Kjøbenhavns Panorama - Kinoptikon

Plakatkunstner: Erik Henningsen. Bibliothèque nationale de France, département Estampes et photographie, ENT DO-1 (CATO)-ROUL. Wikimedia Commons. Public Domain.

”Ja, hvem véd: maaske man inden ret længe sidder hjemme i sin Dagligstue og følger den sidste Operanyhed i Theatrofonen, mens samtidig Kinoptikon’ets Billeder gjengiver én Optrinene på Scenen …”.

Forevisningsapparat stammer fra Birt Acres’ britiske Kineopticon og der spilles hver dag mellem kl. 14 og 22 med filmstart hver halve time. Entréen koster 50 øre for voksne, som rækker til mindre end ti minutters levende billeder, men der var så tilmed et supplement af lysbilleder. Bestemt ikke en pris for enhver at betale, men børn kom dog ind for det halve. Det forklares i avisomtaler, hvordan de levende fotografier projiceres fra et hul i bagvæggen højt over tilskuerpladserne over på et stykke lærred ophængt på den modsatte væg i betydelig forstørrelse og at salen tilmed gøres mørk under forestillingen. Det kendte man ikke.

• Gå til Levende Billeder før 1904. Biografmuseets kalender om de tidlige film- og biografpionerers virke
 

Bioscopticon på forlystelsesstedet Wodrofflund, Frederiksberg.

Nyt! Bioscopticon Nyt! (Levende billeder) hvoraf fremhæves:

• Cyclisten
• Boxerne
• Hornpipe
• Aben
• Komisk Reek
• Negeren og krokodillen
• Tandudtrækningen

Social-Demokraten 6. januar 1898 - Pachts første film beskrevet:

Københavns Panorama.

Kinoptikon paa Raadhuspladsen har faaet en række nye levende billeder fra vore dages København, som Hr. Pacht med stort held har fotograferet, og som ses med megen interesse. Et par af dem fremstiller svanernes indfangning i Søerne, et andet asfaltarbejdere i fuld virksomhed med at planere den kogende og dampende masse, og et tredje gengiver yderst levende en "stor udrykning" fra Hovedbrandstationen: redningsstige, haandsprøjter og dampsprøjten kommer farende ud i fuld galop lige mod tilskuerne, mens Fonografen udsender den tilhørende klokkeklemten.

Det er et eksempel i det mindre paa, hvad Edisons geniale opfindelse kan benyttes til. Om hundrede aar og mere vil de levende billeder nøjagtigt vise, hvorledes Nutidens Københavnere har set ud, levet og arbejdet, og Fonografen vil overbringe lyden af deres stemmer. Tænk, om vi kunde se, hvorledes Pyramiderne blev bygget, ligesom vi her ser, hvordan der lægges asfalt eller om vi havde levende billeder fra de store krige og de store revolutioner? Kinematografen vil efterhaanden blive et middel til at forevige de verdenshistoriske og kulturhistoriske begivenheder, og man maa misunde vore efterkommere, der ikke som vi skal tærpe historie udaf tykke, tørre bøger, men faa den fremstillet saaledes i levende billeder og lyde, som skuespil paa et teater.

Fotograf Peter Lars Petersen – han siden kendt som Peter Elfelt – fik ifølge filmhistorikerne vist sine første film i Københavns Panorama 2. juledag 1897, hvor programmet helt fredsommeligt bestod af ”Asfaltlæggere”, ”Brandvæsnet rykker ud”, ”Svanerne i Sortdamssøen” og ”Svanerne fanges ind”. Nogen nævner også ”Kørsel med grønlandske (slæde)hunde”, som Petersen skulle have optaget næsten et helt år forinden i et sneklædt Fælledparken, hvilket vil sige i januar eller februar 1897. Denne optræder dog slet ikke i programmet, hvor pressen kun omtaler de nævnte film ’lidt mørke i tonen, men ellers fortræffelig udførte’, ligesom Petersen ikke nævnes nogen steder og forklaringen den simple, at det slet ikke er sandt. Slædehundene var ganske vist hans optagelser – men først langt senere. Det skal være kolonibestyrer Johan Carl Joensen, der kører hundeslæden som illusion af forholdene hjemme i Grønland. Om ham kan man fx læse i Berlingske, at han med sin familie er ankommet sejlende til byen den 30. oktober 1897 – og flere gange siden.

