Boulevard Teatret / Camera / Boulevarden, København |
Tilbage til
forsiden |
| Skrevet af: JG, biografmuseet.dk | Dato: 01.10.2021 |
 Dørene ud til
gaden er fuldstændig de samme som i 1923, facaden smukt nymalet og
biografens sidste navn fortsat at skue. Boulevarden lever på en måde
endnu. Foto: Thomas Hauerslev, ca 2001BOULEVARD TEATRET / CAMERA / BOULEVARDEN Sdr. Boulevard 79-81 Åbnet 15. december 1923 Lukket 14. juni 1983 Boulevard Teatret åbner sine døre lørdag den 15. december 1923 på Sdr. Boulevard med den tjekkoslovakiske ”Manden uden hjerte”. Filmen spiller indtil 21. december. Som forfilm vises en to-akters kortfilm med Harold Lloyd med titlen ”Det spøger!”. Der er dagligt to aftenforestillinger. • Gå til stoleplan Boulevard Teatret • Gå til Galleri Besøg i Boulevarden 16. februar 2009 Salen beskrives som værende flot og smagfuldt belyst. Den er tilmed meget lang og der er ingen balkon. Den bagerste del har midtergang ned gennem salen, mens rækkerne herefter går gennem hele salen. Det er alle træsæder. Foran scenen spiller et seks mand stort orkester under ledelse af Hans Madsen. Forhallen benævnes som værende hyggelig og foyeren nydelig med dekorative spejle. Spejle og vinduesglas går igen som udsmykning gennem store dele af stedets levetid med et intermezzo, hvor der var mere træ og lidt mindre glas. I dag er Sdr. Boulevard en fredelig én af slagsen, men for hundrede år siden summede den af lokalt liv med mange småforretninger. Man kunne dengang til højre for biografen købe sig en isvaffel, hvis man var lækkersulten. Fra begyndelsen har teatret omkring 800 pladser. Biografen ledes på en dobbeltbevilling tilhørende direktør Tvergaard, som er med indtil sin død i 1929 og Oscar Malmstrøm, der tidligere havde arbejdet under Sophus Madsen, da han overtog Empire Teatret og omdøbte det til Metropolteatret (nu Grand). Oscar Malmstrøm leder efter Tvergaards død biografen alene frem til 1939, hvor han bliver syg. Herefter fortsætter hans kone, Minna, som tidligere havde håndteret billetsalget, driften med lidt assistance fra sønnerne, Olaf og Hans. Olaf var som 20-årig i 1931 blevet ansat som inspektør i sin fars biograf. Lillebroderen, Hans, var tidligere danmarksmester i svømning og her omkring 1940 direktør for Columbia Films danske kontor. Oscar Malmstrøm dør efter længere tids sygdom i 1941 og fru Minna får permanent bevillingen til biografen året efter. Hun renoverer allerede i 1941, hvorved sædeantallet reduceres til 750. Ved etableringen af en ny og større scene fjernes yderligere 110 sæder, så der herefter er 640 pladser. Der installeres nyt tonefilmsanlæg, væggene perforeres af akustiske årsager og hele teatret males. Samtidig ønskes et nyt og større lærred, der dog må vente lidt på sig. Man ville gerne være forberedt på ankomsten af en ny biograf ikke langt derfra, på Istedgade. Den kom dog også til at vente nogle år, idet åbningen af den biograf, der skulle blive til Casino, trak ud helt til 1943 på grund af krigen og manglen på byggematerialer. Økonomien var lidt anstrengt i Boulevard Teatret, det var ikke den biograf i byen, der kunne prale af de største omsætninger. Man viste generelt lidt af hvert fra populære film til seriøse film uden nogen særlig tydelig profil. Biografen blev i folkemunde også blev kaldt ’Bulen’ men vel hovedsageligt på grund af beliggenheden. Blandt de få premierefilm i 1920’erne kan nævnes ”Djævlerytteren”, som senere blev vist i Metropol på Strøget. Nogle andre amerikanske lystspil fandt også vej, men de færreste spillede mere end tre-fire dage. De voldsomt populære amerikanske komikere Gøg og Gokke alias Stan Laurel og Oliver Hardy fik få år efter biografens åbning hjemsted i Boulevard Teatret og så kunne man snakke om succes! Enkelte af deres to-akters