredet, imens Lasse Kolstad synger "Kari Waits for Me". Og skoleskibet Christian Radich har ikke mindst igennem denne film bidraget til hvad det indebærer at være nordmand i '50erne. • Århus Hallen (01.12.1958 - 03.01.1959) • Fyns Forum (09.01.1959 - 25.01.1959) • Aalborg Hallen (29.01.1959 - 08.02.1959) • Herning Hallen (17.02.1959 - 27.02.1959) • Århus Hallen (12.03.1959 - 19.04.1959) • Forum, København (01.05.1959 - 13.09.1959) • Det ny Scala, København (06.10.1959 - 29.03.1960) Roadshowet endte i Det Ny Scala i Ravnsborggade på Nørrebro i København. Cinerama havde det Danske publikum stadig til gode. • "Windjammer" - Cinemiracle i Danmark • '50erne er Tilbage. Smell-O-Vision & CineMiracle i Cinemateket |
|
MGM Camera 65
|
|
 Midt i
1950erne grundlagde Robert
Gottschalk det lille Californiske firma Panavision, hvor han solgte prismeanamorfoter til
biograferne, så de kunne vise alle de nye Scope film, der kom til i disse år.
CinemaScope, WarnerScope, AgaScope, FranceScope, SuperScope og mange andre. I 1955, samme år som Todd-AO havde premiere, samarbejdede Douglas Shearer, der ledede MGM's kamerafdeling med Panavision med udviklingen af et nyt system, der skulle være velegnet til at lave perfekte CinemaScopelignende 35mm kopier. Robert Gottschalk's ønske var at eliminere de store fejl der var ved CinemaScope på den tid: Fokusproblemer, skarphed, uens anamofotisk kompression på tværs af billedet, forvrængning af ansigter i close-ups, reducere filmkorn når 35mm kopier skulle vises på store lærreder og forvrængning. I starten kaldte de systemet for MGM PANAVISION's store film system. Mitchell Cameras stod for kameraet, og Panavision udviklede kameraobjektiverne til det nye system, der ved lanceringen blev døbt MGM Camera 65 "Window of the World". MGM Camera 65 var 25% bredere end Todd-AO, hele 2,79:1. Et Todd-AO lignende system med 5 perforationer pr. billede, og en standard filmhastighed på 24 billeder i sekundet. MGM Camera 65 negativet var en slags forstørret CinemaScope system med 65mm film i kameraet og anamorfotiske objektiver - med en faktor på x1.25. Ved visning i biografen krævede det de særlige Panavision projektionsobjektiver, der kunne forstørre billedet 25% i bredden. MGM Camera 65 var designet til moderat buede 1:10 CinemaScope-lignende lærreder, i modsætning til Todd-AO's meget buede "Your are in the picture" lærreder. Den første film blev "Det Gyldne Træ", en opfølger til "Borte Med Blæsten", og den blev som planlagt kun vist i 35mm ved premieren in 1957. Der var i øvrigt heller ikke plads i de relativt få amerikanske biografer til at vise den i 70mm, da de var optaget af Mike Todd's "Jorden Rundt i 80 Dage" i Todd-AO. Den følgende film "Ben Hur", blev udgivet i 70mm i 1959 og blev en verdenssuccess. Efter "Ben Hur", lukkede MGM's kameraafdeling, og 65mm udstyret blev solgt til Panavision, der omdøbte systemet til Ultra Panavision 70. I 1959 belønnes Camera 65 med en Oscar Class II. • Ultra Panavision 70 |
|
70mm Film kommer til Danmark |
|
|
I 1950ernes Danmark var der efterhånden
kommet gang i biografbyggerierne igen. Efter mange års materialemangel
og materialerationering efter Anden Verdenskrig skød nye biografer op
mange steder i landets store byer. Odense, Vejle, Århus og Aalborg fik
alle nye store flotte biografer, der var indrettet til CinemaScope og
Widescreen fra biografens fødsel.
I 70mm sammenhæng var
3
Falke Bio i Falkoner Centret på Frederiksberg
den vigtigste, idet den var særligt designet til 70mm formatet Todd-AO.
For første gang var det 70mm og ikke længere kun 35mm film, der blev vist i en biograf. 3
Falke Bio havde 1000 pladser, og et 17,6 meter bredt, og meget buet
lærred. Den første film var "South Pacific" naturligvis produceret i Todd-AO. I
operatørrummet blev der installeret to af de store og flotte
kinomaskiner fra Philips, model DP70. Disse maskiner var en integreret
del af Todd-AO, da de var designet til det nye filmsystem. Den 24. oktober 1958 var der premiere på systemet, og Danskerne, og ikke mindst
Københavnerne, tog filmen og Todd-AO til sig i sådan en grad, at den
første film kørte i næsten 4 år, kun afbrudt af en enkelt kort pause. 3 Falke Bio var en meget flot og prisbelønnet biograf
og meget forud
for sin tid, med et lærred der gik fra væg til væg og fra gulv til loft
- det var som at se verdenen igennem et stort panorama vindue. |
|
|
Imens "South Pacific" og demonstrationsfilmen "The Miracle of Todd-AO" spillede for
fulde huse i en enkelt biograf i København, skød andre biografer op med
samme potentiale for 70mm. Den næste biograf indrettet til Todd-AO var
Europa Bio i Aalborg. Europa Bio åbnede faktisk et par måneder før 3
Falke Bio i august 1958, men "kun" som 35mm CinemaScope og widescreen
biograf. Jyderne må have kikket lidt imod Frederiksberg, for den 29.
december 1959, var der Danmarkspremiere på Disney's "Tornerose"
præsenteret i Super Technirama 70 i Aalborg.
Herefter fulgte
Kosmorama, Århus i maj 1960 med "South Pacific",
Grand
Teatret, Odense i februar 1961 med "Porgy And Bess"
og flere andre. • 24.10.1958, "South Pacific" + "The Miracle of Todd-AO", 3 Falke Bio • 29.12.1959, "Sleeping Beauty", Europa Bio, Aalborg Efter Europa Bio's 70mm premiere hoppede følgende biografer på 70mm vognen: • 01.02.1960 "Solomon and Sheba", Kinopalæet, København • 14.08.1960 "Can Can", Palladium, København *) • 23.05.1960 "South Pacific", Kosmorama, Århus • 06.02.1961 "Porgy And Bess", Grand Teatret, Odense • 04.08.1961 "Can Can", Bellevue, Klampenborg *) • 04.09.1961 "Can Can", Drive-In, Lynge *) • 04.09.1961 "South Pacific", Bio, Rønne • 16.10.1961 "Can Can", Slotsbio, Hillerød *) • 01.11.1961 "Exodus", Imperial Bio, København • 22.01.1962 "Exodus", Villabyernes Bio, Gentofte *) Ombygget og tilpasset til Todd-AO / CinemaScope Det var præstige at have 70mm, og nu kunne det vises yderligere 7 steder. Kinopalæet var lige åbnet og tegnet af Ole Hagen, der også tegnede 3 Falke Bio. Kinopalæet's lærred var endnu større end 3 Falke Bio's - et 23 meter bredt og moderat buet CinemaScope lignende lærred, i modsætning til 3 Falke Bio's imponerende Todd-AO bue. 70mm kom i sandhed til sin ret på sådan et stort lærred. Villabyernes Bio, Kosmorama (Århus) og Grand Teatret (Odense) var designet til CinemaScope, og biograferne skulle derfor ikke modificeres særligt meget for at vise 70mm. I Palladium blev kinoorglet ofret til fordel for at gøre plads til et meget større lærred. Interessant i denne sammenhæng er, at Kosmorama, Bellevue, Bio og Slots Bio ikke havde DP70 maskiner, men i stedet valgte Cinemeccanica's Victoria X. Der var kommet andre leverandører på banen, og biografejerne kunne nu vælge imellem mindst to forskellige 70mm maskiner. DP70 var stadig Rolls-Royce maskinen, og mange af de første biografer valgte denne maskine. Philips leverede ialt 20 DP70 maskiner til det danske biografmarked. • Film- og Kinoteknik Efter premieren på Todd-AO i oktober 1958 steg antallet af 70mm premierer gradvist. I 1962 havde følgende film 70mm premiere: • 21.01.1962 "Spartacus", Kinopalæet, København • 19.02.1962 "Ben Hur: A tale of the Christ", Palladium, København • 21.08.1962 "El Cid", Imperial Bio, København • 08.10.1962 "West Side Story", Imperial Bio, København |
|
Super
Panavision 70
|
|
 Næsten to år passerede før det næste nye 70mm format havde premiere. Det
var "Exodus" i Super Panavision 70, og foregik i Imperial Bio den
1. november 1961 i København nær ved Vesterport S-togstation. Ligesom
Super Technirama 70, var der ingen forskel på filmformatet i forhold til
Todd-AO. Forskellen fra Todd-AO og Technirama, var kameraet og de
objektiver, der blev brugt til at fotografere filmen. Lydsystemet var i
Todd-AO konfiguration. Maskinerne i
Imperial Bio var Philips' DP70, og de
nåede at vise film i 50 år, før den ene blev skrottet og den anden
erstatte af digital fremvisningsteknologi i 2004. Imperial Bio er
den eneste tilbageværende danske road-show biograf fra 1960erne.Takket være Todd-AO's popularitet og ikke mindst "Jorden Rundt i 80 Dage"'s kollosale success i 1956-58, var 70mm det mest populære system på den tid, og Panavision var ikke længe om at udvikle et lignende system. De erstattede deres anamorfotiske Ultra Panavision 70 objektiver med ganske almindelige objektiver, og kaldte det for Panavision 70. Den første film i det format var "Den Store Fisker" fra 1959. Man må antage at Panavision 70 navnet har afstedkommet noget forvirring, fordi i løbet af ingen tid, kommer der et "Super" foran, så systemet kan adskilles fra Ultra Panavision 70, og Panavision på 35mm film. Det er de samme 65mm kamerasystem som anvendes til Ultra Panavision. Det er objektiverne, der er forskellige. "Den Store Fisker" vises ikke i 70mm i Danmark, men får 35mm premiere den 23. april 1962 i Villabyernes Bio og Fasan Bio. Den første film bliver i stedet "Exodus", der samtidigt er åbningsfilm for Imperial Bio i 1961. De første tre Super Panavision 70 i Danmark film er følgende: • Exodus, 03.11.1961, Imperial Bio • West Side Story, 08.10.1962, Imperial Bio • Lawrence of Arabia, 15.10.1963, 3 Falke Bio Begge Panavision's 65mm systemer bliver meget populære i '60erne, og nogle af de mest imponerende film fotograferes med dette udstyr. • 26.12.1964 "My Fair Lady", 3 Falke Bio • 03.04.1967 "Grand Prix", Kinopalæet • 04.08.1969 "Rumrejsen år 2OO1", Rialto • 20.08.1971 "Ryan's Datter", Rialto |
|
Cinerama
|
|
 "Verdens
Syv Vidundere" (1956) med pilot Paul Mantz (i baggrunden) og rejseguide
Lowell Thomas bag roret i flyvemaskinen "Cinerama Clipper". Billede fra
den remastered version.
