Kinografen / Bristol, København |
Tilbage til
forsiden |
| Skrevet af: JG, biografmuseet.dk | Dato: 01.10.2021 |
 Åbningsplakat for "Kinografen"
i 1906.
Foto: Thomas HauerslevKINOGRAFEN / BRISTOL Frederiksberggade 25 Åbnet 9. november 1906 Ny biografsal: Åbnet 1. oktober 1925 Lukket 30. september 1966 Kinografen åbnes af Peter Elfelt på Frederiksberggade 25 på adressen ved siden af lokaler, hvor Elfelt allerede i 1901 kortvarigt havde forsøgt sig med levende billeder. Der åbnede Kjøbenhavns Kinoptikon den 13. november 1901 på førstesalen over den ligeledes nye American Bar på adressen Frederiksberggade 27. Som åbningsprogram viser Kinoptikon et sammensat program af Elfelts egne levende billeder og lysbilleder, hvoraf mange allerede havde været vist i det endnu tidligere Panorama Hafnia. Nyhedsinteressen fordufter hurtigt i takt med, at filmene endnu ikke har udviklet sig og biografen lukker igen i maj 1902 efter kun omkring et halvt års levetid med et underskud på omkring 3.000 kr. Elfelt var født Peter Lars Petersen, før han i 1901 blev udnævnt til Kgl. Hoffotograf. Samme år får han tilladelse til at tage navneforandring til Peter Elfelt og bliver i 1909 ridder af Dannebrog. De foregående år har han optaget en forfærdelig masse dokumentarfilm og fiflet en smule med handlingsfilmen, som man kan læse om i Panorama Hafnia. Nu skriver kalenderen 1906 og Elfelt har fortsat en livslang bevilling liggende i skuffen til biografdrift, tror han da, hvor politimesteren i København har udtalt, at der ikke skal komme flere biografer i området. Idéen til at forsøge sig igen med Kinografen er faktisk slet ikke hans, men evigt biograffornøjet har han har fået blod på tanden igen takket være en af sine venner, den blot 25-årige ingeniør Alexander Christian. I de ti år, der er gået, siden filmen kom til Danmark, har folk rejst jorden rundt oppe på lærredet, hvor de bedste rejsefilm af slagsen ofte var hovedattraktion, hvis ikke man foretrak en god gang latter, sådan som de fleste forestillinger blev afsluttet. Nogle film havde længe været betragtelige i længden, det være sig især franske film, men også amerikanske og engelske fyldte efterhånden mere, selvom de ikke altid havde så meget at fortælle. |
Læs
mere her: Svend Bovenschulte, Filmoperatør, 1917 Biografer på biografmuseet.dk Biografer Oversigt 70mm og Storformat Biografer Stoleplaner - Galle & Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne Biografpremierer 1911 - 2020 Film- og Kinoteknik Stumfilm, Tonefilm og nye Systemer 7OMM, Storformat, Film- og Lydsystemer Historien om 70mm og De Store Formater • CinemaScope | Widescreen • VistaVision | Todd-AO • "Windjammer" i Cinemiracle • "Dette er Cinerama"! • Vises "i Sensurround" High-Impact biografdesign |
 Kinografen
1906. Bemærk udskæringerne med hovederne og det dæmoniske lys samt
kakkelovn. Fotograf ukendt, public domain.Fra USA var westerns endnu kun på vuggestadiet, men man kendte fint til togrøveri og bortførelser. Få dage før åbningen af Kinografen fredag den 9. november 1906 havde man i København nu også set den første italienske handlingsfilm og en tysk ditto nemlig den første version af ”Kaptajnen fra Köpenick”, som dog slet ikke var blevet en succes med kun fire spilledage trods yderst optimistisk sat op i tre biografer. Hvad tysk film snart kan gøre bedre, vil også Kinografen med årene bevise. Frederiksberggade 25 opføres på grunden af den måske ikke hæderkronede men umådeligt populære café ’Blomsten’ tegnet