biografmuseet.dk
Forord | Kontakt
Din historie | Søg

BIOGRAFER
Oversigt | Pioner
København | Omegn
Nordsjælland
Vest, Midt & Syd
Bornholm
Møn & Bogø
Lolland & Falster
Fyn, Thurø, Tåsinge
Langeland & Ærø
Sydjylland | Øst
Midt-Vest | Nord

ROADSHOW
3 Falke Bio
Europa Bio
Kinopalæet
Grand Teatret
Imperial Bio
Lido | Folketeatret

7OMM FORMATET
Historie | Biografer
Film | Maskiner

FILM & SYSTEMER:
Todd-AO | Blow-Up
Ultra Panavision 70
Super Panavision 70
Super Technirama
Sovscope 70
Dimension 150
Cinerama
Omnimax
Showscan
Cinema 180
Sensurround
"Windjammer"
CinemaScope

NYHEDER

2024 | 2023 | 2022
2021 | 2020 | 2019
2018 | 2017 | 2016
2015 | 2014 | 2013
2012 | 2011 | 2010
2009 | 2008 | Arkiv

BIBLIOTEK
Premierer 1911-2020
Film- og Kinoteknik
Teknikkalender
Interview | Farvel
Filmfestival
Det Store Udland
Olsen Banden
Store Lærreder
 

Biografmuseet's Mission
Fra Bornholm til Skagen, Todd-AO er sagen: Læs om 70mm og Cinerama med de store knivskarpe billeder og fantastiske magnetlyd
• Artikler, nyheder og billeder fra den danske biografhistorie
• Alle læsere er inviteret til at skrive deres historie om oplevelser i de danske biografer

Indhold | Opdateret
Ris & Ros | Ansvar
 

Åbnet 1. januar 2005

Copyright © 1985 - 2070 "biografmuseet.dk". Alle rettigheder forbeholdes.
 

Besøg in70mm.com om 70mm film, Cinerama og alle de store filmformater

in70mm.com
 

Lemvig Film-Teater / Film-Teatret Lemvig / Bio-Huset

Tilbage til forsiden
Skrevet af: JG, biografmuseet.dkDato: 24.01.2024
Lemvig Film Teater foreviget på postkort (udsnit).

Lemvig Film-Teater / Film-Teatret Lemvig / Bio-Huset
Bredgade 17

Åbnet 1. januar 1922

’Mere beskedent var det teater, som nytårsdag 1922 indviedes i Lemvig’ blev der i 1966 skrevet om det nye Film-Teater i Lemvig, som afløste det hidtidige Kosmorama med ordene nedfældet i sammenligning med øvrige, lidt større biografer opført i 1920’erne. Det forekommer noget uretfærdigt, for det var – og er! – et pragtværk for en by som Lemvig, Julius Nielsen nytårsaftensdag 1921 kunne præsentere ved en større reception for en indbudt kreds, hvor der blev budt på film og champagne. I form af hans tidligere profession som maler havde han selv stået på stige og malet biografens dekorative, snoede filmstrimmel-logo over indgangsdørene, som eksisterer den dag i dag.

• Gå til galleri
Lemvig Film Teater / Biohuset 22. marts 2008

En krone på værket efter Nielsen 14½ år forinden havde indrettet sit første Kosmorama i en baggård på Vestergade for fem år senere at flytte til Bredgade nu erstattet af denne højtragende bygning akkurat ved siden af med en forhal så elegant, at den siger spar to til langt de fleste mindre byers biografteatre med gevaldig direktørbolig øverst. En bygning, der syner fra alle sider i selskab med missionshuset bagved på tværs mod venstre og velplaceret ved den store markedsplads, som flittigt benyttedes af omrejsende tivolier og andre gøglerier. Mange år senere kommer Limfjordshallen til bagved denne i 1965 og fungerer i dag som parkeringsplads for supermarkedet, der overtog hallen i 1993. Det gamle missionshus er omdannet til genbrugsbutik, mens kosmoramabygningen for længst er revet ned. Lemvig Sø er genbo; her er oversvømmelser ikke noget nyt fænomen, allerede i 1967 stod vandet helt op til biografen og tidligere malerier af oversvømmelser havde indvendigt dekoreret det forrige Kosmorama.
 
