Grand Teatret / Metropolteatret / Empire Teatret, København |
Tilbage til
forsiden |
| Skrevet af: JG, biografmuseet.dk | Dato: 01.10.2021 |
 Grand
Teatret den 4. september 2021. Foto: Thomas HauerslevGRAND TEATRET / METROPOLTEATRET / EMPIRE TEATRET Mikkel Bryggers Gade 8 Åbnet 26. december 1913 Grand Teatret vi kender i dag på Mikkel Bryggers Gade centralt i København et stenkast fra Strøget åbnede den 26. december 1913 som Empire Teatret og er dermed i dag Københavns ældste biograf. Biografsalen er åbnet på bagsiden af Palads Hotel (i 1927 omdøbt til Palace Hotel) i deres store, højloftede festsal, der også blev kaldt ’koncertsalen’. Der havde man så sent som den 9. oktober samme år åbnet en udstilling af samlemærker. Her blev der ’under stærk tilstrømning åbnet for publikum, der næppe kunne kende Paladshotellets strenge og alvorlige koncertsal igen i dens lette og brogede dragt af Kjøbenhavns-mærker og efterårsblomster’, som man skrev på forsiden af Politiken. Artiklen blev ledsaget af en tegning, hvor salens karakteristiske udseende træder tydeligt frem. Mellem montrer og vægudstillinger sidder nogle damer og hviler på behagelige stole. Man kan tydeligt se, det er det samme rum, der i dag huser Grand Teatrets store sal 3 med sine mandshøje, sorte træpaneler og udgangsdørene i højre side. Oprindelig var der seks udgangsdøre og tilsvarende seks i modsatte side med indgang fra hotellet. Ud til gaden eksisterer de seks døre stadig, men de bagerste er spærret indefra på grund af forhøjning af gulvet. Desuden ses den store sceneplads og det karakteristiske stukloft med de brede tværrammer, der holder de øvre etager på plads. • Gå til stoleplan Grand Teatret • Gå til galleri Grand Teatret, 24. juni 2009 Palads Hotel, der i folkemunde og såmænd også af arkitekten og ledelsen altid blot blev kaldt ’Paladshotellet’, var bygget i jugendstil som luksushotel i verdensklasse fordelt på fem etager samt et højt tårn opført i perioden 1908-10 af arkitekt Anton Rosen. Hotellet åbnede den 15. juli 1910 og fremstår både i front ud mod Rådhuspladsen og i sine to sammenhængende bygninger bagtil mod Mikkel Bryggers Gade stort set uforandret den dag i dag med sin høje granitsokkel, de røde murstensmure og granitindhugninger som karakteristiske detaljer i udsmykningen. Her ses udenfor ved kældernedgangen til højre for biografsalen et granitrelief forestillende fisk, tønder og flasker samt teksten ’nedgang til Paladshotellets køkken’. Festsalen havde sædvanligvis plads til cirka 600 gæster, når der eksempelvis var opstillet stole til foredrag og den er udstyret med en lille balkon, der faktisk var kongeloge. Denne eksisterer stort set uforandret i dag, men benyttes kun ved fyldt sal. Den er alene for historien et fornemt besøg værd for slet ikke at tale om venteværelset foran indrettet i overdådig ’Louis Size’-stil opkaldt efter den franske Ludvig den 16. (1744-92). Foran festsalen lå et af hotellets serveringssteder, primært refereret til som værtshus, der siden bliver til biografens foyer. Herfra var der også adgang til salen, som var placeret i den anden bygning. De to bygninger har ud til gaden et lille forbindende trappehus med en fornem, lille marmortrappe bygget i samme stil som en tilsvarende bred marmortrappe i hotelfoyeren. Fra foyeren fører trappen op til førstesalens balkon, hvor der i dag også bagtil over foyeren er indrettet yderligere kontorer for biograf og filmdistribution. |
Læs
mere her: Galleri Grand Teatret, 24. juni 2009 Biografer på biografmuseet.dk Biografer Oversigt Danmarks 70mm og Storformat Biografer Stoleplaner - Galle & Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne Biografpremierer 1911 - 2020 Film- og Kinoteknik 7OMM Film og De Store Formater Todd-AO, - det sensationelle filmsystem Mine damer og herrer, "Dette er Cinerama"! "Windjammer" i Cinemiracle CinemaScope | VistaVision Super Technirama 70 | Panacolor Dimension 150 | Sensurround High-Impact biografdesign |
 Empire
Teatret, oktober 1913Rosen blev også involveret i omdannelsen af festsalen til biografsal. Den blev iværksat i al hast kun få dage efter, udstillingen var åbnet og det er alt sammen en temmelig kompliceret historie. Faktisk var det aldrig meningen, der skulle blive permanent biograf i Mikkel Bryggers Gade. Det er rent og skær tilfældighedernes spil. En kendt kaptajn og forfatter ved navn Walter Christmas havde i oktober 1913 efter kraftig henstilling fra Justitsministeriet fået en bevilling af politimesteren i København til en storbiograf med op til 3.000 pladser. Der gik mange verserende rygter om hvorfor og hvordan denne bevilling var tilfaldet den gode Christmas. Det var en historie med rødder tilbage til hans rolle i forsøget på at sælge De Vestindiske Øer til England i 1896 og senere USA i 1899. En forventet kommission gik han glip af og han var rodet ind i en større bestikkelsessag, som han blev frifundet for. I begyndelsen af 1900-tallet skrev han en række drengebøger, som blev vældig populære. Han skrev også faglitteratur og skuespil og havde i efteråret 1913 netop færdiggjort sit første filmmanuskript, det første af flere. Det blev til filmen ”Millionærdrengen”, baseret på hans bog, som blev instrueret af Holger-Madsen på Nordisk. Han havde desuden været direktør for Dagmar Teatret, der på dette tidspunkt fortsat var et rigtigt ’levende’ teater. Nogen mente altså, man skyldte ham en tjeneste og i hvert fald fik han en ’gratis’ en af slagsen i form af en biografbevilling. Nu havde Christmas, der oftest refereredes til som ’Kaptajn Christmas’, ikke den fjerneste forstand på biografdrift og han holdt derfor nogle møder. Et af de første var med Frede Skaarup, der var et celebert navn i den danske underholdningsbranche. Han var som 21-årig startet med en beskeden købmandsforretning i Ringkøbing, men kom få år senere til Århus, hvor han fik smag for film. Her blev han en del af A/S Fotorama, der var startet i 1908 af Thomas S. Hermansen. Fotorama udlejede udenlandske film og man begyndte også en dansk filmproduktion. Denne gik lidt i sig selv igen, da selskabet fik rigeligt at gøre med at distribuere filmene, der blev produceret af filmkongen Ole Olsens Nordisk Film til de danske biografer. Her blev Skaarup headhuntet som direktør efter en større skandale omkring Nordisks plagiat af Fotoramas ”Den hvide slavehandel”. Begge blev gigantiske succeser og folk stod i kø langt ned ad gaderne, hvor end filmene blev vist. Disse og en film som Urban Gads ”Afgrunden” var med til at gøre de danske film både længere og bedre og alt andet blev de også meget mere populære. Han startede siden sit helt eget distributionsselskab Skaarup Film. Udover filmdistribution producerede han teaterforestillinger, bl.a. på Scala, som han havde overtaget i 1912 og givet en gevaldig opblomstring. Biografdrift slog han sig også på, men han manglede en storbiograf i København og en sådan havde Christmas nu bevillingen til. Oprindelig havde han forestillet sig en kæmpebiograf på Østerbro, men der kunne intet lade sig gøre. Desuden havde han ingen tid at spilde. |
|
 Grand
Teatret i juni 2009. Foto: Thomas HauerslevVed deres møde havde Christmas og Skaarup givet hinanden hånden på, at Fotoramas storfilm ”Atlantis”, som var produceret af Nordisk, skulle have premiere til jul i lokaler, Skaarup havde fundet til lejligheden, nemlig i Paladshotellet, hvor han indgik et lejemål på tre år. Tivolis koncertsal havde også været inde i billedet, men valget faldt altså på hotellet. Skaarup ville betale Christmas et betragteligt honorar for at udnytte hans bevilling, men det var altså ikke Skaarups intention at Christmas i øvrigt skulle være aktiv deltager. Normalt fik de danske film fra Nordisk, der altså nu udlejedes af Fotorama, premiere i den lille Panoptikon-biograf på Vesterbrogade. Det var normalt tilstrækkeligt for de mange danske film, der kom i en lind strøm fra studiet i Valby. Man producerede alligevel primært med henblik på salg til det langt større udenlandske marked. Netop nu havde man imidlertid noget, man anså som en virkelig storfilm. ”Atlantis” med Olaf Fønss havde derfor brug for en meget større biografsal end den, der var til rådighed i Panoptikon. Det forløb imidlertid slet ikke, som Skaarup havde forestillet sig, idet kaptajnen løb fra alle de mundtlige aftaler. Kort efter deres møde var der nemlig hændt det, at Christmas havde mødt en ingeniør U. Thomsen, der administrerede Thomas Edisons skandinaviske afdeling for talende film med hovedkontor i Sverige. Edison havde produceret 19 amerikanske kinetofonfilm i løbet af 1913. De er i princippet et samspil mellem filmfremvisning og grammofonpladelyd, hvilket krævede stor koncentration i forhold til synkronitet. Blot den mindste forskel i afspilningen af lyden og billedet er ude af sync. Fonografen i kinetonanlægget var placeret enten foran eller lige bagved lærredet med et snorværk forbundet til filmfremviseren. Anlægget var opfundet i 1908 og patenteret i februar 1913. Det var tanken, man ville udvide forretningen i Europa og tage konkurrencen op med den stærke danske filmnation ved at påbegynde optagelser af nordiske talefilm i nyopførte studier i Göteborg. |
|
 Thomsen havde tilbudt Christmas et beløb for udnyttelsen af bevillingen, der
langt oversteg, hvad Skaarup havde disket op med og lovede guld og grønne skove.
