Folketeatret (1923), Århus | Tilbage til forsiden |
| Skrevet af: JG, biografmuseet.dk | Dato: 02.05.2024 |
 Det gamle Folketeater fungerer som Arbejdernes Landsbank i juni 2009. Foto: Thomas Hauerslev.Folketeatret (1923) M.P. Bruuns Gade 22-24 Åbnet 24. februar 1923 Lukket 23. december 1957 I 1923 flytter Folketeatret efter tolv måneders dvale tilbage over jernbanebroen til Bruunsgade og Frederiksbjerg-kvarteret, hvor det stammede fra, da bevillingen og ejerskabet udspringer af Frederiksbjerg Biograf-Teater, som startede sine dage på hjørnet af daværende Jægergaardsvej tilbage i november 1906. Her lidt over 16 år senere er navnet uofficielt Frederiksbjerg Folketeater, hvis bevilling udnyttes af A/S Fotorama, der akkurat forud har brugt den i Kasino og før da både i og ved siden af en tidligere koncertsal på Banegaardsvej. Forhandlingerne stod på længe, men løber på et tidspunkt ud i sandet, før man i september 1922 enes om erhvervelsen af ejendommene i nr. 22 og 24 fra 1898, hvor en række lejligheder i forhuset nedlægges (og flere halvandet år senere), mens der bagved opføres en ny sal, der fremstår lidt bredere men samtidig også kortere end den tidligere, ombyggede koncertsal, som på dette tidspunkt er revet ned. Indvielsen var optimistisk tænkt at finde sted allerede 2. juledag, men helt så hastigt lader det nye folketeater sig dog ikke opføre. Byggeriet skulle nødigt stå alt for meget i skyggen af Fotorama-selskabets to år gamle dronning, Regina-Teatret, så der bliver grundet lidt over indretningen, som dog alt andet lige fremstår noget skrabet, da dørene slås op lørdag den 24. februar 1923. Bevillingen er officielt placeret hos A/S Frederiksbjerg Biografteater ved Arbejdernes Fællesorganisation, som ifølge den reviderede biograflov samtidig skulle tage mere ansvar i forhold til driften, men Fotorama har fortsat ’uindskrænket bestemmelsesret med hensyn til alle dispositioner’, som der står i den indbyrdes aftale og i praksis nøjes Fællesorganisationen de første år med blot at hæve årsgratiale. Det første, der springer i øjnene, selv hvis man ankommer til stationen med tog, er et lysende rødt skilt med ’Folketeatret’ på den store gavl ud mod banegraven, hvor salen strækker sig næsten helt frem til skrænten kun adskilt af en halvbred sti, kaldet Hallssti efter tidligere statsminister Carl Christian Hall, mens M.P. Bruunsgade eller (som hidtil) blot Bruunsgade er opkaldt efter den lokale fabrikant Mads Pagh Bruun. Hvor byens øvrige biografer, eksisterende som nedlagte, var indrettet med inspiration i franske og tyske biografteatre, har man denne gang spejdet mod vest. Under et ur øverst på hjørnet, hvor Folketeatret med sine tolv bogstaver danner tallene, reklamerer en stor plakattavle med today’s attraction og herunder entrance til en relativt small vestibule med ticket office, fra hvilken man føres ind i en helt almindelig dansk foyer med linoleumsgulv, kiosk og to gamle toiletter. Væggene er forneden beklædt med træpaneler. For indretningen står Thorkel Møller, der lader til at være Fotoramas husarkitekt, så mere amerikansk bliver det heller ikke. Inde i salen er væggene inddelt af piller og drager alt sammen i kalkfarve. Det er gået så hurtigt med at få åbnet dørene, at de dårligt nok er tørre, væggene altså. Hensigten er, at de skal påføres ’sartere farvestoffer’, men det lader aldrig til at ske. I stedet pynter man lidt med nogle forgyldte lister. ’Et brillant biografteater’ skriver Amtstidende ikke desto mindre om den storstilede bygning, der med sine Broadway-lignende reklame syner gevaldigt, når man passerer henover broen fra banegårdssiden men nok alligevel mindre end Folketeatret