kortfilm kom op i World Cinema, men ellers var Boulevard deres faste premierehus. Parret gjorde sig allerførst bemærket i Danmark i Røde Mølle-biografen på Østerbro, hvor en kortfilm blot benævnt ”Gøg og Gokke” blev sat op den 4. november 1927 som forfilm til ”Ødemarkens sejrherrer” med Tim McCoy. Boulevard viste også dette program allerede den efterfølgende uge. Lige fra start havde makkerparret fået deres danske kælenavne. Ligesom det aldrig med 100% sikkerhed er godtgjort, hvordan det danske komikerpar Fy & Bi kom til at hedde således (udover det åbenlyse i det høje ”fyrtårn” Carl Schenstrøm og den lave ”bivogn” Harald Madsen), gør det samme sig gældende for Gøg og Gokke. ”Gøg” udtaltes opr. ”gøj” og stammede fra formen brugt i eksempelvis ”fjumregøj”, mens Gokke som bekendt ofte fik noget i hovedet, et gok i nøden. Gøg og Gokke var dermed allerede på banen som sådan selvsamme år, den amerikanske producent Hal Roach havde fundet på at ”parre” dem til den duo, der ville få så fænomenal succes. De havde optrådt sammen tidligere i andre Roach-produktioner og på film helt tilbage fra ”The Lucky Dog” i 1921, men ikke som ”Laurel & Hardy” med deres navne øverst på plakaten som trækplastre. Det har desværre ikke været muligt at finde ud af, hvilken Gøg og Gokke-film, det var, der blev vist den 4. november 1927. Bjørn Rasmussen har i sin ’Udenlandske Biografier’ fra 1969 i udgivelsesserien ’Filmens Hvem Hvad Hvor’ med kolossal ildhu og dygtighed noteret samtlige Gøg og Gokke-film. Rasmussen har her deres første fælles film i Danmark noteret til at have været ”To spurve i tranedans” med premiere 21. november i World Cinema, men det kan altså med sikkerhed påvises, at makkerparret optrådte på biograflærredet i Danmark nogle uger tidligere. Succesen med disse lystspil afstedkom lidt flere af slagsen op gennem 1930’erne. Publikum ville gerne more sig. En del film kom fra MGM og titler fra Columbia endte sjovt nok med også at finde vej. Man havde nu også film fra mange øvrige distributører og naturligvis Gøg og Gokkes længere spillefilm, der næsten altid fungerede allerbedst på netop Boulevard Teatret. Krigsårene var matte, men efter krigen vender biografen tilbage med nogle spredte premierer. Af ikke helt klarlagte årsager ikke allerede den 14. maj 1945, der ellers var den helt store amerikanske premieredag for så godt som alle københavnerbiograferne. Der var nogle forholdregler med de nye amerikanske film til biografer, der havde været tyskervenlige, men i forhold til Boulevard Teatret skulle intet være bevist i den retning. Biografen havde naturligvis det antal tyske film, man var forpligtet til under krigen, men derudover også engelske, så længe det havde været muligt og hjertens gerne svenske og danske. I alle tilfælde måtte Boulevard denne dag nøjes med et dobbeltprogram bestående af to ældre amerikanske strimler. |
Læs
mere her: Biografer på biografmuseet.dk Biografer Oversigt Danmarks 70mm og Storformat Biografer Stoleplaner - Galle & Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne Biografpremierer 1911 - 2020 Film- og Kinoteknik 7OMM Film og De Store Formater Todd-AO, - det sensationelle filmsystem Mine damer og herrer, "Dette er Cinerama"! "Windjammer" i Cinemiracle CinemaScope | VistaVision Super Technirama 70 | Panacolor Dimension 150 | Sensurround High-Impact biografdesign |
 I 1947 er der 12. maj premiere på den amerikanske ”Solskinspigen” fra
Dansk-Svensk Film og ugen efter på ”U-bådsjageren” fra Columbia. To uger
senere er der premiere på ”Vestens terrorister” fra samme selskab. Så
går luften lidt ud af premiereballonen igen, men i november har
Boulevard i fællesskab med
Strand Teatret i Hellerup, som her nyder en
yderst sjælden premiere, en ny film fra det næsten nystartede City Film.