Også ifølge Elfelt var det ganske rigtigt Pacht, der stod for de første filmoptagelser, sådan som flere aviser helt korrekt nævner det både i juledagene og efterfølgende, mens han selv lod sig inspirere til at fortsætte i samme spor – endda med Pachts eget apparat, da de to går hen og bliver gode venner. Han beretter endvidere, at et af hans første levende billeder var af den kongelige familie på Bernstorff Slot, som blev optaget i september 1899. Dvæler vi lidt mere ved ham, får han titel af Kongelig Hoffotograf og da samtidig sit nye navn og starter selv biograf i form af Kinoptikon ved siden af Rådhuspladsen på Frederiksberggade dette alt sammen i 1901. Fem år senere åbner han Kinografen – atter lige ved siden af.

’Biograph’ forbandt man i øvrigt endnu slet ikke i Danmark med film. Man hører første gang om den i oktober 1897 (igen) i avisen Dannebrog, der forklarer, at den er opfundet af Herman Casler i New York og ’siger sparto til alle de andre, fordi det er langt bedre og morsommere’, hvilket så samtidig reflekterer til filmene, der p.t. opføres i Berlins Wintergarten med amerikanske billeder, man endnu ikke kendte meget til i Danmark. En senere notits i Berlingske forklarer, at ’Biograph’ er registreret i Washington den 21. september 1897 af American Mutoscope Company ved fabrikanter i New York (nærmere bestemt New Jersey) ’for apparatur til fremstilling af levende billeder og angives at skulle benyttes som en særlig opfunden benyttelse for saadanne.’ Selskabet havde produceret film til de amerikanske Nickelodeons siden 1895 og bliver i 1899 til American Mutoscope and Biograph Company. ’Nickelodeon’ tager vi aldrig til os herhjemme, men er ’loppebiografer’, hvor man for en ’nikkel’ derovre 5 cent kan se film nærmest nonstop svarende til vores tiøres-biografer, der mellem 1905 og 1907 popper op på Frederiksberg og Vesterbro.

I nævnte forestilling ses ifølge Dannebrogs udsendte bl.a. ’kæmpedamperen Augusta Victoria majestætisk glide ud af New-Yorks havn. Saa kom New-Yorks store dampsprøjte farende op ad Broadway; Folkestrømmen viger til side for det vældige ildsprudende uhyre… Biografens bedste nummer er dog Amerikas – og hele verdens – hurtigste iltog ’Den flyvende Hollænder’, der løber fra New-York til Pennsylvaniens hovedstad og gjør sine 60 engelske mil i timen… Hr. Rasmussen i Cirkus burde se sig det an’, lyder det afsluttende i den vildt begejstrede omtale.
 

’der er begyndt at eksperimentere på egen haand’ med kameramanden krøbet ’i skjul et eller andet sted i en drosche, i en gadedør… hvem veed. Og saa er De, kjære læser og læserinde, ubarmhjertelig overleveret til ham (…) og veed nu, at naar de paa en af de klare efteraarsdage passerer Strøget, bør de have opmærksomheden en lille smule vendt paa deres gang og bevægelser; thi maaske sidder fotografen paa lur et eller andet sted og snapper uden barmhjertighed ethvert brud paa plastikken med sit fortræffelige øjebliksapparat.’

Sagen var den, at Pacht havde fået blod på tanden og var vendt tilbage til Lumière om at sælge ham ’en ny lysreflektor af mere fuldendt konstruktion end den tidligere benyttede’, ligesom han af samme køber et apparat, der kan optage film på op til et minuts varighed, som man kendte det. Få sekunders billeder udskiftes herefter jævnligt fra oktober, hvor der konstant er nye, korte gadesekvenser på plakaten – hvem ved, om man selv dukkede op? Fra Lyon har han desuden hjemtaget en serie nye og mere hyggelige film, der byder på scener fra Venedig, Niagara-vandfaldet, karneval i Nizza, en forvandlingshat og kortspil i det grønne samt en både særdeles livlig og grinagtig sneboldkamp, hvor en stakkels cyklist kommer i skudlinjen. Med et smil på læben advarer Pacht om, at hans kamera snart vil være alle vegne for at bringe levende billeder hjem til knaldhytten, hvor voksne igen må af med 50 øre.
 