forud i det gamle koncertpalæ set fra den modsatte side. Med 475 eller 468 pladser ved åbningen alt efter hvilke aviser, man hepper på (stillingen står 2-1), er det færre end dengang ovre på Banegaardsgade og kun halvdelen af, hvad Regina byder op til dans med. Føler man sig indendørs placeret som i gamle dage, skyldes det, at det i overvejende grad netop er de gamle stole fra Banegaardsgade, der er reinstalleret efter 2½ års opmagasinering. De dyreste pladser sælges dog nu med ekstra blød polstring og modsat begge de tidligere etablissementer foruden det kortvarige logi i Rosenkrantzgade, er der ingen balkon. | Læs mere her: Biografer på biografmuseet.dk Biografer Oversigt Danmarks 70mm og Storformat Biografer Stoleplaner - Galle & Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne Biografpremierer 1911 - 2020 Film- og Kinoteknik 7OMM Film og De Store Formater Todd-AO, - det sensationelle filmsystem Mine damer og herrer, "Dette er Cinerama"! "Windjammer" i Cinemiracle CinemaScope | VistaVision Super Technirama 70 | Panacolor Dimension 150 | Sensurround High-Impact biografdesign |
 Folketeatret den 27. august 1923 med orkesterledsagelse om aftenen ved hr. William Görgel (orkestret bestod kun af ham - på kinoorgel)Hvad filmmaskineriet angår, er dette spritnyt og klarer sin opgave til UG helt ’uden en eneste fejl eller uregelmæssighed,’ hvilket behager Stifts-Tidende, der altid er på vagt ikke mindst i forhold til biografteatret akkurat her, hvilket pointeres af en spids afslutning: ’Starten var vellykket i et spor og i en genre, som netop dette teater burde lægge sig efter.’ Det drejede sig om den amerikanske wild west film ”Drengen, der blev mand” med Richard Barthelmess, hvor der gives forestilling hver dag kl. 16, 17.30, 19 og 21.30. ’En just helt rigtig folkefilm’ lokkede også annoncerne, der resulterede i røde lygter til samtlige forestillinger henover weekenden. Publikum står i lange køer ned langs stien mod hvilken, der i øvrigt er seks udgangsdøre foruden til gården på den modsatte side. Man har ikke fået det at se endnu, men på ét afgørende punkt er der tænkt storladent, nemlig forestillinger med toner fra et ægte kinoorgel, sådan som en række engelske og amerikanske biografkolosser med flid benytter. Dette i Folketeatret kommer bestemt til at stå i skyggen af den senere så berømte Wurlitzer i Københavns nye Palladium og endnu her på åbningsdagen er det hele kun en flygtig illusion, for hvor orglet i den lokkende forhåndsomtale skulle have synet, kan publikum kun få øje på et helt almindeligt flygel. I april, lover direktionen, vil vidunderinstrumentet imidlertid kunne gøre det ud for et helt lille strygeorkester, men stikker fortsat publikum blår i øjnene. Nok opstilles vidunderet langt om længe, men først midt i august ankommer en organist fra Tyskland, der rent faktisk kan forene de levende billeder med det fantastiske instrument, der såmænd var kommet til verden på Andreas Conrad Zachariasens orgelfabrik her i byen. Den kun 25-årige William Görgel bliver til gengæld så populær, at han næsten konkurrerer i popularitet med tolvmands-orkestret ovre i Regina, når han ’ganske anderledes end et klaver (kan) følge billedernes vekslende stemninger, fra den voldsomste orkan til den fineste, hjertegribende dirren. Der skal en mester til at betjene det, og hr. Gørgel er mesteren’, som Amtstidende forklarer. Han er dog som regel kun på spil om aftenen, så kl. 16 og 17.30 lyder det fortsat som i gamle dage. Organisten har allerede biografpianist Sofus Nielsen under oplæring, så han kan tage over, når Görgel rejser hjem til Leipzig. Den 24. maj 1926 er der danmarkspremiere på ”Hans