Filmen er fransk med titlen ”Dramaet på Lunegarde”. For begge biografer
bliver det desværre kun til fire spilledage. Boulevard får en mere fra
selskabet i december, som allerede herefter giver op igen. Filmselskabet
Atlantic er ene om at levere biografens fire premierer de næste tre års
tid, før en af de sidste Gøg og Gokke film får premiere i 1951. Det var
”Gøg og Gokke som danselærere”, der var produceret i 1943. Boulevard
måtte dele premieren med Odeon, der også kunne lide at vise film med den
populære duo. De næste to år har Boulevard lidt spredte premierer, før biografen i 1953 igen sammen med Odeon har premiere på ”Lassies bedrifter” i smukke farver og Elizabeth Taylor i den unge hovedrolle (Lassie fraregnet). Så stilner det af igen og omkring 1959-60 er biografen tæt ved at lukke. Ninna Malmstrøm ønsker ikke længere at fortsætte driften og hendes sønner ønsker heller ikke at overtage biografen, hvis lejemål løber helt til oktober 1961. En paragraf i kontrakten med Arbejdernes Andelsboligforening, der ejer bygningen, siger, at såfremt bevillingen opsiges, skal det let skrånende gulv i salen gøres flat. En udgift, der vil løbe op i omkring 60.000 kr. Biografen har på dette tidspunkt ikke fået installeret CinemaScope. Med den kraftigt forøgede konkurrence fra tv, vil der uanset udfaldet være en voldsomt forøget udgift forbundet med at drive biografen, hvor et overskud skal deles med Filmfonden, mens eventuelt underskud alene må afholdes af bevillingshaver. Det lykkes heldigvis at finde en ny bevillingshaver til biografen, efter tre personer havde rettet ansøgning til justitsministeriet. Det bliver således Jørgen Engestoft, der kommer til at drive Boulevard Teatret frem til udgangen af 1964, hvorefter der igen gøres klar til lukning. Her kom det de ganske unge Knud Hauge og Peter Emil Refn for øre, at teatret nu var i reel fare for at lukke og blive revet ned. Hauge og Refn var blot 23 og 25 år og brændte begge inderligt for filmkunsten. Det lykkedes dem muligvis på gode intentioner alene at få bevilling til at overtage biografen. Hauge og Refn skiftede biografens navn til Camera. Biografen havde nu omkring 460 pladser med lærred og scene rykket lidt frem på grund af det nye Scope-format. Et nyt, stort hvidt skilt henover facaden lyser med Camera-navnet i røde bogstaver og de to unge biografdirektører er på plads som både telefonpasser, billetsælger, kontrollør og operatør. Ambitionerne hos det unge makkerpar var tårnhøje. Ikke nok med biografdrift med fokus på kunstneriske kvalitetsfilm: De startede også deres egen filmimport og distribution, kaldet Camera Film. Det var ud fra betragtningen, at det danske publikum var gået glip af en række fantastiske europæiske såvel som asiatiske film. Så man da ellers bort fra muligheden, som blev givet gennem visninger på Filmmuseet, men disse oplevelser måtte jo siges at være forbeholdt københavnerne. Camera Film eksisterer som bekendt i bedste velgående den dag i dag som Danmarks førende distributør af artfilm. Særligt Cameras import af nogle af de første Akira Kurosawa-film var blandt de væsentligste kunstneriske importer i tiden. Deres åbningsfilm og første premiere var også netop Kurosawas ”Blodets trone”. Den fik premiere den 1. oktober 1965 og spillede i fire uger. Åbningsforestillingen kl. 20 blev markeret med musik af Palle Mikkelborgs Kvartet og prolog af Sven Holm læst op af Peter Steen. Senere fik Kurosawas mest kendte film ”De syv samuraier” også premiere som Camera-import. Den ville Refn dog gerne have op i en biograf helt i centrum og filmen måtte derfor vente indtil Dagmar fandt plads den 16. januar 1969. Filmen havde da allerede haft provinspremiere i Holbæk den 29. juni året forinden. 