Copyright 2014 by Cinerama Inc.10 år efter verdenspremieren på Fred Waller's Cinerama, kom systemet endelig til Danmark i 1962 - med 10 års forsinkelse. Kun en enkelt biograf kunne rumme dette store filmformat, og det var den kun 3 år gamle Kinopalæet på Gammel Kongevej i København. Biografen lukkede nogle måneder om sommeren i 1962, for at blive ombygget til tre operatørrum, og få det store nye CINERAMA lærred installeret. Det var ca 29 meter bredt langs buen, og havde en krumning på 146 grader. Ligesom søstersystemet Cinemiracle, består Cinerama af tre delbilleder, der hver vises af en Century Projector Corporation 35mm maskine. En fjerde maskine - en dubber - blev opstillet til at afspille de syv lydkanaler, der var indspillet på en 35mm film. Når filmen blev vist var alle fire maskiner elektrisk låst sammen med Selsyn motorer (en forkortelse for “self synchronous”), så billede og lyd passede sammen. Cinerama film i Kinopalæet: • "Seven Wonders of the World" (1956) • "How The West Was Won" (1962) • "The Wonderful World of the Brothers Grimm" (1962) • "Cinerama South Seas Adventure" (1958) • "Cinerama Holiday" (1955) • Film produceret i 3-panel Cinerama og CineMiracle I modsætning til andre lande og storbyer, blev "This is Cinerama" imidlertid ikke vist i Danmark i 1962. Der skulle gå 53 år før "This is Cinerama" endelig kom til Danmark, i form af den digitalt restaurerede version i 2015. • Cinerama i Kinopalæet • CINERAMA Vender Tilbage • '50erne er Tilbage. Smell-O-Vision & CineMiracle i Cinemateket Kinopalæet viste 3-panel Cinerama i mere end et år, og så var det slut. Den sidste film var "Cinerama Holiday" i efteråret 1963. Kinopalæet gik tilbage til konventionalle filmforestillinger, der kun krævede én filmprojektor. |
|
Ultra Panavision 70
|
|
 70mm
billede fra "Ben Hur" i MGM Camera 65. Bemærk at skuespillerne
ser lidt lange ud i ansigtet. Et særligt objektiv forstørrer billedet
25% i bredden i biografen så skuespillerne får deres normale
proportioner tilbage.Palladium på Vesterbrogade i København var en stor biograf fra 1938 og helt uegnet til at vise brede 70mm billeder. Den var bygget til standard 35mm normalformat, men blev bygget om til 70mm i august 1960. "Can Can" i Todd-AO var den første 70mm film i det ombyggede Palladium. Man må antage, at det store Todd-AO billede optog den maksimale bredde på lærredet. I februar 1962 er der atter premiere på et nyt 70mm system, MGM's Camera 65 og storfilmen "Ben Hur". MGM Camera 65 var 25% bredere end Todd-AO og krævede særlig anamorfotiske Panavision projektionsobjektiver for at kunne vise det meget brede formatforhold på næsten 2,79:1. 2,79:1 kunne Palladium ikke vise uden at bygge om igen. Der var ikke plads til så bredt et lærred, og hvad gør man så? Biografen afmaskede simpelt hen blot filmen i maskinen, og snød dermed biografgængerne for billedets fulde bredde. |
|
 70mm
billede fra "Hopla, Vi Lever" i Ultra Panavision 70. Bemærk at
skuespillerne ser lidt lange ud i ansigtet i hver side af billedet, men
ikke midt på billedet. Disse optisk korrigerede kopier blev fremstillet
til Cineramalærreder, hvor lærredets krumning rettede billedet ud til
normale dimensioner.Ligesom MGM Camera 65, var Ultra Panavision 70 et anamorfotisk format, der krævede særlige opbjektiver i biografen. Nogle Ultra Panavision 70 kopier var optisk korrigeret i laboratoriet [rectified prints], så de ikke krævede disse særlige projektionsobjektiver fra Panavision, men istedet brugte det buede lærred til at korrigere forvrængningen i billedet. Med et særligt Panavision printerobjektiv kunne Technicolor producere 70mm kopier, der var korrigeret til visning på Cinerama lærreder. Korrektionen udjævnede billedet ulineært således, at billedets midterste del havde en svag anamorfotisk kompression på ca x1.18, og i hver side en faktor på x1.33. På kopien var den midterste del næsten "flad", dvs. kopieret normalt. Jo længere ud imod kanten af filmkopien man betragtede, jo mere sammenpresset var billedet. Når en korrigeret 70mm kopi blev vist på et Cineramalærred, ville billedets højre og venstre side automatisk blive korrigeret pga lærredets krumning, så det teoretisk set ville se normalt ud. Det afhang dog også af hvorfra man i biografen betragtede lærredet. Det fortaber sig i historien om hvorvidt "Hopla vi Lever" 70mm kopien i Kinopalæet var korrigeret for det store buede Cineramalærred, eller om de særlige projektionsobjektiver fra Panavision blev anvendt. "Panserslaget ved Ardennerne" var en optisk korrigeret 70mm kopi [rectified print], og det er vældigt spændende at iagttage hvordan korrektionen ser ud på et CinemaScope lærred. • Gå til Bag om "Panserslaget ved Ardennerne" i Ultra Panavision 70 |
|
 Det
nye Ultra Panavision 70 logo fra 2015.Op igennem 1960erne blev en lang række 70mm film præsenteret i Cinerama. • It's a Mad, Mad, Mad, Mad World • The Fall of the Roman Empire • Circus World • Cheyenne Autumn • The Greatest Story Ever Told • The Hallelujah Trail • The Agony and the Ecstasy • Michelangelo (kortfilm) • The Great Race • Shellarama (kortfilm) • Battle of the Bulge • Khartoum • Grand Prix • Custer of the West • Krakatoa, East of Java • Dansk premiere i 70mm: 1958 - 2022 • in70mm.com: Ken Annakin om Ultra Panavision
|
|
Sovscope 70
|
|
 I løbet af 1963 havde den første Russiske
Sovscope 70 film premiere i
Atlantic biografen på
Christianshavn i København. Sovscope 70 adskilte sig ikke meget fra
Todd-AO, Super Technirama 70 eller Super Panavision 70. 5 perforationer
pr. billede, 24 billeder i sekundet og 6 kanal magnetlyd. Der var således muligt uden
videre at vise russiske 70mm film. Russerne producerede rigtigt mange
70mm film til hjemmemarkedet og de østeuropæiske lande. Heraf kom nogle
af dem til Danmark.Mange af de vestlige 70mm film er idag falmet, og der er ofte kun den røde farve tilbage. Den blå og den grønne farve er fordampet. De russiske film har stadig fine farver, omend de så i stedet er lidt fesne at se på. I modsætning til amerikanske og europæiske film, der var kopieret på Eastman Kodak materialer, var de russiske film i "Sovcolor" eller "ORWO" color, og kopieret på østeuropæiske laboratorier. Farverne har vist sig at være mere holdbare end Eastman Kodak's materialer fra de vestlige laboratorier. • 06.05.1963 "De Flammende År" • 02.11.1967 "Krig og Fred" • 21.11.1968 "Anna Karyenina" • 15.03.1976 "Dersu Uzala" • Film produceret i Sovscope 70 |
|
MCS 70 Superpanorama
|
|
 Et af de 70mm filmformater, der ikke har været vist i Danmark, er det
Vestyske MCS 70 Superpanorama, men et par af filmene har været vist i
35mm udgaver. MCS 70 var fuldstændigt forenelig med Todd-AO formatet,
med 5 perforationer pr. billede, og 6-kanal magnetlyd. "Windjammer" var en stor success i Vesttyskland, og blev vist mange steder. Rettighederne tilhørte den tyske importør af Catepillar entreprenørmaskiner, Hr. Rudolf Travnicek, der var gift med skuespillerinden Hannelore Bollmann Cantor. Rudolf Travnicek var interesseret i film og biografer, og ville gerne producere en opfølger til "Windjammer", men det fik han ikke lov til af Cinerama Inc., der ejede rettighederne. I stedet financierede han udviklingen af et helt nyt 65mm filmsystem, der blev døbt: Modern Cinema System 70, eller MCS 70. Rudolf Travnicek engagerede nordmanden Jan Jacobsen til at designe det nye 65mm kamera. Jan Jacobsen var et geni med kamera teknik, og fik hurtigt bygget de to første ultra kompakte kameraer. Den første film i det nye 65mm format blev en tysk pendant til "Windjammer", der havde titlen "Flying Clipper". Det var beretningen om et svensk skoleskib, der sejlede en tur rundt i Middelhavet i 1962. Filmen har nogle flotte scener med kadetterne, der besøget datidens byer og pyramiderne langs Middelhavets kyster. Følgende MCS 70 film har været vist i 35mm udgaver i Danmark: • "Scheherazade" / "Flugten fra Bagdad" 2. december 1963 • "The Black Tulipe" / "Den Sorte Tulipan" 1. februar 1965 "Flugten fra Bagdad" er interessant i dansk sammenhæng, da skuespillerinden Anna Karina (1940-2019) spiller hovedrollen som Sheherazade. |
|
70mm Blow-up |
|
 Panavision's Micro Panatar,
der kunne forstørre 35mm film til
65mm/70mm film. Billede: Tak Miyagishima, Panavision.At optage film i de store 65mm formater var dyrere end at optage på 35mm film. Flere producenter og instruktører var interesseret i at udgive deres film i 70mm, fordi de havde opdaget, at det gav præstige, og det gav lidt extra i kassen i biograferne, hvis deres produktion blev "Præsenteret i 70mm". Publikum opsøgte 70mm "oplevelsen", og den samme film solgte typisk flere billetter hvis den blev vist i 70mm, end den samme version i 35mm. Blow-up sikrede også en langt bedre kvalitet på det store lærred med et skarpere billede, mere lys, bedre farver, færre korn osv. Alt sammen fordi filmkopien var tættere på originalnegativet end den tilsvarende 35mm version. Et 35mnm negativ blev typisk forstørret til et 65mm interpositiv. Fra 65mm interpositivet blev der lavet er 65mm internegativ, der så blev brugt til 70mm kopierne til biografen. I ganske få tilfælde blev 35mm originalnegativet forstørret direkte til 70mm kopier. Der var groft sagt to versioner af blow-ups. Der var blow-ups lavet fra et anamorfotisk 35mm negativ, hvor forstørrelsen var ulineær. Billedet skulle forstørres dobbelt meget horisontalt som vertikalt med en faktor på 2:1. Panavision i Californien udviklede "Micro Panataren", et særligt kopieringsoptik til printerne, der gav filmlaboratorier som deLuxe og Technicolor mulighed for at forstørre anamorfotiske 35mm negativer til 70mm kopier - og dermed give filmproducenterne den savnede mulighed for at udgive filmene i 70mm, selv om de var optaget i 35mm. Laboratorierne, der fremstillede 70mm kopier, fik dette nye værktøj til deres rådighed og snart kunne filmproducenterne med stolthed præsentere deres nye film i "70mm med seks-sporet stereofonisk magnetlyd". Vel at mærke uden af de havde optaget filmen i det noget dyrere 65mm. Mange producere fik hermed adgang til de største 70mm biograflærreder i prestigebiograferne i USA, Australien, Europa, Sydamerika og mange andre steder. Det betød også, at man langt henne i produktionen, kunne beslutte om filmen skulle have premiere i 70mm, og ikke "kun" i 35mm. 70mm blow-up blev meget populære og blev også begyndelsen til enden på "rigtig" 70mm (der var optaget på 65mm film). Mange film kunne vises i 70mm, og producenterne så deres snit til at spare på råfilm og kameraudstyr, når studierne nu alligevel kunne få filmene kopieret til 70mm. Et af de første blow-up var "Taras Bulba" i 1963. At "blæse filmen op" til 70mm blev meget populært op igennem 1960erne og et stort antal film blev også vist i Danmark. Den første film var Peter Glenville's "Becket", fotograferet i 35mm Panavision. "Becket" havde premiere i 3 Falke Bio i 1964 og senere fulgte en lang række "blow-ups" b.la.: • Becket, 3 Falke Bio, 21.08.1964 • Operation Crossbow, Imperial Bio, 23.08.1965 • The Great Race, Kinopalæet, 09.06.1966 • Doctor Zhivago, Rialto, 06.10.1966 Der blev gjort meget ud af lave de fineste 70mm kopier fra 35mm negativerne. Nogle fotografer som f.eks Freddie Young fotograferede "Doctor Zhivago" på sådan en måde, at den var forberedt til at blive forstørret til 70mm. Fælles for disse film var, at de alle var optaget i Panavision, med et formatforhold på 2,35:1. Det passede nogenlunde til 70mm billedet's 2,21:1. En anelse af siderne blev skået af. • Se hele listen af blow up her: 70mm Film i Danmark |
|
 70mm
billede fra "Det Beskidte Dusin", fotograferet i 35mm 1,75:1,
men forberedt til 70mm
2,21:1.I slutningen af 1960erne blev der lanceret en anden version af 35mm til 70mm blow-up. Nu kunne laboratorierne producere 70mm kopier fra "flade" 35mm film. Dvs, film, der var optaget i widescreenformaterne 1,66:1, 1,75:1 eller 1,85:1, og derefter blæst op til 70mm film. Det var en lineær 1:1 forstørrelse af det originale negativ. Hidtil havde det kun været anamorfotiske film (i Panavision), som laboratorierne havde blæst op, men filmselskaberne havde fået blod på tanden, og blæste næsten alting op til 70mm. Nogle eksempler på det var • The Dirty Dozen, 3 Falke Bio, 20.11.1967 • Gone With The Wind, 3 Falke Bio, 26.08.1968 • The Great Caruso, Atlantic, 15.02.1971 • That's Entertainment, 3 Falke Bio, 26.12.1974 "Borte Med Blæsten" var en meget kontroversiel forstørrelse til 70mm, idet man forstørrede det oprindelige billede, der var optaget i 4:3, til 2,21:1. Alle scenerne i filmen skulle "reformateres" på ny af MGM laboratorierne. I stedet for pan & scan, som det kendes fra TV, når en widescreen tilpasses TV'ets skærm, så gennemgik "Borte Med Blæsten" i stedet en tilt & scan affotografering. Dvs, at hver enkelt scene, skulle affotograferes og komponeres til 70mm formatets 2,21:1 forhold. Det betød igen, at noget af toppen og bunden af det originale billede blev skåret af, og i modsætning til "Det Beskidte Dusin", var der jo ikke taget forbehold for denne beskræring, da filmen blev optaget næsten 30 år tidligere. Publikum var ligeglade med den manglende billedeinformation og strømmede til biograferne for at se filmene i 70mm. Den originale monolyd blev også taget under behandling, og re-mixet til 6 kanaler. Senere blev lignende film i normalformatet også reformateret til 70mm. Et andet eksempel var "Den Store Caruso". MGM kaldte denne process for Metroscope 70. Det var en dyr remastering af de gamle film, og MGM stoppede denne metode efter ganske få film. |
|
 To
70mm billeder fra "Brainstorm" hvor man tydeligt kan se forskellen
imellem et widescreen billede, der beholder det oprindelige
formatforhold, og full-frame 70mm. I "Brainstorm" veksler de to formater
filmen igennem.3 Falke bio var igen på forkant med udviklingen og kunne i 1967 præsentere "Det Beskidte Dusin" i 70mm og 6-sporet stereofonisk magnetlyd. "Det Beskidte Dusin" blev en kæmpe success, og blev vist talrige gange i mange år fremover. "Det Beskidte Dusin" var optaget i widescreen, i 1,75:1 formatet, men "blæst op" til hele 70mm billedets arel på 22 x 48,6 mm. Det betød, at noget af toppen og bunden af det originale billede blev skåret af. Fotografen Edward Scaife havde taget højde for det under arbejdet med filmen. Det var ikke alle fotografer og instruktører, der tog højde for denne forstørrelse hvis filmen skulle havde premiere i 70mm. Midt i '70erne, begyndte laboratorierne derfor at lave 70mm kopier fra widescreen film, hvor de blev forstørret en anelse mindre, så hele det originale billede blev præsenteret indenfor 70mm billedets areal. Det efterlod i stedet sorte bjælker på hver sin side af billedet. "Pillar boxing", i modsætning til "letter boxing", krævede også, at fortæpper og masker skulle være af lydtransperant materiale, så lyden fra de to yderste lydkanaler kunne høres korrekt. I slutningen af '70erne skete det samme for anamorfotiske film, da "The Deer Hunter" blev forstørret til 70mm. Instruktøren ønskede, at det anamorfotiske Panavisionbillede 2,39:1, skulle beholdes på 70mm kopierne. Han ønske altså ikke at klippe i Vilmos Zsigmond's smukke billeder. Resultatet blev, at 70mm kopierne havde meget brede billedstreger, men at hele "The Deer Hunter"'s 2,39:1 format kunne ses i 70mm. Den slags filmkopier blev først set i Danmark i 2017, da "Mordet i Orientexpressen" havde 70mm premiere i Imperial Bio. Filmen blev optaget i 65mm 2,21:1, men kopieret til 2;39:1. På den måde, ville alle de digitale kopier passe til "CinemaScope" lærrederne i alverdens biografer - men 70mm versionen var beskåret lidt i toppen og bunden. |
|
Dimension 150
|
|
 Dimension
150 logo hvor man aner de forskellige størrelser på lærredet.
