Alexandra, København |
Tilbage til
forsiden |
| Skrevet af: JG, biografmuseet.dk | Dato: 01.10.2021 |
 Alexandra
den 4. oktober 2021. Billedhugger Olaf
Stæhr-Nielsens hvide Pegasus springende frem på skyerne og en
filmstrimmel over byens tårne i ornamentet over biografens
indgangsfacade. Foto: Thomas HauerslevALEXANDRA Gl. Torv 8 Åbnet 5. december 1942 Lukket 23. december 1981 Alexandra på Gl. Torv åbnede for en indbudt kreds fredag den 4. december 1942 og offentligheden den efterfølgende dag. Tilblivelsen af den nye, store biograf midt i København havde været svær og krævet mange udfordringer midt under 2. verdenskrig, hvor bygningsmaterialer var en mangelvare. I 1938 var hjørnehuset mellem Gl. Torv og Nørregade blevet revet ned. Det var et trafikeret men meget smalt kryds og byens mest benyttede sporvognslinje, linje 5, havde haft svært ved at komme forbi. De øvrige huse omkring lå også meget tæt ud til vejen og det var tanken, at flytte det hele fire meter tilbage således, at vejen kunne udvides. Det levnede ikke meget plads til en ny bygning. • Gå til stoleplan Alexandra I marts 1941 var der ved at komme ordning på det. Magistraten havde tilladt, at grunden kunne sælges til et bygningskonsortium, der ville opføre en ejendom, der skulle huse kontorer samt en biograf. Den skulle drives af Hjalmar Davidsen, som var blevet hjemløs, efter Alexandra Teatret på Nygade få meter derfra måtte lukke nogle måneder forinden på grund af problemer med huslejen. Forholdene for en ny bygning stillede ganske særlige krav til indretningen og et samarbejde med ejerne af nabobygningerne for at få plads til det hele. Man fik forhandlet sig frem til nogle ekstra kvadratmeter for overhovedet at få plads til den nye sal ved at købe den ene naboejendom. Sidst i november 1942 kunne man så besigtige resultatet af anstrengelserne, da plankeværket rundt om den nye bygning blev fjernet. Den røde hjørnebygning tager sig smukt ud med billedhugger Olaf Stæhr-Nielsens hvide Pegasus springende frem på skyerne og en filmstrimmel over byens tårne i ornamentet over biografens indgangsfacade. Det er der endnu her i 2021. Herunder et tretten meter langt reklameskilt til filmens titel. Dette findes også endnu. Stæhr-Nielsen havde også skabt nogle skulpturer, der blev placeret inde i teatret, nemlig morsomme statuetter af Greta Garbo og Charles Chaplin, som var opstillet på gulvet foran prosceniet i salen, der fremstod nærmest tempelagtig. |
Læs
mere her: Alexandra Teatret, København Biografer på biografmuseet.dk Biografer Oversigt Danmarks 70mm og Storformat Biografer Stoleplaner - Galle & Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne Biografpremierer 1911 - 2020 Film- og Kinoteknik 7OMM Film og De Store Formater Todd-AO, - det sensationelle filmsystem Mine damer og herrer, "Dette er Cinerama"! "Windjammer" i Cinemiracle CinemaScope | VistaVision Super Technirama 70 | Panacolor Dimension 150 | Sensurround High-Impact biografdesign |
 I vinteraftenens mørke blev Alexandra den 4. december oplyst af tre lyskastere mod facaden og billetkontoret, der lå placeret ude på gaden under baldakinen til venstre for indgangen. Indenfor havde arkitekterne med den sparsomme plads in mente også tænkt i højden og ikke kun i bredden og længden, hvilket gav en særligt stor balkon med fortsat meget højt til loftet. Selve operatørrummet er placeret helt oppe på tredje etage over nogle kæmpe baldakiner, der rager ud over selve balkonen. Biografsalen er holdt helt i hvidt, hvilket var usædvanligt, da de fleste sale for at imødekomme det naturlige mørke næsten altid var holdt i mere dunkle farver. Folk døbte allerede første aften biografen ”Den Hvide Biograf”. De hvide vægge og loftet er dekoreret med åkandeknopper og foran lærredet er fortæppet blåt med