29. oktober 1965 havde Hauge og Refn premiere på den 22 år gamle franske ”Syndens engle” af Robert Bresson. Denne film fik også succes og spillede igen lige knap fire uger. Nogle dage endda sammen med Triangel Teatret. Begge de første to film var indkøbt til dansk distribution gennem en svensk partner og vistes således i Danmark i kopier med svenske undertekster. En tradition, der fortsat blev benyttet med mellemrum gennem de næste 40 år, hvis potentialet ansås lige småt nok til bekostning af dansktekstede kopier, mens kvaliteten modsat gjorde dem uundværlige. Efter ”Syndens engle” fulgte endnu en egen import, den italienske ”De forlovede” af Ermanno Olmi, der havde vundet en pris i Cannes og som man hermed introducerede for det danske publikum og viste i tre uger. Instruktøren havde en vældig produktion, men hans eneste anden film i Danmark blev ”Træskotræet”, som blev en ganske stor succes i Danmark i 1979, da den (naturligvis) havde premiere i Grand, som Refn på dette tidspunkt drev. Den film var da på plakaten i et halvt år. Camera-biografen viser også amerikanske filmklassikere. Velkendte titler som ”Asfaltjunglen”, ”Politiets blinde øje” og ”Sternwood-mysteriet” kom atter på det københavnske biografrepertoire. Der blev også repremiere på Fritz Langs ”M” med Peter Lorre i den uhyggelige hovedrolle. |
|
 17. december 1965 har Boulevard premiere på en ny japansk film, denne
gang fra Gloria Film. Det er spændingsdramaet ”Kvinden i sandet”, som
holder sig på plakaten i over tre måneder, hvilket er helt exceptionelt
længe for biografen og med til at cementere biografens nye ry som tidens
”hotteste” kvalitetsbiograf. Filmen afløses af ny italiensk premiere,
denne gang fra MGM og Palladium giver Boulevard premiere på endnu fransk
succesfilm den 18. april 1966. Det er Jacques Demys ”Englebugten” med
Jeanne Moreau. Den vises i mere end fem uger. Den første uge sammen med
Fasan Bio. Under visningen af denne film får Hauge og Refn fornemt
fransk visit af filminstruktøren Francois Truffaut, en af
forgangsmændene i den franske nybølge. Truffaut var i Danmark i
forbindelse med Århusstudenternes Filmklubs udnævnelse af Truffaut til
æreskunstner i april 1966.Efter ”Englebugten” bliver premiereprogrammet spansk og fra 10. juni 1966 og tre uger frem vises endnu en fransk klassiker: Jean Renoirs ”Spillets regler” fra 1939. Denne film bliver først nu vist i Danmark efter Reprise Teatret i Holte, som var den ubestridt største biograf for artfilm udenfor Københavns midte, havde importeret og vist den med kolossal succes i egen biograf, hvor den havde haft premiere den 11. marts. 26. august 1966 er der premiere på Camera egen ”Aparajito” som på dansk ved premieren kaldes ”Den ubesejrede”. Filmen er ti år gammel og af Satyajit Ray, hvis første film i Danmark, ”Apus verden”, året forinden havde spillet en uge i Alexandra. Camera havde givet filmen repremiere og spillet den en uge henover sommeren 1966 som opvarmning til sin sensommer-premiere. ”Aparajito” bliver endnu en succes for distributør- og biografvirksomheden. Den baner også vejen for samme instruktørs ”Sangen om vejen”, som Camera også importerer og giver københavnerpremiere i Camera i 1968. Denne regnes af brugerne af internetfilmdatabasen IMDb for den bedste indiske film gennem tiderne. Camera fortsætter efteråret 1966 og ind i vinteren med egne og andres kvalitetsfilm, Pier Paolo