af arkitekt Thorvald Gundestrup med smuk og stilfuld facade gjort i røde sten undtagen stuepartiet, som fremstår med granit og en stor portindgang i midten af huset. Kinografen ligger yderst til venstre med sal og maskinrum placeret bag to mandshøje, bemalede vinduer i kraftige farver og til højre herfor et tilbagetrukket indgangsparti, hvor billetsalg foregår fra en kasse på hver side af et buet dørparti af massivt teaktræ. Ovenover stråler tre vinduer med sommerlige, italienske motiver, mens granitsøjlerne nedenfor orienterer om det aktuelle program. Imellem ses ’Teater – Levende – Billeder’ med stor skrift og kun få skridt fra Rådhuspladsen er det en smal sag for den elegant uniformerede ’schweizer’ at lokke folk indendørs, sådan som man også kendte det fra byens to øvrige strøgbiografer, Biografteatret og Kosmorama. |
|
 Kinografen
i 1906Indenfor er også vestibulen overdådigt pyntet i hovedsageligt guld og stuk med magelige armstole og bænke at slænge sig på i ventetiden alt imens uniformerede drenge sælger filmprogrammer. Fra loftet hænger store lysekroner, mens væggene er dekoreret med landskabsportrætter gjort af Elfelt selv. Selve salen er dekoreret af øvrige toneangivende kunstnere indenfor hver sit felt, hvor den øverste del af salens vægge har dekorative malerier fra fem forskellige verdensdele udført af Johannes Resen Steenstrup. Herunder er der anbragt en række hoveder udført i gips, ’hvis røde øjne lyser dæmonisk’, som det noteres, både under forestillingen og i pauserne. Disse er gjort af Frederik Karl Kristian Hansen Reistrup, der som keramiker og billedhugger var kendt for sit samarbejde med Herman Kähler. Her foruden deltager teatermaler Carl Lund uddannet fra det Kgl. Danske Kunstakademi inspireret af Wien med debut til kulisser for Dagmarteatrets åbningsforestilling i 1883. For den rent praktiske del er lokalet udstyret med 193 træstole iført tyndt læderbetræk, men uofficielt kan Kinografen rumme 220 gæster, sådan som også Biografteatret endnu finder lidt ekstra plads til sine gæster. De fleste rækker har kun syv sæder, men de bagerste lidt flere. Det er således en ganske smal sal, men omvendt højt til loftets lyse farver og foran lærredet et klaver trakteret af en pianist, som spiller helt uden afbrydelse. I den modsatte ende vender maskinrummet løftet op på en mezzanin helt ud mod Frederiksberggade, mens der i den forreste del findes tre nødudgange til højre mod en lille baggård i forlængelse af foyeren. Publikum har således rigeligt med flugtveje. Til velbehag opvarmes lokalet af en let skjult og let indpakket kakkelovn, men allerede året derpå gives tilladelse til en bedre og mere tidsvarende opvarmning af både sal såvel som foyer. Der gives forestilling hver halve time fra kl. 14 til kl. 23, hvor i øvrigt et par af premiereprogrammets titler skal være Elfelts egne. Man ser således ”Vore ingeniører” i arbejde, når de i krigstid skal slå bro over et vandløb eller en sø, der lyder vel meget som en fransk film forevist bl.a. på Frederiksberg et par måneder forinden. Herudover bydes på komik i ”Amatørfotografen” og en kort affære med en baby i hovedrollen samt både kapsejlads og jernbanetur foruden en fortælling om H.C. Andersen nemlig eventyret om ”Sommerfuglen” fortalt af Sophus Neumann, der helt sikkert kan tilskrives Elfelt lidt uden for sit vanlige felt. På åbningsdagen og henover weekenden var der udsolgt til samtlige forestillinger. |
|
 Kinografen, det senere Bristol, aabnede 1906.
