biografmuseet.dk
Forord | Kontakt
Din historie | Søg

BIOGRAFER
Oversigt | Pioner
København | Omegn
Nordsjælland
Vest, Midt & Syd
Bornholm
Møn & Bogø
Lolland & Falster
Fyn, Thurø, Tåsinge
Langeland & Ærø
Sydjylland | Øst
Midt-Vest | Nord

ROADSHOW
3 Falke Bio
Europa Bio
Kinopalæet
Grand Teatret
Imperial Bio
Lido | Folketeatret

7OMM FORMATET
Historie | Biografer
Film | Maskiner

FILM & SYSTEMER:
Todd-AO | Blow-Up
Ultra Panavision 70
Super Panavision 70
Super Technirama
Sovscope 70
Dimension 150
Cinerama
Omnimax
Showscan
Cinema 180
Sensurround
"Windjammer"
CinemaScope

NYHEDER

2024 | 2023 | 2022
2021 | 2020 | 2019
2018 | 2017 | 2016
2015 | 2014 | 2013
2012 | 2011 | 2010
2009 | 2008 | Arkiv

BIBLIOTEK
Premierer 1911-2020
Film- og Kinoteknik
Teknikkalender
Interview | Farvel
Filmfestival
Det Store Udland
Olsen Banden
Store Lærreder
 

Biografmuseet's Mission
Fra Bornholm til Skagen, Todd-AO er sagen: Læs om 70mm og Cinerama med de store knivskarpe billeder og fantastiske magnetlyd
• Artikler, nyheder og billeder fra den danske biografhistorie
• Alle læsere er inviteret til at skrive deres historie om oplevelser i de danske biografer

Indhold | Opdateret
Ris & Ros | Ansvar
 

Åbnet 1. januar 2005

Copyright © 1985 - 2070 "biografmuseet.dk". Alle rettigheder forbeholdes.
 

Besøg in70mm.com om 70mm film, Cinerama og alle de store filmformater

in70mm.com
 

Bio Fredericia / Regina Biografen / Panorama

Tilbage til forsiden
Skrevet af: JG, biografmuseet.dkDato: 15.09.2023
Bio Fredericia (råskitse af ny biograf 1938)

Bio Fredericia / Regina Biografen / Panorama
Prinsessegade 29

Åbnet 15. oktober 1938
Lukket 11. november 2010

Fredericia Teater havde vist film nærmest lige siden den blev opfundet og fungeret som ordinær biograf fra 1910, hvilket til en vis grad skete på bekostning af den levende optræden. Nu i 1938 skulle teater være teater, mens Biografen får sin egen sal, hvortil teatret selv havde bevilling og kunne dermed fortsætte den glimrende forretning intensiveret i begge former.

Den nye Bio placeres lige ved siden af, hvor den større ejendom ’Snedkergården’ nedrives til fordel for en ny, høj rødstensbygning med beboelse, kontorer og forretning. I venstre side langs teatret er der indgangsportal med baldakin henover med neonbelysning hele vejen op mod taget i rødt, grønt og blåt afsluttende med et vinkelret BIO-skilt men ellers ingen filmreklamer direkte ud mod vejen. I den åbne indgangspassage med lysegrønne keramikfliser og mosaikgulv ind mod foyeren er der til gengæld store glasskabe fyldt med plakater og billeder her ligeledes oplyst af neonrør. Bag glasdørene mødes man først af billetkontoret i den rummelige, tæppebelagte foyer med guldgrønne vægge mellem frugt- og chokoladekiosk, indbyggede udstillingsskabe og rødbrune hvilesofaer samt toiletter. Der er tilmed en mindre garderobe.

Salen er opbygget i terrasseform med 415 pladser og der er således ingen balkon, i stedet er et rummeligt operatørrum placeret over foyeren. Gulvet skråner ikke i modsætning til traditionelle terrasseopbygninger, der senere vandt indpas rundt om i landet. Den indirekte belysning er meget moderne i rene linjer i lyse, gullige farver med stort lærred bag et grønt silketæppe. Stolene er alle grøntbetrukne, opstillet amfiteatralsk for at sikre det bedste udsyn.