guldkvaster og snoremotiv. Indgangsdørene er placeret i biografens bagende, mens udgangsdørene i venstre side af salen førte ud til en lille gårdpassage mod Nørregade. Biografen havde ved åbningen 724 pladser. Foyeren i biografen er ganske lille. Også her havde arkitekterne gjort sit ypperste for, at det hele tager sig meget større ud. I foyergangen bag salen er hele bagvæggen beklædt af spejle fra gulv til loft med sandblæste dekorationer af Harry Løvenskjold og Ejvind Meldgaard. Op langs trappen til balkonen er væggene ligeledes af glas. Der er opsat små stofbeklædte bænke på begge etager. Alt sammen blev stående næsten uforandret hele biografens levetid. I anledning af åbningsarrangementet blev der trykt et særligt festprogram med Axel Nygaards tegning af udsigten til Nytorv med springvandet i forgrunden. Alle byens prominente spidser var naturligvis tilstede. Civilingeniør H. K. Wright, der havde forestået indretningen i art-deco stil, holdt åbningstalen og redegjorde for alle de strabadser, byggeriet havde medført. Hjalmar Davidsen takkede dybt og kaldte sig for ”Jeppe på Bjerget”, der måtte knibe sig selv i armen, for at forstå, det var sandt, at han nu lige over to efter at have lukket sit første Alexandra Teater kunne tage imod et nyt som en anden fugl Fønix rejst på dette sted så nær ved. Han lovede desuden at bestræbe sig på at følge Voltaires ord i sit filmvalg: ”Enhver genre er god, bare den ikke er kedelig”. Alexandra skulle sandelig også vise sig at fortsætte den stolte tradition og holdt fanen endog meget højt de kommende årtier. Biografens nye teknik var man meget stolt af. Lydsystemet blev præsenteret i form af en lille film med det amerikanske filharmoniske orkester, der spillede Richard Wagners Tannhäuser-ouverture. Poul Reumert oplæste en prolog af Piet Hein og herefter blændedes der op for den svenske åbningsfilm ”Familien Larsson” fra Palladium-selskabet, som spillede til den 20. december. Den blev da udskiftet med den fransk-tyske ”Sin kones elsker”, som kom fra tyskernes udlejningsselskab UFA og spillede helt til den 9. februar. Herefter blev programmet igen svensk. Under krigen var man som premierebiograf i 1942 nødt til at sætte en tysk film på programmet hver tredje gang, men som en af byens førende kunstneriske biografer allerede fra tiden på Nygade, kunne Davidsen udvælge sig de bedste titler og undgik samtidig den værste tyske propaganda. Ugerevyerne slap man dog ikke for og Davidsen fulgte spillereglerne. Publikum kendte ikke alle til regelsættet og udtrykte ofte deres mishag, men i Alexandra gav det sjældent anledning til problemer. Tyske film havde også været velkomne på repertoiret i Davidsens tidligere Alexandra Teater på Strøget, så det hele lå ikke så fjernt. Der er dog ikke mange tyske film fra krigsårene, der er værd at huske på i dag. På hjørnet af Nørregade og Gl. Torv udgjorde svenske film langt størstedelen af det supplerende repertoire. Da Danmark blev befriet, havde man kræfter med amerikansk mellemkomst allerede i forvejen forberedt sig på, hvad der skulle se på de danske biograflærreder efter krigens afslutning, da det efterhånden stod klart, hvilken vej det bar hen. Et noget andet kapitel, som vi springer over her, fortæller om den tvivl, der faktisk herskede i udlandet om danskernes sindsstemninger og sympatier, hvilket til dels blev afspejlet i de film, der blev forberedt til visning på de danske biograflærreder, når landet atter var frit. Hvor tyske film havde emmet med propaganda, forholdt det sig ikke meget anderledes blot med omvendt fortegn, da filmene blev amerikanske. Der var så også taget højde for andre genrer og snart vrimlede det atter med lystspil fra Hollywood af den slags, danskerne havde sukket efter alle de år, amerikansk film havde været