Passolinis ”Luderkarlen Accattone” får således premiere 26. oktober og som forfilm til den canadiske ”Ingen vinkede farvel”, som biografen viste samtidigt med Passolini, vises en af Buster Keatons allersidste film. Det var kortfilmen ”Til te med Buster Keaton” med Keaton som englænderen, der vil opleve Amerika og derfor hopper i vandet i London, hvorefter man ser ham stige op ved Canadas østkyst, hvor han snupper en lille motorvogn og kører på skinner henover landet til vestkysten. Refn elskede Keaton. Knud Hauge og Peter Refns veje skiltes allerede i marts 1967. Refn fortsatte driften af Camera Film og biografen, mens Hauge året efter overtager Windsor-biografen på Peter Bangsvej, hvor han også fortsatte sin kunstneriske profil. Samme år modtog Refn sin første Bodil, en Sær-Bodil, for sin dygtige drift af biografen. Der kom fortsat flere premierer af den seriøse slags og publikum kom stadig langvejs fra for at se de godt anmeldte film. I 1968 fik ”Intet nyt fra Vestfronten” fra 1930 eksempelvis repremiere. Søndag eftermiddage viser biografen børnefilm i den gode gamle tradition. Fuzzy, Hopalong Cassidy og Ungerne er tit at se ved disse lejligheder. Også nogle af disse er såmænd københavnerpremierer. Selvom de har relativt mange år på bagen, vises flere af dem på dette tidspunkt for første gang i Danmark. |
|
 Refn var som nævnt meget begejstret for Buster Keatons kunst, der for
længst var gået i glemmebogen i Danmark. Han var nok ansporet af
kortfilmen fra 1966 og det faktum, at en Keaton-festival i Paris kunne
tiltrække tusinder af mennesker. Chaplin havde allerede i ”Rampelys” fra
1952 hevet Keaton ind fra glemslen til nogle scener af uforglemmelig
komik. Keaton havde herefter rigtig nok haft nogle biroller i ”Jorden
rundt i 80 dage” og ”Hopla, vi lever!”, men hans stumfilmsklassikere
havde ingen set i biograferne i årtier. Det ville Refn råde bod på og
driftig og modig som han var, genimporterede han mellem 1971 og 1973 en
række af Keatons tidlige spillefilm såvel som kortfilm. Det blev til
hele 11 spillefilm og 21 kortfilm. 32 i alt! Refn havde allerede tyvstartet ved at have genoptaget en af Keatons højdepunkter i julen 1968, nemlig ”Kanonfotografen”. Nogle år senere fulgte nu derfor repremierer på ”Generalen” (opr. ”Krig og kærlighed”), ”Steamboat Bill junior” (opr. ”Mand over bord”), ”Kone søges”, ”Ship Ohøj!”, ”Krudt, kugler og kærlighed”, ”Kærlighedens komedie”, ”Sherlock Holmes, Jr.”, ”Buster som bokser” og ”Buster som sportsidiot” (opr. ”Gågænger-manden”). Han prøvede også at relancere ”Lange bukser”, ”Skypumpen” og ”Hallo Amerika!” med Harry Langdon, men ham var der ingen, der længere hverken kunne huske, eller havde lyst til at se. Det var ved repremiererne på Keaton-filmene, Refn var ude med riven overfor aviserne. Normalt genanmeldte aviserne, hvis film ikke havde været i byen i over ti år, men kun få anmeldte Keaton, trods flere af filmene ikke havde været vist i henved 40 år. Han mente dermed, aviserne gjorde sig skyldige i at sabotere filmkunsten ved ikke at prioritere og samtidig gøre skade på biografdrift med den klassiske art-profil. Gøg og Gokke havde også gjort comeback i biografen. Bl.a. vistes deres langfilm ”Ægte skotsk” et par uger i januar 1969. Senere samme år tog Camera også Chaplin op igen med den sjældne ”Cirkus”, der fik den dobbelte spilletid med fire uger på programmet. Fra egen gen-import viste man i 1969 også Howard Hawks ”At have og ikke have” med Humphrey Bogart og Lauren Bacall. Biografen viste desuden en lang række danske lystspil af den mere