Christmas brød derfor sit ord til Skaarup og koncentrerede sig om at udnytte
biograflokalet sammen med Thomsen, som man allerede havde sikret sig gennem både
Skaarup og Paladshotellet. Skaarup var alt andet lige stadig interesseret i et
lokale til biografdrift, men ”Atlantis” måtte sejle sin egen sø. Redningen for
den film lå ikke længere i Mikkel Bryggers Gade, men derimod i den gamle
hovedbanegård, hvor Palads Teatret var rykket ind netop med plads til 1.780
gæster. Christmas’ disposition var imidlertid en fatal fejltagelse. Begge d’herrer var på papiret pengestærke mænd, men det skulle snart vise sig, at Thomsen havde prydet sig med lånte fjer og slet ikke kunne honorere de indgående aftaler. Han havde end ikke baglandet i ryggen. Der kendte man slet ikke til detaljerne i Thomsens vilde planer om en imperieudvidelse, der rakte langt udover blot Empire Teatret. Paladshotellet kunne efter flere ugers forsinkelse give Empire Teatret premiere 2. juledag, hvor man kl. 20.15 slog dørene op for offentligheden. Hvilken anden dag kunne Walter Christmas da også åbne? Samme dag fik ”Atlantis” sin ’Palads’-premiere. Koncertsalen var ganske hurtigt blevet forvandlet til biografsal og som nævnt var den sagtens til at genkende for publikum. Som indgang lånte man ganske enkelt caféen ved siden af med opstillet billetsalg. I den fornemme loge kunne de fineste gæster, der havde betalt den højeste billetpris, som beløb sig til 1 krone + skat, købe sig forfriskninger. Gulvet i salen var hævet men kun minimalt og direktionen måtte håndhæve, at Damerne ikke beholdt hattene på under forestillingerne. Dørene i venstre side var spærret af ind mod hotellet og blev siden sløjfet helt, mens de højre fortsat fungerede som udgangsdøre. De seks høje vinduer med blyindfattede ruder er dækket til indefra. Træpanelerne fremstod uforandret; loftet med prismelysekroner og væggene ligeså. Et lille lærred er opsat foran scenen og til lyssætning var der røde, illuminerende dekorationslamper. Bagved er opstillet det særlige fremvisningsapparatur, der med snorværk op bag lærredet skulle få det hele til at gå op i en højere enhed. Det er Edisons snørklede kinetofonanlæg kombineret med den interimistiske biografindretning, der giver salen den skæve filmprojektion og det skæve lærred, som udfordrede publikum helt op til det nye årtusinde, hvor det altid var en fordel at sidde til venstre. |
|
 Åbningsprogrammet var naturligvis ”Edisons talende film”. Det var sammensat af
fem amerikanske kortfilm af sammenlagt cirka tre kvarters varighed. Og så blev
der altså talt og sunget. Ikke som vi kender talefilmen i dag men et tidligt
lydeksperiment. Man havde kort forinden hørt og set noget tilsvarende i Palads
Teatret med nogle franske film fra Gaumont. Kinetofonapparatet var først
ankommet få dage før jul. Man måtte tilmed bruge selveste juleaften, så det
kunne nå at blive klar. En filmoperatør var hentet ind fra USA til at forestå
fremvisningerne. Der måtte helt særlig ekspertise til.Premieren var imødeset med stor spænding. Allerede 1. juledag fremviste man resultatet for en indbudt kreds. Danmark var det første sted i Skandinavien, man kunne se og høre Edisons film. Sverige fulgte først efter i februar 1914. Man syntes, det lød bedre her end i Palads, men i Politiken konstaterede man, at ’selv Edison skal være villig til at erkende, at opfindelsen kan føres endnu langt videre, at den talende film foreløbig står på sit begyndelsesstadium og virker mere som et interessant teknisk eksperiment end som kunstnerisk underholdning’. Kortfilmsprogrammet lagde ud med tysk tale, hvor der klart og forståeligt blev talt om netop den talende film. Man slog afslutningsvis en tallerken i stykker, der blev blæst i et horn og hunde gøede, så man fik den fineste fornemmelse for virkningen. De øvrige fire film var på engelsk-amerikansk og blev betragtet som noget grovkornede og fremmedartede. Der var flere sang- og dansenumre og en af filmene var såmænd stum. Man var endnu ikke særlig bekendt med amerikanske film og slet ikke det talte sprog. Langt de fleste film i biograferne i 1913 var europæiske og næsten alle forstod i øvrigt tysk. En anmeldelse pointerede med dette klarsyn: ’det hele var mere end tilstrækkeligt til at vise, at selv om opfindelsen endnu er i sin vorden, vil dens betydning være uoverskuelig, ikke blot fordi den ligger i fremtiden’. Man havde virkelig set ind i fremtiden, selvom tonefilmen, som vi kender den, først kom femten år senere. Der skulle have været stærke bifald efter hver af de fem kortfilm, men måske var publikum bare i særlig godt julehumør. Programmet blev vist indtil den 9. januar 1914. Herefter skiftedes til et nyt ”Edison”-program, som blev vist i ni dage. Den 18. januar havde Empire Teatret premiere på den helt ordinære franske stumfilm ”Luftens behersker” som den længere hovedattraktion i et sammensat program. Dette bestod desuden af naturbilleder fra Biarritz i Frankrig, en kortfilmsfarce og endnu nogle naturoptagelser med titlen ”Myren og græshoppen”, som Christmas selv havde forfattet dansk tekst til og tilmed været vist i det foregående program. Det var allerede slut med talefilm i Empire Teatret. Der hyres i stedet en pianist til at ledsage billederne. Ham man har engageret, har man sikkert fået billigt, for han var vist ikke meget bevendt. Der blev klaget over den gudsjammerlige fremførelse med ord som ’hvad er det dog for toner, det menneske lokker ud af klaveret? Det er til at jage folk langt bort med’. Filmene, der blev vist, brød man sig heller ikke meget om. Hverken den ene eller den anden. Christmas var på dette tidspunkt allerede blevet ene mand i biografens ansigt udadtil. Thomsen var løbet fra både gerning og regning. Det havde været nogle turbulente uger, der havde udviklet sig til noget, der kunne minde om borgerkrigslignende tilstande i Mikkel Bryggers Gade. Christmas var imidlertid manden med midlerne, så det spillede ikke den store rolle – lod Christmas i hvert fald forstå – men der måtte afgjort ske noget nyt, for Edisons film havde faktisk ikke gået særlig godt. ’Edisons talende film’ var i bund og grund ganske simple, sådan som de første filmforevisninger sidst i 1890’erne også havde været det. De var skabt for at vise (tale)teknikkens kunnen, ligesom de første stumfilm blot viste, hvad billederne kunne, uden at koncentrere sig synderligt om en historie. Publikum ville på dette tidspunkt have regulær underholdning og det fandt man altså ikke her. Tilmed var billetterne hundedyre. Op mod en hel krone plus skat måtte man som nævnt betale. Det var væsentlig mere end i de fleste øvrige biografer på samme tidspunkt og så var forestillingerne korte. På grund af de store tekniske udfordringer havde man tilmed holdt programmet til en enkelt aftenforestilling med en ekstra eftermiddagsforestilling på søndage. Der var naturligvis brug for et langt større dagligt program, for at kunne holde biografen kørende. Salen havde over 600 pladser og nu kunne man forhåbentlig fylde den til fire daglige forestillinger fra kl. 16. ”Luftens behersker” trak dog heller ikke tilstrækkeligt publikum til og man skiftede atter seks dage senere. Her kom der historiske film på programmet og siden vendte farcerne tilbage på fuldt program. Dem syntes publikum bedre om. |
|
 Allerede den 1. marts lukker Empire Teatret. Walter Christmas havde da tabt i
omegnen af en halv million kroner på eventyret med Edison og Thomsen. Det var en
formue dengang i 1914. Kompagnonen var for en periode decideret gået under
jorden. Thomsen lod siden forstå, han var taget på turné i provinsen for at
sælge sine talende film dér, men Christmas havde indset, han måtte se at komme
bedst muligt ud af suppedasen. En retssag var allerede iværksat. Der var også
krav fra personalet, der ikke havde fået udbetalt løn efter Thomsen egenhændigt
havde opsagt dem efter blot tre ugers biografdrift. Distributøren Dansk-Svensk Film, der havde lagt film til, efter Edisons røg ud, var også mere end en kende bekymret. Direktøren for selskabet, Sophus Madsen, havde fået sig en snak med Christmas midt i februar om at stå som teatrets finansielle leder. Madsen havde allerede åbnet biograf i Aalborg helt tilbage i 1908 og havde således også begreb om biografdrift. Bevillingen i København klæbede imidlertid til Christmas. Den kunne ikke overdrages, så den fornuftige løsning blev at sælge til Sophus Madsen. Christmas kunne trække sig i baggrunden og væk fra kreditorerne, hvor man fortsat håbede at kunne få penge ud af Thomsen. Madsen beholdt ham udelukkende, fordi han var et nødvendigt onde. En syrlig kommentar kunne man læse i december 1914, hvor 1. verdenskrig som bekendt var brudt ud i juli samme år. Kaptajn Christmas havde man nu i december ikke set i København i månedsvis, idet han opholder sig på Skagen klar til at indkalde de danske sikringsstyrker. I den mellemliggende tid havde der så heller ikke været nogen krig i København… Al inventar var lejet og man kunne ikke få en ny aftale i stand med kreditorerne. Hele salen blev derfor ryddet og nymonteret. Helt indbydende nødvendigt var det også at skifte navn, så man kunne få det skandaleombruste Empire Teater ud af folks bevidsthed. Sidegaden Mikkel Bryggers Gade var tidligere heller ikke just kendt som en af byens fineste, så der skulle mange reklamefinurligheder til. |
|
 Den nye biograf blev døbt ’Metropolteatret’. Noget ’Palads Teater’ var det dog
ikke, bemærkede pressen, men fandt det alligevel attraktivt i forhold til, hvad
byen ellers havde at byde på, når det kom til underholdning med levende billeder.
Faktisk var man for en stund ovenud tilfreds. Der blev også plads til 600
personer i den nyindrettede sal, der var blevet malet rød. Foyeren har
indgangsdøre på hvert side af det store, ovale vindue med udhængsskabe imellem
på den tykke murstensvæg med Metropolteatret stående ovenover. Der kommer også
udhængsskabe mellem udgangsdørene. Sådan ser der også ud i dag, hvor biografens
navn blot er skiftet til Grand Teatret. Man har således overtaget hele
udskænkningsområdet. I foyeren er billetsalget i mange år placeret umiddelbart
overfor indgangen til den store sal, hvilket på mange travle dage altid skabte
pladsproblemer. Træder man ind gennem indgangen fra gaden til venstre, skal man
gennem en kort gang, før man når ind til foyeren, der ligger på højre side.
Toiletterne er placeret lige fremme. Der kommer bar mellem indgangspartierne,
hvor der den første tid var garderobe. I vid udstrækning ligner dette område sig
selv helt op til 1980’erne. For en billet til balkonlogen må man nu betale 1,50
kr.Metropolteatrets første film blev det tyske drama ”Den blå mus”, som heldigvis blev en fin succes. Genåbningen fandt sted den 8. marts 1914. Der var fuldt hus til mange af visningerne, selvom anmeldelserne var blandede. Der blev spillet fem daglige forestillinger med start hver halvanden time fra kl. 16. Annoncerne for biografen og filmen var relativt store med smarte billeder af en mus ledsaget af teksten ’Den blå’. Sophus Madsen havde god sans for disse reklamer. Dengang gjorde biograferne sjældent et stort nummer ud af deres annoncer og distributørerne var slet ikke begyndt at promovere deres film i avisannoncer, så Metropolteatrets stil var i enhver henseende ganske banebrydende. Fjorten dage senere havde man allerede booket en dansk film, der dermed også blev husets første danske premiere. Musen spillede fortsat for fuldt hus, men den måtte flytte ned i Vesterbros Teater. I Mikkel Bryggers Gade blev der skabt ny sensation, hvor kalenderen nu skrev 23. marts 1914. Denne gang skulle det lykkeligvis være en gennemført god en af slagsen. Her får Benjamin Christensens ”Det hemmelighedsfulde X” fra Dansk Biograf Kompagni nemlig premiere til en sprudlende modtagelse. Man annoncerer fra premieredagen med ’kun kort tid’, men det turde være endnu et smart reklametrick, for den vises i knap halvanden måned. Man var da heller ikke bleg for i reklamerne allerede på premieredagen at selvudnævne filmen til et mesterværk. Fire daglige forestillinger trak fuldt hus i ugevis. Da man måtte tage filmen af plakaten i maj, kom den såmænd op igen sidst i juli og spillede yderligere nogle uger. Flere dramaer fulgte i kølvandet på X’et. En tysk seriefilm med detektiven Stuart Webbs fik succes midt i maj og fik en fortsættelse fjorten dage senere. Serien kørte videre i efteråret med flere nye premierer. Dengang blev filmene optaget og udsendt på rekordtid. ”Det hemmelighedsfulde X” var en gennemarbejdet filmproduktion, der havde taget lang tid at forberede og optage, som filmene i dag. Sådan var alle de andre i tiden ikke. De tyske titler i Metropolteatret var dramaer og krimier, men der kom også film i den lette genre. Kærlighedsfilm og lystspil, både tyske og svenske. ”Den blå mus” spillede også igen på bordet i en fortsættelse og de svenske og tyske fik snart også følgeskab af italienske, engelske og amerikanske. Filmene kom primært fra Dansk-Svensk og forretningen gik strygende. Alle vises traditionelt en uges tid, men de største succeser får naturligvis længere spilletid. Metropolteatret bliver hurtigt et populært biografteater, hvor både publikum og film kæmper om at få plads. Den 22. april 1915 går der efter en kortslutning ild i en film i operatørrummet midt under en eftermiddagsforestilling. Operatøren og to medhjælpere bliver alvorligt forbrændt. Brandvæsenet var hurtigt tilstede og fik slukket ilden, ligesom biografsalen blev tømt for gæster i ro og orden. Dagen efter var der premiere på en ny amerikansk film. Det sammensatte kortfilmsprogram, der var blevet vist dagen forinden, havde ikke overlevet. Den 11. august 1916 har biografen premiere på ”Chaplin som skruebrækker”. Den varer 33 minutter og vises sammen med nogle aktuelle optagelser fra Frankrigs nationaldag, Bastilledagen 14. juli. Den sidste er publikum nok lidt ligeglad med, men Chaplin trækker fuldt hus og vælter teatret af latter hver time fra kl. 15. Den 30. november får biografen en kæmpesensation med premieren på krigsdokumentaren ”Somme-slaget”, der siden bliver benævnt ”Den engelske beretning om Somme-slaget”. Der kommer nemlig også en tysk et par måneder senere, som ikke tilnærmelsesvis opnår samme interesse. Sjældent har man set mere realistiske billeder fra en krig. Faktisk har man aldrig før set rigtig nærgående billeder fra en krig. Den engelske dokumentar er kommet lynhurtigt til landet og får kun spilletid kl. 13 og kl. 14.30. Efter kort tid fylder den dog hele programmet. Publikum med sarte nerver frarådes at se filmen, der ellers er tilladt for alle! |
|
 I 1913 var det danske biografpublikum stort set ubekendt med amerikanske film
bortset fra kortfilmsfarcerne. Allerede i 1918 består hovedparten af premiererne
i Metropolteatret nu af amerikanske film og i 1920 er samtlige af biografens
premierefilm amerikanske. Krigen i Europa har umuliggjort næsten al
filmproduktion og eksport. Filmene er fortsat stumme, så publikum mærker endnu
ikke den store forskel, men de præsenteres nu for nye genrer, man ikke har set
tidligere. Ligesom i Vesterbros Teater kommer der også westerns på programmet i
Metropolteatret. Den 24. marts 1919 kan man således se ”Præriens konge” med
William S. Hart. Ingen kender ham i dag. Han forsvandt ud i glemslen ved
tonefilmens ankomst, men sidst i 1910’erne og i 1920’erne var han ofte på
lærredet i Mikkel Bryggers Gade. Hans navn kunne sælge lige så godt i de lidt
mere seriøse film, som Tom Mix kunne sælge i de mere tankeløse. Et andet
populært navn var William Farnum. Først i andet halvår 1921 er der atter
sydeuropæiske film på programmet. Her bliver der gensyn med film fra både
Frankrig og Italien. Året efter ses også film fra Tyskland og Østrig. Sophus Madsen køber i 1915 den gamle banegårdshal, hvor Constantin Philipsen havde indrettet det enorme Palads Teater med knap 1.800 pladser og overtager biografbevillingen hertil. I 1917-18 opfører han det nuværende Palads på Axeltorv. Han er fortsat direktør for Metropolteatret med Christmas som bevillingshaver, mens Oscar Malmstrøm, der allerede var tilknyttet biografen, tager sig af den daglige drift. Malmstrøm fortsætter indtil 1923, hvor han kommer til det nye Boulevard Teatret. Samtidig flytter Metropolteatret over til nye lokaler på Strøget. Christmas og Madsen tager biografens navn med sig. Det var i alle tilfælde muligt for Madsen og Christmas at flytte bevillingen, men det tidligere lokale i Paladshotellet kunne nu fortsat benyttes til biografdrift, idet man i begyndelsen af 1922 udvidede den eksisterende filmlov og det forældede bevillingssystem fra 1907 med en ny biograflov, der senere blev revideret yderligere. Fra 1922 blev det udelukkende Justitsministeriet, der udstedte biografbevillinger. Det blev hermed muligt at udvide antallet af biografer betragteligt, da det ikke længere var op til den enkelte politimester at afgøre, om der skulle være mere eller mindre biografunderholdning i kvarteret. På Østerbro havde man af denne årsag været voldsomt udsultet. Skaarup havde helt tilbage ved Empire Teatrets indretning i efteråret 1913 i virkeligheden haft tanke på en kæmpebiograf på Østerbro, men da den lokale politimester her så mere end skævt til film og biografer, blev det aldrig realiseret. Ej heller via mellemmand. Samtidig havde nogle få men ganske indflydelsesrige personer som netop Skaarup, Sophus Madsen og Constantin Philipsen kolossal magt over forlystelseslivet. Det ønskede man fra statens side mere hånd i hanke med. |
|
 Man benyttede sig nu desværre ofte af dobbeltbevillinger, hvor to
bevillingshavere ikke nødvendigvis kendte hinanden i forvejen. Alene eksemplet
med Christmas-Thomsen burde have fået Justitsministeriet til at tænke sig om.