På hjørnet omkring Danmarksgade viser et stort skilt ligesom forud vej til ’Biograf-Teatret’ og opførslen havde blot taget syv måneder. Åbningsfilmen lørdag den 15. oktober er ”Dagen derpaa” alternativt ”Kruset der gik itu” af og med Emil Jannings, men som optakt vises de to første akter af Walt Disneys ”Snehvide og de syv dværge”, som havde haft danmarkspremiere 2½ uge forinden. Før dette populære indslag præsenteredes en lille musikfilm for at demonstrere det gode musikanlæg og forestillingen var naturligvis helt udsolgt. Selve Snehvide-filmen har som bekendt også sit hyggelige musikindslag, men det måtte man vente med til den efterfølgende mandag, hvor der var officiel provinspremiere. Biografens direktør er som hidtil C.V. Hansen, mens E. Rasmussen fremover tager sig af teaterdriften.

Natten til den 16. marts 1945 rammes Fredericia Teater af schalburgtage, som jævner den stort set helt nye teaterbygning med jorden, men også Bio er mod venstre nærmest pulveriseret, selvom salen var opført i beton. I forhuset er de øverste etager blæst ud, men her er indgangspartiet nogenlunde intakt. Også foyeren og operatørrummet er ødelagt og mens teatersalens stole på gulvet i et større antal kunne reddes ud under det sammenstyrtede tag, er det færre af biografens sæder, der fortsat kan anvendes efter genopførslen, der varer et halvt år. Sidste forestilling havde meget sigende været den svenske thriller ”Flammer i mørket”.

”Det begyndte med Eva” i skikkelse af den skønne Deanna Durbin, da Bio nogle kvadratmeter større tirsdag den 2. oktober genåbner i stort samme skikkelse som forud, mens Teatret først genopstår tolv år senere nu overtaget af Arbejdernes Fællesorganisation, der ved samme lejlighed i 1950 også får ejerskabet af Bio. Her i 1945 er materialist Søren Pedersen som formand for A/S Fredericia Teater ansvarlig for biografdriften og som genåbningsfilm har man som venlig gestus fra filmselskabet Universal fået en danmarkspremiere, biografens første på helt egen hånd.

I forbindelse med genåbningen er de tilføjede nye stole kun opsat interimistisk og man må her nøjes med hårde klapsæder uden blødt stof til polstring, da der var forbud mod at benytte nye materialer til dette formål. Til gengæld er der blevet plads til 35 stole ekstra, så man for en tid kan bryste sig med 451 sæder og samtidig en anelse mere benplads. En mere ’tilspidset facon’ med skrå vægge skulle ’tage af’ for vinterkulden. Scenen prydes af to store fortæpper, som inden længe vil få et farvespil henover, inden filmen køres. Her frembragte operatørrummets nye maskiner med Cello-toneanlæg ’de flotteste billeder og den bedste lyd’, så den del forekom upåklagelig, ligesom et nyt, smart billetkontor med lamper, der angiver udsolgte pladser foruden den nye neonbelysning, som kaldes ’tiptop moderne’ udvendigt såvel som indvendigt.

’Endnu flottere og festligere end det gamle’, skriver pressen, mens de ser gennem fingrene med alle manglerne og måske var det hele også gået lovlig stærkt. I 1950 midt under Tarzans velkendte hyl i starten af ”Tarzan og tryllekilden” falder store flader af tagets pudslag ned i hovedet på publikum og man må atter holde lukket. Ingen kom alvorligt til skade, selvom flere drenge kom en tur på sygehuset for at få vasket puds ud af øjnene, ligesom en ældre herre efterfølgende måtte behandles for chok. Nogle åbenbart ringere søm af zink var benyttet til at holde loftets rørmåtter på plads, men her var flere af hovederne knækket af og resten gav efter. Perioden med efterrenovering benyttes til at udbedre de øvrige kvalitetsmangler hvad angik stolene, mens også paneler og vægge males op og udluftningssystemet forbedres.
 