forbuden frugt. Allerede dagen efter den officielle befrielsesdag (igen glemmes Bornholm) kunne Scala-Bio vise en amerikansk film fra MGM, der havde ligget gemt væk under krigen. Tyskerne havde nemlig ikke krævet forbudte film destrueret, så de danske filmselskaber havde faktisk langt de fleste film fra før krigen liggende foruden en portion, der aldrig havde nået at få premiere. I Alexandra vistes den 4. maj om aftenen fortsat en svensk film fra Palladium, så den havde man ikke så travlt med at få smidt ud. Alligevel blev der den 9. maj skiftet til amerikansk, nemlig den voldsomt populære romantiske komedie ”Det hændte en nat” instrueret af Frank Capra med Clark Gable og Claudette Colbert. I forbindelse med førnævnte forberedelse på tiden lige efter krigen, havde Supreme Headquarters of the Allied Expeditionary Forces, altså S.H.A.E.F., de forenede styrkers hovedkvarter, der fra 1943 og frem til krigens slutning havde kommandoen over de allieredes styrker, der opererede i Vesteuropa i samarbejde med de amerikanske filmselskaber forberedt de specifikke titler der skulle i distribution så hurtigt, det kunne lade sig gøre. Man havde med skjult dansk assistance også besluttet hvilke biografer, der skulle vise de udvalgte film. Det kom til at gå lidt anderledes end planlagt for nogles vedkommende, da man naturligvis ikke kunne diktere. En del biografer havde desuden indgået aftaler på ikke-tyske film, som man selvfølgelig måtte honorere. Nogle film blev i dagene efter krigen pillet af med gigantiske tal og måtte siden sættes op igen, ligesom de danske distributører generelt havde flere film liggende, end man egentlig var klar over. S.H.A.E.F. havde fået 29 titler tekstet til dansk i udlandet, nogle af dem i flere kopier. Således endte den 14. maj 1945 med at blive danmarkshistoriens suverænt største premieredag med 24 premierer i København og omegn, mens de sidste fem først kom op lidt senere. S.H.A.E.F. varetog simpelt hen distributionen på vegne af filmenes relle distributører, der så efter kort tid overtog dem. |
|
 I denne anledning skiftede Alexandra nu den 14. maj Clark Gable og Claudette Colbert ud med ”Airforce – Amerikas luftflåde”. Titlen siger vist det hele og succesen var hjemme. Filmen blev på plakaten i to måneder. Herefter fulgte den virkelighedsbaserede amerikanske storfilm ”The Sullivans”, der også er vist herhjemme med titlerne ”Der var fem brødre” og ”De fem brødre Sullivan(s)”. Det blev en forrygende succes, som spillede lige til den 20. december. Fra 21. december vistes endnu en amerikansk film, nemlig George Stevens’ ”Jo mere vi er sammen” med Jean Arthur, som i forbindelse med S.H.A.E.F.-arrangementet havde haft danmarkspremiere i Gentofte Kino, men som først nu blev vist inde i Københavns centrum. Dernæst fulgte en synkroniseret udgave af Charles Chaplins ”Guldfeber” og herefter atter en amerikansk med David Niven i ”Gentlemantyven”. Det lod til, Davidsen var ved at få smag for det amerikanske, men han havde også lovet at underholde. I årene efter fulgte fremragende amerikanske succesfilm som Alfred Hitchcocks ”Udenrigskorrespondenten”, ”Troldbunden”, ”Farligt møde” og ”Telefonen ringer kl. 23”, Ernst Lubitschs ”At være eller ikke være”, John Fords ”Grøn var min barndoms dal”, George Cukors ”Gaslys”, Jean Negulescos ”Johnny Belinda”, Frank Capras ”Arsenik og gamle kniplinger”, Billy Wilders ”Sunset Boulevard”, Vincente Minnellis ”Brudens far” samt Elia Kazans ”Omstigning til Paradis” og svenske film kom også på plakaten igen. Nu med noget mere lunken interesse fra publikums side. De svenske titler, der fungerede på dette tidspunkt, var primært fjollede lystspil. Der skulle en Ingmar Bergman til for alvor at ændre denne forskydning og det varede endnu nogle år, før hans film for alvor