Siden blev bevillingerne da også indskrænket til kun at gælde én person pr
biograf, men da var megen skade sket. Til tid og evighed – altså frem til
bevillingssystemets ophævelse – var det til højlydt diskussion, om de personer,
man gav bevilling, overhovedet var i stand til at varetage opgaven. Ligesom
Walter Christmas var der stadig mange, der blot agerede stråmænd for stærkere
kapitalkræfter. Det bliver filminstruktøren Urban Gad, der netop på ny dobbeltbevilling fra september 1922 sammen med redaktør Thora Daugaard overtager lokalet i Mikkel Bryggers Gade og omdøber biografen til Grand Teatret. Parret har haft et kort intermezzo i Kosmorama på Østergade, som de har overtaget efter Hjalmar Davidsen, der åbnede Det Lille Teater (for Skaarup) den 22. november 1922. I Kosmorama lukker man permanent 2. påskedag, den 2. april 1923 og selvsamme dag slår man dørene op i Mikkel Bryggers Gade. Én enkelt dag driver de dermed to biografer. Åbningsforestillingen finder sted kl. 14 med Doroty Phillips i ”Filmsprimadonnaen fra Hollywood”. Man har pudset biografen op i den uge, der har været lukket men ikke foretaget nogen egentlige forandringer. Salens stole er på dette tidspunkt noget hårde at sidde i. Det bløde stof fra Metropolteatrets åbning må være slidt hurtigt af. Urban Gad hævdede imidlertid altid, at det ikke spillede nogen rolle med stolene, idet de film han viste, ’appellerede til den øverste halvdel af kroppen, hvor hjernen, øjnene, ørerne og hjertet er anbragt’. En pianist spiller til filmen og akkompagneres af solister. Modsat de øvrige store centrumbiografer benytter Grand sig ikke af et helt orkester. Derved spares naturligvis en god sum penge, men de mere beherskede kammerspil kaldte næppe på den største musikledsagelse. Omvendt var sangledsagelsen ganske populær. Frk. Daugaard kommer aldrig til at deltage aktivt i den daglige drift og træder sidst i 1930’erne helt ud. Hun modtager indtil da blot sin del af indtægterne. Det bliver derfor Gad, der kommer til at kendetegne biografen og efterhånden den stil og det repertoire, biografen er kendt for selv i dag. Gad var et kæmpenavn i tiden. Det var ham, der som en af sine første instruktørgerninger bragte Asta Nielsen frem i ”Afgrunden” og dermed cementerede dansk films navn internationalt mange år frem i tiden. Som udgangspunkt vælger han at fortsætte den stil, Metropolteatret havde lagt og der kommer derfor fortsat mange amerikanske film på programmet. Det var også helt naturligt, idet den europæiske filmproduktion endnu ikke var kommet sig helt efter krigen. Hele den tyske filmproduktion kommer først til at se sin storhedstid i årene herefter. Alligevel er det her værd at pointere, at den biograf Urban Gad stod med ikke havde nogen lighed med den biograf, han selv fik skabt ad åre. For mange københavnere var Mikkel Bryggers Gade fortsat en sidegade, hvor man ikke nødvendigvis helst ville ses. Biografen var endnu ikke helt sluppet af med sit blakkede ry. En uge efter premieren på filmsprimadonnaen skiftes ud med en dansk film, der har haft premiere i World Cinema. Herefter vises ”De to forældreløse”, der har spillet i Palads. Gad havde åbenbart ikke så mange premierer på plads fra start, eller også havde han forestillet sig, premierefilmen kunne holdes længere på programmet. En del år frem i tiden rykkes film fra netop disse to biografer jævnligt over i Grand Teatret, ligesom han tager forskellige film op som repremiere. Der holdes fortsat primært en linje bestående af amerikanske film. I virkeligheden ville han meget mere med sin biograf. Eller var det måske nærmere hans hustru, Esther Gad, der fik ham sporet hen i den retning? Det kom alt sammen til at vente nogle år endnu. Det første år var filmene virkelig i den ganske lette genre og ingen spillede længere end to uger. Ikke mange af dem er værd at nævne ved titel heller. De store film skulle man på dette tidspunkt opleve i Palads, World Cinema eller Kino-Palæet. Sidst i 1925 var flere film nede på at blive skiftet ud efter kun tre-fire dage. Heldigvis for Gad vendte lykken ved juletid samme år for en stund, da ”To byer” fik premiere og blev hans hidtil største succes med 3½ uge på programmet. Den 23. februar 1924 var Alexandra Teatret åbnet længere nede ad strøget i Nygade 3. Salen var mindre end Grands, men Hjalmar Davidsen havde da fået flyttet sin bevilling fra Det Lille Teater tilbage til Strøget og var langt mere biograferfaren og dreven end Gad. Davidsen havde desuden en lind strøm af film fra Fotorama, der var den dygtigste distributør på markedet til at samle europæiske kvalitetsfilm op. Så godt som alle disse fik premiere i Alexandra Teatret. I 1926 havde Gad for en periode fået smag for westerns og havde stribevis af disse på programmet fra Universal. Grand lå dermed nærmere i konkurrence med Kinografen, der lå placeret lige rundt om hjørnet i Frederiksberggade. Faktisk vil en dissektion af biograflisterne for netop 1926 vise, at både Kinografen og i særdeleshed Alexandra Teatret havde et langt mere kunstnerisk repertoire, end Grand præsenterede for sit publikum. Det er derfor noget af en tilsnigelse, når Urban Gad alene får æren for at have skabt Grand som den kvalitetsbiograf, den er i dag. Skal der beviser på bordet, kan for 1926 nævnes ”Dollar-cowboyen”, ”Vestens vovehals”, ”Texas bedste mand”, ”Den mystiske rytter”, ”Præriens vovehals” såvel som både ”Den røde pirat” og ”Den sorte pirat”. Dette endda blot et udvalg. Amerikanske film hver og én. I Alexandra Teatret var programmerne markant anderledes og deres film blev ofte holdt på programmet i ugevis. Igen kan det nok ikke underkendes, at fru Gad efterhånden fik en større finger med i spillet, end man egentlig er klar over i eftertiden. I 1928 havde Urban Gad lagt sine westerns på hylden igen og var begyndt at kigge Alexandra Teatret mere over skulderen. Den ekspanderende internationale filmproduktion betød også, at Alexandra Teatret slet ikke kunne vise det hele. Der kunne Grand så støde til. Det store vendepunkt kom i marts 1928 med Josephine Baker i ”Papitou”. Baker lavede kun få spillefilm, men var voldsomt populær på de skrå brædder, hvor hun også optrådte på Dagmar Teatret i København samme sommer. ”Papitou” blev en kæmpesucces og Gad erkendte sikkert her, han nok kunne få et helt andet og formentlig større publikum, hvis han skiftede stil. Den næste film var nu såmænd en Buster Keaton-komedie. Han havde allerede forinden forsøgt sig med Keaton uden succes og denne fungerede da heller ikke rigtigt. Det gjorde den tyske lægefilm ”Kvindelæge Dr. Schäfer” til gengæld sidst i maj. Disse lægefilm, ofte med dokumentariske indslag af ret overvældende karakter, kom der mange af fra sidst i 1920’erne. Den erotiske, tyske ”Alraune” med Brigitte Helm fik også succes i august 1928. Snart var der et efterhånden betragteligt kvindeligt publikum, der besøgte biografen. Man kunne se avisannoncer for Grand, hvor hushjælpen tager telefonen og til spørgsmålet om fruen er hjemme svarer ’nej, fruen er i Grand for at se en god film’ og i den stil. Titlerne der fulgte umiddelbart efter hed ”Kurtisanen fra Sevilla” og ”Uberørt?”. Juleprogrammet var ”Hede nætter” med Dolores del Rio og Walter Pidgeon. Man kan mere undre sig over, denne titel slap gennem censurens nåleøje, når den tyske ”Madame wünscht keine Kinder” et par måneder senere ikke kunne tillades med den direkte oversættelse, men i stedet måtte kalde sig ”Moderne ægteskab” på dansk (læs historien under ’censur’-kapitlet på Biografmuseet). I alle tilfælde var Grand efterhånden hurtigt ved at få sig et helt nyt ry som fruernes biograf. Fru Gad…? Grand Teatret, der nu ofte blot kaldte sig Grand i annoncerne, var tidligt oppe på dupperne, når det kom til tonefilmen. Allerede i 1927 havde man indgået planer om et samarbejde med MGM, der i Danmark på dette tidspunkt fik udlejet deres film gennem Filmcentralen. Først året efter fik man sin første prøvevisning. Det skete den 11. juli 1928 for et indbudt publikum med udstyr fra det danske Petersen & Poulsen, hvis demonstration i Palads for en større skare allerede i 1923 havde skabt kolossal opmærksomhed. Udviklingen af tonefilmen tog blot sin tid, hvilket man på Mikkel Bryggers Gade, af alle steder, kendte alt til. Nu kom der dog skub i udviklingen, selvom de danske entreprenører på både kort og lang sigt blev overhalet af amerikanerne. Først i 1929 er Grand klar til den nye tonefilmsæra og det er også på høje tid. I august har Roxy, Colosseum og Palads haft deres debut. Grand åbner ballet den 7. september med premieren på ”Hvide skygger” med Monte Blue. Det er den første tonefilm fra MGM og den første, hvor man kan høre MGM-logoets løve brøle. Det er naturligvis kun få dage senere end de øvrige nævnte, men tre dage forinden havde man givet en fransk (stum)film fra 1924 premiere. Den havde titlen ”Den grønne ridder” og det er nok en af de premierer i Grands historie, der har fået de mest rædsomme anmeldelser. Den havde formentlig ligget på hylden meget, meget længe og fik nok kun premiere, fordi det nu var sidste udkald. Kun tre dage skulle biografen og publikum da også lide, før de hvide skygger blev et funklende klart lys, der varslede kronede dage for biografen mange år frem. I Berlingske skrev man, at det er ’den mest harmoniske tonefilm, der endnu er vist her i byen’. Tonefilmspremiererne i Roxy og Colosseum og især i Palads var alle beskyldt for store lydmæssige udfordringer, men her i Grand var det en fornøjelse at høre sangene. Måske lå hemmeligheden i succesen også begravet netop deri, at der kun var sang i denne film og ingen tale. De første år efter tonefilmens fremkomst var skuespillerne afhængige af mikrofoner i deres umiddelbare nærhed, hvilket vanskeliggjordes, når man skulle bevæge sig. Stillestående sang og musik egnede sig alt andet lige bedre og det var en sådan film, man viste i Grand. Den var såmænd optaget som stumfilm og havde fået sin musik lagt på efterfølgende. Med tonefilmens definitive gennembrud fulgte en stribe succesfilm. Nuvel, nogle fejlede naturligvis, men filmene blev bedre og mere populære. Naturligvis også fordi der stadig var en del mellemstore biografer, der ikke havde fået tonefilmsudstyr og filmudvalget derfor større. Overgangen til tonefilm skete lynhurtigt på begge sider af atlanten. Et år senere var der stort set ingen stumfilm at se nogen steder. Nogle af de gamle stumfilm genudsendte man endda i nye tonefilmsudgaver. Det gjaldt særligt en række populære danske film. Grands efterfølgende film kom også fra MGM via Filmcentralen. Herefter blandes posen mellem udlejerne. Alle filmene er nu mere eller mindre direkte henvendt et kvindeligt publikum. Hvor titlerne et par år forinden havde heddet noget med mystiske prærieryttere, sås nu udelukkende titler som ”Vilde orkidéer”, ”Under den blomstrende lind”, ”Ørkennætter”, ”Evangeline”, ”Kvinden, man længes efter”, ”Solskinsøen”, ”Broadways Melodi” og ”Flammende nætter” med Douglas Fairbanks Jr. Fra den 16. november 1929 blev ”Kvindesmerte – kvindeglæde” i den autentiske lægefilmstil et tilløbsstykke uden lige (se i øvrigt under Panoptikon). Grands nye stil fortsatte uforandret op i 1930’erne, ja, sådan set