Widescreen, CinemaScope, 70mm, og DIMENSION 150I 1962 efter premieren på MGM/Cinerama's "Brødrene Grimms Vidunderlige Verden" blev de store 3-strip kamerarer lagt på lager, og bortset fra en kortfilm fra 2012, kom de aldrig ud og køre igen. Cinerama Inc. involverede sig i 1963 i stedet i 65mm produktioner som f.eks "Hopla Vi Lever" og "Panserslaget ved Ardennerne", i Ultra Panavision 70. Disse film var store succeser og blev vist på Cinerama biografernes store buede lærreder. En konkurrent til Cinerama på den tid var Dimension 150 - eller blot "D-150". D-150 var en opskaleret version af en "virtual reality" automobil køresimulator, der var udviklet af Dr Richard Vetter og Carl W. Williams, der begge var ansat på University of California i USA. Biografversionen af D-150 bestod af tre elementer, der kunne bruges hver for sig eller samlet. Første del var et konventionelt 65mm Mitchell kamera sammen med en serie standard objektiver i forskellige brændevidder. Objektiverne havde en billedvinkel på 50°, 70°, 120° og en ultra bred vidvinkel på 150 grader, som også lagde navn til processen - "Dimension 150 - The New Dimension in Motion Pictures". Den næste del var et særlig printerobjektiv, der kunne tilpasse geometrien på 70mm filmen således, at billederne passede til store buede Cinerama og D-150 lærreder. En process, der lignede Ultra Panavision 70's "rectified prints". Til sidst var der selve præsentationsdelen i biografen, der handlede om at give publikum den samme oplevelse som Cinerama kunne - nemlig at være med i handlingen. Den første film i D-150 var John Huston's "Bibelen...i begyndelsen" fra 1966. Bortset fra en enkelt kortfilm i D-150 ("Harmony: Nature and Man") blev der kun produceret to film i D-150. Film nummer to var Franklin J. Schaffner's "Patton" fra 1970. D-150 var designet til at være et multifunktionelt system for biografejerne, og det var i biograferne, at D-150 havde den største success. Lærredet var kæmpestort og buede 120 grader. Film optaget i D-150 kunne vises på hele lærredet, imens standard 70mm og 35mm kunne vises på en mindre del af det store lærred. Størrelsen på et D-150 lærred varierede fra 7,3 x 17,4 meter og helt op til 10,7 x 27,4 meter. Ganske imponerende. Todd-AO købte sig ind i Dimension 150 og forbedrede processen med flere objektiver, Todd-AO's kameraer, og markedsførte i det hele taget systemet i "kampen" med Cinerama. D-150 var et visuelt meget imponerende system med det store buede lærred og knivskarpe billeder. De bedste siddepladser var lige foran lærredet og ikke for meget ud til siderne. Ligesom Ultra Panavision 70 og Todd-AO var der også problemer med D-150 i den forstand, at hvis man sad ude i siden, ville billedets højre og venstre side være lidt forvrænget. Til at vise D-150 skulle der bruges særlige projektionsobjektiver. Det var nogle kæmpestore blå objektiver fra Bauch & Lomb i USA. Objektivet bestod af et grundobjektiv med den brændevidde, der passede til biografen, og dertil et blåt forsatsobjektiv, der korrigerede for det buede lærred's krumning, og dermed sikrede, at billedet stod helt skarpt på hele buen. Biograferne, der havde investeret mange penge i D-150 fik de specielle "Super Curvulon" objektiver stillet gratis til rådighed, når de skulle vise 70mm film på hele lærredet. Imidlertid skulle biograferne også betale en licens for hver forestilling de havde på de store lærreder. Da biografrene nu havde betalt mange penge for nyt lærred osv, var der ikke stor interesse for også at betale for at bruge de store objektiver. Imidlertid var interessen meget stor for at give publikum den bedste oplevelse på det største lærred, så mange film blev uofficielt "Vist i Dimension-150" uden af betale for licensen. Det var samtidigt problemet med D-150's forretningsmodel, og der blev ikke produceret flere film i systemet. • Gå til Dimension 150 • Gå til in70mm.com: Dimension 150 |
|
IMAX
|
|
 "Dunkirk"
IMAX 70mm demonstrationsklip fra Warner Brothers.Historien om IMAX tager sin begyndelse ved EXPO '67 i Quebec i Canada og udstillingspavilionen "Labyrinth". Filmen "In the Labyrinth" var et stort multimedieshow, der bestod af et mix 35mm film, 70mm film og lysbilleder, der tilsammen skulle skabe ét stort billede på flere forskellige lærreder. Denne film var forløberen til IMAX filmformatet. Det var meget kompliceret at få billederne til at passe sammen med de mange maskiner og film, og man kunne altid se samlingerne imellem de forskellige delbilleder. Akkurat som det var kendt fra Cinerama, der også var sat sammen af tre delbilleder. Roman Kroiter, Robert Kerr og Graeme Ferguson, der producerede "In the Labyrinth", begyndte at se sig om efter en mere simpel måde at producere, og vise den slags film på. Tilsammen udviklede de IMAX, der er en for en forkortelse for Image Maximum. Et nyt lydsystem, nyt lærred, ny projector, nyt biografdesign og et nyt 65mm kamera, der var tre gange så stort som et konventionelt 65mm kamera. Deres næste projet var en film til EXPO '70 i Osaka i Japan, der blev produceret af Fuji Group. Til det foremål grundlagde de "Multiscreen Corporation", der senere blev til IMAX Corporation. I København udviklede Nordmanden Jan Jacobsen det første IMAX kamera. Det skulle rumme en 65mm bred film, der løb horisontalt gennem kameraet, og hvor hvert billede var 15 perforationer bredt. Det er tre gange større end det i forvejen kendte Todd-AO format. Multiscreen Corporation havde også sikret sig retten til at bruge Peter Ronald Wright Jones' unikke 35mm "Rolling Loop" filmtransportsystem. William "Bill" C. Shaw var en af grundlæggerne af Multiscreen Corporation, og han fik ansvaret for at tilpasse og udvikle "Rolling Loop" filmprojektoren til det nye 70mm filmformat. Den første IMAX projektor blev installeret i Fujipavilionen, og filmen "Tiger Child" blev vist i seks måneder. Graeme Ferguson's ambition var efterfølgende at kommerciallisere det store lærred og den nye projektor til almindelige biografer. Efter EXPO kom maskinen til Toronto hvor den blev installeret i Ontario Place. Cinesphere Imax theater i Toronto (Canada) var den første IMAX biograf, og den åbnede den 22. maj 1971. Den næste film i det nye format var "North of Superior" i 1971. I Marts 1973 åbnede den første OMNIMAX biograf i San Diego i Californien. Samme filmformat og projektor, men designet specielt til domelærreder i f.eks. et planetarium. IMAX er verdens største filmsystem og noget helt særligt. Hvert enkelt IMAX 70mm billede fylder 15 perforationer, og arealet er 70,41 x 52,63 mm. Det er 15,7 gange større end 1.85:1 formatet på 35mm film og ca 3,5 gange større et konventionelt 70mm billede. 7OMM filmens store billedareal gør, at billederne bliver ultraskarpe, intense og livagtige. Publikum sidder meget tæt på det store buede IMAX lærred - meget tættere end i en almindelig biograf. Det forstærker oplevelsen, og publikum oplever "at være med i filmen", som det populært kaldes. Det er meget tæt på af være en 3D oplevelse uden irriterende og forstyrrende briller. I reklamerne var slaglinien, at "IMAX var det eneste film system, der kunne vise en blåhval i naturlig størrelse". IMAX blev vist på tårnhøje filmlærreder, der i gennemsnit havde en bredde på 20 meter og 16 meter i højden, men der er eksempler på IMAX lærreder der er 20 meter høje og 30 meter brede (Kinepolis, Bruxelles) og helt op til 29 x 35 meter (Sydney, Australien). Omnimax (IMAX Dome) vises i kuppelbiografer som f.eks Planetariet i København med et domelærred på 23 meter i diameter. Det var som at være der selv, at se en IMAX film takket være 70mm systemet, der havde en hidtil uset opløsning og detaljerigdom. Illusionen af virkelighed var overvældende i kraft af det store filmformat, det store lærred og den imponerende lydside. Filmene blev ofte produceret af Nordamerikanske museer og sciencecentre og til EXPO verdensudstillinger hvor særlige IMAX biografer blev bygget til lejligheden. IMAX har produceret nogle af de mest spektakulære dokumentarfilm siden starten af '70erne. Det store 65mm kamera har været sendt ud i rummet med rumfærgen mange gange, og det har været nede på bundet af Atlanterhavet og fotografere vraget af Titanic. Kameraet har været på Sydpolen og på toppen af Mount Everest, i Sahara og i verdens store regnskove. Overalt har IMAX kameraet fotograferet vores verden på knivskarp 65mm film. Filmene er vist i verdens storbyer på verdens største biograflærreder. Publikum har beundret de store skarpe billeder, fordi det har givet dem en fantastisk illusion af at være der selv. Akkurat som Cinerama gjorde det i 1950erne, har IMAX givet publikum mulighed for at rejse ud til ellers utilgængelige steder. Det er den fantastiske billedkvalitet, og de op til 6-7 etager høje lærreder, som IMAX har været berømt for i mere end 40 år. Til dato har 10 ægte IMAX film modtaget en OSCAR nominering som bedste dokumentarfilm. Af de nominerede blev fem af dem vist i Planetartiet. • "Fires of Kuwait", 1992 Documentary Feature • "The Living Sea", 1995 Documentary Short Subject • "Special Effects: Anything Can Happen", 1996 Documentary Short Subject • "Cosmic Voyage", 1996 Documentary Short Subject • "Dolphins", 2000 Documentary Short Subject I 1994 blev det oprindelige IMAX Corporation solgt til en investeringsfond og det nykonstruerede firma gik ind markedet for "ridefilm". Historisk, har IMAX altid være forbundet med dokumentarfilmgenren, men siden "Apollo 13: The IMAX Experience" (2002), har flere og flere Hollywood film haft premiere i IMAX biografer, og det har udviklet sig til den digitale IMAX version man idag kender fra kommercielle biografer som f.eks CinemaxX. • Hvordan kan det være IMAX, hvis det er digitalt? Instruktøren Christopher Nolan's film "Dunkirk" indeholder mere end 100 minutter film, optaget i 65mm IMAX. "Dunkirk" blev vist i 7OMM i Imperial Bio i Københavns centrum i 2017, og var en flot oplevelse på det store 7,7 x 18 meter brede buede lærred. Endnu flottere var oplevelsen i fuld IMAX 7OMM format i London på BFI's IMAX 20 x 26 meter lærred. Med kun 485 siddepladser tårnede lærredet sig op foran tilskueren i sådan en grad, at man virkelig var med i filmen. |
|
DEFA 70
|
|
 70mm
billede fra en ukendt DEFA 70 film. Klaptræ ses til højre fra midten.