seriøse slags fra de tidlige år samt dansk filmhistories bedste dramaer. ”Sommerglæder” fra 1940 vistes i knap to måneder i sommeren 1966. I forsommeren 1968 gav Camera ligeledes Benjamin Christensens svensk-danske ”Heksen” fra 1922 repremiere, hvor den blev bemærket og spillede i fire uger. Opmærksomheden var ikke mindre rettet mod den kortfilm, der blev vist foran. Den var nemlig instrueret af den unge biografdirektør selv, der hermed debuterede som instruktør med titlen ”Eftermiddagsgæsten” og havde Ulf Pilgaard og Lotte Tarp på rollelisten. Filmen varede 28 minutter. Refn instruerede siden kun én film, nemlig spillefilmen ”Violer er blå” i 1975. |
|
 Boulevard
foyer i februar 2009. Foto: Thomas HauerslevEfter den polske ”Dage i Mathis’ liv” i 1970, begynder Refn at neddrosle ny-importerne for en kort stund. Den polske spiller kun en uge og det samme gør sig også gældende senere samme år for den svenske ”Jeg elsker – du elsker”. Han havde allerede på dette tidspunkt allieret sig med nogle biografer i provinsen, så disse kunne få danmarkspremiere-opmærksomhed i lokalområdet og dermed få ekstra vind i sejlene. Således havde Søllested Bio fået danmarkspremiere på den sidstnævnte, ligesom Holbæk var kommet København i forkøbet på ”De syv samuraier”. I sommeren 1970 er der sågar en Camera-film, der aldrig får premiere i København. ”Duet for kannibaler” omtales i den københavnske presse, men vises til premiere i Herning og ingen gennemtrawling af storbyens biograflister har kunnet stedfæste en premiere på disse kanter. Herning har den 30. juni også haft premiere på Cameras svenske ”Den hvide sport”. Denne kommer dog op på Sdr. Boulevard den 14. august, men spiller igen kun en uge. Camera var begyndt at måtte smide filmene lidt tidligere end i biografens første leveår. Så går det lidt bedre sidst på året med ”Mishandlingen”, der også var startet i Søllested Bio. 6. marts 1971 har Camera sammen med Nørreport premiere på Jannik Hastrups og Flemming Quist Møllers berømmede danske ”Bennys badekar” af noget ultrakort spillefilmslængde (41 min). Den bliver en fin succes og spiller særligt længe på Nørreport, der ellers ikke ret ofte viste børnefilm. Fire uger senere giver Fox Camera-biografen premiere på Mel Brooks ”Forår for Hitler”, der på dette premieretidspunkt hedder ”Hurra for Hitler – eller hvad chefen gør er altid det rigtige”. Den præsterer 16 spilledage og det holdt vist endda hårdt. Året efter kommer den op i Bellevue i Klampenborg med ny titel og folk strømmer til. Det gør publikum i endnu større omfang siden, da den fire år senere vises i ABCinema med gentagne repremierer her. Efterfølgende kommer den fx også til Grand, hvor Refn da er flyttet til. Brooks var da også blevet et større navn, så det var nok ikke Cameras skyld, den ikke lagde bedre fra land. I 1972 og 1973 følger Camera den oparbejde profil, men premierefilmene fra egen udlejning bliver færre og premiererne fra de øvrige distributører ophører også. Camera-biografen koncentrerer sig om klassikerne. Camera var på grund af sin placering og vel sådan set også grundet sit lokalpublikum – vi er immervæk på Vesterbro – ikke den nemmeste biograf at drive som artbiograf. Trods stor opbakning blev det i 1974 efterhånden svært at få en rentabel forretning ud af biografen, der på dette tidspunkt nu gav underskud. Casino på Istedgade som fru Malmstrøm var ræd for i 1943, var allerede lukket igen i 1966. Samtidig var ABCinema og CINEMA I-II-III kommet til og trak folk helt ind til centrum. Peter Refn havde længe sukket efter Grand