gjorde sig gældende. Og da for resten slet ikke i Alexandra. Godt op i 1950’erne fyldte de amerikanske og engelske film mest på repertoiret. Publikums hungren efter disse var nærmest umættelig og sulten er vel aldrig blevet stillet. Først den 2. februar 1953 var der plads til et nyt fransk program, hvor Simone Signoret viste sig som ”Smukke Marie”. Biografens første tyske film efter krigen fik premiere den 21. december samme år. Publikum var langsomt ved at tilgive, men filmen var da også blot en version af den nok så uskyldige ”Sommer i Tyrol”. I 1955 og nogle år frem fik Alexandra succes med ”Lille doktor”-filmene fra England og særligt ”Plyds og papegøjer” med Alec Guiness trak et latterbegejstret publikum til huse i månedsvis i 1956. Filmen var lige ved at blive helt forbudt af censuren, men blev dog tilladt over 16 år. Senere kunne de fleste nok se komikken og grænsen blev yderligere sænket til 12. Efterhånden som den europæiske filmproduktion atter fik fodfæste, kom væsentlig flere af disse nu op i Alexandra. De tyske kom dog aldrig indenfor igen på de københavnske biograflærreder i et antal som tyve eller tredive år forinden og Alexandras profil endte med at gå helt andre veje. Hjalmar Davidsen døde den 7. februar 1958. Bevillingen til biografen blev da overtaget af Thorvald Larsen, der drev biografen frem til 1974. Larsen havde været teaterdirektør på Odense Teater og Folketeatret i København. Han fik installeret CinemaScope og ved ombygningen til bredere lærred blev prosceniet forsynet med et kolossalt fortæppe fra væg til væg. Alexandra genåbner den 21. oktober 1958 med den norske ”Same Jakki – Midnatsolens søn”. |
|
 Den 20. februar 1959 har Alexandra premiere på den russiske
helaftensfilm ”Stille flyder Don” fra Dan-Ina Film. Hermed indleder
biografen en ny æra, der giver det lille filmtempel fornyet respekt i
intellektuelle filmkredse. Den 10. april 1959 er der premiere på Stanley
Kubricks brillante
”Ærens vej”. Den ville folk dog ikke se i 1959 og
filmen spillede kun ti dage. I de tidlige 1960’ere følger de græske
filmsucceser ”Aldrig om søndagen” med Melina Mercouri og ”Elektra” med
Irene Papas, Robert Mulligans amerikanske ”Dræb ikke en sangfugl” med
Gregory Peck og Francois Truffauts franske ”Silkehud”. Kvaliteten af
disse og mange andre af Alexandras titler i årene, er tårnhøj. I 1966
modtager Thorvald Larsen en Æres-Bodil for sit programvalg. Teknikken i Alexandra var ypperlig, men forholdene for operatørerne var bestemt ikke at rose. Også her havde man mærket arkitektens krumspring for at få huset til at hænge sammen. Operatørrummet lå således nærmest ufremkommeligt. Da biografen i 1967 så også fik installeret 70mm i forbindelse med premieren på den russiske ”Krig og fred” den 2. november, må det have været næsten ulideligt at transportere filmkasserne den lange vej op ad de mange smalle trapper. I begyndelsen af 1970’erne viste Alexandra en række franske film af Francois Truffaut samt film fra Rusland, Japan og Brasilien foruden alt det andet. Efterhånden var samtlige verdensdele dækket ind af repertoiret. Balkonens foyer får en mindre renovering i 1972, hvor der ophænges billeder fra en lang række af de film, der har været vist under Thorvald Larsens ledelse siden 1958. Publikum kan desuden bladre i diverse filmtidsskrifter, som er lagt frem til fri disposition. |
|
 Den 31. maj 1974 overtager Preben Philipsen biografen. Datteren, Anne
Philipsen, bliver ansat som ny leder, men afløses efter kort tid af Lejf
Bernt. Første nye film var gavtyvekomedien ”Tyve som os”. I august samme
år har Alexandra succes med Esben Høilund Carlsens danske ”Nitten røde
roser” med Henning Jensen, Jens Okking og Poul Reichhardt og fra oktober
gør ”Den store Gatsby”-filmatiseringen med Robert Redford også fin lykke