for altid. I dette årti var det ”La Maternelle” (”Moderhænder”), der gik rent hjem. Filmen blev i Grand kaldt ved sin originaltitel, hvilket var lidt usædvanligt, i og med det jo var fransk, hvad de færreste danskere forstod. Man havde ganske enkelt intensiveret markedsføringen mod det bedre borgerskab. Selv biografens annoncer indeholdt i årtier aldrig filmselskabernes eget producerede annoncemateriale. Grand skabte sine egne og fremførte dermed også oftest originaltitlerne i stedet for de danske, de blev vist med i de fleste øvrige biografer. Efterhånden var man ’fin på den’, hvis man kom i Grand og biografen viste heller ikke reklamer. Dagligdagens simple nødvendigheder blev man forskånet. I februar 1935 havde Grand premiere på ”Den røde pimpernel” med Englands populære Leslie Howard. Seks uger senere var der premiere på ”Englands sønner” med ærkeamerikanske Gary Cooper og endnu et filmidol kunne tiltrække masserne. Filmene begyndte at spille væsentlig længere i Grand. Nu kunne den gennemsnitlige film ofte holde sig på plakaten omkring tre uger. Denne frekvens ændredes snart yderligere til at skulle tælles i måneder. Blandt de største succeser i sidste halvdel af 1930’erne kan nævnes ”Mayerling-dramaet” med Charles Boyer, ”Kvindeklubben” med Danielle Darrieux, genindspilningen af ”Kongen morer sig” med Raimu, Jean Renoirs ”Den store illusion” med Jean Gabin og ”Stjålen lykke” med Michael Redgrave. Den 2. juli 1939 lukker biografen for en gennemgribende ombygning af salen. De mange besøgende havde tæret hårdt på biografen og den havde brug for en kærlig hånd. Der genåbnes den 16. august med Marcel Carnés franske ”Og ved daggry…” med Jean Gabin og Arletty. Det er den længste periode, biografen endnu har haft lukket og resultatet er blevet enestående flot. Salen har nu i stedet for lysekronerne fået den indirekte loftsbelysning mellem stuk og rammer, som biografen fortsat har i dag og der kommer flere ventilationskanaler end tidligere. Desuden tilføres loftet guldbelægning i kanterne. Der er på dette tidspunkt stadig midtergang hele vejen ned gennem salen. De nye fauteuilstole er særdeles magelige i rødt velourbetræk, ligesom de nye gulvtæpper er røde, sådan som de altid har været. Også væggene har fået en omgang ny rød maling. Lærredet er hævet en halv meter og gjort større således, det nu måler fem meter i bredden og fire meter i højden. Denne del af ombygningen havde voldt de største problemer, idet det havde været nødvendigt at fjerne den fjerneste betonhoveddrager i loftet og indsætte en ny og smallere jerndrager i stedet. Desuden er der kommet et nyt fortæppe i rødt uldvelour, der kan projektørbelyses, hvilket biografen benytter lige siden. Navnet ’Grand Teater’ står med store bogstaver på facadens hjørnekant mellem trappehus og biografsal og skuer mod Strøget. År senere kommer de første lærredsplakater op i skrå stativrammer ved siden af over udgangsdørene. I den renoverede sal er der plads til 548 gæster fordelt på 31 rækker. Heraf er de 32 pladser fordelt på fire rækker i balkonlogen, hvor der må ryges. Logen ligger bagved selve salen og det var planen at udvide balkonen betragteligt udover rummet således, man kunne få flere siddepladser. Dette blev dog aldrig gennemført. Selve gulvet har fået en hældning på 70 centimeter i forhold til de tidligere omkring ti centimeter, men hattedamerne kunne således fortsat snildt spolere udsynet. Ludvig den 16.-ventesalonen er nymonteret med lysegråt velourtæppe, lysegrå vægge med blå kaméer indfattet af forgyldt træskærerarbejde. På midtervæggen er der ophængt et antikt spejl mellem forgyldte lampetter. Vinduerne er dækket af forgyldt gitterværk og Louis XVI-møblerne er anbragt langs væggene. Et stort porcelænsaskebæger er anbragt på hjørnebordet og tænk, det hele ser fuldstændig ud lige sådan i 2021. Dog uden garanti for askebægeret. Den fine biografsal blev nu snart betragtet som ’Filmens Kongelige Teater’. En betegnelse, som også er blevet benyttet om det nye Palads. En renovering af foyeren trak ud til den efterfølgende sommer, men da forsøger man også på bedst mulig vis at efterkomme publikums behov. Som Gad (atter) udtaler: ’Den bedste service for publikum, er og bliver denne, at skaffe de bedst mulige film, at være et vindue åbent ud mod verden’. Genåbningsfilmen bliver naturligvis en kæmpesucces, men i september er krigen allerede brudt ud, da Tyskland invaderer Polen i september 1939. Man huskede, hvordan det gik under den første verdenskrig og er naturligvis og med rette bekymret for filmtilførslen. Ministerierne rådede selskaberne til at få hjem, hvad man kunne samtidig med, man opfordrede biograferne til at holde igen med premierene. Altså at opbygge forråd til dårlige tider. Det var rettidig omhu, for det skulle snart tørre voldsomt ind med nye film fra udlandet. Tyskland naturligvis undtaget. Danske film blev produceret under hele krigen, men det var ikke disse, der fyldte i Grand. Det havde de ikke gjort siden Metropolteatrets dage. Urban Gad sagde, han aldrig fik dem tilbudt. Man var helt og holdent afhængig af de bedste film fra Frankrig og Italien, som man faktisk fik overraskende mange film fra langt oppe i krigsårene. Og så de tyske, som ender med at klæbe til Gad. Den 1. december 1940 blev de engelske film forbudt i biografen, men i Grand havde man allerede kun vist tyske, franske og enkelte svenske film siden april. De franske spillede bedst. De tyske kom der generelt færre og færre til, men Grand havde en del tyske premierer. I december 1941 er der premiere på ”Lægen, der dræbte”, hvis danske titel var vendt noget i forhold til den tyske ”Ich klage an”. Der blev indrykket store annoncer i stil med dem, der var set til premieren på ”Jud Süss” i februar samme år i Bristol. Her annoncerede man frejdigt med ’filmen, der fik tildelt årets internationale førstepris’. Man skammede sig tydeligvis slet ikke. Den havde i virkeligheden vundet en sekundær pris i konkurrence med film nøje udvalgt af det fascistiske Italien og det nazistiske Tyskland. Filmen var endda udlejet af det tyske selskab Tobis, der havde oprettet kontor i Danmark og Grand stod som medafsender på annoncerne. Grand annoncerede ellers aldrig på den måde. Det andet store tyske filmselskab UFA havde også distribution i Danmark. Da dette var direkte kontrolleret af besættelsesmagten, blev Tobis i løbet af et års tid indlemmet her. Så havde man fuldstændig hånd i hanke med propagandavirksomheden. Samtlige Grands næste tyske film kom fra UFA. Man gav endda filmen repremiere i 1943. Den havde desværre solgte ganske mange billetter. Problemet var, kan man ellers udtrykke sig således, at det skulle være en rimelig vellavet film omhandlende et særdeles skummelt tema om menneskelig selektion. Man kaldte temaet for ’medlidenhedsdrab’, men det var rendyrket tysk propaganda. En kendt anekdote om Grand fra krigen er den om de tyske ugerevyer, der også var fyldt med propaganda. Her var der ved en forestilling en vistnok beruset herre, der ustandselig kom med tilråb til de tyske krigsbilleder. På et tidspunkt berettede speakeren, at så og så mange fjendtlige maskiner var skudt ned, mens kun én tysk var savnet. ’Den kommer sgu nok til 9-forestillingen’, råbte manden i salen. Lyset blev tændt og politiet tilkaldt, men ingen var naturligvis i stand til at udpege synderen. I sommeren 1943 skifter man både ind- og udgangsdøre ud med særdeles kraftige og tommetykke, der skal beskytte biografen mod bombeangreb under luftalarm. Man har desuden et særprogram liggende af to timers varighed, man kan tage op i tilfælde af, publikum ikke kan forlade salen umiddelbart. Andre steder er det hændt, man har set den samme film to gange i træk. I Grand kan man nu divertere med rejsefilm, musikfilm, tegnefilm, sportsfilm og Paramount-billedbøger m.v. foruden nogle gættekonkurrencer, hvor publikum kan vinde fribilletter. For et eventuelt ventende publikum i foyeren har man indkøbt ekstra borde og stole foruden en større forsyning kortspil, kryds-og-tværs opgaver og blade. Til børn har man desuden lidt legetøj og billedbøger. Fra den 25. april til og med 28. maj 1944 var alle biografer tvangslukket efter ordre fra tyskerne. Det overgik lukningen under Den Spanske Syge og var det ikke for coronaæraen, ville det være forfærdelig lang tid i sig selv. Det var det nok også for et publikum i krigsårene, der ikke havde noget tv-apparat eller computer at underholdes af. Glæden var naturligvis stor ved genåbningen den 29. maj, hvor man kunne fortsætte med den tyske ”Storby-melodi”, der kun havde nået at blive vist en enkelt dag før nedlukningen. Den 8. november 1944 fik Grand premiere på den film, der slog alle hidtidige rekorder i teatret. Det var den svenske ”Elskovs-sonaten” (”Appassionata”) med Viveca Lindfors og Georg Rydeberg. Ja, den slog ganske vist ikke ”Landevejskroen” i Nørreport Bio, men elskoven holdt sig på plakaten lige til afslutningen på krigen et halvt år senere. Måske havde Gad fundet bare en anelse inspiration fra Nørre Voldgade..? Den 9. maj 1945 genoptog man ”Den røde pimpernel”, som havde været en kæmpesucces ti år foriden og mindedes dermed også Leslie Howard, der havde mistet livet under krigen. De amerikanske film var blevet forbudt, efter USA blev inddraget i krigen, men kopierne var ikke krævet destrueret, så dem havde distributørerne holdt klar til bedre tider. Urban Gad havde instrueret en del film i Tyskland, omend tyve år siden, men set udefra heller ikke just været tyskerfjendsk under krigen. Han havde trods alt også gjort Die Asta, som han var gift med 1912-18, til et kæmpenavn og hans nuværende hustru var tyskfødt. Derfor var Gad ikke forundt de første nye amerikanske film, da tyskerne overgav sig. Det var lidt som et vink med en vognstang. Ligesom flere af sine kolleger, der lige efter krigen havde en projektør rettet mod sig, holdt han lav profil. I august 1945 havde Grand premiere på en svensk film med titlen ”Lev farligt”, der gik frihedskæmpernes vej. Det afstedkom en særdeles syrlig kommentar i Social-Demokraten, der måske endda var en anmeldelse af både film og Gad samlet i ét. Kommentaren er alt for lang og tvetydig at gengive her, men der stod tydeligvis meget mellem linjerne, som skribenten skulle have ud mellem sidebenene til almen borgeroplysning. Publikum, ja, de var vist ligeglade. Filmen spillede fire uger og det var jo meget pænt. Udlejerne var også ligeglade. De skulle tjene penge og der var fortsat masser af penge at tjene i Grand. |
|
 I 1947 får Orson Welles ”Den store mand” (”Citizen Kane”), som mange
filmkritikere regner som verdens bedste film, premiere i Grand. Årets øvrige er
også engelske og amerikanske. Urban Gad dør af en blodprop 2. juledag 1947. Man
spekulerede i, om det mon blev hans første hustru, Asta Nielsen, der kunne gå
hen og få bevillingen, men det blev altså Esther Gad, der kom til at fortsætte
driften. Hun fik permanent bevilling i juli 1948 og var blevet kraftigt
anbefalet i bl.a. i Berlingske Tidende, hvor Svend Kragh Jacobsen udmærket var
klar over, hvilken drivkraft hun havde været for biografen. På tidspunktet for
Urban Gads død viser Grand ”En sag om liv eller død” med David Niven på 4. måned.