Billede fra artikel af
Arnold Hending,
Biograf-Bladet 1954, udgivet Af Fællesrepræsentationen For Danmarks
BiografteatreIndretningen af hele herligheden har kostet i omegnen af 50.000 kr., hvilket var mange penge, men ifølge Aftenbladet var resultatet intet mindre end ’Evropas fineste Biograf-Teater’. Da Elfelt havde indrettet sit Kinoptikon, havde han taget ved lære af ødselheden forinden i Panorama Hafnia. Nu var skuden drejet netop derhen, at publikum skulle bjergtages allerede fra gaden og bestemt ikke føle nogen skuffelse, når man var kommet indenfor. En smule mere rummelig kan konkurrenterne svært måle sig på andet end programmerne, så der er lagt op til heftige år på Strøget mellem disse tre, toneangivende størrelser – selvom et etablissement eller to ude på Frederiksberg også kunne give kamp til stregen. Her tænkes særligt på Napolis Kinorama Teater, der blev drevet af den familie, som mange år senere skulle lægge navn til Roxy. |
|
 "Kinografen"
i gammel tegning publiceret i ’Filmen’ 1912.’Jeg skal kun assistere’, siger Elfelt om hans videre involvering i Kinografen og blander sig da heller ikke meget, hvor Kinografen ligesom konkurrenterne påbegynder egen filmdistribution, efterhånden som filmene ikke købes direkte i udlandet ofte frisk fra laboratoriet, hvor man ofte uden at vide det har set verdenspremierer på stribe fra især det store franske selskab, Pathé Frères, der endnu tegner sig for langt hovedparten af det samlede, danske filmrepertoire. Direktørparret er netop hjemvendt fra en ikke uvæsentlig rejse gennem Tyskland, Østrig, Italien, Frankrig, Holland og England for at knytte forbindelse til de udenlandske firmaer. Snart starter Kinografen egen filmfabrik og involverer sig med grosserer Oscar Philip, der sammen med Christian tegner biografens profil. I 1912 står de i spidsen for danske succestitler som ”Efter dødsspringet” og ”Den sorte kansler”. Året efter indgår de yderligere samarbejde med boghandler Carl Hinding fra Næstved, der sideløbende på hjemegnen driver såvel byens biografteater som Skælskørs Kosmorama, han har overtaget fra Constantin Philipsen, der heller aldrig kunne holde sig i ro. Således har han åbnet det kolossalt store Palads Teatret i Københavns gamle banegård, hvor enkelte af Kinografens titler også finder hen. |
|
 Kinografens
åbningsannonceSidst i 1910’erne bliver det populært med de såkaldte føljetonserier, hvor filmene vises stort set som vor tids tv-serier, dvs. uafsluttede film med cliffhangers, hvor man er nødt til at gå i biografen ugen efter for at se, om helten klarer skærene. Der kommer stribevis af disse film op gennem 1920’erne. Mange af seriefilmene finder sig naturligt til rette på Vesterbros Teater, men Kinografen når også at spille en god del både som premiere eller repremiere. Særligt i 1920 fyldte disse seriefilm meget. Her ses den tyske ”Pedros bedrifter” i fem dele mellem 20. februar og 28. marts og den amerikanske ”Den røde handske” i ni dele spiller mellem 24. maj og 25. juli. Fra 23. august 1920 vises føljetonprogrammet ”Cirkuskongen” med Eddie Polo og ”Jernmanden” i ligeledes ni dele mellem 15. november og 19. december. Her blev nr. 2-9 dog kun spillet en halv uge hver. I 1921 sås ”Verdens herskerinde” i mange afsnit og i januar 1922 galdt det føljetonen ”Manden uden navn”. Selv Danmark har præsteret film i føljetonstilen, men her adskiller eksemplerne sig dog ved, at afsnittene får premiere med længere mellemrum og ikke på hinanden følgende uger. Kinografens egne produktioner ophører sidst i 1910’erne og Elfelt mister efterhånden også interessen i selve biografen og deltager stadigt mindre i den daglige drift. Han dør i 1931. • Gå til Svend Bovenschulte, Filmoperatør, 1917 • Gå til Kinografen på Nordisk Film i Valby |