ved kasseapparatet. Repertoiret bevægede sig stille og roligt længere
henimod det danske og det amerikanske. En mere sælsom premiere i
biografen var på Norman Jewisons ”Rollerball” sammen med
Kinopalæet. Det må have
været instruktøren, der gjorde udslaget for bookingen af denne film om
en ny, voldsom sportsgren ude i fremtiden. De danske titler spillede
generelt ganske godt og blev flere gange taget af plakaten med så store
tal, at udlejerne udtrykte stor mishag. Da Franz Ernsts ”Den dobbelte
mand” fra det lille Kino Film i 1976 blev taget af plakaten efter tre
uger med dags varsel, blev Carla Madsen deres redning, da hun spillede
filmen videre i sit
Nygade Teater. Samme år overtog Erik Crone og Jørgen Lademann Alexandra-biografen. Lademann-kæden havde i 1977 fået 17 biografer med i alt 24 sale under sine vinger. I København udover Alexandra også Imperial, Kinopalæet og Tre Falke foruden to biografer i Lyngby. Meget tydede på, at Lademann ville blive Danmarks helt store biografkæde, men sådan skulle det nu ikke gå. Samspillet mellem Crone og Lademann gav i tilgift en række danske spillefilm, hvor Edward Flemings ”Den korte sommer” havde haft premiere tidligere i 1976, mens Hans Kristensens ”Blind makker” fik premiere samme år i Alexandra. Ole Roos’ ”Hærværk” fulgte trop året efter. I julen 1976 havde Alexandra premiere på Bernardo Bertoluccis storværk ”1900 – 1. del” og den holdt sig på plakaten i knap fem måneder. De sidste uger sammen med 2. del. Det var en vældig succes, men så kom sommeren og herefter begyndte publikum at svigte biografen. Måske havde man bevæget sig for langt væk fra Alexandras profilmæssige udgangspunkt? Biografen havde fået hård konkurrence fra Henning Carlsen, der kolossalt dygtigt havde arbejdet Dagmar op til en førsteklasses biograf med knivskarp kunstnerisk profil og en række titler, der tilmed godt kunne sælge billetter trods nedgangen op gennem 1970’erne. Tilmed havde Grand hvæsset kniven, da Peter Refn med foryngede kræfter overtog Mikkel Bryggers Gade-biografen efter Esther Gad. Alexandra havde med sine filmvalg bevæget sig over mod et repertoire, der allerede var dækket ind andetsteds og man var i vid udstrækning nu afhængig af sine egne danske produktioner. Her gav Edward Flemings ”Lille spejl” med Frits Helmuth produceret af Crone Film i foråret 1978 Alexandra en succes næsten som i gamle dage, men få måneder senere gav man op. Sandberg overtog Imperial, Kinopalæet og Tre Falke, mens Alexandra blev solgt videre til godsejer Christian Wulff Møller, der overtog biografen i 1978. Han ansatte Poul Erik Jensen og den kommende filmproducent Regner Grasten fra Klaptræet til at drive biografen. De omdøbte pr. 1 oktober biografen til Alexandra Cinema og filmvalget blev atter ændret radikalt med repremiere på den amerikanske westernkomedie ”Cat Ballou”. Den spillede i fire dage efterfulgt af fem dages reprise med Sylvester Stallone i ”Rocky”. Der var dog sikret danmarkspremierer til de kommende måneder. I efterårsferien vistes ”Strandet på en øde ø” til billige eftermiddagsforestillinger og sidst i oktober var der premiere på fortsættelsen af den amerikanske gyser ”Tegnet” med titlen ”Ansigtet på muren” nu med William Holden i hovedrollen, men filmene gik ikke godt. Lidt lysere så det ud midt i november med John Milius’ ”De vilde år”, men en film om surfere på den amerikanske vestkyst var næppe noget for Alexandras stampublikum. I julemåneden forsøgte man igen at komme børnene i møde i form af et Snurre Snup-tegnefilmshow. En tradition, Grasten i øvrigt genoptog, da han havde lejet biografen for en sidste bemærkning i 1981. Julepremieren i 1978 var til gengæld med større stolthed en tilbagevenden til biografens klassiske profil, nemlig Alan J. Pakulas seriøse drama ”Hvor