Læs mere her:

Biografer på biografmuseet.dk

Biografer Oversigt

Danmarks 70mm og Storformat Biografer

Stoleplaner - Galle & Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne

Biografpremierer 1911 - 2020

Film- og Kinoteknik

7OMM Film og De Store Formater

Todd-AO, - det sensationelle filmsystem

Mine damer og herrer, "Dette er Cinerama"!

"Windjammer" i Cinemiracle

CinemaScope | VistaVision

Super Technirama 70 | Panacolor
Dimension 150
| Sensurround

High-Impact biografdesign
 
Fredericia ny Teater og Bio set fra luften (byggesagsarkiv)

Allerede i foråret 1946, nærmere bestemt den 29. marts 1946, havde Bio fået sin næste solopremiere i form af en lille fransk film med Pierre Renoir, som bar titlen ”Guldets magt og kvindens”. Det lød lokkende nok, men filmen vises end aldrig i København eller ret mange andre steder for den sags skyld. Det gør ”To tossede rekrutter” til gengæld sidst i september 1950 i hele fire københavnske biografer, efter folk til danmarkspremieren i Bio Fredericia tre uger forinden har været ellevilde trods kun få dages programsætning. Det er den første i en ny serie svenske soldaterfarcer, der siden inspirerer Henrik Sandberg til at producere ”Soldaterkammerater”-filmene.

Straks står der for en tid danmarkspremierer i kø til Bio som første sted i landet. Allerede en uge senere er der sammen med Palæ-Biografen i Aalborg premiere på et aktuelt, nyt emne: ”Narkotika – den hvide sne” med Shelley Winters og Tony Curtis samt nye Hopalong Cassidy-film (produceret i 1936) endda blot henover to søndags-eftermiddage og dernæst ”Kæmpegorillaen Zamba”, en særdeles populær junglefilm med ’Mowgli’-tema. Alle bliver succeser i det ganske land og Bio bliver snart begunstiget i enhver retning nærmest efter eget ønske, hvilket ikke var mange biografdirektører forundt. Premierelavinen ruller derudaf.

I 1950 er inspektør Aage Jørgensen, søn af folketingsmand og lokalredaktør Richard Jørgensen, blevet ny direktør efter ejerskiftet og får rigeligt at se til, da han fra december 1956 også skal forestå ledelsen af det genopståede teater, ligesom han fortsat var beskæftiget ved kommunens socialkontor. Pr. 1. juni 1951 er der opsat et helt nyt BOFA-anlæg af en fuldstændig ny konstruktion, som det forklares.

Fem år senere ombygges prosceniet med nyt, bredt CinemaScope-lærred til genåbning fredag den 13. juli 1956 og Bio fremstår atter super-attraktiv med en udgave af ”Flagermusen” som første pragtfilm i bredformat, ”Oh! Rosalinda” lød titlen med Anthony Quale og Ludmilla Tchérina. Til forevisningerne året efter af den to timer og tre kvarter lange ”Det store land” med Gregory Peck ville den venlige direktør servere kaffe i pausen (man bemærker endnu en gang fredericianske biografers usædvanlige hang til denne udmærkede drik jf. byens tidligste biografer), men en emsig politidirektør kommer i vejen. Der skulle sandelig beværterbevilling til. I den forbindelse kunne man have ihukommet, at chokoladekiosken tilbage i 1938 faktisk også havde solgt frugt, så måske skulle man i stedet have gjort noget ved appelsinerne, men det var måske at presse citronen.