Læs mere her:

Galleri Lemvig Film Teater / Biohuset


Kosmorama, Lemvig

Biografer på biografmuseet.dk

Biografer Oversigt

Danmarks 70mm og Storformat Biografer

Stoleplaner - Galle & Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne

Biografpremierer 1911 - 2020

Film- og Kinoteknik

7OMM Film og De Store Formater

Todd-AO, - det sensationelle filmsystem

Mine damer og herrer, "Dette er Cinerama"!

"Windjammer" i Cinemiracle

CinemaScope | VistaVision

Super Technirama 70 | Panacolor
Dimension 150
| Sensurround

High-Impact biografdesign
 
Lemvig Film Teater / Biohuset 20. januar 2023. Foto: Thomas Hauerslev

Men tilbage til fejringen med pomp og pragt på årets sidste dag, 1921: ’Smuk og stilfuld’ lyder det om den nye Film-Teater. ’Selve salen virker rolig og fornem. Væggene er inddelt med søjler og malet med en rødbrun farve, der står godt til det hvide loft.’ I midten er anbragt en stor lysekrone, der ligesom lampetterne ude på sidevæggene er skærmet af violet silke, som ’giver en behagelig dæmpet belysning i pauserne’. Samtlige 280 stole er læderbetrukne med klapsæder og armlæn, der er således ingen billige cowboyrækker. 56 sæder fordelt over fire rækker er placeret på en balkon med operatørrum bagved. Selve musikken er placeret i en slags ’underjordisk grotte’ anbragt mellem scenen og salens gulv, altså en orkestergrav, sommetider besat af en hel trio og sidst i 1920’erne sommetider med ledsagelse af koncertsang.

Forekommer salen imponerende med sine pyntesøjler og rødbrune farver i kontrast til det hvide loft, er foyeren det så meget desto mere: Efter indgangen gennem vindfang med billetsalg er der garderobe mellem to fornemt snoede trapper i midten drejende op mod hver side til første sal med balkonen og operatørrum bag en repos, hvor der i siden er indrettet lille kontor med pyntevinduer af glasmosaik. Yderligere en etage oppe findes så selve direktørboligen i al sin vælde. Bygningen var af en sådan størrelse, at der skulle søges dispensation hos Justitsministeriet. På langsiden mod pladsen står Filmteatret med så kolossale bogstaver, at de sammen med tidspunktet for forestillingerne fylder hele husets længde.
 
 
Lemvig Film Teater / Biohuset 20. januar 2023. Foto: Thomas Hauerslev

Som åbningsfilm er valget faldet på den smukke, svenske film ”Præsteenken” såmænd instrueret af en herre ved navn Carl Th. Dreyer. Undervejs bydes på et glas yderligere og til alle de almindelige forestillinger spæner chokoladedrenge rundt med bakker fyldt med søde sager.

I 1927 får Lemvig Film-Teater konkurrence fra et andet teater, nemlig afholdshjemmet, hvis store sal omdannes til også at vise film under navnet Teater-Biografen. Beslutningen faldt ikke i god jord hos Julius Madsen, men der var ikke meget at gøre. I 1929 får han dog noget at skulle have sagt, da han overtager biografdriften, der er indskrænket til to dage om ugen. Familien Nielsen må ikke vise film begge steder samtidig, så det er et porøst og i bund og grund overflødigt foretagende, som ikke desto mindre fortsætter frem til 1937.

Julius Madsen er død i juli 1930 og bevillingen herefter overdraget enkefru Karen Mathilde Theresia Nielsen. Samme år får Filmteatret tonefilm, hvilket skaber forøget omsætning til byen, et nyt anlæg installeres i 1942. Fremme i 1946 overtager næste generation roret, da sønnen Gunnar efter mange år som inspektør overtager bevillingen efter moderens død og driver filmteatret videre med fru Dagny. Efter Gunnar Nielsens død går hun hen og bliver direktør i 1961 assisteret af svogeren Kay Nielsen med operatørtjansen, mens også fru Marie hjælper til. I 1956 har biografen fået Scope.

I 1972 overtages Filmhuset af Christian Lilleøre efter bevillingssystemets ophævelse. Fru Esther var i 1959 begyndt som billetdame og har varetaget denne funktion lige siden, mens hendes mand blev inspektør i 1970. Først her i 1972 er biografen helt ude af den gamle families eje.
 