Københavns Panorama med Kinoptikon som landets første filmstudie. Pachts optagelser af Fru Wiehe i februar 1898 - Dannebrog 17.2.1898

Det var sikkert ikke nogen daarlig idé af Panoramaets Direktør Hr. Pacht, at han, efter først at have beundret Fru Charlotte Wiehe i Karnevals-Scenen i La Scala, i Gaar havde indbudt Fruen til at komme over i Panoramaet og blive levende fotograferet efter alle Kunstens Regler.

Fru Wiehe efterkom Indbydesen, og i en Fart blev de vidtløftige Forberedelser trufne. I den mørke Forevisning-Sal indrettedes et interimistisk "Theater", paa hvilket Fruen kunde agere. Henimod en halv Snes store kraftige elektriske Buelamper med Reflektorer anbragtes i Loftet det gjælder om ved Fotograferinger af denne Art at tilvejebringe et meget stærkt Lys - og saa begyndte Forestillingen.

Den 2. marts 1898 har Pacht nyt på plakaten. Udover et anonymt program med passagerer ombord på en damper og soldater, der svømmer over en flod, ser man brydekamp mellem bomstærke Magnus Bech-Olsen (den senere direktør for Kæmpe-Biografen) og svenskeren Axel Krock endda i to scener, trylleri ved Georg Peter Jacob Kjeldsen kendt fra Tivoli samt en karnevalsspøg som pantomime ligeledes i to scener med fru Charlotte Wiehe.

Pacht havde nemlig i februar været en tur ovre i La Scala, hvor hun optrådte i ”Det første karneval” og inviteret både hende og tryllekunstneren til en seance i Panorama. Her blev Kinoptikons mørke forevisningssal indrettet til Danmarks første filmstudie oplyst af en halv snes buelamper med reflektorer anbragt i loftet. Et lille lagerlokale blev camoufleret som garderobe med kameraet placeret i en sidestue, hvorefter fru Wiehe som i teaterscenen modtager brev fra sin mand og begynder at klæde sig om til karnevalet. I næste scene er hun blevet til Pjerrot, der drikker champagne og drømmer om karnevalets glæder, før hun udmattet blunder hen. Dernæst kommer turen til Kjeldsen, der der gengiver sit tryllenummer i et bassin fyldt med levende ænder.

Filmen med fru Wiehe er den første optaget i Danmark, der rummer en vis iscenesættelse, men desværre også ifølge pressen en tåget affære. Ingen af disse lader overhovedet til at være kendt i dag og Pacht fortsat mest interesseret i alt det andet omkring ham, særligt lysbillederne og udstillingerne.

Efter prins Christian i april 1898 har giftet sig med prinsesse Alexandrine af Mecklenburg-Schwerin, rejser Pacht derned i maj, hvor han filmer foran Hofteatret i forbindelse med festligheder efter brylluppet, der havde fundet sted måneden forinden i Cannes. Med på rejsen er også Peter L. Petersen, som er begyndt at supplere billedserierne, der fortsat fylder en del af repertoiret. Få dage senere knipser han fx løs ude ved Sorgenfri Slot, hvor det nygifte par har deres sommerresidens.

Først i oktober er der igen helt nyt filmprogram, hvor Pacht var bebrejdet ikke længere at udvise panoramaet tilstrækkelig opmærksomhed. Han blev nærmest dikteret at måtte stramme sig an, hvis særligt Kinoptikon skulle holde dampen oppe særligt i forhold til varietéernes amerikanske lokomotivfilm, som han også selv får 1 stk. af via franskmændene. Snarrådig beslutter han sig i december for at placere sig selv og sit kamera på en sporvogn, der tom for passagerer kører over Dronning Louises Bro kun med vognstyrer samt en medhjælper og det hele afstivet med tunge saltsække, så vognen tom for passager ikke skulle ryste, mens Pacht filmer løs over broen og igen fra Gothersgade i svinget ud mod Kongens Nytorv. Han filmer også på Vesterbro ved Frihedsstøtten, som tager sig bedst ud, mens de første optagelser desværre viser sig uskarpe.

Bygningen lejes kontinuerligt for et år ad gangen og i sommeren 1899 stod den til at skulle rives ned, for at skabe plads på det, der bliver til Rådhuspladsen, som vi kender den. Kinoptikon flytter derfor 9. juli over i Panoptikonbygningen, hvor Pacht har udvidet gevaldigt i et eksisterende museum, han allerede havde overtaget året forinden, hvilket dermed havde røvet det meste af hans tid.