Fremme i 1962 får Aage Jørgensen bevillingen til Kino og direktørposten overgår herefter til Leif Poulsen, som allerede pr. 1 marts 1965 opsiger stillingen, da han i januar har fået biografbevilling til Kinoteatret i Nakskov, som netop var lukket. Det bliver dog ikke til nogen genåbning, da han ikke kunne blive enig om huslejen, hvilket ikke kom helt bag på Poulsen, der havde et es i baghånden. Hvis ikke forhandlingerne gik i orden, ville han nemlig flytte tilbage til København og genoptage sit tidligere virke som omrejsende filmansætter, et job han ellers tidligere havde kaldt ’et rakkerliv’, men det skulle vel heller ikke nødvendigvis opfattes negativt. Sådan brugte filmselskaberne det dengang. Selv oppe i 1970’erne rejser den lokale Finn Sønderlyng fra Toofa Film rundt og helst i Jylland, hvorfor hans film langt oftere kunne ses her end på Sjælland, men det er en helt anden historie.

Fra den 1. marts 1965 ledes Kino af Bjørn Feldballe Petersen men kun frem til juli 1966, hvor han overtager direktørposten til Folketeatret i Odense, der (som biograf) drives på kommunens bevilling, mens Bio her i Fredericia fortsat drives på Fredericia Teaters bevilling. De havde fået deres teater igen i 1956, men Bio var fortsat en solid indtægtskilde særligt på filmene fra ASA, Saga og Palladium.

I Feldballe Petersens tid bliver der slået ’ny rekord i teatrets historie’ med ”Hold da helt ferie”, en ellers relativt ordinær komedie med Lily Broberg og Axel Strøbye. I stedet bliver broderen Edvin ny mand i Fredericia, før han i 1969 drager til Århus for at overtage driften af denne kommunes kæmpestore Regina. Han når i 1967 at rode sig ud i lidt polemik med naboerne på Prinsessegade, da han uden tilladelse opsætter nyt og væsentlig kraftigere neonlys på facaden.

Således bliver Ib Bruhn Bertelsen direktør i 1969 og sætter de næste år solidt fingeraftryk på Fredericias biograflandkort. En spændende og eksotisk herre, der sammen med fru Hanne havde drevet hotel i Gambia. Ja, Afrika. Ikke mindst får han fra 1971 nu ”Olsen-banden”-filmene til danmarkspremiere, efter Palads var lukket, hvilket naturligvis kunne få enhver biografdirektør til at gå på vandet. Inden da kunne Bertelsen notere sin største succes i form af ”Tandlæge på sengekanten” med Birte Tove og Ole Søltoft, som indspillede cirka 100.000 kroner. Han havde også kopieret nogle københavnske brobiografers forsøg med at ændre spilletiderne til kl. 18, 20 og 22. Det viste sig at blive hans dyreste fiasko, da publikumstallet raslede ned.

I 1974 lempes der på affæren med drikkevarerne, da der indrettes bar til udskænkning af øl og vin i et tidligere forretningslokale, dog må der kun holdes åbent ½ time før hver forestilling og nu altså i eventuelle pauser ved helaftensfilm. Senere kommer der stor bar ud mod gaden til højre for indgangen, ’Den muntre maske’. Kommunen har siden 1973 deltaget i teatret på sidelinjen, efter Arbejdernes Fællesorganisation begyndte at få ondt i økonomien. Ovre i teatret indskrænkes forholdene betragteligt, da restaurationen og de øvrige sidelokaler omdannes til nyt bibliotek.

I 1976 udvider Bertelsen sine forretninger ved som den første at få lov til at opføre en ny biograf med to sale. Det bliver til Centrum Bio 1-2, byens første nye biograf siden Bio her i 1938.

I april 1980 rives den gamle baldakin ned til fordel for en ny, som fjernes igen nogle år senere. Bio ledes nu af Svend Sanggaard, der også driver Aarup Bio på en kommunal forpagtningsaftale. Han har desuden ud af egne penge købt Centrum Bio 1-2 af den eventyrlystne Bertelsen, der sammen med fru Hanne nu er emigeret til Florida, hvor hans bror gennem de sidste ti år har været bosiddende.
 
