Kjøbenhavns Panorama Kinoptikon

Programmet i den danske hovedstad bestod af syv korte, engelske film af omkring et minuts varighed, som blev vist med titlen ’Kinoptikon’ – ordet optræder første gang i de danske aviser den 8. maj, hvor denne nyeste opfindelse med ’bevægelige, legemsstore billeder’ præsenteres enslydende. I åbningsprogrammet ses bl.a. markedsscener, sporvogne og busser i bevægelse, fodgængere, en rytter til hest, billeder til havs med søen i oprør osv. Det bedste ’billede’ var ifølge pressen et jernbanetog, der ankommer til perronen lige mod tilskuerne. Om ikke skræk og rædsel så stor spænding fra dag ét. Skribenten fra dagbladet Dannebrog var virkelig fremsynet, da han som afrunding på sin fyldige avisomtale af denne nye, vellykkede opfindelse konkluderer, at

”Ja, hvem véd: maaske man inden ret længe sidder hjemme i sin Dagligstue og følger den sidste Operanyhed i Theatrofonen, mens samtidig Kinoptikon’ets Billeder gjengiver én Optrinene på Scenen …”.

Forevisningsapparat stammer fra Birt Acres’ britiske Kineopticon og der spilles hver dag mellem kl. 14 og 22 med filmstart hver halve time. Entréen koster 50 øre for voksne, som rækker til mindre end ti minutters levende billeder, men der var så tilmed et supplement af lysbilleder. Bestemt ikke en pris for enhver at betale, men børn kom dog ind for det halve. Det forklares i avisomtaler, hvordan de levende fotografier projiceres fra et hul i bagvæggen højt over tilskuerpladserne over på et stykke lærred ophængt på den modsatte væg i betydelig forstørrelse og at salen tilmed gøres mørk under forestillingen. Det kendte man ikke.

• Gå til Kosmorama: For 50 aar siden aabnede det første biografteater
• Gå til Biografmuseets biografhistoriske kalender

Dagen efter beretter Adresseavisen, hvordan der i nær fremtid kommer et apparat hertil, som vil præsentere publikum for ’scener af kjøbenhavnerlivet’, hvilket dog ikke umiddelbart lader til at ske, men herefter går det stærkt. I etablissementet Wodroffslund på Frederiksberg kan man samme aften den 8. juni se ’Bioscopticon’ med en cyklist, der tramper løs uden at komme ud af flækken og en kat, der står på halen.
 

The American Biograf - som omtalt i Slagelse-Posten den 2. august 1898

’der er begyndt at eksperimentere på egen haand’ med kameramanden krøbet ’i skjul et eller andet sted i en drosche, i en gadedør… hvem veed. Og saa er De, kjære læser og læserinde, ubarmhjertelig overleveret til ham (…) og veed nu, at naar de paa en af de klare efteraarsdage passerer Strøget, bør de have opmærksomheden en lille smule vendt paa deres gang og bevægelser; thi maaske sidder fotografen paa lur et eller andet sted og snapper uden barmhjertighed ethvert brud paa plastikken med sit fortræffelige øjebliksapparat.’

Sagen var den, at Pacht havde fået blod på tanden og var vendt tilbage til Lumière om at sælge ham ’en ny lysreflektor af mere fuldendt konstruktion end den tidligere benyttede’, ligesom han af samme køber et apparat konstrueret af Jules Carpentier, der kan optage film på op til et minuts varighed, som man kendte det. Filmene udskiftes herefter jævnligt, så der konstant er nye, korte gadesekvenser på plakaten – hvem ved, om man selv dukkede op? Fra Lyon har han desuden hjemtaget en serie sydeuropæiske film, der til start byder på scener fra Venedig og en særdeles livlig og grinagtig sneboldkamp. Med et smil på læben advarer Pacht om, at hans kamera snart vil være alle vegne for at bringe levende billeder hjem til knaldhytten, hvor voksne igen må af med 50 øre på grund af fornyet interesse og endnu mere for pengene. I november dukker titler som ”Niagara-vandfaldet” og ”Karneval i Nizza” op for første gang – med utallige fremførsler rundt om i landet sidenhen også i nyere optagelser.