Officielt var Københavns Panorama siden januar blevet ledet af revyforfatter Holger Gleesen, der kun skifter et par enkelte film ud i foråret, mens lysbillederien ved Petersens mellemkomst lidt oftere har fået nyt at byde på. I Panoptikons Kinoptikon genoptages filmvisningerne under Pacht i mere behersket omfang, mens Gleesen i juni har indgået aftale om for hans vedkommende at overtage Panorama Elektra på Amagertorv, der som lysbilledteater er lukket i maj efter mindre end to måneders drift. Dette genåbner nu som Panorama Hafnia suppleret med film den 3. september. Flittig leverandør bliver derovre den gode Peter L., som de kommende år står for nærmest hele den danske filmproduktion bestående primært af reportager og naturoptagelser.

Københavns Panorama lukker alligevel slet ikke dette år på grund af en omfattende lock-out og overtages i stedet af en gruppe krigsveteraner anført af frk. Hermine Rasmussen for ikke overraskende at præsentere en række krigsbilleder både i diorama og levende billeder, sådan som disse dette år bliver tilløbsstykker i varietéerne, hvor man med reportagefilmens tilkomst kunne følge med i, hvad der skete ude i den store verden. Her ser man først på væggene og siden på film en række tableauer, der præsenteret episodisk består af konstruerede billeder, som følger en stærkt omtalt affære om den franske officer Alfred Dreyfus, der (som jøde) uskyldigt – skulle det senere vise sig – var anklaget og i to omgange dømt for spionage og forræderi. Den nye proces var netop i gang, da en længere seriefilm kom på plakaten i Cirkus Variété.

Man skiller sig ikke af med hverken lysbilleder eller fonograf, selvom disse elementer fylder mindre, som dagene bevæger sig mod århundredeskiftet, der fejres aldeles fredeligt med ”Nytårsnat 1900” og en tidlig filmrejse til månen, som også forud har været vist i Cirkusbygningen. Kinoptikon i Københavns Panorama lukker definitivt søndag den 1. april 1900 med et program, der mindre lokkende kun beretter om lysbilledserien ”De onde veje”.
 

Anmeldelse af Kinoptikons danske program i Adresseavisen, 29. december 1897

Fra Panoramabygningen.

De "Levende Billeder" i Dir. Pachts Kinoptikon er blevet forøget med en ny række, til hvilken de fotografiske plader er optagne i selve Kjøbenhavn, og da enhver kjender den almindelige trang til at „se sine egne Billeder", er det let at forstaa, at der Eftermiddagen igennem er samlet et talrigt publikum, som beundrer den aktuelle billedserie. "Asfalt læggere" hedder det første billede. Man ser de rygende asfaltovne og travle arbejdere, der hælder den flydende asfalt ud over cementunderlaget, og der er fart og liv over billedet. Dette gjelder endnu mere den næste Suite: "Svanerne drives sammen og indfanges", et kjendt efteraarsinteriør fra Peblingesøen. At billederne staar noget vel mørkt, bør ikke regnes Hr. Pacht til last. Det er nemlig, som bekjendt, vanskeligt at faae lysklare billeder paa denne aarstid. Men det bedste af alle billebederne er dog Brandvæsenets Udrykning med Sprøiterne og stigen i susende galop, dampsprøiten med dampen oppe, travle cyklister, der farer afsted efter slukningskøretøjet, og pr. gramofon hører man klokkernes klimpen og hestens trampen, saa at illusionen bliver fuldstændig.

Af andre Nyheder blandt lysbillederne vil man have Fornøjelse af at se kulørte taagebilleder fra Fyrrerne, der paa en morsom maade illustrerer forskellen mellem før og nu paa lysbilledernes omraade.

En uge senere averteres apparat for levende billeder til salg ved henvendelse og i juni det øvrige inventar. Kort efter er der igen brand i bygningen, der herefter rages ned for ved udgravning at skabe det stykke foran rådhusets nye hovedtrappe, som allerede under konstruktionen bliver kaldt Muslingeskallen. Den står først helt færdig halvandet år senere.