Billede fra Ingolf Vonau, BerlinUnder DDR's partisekretær Walter Ulbricht's ledelse udviklede ægteparret Andrew og Annelie Thorndike i 1967 deres eget 70mm system i det forhenværende Østtyskland. De kaldte deres system for "DEFA 70" (Deutsche Film-Aktiengesellschaft). I bund og grund var det en videreudvikling af det russiske Sovscope 70, med en 70mm bred negativstrimmel i kameraet og en 70mm bred film i biograferne. Imellem 1967 og 1974 blev der produceret 10 DEFA film i 70mm. Filmene blev hovedsageligt vist i øst for Jerntæppet. Det er først efter Muren's fald, at nogle af disse film igen er blevet vist på flere 70mm film festivaler i Karlsruhe, Krnov og Bradford. Ingen DEFA 70 film har været vist i 70mm i Danmark, men mindst en af filmene, “Du bist min - Ein deutsches Tagebuch” har været vist i Kino Kosmos i København. |
|
Panacolor / Pik-A-Movie |
|
 Et af 1970ernes kortlivede 70mm
kuriosa var Panacolor's
Pik-A-Movie,
udviklet til brug i uddannelsesektoren og senere til hoteller. Udviklingen af Panacolor's 70mm film system tog sin begyndelse i 1963.
Dr. Leo J. Wells udviklede et system med en 70mm bred film, med 12
rækker af billeder i Super 8 formatet, og 12 optiske lydspor. Filmen er
placeret i en kassette på størrelse med en skotøjsæske, der ialt kan
rumme 107 meter film. Der var op til en times spilletid i en lille praktisk kasette, der skulle sænkes ned i en afspiller. Filmen vises horisontalt i projektoren, og lærredet (bagprojektion) kan være op til 1,33 m x 0,91 m. Panacolor skiftede fokus omkring 1972, og satsede i stedet på ren underholdning til f.eks restauranter og hoteller. Dette var jo før kabel og sattelit TV blev indført i større stil, og med to timers spilletid i kassetten lignede det en god ide. Sheraton hotellerne bød sig til for at teste om det var noget de kunne bruge. Hvis hotelgæsten ønskede at se en film, kom portieren op med afspilleren og filmen i kassetten og startede forestillingen. Afspilleren havde knapper til STOP, START, SPOLE og volumekontroller. Man kunne vælge hvilken række billeder man gerne ville se. I Europa blev systemet døbt "Pik-A-Movie" og installeret i flere hoteller i England. 20th Century Fox bakkede op og "Butch Cassidy and the Sundance Kid", "Planet of the Apes", og "The Prime of Miss Jean Brodie" blev formatteret til Pik-A-Movie. Fox film trak sig ud af engagentet i oktober 1973. Panacolor's "Pik-A-Movie" har også været anvendt på Hotel Sheraton i København, men det er ukendt i hvilken udstrækning. I Danmark har filmen "Joe" - og måske flere - været tilgængelig i dette 70mm format. Panacolor blev solgt i 1975, og derefter hører man ikke mere til "Pik-A-Movie". • Pik-A-Movie på hotellerne • in70mm.com: British Kinematography Sound and Television, August 1973 • Caroline Roll: "A History of Panacolor" |
|
Sensurround
|
|
 I 1974 præsenterede 3 Falke bio atter en
70mm Danmarkspremiere på det
innovative
lydsystem SENSURROUND. "Sensurround" blev designet og udviklet af
Universal Studios i begyndelsen af 1970'erne af Richard J. Stumpf,
Robert J. Leonard og Waldon O. Watson, for at forbedre oplevelsen af
filmlyd i biografen. Ideen var meget enkel; få publikum væk fra deres
tv-apparat og ind i biografen ved at tilbyde dem noget ganske særligt og
helt unikt. Sensurround var grundlæggende et lydformat der kunne afspille meget kraftig bas i den ultralave ende af frekvensområdet. Den kraftige bas kunne ikke blot kunne høres, men kunne i høj grad også kunne mærkes. En støjgenerator, store bashøjttalere og et særligt delefilter koblet til biografens lydsystem, tilføjede et lavfrekvent, og meget intenst og kraftigt simuleret "bulder og rumlen". Det var en meget overbevisende illusion, når hele biografen vibrererede og larmede. Det var ikke øredøvende, så man skulle holde sig for ørene som når en biograf spiller for højt. Sensurround var skræddersyet til filmen "Jordskælv", hvor store dele af Los Angeles bliver ødelagt af et stort jordskælv. Det sensationelle system skabte en masse polemik, fordi nogle biografer fik skader af vibrationerne, og nogle mennesker blev endda syge af disse vibrationer. Kun fem film blev præsenteret i Sensurround og selv om systemet blev tildelt en Oscar i 1975, blev det aldrig "adopteret" af filmindustrien som en standard. Kun få år efter premieren, stod Sensurround side om side med Cinemiracle, Smell-O-Vision og Fantasound, der alle endte på film-formaternes kirkegård. Gimmicks, der alle var designet til at få folk tilbage i biografen. Alle innovative på hver deres facon, men i sidste ende også alt for upraktiske. Man kan kalde Sensurround for et mislykket forsøg, men systemet har alligevel haft meget stor indflydelse på hvordan film bliver præsenteret i dag - både i biograferne, og i hjemmebiografen. "Subwooferen" - en stor højttaler, der kan gengive dyb og kraftig bas - var et ukendt begreb inden Sensurround, da ingen højttalersystemer på den tid var i stand til at præsentere noget under 40 Hz. Kæmpe højttalere med meget store 18" enheder og drevet af store forstærkere er siden blevet standard i alle biografer. Denne udvikling vi kan alle takke Sensurround for! Sensurround = BOOM! Dolby Stereo = Baby Boom. Filmen og lydsystemet var en stor success og 70mm kopien og de store højttalere turnerede rundt de danske biografer. De første engagementer med Sensurround var "Jordskælv" på 70mm, men de efterfølgende film blev alle vist i 35mm med Sensurround. Kun tre af de ialt fem Sensurround film fik dansk premiere i Sensurround: • "Jordskælv" 1974 - premiere 31.01.1975 i 3 Falke Bio • "Slaget om Midway" 1976 - premiere 04.10.1976 i 3 Falke Bio, Apollo Teatret (Odense) & Bio 1 & 2 (Viborg) • "Kampstjernen Galactica" 1978 - premiere 01.08.1979 i 3 Falke Bio • Vises "i Sensurround", Epokegørende ny teknik, En ny dimension til film |
|
70mm Dolby Stereo
|
|
 7OMM
SIX TRACK DOLBY STEREO - det bedst mulige præsentationsformat i
biograferne i 1980erne.Dolby Laboratories i England introducerede i starten af '70erne et nyt system til reduktion af støj (båndsus) i indspilningsfasen af lyd. Det var Ray Dolby's "Dolby A", der var udviklet til musikindustrien i slutningen af 1960erne, men som hurtigt vandt indpas i filmindustrien. På den tid midt i '70erne var de fleste lydsystemer i biograferne overalt helt ude af trit med dagens Hi-Fi standard i pladestudier og koncertopsætninger, og den gængse opfattelse var, at filmens lydside var der ingen, der lagde mærke til. De allerførste film, hvor Dolby A processen blev brugt i indspilningsfasen var "Ryan's Datter" og "Clockwork Orange". Der gik ikke lang tid før Dolby Laboratories udviklede en processor til biograferne, der kunne afvikle film indspillet i "Dolby System". Dolby System gav alle biograferne mulighed for at vise 35mm film i 4-spors optisk stereo. Noget der hidtil kun havde været muligt med magnetlyd. Blandt de første Dolby biografer i Danmark var Palads Teatret og Tivoli Bio i København. De første 35mm Dolby System film • LISZTOMANIA (1975) De første 70mm Dolby Stereo film • “Logan’s Run”, (1976) • "A Star Is Born", (1976) • "Star Wars", (1977) • "Close Encounters Of The Third Kind", (1977) • "Days Of Heaven", (1978) Nogenlunde samtidigt begyndte Dolby Laboratories at udvikle 70mm filmens 6-spors lydteknik. Den oprindelige Todd-AO konfiguration (6.0) med 5 kanaler bag lærredet (spor 1, 5, 2, 6 og 3), og en mono effektkanal (spor 4), blev lavet om, så der i stedet blev tre kanaler bag lærredet - venstre, center og højre (spor 1, 2 og 3), og en surroundkanal (spor 4), som det nu skulle hedde. Fire lydkanaler med fuld frekvensområde, fra den dybeste bas til de højeste toner. Høj dynamik og magnetlydkodet Dolby A støjreduktion. Spor 5 (Le = left extra) og 6 (Lr = right extra), der nogle gange er kaldt for "halv venstre og halv højre", skulle nu bruges til to subwooferkanaler med extra bas med og meget dybe frekvenser. Subwooferkanalen var en helt ny ide, der blev udviklet til lydsiden af bl.a "Star Wars" i 70mm. Dolby's subwoofersystem blev kaldt for "Dolby baby boom". Angiveligt fordi SENSURROUND var "Daddy Boom". For at kunne håndtere og afspille det store nye 6-kanals lydformat, krævede det en særlig processor fra Dolby Laboratories, nemlig deres Cinema Processor model 100 - eller blot CP100. CP100 var en videreudvikling af CP50, til 35mm optisk Dolby System. Dolby Laboratories udviklede også en helt ny magnetlydsforforstærker, model MPU-1. Samtidigt blev der udviklede nye magnettonehoveder til de forskellige kinomaskiner fra firmaet Teccon i Californien, og selve den jernoxid, der blev brugt på filmstrimmelen blev også raffineret. Endeligt lagde Dolby Laboratories naturligvis deres støjreduktionssystem på lydsporet, så producenterne kunne præsentere deres film på den bedst tænkelige måde - med udvidet dynamikområdet og betydeligt forbedret signal/støjforhold. Samtidigt kunne disse to subwooferspor (5 og 6) også bruges til stereo surround ved at anvende de høje frekvenser og blande dem med bassen fra venstre og højre kanal, og dermed få fuldt frekevnsområde og stereo surround. Med andre ord, den dybe lyd, blev sendt til biografens subwoofere, og de højere frekvenser, blev sendt til biografens surroundhøjttalere - i stereo. Da lydsporet til "Superman The Movie" blev mixet i Pinewood studierne, opstod ideen om stereo surround på 70mm versionen. John Iles fra Dolby Laboratories husker hvordan de besluttede, at anvende toppen af frekvensområdet på Le og Lr (Subwooferkanalerne), til at inspille stereo surround sporene. Med et snedigt delefilter i biografen's Dolby processor, kunne man mixe bassen fra L og R ind i signalet, så stereo surround også have fuld frekvensområde. 70mm kopierne med stereo surround skulle også være kombatible med biografer, der ikke kunne afvikle stereo surround kopier, og derfor havde spor 4 også et komplet mono surround signal. The Wall + Apocalypse Now • John Iles: Dolby Stereo Surround On 70mm Særligt i USA og England, men også i Frankrig, Benelux, Tyskland, Sverige og Norge fik flere og flere film premiere i 70mm Dolby Stereo for at udnytte den meget bedre Dolby magnetlyd på 70mm kopierne. Langt de fleste film med dette lydspor var de såkaldte blow-ups. Altså film, der var optaget i 35mm, og senere forstørret i laboratorierne. |
|
 Imperial
Bio i København, 1990. Sådan skal der annonceres på facaden. Billede:
Thomas HauerslevI starten af 1977 var der kun ca 30 biografer over hele kloden med Dolby's system installeret. Udrulningen gik trægt lige indtil "Star Wars" havde verdenspremiere 25. maj 1977. "Star Wars"'s lydside var meget vigtig for instruktøren George Lucas og han ville have en lydside som ingen havde hørt før i biografen. Produceren Gary Kurtz husker hvordan de planlagde at vise filmen i nogle af de biografer, der havde haft Sensurroundsystemet, og dermed stadig havde de store højttalere stående og som ikke længere blev brugt. Lucas behøvede de store højttalere for at vise publikum hvordan Star Destroyerne kunne ryste biografen, når den fløj hen over lærredet i filmen spektakulære startscene. De havde simpelt hen brug for al' den BOOM og BAS der kunne opdrives. Et af 20th Century Fox's krav til biograferne var, at hvis biograferne skulle spille "Star Wars" i 70mm, skulle de have Dolby's system installeret. -, og alle biograferne ville have Dolby's system! Filmen havde premiere i kun 32 biografer i USA, heraf var de otte i 70mm med 6-sporet Dolbykodet magnetlyd, og det blev en uhørt kæmpe success. Publikum strømmede til at se film i "70mm Dolby Stereo", fordi de vidste, at det var en uovertruffen lydoplevelse at se en film med Dolby's "baby boom" bas soundtrack, der gav et ekstra "punch" i den lave ende, når det var nødvendigt. Biografejere begyndte at skrive med store bogstaver i avisannoncer og på facaden, at "Star Wars" blev præsenteret i "70mm Dolby Stereo", for det var dét publikum ville have. Biograferne efterspurgte logoer hos Dolby, fordi "70mm Dolby Stereo" blev det store trækplaster. Publikum stod i lange køer rundt om biografer og boligkomplekser for at komme ind og se, og ikke mindst høre, den nye film. Især lydsiden tillægges meget af "Star Wars"'s succes. Efterfølgende begyndte Dolby Laboratories selv at markedsføre deres produkter med "70mm Dolby Stereo". I november måned samme år, havde Steven Spielberg's "Nærkontakt af Tredie Grad" premiere, den blev også præsenteret i 70mm Dolby Stereo. Med de to film, var Dolby Stereo noget alle biografer skulle have, for det var lige det publikum søgte efter, når de skulle vælge hvilken biograf de skulle se filmen i. "Nærkontakt af Tredie Grad" havde Danmarkspremiere den 3. marts 1978 i 3 Falke Bio, og det blev samtidigt den sidste danske 70mm kopi fra Hollywood i det årti. I modsætning til andre lande, var 70mm kopien i Danmark "non-Dolby". 3 Falke Bio havde ikke installeret in Dolby CP100 til at afspille den nye filmlyd. Som film- og biografinteresseret teenager i slutningen af '70erne og ikke mindst i starten af '80erne var der ikke meget at råbe Hurrah! for på biografsiden i København. Der var mange gode film at se, men tidens trend, havde gjort biograferne temmeligt små. Med få undtagelse var de fleste biografer blevet mindre og mindre, fordi de oprindelige biografer blev delt op eller lukket. De fleste af "mine" biografer i centrum af København havde mindre end 100 siddepladser, små flade lærreder og monolyd af relativt ringe kvalitet. Klangfilm højttalere fra Siemens, med forstærkere fra Hans H. Knutsen & Co. Oslo. Det var lidt kedeligt. Imperial Bio, Kinopalæet og 3 Falke Bio var der endnu, men de to sidstnævnte lukkede også pludseligt. Det var før internettet, så det var forholdsvis svært at finde ud af hvad man gik glip af, og hvad der foregik ude i den store verden. Der var dog et par muligheder, og det var at læse udenlandske aviser som New York Times på US Embassey's bibliotek på dag Hammerskjöds Alle i København, eller Time Out fra London på de Engelske Turistkontor i Gutenberghus. Dér var alle de eksotiske biografannoncer man kunne ønske sig, og hvor filmene i flæng blev annonceret med "70mm Dolby Stereo" - med STORE BOGSTAVER. Og det var masser af biografer, der viste 70mm. Det var tydeligt, at 70mm virkelig var populært både i USA og i London. En fantastisk opdagelse. En juleferie i 1981/82 gik til London, hvor "Raiders of the lost Ark" stadig blev vist i Plaza biografen i det forjættede "70mm og 6-spors Dolby Stereo". Dét var imponerende - jeg havde aldrig hørt og set noget lignende. Hvorfor kunne vi ikke få den samme kvalitet i Danmark? Jeg syntes at det danske publikum blev snydt for den bedste oplevelse. I Danmark var der ikke rigtigt nogen interesse blandt biograferne til at investere i nye lydsystemer, JBL højttalere og forstærkere, nye lærreder og objektiver til at vise 70mm. De store filmdstributører, United Artists, CIC (MGM, Paramount og Universal), Columbia/Fox, og hvad de hed alle sammen, var også tilbageholdende med at importere 70mm kopier. Når jeg efterspurgte 70mm kopier var distrubutørernes svar næsten samstemmende
Nå, men det gjorde publikum altså i
udlandet skulle jeg hilse og sige.
Rigtigt mange
film blev i perioden fra 1977 til 1993 blæst op til 70mm, så de nye film kunne
præsenteres med den bedst mulige lyd- og billedside. Mere end 200
filmtitler fik premiere i USA i 70mm med Dolby Stereo's lydspor. |
|
 Der gik lang tid før den før den første Dolby processor
CP200 til 70mm blev installeret i Imperial Bio. Det skete først til premieren på den restaurerede udgave af
"Lawrence
af Arabien" i Super Panavision 70 i juni 1990. Nordisk Film Biografer's flagskib Imperial Bio havde nu endelig fået den
tekniske side bragt i orden, så biografen kunne vise 70mm med manér, og i
perioden fra 1990 til 1993, kom følgende fim op i 70mm: "Lawrence af Arabien",
"Hook", "Far and Away", "Spartacus"
og "Baraka". En tilsvarende Dolby CP 200 processor blev installeret i Palads Teatret's Bio 9, så "Lawrence" kunne køre videre i denne biograf. Samtidigt med det, fik Nordisk Film også gjort Folketeatret i Odense køreklar til 70mm. Der blev vist "Doctor Zhivago" i 70mm så sent som foråret 1990. I efteråret 1992 fulgte "Far and Away", "Spartacus" og "Baraka" også med i 70mm. • Gå til "Lawrence af Arabien" 1990 Presse Den 13. september 1991 var der Danmarkspremiere på "Terminator 2", der blev præsenteret i 35mm Cinema Digital Sound. Biografgæsterne fik en forsmag på hvad der ventede ude i fremtiden af lydtekniske raffimenter. CDS med 6 digitale kanaler i fuld PCM format (CD kvalitet), var det hidtil mest imponerende lydsystem, jeg havde hørt. Sikken en dynamik og kanalseparation. Det var helt vildt! Der var mange problemer med udstyret i USA. I Imperial Bio kørte det meget fint. CDS blev desværre ikke nogen succes og kun ganske få titler kom i dette lydformat. Den 10. januar 1992 fulgte Planetariet og Omnimax efter med "At the Max" i IMAX's eget DDP system (Digital Disc Playback), med tre separate CD-rom'er og fuld PCM lyd i 6 kanaler. Meget imponerende. Den primære grund til at levere film i 70mm, var den imponerende Dolby Stereo lydside i 6-kanal magnetlyd med SR støjreduktion. 70mm kopier af den slags bliver imidlertid uaktuelt i 1993 med introduktionen af tre forskellige 35mm digitale lydsystemer. I Danmark var det Dolby Laboratories' "SR.D" (Dolby Spectral Recording Digital), senere blot "Dolby Digital" den 12. marts 1993 med "Under Siege", i Palads Teatret's Bio 1. Senere samme år blev Digital Theatre Systems' DTS system lanceret i Imperial Bio den 17. september 1993 med "Jurassic Park". I 1994 fulgte SONY's SDDS (Sony Dynamic Digital Sound), men det vides ikke hvilken dato og hvilken film det var. • Gå til Biografmuseets biografhistoriske kalender Filmens lydside kunne nu præsenteres med en endnu bedre lydside, end det hidtil havde været muligt var der mange der mente. 6-kanals Dolby Stereo magnetlydspor på 70mm kopierne, kunne kunne ikke hamle op med digitallyd, der var meget billigere at fremstille. Fra det øjeblik ser det ud til, at dagene er talte for 70mm Dolby Stereo formatet. Filmproducenterne stoppede også nærmest øjeblikkeligt med at fremstilled de dyre 70mm kopier. Omkring 2001, blev det også forbudt at producere materialet til magntlyd af miljøhensyn, da det var meget giftigt at fremstille. De tre sidste kommercielle filmpremierer udgivet i 70mm i Dolby Stereo var: "True Lies" (1994) "Hamlet" (1996) "Rumrejsen år 2001" (2001 repremiere) Imidlertid gik der ikke lang tid før laboratorierne blev istand til at lægge en DTS tidskode på 70mm film. De første test foregik med den restaurerede udgave af "My Fair Lady" i 1994. I Danmark blev James Cameron's ”Titanic” den første film i 70mm med DTS digitallyd i januar 1998. Siden da, er alle nye 70mm film i Danmark præsenteret med et digitalt lydspor. |
|
Cinema 180
|
|
 Cinema
180 i Aalborg i 1990. Foto: Thomas HauerslevPå Dyrehavsbakken i Lyngby, Tivoli i København, Tivoli Friheden i Århus, og i Tivoliland i Aalborg åbnede der i slutningen af 1970erne og starten af 1980erne, 70mm biografer med store domelærreder. Biograferne var udstyret med Ballentyne, Prevost 70 og Cinemeccanica 8 maskiner. Maskiner var udstyret med et ISCO objektiv med en meget kort brændevidde, der passede til det store domelærred. Det var filmsystemet Cinema 180 fra Omni Films International, et Amerikansk firma i Florida, som forlystelsesparkerne havde installeret. Forlystelsen bestod i, at publikum, der stod op, overværede nogle 70mm film af ca 10 minutters varighed, der var sat sammen af scener med flyvemaskiner, hurtige racerbiler, der kørte ned af smalle bjergveje og lignende. Alle filmene var optaget med super korte brændevidder og illusionen var perfekt. Når man stod inde i biografen havde man virkelig fornemmelsen af at være der selv. Det var ganske fornøjeligt at opleve. En first-person Todd-AO oplevelse. Det var ganske fornøjeligt at opleve. • Cinema 180, Dyrehavsbaken • Cinema 2000, Tivoli. København • Cinema 2000, Århus • Cinema 180, Aalborg • Showscan, Cinema 180, Pik-A-Movie, Motion Master |
|
Pink Floyd's
"The Division Bell Tour"
|
|
 "The Division Bell" koncerten den
25. august 1994, Parken, København. Centralt på scenen ses det runde
lærred "Mr. Screen" med film og lys i kanten. Foto: Thomas HauerslevDen legendariske Engelske rockgruppe Pink Floyd spillede for et fyldt Parken den 25. august 1994 på Østerbro i København. Koncerten var en del af deres "The Division Bell Tour". Det var en af de hidtil største koncertbegivenheder i Danmark i relation til billede, lysshow og lyd. Scenen, der var inspireret af The Hollywood Bowl, var ca 55 meter bred, og ca 40 meter høj og med et stort rundt filmlærred i midten. Centralt som baggrund på scenen hang det store runde filmlærred; "Mr. Screen". Ca 12 meter i diameter og belyst fra bagsiden med en 70mm filmprojektor. Lærredet blev første gang taget i anvendelse under Pink Floyd's "The Dark Side of the Moon" koncerter i 1974, og har siden været en fast del af Pink Floyd's mange koncerter. Filmene var optaget på 35mm film og "blæst-op" til 70mm. Direkte adspurgt i maj 2022 svarer Pink Floyd's instrumenttekniker siden 1974, Phil Taylor (1951):
Særlige musik- og animationsfilm i relation til de enkelte musiknumre blev vist på
"Mr. Screen" undervejs
i koncerten, så de passede med de enkelte musiknumre. |
|
OMNIMAX / IMAX Dome i Tycho Brahe Planetarium
|
|
 Norden's
første IMAX biograf med Danmark's største biograflærred, der helt
omslutter publikum. Tycho Brahe Planetarium i København.IMAX kom til Danmark i 1989, med åbningen af Tycho Brahe Planetarium i København. Danmark kom hermed på verdenskortet med den hidtil mest anvancerede 70mm teknologi med IMAX's Domesystem "Omnimax". Planetariet åbnede for publikum den 1. november 1989 under stor festivitas med bl a dronning Margrethe som gæst. Første film på det 23 meter store domelærred var IMAX filmene "The Dream is Alive". Planetariet var fra starten en stor succes, og kunne således byde gæst nummer 1.000.000 velkommen allerede i april 1991. IMAX filmene havde typisk en gennemsnitlig spilletid på ca 20-40 minutter. Nogle var lidt kortere, og ofte poetiske kortfilm som f.eks. Ron Fricke's kortfilm om Halley's komet, "Sacred Site". IMAX's egen 70mm Rolling Loop projektor viser filmene på Plantariesalens store kuppellærred på omtrent 23 meter i diameter. I stedet for en traditionel transportør skubbes filmen frem af en stor ring. Denne ring laver nogle sløjfer, som nærmest ruller som bølger igennem maskinen. Hver sløjfe transporterer et enkelt billede på filmstrimmelen, der fixeres af nogle register pins i billedvinduet. Det er en meget nænsom filmbehandling, og filmkopierne holder også meget lang tid. Lærredet er opbygget af perforerede aluminiumsplader og arealet er ca 823 kvadratmeter. Omnimax lydsystemet har 6 separate lydkanaler, der ligger på en separat 35mm båndmaskine [dubber], der er elektrisk låst sammen med Omnimaxmaskinen, så film og lyd kører synkront. IMAX filmene havde typisk en gennemsnitlig spilletid på ca 20-40 minutter. Nogle var lidt kortere, og ofte poetiske kortfilm om f.eks. Hally's Komet ("Sacred Site"), der kunne vises sammen med en hovedfilm eller en stjerneforestilling. |
|
 Det kunne være film om Rumfærgerne, Grand Canyon,
Hawaii eller om Niagara vandfaldet. Altså film, der var produceret til en
bestemt biograf i et bestemt museum - ofte i USA.