Den spiller frem til begyndelsen af februar 1948. Her får den franske klassiker
”Paradisets børn” af Carné premiere. Det bliver i Grand dog uden den senere
berømmelse, men den er et smukt karaktertræk for den stil, biografen siden
bliver allermest kendt for.I 1952 er Esther Gad sammen med Carl Th. Dreyer en af ansøgerne til Dagmar-biografen, men må se sig slået. Hun havde jo også allerede en biograf, men ønskede sig en, der var større endnu. Grands filmmaskiner er nu ved at være halvgamle og det sker jævnligt, at forestillinger afbrydes eller helt må aflyses. Esther Gad foretager sig i virkeligheden ikke ret meget fysisk med sin biograf i alle de år, hun driver den. Ligesom i Dreyers Dagmar køres der løs på fuldt tryk. Det er biografernes bedste årti nogensinde. Forbedringer lader derfor vente på sig helt til juli 1958. Først her kommer der nye fremvisningsmaskiner, der ved samme lejlighed kan vise film i CinemaScope. Der bliver derfor også sat nyt og bredere lærred op i salen. I årene omkring 1950 er det fortsat de populære amerikanske og engelske af den bedste slags, der trækker publikum til. Disse film har man nu i endnu større konkurrence med Dagmar, som viser film i samme genre. Man blander posen med de franske og en sjælden gang ses en svensk film. Bredere er udvalget ikke lige i disse år. Til gengæld er mange af filmene voldsomt populære. Grand kan snart nøjes med højst et dusin nye film om året. I 1951 er der blot fire premierefilm! På den måde kan biografen naturligvis slet ikke vise det hele og mange tilbudte titler må finde vej andetsteds i byen. Nogle vil også mene, mange af de film Esther Gad valgte til Grand, set med eftertidens øjne, ikke hører til blandt filmkunstens højdespringere, men der er dog perler imellem. Andre end de nedenfor nævnte solgte langt bedre, men blandt de film, man virkelig kan bryste sig af op gennem 1950’erne og 1960’erne, skal nævnes John Hustons ”Asfaltjunglen”, Federico Fellinis ”La Strada” og ”Gadepigen Cabiria”, ”To byer” med Dirk Bogarde, Basil Deardens ”Desperat ungdom”, J. Lee Thompsons ”Hun så det”, Louis Malles ”De elskende”, Luchino Viscontis ”Leoparden” og John Schlesingers ”Darling”. |
|
 Esther
Gads sidste annonce, 31.7.1974 efter 51 år i biografens tjeneste.I 1966 har biografen sjælden dansk premiere. Det er på Palle Kjærulff-Schmidts mesterlige ”Der var engang en krig” og i 1967 laver Ingmar Bergman et tilsvarende sjældent gæstevisit i biografen med ”Persona – sonate for to”. Herefter vender en af Gads favorit-skuespillere, Dirk Bogarde, tilbage i ”Ulykkesnatten” instrueret af Joseph Losey. Den efterfølges af Bo Widerbergs populære ”Elvira Madigan” og i 1970 vises Roy Anderssons ”En kærlighedshistorie”. Derudover masser af fine og populære film, bl.a. ’Maigret’-serien med Jean Gabin. Der hersker dog ingen tvivl om, at det var Alexandra (nu på Gl. Torv), der i denne periode var byens førende art-biograf for nu at bruge et udtryk fra eftertiden. Grand Teatrets ry som ’stedet med de franske film’ er i virkeligheden først cementeret endnu senere, helt oppe i Peter Emil Refns tid. I disse årtier sker der ikke meget med Grand hverken ude eller inde. I april 1973 vises Urban Gads ”Afgrunden” til samme billetpriser som i 1923, da man fejrer biografens 50 års jubilæum. Det sker med en meget slidt kopi af filmen, som man beder publikum om at bære over med. Til en billetpris på mellem 1,05 og 2,25 kr. gik det også nok. Man har hyret pianisten Herman Grønning til at spille under forestillingerne. Alt var som i de gamle dage. Da Henrik Sandberg skulle indrette ABCinema samme år måtte han bede Esther Gad om særlig tilladelse til at indrette sin biograf, da den lå på samme matrikel som Grand Teatret. Begge beliggende i dele af det oprindelige hotel. Fru Gad gav sin tilladelse. Mærkeligt nok, egentlig, men hun var på det tidspunkt en ældre dame og havde allerede planlagt sin pension. Takken blev bestemt ikke gengældt, da Grand Teatret fjorten år senere forsøgte en udvidelse og blev mødt af hårdnakket modstand fra Nordisk Film Biografer, der på dette tidspunkt havde overtaget efter Sandberg. Kontroverserne havde også betydning for den senere Gloria Biograf (se begge). Esther Gad er i 1974 blevet 78 år og har været syg gennem flere år. Hun holdt ved for at opnå 50-års jubilæet med biografen. Trods den forsøgte flirt med Dagmar i 1952 var hun trofast. Nu var tiden kommet til at takke af i sin ’hyggelige lille biks’, som hun kærligt havde kaldt den. Bevillingssystemet var ophævet, så det var kun spørgsmålet om en værdig aftager. Efter sigende var Peter Emil Refn fra Camera på Sdr. Boulevard nærmest eneste interessent til den nedslidte biograf. Han overtager den pr. 1. august 1974. Esther Gads sidste film den 31. juli er Luchino Viscontis ”Døden i Venedig”. Hun dør selv mindre end tre måneder senere. Peter Emil Refn har overtaget lejemålet på nogle svære betingelser. Han skal nemlig betale det dobbelte i husleje af, hvad fru Gad kunne slippe med. Han overtager dog al inventaret, men lægger så ud med at lukke biografen i to uger for en nødvendig modernisering, der vist i første omgang primært bliver til malerarbejde. Med sig fra Camera har han også sit distributionsselskab Camera Film. Biografen på Sdr. Boulevard driver han også nogen tid, før denne afhændes i 1975. Refn var startet i en ung alder på Sdr. Boulevard sammen med Knud Hauge, som kort tid efter kommer til Windsor-biografen på Frederiksberg. I starten går det godt med Camera-biografen, men efterhånden som multibiograferne er begyndt at skyde frem omkring Rådhuspladsen, har Refn kun øjnet mulighed for en længerevarende karriere, hvis han også rykkede ind til centrum. Han havde længe været forelsket i Grand og nu var det så lykkedes ham at få fat i den sagnomspundne biograf. Han drev den videre gennem alle år med fanen holdt endog vældig højt. Grand ville i løbet af en halv snes år blive den førende art-biograf i byen. De første år vil dog føre en masse udfordringer med sig. Som økonomisk højremand har Refn allieret sig med Kai Michelsen, der er med i driften indtil 1979. Refn genåbner den 15. august med Rainer Werner Fassbinders ”Angst æder sjæle op” fra Christian Braad Thomsens Kollektiv Film, som ikke bliver lige godt modtaget alle steder. Efter et par uger skiftes den ud med repremiere på Roman Polanskis ”Rosemary’s Baby”. Den 19. september giver han sin egen finske ”Jorden er en syndefuld sang” premiere i biografen som sin første på denne nye adresse. De første film adskiller sig faktisk en del fra Grands tidligere repertoire og det kan man også roligt sige, de umiddelbart efterfølgende gør. Den 9. oktober er der premiere på den danske animationsfilm ”Prins Piwi” af Flemming Quist Møller og den 14. november giver han sin egen Camera-import ”Frankenstein” instrueret af Paul Morissey med Udo Kier i titelrollen premiere. Denne var i 3D, hvor man fik briller med farvet glas udleveret. 3D-bølgen havde ellers ikke været oppe at vende siden 1950’erne og kom det da heller ikke igen før starten af 1980’erne. I begge årtier med relativt primitivt resultat til følge. Det har det nok også været i Grand, men filmen blev vel modtaget af pressen og publikum. Filmen spillede længe og man kan ikke formode, det var Grands ’hattedamer’, der valfartede til. Det må have frekventeret andre biografer for en periode, før Grand fandt tilbage til de gamle dyder. Til gengæld må man sige, at Refn fandt et andet og yngre publikum, som også ville blive kære gæster i biografen mange år fremover. På den måde fik biografen det absolut nødvendige opsving i forhold til at kunne betale udgifterne til den fordoblede husleje foruden alt det øvrige, lønningerne, annoncerne osv. I februar slår Refn videre ind på Grands nye ungdomsbølge med premiere på den danske ”La’ os være”, der bliver en forrygende succes. Efter nogle uger må Refn endda tage filmen af plakaten og flytte den midlertidigt til Camera, idet biografen får nye stole. Ved denne lejlighed sløjfes midtergangen på de forreste rækker, mens en bred gang i midten af salen får ekstra benplads. Salen tilføres også yderligere hældning. I den nye sal bliver der plads til 351 røde stole i salens gamle ånd og så én blå – for nu bare lige at udvise lidt kåd rebelskhed. Ungdomsfilmen kommer tilbage på programmet efter tre lukkedage. Måske holdes den på plakaten lidt ekstra tid simpelt hen fordi, det er så svært at få film fra de større udlejere. Han får dog en film fra Warner-Constantin i april 1975, men hans egen spillefilm ”Violer er blå” fra samme selskab får premiere i Alexandra! Refn er nødt til at sætte sin lid til film fra mindre selskaber som Barking, Obel og Dan-Ina, der også leverer film til en russisk filmfestival. Først i september 1975 giver C.I.C. Grand premiere på Antonionis ”Profession: Reporter” med Jack Nicholson. Den kan heldigvis spille i knap tre måneder. Øvrige distributører som Nordisk og Columbia-Fox støder langsomt til, men det bliver ikke filmuddelinger med rund hånd. Da Refn også satte sin næste Morissey-film op, hvor Udo Kier denne gang gav den som ”Grev Dracula”, viste begræsningerne sig for hvilket publikum, der på den lange bane kom i Grand. Den spillede kun i 2½ uge og har siden solgt de fleste af sine billetter andre steder. Da Refn i 1979 importerede Wes Cravens berygtede ”Slagterbanden” med originaltitlen ”The Hills Have Eyes” (ja, den!), gav han den derfor klogeligt københavnerpremiere i Nørreport Bio og Palads i stedet for i Grand. Det var en af Refns yderst få film, der siden overtagelsen af Grand ikke fik premiere i eget hus. Peter Refn havde vist en fetich med horrorgenren, der ellers lå fjernt fra Cameras øvrige profil. Det må ligge til familien, for hans nevø, filminstruktør Nicolas Winding Refn (født i 1970), hvis debutfilm ”Pusher” i 1996 blev en kæmpesucces (og også fik premiere i Grand), arbejdede i sine unge år som ’scout’ for Refn bl.a. på filmfestivalen i Cannes. Det var efter sigende ham, der fik overbevist sin onkel om at importere John McNaughtons ”Henry: Portrait of a Serial Killer” fra 1986. Den fik først premiere i 1992 og blev vist utekstet. Større tiltro havde man altså heller ikke. På dette tidspunkt var vold blevet ’retro’ og accepteret i seriøse film, så man kunne med sindsro give den premiere i Grand. Her fik den stor bevågenhed af både anmeldere og publikum og blev set af knap 10.000, hvilket måtte siges at være virkelig pænt. 1992 var ellers det ringeste danske biografår nogensinde (før 2020). Efter ”Grev Dracula” i februar 1976 blev Camera Film for en periode sat på vågeblus, mens alle investeringerne gik til at få Grand på rette køl. Først i marts året efter kom den næste egenimport op. Det var Stellan Olssons svenske ”Sven Klangs kvintet” i et gammeldags filmsprog optaget i sort-hvid. Den kom der heller ikke mange til. I marts 1976 var det gået lystigere for sig med Tage Danielssons ”Slip fangerne løs, det er forår” fra Jesper Film. Den når ikke højderne fra ”Æblekrigen” andetsteds et par år forinden, men der er da publikum. Man er på dette tidspunkt ved at planlægge en betragtelig udvidelse, sådan som Dagmar også har foretaget med opsplitningen af balkonen til to sale. Det lader sig dog ikke gøre med Grands lille balkonloge. I stedet udvider man i Palace Hotel, hvor man overtager deres gamle ’kongesal’. Den bliver i efteråret 1976 til Grands nye sal 1 og indrettes med 155 violette stole, mens sal 2 med 90 pladser (89 røde og én hvid) lå i et lokale, hvor hotellets smørrebrødsjomfruer havde haft hjemme. De nye sale har adgang lige til venstre for indgangen til sal 3, sal 1 beliggende længst inde i huset med adgang via en direkte korridor. |
|
 Den store sal bliver nu til Grand 3. Her har man den 10. september haft premiere
på Stanley Kubricks helaftensfilm ”Barry Lyndon”. Det er et lykkeligt
bekendtskab for biografen, der får en kæmpesucces og filmen hjælper til med at
spænde sikkerhedsnet ud under de nye biografer. De åbner den 6. november med
Alan Parkers ”Bugsy Malone” i sal 1. Det er en gangsterfilm med børn i alle
roller, bl.a. Jodie Foster. I sal 2 er der premiere på Lina Wertmüllers
”Strandet” med Giancarlo Giannini. Ifølge Refn i referat skulle den nuværende
Grand 1 dog være åbnet som sal 2, mens Grand 2 skulle være åbnet som sal 3. Lad
os dog for nemheds skyld holde os til de nuværende salsnume, vi kender i dag.