spanske flamme” instrueret af King Vidor med Harrison Ford, altså ikke ham, selvom han holder sig godt, men stumfilmsstjernen af samme navn her overfor Pat O’Malley og Eleanor Boardman. Senere samme år er der yderligere én af slagsen i form af ”Den røde kardinal” med William Powell i en birolle som hertugen af Orléans og flere følger. Helt stort bliver det 2. juledag 1928, hvor Folketeatret sammen fire andre biografer i provinsen ”For fuld fart” kan give danmarkspremiere tre uger før, nævnte titel kommer på plakaten i København. Hovedrollerne spilles af Carl Schenstrøm og Harald Madsen i deres roller som Fy & Bi, men denne gang optaget i England og instrueret af skuespilleren Monty Banks, hvis sidste film i instruktørstolen er ”Raske rutter” med deres amerikanske kopier, som nogen forklarer det, Gøg og Gokke, der 19 år senere kommer på plakaten ovre i Biografen. På dette tidspunkt nærmer Folketeatret sig i stigende grad den danske humor, som ender med at fylde gevaldigt i dette, byens mest yndede sted at få rørt lattermusklerne i hård konkurrence med førnævnte. I maj 1917 var Leonhard Hansen blevet formand for smede- og maskinarbejdernes fagforening i Aarhus og fra januar 1931 bliver han udover en post som byrådsmedlem tillige officielt udnævnt som biografleder. Arbejderorganisationen benytter sig ikke af direktørstillinger i Folketeatret, hvor Fotoramas Oluf Jensen endnu svinger taktstokken og åbner pengepungen på klem med passende mellemrum. Nogle folketeater-år havde således allerede passeret revy, før Hansen som første større forandring efter blot nogle måneders rumsteren pensionerer orglet i en relativt ung alder. Det sker i forbindelse med tonefilmens ankomst, mens omvendt Palladium først åbner syv år senere, hvor det kolossale kinoorgel benyttes som reklamenummer før hovedfilmen og tiltrækker publikum fra hele Europa. Frem mod 31. maj 1931 har det gennem de seneste fem år (efter Nielsens død) været Egon Ankerstjerne Berthelsen, som har forestået den musikalske side af sagen på den århusianske Bruunsgade. Som afslutningsprogram på orglet har organisten selv valgt den danske filminstruktør George Schnéevoigts norske ”Laila” fra 1929, hvortil han efter egen opfattelse havde frembragt sine bedste musikstykker foruden kompositioner fra orglets debut 15. august 1923, men til de nye tider er der investeret i maskiner fra Zeiss-Ikon, hvorefter organisten fortsætter som orkesterleder i Kasino, der spøger i nærmest ethvert biografkapitel. Sidste stumfilmsøjeblik indtræffer midt i august, hvor der rundes af med den tolv år gamle kæmpesucces ”Synnøve Solbakken”. Herefter holdes lukket nogle dage frem til den 23/8, hvor genåbningen markeres med den første ægte danske tonefilm, ”Præsten i Vejlby”, som for øvrigt også er instrueret af Schnéevoight. Fra storladent drama oppe i højlandet til skæbnesvangre andagter blandes alvorlige genrer med toner til gamle dages bundsolide westerntraditioner, nymodens krimier og folkekomedier amerikanske som danske, der alle dage er det største shownummer her i folkets Folketeater, som efter justering af rækkerne allerede i 1924 havde reducerede antallet af stole til 442 pladser ved etableringen af en ny midtergang. Ved genåbningen er lokalerne malet op i rød-grønne farver inspireret af både Fotorama og Reginas nyeste decor og ligesom i sidstnævnte ophænges nu et stort tæppe foran lærredet. Det havde der ikke været hidtil. I januar 1936 kastes nyt lys på facaden med moderne projektøranlæg, men under et gevaldigt rekonstruktionsarbejde rives forhuset ned et halvt år senere for at blive erstattet af en ny bygning i fire etager opført i jernbeton og der spilles