| | Tørring Kosmorama / Tørring Biograf | Tilbage til forsiden
| Skrevet af: JG, biografmuseet.dk | Dato: 19.11.2023 | Tørring Kosmorama (Tørring Hammer lokalarkiv)
Tørring Kosmorama / Tørring Biograf Bredgade 18
Åbnet 24. november 1907 Lukket 7. juni 1936
I Tørrings afholdshotel, det tidligere landbohjem fra 1897 på Bredgade 18, åbner et fast Kosmorama søndag den 24. november 1907 med visninger kl. 16 og 17 i en mindre sal til højre for hovedbygningen. Fremover finder forestillinger som regel sted lørdag og søndag kl. 20.
Det nye Kosmorama ligger i konkurrence med Tørring Biografteater – ’en filial af Horsens fineste biografteater’ (Arbejdernes Biograf i Kasernegården) – som hver onsdag siden 4. september med rejsebiografudstyr fast har vist film i gæstgivergårdens store teatersal kl. 20 og 21.30. Stedet er siden kendt som Hotel Tørring, Tørringhus opført i 1890 på Jernbanegade 14. Her giver man efter Kosmoramas åbning børn under 12 år gratis adgang i følgeskab med voksne. Ikke desto mindre vinder Kosmorama kampen om publikums gunst. Konkurrenten ophører med sine onsdagsvisninger sidst i februar 1908, hvor også rejsebiograf-teatret på gæstgivergården i Brædstrup, der her fandt sted om torsdagen, lod til at ophøre. Her bliver der dog fortsat vist film sidenhen, nu på søndage – siden fik også Brædstrup fast biograf.
Kosmorama præsenterer ’stort program’ på ’nutidens bedste maskiner’ og lokker i øvrigt med et godt og nyindrettet lokale med buet Kosmorama-skilt over indgangen. Faktisk går det så fint, at man fra foråret 1908 fremover spiller to gange lørdag og søndag aften, nu også her kl. 20 og 21.30. Hele herligheden varer dog fortsat kun en god halv time.
Sidste større program annonceres søndag den 9. oktober 1910, hvor ”Den lille hornblæser” er på plakaten. Herefter bliver filmene længere og Kosmorama skifter navn til Tørring Biograf. Under verdenskrigen er driften indstillet i længere perioder, men fra lørdag den 17. oktober 1921 er der atter regelmæssige forevisninger, da en ny bevilling tildeles Arbejdernes Fællesorganisation, som i samarbejde med den lokale brugsforening har drevet hotellet siden 1919.
På dette tidspunkt er det nu Tørring Biograf, der også forestår visninger i nabobyerne, sådan som det tidligere havde være ’arbejdernes’ lod i Horsens. I november 1927 bliver snedker J. Baltzersen ny bestyrer af biografen på Fællesorganisationens vegne og spiller typisk både fredag, lørdag og søndag. Fra sidst i 1931 kan man præsentere tonefilm.
I juni 1936 åbner en ny biograf i Bredgade 35 og den gamle lukker sine døre for sidste gang med ”En skærsommernats drøm” i amerikansk fortolkning med bl.a. Olivia de Havilland og James Cagney. Tørringhus (med teatersalen som senere discotek) blev revet ned i juli 2018, ikke mange uger senere styrtede også den nye biograf i grus. Den gamle afholdsbygning ligger der til gengæld endnu og tilbyder thaimassage, mens kosmoramaet senest har været benyttet som frisørlokale. | Læs mere her:
Biografer på biografmuseet.dk
Biografer Oversigt
Danmarks 70mm og Storformat Biografer
Stoleplaner - Galle & Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne
Biografpremierer 1911 - 2020
Film- og Kinoteknik
7OMM Film og De Store Formater
Todd-AO, - det sensationelle filmsystem
Mine damer og herrer, "Dette er Cinerama"!
"Windjammer" i Cinemiracle
CinemaScope | VistaVision Super Technirama 70 | Panacolor Dimension 150 | Sensurround
High-Impact biografdesign | | | | | • Gå til Biografer på biografmuseet.dk | Biografer Oversigt • Gå til København | Omegn | Nordsjælland | Vest, Midt & Syd • Gå til Bornholm | Møn, Bogø, Lolland & Falster • Gå til Fyn, Langeland, Thurø, Tåsinge & Ærø • Gå til Sydjylland | Midt-Vest | Øst | Nord • Gå til mere om | | | | | |  • Gå til Tørring Kosmorama / Tørring Biograf | | Gå: tilbage - op Opdateret 19-11-2023 | | |