Ikke alle IMAX film og shows var imidlertid dokumentarfilm.• Hotel Performa (Live theatre) (1995) • "Wings of Courage" (1996) at drama af Jean-Jacques Annaud • "Samsara" (2013) af Ron Fricke • "Voyage of Time: The IMAX Experience" (2017) af Terrence Malick Næsten 60 forskellige IMAX film nåede Tycho Brahe Planetarium at vise i perioden 1989 - 2006 indtil den digitale teknologi gjorde sit indtog og fortrængte 70mm film. Introduktionen af den digitale teknik i 2006 betød desværre også, at der kom færre og færre IMAX film til Planetariet. Kun fire film i det autentiske IMAX 70mm format blev det til i perioden 2006 - 2017: • Gå til "Hubble" (2010) • Gå til "Born to be Wild" (2012) • Gå til "Vores Smukke Planet" (2016) • Gå til Terrence Malick's "Voyage of Time: The IMAX Experience" (2017) Det blev i samme periode også sværere at finde ud af hvad Planetariet egentlig viste i 7OMM. IMAX varemærket til at markedsføre oplevelsen i annoncer på nettet og i aviserne blev gemt godt af vejen. Henimod slutningen af 2019/2020, var det kun en eller to gange om ugen der blev vist 7OMM. Den sidste Omnimax 70mm film blev Terrence Malick's "Voyage of Time: The IMAX Experience" fra 2017. Planetariet lukkede ned for driften som følge af Corona pandemien den 12. marts 2020. Undervejs i lukkeperioden blev IMAX systemet afmonteret og skrottet • Gå til IMAX Dome / Omnimax film vist i Tycho Brahe Planetarium |
|
Motion Master
|
|
 30
bevægelige stole og det 12 meter brede buede lærred. HFR biograf anno
1992. Her
lå engang ABCinema's sal B. Foto: Thomas HauerslevDen 29. juni 1992 åbnede "Ripley's Motion Master. The thrill movie you ride" på Rådhuspladsen 57 i København. Biografen var indrettet i Ripley's Museum. Det var en Motion Master 70mm biograf med 30 siddepladser og et ca. 12 meter bredt buet lærred. Der blev vist nogle 3-5 minutter lange "ridefilm", med biler, rutchebaner, løbske tog og andre hurtige transportmidler. Biografstolene var hydrauliske og kunne bevæge sig i 4 retninger i forhold til, hvad der foregår på det store lærred (frem og tilbage, fra side til side, og op & ned). Hele systemet (stole, lyd og kinomaskine) var computerstyret fra operatørrummet. Motion Master biografen var en stor succes. Man havde dog ikke kalkuleret med Københavns gyngende undergrund. Efter ganske kort tids kørsel begyndte Palace Hotellets gæster at klage over rystelser, der kunne mærkes helt op på 4 sal. Bygningen slog revner og tallerknerne i hotellets køkken faldt ned. Det hele endte desværre med at installationen blev nedtaget og flyttet til USA. Lukningen blev foretaget sidst i 1992 efter mindre end 5 måneders drift. • Motion Master på Københavns Rådhusplads |
|
Showscan
|
|
 Modeltegning
af en Showscan biograf
med ca 118 siddepladser. Svævende buet 10-12 meter bredt lærred, fra
gulv til loft og væg til væg. God afstand fra 1. række til lærredet gør
disse pladser meget attraktive. Tegning fra Showscan's brochure.Klik på billedet for at se en forstørrelse Ved udgangen af 1970'erne havde Douglas Trumbull udviklet og patenteret et nyt High-Impact film- og biografsystem, som han kaldte SHOWSCAN. SHOWSCAN's store buede lærred, med meget skarpe 7OMM billeder fremvist med 60 billeder i sekundet gav en ultrarealistisk fornemmelse af, at være der selv. En helt ny oplevelse, der var meget imponerende at opleve, med en betydelige tredimentionel effekt, fordi billederne var så skarpe, og billedfrekvensen var så høj. Kombinationen af 7OMM film, store buede lærreder og en høj billedfrekvens gjorde Showscan til det mest imponerende biografbillede jeg nogensinde har set. Douglas Trumbull viste sin SHOWSCAN demonstrationsfilm "New Magic" til sine kollegaer Steven Spielberg og George Lucas. Filmen handler om en filmoperatør, hvis biografforestilling bliver ødelagt af dårlig teknik. Filmen starter med ridsede, sort/hvide og uskarpe billeder med dårlig lyd. På et tidspunkt brænder filmen i projektoren, og på lærredet kan man se hvordan filmen smelter for øjnene af publikum. Man hører en dør smække, og filmoperatøren, der går ned langs biografen, om bag lærredet og tænder lyset. "Ikke nogen god dag for Doug at demonstrere sit ny system", tænkte Spielberg og Lucas sikkert. Begge herrer rejser sig, for at gå ud af biografen. "Ring til os når du får fixet problemerne". Lige inden de nåede hen til døren, går det op for begge to, at de er blevet narret af SHOWSCAN's overlegende filmteknik. Det var en den perfekte illusion af virkeligheden, som de lige havde oplevet. Trumbull havde planer om at producere og instruere "Brainstorm", der skulle være den første spillefilm i processen. SHOWSCAN systemet endte i en slags "Catch 22" situation. Biograferne elskede det, men ville ikke installere udstyret, da der ikke var nogen film at vise. Filmselskaberne var også begejstrede, men de ønskede ikke at producere nogle SHOWSCAN film, da der ikke var nogen biografer, der kunne vise det. SHOWSCAN fandt i stedet anvendelse i de forskellige EXPO verdensudstillinger og temaparker med række smukke kort- og dokumentarfilm, samt en lang stribe "ridefilm" hvor sæderne kunne bevæge sig. Sidstnævnte version af SHOWSCAN kunne i 1994 opleves i Græsted's Sommerland Sjælland og deres "Spacebio". I biografsalen var der 36 siddepladser fordelt i båse af fire styk. Der var tre rækker med tre båse på hver. Der er i alt ni hydrauliske båse, der bevæger sig synkront med filmen på lærredet. 70mm kinomaskinerne var Showscan's konsolmaskine model EP-70. Billedfrekvensen er 60 billeder per sekund. Spacebio havde også en kort levetid, og lukkede efter ganske få sæsoner. • Showscan i Græsted |
|
ARRI 765
|
|
 ARRI
765 kamera i München, 2009.
Fra
venstre:
Thomas Hauerslev,
Gerhard Fromm, Michael
Koppets (ARRI) og
Orla Nielsen. Billede:
Thomas HauerslevSom følge af de populære blow-ups i '80erne, besluttede tre store kamerafabrikker på den tid: ARRI i Vesttyskland og Panavision og Todd-AO i USA at udvikle en ny generation af 65mm kameraer, da de var overbeviste om, at behovet for 65mm udstyr var det helt rigtige. Alle kunne jo se hvor populært 70mm var i biografen. Publikum fik store oplevelser med lyd, lys og farver, men den klassike 70mm skarphed manglede. Arriflex var de første der gik igang i 1983. Afledt af en markedsanalyse fra ARRI's Nordamerikanske afdeling udviklede ARRI's ingeniører i Wien, det nye 65mm kamera i gediegn tysk kvalitet med Carl Zeiss' objektiver. Det nye kamera blev lanceret i 1989 og Arriflex fremstillede 12 eksemplarer af "ARRI 765", og blandt de første film hvor kameraet var i brug var en reklamefilm for en BMW bil. "ARRI 765" har hovedsageligt været anvendt til kortfilmprojekter og reklamefilm. Kameraet har også været anvendt til at optage dele af "Far and Away", "Little Buddha", "Hamlet", "The International", "Nanga Parbat", "Shutter Island", "Gravity", "Sunset Song" og senest til "Tenet" og "No Time to Die". Chefingeniøren bag det nye 65mm kamera var Otto Blaschek (30.12.1921-16.08.2020), der havde haft en lang og successfuld karriere hos Arnold & Richter siden 1947. Under ledelse af Oscar-prisvinderen Erich Kästner designede ham mange af ARRI's kamerarer igennem tiden: ARRIFLEX 16, ARRITECHNO og ARRIFLEX 35 BL III. Med ARRIFLEX 35 BL III, vandt han en "Scientific and Engineering Award" (Oscar) fra Academy of Motion Pictures and Sciences i 1989. • Gå til "CUT" - En unik analog FILM begivenhed • Gå til Hjælp ønskes til at færdiggøre den ultimative analog kortfilm • in70mm.com: Interview with Otto Blaschek |
|
Cinespace 70 / ClearVision 2000
|
|
 70mm
billede fra en Cinespace 70 demonstrationsfilm. 70mm bred filmstrimmel,
med et billedareal på ca 22 x 48,6mm. Klik og se en stor version.Nogenlunde samtidigt med udviklingen af ARRI 765, ombyggede Todd-AO i samarbejde Douglas Fries (Fries Engineering) deres All Purpose kamera type "AP65". AP65 blev oprindeligt udviklet i samarbejde med Mitchell Camera og introduceret i slutningen af '60erne. En af de første film med det nye kamera var "Patton". CineSpace 70 blev udviklet i overbevisningen om, at fremtiden for film ligger i bredfilmpræsentation. De moderniserede kameraer blev lanceret den 10. august 1987 i Hollywood. Nu kunne det håndholdte kamera bruges med Steadicam og alle moderne raffinementer var indbygget. Todd-AO's chefingeniør Dr. Richard Vetter udtalte ved lanceringen:
CineSpace 70 kameraet blev brugt på "Baraka",
og en enkelt demonstrationsfilm. |
|
Panavision System 65
|
|
 Panavision's
System 65 kamera set hos Panavision i oktober 1994. Foto: Thomas Hauerslev65mm fik også en renæssance hos Panavision i slutningen af 1987, da Panavision's daværende direktør John Farrand gav ordren om at udvikle et nyt 65mm kamera. Ifølge hans udsagn, ønskede mange i branchen 65mm tilbage, men de eksisterende Mitchell 65mm "rack over" kameraer fra '50erne og '60erne var for store og besværlige at arbejde med. Målet var at gøre et nyt 65mm kamera lige så let og elegant som det nye 35mm Panavision Platinum kamera. Udviklingsperioden blev noget forsinket, da behovet for et nyt kamera desværre udeblev og udviklingen derfor gled lidt i baggrunden. Arbejdet blev sat på pause, indtil Ron Howard besluttede af fotografere "Far and Away" i 65mm. Panavision færdiggjorde to eksemplarer af det nye System 65 kamera, samt en serie nye objektiver og alt tilbehør til kameraet. 65mm fik også en renæssance hos Panavision i slutningen af 1987, da Panavision's daværende direktør John Farrand gav ordren om at udvikle et nyt 65mm kamera. Ifølge hans udsagn, ønskede mange i branchen 65mm tilbage, men de eksisterende 65mm Mitchell "rack over" kameraer fra '50erne og '60erne var for store og besværlige at arbejde med. Målet var at gøre et nyt 65mm kamera lige så let og elegant som det nye 35mm Panavision Platinum kamera. Udviklingsperioden blev noget forsinket, da behovet for et nyt kamera desværre udeblev og udviklingen derfor gled lidt i baggrunden. Arbejdet blev sat på pause, indtil Ron Howard besluttede af fotografere "Far and Away" (1992) i 65mm med danskeren Mikael Salomon bag kameraet. Panavision færdiggjorde to eksemplarer af det nye System 65 kamera, samt en serie nye objektiver og alt tilbehør til kameraet, og ombyggede nogle ældre kameraer til samme standard. Det nye kamera blev lanceret i 1992 som "Panavision System 65" og var en 65mm version af deres populære Panaflex kamera. Panavision System 65 er samme format som Todd-AO og Super Panavision 70 som det huskes fra '60erne. Panavision's System 65 kamera bruges første gang i "Far and Away" (1992) fotograferet af danskeren Mikael Salomon. I biografannoncerne blev det nye kamera lanceret som "Panavision Super 70". Der blev lige byttet om på to ord, men det magiske "70" var der stadig. Kenneth Branagh brugte det nye kamera i hans storslåede og fire timer lange "Hamlet" (1996). Efter en lang pause på næsten 15 år, tages System 65 i brug igen på bl.a Ron Fricke's smukke "Samsara" (2012) og Quintin Tarantino's "The Hateful Eight" (2015) hvor fotografen Robert Richardson anvendte Panavision's Ultra Panavision 70 objektiver. Her er alle film fotograferet i System 65: • "Far and Away" (1992) • "Hamlet" (1996) • "Samsara" (2012, præsenteret digitalt i 4K opløsning) • "The Hateful Eight" (2015) • "Mordet i Orientexpressen" (2017) • "Døden på Nilen" (2020) System 65 kameraet bliver i samme periode også brugt til korte sekvenser andre film: • "The New World" • "The Prestige" • "Shutter Island" • "Inception" • "The Tree of Life" • "Snow White and the Huntsman" • "To the Wonder" • "The Master" (Omkring 85% optaget i 65mm med System 65) • "Dunkirk" (Korte scener med System 65, resten hovedsageligt optaget i 15 perf 65mm IMAX) • "Tenet" (Korte scener med System 65, resten hovedsageligt optaget i 15 perf 65mm IMAX) |