Teatret og det var på dette tidspunkt endelig lykkedes ham at få fat på den bekostelige biograf. Han videreførte dog Camera sideløbende et helt år. Efter Camera fulgte hermed en endnu større og bemærkelsesværdig tid for Refn i spidsen for det kunstneriske filmpalads i Mikkel Bryggers Gade, som han drev dygtigt gennem tyve år indtil sin alt for tidlige død i 1994. Tankerne går på at omdanne de gamle lokaler på Sdr. Boulevard til revyteater og biografen er lukket en periode. I 1975 bliver Camera købt af Preben Østerfelt og Allan K. Larsen. De renoverer biografen og genåbner den som ’Boulevarden’ med nymalet facade og nyt biografskilt over døren, som findes den dag i dag over indgangen. Østerfelt overtager også Hjerter Dame på Nørrebrogade i 1977 og omdøber denne til ’Københavneren’. De havde ambition om at spille et mere familie-venligt repertoire uden vold og uartigheder og altså kunstnerisk også ganske forskelligt fra Cameras profil. Det gik kun nogenlunde. Premierefilm var der blot to af i denne periode. Det var den engelske ”Længsel efter kærlighed” med Liv Ullmann, som de genåbnede med den 29. august 1975. Filmen kom fra Warner-Constantin som beredvilligt havde stillet premieren til rådighed. Premieredatoen faldt uheldigvis sammen med ”The Godfather 2. del”, som tiltrak sig al opmærksomhed i Palladium og Tre Falke. Så var det svært at længes efter kærlighed på Boulevarden. Syv dage senere skiftes programmet til Jack Lemmon i ”Lille mand i knibe”. Titlen måtte næsten sige det hele, kom det vel til at vise sig, men biografen fortsatte da i indtil flere år. I oktober 1976 fik biografen sig endnu en premiere i form af den svenske ”Maria”, som var en børnefilm komplet uegnet for børn. Mere held havde man med en stribe ældre danske film som bl.a. ”Mani” med Ib Schønberg. Et koncept som Østerfelt med væsentlig større held udnyttede i Københavneren. På Boulevarden var man i større eller mindre stil langsomt vendt tilbage til Refns kunstneriske profil. |
|
 I 1978 havde biografen københavnerpremiere ved midnatstid på en græsk
krimi fra Kinorama, der blev lanceret i Danmark under titlen ”De
liderlige jomfruer”. Nu var den vist helt gal på Sdr. Boulevard, der
havde taget filmen på programmet halvandet år efter danmarkspremieren i
en mindre biograf i Ålborgs udkant. Der vistes nu også andre
spændingsfilm, karatefilm og voldsfilm fredage og lørdage til langt ud
på natten. I 1979 overtog Bent Bonde Jensen biografen. Jensen kom fra ejendomsbranchen og havde ikke tidligere beskæftiget sig med biografdrift. Han havde ambition om at bygge biografen om til to sale og også selv begynde at importere film i stil med Hauge og Refn. Der blev udfærdiget tegninger til de to nye sale, men hverken film- eller biografprojektet blev ført ud i livet. I stedet blev der bygget en endnu større teaterscene foran lærredet og antallet af siddepladser reduceres yderligere til 334. Allerede samme efterår sælges Boulevarden videre til Harald Hansen, som kom fra skotøjsbranchen. Han havde sammen med sin søn, Morten, intention om at drive biografen som seriøs biograf kombineret med teater, men det var hårdt slid uden belønning selv uden ansatte. De overtog driften den 1. september 1979, men kunne allerede inden der var gået 14 dage komme tidligt hjem efter 21-forestillingen, idet der indtil flere gange ikke var dukket én eneste gæst op. Det var immervæk usædvanligt selv på den tid. Siden den helt katastrofale start steg belægningsprocenten til cirka 10, men det betød så blot omkring 30-35 gæster pr. forestilling. Langt fra nok