|
 Kinografen
i 1925Den østrigske ”En kvindeskæbne” har premiere sidst i november 1921 og spiller i tre uger. Filmens titel var så succesfuld, at den blev genbrugt indtil flere gange de næste år. Kvindeskæbner på film var virkelig populære i tiden. En del af dem blev portrætteret af den polske skuespillerinde Pola Negri, som ofte er på programmet i Kinografen. Bl.a. vises ”Hævnens time”, ”Sappho”, ”Madame DuBarry”, ”Forstødt” og ”Livets karrusel” m.fl. Mange film var fra Kinografens egen distribution og en del vises også i Kinografen umiddelbart eller kort efter, det større ”Kino-Palæet” på Gl. Kongevej har taget dem af plakaten. ’Skæbnefilmene’ stammer især fra Tyskland og Sverige. Udover kvindeskæbner består Kinografens profil gennem 1920’erne op til begyndelsen af 1930’erne af westerns med Buck Jones eller Tom Mix, når disse midlertidigt har forladt deres ellers så faste premiereteater på Vesterbrogade 29. I 1922 har Kinografen fået lidt flere siddepladser, da den sælges til Ole Olsen fra Nordisk Films Kompagni, som hermed også råder over distributionsselskabet, der er fortsat ufortrødent efter filmproduktionens ophør. Biografen er ved denne lejlighed nået op på 250 pladser, da man har inddraget en lille forretning til højre og dermed samtidig flyttet indgangen nogle få meter. Der er fortsat kun en beskeden indgangsportal og den nye indgang til foyer og billetsalg ligner da også den gamle til forveksling. Salen er blevet en anelse bredere sal bagtil, mens operatørrummet er rykket lidt frem ovenfor, men lærredet for enden er fortsat umådeligt lille. Det er stadig ikke nogen særlig god biografoplevelse, man får sig og det er direkte årsag til, at Kinografen i 1925 gennemgår en voldsom forandring og derfor lukker den 23. juni. |
|
 Kinografen
1925Der genåbnes først den 1. oktober 1925. Salen er flyttet helt ind i baggården i en tilbygning op mod en af fløjene tilhørende Paladshotellet bagved og kun en lille del af den oprindelige sal nede ved lærredet er indlemmet i den nye, der strækker sig på tværs mod højre. For at komme ind i operatørrummet skal man henover taget. Der bliver plads til 288 gæster i den nye sal med fire udgange til det lille stykke gård, der er tilbage. Det er måske ikke mange pladser flere end i den forrige sal, men der er nu væsentlig bedre hældning på rækkerne og foran lærredet er der indrettet orkesterplads. Man nøjes således ikke længere med blot klaver. Lokalet er ’fortsat relativt lille, men hyggeligt indrettet’, noteres det, med diskret afstemte vægfarver og kønt loft. Hele den oprindelige foyer er nedlagt og overdraget til butiksdrift, mens en ny port gennemgang til højre for denne fører gæsterne fra gården til gaden. I stedet er der skabt en temmelig stor foyer med nye sofaer, der stort set fylder hele den oprindelige sal bag en ny, høj indgangsportal med billetsalg indenfor til højre. Vinduerne er ikke længere matte, så den nye foyers lyshav stråler ud på gaden. Første program i den nye kinograf er svensk med titlen ”Hendes lille majestæt”, som bliver taget godt imod af publikum og spiller i 18 dage. |
|
 Ved
tonefilmens ankomst i 1929 er august måned revolutionerende på den
danske biografjord. På Godthåbsvej kan man i Roxy
fra den 1. i måneden se ”Fox Follies 1929” og fra 17. august vises ”Den
syngende nar” med Al Jolson i
Colosseum på Jagtvej. Begge
har investeret i et hundedyrt tonefilmsanlæg. Den 11. august har
Kinografen haft premiere på tonefilmen ”Ulvenes sang” på et noget mere