fantastisk nok film undervejs, den 22. oktober 1936 eksempelvis Marx Brothers-filmen ”Halløj i operaen”, mens der samme dag er rejsegilde ud mod vejen, hvor det nye forhus tegnet af arkitekt Niels Christian Skjøth senior pryder gadebilledet i moderne funktionalisme. Det er faktisk kun nødvendigt at holde helt lukket blot én eneste uge frem mod søndag den 31. januar 1937, hvor der genåbnes med Pat und Patachon, nu sandelig Fy & Bi på tysk som ”Blinde passager”. Undervejs havde man etableret en ny bagvæg og placeret et operatørrum ’svævende i luften som et fuglebur’ med midlertidig biografindgang via udgangsdørene. Indvendigt er salen hævet og udvidet bagtil med nyt operatørrum placeret helt ud mod gaden, hvortil der er indkøbt nye maskiner fra Bang & Olufsen. Her imellem er der skabt plads til 94 nye stole i tydelig sammenkobling med den eksisterende sal, hvor udsynet fra siderne skæmmes af et par søjler, der holder den oprindelige konstruktion oppe. Herude placeres nogle af de gamle træstole, mens der på de fineste pladser i midten er er investeret i nye rækker med blødere ryglæn og polstring. Selvom salen fremover har plads til 536 gæster, forekommer den således ikke nødvendigvis meget anderledes for publikum og billetprisen er endda den samme overalt. Hvor man nok savner lidt siddekomfort og benplads, er rummet imidlertid aldeles banebrydende på den facon, at Folketeatret i sin nye skikkelse er allerførste eksempel i Danmark på en biograf indrettet med egentlig terrassekonstruktion frem for eksempelvis balkon. En anden snart debuterende biografarkitekt, Holger Pind, finpudser denne behændige og i Danmark revolutionerende skabelon for ny indretning, der korrekt undfanget viser sig intet mindre end genial, da den både i forhold publikums bekvemmelighed og direktionens ønske om bedst udnyttelse af kvadratmeterne, giver rig mulighed for gevinst på alle rækker. Princippet med indgang fra foyeren op omtrent midt i salen skabes her – i Folketeatret foregår det ude i siderne, hvor rækkerne frem mod scenen står som forud dog med bredere gange ude i siderne, hvor midtergangen nu helt er forsvundet. Væggene er ikke pyntet anderledes op end forud, men fremstår i samme, halvkedelige farver og det relativt simple krydsfinérloft sidder fortsat med sine noget beskedne loftslamper. Store forandringer noteres derimod uomtvisteligt fra gaden, hvor der i stedet for forhal nu er en helt åben indgangsportal med blot to søjler ude ved hjørnet oplyst af runde lamper, der stråler ind mod en stribe nye billedskabe. Her kan publikum stå i læ og købe sin billet fra et billetsalg i glasbur american style med to kasser akkurat foran dørene, hvor børn og voksne går hver sin vej rundt om billetkontoret og ind i foyeren gennem nymodens tælleapparater. Ovenover udsalgsstedet hvælver loftet sig i en kuppel, hvor en filmstrimmel forener de fire verdenshjørner ’symboliseret af en eskimo, en indianer, en kineser og en neger’ under kraftig projektørbelysning fra billetkontorets top (beklager for hvem, der i disse tider måtte føle anstød over Amtstidendes ordvalg). Gennem en stor glasvæg af døre, der helt kan åbnes op efter behov, ledes publikum ind i foyeren, hvor loftet er lige så skråt som gulvet bagtil i salen foroven. I dag et helt naturlig forekommende syn – dengang havde man aldrig set mage. I den moderne foyer holdt i lune farver er en elegant chokoladekiosk placeret i midten på samme facon som billetkontoret, mens montrer på marmorbeklædte vægge præsenterer reklamer for byens førende virksomheder blandet med Folketeatrets egne plakater og stills. Kontrollørerne har alle fået nye, grønne uniformer, hvilket sammenholdt med