| | Kinema-Teatret / Edison Biograf, Frederiksberg | Tilbage til forsiden
| Skrevet af: JG, biografmuseet.dk | Dato: 01.10.2021 | Edison Biograf som bagerbutik på hjørnet af Værnedamsvej og Frederiksberg Allé den 4. oktober 2021. Foto: Thomas Hauerslev
EDISON BIOGRAF / KINEMA-TEATRET Værnedamsvej 1 / Frederiksberg Allé 2
Åbnet 20. maj 1908 Lukket 31. marts 1926
Kinema-Teatret åbner onsdag den 20. maj 1908 i en femetagers bygning opført i 1870 på hjørnet af Værnedamsvej og Frederiksberg Allé. Biografen havde tidligere huset bl.a. Peter Böttchers the- og kaffehandel. Salen indrettes parallelt med Frederiksberg Allé med plakattavler på hver side af hjørneindgangen. Der er ved åbningen i maj 1908 i alt 160 pladser fordelt på 18 rækker og salen er tilsvarende 18 meter lang. Indenfor i foyeren findes billetkontoret umiddelbart til venstre. En foyer yderligere strækker sig bagved parallelt med Værnedamsvej og der er adgang til salen fra dem begge. Biografen reklamerede faktisk efter nogen tid med de gode pladsforhold før filmstart. Åbningsprogrammet består af en række kortfilm, bl.a. ”Et kongerige for en bænk”, ”Det forheksede terningekast”, ”Vandfald i Brasilien”, ”Bedstefaders kraftpiller” og ”Den lille Savoyarddreng”. Der er daglige forestillinger fra kl. 15. | Læs mere her:
Biografer på biografmuseet.dk
Biografer Oversigt
Danmarks 70mm og Storformat Biografer
Stoleplaner - Galle & Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne
Biografpremierer 1911 - 2020
Film- og Kinoteknik
7OMM Film og De Store Formater
Todd-AO, - det sensationelle filmsystem
Mine damer og herrer, "Dette er Cinerama"!
"Windjammer" i Cinemiracle
CinemaScope | VistaVision Super Technirama 70 | Panacolor Dimension 150 | Sensurround
High-Impact biografdesign | Kinema Teatret i 1908
Biografens første ejer er malermester Christian Weber, men i februar 1909 overtages bevillingen af kaptajn L.C.V. Fønss, der omdøber Kinema-Teatret til Edison Biograf. Over hjørneindgangen sættes en meget stor plakattavle og herover biografens navn. Man fejrer officielt overtagelsen med danmarkspremiere den 20. maj på Bioramas danske ”Faldgruben” instrueret af Emanuel Tvede efter Émile Zolas roman ”Mukkerten”. Med en spilletid på over en halv time, er det den hidtil længste film i Danmark. Der er filmstart hvert tredje kvarter fra kl. 16 til kl. 23.30. Det bliver en kæmpesucces. | | Fønss' planer for ny biograf ved siden af Edison
Den 29. september 1910 er der premiere på Carl Alstrups ”Fra det mørke København”, som varer 32 minutter. Andre korte film fra Biorama/Filmfabrikken Skandinavien får også premiere i Edison Biograf. Man er generelt ikke flink til at annoncere og derfor er det svært at gengive hovedparten af biografens programmer, men dette er de første større film på programmet. I alle de tidlige år havde biografen en del premierer på endnu kortere film, der blev sat sammen og hvor man så primært annoncerede med en hovedattraktion.
I 1913 forsøger Fønss at få tilladelse til at opføre en helt ny og stor biograf ved siden af med hele 545 pladser, men får afslag. I stedet foretages en beskeden ombygning af Edison med ny udgangsdør mod gården til højre, hvilket brandtilsynet var fint tilfreds med. Der var nemlig allerede indtil flere døre direkte mod gaden.
I 1918 overtages bevillingen til Edison af den lokale bogtrykker John Henningsen, der siden 1912 har haft bevillingen til Phønix Teatret, den forhenværende Falke-Biografen. Ved denne biografs lukning i 1918, får Henningsen overført bevillingen til Edison, som han i forvejen forpagtede. | | Edison Biograf i 1919
Biografen bygges om igen i august 1919, hvor man inddrager en god portion af den forreste foyer således, der fremover kun er salsindgang i højre side. Man finder desuden plads til ekstra rækker i den oprindelige sal ved at sløjfe nogle udgangsdøre ud mod gaden. Det nye afsnit bagude bliver smallere end den øvrige sal og biografen har nu plads til 208 personer fordelt på 25 rækker. Benplads var en by i Rusland og mere spøjst, er der nu heller ikke længere plads til filmfremviseren, der i stedet placeres i et lille rum i højre side et godt stykke ned mod lærredet, hvorved der benyttes et spejl til at få billedet rettet mod lærredet på endevæggen. Det betød samtidig, at publikum blev distraheret af at kigge på spejlrefleksen og ofte drejede halsen af led.
Edison Biograf viste mindst fem premierefilm i spillefilmslængde, men der kan have været flere uregistrerede lige umiddelbart efter 1911. De sikre premierefilm tæller ”Under pisken” med Gloria Swanson den 19. marts 1923, ”Den store prøve” med Tom Moore den 26. december 1924, ”Lovens arm” med William S. Hart den 12. januar 1925, ”Styrmand Malone” med Thomas Meighan den 20. februar 1925 og ”Den tyrkiske stjerne” med Douglas Fairbanks Jr. tre dage senere, den 23. februar 1925. Disse fem kom alle fra Paramount og var traditionelle Hollywood-film fra de unge år. Lidt spænding og dramatik ofte tilsat en god portion kærlighed. | | Biografen viste alle dage de populære, let tilgængelige film. Gerne amerikanske og svenske. Man kunne især godt lide Douglas Fairbanks, Gloria Swanson, Lillian Gish og Pola Negri. Der blev også vist dansk med Fy & Bi.
I januar 1926 er den meget succesfulde svenske ”Karl XII” med Gösta Ekman på plakaten. Den havde allerede fyldt Kino-Palæet , Kinografen og Højbro Teatret månederne forinden. På dette tidspunkt var det besluttet, at biografen skulle lukke. Planerne til lokalernes nye formål var allerede blevet godkendt december året forinden. Sidste film på programmet bliver ”Badestedets sensation” med Gloria Swanson den 31.marts 1926. | | Efter lukningen blev biografen atter til forretningslokaler og der kom hele fire af slagsen. I biografsalen kom der børnetøjsforretning, cigarhandel og skotøjshandel. Sidstnævnte optog også den forreste foyer med indgang fra hjørnet. Den bagvedliggende foyer ud mod Værnedamsvej blev overtaget af en optiker. I dag ligger Lagkagehuset og lokker på adressen. Huset kan sagtens genkendes udefra, men eftersom biografen forsvandt for henved hundrede år siden, er der absolut ingen spor hverken inde eller ude af fortidens filmudskejelser. De var alle helt væk i løbet af 1926. | | | | • Gå til Biografer på biografmuseet.dk | Biografer Oversigt • Gå til København | Omegn | Nordsjælland | Vest, Midt & Syd • Gå til Bornholm | Møn, Bogø, Lolland & Falster • Gå til Fyn, Langeland, Thurø, Tåsinge & Ærø • Gå til Sydjylland | Midt-Vest | Øst | Nord • Gå til mere om | | | | | |  • Gå til Edison Biograf / Kinema-Teatret | | Gå: tilbage - op Opdateret fredag, 16 maj 2025 14:03:38 | | |