vinden raser” med Jane Fonda og James Caan. Den spillede en måned, før den blev afløst af repremierer på den glimrende ”Odessa kartoteket” med Jon Voight efterfulgt af ”Thunderbolt” med Clint Eastwood og en ægte klassiker i form af Stanley Kramers ”Dommen i Nürnberg” fra 1961. Den 9. marts 1979 var der premiere på Martin Rosens ”Kaninbjerget”, der passede fint til biografen og der blev gjort noget ud af det. Man spillede nu allerede fra kl. 12 undtagen om søndagen og der var endda midnatsforestillinger, hvad biografen ellers ikke tidligere havde gjort sig i. Filmen holdt sig kørende nogle måneder, men så måtte repriserne på banen igen. Forholdet mellem godsejer Møller og Grasten var ikke det bedste og Grasten forlader derfor biografen i maj. Driften blev i stedet overtaget af Mogens Elkow, der også har været involveret i Posthus Teatret og filmselskabet Partner & Kompagnon samt Tivi Magnusson, der drev HTM Film med en fast filmaftale til en af salene i Palads, som fortsatte efter overtagelsen af Alexandra. På programmet var allerede John G. Avildsens amerikanske ”En kvindes stræben”, som blot spillede en uge, ligesom det heller ikke blev til længere i Tivoli Bio. Alexandra dropper navnet ’Cinema’ og bliver atter blot til ’Alexandra’. Biografen lukker på grund af ombygning fra den 16. til den 22. juli. |
|
 Ved genåbningen den 23. juli 1979 har man taget Marilyn Monroe-filmen
”Let’s Make Love” på programmet. Den blev efterfulgt af Gene Hackman i
”French Connection” og de endnu ældre amerikanske titler ”Mord for
betaling” og ”Omstigning til Paradis”. Elkow og Magnusson havde
bebrejdet Grasten sit amerikanske repertoire, men fik selv svært ved at
få de nye premierefilm, man ønskede sig, så de fortsatte egentlig i
samme spor, selv om lysterne gik i helt andre retninger. Tanken var at
tage konkurrencen op med Grand.Den store balkon er nu ved at blive bygget om til to nye sale med hhv. 149 og 137 pladser, mens den nye sal 1 får 388 pladser. Efter blot tre lukkedage i september genåbner biografen fredag den 7. september 1979. Helt naturligt bestod programmet denne dag af premieren på John Cassavetes’ ”Opening Night” med Gena Rowlands fra Dagmar Filmudlejning, som Henning Carlsen på gentlemanagtig vis havde tilbudt den ellers konkurrerende biograf. I de nye sale vises Claude Chabrols franske ”Blodets bånd” med Donald Sutherland fra Nordisk Film samt en repremiere på Arthur Penns ”Bonnie og Clyde”. Cassavetes-filmen gik udmærket, men tiderne var ikke blevet nemmere. Det blev til nogle hæderlige premierer i efteråret, men publikummet svandt yderligere ind og Elkow og Magnusson opgiver biografdriften allerede i januar 1980. Den 1. februar 1980 blev Alexandra overtaget af Gunnar Obel. Han havde sideløbende med sin særdeles succesrige filmdistributionsvirksomhed i forvejen en række biografer i Jylland og allerede forsøgt sig med biografer andetsteds i København, nemlig Colosseum og Platan, som han ikke havde haft succes med, selvom disse biografer nogle år forinden havde passet langt bedre til hans titler. Obel Film var ikke just kendt for at overdynge biograferne med kunstneriske film. Billetter kunne de sagtens sælge, men det var nok ikke ligefrem i en biograf som Alexandra, hvad tiden også snart viste. Obel lægger ud med den engelske ”Quadrophenia – Er du gal mand”, der har Sting på rollelisten. Bekendtskabet med Alexandra kostede Gunnar Obel dyrt. Det endte med en konkurs, som også fik betydning for hans udlejningsselskab, der dog fortsatte. Obel kørte Alexandra frem til 29. marts 1981, hvor avisstrejken så eftertrykkeligt fik lukket Alexandra. Allerede i november 1980 var bunden ved at gå ud, da Obels voldsomt dyrt indkøbte ”Hæv titanic” havde skuffet fælt. Palads spillede filmen i tre måneder, men Alexandra holdt den kun på programmet i to uger. ”Hæv Titanic” solgte 66.000 billetter i de danske biografer, men det var åbenbart slet ikke nok for filmen, der efter Obels eget udsagn havde kostet trekvart million. Han havde endda forsøgt at forbedre komforten i biografen ved i juni 1980 at indkøbe 659 nye stole. |