Københavns Panorama var således det første sted, der blev vist levende billeder, men før den første ’rigtige’ biograf blev etableret i 1904, havde filmene som anført spredt sig videre rundt om i byen og det ganske land. De væsentligste af disse mere permanente forevisningssteder er omtalt her på Biografmuseet: Panorama Hafnia, Kinoptikon og Odeon Teatret på Frederiksberg – men der blev som nævnt også fra tid til anden vist film i varietéerne. Særligt som nævnt Cirkus Varieté i Cirkusbygningen, der fra 1898 havde haft têten, Arena Teatret som nævnt i Tivoli med indgang fra den nuværende H.C. Andersens Boulevard og et stykke ude af Vesterbrogade Concert du Boulevard. Disse tre har også deres egne fyldige historier, da de alle sidenhen fungerer som ordinær biograf. Sidstnævnte præsenterede fx ’Vitagrafen’ i 1898 adskillige år før stedet blev til Vesterbros Teater, siden Vester Bio og City Bio, mens Cirkusbygningen blev fast hjemsted om vinteren for World Cinema.

Herudover sås kortvarige filmforevisninger i mindre forsamlingslokaler som regel få dage ad gangen, i Røde Kros Varietéteater, udendørs i eksempelvis Lyongade på Amager og på Frederiksberg i forlystelseshaven Skt. Thomas allerede før Odeon Teatret slog dørene op foruden Sommerlyst og et tredje sted, der lyder helt suspekt som ’Varieté Billigheden’ i Allégade, det senere Thalia Teatret, som vist nok var ganske pænt, da det kom til stykket. Her kunne man fx fra den 8. november 1898 grine ad et fremvisningsapparat, der blev kaldt ’Lynkemifotografen’, men pressen gad dårligt skrive om den samme dynge dokumentaroptagelser om og om igen endnu før handlingsfilmen brød igennem. ’Mon ikke det snart var på tide at slutte med dem’ hørte man igen og igen, men varietédirektørerne lod gentagne gange forstå, at det var filmene, der reddede deres omsætning.

Selv efter de første permanente biografer slog dørene op med fuldgyldigt filmprogram, var de levende billeder fortsat en tilbagevendende begivenhed rundt om i varietéerne som fx Scalas ’Kosmograf’. Dette debuterede få uger efter Cirkus Varieté den 1. november 1898 på apparatur fra den tyske filmproducent og instruktør Oskar Messter, der havde sikret sig, at hans særdeles veludviklede maskineri blev lukket inde langt væk fra nysgerrige blikke omme bag balkonen. Også Messters fotograf begyndte straks at filme på Københavns strøg ved Østergade på hjørnet af Amagertorv ’ved 3-tiden, medens færdselen er stærkest’, sådan som Pacht havde startet traditionen og endda fra skib optagelser af kysten set fra Øresund. Med et godt blandet repertoire (som folk var vilde med) holdt denne og efterfølgende aktører med kun få pauser stædigt ved op gennem perioden, hvor også størstedelen af publikum lod til at have mistet interessen for filmene i 1903 og 1904. Det var stilhed før storm.
 

Københavns Panorama "Kinoptikon" program 1. juli 1896

Københavns Panorama
forevises daglig
KINOPTIKON
Levende Billeder.

Den nyeste Kombination af optisk Mekanik og Fotografi fremstiller Billeder fra Livet i Bevægelse; dette opnaas ved at optage et større utal Fotografier paa et Baand af Celluloid.

Ved det her brugelige Apparat anvendes ca. 900 Billeder paa et Baand af 45 fods Længde til hver Fremstilling. Dette Baand passerer med en Fart af 15 Billeder i Sekundet forbi en i Aparatet anbragt Aabning, hvorigennem der falder et meget stærkt elektrisk Lys, som kaster Billedet over paa en hvid Skærm, saa et det synes et fremtræede i naturlig Størrelse, og med samme Bevægelser, som forekommer i Virkeligheden.

Kinoptikon indeholder for Tiden følgende Billeder:

• Fra en engelsk Væddeløbsbane
• Brænding ved Dover
• Søndag i Kempton Park
• Gadeparti i London
• Jærnbanetog (Ankomst)
• Blackfriars-Broen, London
• Et Smedeværksted
• Serpentinedans
• En Tryllekunstner

I Repertoiret vil stadig blive indsat nye Billeder. Kinoptikon er aabent hver Dag fra Kl. 2-10 og forevises hver fulde Time i Den fri Udstillingsbygning, Raadhuspladsen.