til en rentabel forretning. Man viste fx Søren Spætte om eftermiddagen og kunstneriske film om aftenen. Desværre titler, der for længst var udspillet. Man opgav efterhånden den ordinære biografdrift og koncentrerede sig om teaterforestillinger. Sommetider blev der fortsat vist børnefilm om eftermiddagen. Inden det helt var slut, fik Boulevarden da også det, der skulle blive biografens sidste danmarkspremiere i form af det sammensatte tegnefilmsprogram ”Snuden” fra Statens Filmcentral, som spillede om eftermiddagen fra efterårsferien 1981 frem til midt i december. Mange dage som eneste filmprogram. Det meste af 1982 er Boulevarden udelukkende i brug som teater- og kulturhus. Men husets biografhistorie skulle vise sig alligevel ikke at være helt overstået endnu. Allersidste mand ved roret til boulevard-biografdrift blev den blot 19-årige Martin Tanggaard, som allerede havde arbejdet som operatør i biografen. Tanggaard lejede lokalet af Hansen fra april 1983, når det ikke blev benyttet som teater. Han startede op mandag den 18. april med den danske ”Soldaterkammerater på bjørnetjeneste” og den tyske ”U-båden”. Der var ’dobbelt midnats-bio’ både torsdag, fredag og lørdag med ”Eksorcisten II – Kætteren” og ”Nazi-bødlen”. I weekenden vistes ”De fem i fedtefadet” lørdag og søndag eftermiddag. I maj var der repremiere på ”Spartacus” og om eftermiddagen kørtes i weekenden nogle udkørte film fra Alliance, ”Jungledrengen” og ”Diligence-overfaldet”. Siden fulgte den russiske ”Solaris”, som oprindelig havde haft premiere i Camera ti år forinden. Det var for dyrt for Tanggaard at leje sig ind med disse forestillinger og sidste spilledag var 14. juni. Allersidste forestilling er ”Café Paradis” med Ib Schønberg. Herefter kommer der nogle levende illusionsforestillinger efterfulgt af cabaret. Men altså ingen Liza Minnelli. Og ikke mere film i det hele taget. Martin Tanggaard bliver senere involveret i driften af Hvalsø Bio. Danseforestillingerne fortsætter i 1984 og i 1985 overtager det nystartede B&U Teatret driften med forestillinger for børn. Det fortsætter indtil januar 1986. Efter lukningen sælger Harald Madsen til et kristent videnskabscenter. Kinomaskiner m.v. forbliver stående i biografen i lang tid. Videnskabscentret holder til på Boulevarden i en årrække og der er vist endda afholdt noget der ligner teater en gang eller to i perioden. I 2021 har ’Forsøgsstationen’ til huse i de gamle lokaler, som de nu har haft gennem ti år. Måske som udløber af anvendelsen af de tidligere lokaliteter. Forsøgsstationen er nemlig et eksperimenterende værksted for professionelle scenekunstnere og og værested for børneteatre og børneteaterfolk, som bl.a. kombinerer dans med teater. De permanente stolerækker i salen er for længst forsvundet, men ellers er lokalet ikke stort forandret. Dog er salen blevet markant lysere. I foyeren er glas og spejle også vendt tilbage. Dørene ud til gaden er fuldstændig de samme som i 1923, facaden smukt nymalet og biografens sidste navn fortsat at skue. Boulevarden lever på en måde endnu. |
|
|
• Gå til Biografer på biografmuseet.dk | Biografer Oversigt • Gå til København | Omegn | Nordsjælland | Vest, Midt & Syd • Gå til Bornholm | Møn, Bogø, Lolland & Falster • Gå til Fyn, Langeland, Thurø, Tåsinge & Ærø • Gå til Sydjylland | Midt-Vest | Øst | Nord • Gå til Galleri Besøg i Boulevarden 16. februar 2009 |
|
 • Gå til Boulevard Teatret / Camera / Boulevarden |
|
 • Gå til Boulevard Teatret / Camera / Boulevarden |
|
|
Gå:
tilbage
- op Opdateret mandag, 01 januar 2024 18:12:46 |
|