salen lod til at være tidens hotteste modefarve, når man to år senere samtidig skimter over til Regina og allerede fået en forsmag i Fotoramas vestibule. Nede i kælderen er der indrettet nye toiletter for herrer og damer symboliseret ved miniatureskikkelser af begge køn. Det er bare seriøst moderne! På hver side af operatørrummet findes to udvendige altaner med særlige lysskilte importeret fra England, som yderligere oplyst af det eksisterende projektøranlæg med vekslende røde neonbogstaver på hvid baggrund præsenterer Folketeatrets skiftende programmer. Senere kommer finder yderligere firmareklamer vej til salens tag. Forhuset tages i brug endnu før de tilknyttede lejligheder på etagerne ovenfor er klar til indflytning, hvilket måske kan betragtes som nok så heldigt endda, for … og vi trækker vejret dybt … efter bare 37 dage brænder Folketeatret natten til den 9. marts! Ved tretiden opdages det, at røg trænger ud af bygningen, hvorefter hele byens brandstyrke kommer ilende til, sprænger dørene og slår hul i taget. Det tager tolv slanger og 60 mand henved fire timer at få fuldstændig bugt med ilden efter at være blusset op på ny. Det tyske krigsdrama ”I vestfrontens trommeild” med Viggo Larsen overlever sammen med de nye, hundedyre filmmaskiner som noget nær det eneste i forhold til de tekniske installationer. Mindre end to måneder forinden havde man stolt berettet, hvorledes en ildebrand opstået i operatørrummet umuligt kunne sprede sig til salen. Det gjaldt, skulle det vise sig, så også den modsatte vej. En gæst mistænkes aftenen forinden at have kastet en tændstik fra sig på terrassen, som så har ligget og ulmet, eller også er det er en glød, der antænder en af de tykke løbere. Alt var hærget helt frem til prosceniet med lærred og fortæppe pulveriseret. Ligesom da det brændte ovre i Det Ny Teater en del år forinden, faldt også stykker af loftet ned her – denne gang dog ikke livsfarlige stykker af glas, men selv det udvendige murværk var revnet og terrassens stolerækkerne sunket ned i gulvet. Ilden havde ydermere bredt sig til foyeren, hvor kioskens sortiment havde undergået en forandring til flydende chokolade. Selv toiletterne helt nede i kælderen var raseret og badet i vand. Ovenpå have flammerne slikket sig op til de endnu ubeboede lejligheder uden dog at anrette særlig skade. Her skulle Leonhard Hansen være flyttet ind tre uger senere. Brandinspektør Bertelsen udtaler, at det er en af de værste teaterbrande, han nogensinde har set. Skaderne beløber sig til op mod 100.000 kroner og inspektøren er af den opfattelse, at det kan tage både et halvt og trekvart år, før teatret igen kan åbne sine døre. Men… lidt mere end to måneder senere, 2. pinsedag, mandag den 17. maj 1937 genåbner Folketeatret. Fællesorganisationen havde ikke driftsforsikret, så man havde haft umådelig travlt og priser sig i øvrigt garanteret lykkelig midt i katastrofen over at have udsat den ellers planlagte totaludskiftning af interiøret! Fotorama har i mellemtiden haft mere end rigeligt sit at se til. Blot seks uger efter branden i Folketeatret mister selskabet tilsvarende sin biograf i Haderslev til flammerne. ’I løbet af 11 maaneder har bygningen været nedrevet, genopført, brændt og er nu atter færdig til at modtage publikum’, som Amtstidende skriver. Der var næsten intet tilbage af det indvendige, der fortsat kunne benyttes efter ildens rasen bortset fra operatørrummets installationer. Alle stole er skiftet ud med 532 nye i sidste røde skrig, mens væggene er beklædt med et syntetisk, grønt og glat materiale. Oh yes, of course. Terrassens gulv er forstærket med ekstra beton og løbere har man endda risikeret igen – denne gang angiveligt udført af et mindre brandbart materiale. I loftet er opsat ny, indirekte belysning, ligesom det tilsvarende er sket i foyeren. Foran lærredet, der i sig selv er forstørret med knap en meter på hver led, syner nu et rødt tæppe, som harmonerer med stolene, hvis sæder nu alle skulle være delvist polstret. Ud mod gaden har man valgt at forandre billetkontorfunktionen en anelse for nemmest at kunne tage imod de mange gæster, der måtte have lyst til at søge ind til Willy Fritsch og Lilian Harvey, der atter spiller sammen i det nye genåbningsprogram ”Lykkebørn”. De næste tyve år er der i det store hele også kun lykkelige ting at berette. Allerede i 1942 dækkes halvdelen af forhallen i stykket ud mod banegraven til, hvor der her indrettes et væsentlig større billetkontor tildækket af fliser, mens tælleapparaterne afskaffes. Den lille kuppel med de fire verdenshjørner beholdes og fremstår nu langt mere synlig end forud, da man passerer ind i foyeren direkte under. Masser af gæster besøger Folketeatret i de svære krigsår, der tærer på folks humør med film som den perfekte modgift. Selv alvorligere sager som ”Afsporet” med Ib Schønberg også i 1942 endda sammen med Biografen. Fremme ved 2. juledag 1945 er Folketeatret også det oplagt sted for danmarkspremieren på modstandsdramaet ”De røde enge” med Poul Reichhardt, som spiller i otte uger og samler 85.000 tilskuere, hvilket samtidig er Folketeatrets hidtil største succes nogensinde, hvis ikke den største i Aarhus overhovedet. Der spilles mindst tre daglige forestillinger og belægningen er om aftenen noget nær 100% gennem hele perioden. I senere år talte man gerne om, at stolene atter var blevet en hård fornøjelse for bagperronen, efter polstringen var slidt godt og grundigt af. Atter nye tider med endnu en revolution på det tekniske område nu i form af CinemaScope bliver aldrig aktuel her ved jernbanegraven, hvor man fortsat bor til leje hos Fotorama. Nu vil Fællesorganisationen gøre sig fri af fortiden og udskriver i efteråret 1954 en konkurrence over en helt ny og større biografbygning. Den vindes af Mogens Klinge, hvilket betyder, at Folketeatret i 1957 flytter en allersidste gang – akkurat helt tilbage på Jægergaardsvej, som nu hedder Jægergårdsgade et stykke nede af denne, hvor en gammel gård med tilstødende haver forsvinder til fordel for et kæmpebyggeri, der involverer en endnu større biograf nu med hele 777 pladser. Sidste forestilling på gamle Bruunsgade finder sted lillejuleaften 1957 med den tyske heimatfilm ”Lyngens vilde rose”. Efter Leonhard Hansens død i december 1956 havde Carl Petersen taget over og fortsat kapitlet 2. juledag 1957, men arbejderne beholder sin bygning, efter planer om et moderne supermarked i amerikansk princip er skudt ned. Det kunne ellers være blevet en af landets første af sin slags og det tilsvarende allerførste indrettet i en tidligere biograf. Efter ombygning med etageadskillelse af salen kan man i stedet fremover hæve sine penge i Arbejdernes Landsbank, før man ødsler dem bort oppe på Jægergårdsgade. Banken eksisterer på adressen helt frem til foråret 2019. Fire år senere er der asiatisk restaurant i den gamle foyer og salens stueplan, mens de øvre dele er til udlejning som kontorlokaler. | |
• Gå til Biografer på biografmuseet.dk | Biografer Oversigt • Gå til København | Omegn | Nordsjælland | Vest, Midt & Syd • Gå til Bornholm | Møn, Bogø, Lolland & Falster • Gå til Fyn, Langeland, Thurø, Tåsinge & Ærø • Gå til Sydjylland | Midt-Vest | Øst | Nord • Gå til mere om Folketeatret, Århus | |
 • Gå til Folketeatret (1923), Århus | |
| Gå: tilbage - op Opdateret søndag, 05 maj 2024 13:40:21 |