 
Lemvig Film Teater / Biohuset 20. januar 2023. Foto: Thomas Hauerslev

I 1980 får Lilleøre et tilbud fra tidligere herreekviperingshandler Ole Sandvad (dem var der åbenbart mange af i Lemvig). Hans kones farfar var netop Julius Nielsen og Sandvad kunne godt tænke sig at genoptage familietraditionen. Lilleøre havde med egne ord en smule samvittighedsnag over at skulle stoppe med biografen som 61-årig, men det indløbne tilbud kunne han ikke modstå. Fra 30. juni 1980 er Sandvad dermed ny direktør frem til 1985, hvor han lukker biografen efter nøjagtig fem år på baggrund af drastisk fald i besøgstallet. Der blev vist film alle dage undtagen lørdag, men de kom ikke ret hurtigt til byen og det havde næppe ændret sig til det bedre de seneste år. Distributørerne havde den nye direktør kaldt ’røvere og soldater, som man skal holde godt øje med. Ellers snupper de for mange af pengene.’

Til en start var billetkontoret blevet udvidet til dobbelt størrelse, der er lagt nye tæpper i salen og foyeren shinet op. De seneste to år havde biografen imidlertid kørt med underskud. Særligt sommeren 1982 med VM i Fodbold var blevet ’noget af en sejtrækker’ og det tilbageværende publikum havde udelukkende bestået af byens ungdom. Titlerne på programmet hed gerne noget med ”Varme drenge” eller ”Bossen og bumsen”, mens eksempelvis Erik Ballings ”Midt om natten” i 1984 først når til Lemvig trekvart år efter danmarkspremieren.
 
 
Bio-Huset marts 2008. Foto: Thomas Hauerslev

Som lukningsårsag angives ’video-bølgen, fjernsynets populære serier og manglen på gode film’, men direktøren var selv godt fodboldtosset. Han havde eksempelvis indført ’gule’ og ’røde’ kort overfor publikum. Det har dog kun et par gange ’været nødvendigt at idømme en kunde karantæne for at få ro i salen’, som han udtrykker det, men alt i alt en bittersød oplevelse at fløjte ud efter sidste halvleg. Ved lukningen står salen nærmest som i 1921 med sine træpaneler og vægge malet i violette og rustrøde nuancer.

’Kommunen påtænker på ingen måde at købe Lemvig Film-Teater’, forklarer borgmester Jens Kr. Skovmose her i 1985. Bygningen ville være oplagt som medborgerhus, mener nogen, mens andre strejfer tanken at omdanne det til et ’tele-hus’, hvad det så end indebar. ’Den lykkeligste udgang ville dog være, hvis Ole Sandvad kunne sælge Lemvig Film-Teater til videre drift’, runder en avisartikel af med at notere sig – og sådan bliver det, da en gruppe borgere i november slår sig sammen om at danne Den selvejende institution Bio-Huset. Der var kommet skub i sagerne, da børnefilmklubben og pensionisternes onsdagsklub også var blevet hjemløse. Sidstnævntes formand kontaktede Sandvad og planerne gik i orden ved også at inddrage lokale repræsentanter for Lions Club, SiD, Dansk Metal, Lemvig Handelsstandsforening, Turistforeningen og Borgergruppen. Det var en broget skare men alle på samme mission: Håbet om en fortsat eksistens for en af Lemvigs kulturelt vigtigste bygninger. Formand for biografforeningen bliver Solveig Baunsgaard, mens Jette Carlsen fra børnefilmklubben får titel af biografdirektør.

Programmet skifter herefter gevaldigt karakter. Film for hele familien er populære som altid, men nu rettes repertoiret også mod det modne publikum, der alt for længe har holdt sig væk. Børnene har man fortsat god tag i, 25 år senere tegner den velkørende børnefilmklub sig for 1.000 medlemmer – en af landets største.

I sin tid var folk vedblevet at gå i ’Kosmorama’, nu i 1986 står der fortsat Film-Teater over døren, selvom det nye navn tages i brug ved åbningsreceptionen den 2. januar, 64 år og en dag efter den oprindelige indvielse. Ting tager den tid, ting nu engang tager. Borgmesteren taler ved receptionen på åbningsdagen, der fejres med traktement – alt var næsten helt som dengang for længe siden. Der var denne gang ingen præsteenke, men ”De flyvende djævle” iscenesat af Anders Refn.
 
 
Bio-Huset marts 2008. Foto: Thomas Hauerslev

Det første år blev der nu solgt lige over 10.000 billetter, hvilket ikke var prangende, men snart steg det til knap 15.000 altså en fremgang på henved 50% på baggrund af et repertoire, der også byder på særlige filmaftener med tilknyttede arrangementer eksempelvis fransk film og mad. På øverste etage er den fornemme direktørbolig omdannet til aktivitetsrum og udvendigt blev bygningen malet op i de ældre cremefarver efter flere år med falmende blå facade i bunden.