simpelt lydanlæg fra danske Petersen & Poulsen. Ikke desto mindre kunne
man efter sigende høre Gary Cooper synge! Folk har naturligvis været
vældig nysgerrige og filmen spiller hele tre uger. Det var intet at
sammenligne med succeserne i de førnævnte biografer og siden blev
apparaturet også forbedret på Strøget. |
|
 I 1931 er Kinografen den første biograf i Danmark, der får et fast
program med Mickey Mouse, nu tegnefilmen for alvor er blevet synlig og
Walt Disney godt på vej mod sin totalt dominerende position på dette
marked. Tegnefilmene har allerede præget forfilmsprogrammerne en del år
og Kinografen er såmænd ikke den allerførste i Danmark til at vise en
Walt Disney-tegnefilm. Netop den ære tilfalder – naturligvis, fristes
man til at skrive – Metropol,
men i 1931 frister Kinografen børn og deres forældre med hele tre
sammensatte Disney-programmer. De første to, der spiller om sommeren og
i efteråret, er kombineret med ugerevyer og andet, men i december vises
fra den 5. til den 31. ”Mickey Mouse latterprogram” udelukkende med
Disney-tegnefilm. Først tre år senere får Metropol i julen 1934 idéen
til et fast tilbagevendende juleshow fra Disney, der går hen og bliver
legendarisk. I februar 1932 bliver det også til en
fastelavnsforestilling med den elskede mus i Kinografen, men dette
program spiller dog kun en uge. Dette år er der i juni atter et nyt
sommerprogram og flere følger trop de kommende par år, indtil Metropol
overtager stafetten. |
|
 12.
november 1939Kinografen – der de første mange år faktisk havde en ret sober art-profil – fik efterhånden kørt repertoiret henad det mere populære, mens Grand gik den modsatte vej i retning af Alexandra Teatret kunstneriske profil. Man kan faktisk sige, at Kinografen og Grand byttede publikum. Det sås midt i 1930’erne ved, at et forsøg på at sætte ”Skandale i Prag” op fra det lille nye selskab Baltic Film slog aldeles fejl i Kinografen. Efter blot tre dage blev den i hast taget af programmet og erstattet af den stadig uhyre populære tjekkiske skuespillerinde Anny Ondra, der særligt i en række tyskproducerede komedier sidst i 1920’erne og begyndelsen af 1930’erne nød gevaldig popularitet i Danmark. Udskiftningsfilmen var en komedie med den spøjst dragende titel ”Den er kriminel”, som havde spillet i brobiograferne tre-fire uger tidligere og dermed ikke været vist i centrum. Premierefilmene der fulgte efter, havde drabelige titler som ”Mord på kollegiet” og ”De stjålne dødsstråler”. Herefter var der masser af kriminalfilm, westerns og lette komedier på repertoiret. |
|
 20.
januar 1940På grund af en revideret biograflov i 1933 må Nordisk modvilligt skille sig af med Kinografen, såvel biografen som distributionen, men var fortsat rigeligt involveret i både Kino-Palæet og Palads, hvilket der kan læses meget mere om i disse kapitler. Den tidligere instruktør og skuespiller August Blom overtager herefter bevillingen til Kinografen i 1934 efter at have åbnet Strand Teatret i Hellerup nogle år forinden. Blom mente ikke længere, biografen var særlig hyggelig, hvis den ellers nogensinde havde været det. Den var for smal og igen ved at være noget slidt. Publikum var af samme opfattelse, men den gode placering gjorde til enhver tid Kinografen nem at fylde, selvom programmerne nu blev skiftet noget oftere end i eksempelvis Grand. Kinografen havde brug for endnu en ansigtsløftning og lukkede derfor den 5. november 1939. Sidste film på programmet blev den amerikanske komedie ”Han vil til søs” med Joel McCrea. Biografen genåbner efter ombygning den 20. januar 1940 og har nu skiftet navn til Bristol