Bygningen lejes kontinuerligt for et år ad gangen og i forsommeren 1899 stod den til at skulle rives ned, for at skabe plads på det, der bliver til Rådhuspladsen, som vi kender den. Filmforevisningerne flyttes derfor fra 9. juli over i Panoptikonbygningen, hvor Pacht har udvidet gevaldigt i et eksisterende museum, han har overtaget. Han var samtidig gennem et godt stykke tid bebrejdet ikke at udvise Panoramabygningen tilstrækkelig opmærksomhed, hvorfor vi heller ikke har haft meget nyt at berette derfra. Kinoptikon-forestillingerne finder nu sted i Panoptikons Kinoptikon.

I efteråret vises atter levende billeder i panoramabygningen, der genåbnet søndag den 8. oktober består nogle måneder endnu. Det er en gruppe af krigsveteraner, der har overtaget for ikke overraskende at præsentere en række krigsbilleder med nyt program hver uge, sådan som de jo havde vist sig populære. Efter nogen tid kommer der også andre sager på plakaten. Man skiller sig ikke helt af med hverken lysbilleder eller fonograf, selvom disse elementer fylder mindre, som dagene bevæger sig mod århundredeskiftet, der fejres aldeles fredeligt med ”Nytårsnat 1900” og en tidlig filmrejse til månen. Københavns Panorama lukker definitivt søndag den 1. april 1900 med sit sidste program, der mindre lokkende beretter om ”De onde veje”.

En uge senere averteres apparat for levende billeder til salg ved henvendelse og i juni det øvrige inventar. Kort efter er der igen brand i bygningen, der herefter rages ned for ved udgravning at skabe det stykke foran rådhusets nye hovedtrappe, som allerede under konstruktionen bliver kaldt Muslingeskallen. Den står først helt færdig halvandet år senere.

Kjøbenhavns Panorama var således det første sted, der blev vist levende billeder, men før den første ’rigtige’ biograf blev etableret i 1904, havde filmene som anført spredt sig videre rundt om i byen og det ganske land. De væsentligste af disse mere permanente forevisningssteder er omtalt her på Biografmuseet: Panorama Hafnia, Kjøbenhavns Kinoptikon og Odeon Teatret på Frederiksberg – men der blev som nævnt også fra tid til anden vist film i varietéerne. Særligt som nævnt Cirkus Varieté i Cirkusbygningen, der fra 1898 havde haft têten, Arena Teatret som nævnt i Tivoli med indgang fra den nuværende H.C. Andersens Boulevard og et stykke ude af Vesterbrogade Concert du Boulevard. Disse tre har også deres egne fyldige historier, da de alle sidenhen fungerer som ordinær biograf. Sidstnævnte præsenterede fx ’Vitagrafen’ i 1898 adskillige år før stedet blev til Vesterbros Teater, siden Vester Bio og City Bio, mens Cirkusbygningen blev fast hjemsted om vinteren for World Cinema.

Herudover sås kortvarige filmforevisninger i mindre forsamlingslokaler som regel få dage ad gangen, i Røde Kros Varietéteater, udendørs i eksempelvis Lyongade på Amager og på Frederiksberg i forlystelseshaven Skt. Thomas allerede før Odeon Teatret slog dørene op foruden Sommerlyst og et tredje sted, der lyder helt suspekt som ’Varieté Billigheden’ i Allégade, det senere Thalia Teatret, som vist nok var ganske pænt, da det kom til stykket.

Selv efter de første permanente biografer slog dørene op med fuldgyldigt filmprogram, var de levende billeder fortsat en tilbagevendende begivenhed rundt om i varietéerne som fx Scalas ’Kosmograf’. Dette debuterede få uger efter Cirkus Varieté den 1. november 1898 på apparatur fra den tyske filmproducent og instruktør Oskar Messter, der havde sikret sig, at hans særdeles veludviklede maskineri blev lukket inde langt væk fra nysgerrige blikke omme bag balkonen. Med et angiveligt tarveligere repertoire (som folk var vilde med) holdt denne med kun få pauser stædigt ved op gennem perioden, hvor størstedelen af publikum lod til at have mistet interessen for filmene i 1903 og 1904. Det var stilhed før storm.
 

Københavns Panorama "Kinoptikon" program 1. juli 1896