 
Bio Fredericia med ny stoleopsætning på gulvet i oktober 1980

I oktober 1980 ændres stoleopstillingen, så der herefter er 337 pladser med gulvet hævet bagtil, mens foyeren bygges om med nyt billetkontor og bar, ligesom der opsættes nye maskiner i operatørrummet. Sanggaard havde for at overtage Centrum Bio betinget sig, at han også kunne overtage forpagtningen af Bio, hvilket Arbejdernes Fællesorganisation accepterede, da Sanggaard viste sig indstillet på at bruge et større millionbeløb på en istandsættelse af Bio, der ved samme lejlighed skulle gøre den til premierebiograf i stil med Vejle og Kolding – som i gamle dage – og i øvrigt frasiger sig frække strimler. Han ender med at bruge 700.000 kroner på forskønnelserne.

Kino bygges om til to sale i 1981 og i foråret 1982 vil Sanggaard ikke længere lege med i Fredericia efter Arbejdernes Fællesorganisation i øvrigt også har ophævet hans kontrakt, som man ellers havde indgået for en ti-års periode. Bertelsen vender så til gengæld hjem til Fredericia med et nyt job som ejendomshandler i bagagen efter sit abrupte amerikaeventyr og overtager desuden midlertidigt driften af Bio, som man ellers havde pønset på at lukke ved denne lejlighed, bl.a. nervøs for, om man fortsat kunne få de gode film med kun én sal, hvis byens to øvrige biografer med hver to sale havde andre direktører. ’Kun for en måned’, siger Bertelsen, men ender med at tage tørnen et år, ligesom han overtager forpagtningen af Centrum Bio, efter Sanggaard har standset sine betalinger.
 
 
Bio Fredericia med nyt kraftigere neonlys (uden forhåndsgodkendelse) i 1967 (lokalhistorisk arkiv)

I april 1983 meddeler Bertelsen, at han stopper ved udgangen af måneden, idet han foruden forpagtningen af Centrum Bio lidt overraskende nu har købt Kino 1-2 af sin gamle rival, Finn Sønderlyng. Idrætshallens byggeforening har allerede udvist interesse for at benytte Bio til bankospil, men endnu ved man ikke, hvad der skal ske. Sidste forestilling finder sted den 30. april med Bille Augusts ”Zappa” om aftenen, mens ”E.T.” er hentet over fra det ordinære program i Centrum Bio til en særforestilling om eftermiddagen kl. 16 i selskab med ”Far til fire i højt humør” kl. 14.

Nu benyttes Fredericia Teater som musicalteater og får overordentlig stor succes, mens ældre former for traditionelt teater i stedet henlægges til Bio nærmest som supplement. Filmmaskinerne bliver stående og benyttes fortsat til særforestillinger, bl.a. for Ældreklubben.

Fremme i 1991 er Kino 1-2 den sidste biograf i byen med regulær drift, men fredag den 10. maj genåbner Bio med danmarkspremiere på Kevin Costner-filmen ”Danser med ulve”, Filmen bliver en gevaldig succes på landsplan og leverer et nogenlunde pænt resultat her i Fredericia, da publikum endelig opdager, at den gamle Bio er genåbnet let fixet op til lejligheden med filmmaskinerne i operatørrummet gået grundigt efter i sømmene.

Det er Bertelsen, der atter har fået en favorabel aftale om at genoptage driften af Bio, som han også havde været direktør for et årti forinden. Efter ulvedansen er Julia Roberts ”I seng med fjenden” og kort efter opsættes et nyt, endnu større lærred.

Kino 1-2 lukker omvendt den 2. juni, efter man i tre uger har vist film på begge adresser, men tiderne er fortsat svære. Ved udgangen af 1993 kan Bio notere sig for kun at have solgt 23.000 billetter og endnu engang opgives driften. Nu forbarmer til gengæld brødrene Henrik og Søren Daugaard fra Vejles Lido sig over biografen.