Teatret med danmarkspremiere på den franske ”Safia – en gadepiges historie”. Foyeren er fuldstændig bygget om, men har ikke flyttet sig. Biografsalen er derimod blevet endnu længere og med et større lærred ført helt over i den oprindelig bagbygning til højre på Frederiksberggade 25. Den ’nye’ biograf er tegnet af arkitekt Ole Falkentorp, der var kendt for at bygge i nyklassicisme og funktionalisme. Han havde tidligere tegnet det kobberbelagte kontorhus ’Ved Vesterport’. Især ud til gaden bemærkede man hans håndelag med en ny, stor og halvcirkelrund indgangsportal med en tyk, bærende søjle i midten og udhængsskabe på hver side. Der var billetsalg i buen til højre og chokoladekiosk til venstre og en fiks lille baldakin, mens et større Bristol-skilt op langs muren pryder i stærke farver og indenfor er mezzaninen reetableret. Der er nu et lille dametoilet til højre bag billetkontoret, mens et herretoilet er placeret i en lille udbygning til gården umiddelbart foran salen, der har samme to indgangsdøre som hidtil men herudover fremstår gennemrenoveret. Foyeren er dekoreret med nye billeder og relieffer over blå lædersofaer. Henover indgangsdørene til salen ses relieffer af den norske maler Sørlie og på siderne malerier komponeret som en slags montage over atelier-filmoptagelser. I operatørrummet står to nye Bauer-maskiner og inde i selve salen er der nu plads til 317 gæster fordelt på 27 rækker. Alt er nyt og gulvet skråner nu mere bagtil. De røde stolerækker står tæt men en del rækker forskudt i forhold til hinanden. Ligesom i Kinografen er der fortsat heller ikke meget plads i Bristol. Sæderne er derfor fortsat ganske smalle men dog med udmærkede armlæn imellem. Designet er sket i lykkeligt samarbejde mellem arkitekt og Odense stolefabrik. |
|
 Bristol
1939Politiken kalder den genopstandne biograf for ’en indbydende og smukt udstyret biograf i lommeformat’. Der er opsat nyt lærred, nye lamper og væggene er bagerst røde, mens de i salens forreste del er holdt i gråblå farver, som brydes af en række ’fantasitræer’ som tænkt af Poul Henningsen bygget op på slanke, gyldne stammer med lodrette, gule PH-lamper. Vægfladen brydes yderligere af en dekorativ cirkeldeling med sektorer af lysegrå farver. Loftet er ligeldes gråt med lange kassetter på tværs. Prosceniet flankeres af relieffer med nøgne kvindeskikkelser og fortæppet er i en sart gullig tone. I øverste hjørne til højre for lærredet ses et stort ur med lysende tal. Hele ombygningen har kostet 300.000 kr. Efter det franske åbningsprogram i februar 1940 bliver filmene en tid overvejende amerikanske, men efterhånden som disse under krigen blev helt forbudt, vises der pludselig lovligt mange tyske film i Bristol. Det var således Bristol, der lagde lærred til den siden så berygtede ”Jud Süss”, hvor distributøren, det tyske UFA, indrykkede adskillige meget store propaganda-annoncer i aviserne. Det skete bl.a. den 4. februar 1941 som optakt til premieren tre dage senere. Annoncen viser udelukkende et skummelt udseende billede af hovedpersonen med den ledsagende tekst: ’Døm Selv: En Forbryder!’. Filmens titel var end ikke på. Ej heller var distributøren og dermed annoncens afsender anført. I Palladium spillede man samtidig den danske Alstrup-film ”En forbryder”, men det var bestemt ikke denne film, annoncen sigtede til. Den var derimod tilsigtet alle danskere, der skulle se jøden i dårligt lys. Annoncen blev fulgt op med flere andre ansigter fra filmen de kommende dage og efter premieren. Næsten uhyggeligst af alt spillede filmen halvanden måned i biografen og var dermed teatrets største succes i krigsårene. Filmen afløstes den 24. marts 1941 af den ligeledes tyske ”Fy! Veronika” eller på tysk: ”Wie konntest Du, Veronika!”. På dansk burde titlen da næsten havde heddet noget med August… |