Sal 1 har et bredt lærred med fortæppe ligesom den store sal 3. Sal 2 åbner
derimod helt uden afmaskning, hvilket i mange år var noget generende; særligt på
slidte kopier, der flimrede i siderne. Det samme gør sig siden gældende i både
sal 4 og 5. Sal 1 er i det hele taget en nydelig og vældig behagelig sal med en midtergang i venstre side af salen således, der kun er to pladser på hver række til venstre, mens resten er placeret til højre. Sal 2 er en mere ubehjælpsom størrelse, der omtrent halveres midt i salen, hvorefter salen fortsætter bagved i venstre side set mod lærredet. Salen havde ydermere den berygtede spejlprojektion, man også kendte fra Sandbergs Cinema-biografer. Man kunne tilmed dårligt se hele lærredet fra de bagerste rækker. Efter nogen tid fik salen den sødeste lille udstillingsmontre i et indhug i muren ud mod foyeren. Først mange år senere blev salen mere harmonisk. Det betød, at bagstykket først blev kortet af til 61 pladser for siden helt at blive sløjfet, hvilket reducerede pladsantallet til nu kun at rumme 40. Så er der til gengæld lækre stole på buede rækker, afmaskning og ikke længere spejlprojektion. Men nu forgriber vi os igen på historiens gang. Året efter, altså 1977, indgik filmproducenten Steen Herdel et økonomisk samarbejde med Peter Refn om at indrette sal 4 og 5 i kælderen under sal 3 med trappenedgang med røde tæpper lige ved siden af marmortrappen op til førstesalen. Den ene af de nye sale blev bygget som børnebiograf med sæder i regnbuefarver lidt ligesom i Delta Bio, hvor man ansatte to unge damer til at pusle om børnene. Man åbnede salen den 7. oktober med ”Storm Boy – drengen og pelikanen”, der havde dansk tale. Ideen var vældig sympatisk men økonomisk uholdbar og blev opgivet igen efter kort tid. Nordisk Film Biografer forsøgte lidt af samme koncept i 1986 med Tivoli Bio for Børn, men dette måtte også opgives. De to sidst tilkomne sale fik hhv. 89 og 86 pladser. I den anden sal viste man siden ”Jerry som den skøre professor” med Jerry Lewis. Han var en af Refns yndlingsskuespillere måske kun slået af Buster Keaton, hvis film Refn selv havde genimporteret og vist i sin tidligere Camera-biograf . Dette år havde man succes med Brian de Palmas ”Carrie”, Peter Weirs australske ”Udflugten” og Alain Resnais’ ”Providence”. Året gav også forsinket danmarkspremiere på Humphrey Bogart-krimien ”Kapløb med døden” fra 1942 samt Woody Allens debutfilm ”Mig og moneterne” fra 1969, der var importeret af Jesper Film. Ingen af disse solgte dog nogen billetter af nævneværdig betydning, men Woody, eksempelvis, var jo også stukket af fra sit faste hjem i Jernbanegade. Året forinden havde Grand også vist en af Mel Brooks’ tidligere film med forsinket premiere, nemlig ”Svigermors penge” fra 1970. Også denne instruktør havde langt større publikum til hans nyere film i andre biografer, men ”Svigermor” var da også en af instruktørens ringere film. Også denne var importeret af det lille Jesper Film, som siden gav biografen nogle af dens allerstørste succeser. Den første var allerede i 1978, da ”Picassos eventyr” fra den svenske duo Hasse & Tages magiske hånd fik over 100.000 danskere i biografen. Det var endnu flere end til ”Æblekrigen”, som siden fik adskillige repremierer i Grand. Filmen vises i otte måneder. Det er biografens hidtil største succes! Tre dage før Gösta Ekman som Picasso har man haft premiere på Bille Augusts debutfilm ”Honning måne”, der blev udlejet af Obel. Denne vises 3½ måned. Det er en måned længere end i Palads. De fem sale kommer til god gavn, mens de større biografer sender skæve blikke mod Mikkel Bryggers Gade. Den 13. december 1978 får ”Brødrene Løvehjerte” efter Astrid Lindgrens populære børnebog premiere i Grand og Palads. Her er det Warner-Constantin, der står for udlejningen, hvor det tidligere havde været Palladium-selskabet, der udlejede Lindgrens ”Pippi”- og ”Emil”-film, som alle havde fået premiere i Nygade. Denne biograf viste på dette tidspunkt Søren Kragh Jacobsens populære debutfilm ”Vil du se min smukke navle?” og var i øvrigt ved at bevæge sig helt væk fra børnefilmene. Warner-Constantin havde allerede fået smag på, hvad Grand med flere sale kunne præstere under Refn og gav derfor den svenske børnefilm premiere. Den var godt nok forbudt for børn under 12, hvilket afstedkom mange skriverier. Den var dermed også en af årsagerne til, den nye censurgrænse ’tilladt for alle men frarådes børn under 7 år’ blev indført et par år senere. Filmen gik godt i Grand og meget længere end i Palads. Den blev dermed også startskuddet til endnu flere børnefilm i Grand de kommende år. Et børnepublikum kunne biografen altså sagtens mønstre, selvom en decidereret børnebiografsal ikke kunne fungere permanent. Biografens flittigste leverandør, Jesper Film, har igen en succes til Grand i 1979. Det er Ermanno Olmis ”Træskotræet” i marts 1979. Den ligeledes italienske ”Øglereden” fra C.I.C. solgte derimod kun et par hundrede billetter på en uge og så kølnedes der af fra denne distributør. ASA-Panorama havde så i stedet tv-miniserien ”Sybil” med Sally Field og Joanne Woodward, der i Danmark blev vist i biograflængde og blev en stor succes for biografen. I september 1979 afholder Grand en fransk filmfestival, der har mange interessante titler for det damepublikum, der nu langsomt begynder at vende tilbage. De kommer også til den tyske ”Maria Brauns ægteskab”, der bliver en af Fassbinders største succeser. De store amerikanske distributører er til gengæld nu temmelig tilbageholdende med at give Grand premierefilm, selv om United Artists ved juletid giver Grand lov til at være sammen med Palads og Tivoli Bio på den første filmatisering af Tolkiens ”Ringenes Herre”, der instrueret af Ralph Bakshi er halvt animation og halvt spillefilm. I første halvår af 1980 gør Monty Python sit indtog i Grand med ”Stakkels Dennis” og ”Monty Python overgiver sig altid”. Begge kommer fra Kærne Film. Ellers er der virkelig ikke meget at grine ad. Det er en tung tid, hvor Jesper fortsat leverer noget af den største filmkunst i en sen danmarkspremiere på den oprindeligt totalforbudte gangsterfilm ”Scarface” fra 1932 med Paul Muni. |
|
 I sommeren 1980 var de mange udgifter og de få indtægter ved at være kritisk for
biografen. Man havde tidligere på året takket nej til at vise den ’historiske’
film ”Caligula” med så gode og kendte navne som Malcolm McDowell, John Gielgud,
Peter O’Toole og Helen Mirren. Nu stod man snart og skulle afregne moms, men der
var ingen penge i kassen. Det var juli måned, det var varmt og der var tomt i
biografen. Filmens danske distributør, Constantin Film, havde også forsøgt at
afsætte den til de andre store biografer uden held. Anders Sandberg havde
eksempelvis sagt nej tak, hvilket han senere fortrød, da han selv havde
produceret hele ’stjernetegns’-serien med efterhånden flere og flere hardcore-pornografiske
indslag. ’Hvorfor var jeg gået hen og blevet hellig?’, spurgte han sig selv
siden. Sagen var jo nemlig den, at ”Caligula” var optaget med alle de kendte
navne i de lyse timer. Når natten faldt på, havde producenten og velsagtens
instruktøren så optaget ’ekstra scener’ af en noget anden karakter, som de
øvrige skuespillere hårdnakket påstod intet at kende til. Filmen blev derefter
distribueret i forskellige versioner. I Danmark var det ikke overraskende den
absolut uklippede version, der var blevet tekstet. Nu vendte Refn tilbage til
Kim Philipsen på Constantin og sagde, han gerne ville vise den alligevel. Selv
om et ægtepar eller to har fået aftenkaffen galt i halsen under eller efter
filmen, blev den en fænomenal succes. Ikke blot i Grand, hvor den spillede i fem
måneder men også derefter. Først i Alexandra og siden i Nygade, der viste den i
årevis.Det interessante ved ”Caligula”-historien er, at havde det ikke været for den film, havde Grand Teatret højst sandsynligt været nødt til at lukke i sommeren 1980. I de år havde den såmænd kun været én ud af mange, der i givet fald måtte dreje nøglen om. Rialto havde netop permanent lukket dørene som biograf den 1. juli. Den var i øvrigt netop drevet af Philipsen. Metropol var lukket samme år i januar og ikke længe efter fulgte også Nørreport, Kinopalæet og Alexandra. Siden flere endnu. Stribevis af storbiografer var ikke mere. At tænke sig, hvis Grand Teatret atter var blevet til værtshus fx med restaurant i den kønne, store sal. Eller der var indrettet butik med andet formål. Metropol lige omkring hjørnet blev til tøjforretning ikke længe efter. Det havde ikke været til at bære! Med ”Caligula” blev momsen betalt, personalet fik deres løn, huslejen blev betalt og udlejerne modtog deres filmleje. Biografdriften fortsatte og Camera Film fortsatte. I august 1980 afholdes en polsk filmfestival i Grand. Her vises bl.a. en interessant film af den i Danmark ukendte Krzysztof Kieslowski med titlen ”Jeg – en filmamatør”, som Camera Film giver ordinær premiere sidst på året. Den bliver ingen succes, men nu stifter man bekendtskab med en af de mest nyskabende europæiske instruktører op gennem de næste to årtier, før hans alt for tidlige død i 1996. ”Blind kærlighed” fra 1985 og ”Blind chance” fra 1987 vises begge i biografen uden publikum, men så kommer ”Dekalog”-serien, der i ti film på en times varighed tager udgangspunkt i De Ti Bud. To af dem vises også i udvidet spillefilmslængde og får premiere som ”En lille film om kunsten at dræbe” og ”En kærlighedshistorie” i hhv. 1989 og 1990. Herefter følger i 1991 ”Veronikas to liv”, som bliver en rigtig flot succes. Det er dog intet at regne med ’farve-trilogien’ ”Blå”, ”Hvid” og ”Rød”, der følger efter i 1993 og 1994. Sammenlagt sælger de tre film 400.000 billetter, hvor ”Blå” alene står for næsten 200.000 og bliver dermed den næststørste film i Camera Films historie. I oktober 1980 får biografen en ganske overraskende succes med Lasse Åbergs tossegode ”Selskabsrejsen” om svenske charterturister på Gran Canaria. Den slår langt ”Caligula” med elleve måneders spilletid. Så var der alligevel mere at grine ad dette år. Efter den lykkelige afslutning med ”Caligula” har Constantin også en Fassbinder-film til Grand i februar 1981. Det bliver en af hans mere let tilgængelige, ”Lili Marleen”, som også bliver hans mest populære i Danmark med 86.000 solgte billetter. Alle gode gange tre bliver Constantins ”Mephisto”, instrueret af István Szabós med en forrygende Klaus Maria Brandauer en succes sidst på året. I august har Francois Truffauts ”Den sidste metro” haft premiere i Grand og tilsvarende fungeret godt. Det er Truffauts tredjesidste film. Hans to sidste kommer også op i biografen. I oktober lader United Artists Grand have æren af Michael Ciminos ”Heaven’s Gate”, som er tidens mest berygtede film med ry som verdens dyreste flop. Nordisk Film Biografer har sikkert takket nej, men Refn kan sagtens se filmens kvaliteter. Den er nemlig ikke spor dårlig. Den er bare lang med sine tre timer og fyrre minutter. Takken udløser formentlig ”Den franske løjtnants kvinde” fra samme selskab, som Grand har premiere på sammen med Palladium lige op til jul. Filmen – og Meryl Streep – trækker damerne til biografen gennem næsten et helt år. Den gør Palads alt for at slå siden, da de først giver slip på Streep i ”Sophies valg” 3½ år efter premieren her. I maj 1982 sætter biografen nye rekorder. Her er det Jesper, der giver Grand ”Den enfoldige morder” med Stellan Skarsgård. Den spiller over et år og biografen er utvivlsomt et fantastisk sted for svenske film. Ingmar Bergmans mesterværk ”Fanny og Alexander” får sammen med Palads premiere i Grand den 17. januar 1983 og bliver en af det års største. Topfilmen er dog Richard Attenboroughs ”Gandhi” fra Columbia-Fox med Ben Kingsley. Denne når op på femten måneders spilletid og Refn gør sit ihærdigste for at tvinge de store filmselskaber til at se fornuften i at give de rigtige film premiere i Grand. Premieren i Grand afstedkommer nogen