I 1920’erne var der optaget to film af hver omkring tyve minutters varighed om Lemvigs byliv. De var dengang vist i biografen, men overdrages først i 1985 til Lemvig Museum. Der var tale om brandfarlige nitratfilm, som det havde været forbudt at vise i årtier uden særlige sikkerhedsforanstaltninger. I efteråret 1990 støder man under restaurering af foyeren på flere arkæologiske fund, her ti ovale billeder malet af Julius Nielsen, som var dækket til i 1940’erne.

I 1999 renoveres salen med 200 nye stole og i årene efter får biografen ny filmmaskine og nyt lydudstyr. I efteråret 2006 er femte generation af den gamle biograffamilie repræsenteret i Bio-Huset, da et tipoldebarn af Julius Nielsen fungerer som frivillig operatør.

I 2009 besluttes det at udvide foyeren mod højre for derved at skabe bedre indgangsforhold og mere plads til både kiosk og café samt større lokaler for billedkunstskolen oppe i de øvre luftlag. Den 20. marts 2010 indvies de nye omgivelser. Der har blot været lukket en uges tid forinden, hvor indgangen nu er flyttet over til højre. Dette år når Bio-Huset op på cirka 24.000 gæster incl. foredrag, teater og øvrige arrangementer.

Besøget ligger stabilt de næste ti år senere og i 2022 tages fat på endnu en ny æra. Inde i salen står et gammelt piano fortsat til højre på scenen foran det mørke fortæppe, mens balkonen i den modsatte ende ikke længere er så fyldt hver aften som mange årtier forinden. Tiderne er skiftet, digitaliseringen har allerede for længst afhjulpet forholdene i det beskedne operatørrum, hvortil kun slanke mennesker havde adgang, men nu skal også publikum forkæles efter helt moderne standarder.

Søndag den 25. juni 2023 vises ”Toves værelse” som sidste film før en større ombygningsperiode, der ender med at strække sig til februar 2024. Efter et garageudsalg af salens gamle inventar, går håndværkerne i starten af juli i gang med ombygningsprojektet budgetteret til 5,3 millioner kroner.
 
 
’Biografsalen skal totalrenoveres, så den lever op til de forventninger, der er til en moderne biograf under hensyntagende til husets unikke foyer med de smukke trapper ind til salen’. Renoveringen vil fortsat ’afspejle husets sjæl og charme’, men hele salen løftes op bagtil, så den starter på den gamle balkon og herefter med stejl hældning nedad mod lærredet fuldstændig som moderne multiplexsale og i lighed med tilsvarende forandringer af øvrige ældre biografsale rundt om i landet. Det giver væsentlig bedre benplads, lærredet bliver større, lyden forbedres betragteligt samt øvrige tekniske landevindinger. Der vil også være en bedre handicapadgang nu med adgang via elevator til bagerste række.

Bio-huset vil fremover rumme 103 luksussæder, der er forhåndssolgt til virksomheder (5.000 kr. stk.) og private (4.000 kr. stk.), som får sit navn påsat. Genåbningen finder sted torsdag den 1. februar 2024 med ”Madeleines Paris” samt seneste udspil i Afdeling Q-serien, ”Den grænseløse” efter Jussi Adler-Olsens roman, som er en danmarkspremiere. Til genåbningen er der gratis popcorn til gæsterne henover hele weekenden, der for børnene byder på Disney-filmen ”Ønsket” og aldersgrupperne midt imellem det tilsvarende nyeste udspil i ”Hunger Games”-serien.

Bio-Huset er med sin enestående foyer og nye salsopbygning fortsat en af Danmarks flotteste, gamle biografer ført nænsomt op til 2024.
 
 
  
  
  
  

• Gå til Biografer på biografmuseet.dk | Biografer Oversigt
• Gå til København | Omegn | Nordsjælland | Vest, Midt & Syd
• Gå til Bornholm | Møn, Bogø, Lolland & Falster
• Gå til Fyn, Langeland, Thurø, Tåsinge & Ærø
• Gå til Sydjylland | Midt-Vest | Øst | Nord
• Gå til mere om
 
 
  
  

• Gå til
Lemvig Film-Teater / Film-Teatret Lemvig / Bio-Huset
 
Gå: tilbage - op
Opdateret onsdag, 24 januar 2024 07:38:01