|
Magellan 65
|
|
 Dansk
65mm testoptagelse med Magellan 65 med regionaltog på vej til
Frederikshavn.Den 1. maj 2018 blev et helt ny 65mm kamera annonceret. MAGELLAN 65, meget kompakt, kun 12 kilo og med 300 fod i magazinet. Udviklet af Tommy Madsen i Frederikshavn. Det bliver meget spændende at følge hvad der sker med "Magellan 65" - Made in Denmark! Det nye "Magellan" 65mm kamera blev præsenteret for offentligheden på CineGear Expo i Los Angeles, CA, USA i maj 2018. Logmar Camera Solutions "Magellan 65" er et helt nyt, fuldt elektronisk, håndholdt og ultralet all-purpose kamera, der vil tage 65mm fotografering til et nyt niveau. Takket være sin lette vægt og små dimensioner er mulighederne med "Magellan" kun begrænset af instruktøren og fotografens fantasi. Dette helt nye 65mm kamera er designet og fremstillet helt fra bunden af Logmar Camera Solutions. Kameraet er lavet i Danmark af kameratekniker Tommy Madsen (CEO Logmar Camera Solutions), Frederikshavn, Danmark. Magellan 65mm kamera har lav vægt og høj brugervenlighed. Det indbyggede Asahi-Kasai Velvet 32bit stereo codec har en dynamisk område på 121dB via det 5-polede stereo XLR-port på kameraets side, og optagelserne kan lagres enten internt i kameraet eller på eksterne USB 3-lagermedier som en flash pen eller lignende. Monitorlyd er tilgængelig via Bluetooth Classic, så du kan synkronisere dit headset til kameraet og holde dig fri af kabler. • Gå til Logmar Camera Solutions introducerer Magellan 65mm • Gå til Tommy Madsen fortæller om sit Magellan 65MM Kamera • Gå til Galleri: Tommy Madsen's Magellan 65mm Kamera |
|
7OMM Film Hjemme i Stuen? |
|
 Utænkeligt
før i tiden, at man kunne nyde sine klassikere på TV derhjemme. DeLuxe
letterbox versioner på LaserDisc, DVD med sjældne musicals og
extramateriale, IMAX på DVD,
Cinerama på BluRay pærsenteret i SmileBox, og film i 4K med bedre opløsning sammenlignet med de
fleste standard biografer.Hvad med at se de klassiske 70mm film hjemme i stuen? Mike Todd's vision for 70 år siden var at hive publikum i biografen ved at præsentere store knivskarpe billeder på store buede lærreder med en realistisk lydside. Han havde nok ikke forestillet sig, at man idag kan kan få en slags pseudo biografoplevelse hjemme i stuen - eller på sin smarte telefon. Jeg kan huske videobutikken, der lå inde i Imperial Bio tidligt i '80erne, der bl.a. solgte "The Sound of Music" (Todd-AO) og "Patton" (Dimension 150) på BetaMax videobånd til 800 kroner. 8-hundrede kroner! Det var vildt dyrt for en gammel film på videobånd, og jeg købte dem aldrig. Før videobåndene kom frem, kunne filmentusiaster også købe 8mm og sågar 16mm versioner af biograffilmene. Der var mange samlere, der satte stor pris på dette nichemarked. Efterhånden som hjemmebiografen blev en vigtig del af omsætningen på de nye film i '80erne, kom mange af de klassiske film frem igen fra filmselskabernes arkiver, og blev udgivet på BetaMax, Video2000 og VHS formatet. Når man ser tilbage på kvaliteten af videobånd, var det ikke imponerende. Opløsningen var lav, og det var ofte pan- og scan versioner af Panavision og CinemaScope titlerne med monolyd. Kvaliteten fik et boost, da LaserDiscen kom frem, og flere og flere titler blev tilgængelige. Noget synderligt stor gennembrud fik denne teknik dog aldrig i Danmark. Kæmpe store CDer i LP størrelse, der skulle vendes når der var gået en time afholdt sikkert mange fra at investere i LaserDisc systemet. Kvaliteten var imidlertid MEGET bedre end videobånd, og lyden var i stereo, og mange film havde separate kommentarspor, eller musikken for sig. Filmselskaberne udsendte rigtigt mange af de klassiske film på LaserDisc - især i USA. Som et forsøg udsendte MGM de to store klassikere "Doctor Zhivago" (Panavison) og "Ben Hur" (Ultra Panavision 70) på LaserDisc i det korrekte filmformat, så man kunne se hele billedet, og med overture, ent'acte og udgangsmusik - akkurat som man havde oplevet filmene i biografen mange år tidligere. Disse såkaldte "letterbox" [brevkasse] udgaver blev rigtigt populære, og åbnede døren for, at alle de andre selskaber også begyndte at udsende deres film i de rigtige formater - til stor glæde for filmsamlerne og entusiaster. Mange af de klassiske 70mm film, blev igennem årene udsendt på LaserDisc i dette format. Heraf mange af dem i luxusudgaver hvor man kunne se hele filmen i stillbilleder hvis man havde lyst. "Rumrejsen År 2001" (Super Panavision 70) var et must, hvis man var seriøs LaserDisc fan, og puristerne kunne sidde og diskuttere hvorfor der var en lille støvplet på billede nummer 44744 - eller sådan noget. Mange film tiltrak sig opmærksomhed, fordi de også var scannet fra de originale 65mm negativer. Det var helt nyt, at man kunne det, og gav udgivelserne et skær af autencitet. De helt store hit var udgivelserne af "The Alamo" (Todd-AO) og en ekstra lang version af "Hopla, Vi Lever" (Ultra Panavision 70), med mange scener, der ikke var set i årevis. "The Alamo" var spændende, fordi det var den originale og forsvundende 70mm roadshow premiereversion. En 70mm kopi blev fundet i Canada, hvor den havde sået på køl i 30 år og var i fin kvalitet. "Hopla, vi Lever" LaserDiscen var vældig spændende, fordi de nye scener kom fra en 70mm kopi, der var korrrigeret til Cinerama lærreder, og derfor havde en ulineær Ultra Panavision forvrængning tværs over billedet. De nye scener var simpelt hen klippet ind i en eksisterende kopi, og derefter scannet. Det var jo noget entusiasterne kunne lide, selv om det senere viste sig, at nogle af scenerne aldrig skulle have været med i filmen. But who cares? Filmselskaberne fik gravet mange fine ting frem fra arkiverne i disse år, og fik øjnene op for, at der var et marked for forlængst glemte film, trailere, still billeder og alt i relation til de gamle film, der blot lå og samlede støv på hylderne. LaserDiscen's afløser blev Digital Versatile Disc, eller blot DVD, der kom frem i midten af '90erne. På en DVD kunne en hel film lagres i meget bedre kvalitet, end hvad der hidtil havde været muligt på en LaserDisc, der igen var meget bedre end videobånd. Antallet af klassiske 70mm film, som nu blev tilgængelig i det nye format steg også. Det fleste film i meget fine udgave, og ofte med meget ekstramateriale om hvordan de enkelt film blev produceret. Ofte var der også sjældne trailere, og "news reels" fra dengang filmene havde premiere. Hvor var det spændende at se original sort hvide optagelser fra premieren på "Spartacus" (Technirama), hvor Kirk Douglas ankommer til biografen. DVDen fyldte heller ikke mere end en CD, og kunne stå pænt i reolen. Nogle af udgivelserne var ikke særligt gode, og man havde fornemmelsen af, at det var en discountudgave i pan og scan, hvor de oprindelige 6-spors soundtrack kun var tilgængeligt i mono. "Romerrigets Fald" (Ultra Panavision 70) udkom på denne måde på et discount label - det var ikke en god oplevelse. Filmselskaberne tjente mange penge på DVDen, og fik gravet endnu flere ting frem fra arkiverne, for at udgive filmene i endnu bedre kvalitet hele tiden. DVDen var også billigere at producere end LaserDisc, så priserne faldt også hurtigt til et niveau, hvor de fleste mennesker kunne være med. Ca 6-7 måneder efter biografpremieren kunne de nyeste film nydes på DVD i fantastisk kvalitet og med 5.1 stereo [venstre, center, højre, stereo suround og en subwoofer kanal] hjemme i stuen. I sandhed ofte bedre kvalitet og teknik end selv biograferne kunne tilbyde. DVDens afløser BluRayen (HDTV 720p x 1080p) havde premiere omkring 2006, og BluRay'ens afløser Ultra HD Blu-Ray, eller 4K Ultra HD (4K 2160p x 3840p) havde premiere i 2016. De nyeste 70mm film er tilgængelige på BluRay. Det gælder bl.a. "Dunkirk" (IMAX), "Mordet i Orientekspressen" (Panavison System 65) og "The Hateful Eight" (Ultra Panavision 70). Senest er "Rumrejsen år 2001" også udkommet på 4K Ultra HD. Gradvist er behovet for fysiske medier faldet i takt med, at streamingtjenester er dukket op på internettet. Filmudvalget er dog ret begrænset når det gælder klassiske 70mm film, så det gælder om at holde fast i sine DVD, BluRay og Ultra HD film hvis man gerne vil gense klassiskerne i sin komfortable hjemmebiograf. Nu kunne man jo se alt det man ville, hvis man enten lejede eller købte filmen til evig arv og eje. -, og kunderne var kræsne. De ypperligeste udgivelser af gamle Technicolor mesterværker og ikke mindst fordums tids store episke 70mm film var i høj kurs blandt entusiaster. Film som ikke var set i årtier blev gravet frem af filmselskaberne. Negativer blev scannet og man kunne igen se sjældenheder som "Lord Jim" og "The Alamo". |
|
Enhver snak om 7OMM filmens snarlige død er et stærkt overdrevet rygte. |
|
 70mm film og biografer
blev spredt ud over Danmark fra Skagen i nord til Rødby i syd, og
fra Rønne i øst til Skjern i vest. Ca 120 spillefilm har været præsenteret i 70mm med "6-sporet stereofonisk magnetlyd".