kontrovers i branchen og ABCinema viser den også nogle få uger med filmstart ugen efter Grand. Resten af året er der ingen storfilm til biografen. Camera Film er også i denne tid stort set lagt i dvale. I 1984 fik Refn Palle Fogtdal fra bogbranchen til at involvere sig fifty-fifty i biografdriften, ligesom han fik en halvpart i filmselskabet Camera Film. Ordningen var ideel for Refn, idet Fogtdal overhovedet ikke blandede sig i Refns filmdispositioner. Fogtdal var interesseret i og med, at én spiller sad på 80% af biografmarkedet i København (det var Nordisk) og der kun var en anden reel modstander, nemlig Fabricius-Bjerres Dagmar. Som to biografer med overvejende kunstnerisk profil, var det end ikke på markedskræfterne i forhold til de kommercielle film, man kunne gøre sig gældende og udfordre – blot på det lille hjørnemarked med art-filmene, som Nordisk aldrig har interesseret sig synderligt for. Heller ikke da de siden overtog Dagmar-biografen i 2006. Fogtdal afhænder sin anpart i 1991 til Peter Refns kone, Annette Trampedach. I 1984 får Lars von Triers spillefilmsdebut ”Forbrydelsens element” premiere, men årets første rigtige succes kommer først i oktober, da Wim Wenders’ ”Paris, Texas” med Harry Dean Stanton og Nastassja Kinski får kultstatus. Den unge Kinski sælger også mange billetter i ”Maria’s Lovers” måneden efter. Den 14. december kommer den største i året. Det er en børnefilm, den er svensk og den udlejes naturligvis af Jesper. Det er Astrid Lindgrens ”Ronja Røverdatter”, som spiller fra december 1984 helt til marts 1986. Der er udsolgt, udsolgt og atter udsolgt. Køen foran billetlugen går ud gennem døren, op ad Mikkel Bryggers Gade og omkring hjørnet på Strøget. Folk står også i kø til Bille Augusts ”Tro, håb og kærlighed”. Hele Palace-bygningen incl. biograf fredes i 1985. For biografens vedkommende er der lagt vægt på det bevaringsværdige i den store sals udsmykning og området omkring marmortrappen op til Louis XVI-salonen med sine messinggelændere og udsmykninger i messing omkring søjlerne. Også facade-elementer har haft betydning for fredningen. Biografen har ligesom byens øvrige indført rabat til folkepensionister. I mange år har biografen også ’halv-pris-mandag’. Først om sommeren, siden hele året, hvilket generer kæmpe billetsalg om mandagen, som især studerende benytter sig af i 1980’erne. Siden ændres konceptet for til sidst at forsvinde. På dette tidspunkt kan man købe biografens udtjente plakater og der udsalg af filmtidsskrifter i billetkontoret. Siden suppleres filmmagasinerne med videofilm og siden dvd og blu-ray. I dag er Grand også helt digital på nettet med streamingtjeneste med fokus på selskabets film og det bedste af repertoiret fra de øvrige distributører. I april 1985 har Terry Gilliams ”Brazil” fra Columbia-Fox solo-premiere i Grand. Det er nu efterhånden sjældent, de potentielt større film ikke har premiere i flere københavnske biografer samtidig (bortregnet premierer i Imperial), men det samme gentager sig måneden efter med Alan Parkers ”Birdy” fra samme distributør. I starten af 1980’erne har Camera sammen med Vester Vov Vov genimporteret en række af Akira Kurosawas film og i oktober 1985 har man premiere på hans helt nye ”Ran”. Det har været Camera Films hidtil dyreste film og det er tvungent nødvendigt, at den sælger godt. Det gør den heldigvis, men kun sådan lige akkurat med nød og næppe løber det rundt. Lige før jul er der da capo fra Jesper med Hans Alfredsons ”Falsk som vand”. Børnene og deres forældre står stadig i kø til ”Ronja”, men ”Falsk som vand” er ingen børnefilm. Det er derimod en mesterligt snedig thriller fra den svenske isvinter. Det er atter en kæmpesucces og mange voksne publikummer blander sig i køen, der endnu en gang når langt op ad Mikkel Brygges Gade. I januar 1986 tilføjes yderligere en skandinavisk film til repertoiret, da norske og lige så kuldslåede ”Orions bælte” kommer til. Igen fra navnkundige Jesper. Selskabet blev nogle måneder senere overtaget af det relativt nye Cinnamon Film, der har base i Cafébiografen i Odense. Hvorfor man i sommeren dette år overlod premieren på Lasse Hallströms fuldstændig enestående mesterværk ”Mit liv som hund” til Dagmar, er en gåde. Syntes Refn mon ikke om den? Det kan man dårligt tro. Camera Film giver imidlertid sig selv en svensk film dette år og det er Gösta Ekman på løjer igen. Denne gang som mors dreng med hestehale i den herlige ”Ærter og knurhår”. I hvert fald én gæst til Andrei Tarkovskys flotte men tunge svenske co-produktion ”Offeret” vendte aldrig tilbage til sal 3 efter tissepause, men ’forvildede’ sig ind til Ekman tillokket af de store latterbrøl fra sal 2. En af de ypperste film på plakaten i 1986 er Elem Klimovs uforglemmelige russiske ”Gå og se”. |
|
 I 1987 udvidede Grand med en sal yderligere, der åbnede den 5. juni. Den nye sal
6 fik navnet ’Grand X’. Der blev plads til 126 pladser i en ret smal sal, der i
den form kunne minde om datidens smalle biograflokaler som eksempelvis
Kinografen/Bristol, der havde haft til huse i samme firkant mellem Rådhuspladsen
og Mikkel Bryggers Gade. Lokalet var blevet ledigt, da Postens Filateli (Postens
salgskontor for frimærker) flyttede fra en baggårdsplacering midt inde i huset.
Palace Hotels daværende arkitekt, Bent Weinrich, tegnede den nye biografsal,
hvor sædernes farvefremtoning i spøjs videreudvikling af de eksisterende
indeholdt 124 grå foruden én gul og én rød stol. Nordisk Film Biografer, der på
dette tidspunkt havde overtaget ABCinema, forsøgte uden held at få biografsalen
stoppet. Der var vist ingen dér, der huskede på, at det var Esther Gad, der
havde givet sin billigelse til, at den biograf overhovedet var kommet til
verden. Ved samme lejlighed blev foyeren ændret markant. De meget gamle og få toiletter i stueetagen blev flyttet ned i kælderen, hvor der stadig var alt for få. Især damerne må tit og ofte stå i lang kø langt op ad den smalle trappe. Indgangen i venstre side af foyeren blev bedre integreret i den øvrige foyer og den uheldige placering af billetsalget umiddelbart overfor salsindgangene blev ændret. Det skabte et markant større rum. I foyeren indrettedes nu i stedet et nyt kuppelrundt, aflukket billetsalg placeret foran det ovale vindue ud til gaden mellem indgangspartierne. Der var to salgssteder for billetsalg, hvilket fortsat var i underkanten ved spidsbelastninger og der var heller ikke megen plads til personalet. I venstre side af den lille kuppel kom der et lille sliksalg. Her kan man, som fuldstændig ligegyldig bonusinformation, op til midt i 1990’erne købe nogle fantastiske flødekarameller med pebermyntesmag. Ellers et sødt lille udvalg med guldbarrer og gajoler. Overfor kom der en helt ny bar i samme lysende plexiglas-design som kuplen dog med åben top. Her serveres alskens lækkerier for det kvalitetsbevidste publikum. Foyeren udstyres ydermere med en stor, rød sofa for endevæggen til venstre og der opstilles nye stole og borde. Foyeren bliver hermed mange gange flottere end nogensinde før. Det bliver et rum, man gerne kommer til tidligt for at nyde en kop te eller kaffe og et stykke kage. En kokoskage med chokolade var særligt populær. Der kommer også salat og toast m.v., ligesom man kan få en kop god, varm chokolade med flødeskum. Kælderplanet får her i 1987 også nye gulvtæpper, mens foyerområdet har det karakteristiske sort-hvide firkantsmønster. I januar 1987 har Jim Jarmuschs ”Down by Law” premiere og i november kommer Wim Wenders’ ”Himlen over Berlin”. Det er endnu to film i rækken, der opnår kultstatus. I efteråret 1987 har Claude Berris to ’Jean de Florette’-film, ”Kilden i Provence” og ”Manon og kilden” begge haft premiere med stor succes. Fransk film er nu ved at have rigtig godt tag i biografen. Filmene inspirerer mange til filmaftener med fransk mad og vin. Mange af Eric Rohmers film vises også i Grand i disse år. Ved juletid er Bille Augusts ”Pelle Erobreren” en kæmpesucces og i marts 1988 bliver Cher voldsomt populær i Norman Jewisons ”Lunefulde måne”. I sommeren 1988 får biografens længst kørende film nogensinde premiere. Det er Percy Adlons ganske ubetydelige og ganske vidunderlige ”Bagdad Cafe” med Marianne Sägebrecht. Det bliver en sand publikums-darling, som spiller helt til den 15. april 1990. Den er fra egen distribution og føjer sig til Grands premiererække på tidstypiske kultfilm. Den 18. november 1988 får Louis Malles ”Vi ses igen” premiere i Grand og Dagmar. Det er endnu en succesfilm fra Camera. I marts 1989 får Pedro Almodóvars spanske ”Kvinder på randen af et nervøst sammenbrud” premiere som starten på en nybølge fra Spanien, man ikke har set lige siden den franske nybølge sidst i 1950’erne. Denne første sælger dog ikke specielt mange billetter, men det gør mange af de efterfølgende. I oktober præsenterer Grand publikum for Atom Egoyan med den canadiske ”Family Viewing”, der udlejes af det nystartede filmselskab Angel. Sidst i 1980’erne er Grand langsomt men sikkert gået hen og blevet byens førende art-biograf. Det har den været lige siden. I august 1989 har Camera Films største succes nogensinde haft premiere. Det er Jean-Jacques Annauds ”Bjørnen”. Den sælger 218.000 billetter i Danmark og har end ikke premiere i København i Grand. Det får den tværtom i Imperial, hvor den sælger godt. Særligt på sidste spilledag, der var den bedste i denne biograf. Det er det, der kaldes resultatet af god ’word-of-mouth’. Herefter rykker bjørnen over i både Grand og Palads, hvor den brøler videre. Det er ikke kun løver og isbjørne, der kan. Isbjørnen og Bjørnen slås dog lidt igen dette år og efterfølgende. ABCinema er lukket og Grand kunne egentlig også godt tænke sig en indgang direkte fra Rådhuspladsen og en bonussal, hvilket man kunne få gennem dennes D-sal, der i flere år står ubenyttet hen det meste af tiden. Det ville Nordisk imidlertid ikke være med til og salen blev til den selvstændige biograf Gloria. I 1990 har biografen mange nydelige succesfilm på programmet. Her vises fra 19. januar Peter Weirs ”Døde poeters klub” med Robin Williams i sit es. Allervigtigst er dog premieren ugen efter på den elskelige ”Mine aftener i Paradis” af Guiseppe Tornatore, som ingen der læser dette behøver en nærmere forklaring til. Den er fra Nordisk Film Distribution, hvor man helt givet mente, Grand kunne få mere ud af den end nogle af de øvrige (læs: Nordisk selv). Samme distributør gav også Grand Jim Sheridans ”Min venstre fod” med Daniel Day-Lewis. Peter Refn kan nu sagtens tillade sig at sige nej til de absolut mindste film og de mindst interessante. Det hændte ikke sjældent, at de store distributører kun kom til Grand, når de skulle af med en film, ingen andre ville vise. Det var Refn udmærket klar over. I Refns første årti og lidt længere var det om at holde en fin balancegang, så han rent faktisk også kunne få de film, han forfærdelig gerne ville vise og samtidig kunne takke nej til dem, der enten var uinteressante eller direkte dårlige. Han har ved en lejlighed sagt til en distributør, at ’hans biograf altså ikke var nogen skraldespand’. Refn var en bestemt mand og han var også en stædig mand. Samtidig var han en dygtig mand og en fornuftig mand. Før digitaliseringen var der ofte kun en, to eller højst tre filmkopier af en ny kunstnerisk film, så der var rift om kopierne. Bedst at være distributørernes ’første-valg’. Og publikums, naturligvis. Efteråret 1990 byder på Depardieu i ”Cyrano de Bergerac” og henne i december Luc Bessons ”Nikita”. I denne tid viser Grand virkelig mange franske film. I februar 1991 er der således landlig hygge i ”Min fars store dag”, der ligesom de to ”Provence”-film er baseret på fortællinger af Marcel Pagnol og ligesom de første, er denne også i to dele, hvor fortsættelsen ”Min mors slot” får premiere måneden derpå. Camera Film har importeret ”Cyrano” og de to seneste Pagnol-film, mens Anne Parillaud som den franske lejemorder ”Nikita” er hentet hjem af