|
 Før krigens afslutning havde Blom lagt en dæmper på det tyske
repertoire. Han viste naturligvis alle dem, han var tvunget til, men
ikke med helt samme iver som i krigens første år. Efter maj 1945 blev
filmene hastigt amerikanske og første premiere efter tyskernes
overgivelse var en Oscar-vindende dokumentarfilm fyldt med patos, som
blev vist henover to måneder under titlen ”Sejren i ørkenen”. Den blev
efterfulgt af ”Dig skal det være”, som tidligere kun havde været vist i
det lille Bergthora
på Amager og blev en fænomenal succes på Strøget, hvor den holdt sig på
plakaten lige fra den 16. juli til den 28. november. I julen 1945 er der repremiere på den evigt populære ”Robin Hood” med Errol Flynn og den 16. december året efter kan Bristol notere danmarkspremiere på ”Havørnen” med samme Flynn i hovedrollen og endnu en succes er hjemme. Det samme gælder ubåds-krigsfilmen ”Dybets helte” med Tyrone Power i foråret 1947, der ligesom ”Havørnen” holder sig på plakaten i to måneder. Det var tydeligt, Bristol endelig havde fundet sig til rette i forhold til sit publikum på samme måde, som den ligeledes smalle Scala Bio på den anden side af Rådhuspladsen lidt nede ad Vesterbrogade længe forinden havde fundet sin recept på succes. Da August Blom dør i 1947, bliver Bristol ført videre af hans enke, Johanne. Repertoiret fyldes fortsat ofte ud med heltemodige, amerikanske krigsfilm. Måske havde fru Johanne og sønnen Haagen moralske skrupler? Fra julen 1949 tager Bristol konkurrencen op med Metropol og viser årligt juleshows frem til 1961. Bristols julegodter er ofte med Søren Spætte eller Tom & Jerry og næsten lige så populære som Disneys. Sådan da. Visse repremierer går igen med mellemrum. Michael Curtiz’ ”Ung mand med trompet” med Kirk Douglas genoptages jævnligt, når der er brug for en film til at fylde ud mellem to premierer. Filmen havde såmænd oprindelig haft premiere i Nørreport, men Bristol når at vise den hele syv gange mellem 1951 og 1958. Der må have været godt besøg hver eneste gang. • Gå til stoleplan Bristol I 1950’erne er så godt som alle filmene på programmet amerikanske. Antallet af film fra andre lande kan næsten tælles på én hånd. I 1958 får biografen installeret CinemaScope, så man også er i stand til at vise de ’brede’ film. Hvor brede de i virkeligheden blev på Bristols lærred, er nu nok et tvivlsspørgsmål. Programmet består fortsat af spændingsfilm, westerns, krigsfilm og nu og da også en junglefilm med go’e gamle Tarzan. Efter sin mors død får Haagen Fritz-Petersen i 1961 bevilling til at videreføre biografen. |
|
 Sidste
film i Bristol, 30. september 1966. Henning Sprogøe's samlingI somrene 1963, 1964 og 1965 fraviger biografen sin spændingsprægede profil og henvender sig tydeligvis også til strøgturisterne med ”Nudisternes hemmelige ø” i 1963 og ”Villa Vennely” om call-girls i 1964. Bristol havde vist ladet sig inspirere af Nygade Teatret, der mange år senere var trådt i stedet for det oprindelige Alexandra og publikum var der tydeligvis nok af. Sidstnævnte titel spillede hele fire måneder. Om den også var forsynet med engelske tekster, vidner annoncerne ikke noget om, men det kunne man sagtens forestille sig. I 1965 var turen kommet til ”Fanny Hill”, hvis forlæg i første omgang blev en af årsagerne til ophævelsen af den litterære pornografilov i 1967. Denne film holdt sig på programmet over hele sommeren. Fra 11. april 1966 viste Bristol og