|
 I de knap fjorten måneder satte Obel mange af sine egne film op i biografen og kunne dermed på sin vis skaffe biografen væsentlig flere premierer, end de foregående direktører havde haft mulighed for. Til gengæld er der så lige det med filmtitlerne: I flæng kan nævnes ”Klassens frækkeste pige”, ”Sheriffen slår på tæven”, ”Terror i ungdomsfængslet”, ”Smid trusserne – luk øjnene”, ”Erotisk besættelse”, ”Emanuelle afslører den hvide slavehandel”, ”The Bermuda Triangle”, de ellers så udmærkede italienske horrorfilm af Dario Argento, ”Chokhouse” og ”Rædslernes inferno”, samt endelig ”Luder på førerens befaling” – som den hed ved den oprindelige danmarkspremiere i Holstebro og igen ved repremieren i Saga i 1984. Af en eller anden grund måtte man have ment, det var for stærkt i Alexandra. Ved sin forsinkede københavnerpremiere hed den blot ”På førerens befaling”. Fælles for alle disse titler var, at de repertoiremæssigt lå helt på linje med Nygade og Saga. ”Popcorn og hindbæris” fik premiere i Alexandra i august 1980 og spillede her i to uger. To år efter spillede samme film seks uger i Tivoli Bio og solgte langt flere billetter. Biografen havde stort set ikke en chance med en årlig husleje i omegnen af 500.000 kroner plus alt det øvrige. Alexandra havde haft sit publikum, men det var tydeligvis ikke Obels og der var absolut ikke længere nogen fællestræk med Grand Teatret. Det skulle da lige være fraregnet historien om ”Caligula”, som kan læses andetsteds (jf. Grand og Nygade). Efter biografen havde været lukket fra sidst i marts 1981 gik der knap et halvt år, før der igen skete noget. Da blev biografen på korttidskontrakt udlejet til Jacob Holdt, der benyttede biografen til at vise sin egen ”American Pictures”, som var i to dele og derfor kørte i to sale. I den tredje vistes den canadiske ”Byen tørlægges”, som Bellevue Films Jes Kølpin ikke havde megen fornøjelse ved at give Alexandra fremfor at beholde den i sin egen Delta Bio. I efterårsferien viste man den tjekkoslovakiske ”Tom Sawyers eventyr” fra CHS Film om eftermiddagen. Alexandra blev lukket igen den 25. oktober. Den 27. november genåbnede biografen for sidste gang. Poul Erik Jensen og Regner Grasten havde mod på en allersidste tur med gamle Alexandra. Om eftermiddagen blev der vist tre forskellige tegnefilmsprogrammer fra C.I.C., mens valget til aftenforestillingerne var faldet på endnu en genoptagelse af ”Odessa kartoteket” foruden ”Endestation Mord” og ”Kaktusblomsten”, der begge havde Walter Matthau på rollelisten. Lillejuleaften vises som de allersidste film ”En god dag at dø” med Dustin Hoffman, ”Sidste Stik” med Paul Newman og Robert Redford samt ”The Godfather” med Al Pacino, James Caan og Marlon Brando. Herefter var det definitivt slut med film i det gamle biograftempel. I 1983 blev der indrettet discotek i de gamle lokaler. Navnet har skiftet nogle gange gennem årene siden, bl.a. Hit House, The Station og In. Senest har der i en årrække været natklub på stedet. Der er stadig fine biografspor på facaden, som herudover fremstår vældig misfornøjet. |
|
|
• Gå til Biografer på biografmuseet.dk | Biografer Oversigt • Gå til København | Omegn | Nordsjælland | Vest, Midt & Syd • Gå til Bornholm | Møn, Bogø, Lolland & Falster • Gå til Fyn, Langeland, Thurø, Tåsinge & Ærø • Gå til Sydjylland | Midt-Vest | Øst | Nord • Gå til mere om Alexandra Teatret, København |
|
 • Gå til Alexandra |
|
|
Gå:
tilbage
- op Opdateret mandag, 01 januar 2024 18:12:46 |
|