Den 15. juli 1994 genåbnes atter nu med sædvanligvis fire daglige forestillinger til danmarkspremiere på Mel Gibson og James Garner i ”Maverick”. Gennem et par måneder har biografen gennemgået en større renovering fra salens helt nye gulv til stolene skilt ad og samlet igen med 250 stk. orange og grønt sædebetræk en tur forbi møntvaskeriet op til operatørrummet, hvor et virvar af ledninger viste sig at være et ’babylonisk sammensurium af frønnede kabler uden forbindelser’. Alene elektrikerregningen løb op i godt 100.000 kroner.

Da Bio genåbner er navnet nu ’Regina-Biografen’ og rummer som før antydet 250 stole alle med god benplads og langt fra 1. række op til lærredet. Væggene har samtidig skiftet farve til sort med nyt lærred svævende uden fortæppe spændt ud på en jernramme. Det måler 10 x 4,3 meter. Et dusin nye højttalere sørger for surround-lyd bag publikums hoveder, mens der bag lærredet findes yderligere otte. Over indgangen opsættes det nye navn i neon, sådan som man alle dage har brugt på adressen. Biografens navn er valgt, idet Regina som bekendt betyder dronning på latin, hvilket passer godt til beliggenheden på Prinsessegade, hvor passagen ind mod biografen er nu er beklædt med sort marmor. En ny indgang til teatret ved siden af etableres siden direkte fra selve foyeren, som her i 1994 er forsøgt ført tilbage til den gamle stil med oprindelige diske.

Det spøgte længe i kulissen, men fremme i 2008 præsenteres det i aviserne, hvordan fredericianerne kan se frem til at få en helt ny biograf i byen med mindst fire sale. Det er indehaverne af Panorama i Middelfart, der har store planer, efter man har opnået succes med sine to nye sale på den anden side af Lillebælt ved ’Kulturøen’. Også Daugaard havde imidlertid længe syslet med planer om en ny biograf i byen.

I første omgang strander begge projekter, men da der kommer fornyet skub i Middelfart, opgiver Daugaard helt Fredericia og lukker Regina allerede længe inden, den nye biograf vil være færdig. Et dansk program i form af ”Eye for Eye” og ”Flammen og Citronen” med Thure Lindhardt og Mads Mikkelsen er sidste forestilling den 17. april 2008. Blot to personer overværede første forestilling, mens 44 havde sat sig tilrette ved frihedskæmperfilmen; en strimmel der med særligt denne biografs historie kunne have påkaldt sig større opmærksomhed. Henrik Daugaard forsikrede, at programlægningen var en tilfældighed. Skolebio fortsætter til den 5. maj.

I et halvt år er Fredericia med sine 50.000 indbyggere nu helt uden biograf, før Broen på utallige opfordringer rykker ind i oktober 2008. Endnu ikke i sin nye biograf, men her i Regina som døbes om til Panorama. Der er herefter atter biograf her i den gamle Bio, indtil det nye biografkompleks i Domus Aksel står klar med fire sale og bliver til anden halvdel af ’Panorama Biograferne ved Lillebælt’ – ligeledes på Prinsessegade. Første forestilling i 2008 bød på danmarkspremieren op til efterårsferien med ”Far til fire – på hjemmebane”. Allersidste filmforestilling i den gamle Bio finder sted to år senere.

Herefter overdrages biografen definitivt til teatret. Den går i 2023 under betegnelsen ’lille sal’ med stolerækkerne på terrasserne fast opstillet, mens løse stole er placeret foran med borde nede omkring scenen.
 
 
  
  
  
  
  
  

• Gå til Biografer på biografmuseet.dk | Biografer Oversigt
• Gå til København | Omegn | Nordsjælland | Vest, Midt & Syd
• Gå til Bornholm | Møn, Bogø, Lolland & Falster
• Gå til Fyn, Langeland, Thurø, Tåsinge & Ærø
• Gå til Sydjylland | Midt-Vest | Øst | Nord
• Gå til mere om
 
 
  
  

• Gå til
Bio Fredericia / Regina Biografen / Panorama
 
Gå: tilbage - op
Opdateret 01-01-2024