mange øvrige ”Jeg – en elsker” med Jørgen Ryg, som blev biografens næstsidste store succes. Bristols sidste hit blev den erotiske thriller ”Morianerne – mordgåden i Ulriksdal”, der spillede henover sommeren 1966 og som skulle blive biografens sidste. Dette år bliver lejemålet nemlig mærkværdigvis opsagt. Sidste film i Bristol er ”Operation Helvede” med John Wayne og biografen lukker søndag den 30. september 1966. Samme dag lukker også Casino på Istedgade, så det var virkelig en skæbnedag. Bygningens ejer havde tydeligvis andre planer med baglokalet på Strøget, der var blevet til gågade i 1962, men ikke desto mindre stod biografen lukket og tom i flere år. Fritz Pedersen, der lige akkurat når at fejre 40-års jubilæum i begyndelsen af oktober 1966, får det efterfølgende år bevillingen til Grøndals Teatret. I marts 1969 omdannes biografen til teater og hedder nu midlertidigt Bristol Music Center ligesom den pladeforretning, der indrettes i stueplanet ud mod gaden med totalt ombygget facade. Denne har nu firkantede, kraftige søjler gennem hele ejendommen med åben passage bagved som en svalegang. Indgangen til salen bagved sker herefter gennem den oprindelige portudgang. I den gamle biografsal optræder Jytte Abildstrøm og Jesper Klein på en nyopført scene med garderobe bagtil og der er one-man show med Simon Rosenbaum sidst på året. Herefter følger spredte koncerter, revy og teaterforestillinger. Det nye teater med moderniseret tilskuerrum har kun plads til 160 gæster. Rummet er amputeret bagtil, så det nærmere er identisk med Kinograf-salen. Den oprindelige dør mellem foyer og sal mures til med letbeton. Forestillingen ”Kameldamen” med Abildstrøm og Klein bliver filmet og får biografpremiere i Aladdin, Carlton og Triangel allerede den 13. juni 1969, så Bristol er på en måde blevet til en hel film i sig selv. I 1971 lejer Morten Grunwald sig ind og fortsætter dermed driften af Bristol som permanent teater frem til 1980, hvor lejemålet overtages af Lone Hertz og Malene Schwartz. De fortsætter teaterforestillingerne indtil maj 1982, hvor driften indstilles for bestandig. Sidste forestilling har titlen ”Onsdag” med Ghita Nørby i hovedrollen. Der indrettes herefter natklub, før skiftende forretninger foran griber ind i den gamle sal bagved. Musikforretningen forsvinder igen og på et tidspunkt fylder Arnesen Sport en god del af stueplanet, mens det siden er McDonalds med hovedindgang til højre, der dominerer. Den skrumper på et tidspunkt til næsten halv størrelse, da der reetableres en bred indgang midt i bygningen til etagerne ovenover. McDonalds lukker en del år senere og erstattes af en pub, der også er lukket i dag, mens stribevis af øvrige lejemål har holdt til i biografens forskellige indgangspartier, efter svalegangen blev lukket af igen og facaderne atter ført helt ud til gaden. I dag kan man ikke se nogen spor af al den biografhistorie, der findes på adressen. |
|
 Bristol
planer anno 1985 |
|
 Kinografen
og halv Bristol i 1991 |
|
 Kinografen
og halv Bristol i 2003 |
|
 Kinografen
i Frederiksberggade
25 den 22. september 2021. Foto: Thomas Hauerslev |
|
 Bristol
i Frederiksberggade
25 den 25. oktober 2021. Foto: Thomas Hauerslev |
|
|
• Gå til Biografer på biografmuseet.dk | Biografer Oversigt • Gå til København | Omegn | Nordsjælland | Vest, Midt & Syd • Gå til Bornholm | Møn, Bogø, Lolland & Falster • Gå til Fyn, Langeland, Thurø, Tåsinge & Ærø • Gå til Sydjylland | Midt-Vest | Øst | Nord • Gå til mere om |
|
 • Gå til Kinografen / Bristol |
|
 • Gå til Kinografen / Bristol |
|
|
Gå:
tilbage
- op Opdateret torsdag, 15 januar 2026 09:19:37 |
|