Dansk Filmindustri. Gennem sine mange år som filmdistributør havde Refn udviklet et enestående netværk blandt sine europæiske kolleger. Det betød efterhånden også, at Camera Film blev en større og større spiller på markedet og snart kunne gøre sine egne film gældende også i øvrige større biografer. Det er oppe i 1990’erne, Camera Film får sine allerstørste filmsucceser, som både vises i Grand, men også finder vej til Fabricius-Bjerres Dagmar og Nordisk Film Biografers Imperial, hvor ”Bjørnen” allerede havde imponeret. Her får også Joel og Ethan Coens ”Barton Fink” premiere i 1991, men det er den forkerte biograf til lige netop den film. Grand viser mange film fra de kendte instruktører, som man altid har gjort. Ken Loach, Mike Leigh, Peter Greenaway og mange, mange flere er faste gæster. Internationale kæmpenavne som Ang Lee kommer til, hvor Camera importerer hans første. Refn når kun selv at opleve begyndelsen på den største tid. Han dør blot 54 år gammel den 28. december 1994. Biografen videreføres herefter af hans kone og biografens deglige leder (Refns egne kærlige ord), Kirsten Dalgaard, som ny direktør. I 2001 er Dalgaard alene om direktørposten, mens Trampedach fortsætter som bestyrelsesformand. Dalgaard fortsætter driften på dygtigste vis helt i Refns ånd og det skorter ikke længere på filmtilbud til Grand. Mange af de store distributører og samtlige af de små står i kø for at få deres film op i biografen. Man har slet ikke plads til dem alle. Tidligere havde Grand måske premiere hver anden eller tredje uge. Repertoiret blev dengang spædet op med repremierer. Disse kommer der færre og færre af op gennem 1980’erne, hvor videoen eliminerer dette tidligere så givtige marked. Til gengæld har Grand efterhånden premiere hver uge og det bliver en tommelfingerregel, at man kun skal have én premiere ad gangen. Der vil naturligvis altid forekomme undtagelser, men det bliver omvendt yderst sjældent, der går en uge uden ny titel på programmet. Det betyder naturligvis, der er mange, man må sige nej tak til og de behøver slet ikke falde ind under ’skraldespands’-kategorien, for nu at bruge Refn-referencen. Der har på dette tidspunkt i filmbranchen allerede i årevis eksisteret et begreb, der kaldes ’Grand-film’. En ’Grand-film’ er selvfølgelig en film, der er særlig velegnet til at blive vist her. Selv i Jylland snakker man om ’Grand-film’ som udgangspunkt for, om det er en film, der passer til den enkelte biograf eller ej. Selv københavnske biografer benytter betegnelsen. Det er vældig spøjst, hvilken aura, der er kommet over den efterhånden hæderkronede biograf i Mikkel Bryggers Gade. Ingen husker længere fordums skrækhistorier fra den slette sidegade. Det må kaldes respekt. Der er i øvrigt ikke noget, der hedder en ’Dagmar-film’. De mest bemærkelsesværdige film på Grands plakatsøjle sidst i årtiet tæller den italienske Oscar-vinder ”Postbudet”, Lars von Triers ”Breaking the Waves”, Thomas Vinterbergs ”Festen”, Coen-brødrenes ”Fargo”, Lukas Moodyssons ”Fucking Åmål”, Emir Kusturicas ”Sort kat, hvid kat” og Roberto Benignis ”Livet er smukt”, der runder årtiets italienske Oscar-høst af med hele tre af slagsen. I 1998 ombygges sal 2 og samme år kommer der café udenfor, hvor gaden bl.a. på Grands initiativ er omdannet til gågade. Det skaber ekstra liv og fokus på biografen, der naturligvis intensiverer café-driften, der er udliciteret. Sal 3 bliver på et tidspunkt også bygget om og får en endnu bedre hældning, ligesom operatørrummet med over 80 års forsinkelse bliver ført fra placeringen i salens venstre side ind på midten bag logen. I sal 1 får man i 2002 noget af kælderrummet inddraget og kan ligesom i Dagmars nuværende sal 3 give salen en meget bedre hældning og et højere lærred. Bredden var der aldrig noget galt med. Man sidder og ser virkelig godt i disse to sale, 1 og 3. |
|
 Grand's
avisbiografannonce af den 11. november 2021I 2002 udvides også foyeren med et større lokale i venstre side, hvor en hatteforretning tidligere havde hjemme. Samtidig får biografen hermed et kærkomment ekstra toilet til damerne, men der er stadig underkapacitet på dette område. Det nye lokale har en lille adgang bagerst i lokalet. Det indrettes med filmmagasiner og andet læsestof fordelt mellem hyggelige sofaer, stole og borde. Året kan desuden fejres med endnu en kolossal succes fra eget selskab. Det er Jean-Pierre Jeunets ”Den fabelagtige Amélie fra Montmartre” med Audrey Tautou i den salgbare titelrolle. Knap 150.000 løser billet på landsplan. Camera Film køber desuden to pianister til biografen. Spøg til side, man er selvfølgelig ikke ved at vende tilbage til de gamle stumfilmsdage. Der er tale om to film, der sjovt nok har samme titel. Den ene er Michael Hanekes ”Pianisten” med Isabelle Huppert, som man får travlt med at sætte op i maj 2002 for at skabe luft til den næste, Roman Polanskis krigsdrama med Adrien Brody, der får premiere med samme titel i juli det efterfølgende år, hvor den i mellemtiden har vundet tre Oscars. I 2000-tallet skaber Grand desuden en række nye tiltag. Allerede sidst i 1990’erne har man sin egen hjemmeside og i annoncerne længe kørt med en slaglinje, man holder fast ved, nemlig ’biografen for de store film-elskere’ med ’film’ sat ind som indskud med skøn dobbeltbetydning. Desuden indføres ’Franske Film Mandage’, hvor der som navnet antyder vises franske film. Det sker ugentligt over en længere periode i vinterhalvåret. Filmene på programmet er en skønsom blanding af forpremierer på franske film og titler, der ikke kommer i ordinær distribution. Disse visninger er sædvanligvis vældigt populære. Det samme gælder de Tyske Filmdage, hvor der en uge om året sættes fokus på de nyeste tyske film. Ofte er visningerne med instruktørbesøg. Man deltager naturligvis i alle filmfestivalerne lige fra Natfilm Festivalen, som man var med til at starte over Copenhagen Film Festival, Dox-festival, Gay & Lesbian- og siden MIX-festival m.v. Grand har altid fokus på særarrangementer, ligesom man har en stor loyalitetsgruppe i ’Grands venner’. Kirsten Dalgaard forlader Grand Teatret og Camera Film i 2006 og erstattes af Kim Foss, der tidligere har været involveret i biografdrift i Delta Bio og som dygtig arrangør af Natfilmfestivalen. Han kommer direkte fra et job som filmanmelder på Jyllands-Posten. En af Foss’ første indkøb er den sydkoreanske monsterfilm ”The Host”. Det var en af den slags film, der altid gjorde lykke på nattens lærreder, men om det var en film for Grand, var nok et helt andet spørgsmål. Filmen får en ganske pæn modtagelse, men bliver nu ikke set af ret mange. Foss havde imidlertid set et talent, som ikke mange andre havde spottet. Instruktøren er nemlig Bong Joon Ho, hvis monstersucces ”Parasite” bliver et giganthit blandt både anmeldere og publikum, da den får premiere sidst i 2019 og året efter vinder hele fire Oscars. Deriblandt to for bedste film. Sensationelt. ”The Host” er ikke den eneste monsteragtige film, der får premiere i Grand i 2007. Den 9. marts har man sammen med både CinemaxX og Imperial haft premiere på endnu en egen egenimport, nemlig Guillermo del Toros fantasy ”Pans labyrint”, som er af virkelig høj kvalitet. Samme måned giver man ”Min nabo Totoro” premiere. Det er en knap tyve år gammel japansk tegnefilm af mesteren Hayao Miyazaki, som de færreste danskere kender på dette tidspunkt, da det er instruktørens første biografpremiere på vore breddegrader. Det bliver til gengæld så langt fra den sidste, for Camera køber snart hele instruktørens bagkatalog og sætter også hans efterfølgende op. Mange af dem med gigantisk kunstnerisk succes suppleret med publikums ubetingede tilfredshed. Både hos børn og voksne, der gerne vil give deres børn mere indhold end det, der udspydes fra Hollywood-fabrikken. Desuden tiltaler mange af filmene et både yngre og ældre publikum uden børn. Man har også øjnene åbne for øvrige japanske instruktørers animationsmesterværker, bl.a. Makoto Shinkais ypperlige ”Your Name” fra 2016. I 2010 bliver Grand store sal 3 moderniseret. Der kommer nye, magelige røde stole, ligesom der pålægges nyt, rødt gulvtæppe. Året giver Michael Hanekes mesterværk ”Det hvide bånd” premiere og det er kun den første i årtiet fra hans hånd, man får succes med. Ved juletid 2012 har biografen således endnu en meget stor succes med ”Amour”, der vandt Oscar for bedste udenlandske film. I 2012 bliver alle Grands sale digitaliseret og salene 1 og X får nye stole og gulvtæpper. Med digitaliseringen kan alle biografer få alle film på samme tid. Det betyder, der alt andet lige også er færre publikummer til den enkelte film i hver biograf. I Grand afstedkommer det, at man nu ofte altid har to nye film på programmet hver uge i stedet for som før blot én. Sommetider er der endda tre nye. Biografen viser ligesom Dagmar altid filmene i Biografklub Danmark-programmet. Tidligere mest af nødvendighed i forhold til at publikum forventede det. De bredere titler med up-market profil havde altid fungeret bedst i Dagmar, men efterhånden som denne biograf efter digitaliseringen en tid generede sit publikum ved notorisk at ændre i spilletiderne med kort varsel, søgte flere og flere stamgæster herfra over i Grand. Desuden holder Grand sig klogeligt fra popcornene. Kim Foss bliver i 2012 medaktionær og siden hovedaktionær i både Grand og Camera Film sammen med marketingchef Mette Søgaard, der på fornemste vis har varetaget filmdistributionen lige fra Refns dage. Søgaard står desuden for biografens programlægning. Det alt for lille billetsalg bygges om og bliver aflangt og åbent med op til tre salgssteder. Senere foregår billetsalg også fra baren udenfor de travle timer. Sal 2 bygges som tidligere nævnt om en sidste gang i 2015 til dens nuværende udformning. Nu har salen et kæmpelærred. Hvor det før kunne synes for småt, forholder det sig nu nærmest omvendt. Her vil det imidlertid være utaknemligt at klage. Biografen råder hermed i 2021 over sammenlagt 752 pladser. Den gråblå sal 2 har 40 pladser i lækker form og design. Sal 1 har de samme farver med 136 pladser og en lillebitte rund sceneform, hvorfra man på en minimal forhøjning eksempelvis kan lave filmintroduktion. Sal 4 og 5 har hhv. 70 og 71 pladser, sal 5 fortsat med buede rækker og begge sale med samme gråblå fremtoning og stil. Sal X har de vanlige 109 plader i samme farvedesign. Det er stadig ikke her, man bør se en film i bredformat. Den evigt unge sal 3 har fortsat 326 behagelige, røde stole i den røde sal med de mørke træpaneler. To projektører oplyser det smukke røde fortæppe i den hjerteform, der gennem mange år har været biografens kendemærke. Her elsker man film. Under coronanedlukningen i 2021 kårede det engelske magasin Time Out Grand Teatret til en af verdens 50 smukkeste biografer med en placering som nr. 43. Vil man ifølge denne liste se verdens smukkeste biograf, må man rejse til Amsterdam og aflægge Pathé Tuschinski et besøg. Det kan i alle tilfælde anbefales, for det er virkelig en vanvittig smuk biograf bygget i 1921 med en fuldstændig unik art nouveau-facade og en overdådig foyer foran den fantastiske sal. Er Amsterdam lovlig langt væk, er et besøg i Mikkel Bryggers Gade også som et lykkeligt kig ind i fortiden under helt nutidige forhold, hvis lige man ikke finder mange andre steder. Ikke mindst fordi den gamle sal i sin grundvold er så nær udseendet for hundrede år siden. Den skal helt afgjort eksistere mange hundrede år endnu. Noget så unikt kan aldrig forsvinde. |
|
 |
|
|
• Gå til Biografer på biografmuseet.dk | Biografer Oversigt • Gå til København | Omegn | Nordsjælland | Vest, Midt & Syd • Gå til Bornholm | Møn, Bogø, Lolland & Falster • Gå til Fyn, Langeland, Thurø, Tåsinge & Ærø • Gå til Sydjylland | Midt-Vest | Øst | Nord • Gå til galleri Grand Teatret, 24. juni 2009 |
|
 • Gå til Grand Teatret / Metropolteatret / Empire Teatret |
|
|
Gå:
tilbage
- op Opdateret mandag, 01 januar 2024 18:13:00 |
|