Det var ofte de helt store Hollywood præstigeproduktioner, som blev præsenteret i det eksklusive 70mm format. Roadshow forestillinger i hovedstaden med pause, trykt filmprogram, en enkelt forestilling hver aften, og to i weekenden. De sidste store 70mm produktioner fra Hollywood sluttede med "Patton", "Hello, Dolly!" og "Ryan's Datter". Hermed var det stort set slut med at se "Filmed in Dimension 150", "Filmed in Todd-AO, developed by American Optical Company" og "Super Panavision cameras and lenses by Panavision". Sluttekster blev lidt kedeligere fra nu af. Tiden var forbi for film som "Salomon og Dronningen af Saba", "Krakatoa, Øst For Java", "My Fair Lady" og mange flere. Det store udstyr fra Panavision og Todd-AO blev næsten lagt på hylden, da efterspørgslen dalede. Slutningen af '60erne, og starten af '70erne markerede slutningen på de gyldne år med store Road Show præsentationer i 70mm med 6-kanal stereo. Den klassiske "old-school" episke storproduktion, blev erstattet af håndholdte kameraer, location fotografering, og dramaer fra den virkelige verden. En ny type af film som f.eks. "Easy Rider" og "Sidste Forestilling", som ikke kostede meget at producere, og som var store successer. Mindre film, der ikke krævede det store produktionsudstyr. Samtidigt med, at færre biograffilm blev produceret i 65mm, var det også begyndelsen på IMAX's 70mm system, der var tre gange så stort som konventionel 70mm film. Cinesphere Imax theater i Toronto (Canada) var den første biograf, og den åbnede den 22. maj 1971. IMAX Corporation pralede med, at de kunne vise en blåhval i naturlig størrelse på deres store lærred, der ofte var 4-5 etager højt. Kun 65mm film var egnet til så store billeder. IMAX kom til Danmark i Omnimax variationen i 1989. Det store 65mm udstyr blev i '70erne og '80erne mest brugt til special effects i film som "Nærkontakt af Tredie Grad", "Blade Runner", "Star Trek", "Die Hard" og mange flere. Enkelte film blev produceret i 65mm film som f.eks. Douglas Trumbull's "Brainstorm" og Steven Lisberger's "TRON". Walt Disney koncernen optog også meget overraskende "Taran og den Storte Gryde" ("Taran og den Magiske Gryde") med Technicolor's 35mm 8-perf Technirama udstyr, der havde ligget på fjernlager siden "General Custers Sidste Kamp" fra 1967. Filmen tog fire år at producere og havde amerikansk premiere i 1985, og så var det også uigenkaldeligt slut for Technicolor's storfilmsformat. Den klassiske "reprise" i de danske biografer forsvandt mere eller mindre i takt med videobåndet og DVDens udbredelse. Flere år tidligere forsvandt også behovet for at anvende de danske 70mm kopier, eftersom de fleste 70mm biografer var forsvundet i starten af '80erne. 3 Falke Bio under ledelse af Per Hauberg var reelt den sidste biograf, der viste klassikerne i de original first-run udgaver. Da 3 Falke Bio lukkede forsvandt en stor del af MGM og FOX's 70mm film arkiv i de store ovne på Vestforbrænding. Nogle 70mm kopier endte hos Filmmuseet, der havde dem arkiveret under kummerlige forhold i et forhenværende millitærfort i Bagsværd uden for København. Nogle af Columbia's film, samt hele DanIna's unikke samling af Russiske film i Sovscope 70 og Warner Brother's 70mm kopier endte på Filmmuseet's arkiv. I et anfald af hedeslag skiller Filmmuseet sig af med de fleste af disse unikke 70mm kopier i en byttehandel med det Norske Film Museum i 2001. Disse klenodier - filmenes Guldhorn - forlader dermed dansk grund for evigt. Bortset fra Warner og Universal's film, er de "danske" 70mm film idag på lager i et stort køleskab i Mo-i-Rana i Nordnorge og kommer sikkert aldrig tilbage til Danmark. Universal's "Mit Afrika" og "Far and Away" samt Warner's "The Great Race", "Camelot", "Panserslaget ved Ardennerne" og en first-run udgave af "Rumrejsen år 2001" opbevares idag under professionelle forhold på Filmmuseet's temperaturregulerede filmlager i Glostrup Industrikvarter. Samtidigt med, at stort set ingen film blev produceret i 65mm film i en næsten 20 årig periode fra omkring 1971 til starten af '90erne var 70mm i biografen paradoksalt nok mere populært end nogen sinde før. Det var i kraft af de populære "blow-up" 70mm kopier fremstillet fra originaler fra 35mm film. Mere end 350 filmtitler blev "blæst op" til 70mm, så publikum kunne få den fremragende lydoplevelse i 6-kanal Dolby Stereo, og et billede med masser af lys og farver på biograflærredet. Faktisk havde biografer, der viste en film i 70mm en større omsætning end nabobiografen, der viste den samme titel i 35mm. Det var altid en betydelig attraktion for en biograf, at kunne skrive det forjættede "Præsenteret i 70mm" på facaden og i biografannoncerne. I Danmark blev det til en lille håndfuld blow-up i den samme periode: • "Jordskælv" • "Nærkontakt af Tredie Grad" • "2010" • "Mit Afrika" • "Hook"
|
|
The 70mm Newsletter og 70mm Film Festivaler |
|
 I den Hollandske by Arnhem starter
forhenværende legetøjsforhandler Johan Wolthuis "The 70mm Association" i december 1989. En lille entusiastisk
1-mands organisation, hvis mål det var at få produceret flere nye 70mm i
Hollywood. Det handler om at skabe opmærksomhed om 70mm. Til det formål udgives
nyhedsbrevet "The 70mm Newsletter" 4-6 gange om året med nyt om film i
70mm og vintage annoncer og artikler om emnet. Magazinet sendes til entusiaster i Europe,
Australien og USA. I 1994 overtages redaktørstolen af nærværende skribent, og
Danmark bliver centrum for aktiviteterne. Bladet udvides gradvist til 32 sider
og nu med originalt skrevet materiale, og læserskaren når efterhånden op 185
faste læsere. Det er ikke mange, men alligevel nok til at skabe opmærksomhed hos
bl.a. Todd-AO og Panavision i Hollywood. Den nye og den gamle redaktør tager
sammen til Los Angeles i to uger i 1994, og holder møder med MGM, Panavision,
Dolby, Todd-AO mfl. Turen betales af direktøren for Kinepolis i Belgien, som har
mange 70mm biografer, og som gerne vil se flere film i formatet. Undervejs
knyttes mange kontakter, og flere af dem holder stadig idag 25 år senere."The 70mm Newsletter" når også til Bradford. I 1996 startede "Widescreen Weekend" i Bradford (UK) under ledelse af Head of Cinema, Bill Lawrence. Han ser muligheden for at knytte entusiaster, filmselskaber, biograffolk og The 70mm Newsletter samme i et stort uformeldt netværk, der samlet set finder mange af de gamle 70mm film frem og viser dem i verdens eneste CINERAMA biograf på en historisk korrekt Todd-AO projektor. Den første egentlig årligt tilbagevendende 70mm Festival er hermed født. Widescreen Weekend i Bradford var begyndelsen på en 70mm eventyr som i de følgende år udviklede og spredte sig i Europe og Nordamerika. Det tyder på, at jo flere film som folk ser derhjemme på TV, jo større bliver interessen for at se dem under autentiske forhold og rette omstændigheder i en biograf. I løbet af få år bredte weekendkonceptet sig til flere andre biografer i Europa med Karlsruhe (Tyskland), Krnov (Tjekkiet) og Oslo (Norge) som de absolut førende med regelmæssige årlige 70mm festivaler. Festivalerne var begunstiget af filmselskabernes villighed til at trække nye 70mm kopier af deres 70mm titler og låne dem ud til festivalerne. Flere Europæiske biografer biografer holder dermed Todd-AO's 70mm format i live ved at vise det store format under særlige omstændigheder. Det er ofte begivenheder, der tiltrækker publikum fra nær og fjern. Fans af 70mm findes over alt i Europa: Schweiz, Portugal, Norge, Holland, Tjekkiet, England, Sverige, Østrig, Frankrig og Danmark. Hvorfor? Fordi film i Todd-AO formatet er en betagende oplevelse på det store buede lærred. Film præsenteret i Todd-AO repræsenterer hele essensen af Mike Todd's vision om den fuldendte biografoplevelse, hvor publikum drages ind i handlingen. I løbet af '90erne bliver det populært at vise de gamle film igen i biografen - især 70mm film, der ikke har været vist i flere årtier. Idag er der flere og flere europæiske biografer, der viser de gamle film i 70mm en gang imellem. 70mm og de store formater rører publikum på en særlig måde. Bill Lawrence (Pictureville, Bradford, 1998) siger om publikum:
70mm filmfestivaler- og events har også været afholdt i Danmark.
I sommeren 1972 (16. juni - 13. august) fejrer Kinopalæet det kæmpe CINERAMA
lærred en allersidste gang med en "Giganternes Cavalcade". 22 af de mest
populære film vises tre dage af gangen på det store lærred inden det tages ned
for at blive erstattet af et konventionelt Todd-AO lærred. Dette er en af de
første "70mm festivaler" i Danmark, selv om programmet ikke er egentlig
festival, men en kavalkade af berømte helaftensfilm. I 1992 og
1998 blev der afholdte to private filmtræf i Biffen i Aalborg. Ved begge lejligheder havde
arrangørerne lånt 70mm kopier af filmselskaberne: Januar 1992: "Waterloo" og
"The Story of Flaming Years". 1998:
"Alle Tiders Race" og
"Close
Encounters of the Third Kind" samt forskellige kortfilm og gamle 70mm trailere.
I 1998 var der endda arranget en lille uofficiel danmarkspremiere på Morten
Skallerud's norske 70mm kortfilm "Året Gennem Børfjord" - i 35mm Dolby
Stereo. En lille sluttet kreds af
entusiaster fra hele landet brugte en hel dag på at se gamle film i det
forjættede 7OMM. |
|
 Februar
2022 og "Døden på Nilen" i 7OMM i Imperial Bio i København. Foto: Thomas
HauerslevEnhver snak om 7OMM filmens snarlige død er et stærkt overdrevet rygte. I denne digitale tidsalder gælder det om at have "noget andet" at vise publikum. Noget andet? Det er f.eks "7OMM Med 6-sporet stereofonisk magnetlyd". -, og det er lige dét som Gentofte Kino's direktør Sune L Thomsen har gjort noget ved. Gentofte Kino lancerede GIFF 70 i 2021 og lagde ud med en ambitiøs 70mm weekend med seks forskellige film fra fredag til søndag. Gentofte International Film Festival (GIFF-70) er etableret som en årlig tilbagevendende festival, der hylder det store filmformat. • Gå til Gentofte 7OMM Film Festival - GIFF 70 • Gå til Gensyn med "Alle Tiders Race" i 7OMM Det er tæt på et lille filmmirakel, at der nu igen er mulighed for at se 70mm film repriser i København. Takket være Sune's ambitioner og virketrang kunne publikum fornøje sig med seks filmtitler på en weekend præsenteret i 70mm i den elegante funkisbiograf Gentofte Kino. Det er første gang siden 2009, at en regulær filmfestival af denne slags er rullet over et filmlærred i København. • Gå til 7OMM Vender tilbage til Malling Bio • Gå til in70mm.com: 7OMM with Per Hauberg Hvad er det der gør, at 70mm film er noget helt særligt i forhold til almindelig 35mm film, og hvorfor er det en bedre oplevelse at se en film i 70mm? Den bedste illusion af virkeligheden Publikum VIL Bare Have Film. Publikum udsættes hver dag for en massiv billedmæssig påvirkning; avancerede lysreklamer, TV, streaming, BluRay osv. Af en vifte af muligheder, er Biografen i dag kun én mulighed blandt mange for at se film. Til gengæld har biografen den fordel, at den har længst erfaring i formidling af levende billeder. Folk vil gerne se film. Publikum vil have show. De vil imponeres. De vil have fortæpper og behagelige gulvtæpper. De vil have et lærred med "imponatoreffekt", lyden skal være høj og uforvrænget og det skal klinge godt. Billederne skal være skarpe, formatet skal være rigtigt. Og lærredet skal naturligvis fylde hele endevæggen og være stort og buet. Sæderne skal være tilpas bløde. Publikum er blevet krævende. Mere krævende end biografejerne overhovedet kan forestille sig. • Gå til High-Impact biografdesign, eller hvordan man gør gode film bedre |
|
 Kæmpe "Oppenheimer"
stilladsudsmykning ved Vesterport Station i København i juli 2023.
Filmen havde premiere med tre 70mm kopier i Danmark.Det bedste biograferne kan byde på er 70mm film med knivskarpe billeder og en veldefineret flerspors digitallyd. Med andre ord, det skal være mange gange bedre end det, der kan præsenteres derhjemme på TV, før folk kommer i biografen. En film i 70mm version kan være en særdeles intens oplevelse. • The Master (2013) • Interstellar (2014) • The Hateful Eight (2016) • Dunkirk (2017) • Mordet i Orientexpressen (2017) • "Joker" (2019) • "Tenet" (2020) • "Døden på Nilen" (2022) • "Oppenheimer" (2023) Danske 65mm produktioner undervejs: • Gå til "CUT" - En unik analog FILM begivenhed • Gå til Hjælp ønskes til at færdiggøre den ultimative analog kortfilm Alle moderne filmformater hviler på skuldrene af CINERAMA, der i 2022 kan fejre 70 års fødselsdag. En grundlæggende forandring af biografoplevelsen i 1952, der hurtigt udviklede sig til CinemaScope, Panavision, Widescreen, og senere dikterede formaterne på TV og mobiltelefonerne derhjemme, osv, osv. Den grundlæggende ide med et stort 65mm negativ, skarpe billeder i formatet 2:1, stereolyd i mange kanaler og et stort lærred har overlevet i alle disse år. Disse formater kan ses den dag i dag i enhver moderne biograf. Takket være visionære og opfindsomme mennesker som Ralph Walker, Fred Waller, Brian O'Brien, Michael Todd og mange flere, der udviklede biografoplevelsen med Todd-AO, Technirama, Showscan, IMAX, Dimension 150, Super Panavision 70 osv, kan publikum idag nyde oplevelser i biografen, der ligger meget tæt på virkeligheden i kraft af de skarpe billeder. Nutidige filmkunstnere som Christopher Nolan, Quintin Tarantino, Kenneth Branagh og Paul Thomas Anderson arbejder stadig med 70mm og bruger det store format til at fortælle deres historier. Det er en meget sjælden oplevelse at opleve 70mm i dag. Der er tre biografer i Danmark, der kan vise det store format. En ven udtrykte det sådan engang;
|
|
|
Gå:
tilbage
- op Opdateret mandag, 01 januar 2024 18:12:09 |
|